Everything Starts Again - Athal

Athals sorte hår gjorde sig ét med natten, som havde en maler i planlagt orden placeret ham dér og gjort ham til ét med det sælsomme maleri. Træerne omfavnede den ensomme skikkelse, der med varsomme skridt vandrede hen ad skovstien, og de havblå øjne afsøgte varsomt enhver skygge, enhver raslen i bladene. Enhver trussel.
En af disse gåture var en af eksemplerne på hvor Athal ønskede sig, han var skyggedæmon og ikke forbundet med vandet, som han nu var. Det ville have været så let, hvis han kunne have løbet med skyggerne og færdes uset uden at nogen uvelkommen kunne trænge ind på ham. Utallige af dårlige oplevelser havde forlængst lært ham at være forsigtig, og selv om han nu mente, at denne by ville være sikker at bebo i et par år uden vdiere fare, tog han ingen forholdsregler.
En gren knækkede, og en basken af vinger hørtes. Athal fór sammen og stirrede forskrækket op mod den retning, lyden var kommet fra, og nåede lige at få et glimt af en vildfaren ugle. Han sukkede lettet og gik roligt videre. Nej, der skulle nok mere til at skræmme livet af ham! Det skulle han nok sørge for. Alligevel kunne han ikke lade være med at tælle minutterne frem til, at han nåede det såkaldte "spøgelseshus". Han havde hørt nogle lokale tale om det i byen, og nysgerrigheden havde straks sat sit spor i ham. Så desperat som han efterhånden var blevet efter et billigt og effektivt hjem, ville selv et gammelt og forladt hus være godt nok.
Vejen fortsatte lidt endnu, og endelig nåede han frem til sit bestemmelsessted. Huset var en syg bunke af ruiner, og han kunne ikke lade være med at slkære en lille grimasse, da det faldefærdige syn mødte ham. Så gjorde han en let hovedrysten og marcherede mod døren.
En pludselig lyd hørtes. En lyd af at andre var til stede, og Athal standsede brat op. Han granskede hastigt området, og mærkede sit åndedræt stoppe let, da han så den tilhyllede skikkelse.

Okay, ingen panik Ingen panik! Athal turde næsten ikke røre en muskel, og mens mærkede han hvordan, alt langsomt indeni i ham gik over i båsen for 'panik'. Hvis det var .. hvis det kunne være ..
Nej, han orkede det ikke længere! Var det en af hans evige forfølgere, ville han tage kampen op. Han ville ikke flygte mere; nu ville han kæmpe. Om det så gjaldt døden!
Athal blev så overbevist om sin påstand, at han fuldkommen så skikkelsen som en trussel. Størstedelen af forklaringen kunne nok også findes i, at han ikke kunne se væsenets ansigt, og det gjorde det skam heller ikke bedre, da denne udstødte et truende hvæs.
Luft hvislede ind mellem tændenre, da han tog en dyb indånding, og langsomt hævede den ene arm. Han havde ikke tænkt sig at svare - det ville blot være spild af tid. Et hårdt stød i brystet ville måske være nok til, at han kunne aflede væsenet et par sekunder, og dernæst ville den store kamp sandsynligvis begynde.
Kampstrategier og opmuntringstanker snurrede rundt i hovedet, og han koncentrerede sig om at påkalde alle indre kræfter. Det store lager, han havde været så omhyggeligt sparende med de seneste par måneder, skulle nu tages i brug.
Så, idet han skulle til at begynde handlingen, slog den fremmede hætten ned. Et højlydt gisp undslap Athals læber, og han stirrede med store øjne på hende.
Det var nærmest som om .. Lyste hun? Ansigtets konturer var i hvert fald ikke til at tage fejl af, og det skinnende, lyse hår tiltrak mindst lige så meget opmærksomhed
Varsomt, meget varsomt, sænkede han hånden en smule.
"Hvem er du?" spurgte han, meget lavt. Han gjorde det mest for at skjule den måde, hans stemme rystede en smule på, men stilheden udfyldte allerede så meget, at det var nemt at høre.

Athal blev pludselig bange for, at den mystiske pige ville flygte. Det hurtige blik mellem ham og huset fortalte ham mere end tydeligt om hendes tanker, og en sær uro rørte sig i ham. Han behøvede dog ikke være bange særlig længe, eftersom hun åbenbart besluttede sig for at besvare hans spørgsmål - eller svare og svare.
Han rømmede sig hæst og forsøgte at udtænke et passende svar. "Jeg troede ikke, at denne grund tilhørte nogen," indvendte han panderynkende, hvilket stortset var fuldkommen sandt. Et og andet havde han hørt i byen, det var rigtigt, og dér havde der ikke været nævnt noget om hjemsøgende spøgelser eller andre gudelignende væsener omkring huset. På den anden side, mindede en anden side af ham selv om, så retfærdiggør få minutters aflytten af en samtale jo heller ikke dit argument.
Han holdt nervøst vejret, da hun vovede sig ud i månelyset. Han overvejede straks, om han burde gøre det samme, og trådte et forsigtigt skridt frem. Månelys omfavnede hans ansigtstræk og lagde den ene side voldsomt i skygger. Ét træk havde han dog tilfælles med pigen: Hans øjne var ligeledes blå og tydelige. Dog ikke helt samme farve som hendes: De virkede mere mørkeblå, som et roligt hav.
Pigen, englen eller hvad nu det var, bevægede sig flere skridt væk fra det fjendtelige, da hun brugte den bløde stemme, og Athal mærkede en sær ro folde sig over ham. Sproget var nu temmelig formælt, var han af den mening, men det var vel noget, han kunne leve med. Det fortalte bare mere end tydeligt, at hun langtfra var fra de seneste årtier.
"Jeg hedder Athal," sagde han og lod blikket flakke lidt frem og tilbage mellem hende og huset. Hvad kiggede hun på?

”Undskyld mit formelle sprog, men i min tid var det altså det sprog man talte her.” Kom det som et lynnedslag fra en klar himmel. Heller ikke havde kvinden tænkt sig at sige det, men det var bare fløjet ud af hendes mund, selvom hun helst ville have holdt det for sig selv. Kort efter vovede hun sig ud i at besvare hans spørgsmål, eller det han tydeligvis ikke forstod, og dette gjorde at hun nu måtte fortælle ham ALT. Alt om hende, huset og hendes død. Utrolig ubehageligt, men sådan var det.
”Sådan set burde grunden stadig tilhøre mig, da jeg er den eneste nulevende fra min slægt, og sikkert også den sidste. Denne grund og dette hus, har nu stået her i omkring trehundrede år, og klarer sig værre og værre. Dette hus var mit hjem, for mange år siden. Dette er hjemmet jeg blev dræbt i. Men det er du nok ikke interesseret i at høre om… altså min død, da det sikkert ikke er særlig spændende for sig at vide, om en fuldkommen fremmed tøs, som du lige har mødt.”
Kort efter holdte hun en lille pause, og fangede så hans blik. De samme smukke øjne, som hun mente at have set før. ”Vent. Kender jeg ikke dig? Dine øjne virker bekendte?” Der var fuld alvor i hendes stemme, da hun spurgte ham. Sådanne ting var nu heller ikke til at spøge med, og derfor havde hun spurgt, da de mørkeblå øjne kom frem fra hendes hukommelse.
”Nå. Du tænker sikkert hvad jeg mon stiller op her, og det jeg skal, er nok ikke noget du nok heller finder interessant, da jeg blot skal kigge huset igennem og sådan. Tjekke om alt er som det skal være, selvom huset ligner noget fra en skråt-plads. Men altså. Jeg overvejer at få huset sat i stand, og flytte ind i det.. Eh… du er mere end velkommen til at hjælpe til, og hvis du mangle ret hjem, er der nok masser af plads til en til,”
Hendes stemme var stadig blid og hendes tone som det rene guld. Speciel var hendes stemme, og det havde hun hørt en million gange efterhånden, og regnede(heldigvis) ikke med at høre det fra Athal, som denne unge mand nu hed.

Først regnede Athal ikke Angelins kommentar som noget mistænkeligt, men det overraskende var derimod den livshistorie, hun uden videre busede ud med. Han spærrede øjnene og lyttede overrasket til hendes fortælling. Hun knevrede løs, men noget sagde ham, at det ikke var en ligegyldig snak: At han skulle lytte nøje efter og forsøge at huske historien.
Han var stum under hele fortællingen. Da hun kom med et udbrud af genkendelse, trådte han nærmest instinktivt et skridt tilbage. "N-nej, det tror jeg ikke," stammede han og fandt nu endnu mere grund til at stirre mere indgående på hende. Han prøvede at finde en gyldig grund, der kunne få hende til at spørge ham om sådan noget, når han aldrig i sit liv havde mødt hende før, og kom frem til den konklution, at det måtte have noget med hendes død at gøre.
Død.
Hvis hun var død, så måtte hun vel være - han overvejede det lidt - spøgelse?Vampyr? Eller .. engel?! Athal havde kun mødt få af den slags i hele sit liv, og nu, da han stod og så på Angelin, kunne han næsten ikke tro andet.
Telepatisk! Tanken slog ham uden varsel og var lige ved at få ham til at bakke adskillige skridt bagud igen. Det var hendes tilbud om fri beboelse, der havde rusket lidt mere i hans mistanke, og han stirrede på hende med åben mund.
"Det ... Jeg mener, hvorfra ved du, at jeg søger efter en bolig?" spurgte han og var varsom med at sætte ordene rigtigt efter hinanden. Hun havde allerede forvirret ham en del.
Skoven lå endnu tyst om dem, og han lod et lynhurtigt blik skyde rundt i omegnen.

Det kom mere eller mindre som et chok for Angelin, da det gik op for hende at hun havde felt fuldkommen ret, hvad bolig og alt det angik. Faktisk var det rimelig skræmmende, men hun vidste det på en eller anden måde bare. Måske havde det været en del af en af hendes drømme en eller anden nat, eller måske havde hun haft et glimt i fremtiden, men ikke havde haft tid til at opfatte det som om et faktisk havde været noget alvorligt. Athal tænkte sikkert, at hun var utrolig mærkelig, da hendes svar kom fra hendes mund, og selv forstod hun heller ikke hvorfor hun havde sagt det. "HVAD?!? Søger du faktisk en bolig?! Ej, dt var jeg virkelig ikke klar over. Og alligevel må jeg have set det i et at mine syn... Guuud, nu ved jeg hvor jeg kender de øjne fra!"
Af ren refleks fik hun flere skridt bagud, og gjorde store øjne samtidig med at hun lagde begge fløjsbløde hænder over munden i ren forskrækkelse. Hvad havde hun lige sagt? At hun havde set ham i et syn, og derfor vidste at han manglede en bolig, eller havde det hun havde sagt, i virkeligheden en hel anden baggrund og fortælling? Måske havde han noget med fremtiden at gøre. Måske hendes fremtid?
Længe stod hun blot og så på ham med store øjne. Som om hun havde fået skåret halsen op, men stadig stod oprejst. Tankerne gjorde hende dårlig, og hun rettede blikket ned på hende fødder, som for den sagsskyld var skoløse. Kappen gV nu ikke længere nogle varme fra sig, og Angelin bestemte sig for at tage den hele af. Dels fordi hun havde brug for at få den af, men også fordi hun blot ville sådan set uden nogen ordenligt grund.
Da hun tog kappen helt af, var det lidt som om hun oplyste det meste omkring hende, eller i det mindste gav Skt med en meters radius en smule mere glans. Den blege hud skindede en smule i nattens mørke, og hendes hår blev nu også mere glansfuldt. Faktisk føltes det en smule som om hun havde fået skønhed fra månelyset. Måske var det derfor at hun havde følt en dør træ hen til at tage kappen af?
Kort efter rettede hun igen blikket op på Athal, hvis ansigt ikke var helt tydeligt at tyde længere for hendes blik, selvom de krystalblå øjne kæmpede.

Der var vist ingen grund til ikke at føle sig så perpleks, som Athal netop gjorde i dette øjeblik. Han vidste ikke helt, om hun fuppede, da hun kom med det overraskede udbrud, og han forstod endnu mindre det sidste, hun sagde. Syn? Ville det sige, at hun var synsk?
Han ventede på en fortsættelse, forsøgte at være tålmodig, men den måbende stilhed varede ved. Et øjeblik blev han næsten helt bange for, at hun ville falde om eller sådan noget, og han havde lige bestemt sig for at række en hjælpende hånd ud, da hun smed kappen.
Overvældet blinkede han og betragtede det lysende væsen, hun nu var blevet. Der var intet menneskeligt ved hende i dette øjeblik, og hun ville helt sikkert være den perfekte sirene. Hendes fremtrædende udseende havde dog ikke fået ham til at glemme udbruddet, og nu kunne han ikke dy sig mere. "Har du set mig i et syn?" spurgte han forundret. Pludselig blev han glad for, at månen ikke priste ham så meget lys, for så ville ansogtet i det mindste være skjult.
Nu var han ellers faldet sådan nogenlunde til ro, men hendes konstateringer (eller hvad det nu) gjorde ham urolig, og en tanke gik flygtigt tilbage til fortiden. Kunne de have noget med hinanden at gøre?

Angelins svar kom meget prompte, da hun var ivrig efter at komme videre, da det endelig så ud til at han faktisk gad lytte til et hun sagde, så hun ikke bare snakkede og snakkede og snakkede, om ting som han ikke engang gad lytte til, da han enten ikke syntes at det kom ham ved, eller at det ikke var interessant overhovedet.
Dette var det værste ved det hele. Hun snakkede altid om alt muligt, og folk omkring hende, kedede sig tit. Dette fik hende altid lidt ned med næbet, og så blev hendes snak mere trist. Dog var dette et okay emne, som hun sikkert kunne snakke om i hundrede år, hvis ikke det var fordi de også skulle videre.
”Eh.. Ja… og det værste er nok, at jeg for det meste kun for advarsler om fremtiden. Jeg så dine øjne, mere kan jeg ikke rigtig huske. Men jeg er ikke selv herre over hvornår mine syn kommer, og jeg går tit i spåner bagefter… Du har ikke lyst til at se det, tro mig!”
Lidt efter var hun tavs i længere tid, og kiggede lidt ned af sin krop, som lyste en lille smule op, altså for hendes syn. Aldrig havde hun fundet ud af hvad andre så, når de kiggede på hendes hud.
Nogle så måske intet, og andre måske et blændende lys? Hvad Athal så, turde hun ikke rigtig spørge om, da det sikkert ville få hende til at rødme totalt, og føle sig utrolig flov.
Når hun rødmede, som hun normalt ikke gjorde så tit, var det utrolig tydeligt, da hendes hud nu var så bleg som den var.
Lidt efter, da der havde været tavst mellem dem i længere tid, tog Angelin mod til sig, og spurgte om han ville med hen og kigge lidt på huset. Selv havde hun stået og overvejet det længe, altså at spørge ham om han ville med. Dog regnede hun ikke med det, da han sikkert kedede sig utrolig meget.
Angelin var bare en, som ikke tænkte særlig positivt om hvad andre mennesker nok tænkte om hende, og det havde givet hende utrolig mange problemer.

Athal var ved at gå til af ren nysgerrighed, og han måtte bide sig i læben for ikke at begynde at plage hende om alle detaljer. At kunne se ud i fremtiden var en farlig ting, vidste han, og han var taknemmelig for, at han ikke selv ejede den egenskab.
Men naturligvis kan tro ikke plantes, uden at skepsis tilføres. Hvad hvis det ikke engang var hans øjne, hun havde set? Der fandtes jo millioner af mennesker og væsener (nok mest magiske væsener), der måtte have samme øjenfarve som ham, og det kunne lige så vel have været en anden. I det hele taget - hvor sikker var Angelin overhovedet på sin påstand?
Athals tanker havde spundet et usynligt spind og gjort sig ét med natten. Hans blik var faldet i staver og hang halvt om halvt på Angelin, mens han tænkte. En ligegyldig tanke ("Jeg har faktisk lyst til pizza") nåede lige at snige sig ind, da englen atter snakkede. Med et sæt kom han til sig selv, og et sekund eller to så han fuldkommen forvirret ud.
"Hva'? Nåh, jah, selvfølgelig .. " Hvor sjovt at situationen havde startet så fjendteligt ud mellem dem, og nu inviterede hun ham nærmest ind i sit eget, forladte hjem. Han skottede op mod husets tag. Gad vide om der raslede et gammelt, mugget spøgelse rundt derinde.
Han vendte sig atter om mod døren og trykkede prøvende håndtaget ned. "Nu hviler der vel ikke en forbandelse over stedet, vel?" spurgte han skævtsmilende. Det ville bare være så typisk gamle spøgelseshuse!
Endnu en tanke - nej, to, faktsk - oprandte, og han kunne ikke rigtig beslutte sig for hvilken, han først skulle spørge om. "Hvordan kan du være så sikker på, at det var mig, du så i dit syn?" spurgte han. Og så kom det lidt efter: "Hvad er du egentlig?"

Det gik ikke længe efter hun havde spurgt, før han fik svaret, dog lignede han mere eller mindre en som lige var vågnet fra en ligegyldig drøm, men han så i det hele taget forvirret ud, efter hvad hun kunne se. Kort efter fik hun smidt tre spørgsmål tilbage lige i fjæset, og kortvarigt overvejede hun lidt hvilket spørgsmål hun skulle starte med. Da spørgsmålene ikke alle tre lød til at være noget hun kunne besvare, startede hun blot med det som hun ingen anelse om havde. Eller faktisk var der to.
”Jeg regner selvfølgelig ikke med at jeg finder min families sjæle inde i huset, og det ville også være en smule skørt. Så nej, jeg tror heller ikk’ der er en eller anden forbandelse over huset eller noget. Hvis der er, finder vi meget hurtigt ud af det.” Forsikrede hun ham, mens døren forsigtigt gled op, og allerede med det samme, genkendte Angelin entréen.
Det meste lignede sig selv. Men det meste var en smule klamt, da det havde mistet farven. Lignede noget der var løgn, da der sikkert havde været dyr eller noget der inde. Måske møl, da der bar huller i tingene hist og her. Og sidst men ikke mindst lå alt hulter til bulter lidt længere fremme, dog huskede hun alt omkring dette hus, da hun gik ind.
Hun fik information om alt fra hendes tidligere liv, som pludselig strømmede til hende med lynets hast, og hun greb solidt fat i Athals skulder, da hun følte at hun skulle besvime, da historien om hvordan hun døde, lige så stille dukkede op i hendes hoved. Tankerne forsøgte vist at tage livet af hende, da hun pludselig følte fra svimmelhed til smerte i kroppen.
Det næste spørgsmål blev besvaret kort, da svimmelheden tog over. ”Jeg er engel…” Pludselig svimlede det for hendes syv, og hendes greb om hans skulder blev mere mærkbart. Hvis han ikke havde kigget på hende før, ville han nok ikke have lagt mærke til at hun havde lagt hånden på hans skulder, for at støtte sig selv og holde sig oppe. Hendes anden hånd styrede mod den ene væk, hvor tapetet var revet af flere steder, eller selv begyndt at falde af.
Efter et minut eller to, kom hendes syn tilbage. Det havde faktisk ikke været særlig mærkbart, at hendes syn havde vært væk, men hun havde følt det som om hun skulle dø igen. Hurtigt gav hun slip på hans skulder, og forventede et uroligt eller overrasket blik fra hans side.
Det sidste spørgsmål blev besvaret med et kort træk på skuldrene, da hun havde brug for at komme til sig selv, efter den oplevelse, hvor hun nu huskede alt om hendes død.
Stuen. Hun var blevet dræbt i stuen.

Athal nikkede alvorligt. Spøgelseshuse og lignende skulle man ikke spøge (haha) med. På sine rejser havde han hørt forfærdelige historier om forbandede væsener, der havde vovet sig ind på et andet spøgelses grund, hvorefter det i den grad ikke var endt godt, og det havde skræmt ham lidt.
Som forventet var huset forfalden og støvet, og den månelys, der tillod sig at trænge ind mellem vinduerne, satte alt i et uhyggeligt perspektiv i mørket - som var de lige trådt ind i en gysefilm.
"Fornemt," mumlede han ironisk og vovede sig forsigtigt længere frem. varsom med at røre for meget, og samtidig nysgerrigt undersøgende. Da Angelin så lagde en hånd på hans skulder, troede han først, det enten var fordi, hun var bange, eller måske for ikke at gøre ham bange. Et skævt smil dukkede frem, og han drejede ansigtet mod hende for at komme med en morsom kommentar - men blev helt forskrækket i stedet for.
Hun så ud som om, hun led, og Athal tænkte med det samme, at det måtte være en forbandelser, der var kastet over huset. Panik greb ham, og han stirrede vildt omkring sig i forsøget på at finde en usynlig fjende. Men huset lå endnu tyst og sælsomt hen, og Angelin knugede stadig hans skulder.
"Angelin? Angelin?!" kaldte han og trådte ind foran hende. Okay, intet svar. Hvad skulle han nu gøre? Han forsøgte at tænke lynstærkt og havde netop lige besluttet sig for at give hende en ordentlig vandbooster - hvem vågner ikke af det? -, da hun kom til sig selv. Athal rynkede panden og spurgte bekymret: "Er du okay? Hvad skete der?"

Tårerne begyndte nu at vælte ned over de blege kinder, og små hulk kom fra hende side. ”Jamenmnem jahmm jeum,” hulkede hun. Nok ville Athal ikke fatte den mindste lyd hun kom med, men hun var bange, rystet og i chok, selvom hun ikke havde troet det selv. Hun havde set sig selv dø.
Set sin søster blive voldtaget og dræbt, og så sine forældre få drejet halsen om, som om de var to små høns der skulle til slagteri.
De væsner som havde dræbt dem, var helt klart vampyrer, dæmoner eller sorte elvere, efter det hun kunne se på det, som hun lige havde set kort små glimt af.
Det havde været en uhyggelig oplevelse, og det hele havde været i våger. Hun måtte ind i stuen, og hvis der stadig var blod og alt muligt, ville hun nok skrige eller dø af skræk. Det var virkelig ikke til at holde ud, at hun havde siddet i selv samme hus, og var blevet dræbt som den sidste i familien. Egentlig var det underligt at tænke på at hun ikke var blevet vampyr. Hun var jo faktisk blevet dræbt af en vampyr, hvilket kunne have endt galt. Faktisk meget galt.
Tårerne var holdt op, og nu var der kun mærker fra tårer, ned af hendes kinder, som viste hvor meget hun havde grædt. Kort nikkede hun, før hun fik sin stemme til at gøre som hun ville. ”Jeg så bare mig selv… dø…”
Angelins stemme var lavmæld og hæs, da gråden have hærget hende stemme utrolig meget, og lidt af stemmen havde hun også mistet.
Forsigtigt og meget forvirret, gik hun hen mod den åbne dør til stuen. Et syn mødte hende, dom hun faktisk blev utrolig overrasket over. Det var som om at stuen havde været i brug inden for de sidste hundrede år, hvilket undrede hende en lille smule, da det ikke var noget hun havde regnet med. Forsigtigt gik hun hen til en gammel og slidt sofa, som stadig så utrolig blød ud. Forsigtigt strøj hun en hånd over ryglænet, og genkendte fornemmelsen af sofaen. Det hele lignede det som det havde gjort for lidt under trehundrede år siden.
Tanken undrede hende dog en smule. Hvem havde opholdt sig i huset?

Forskrækket var vist ikke engang et passende ord til den reaktion, Athal gav, da Angelin pludselig gav sig til at græde. Han var stadig fuldkommen overbevist om, at der lå en forbandelse over hende, og at den nu fik hende til at lide grueligt. Han lagde forsigtigt en trøstende arm om englen og skottede vagtsomt rundt i rummet.
Hvad skulle han gøre, hvis der pludselig sprang noget frem fra mørket og angreb dem? Hvad skulle han gøre, hvis han selv blev underlagt den kraft, som Angelin tilsynladende var under? Det var forfærdeligt at tænke på, at noget usynligt snadsynligvis holdt øje med dem, og at de intet kunne gøre.
Med et vildt blik så han igen på Angelin, mens forskellige overvejelser skød gennem hans tanker. Han kunne jo prøve at skyde en vandstråle i hendes ansigt og så se, om hun ville blive normal igen? Men måske ville det ikke virke effektivt nok. Bekymring og beskyttertrang overdøvede alt andet, og han tog hende om begge skuldre.
"Angelin?" kaldte han, igen og igen, og endelig lod det til, at hun kom til sig selv. Omend gav hendes ord ikke meget mening, og han bed sig nervøst i læben. "Du så - hvad? Hvad mener du?" Han travede efter hende, da hun dukkede ind i det næste rum. Ingen usædvanlig følelse eller kulde ramte ham, hvad han ellers havde forventet, og han så sig om med store øjne.
Hvis der virkelig var en forbandelse til stede; hvorfor var det så kun Angelin, der blev ramt? "Angelin," bønfaldt han desperat, "hvad er det, der sker?"

Forsigtigt kiggede hun rundt i stuen, selvom en tåre i ny og næ trillede ned af hendes kind. Hun havde set det hele. Hendes forældre havde gemt sig under bordet, hvor der nu næsten ingen dug var tilbage. Den havde været hvid, og en eller anden havde hevet dem væk fra under bordet, kylet dem hen mod en væg, og drejet halsen om på dem. Forfærdelig oplevelse måtte det have været, og tankerne gav Angelin lyst til at skrige. Bare blive ved og ved med at skrige, indtil smerterne fra fortiden var forsvundet.
Den gang havde hun også haft en lillesøster, som var omkring fjorten år gammel den gang. Faktisk var hun blevet lovet væk til en dreng, som hun havde kendt siden sin fødsel, og selvom der stadig var fire år til det skulle have været, var det allerede planlagt.
Lillesøsteren var blevet voldtaget og derefter dræbt på en eller anden måde. Endnu en grund til at skrige som bare satan. Der måtte altså være en eller anden grund til at det kun var hende der blev ramt, men hvorfor kun hende? Hvorfor ikke Athal? Havde det hele noget at gøre med, at alt muligt stadig hang i luften. Alle de frygtelige ting som var sket den gang. Hvorfor huskede hun først det hele nu?
Forvirringen slog hende, og hun kom først tilbage tilsig selv, da Athal spurgte hvad hun mente med det hun lige havde sagt, og hun gentog, blot lidt mere detaljeret: ”Jeg så mig selv dø. Jeg så mine forældre blevet dræbt, min søster voldtaget og dræbt. Jeg kan huske det hele.. Jeg kan endda huske hvordan jeg døde..”
Hvis ikke han vidste hvad hun snakkede om, måtte han have misforstået noget. Hun var engel, og engle døde ligesom også før de blev engle.
Hvorfor Angelin var blevet sendt tilbage, vidste hun ikke helt, men det måtte have et eller andet at gøre med hendes fortid, og hvordan hun døde. I hvert fald var hun blevet dræbt alt for tidligt, og derfor var hun sendt tilbage af gud.
”Jeg ved ikke hvad der sker, kære Athal, men en ting er sikkert, dette rammer kun mig, fordi jeg døde i dette hus, og fordi jeg mistede mine forældre og min søster selv og samme nat. Dette vil ikke ramme dig, du kan tage det helt roligt.. Men dette vil ramme mig..” Det Angelin afsluttede sætningen med, ville nok ikke gøre Athal mere rolig, og det var hun også godt klar over, men hun måtte sige det, så han ikke blev nervøs for at noget eller nogle havde besat hende.

Athal måbede under de chokerende nyheder, Angelin fremsagde. Ja, han regnede naturligvis med, at et eller andet forfærdeligt havde ramt hende mentalt, men at det ligefrem var så skræmmende!
"Åh," sagde han medfølende og vidste i et øjeblik slet ikke, hvad han skulle sige. Så var det, at det gik op for ham, hvad hun mente. Dette var ikke kun en illusion. Dette var noget, der var sket i virkeligheden. I dette hus!
Koldsveden sprang frem som små perler i hans nakke, og han stirrede chokeret på Angelin. Måbende nikkede han, da hun foralte, at det var et gensyn, hun havde fået, og i alle følelsernes vold mærkede han en velkendt klump forme sig i halsen, da hun forsikrede ham, at det dette ikke ville ramme ham.
Hvad så hvis det allerede havde gjort?
Lad være, tænkte han og strøg det væk med en mental fluesmækker. Han havde også haft en hård fortid, men der var ikke tid og stemning til at indvie Angelin i den store baggrunds- og skab-vandfald-ud-af-øjnene nu. Hun stod trods alt og genoplevde det på levende vis.
"Hvad mener du med ... at det ikke vil ramme mig?" spurgte han langsomt, da ordene trods alt havde sat en forvirring i gang i ham.

Da det pludselig begyndte at stikke i Angelins hals, både indvendigt og udvendigt igen, følte hun at det hele startede forfra igen og igen. NEJ! Hun måtte forblive stærk! Dette skulle ikke gå ud over Athal, nej. Det måtte det bare ikke. Dels fordi det var ubehageligt, men også fordi at hun inderst inde virkelig ikke kunne tro at nogle kunne have det så dårligt som hun havde det lige nu.
Der gik ikke længe, før hver en lille skuffe og hvert et hjørne var kigget igennem, og de kunne fortsætte til det næste rum.
”Det jeg prøver at sige, er at der nok er en eller anden forbandelse i huset, eller noget i den stil, som rammer mig, da dem der dræbte mig, sikkert vidste at jeg ville komme tilbage. De havde sikkert allerede forudset at jeg ville blive genfødt som engel efter mit liv. Derfor lagde de nok et eller andet over huset, nok for at holde mig væk, hvis det nu skulle være at jeg ville tilbage.”
Kort efter drejede hun om et hjørne, hvilket førte dem til en trappe som gik omkring ti trin ned af. Denne trappe kendte hun utrolig godt. Og nu var det bare at finde den rigtige sten, så ville hun komme til det sted som hun alligevel var på vej ned for at se til, da hun var stødt på Athal.
Egentlig meget godt at det var sket, for ellers var hun nok besvimet midt på gulvet, og var måske fundet der af en vampyr eller noget andet, som havde dræbt hende. På den måde havde hun være heldig, og hvis hun nu bare kunne finde det hun skulle finde, ville hun skam også være heldig. Hvis hun fandt det hun skulle bruge, ville hun blive mere eller mindre rig, og han ville da også få en andel i det hun havde fundet, selvom det praktisktalt tilhørte hende.
Intet havde hun imod at dele, og overhovedet ikke med ham.

Athal hjalp med at snuse rundt i huset, men det var lidt vanskeligt, eftersom han ingen idé havde om, hvad de kiggede efter. Han rettede sig op efter at have rodet en støvet skuffe igennem og kiggede på Angelin. "Hvad er det egentlig, vi leder efter?" spurgte han og sendte hende endnu et af sine bekymrede blikke.
Da hun betroede ham sin terori, nikkede han alvorligt. På en måde havde det jo vist sig, at han havde ret. I hvert fald i delen med forbandelsen. Tanken om at nogen - eller noget - gravede i Angelins tanker gav ham myrekryb og trak en ulidelig trang frem til at løbe skrigende ud af huset.
Angelin fortsatte længere ind i huset, og Athal fulgte efter. Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle gøre. I hvert fald havde han bestemt sig med hensyn til beboelsesforhold: For hans skyld kunne spøgelset på kirkegården snuppe dette hus som sommerhus; bare han selv kunne komme så langt væk fra det som muligt.
Trappen fik noget af et tvivlsomt blik, og han så tøvende på Angelin, som om han når som helst håbede at hun ville bryde ud i et glædestrålende "APRILSNAR!".

//Undskyld, lidt kreasvigt //

Angelin gik forsigtigt ned af trappen. Hun havde fuldkommen glemt alt om hans spørgsmål, da alt pludselig begyndte at virke mere opmuntrende. Hvis hun bare kunne finde de tingester, som man kunne få el til at virke igen, så ville det hele være meget mindre uhyggeligt, og så kunne jagten atter gå i gang.
Forsigtigt åbnede hun en dør for ende af trappen, da hun ikke kunne finde den sten, som hun normalt trykkede på, eller som hun altid havde trykket på da hun var lille. Egentlig havde det bare været for sjov, og det kunne hun så også huske nu. Alt havde været så fantastisk da man boede sammen med ens forældre, ens familie, dem man holdte kært og nu var det for sent. Faktisk utrolig for sent.
Der gik ikke længe, før mørket nu omringede hende fuldkommen. Der var intet lys nede i det kælderrum, men alligevel vidste hun hvor det hele var, hvis det nu altså blot stod som før.
Hun lod en hånd glide hen over væggen, indtil hun stødte på en boks, som hun lod hånden glide over. Uden at tænke over det, trykkede hun på nogle knapper, og pludselig begyndte et lys at flimre oppe fra loftet. Lys.
En lille aflang lampe begyndte at lyse. Et i hvert hjørne og et par stykker midt i loftet. En smuk farvefordeling af enten helt hvidt eller mere gult skær af lys, ramte hendes øjne, og nu blev hendes skikkelse fuldkommen. Det platinblonde hår lyst nu mere op, og blev mere en blanding af forgyldt sølv, selvom det ingen mening gav overhovedet. De Krystalblå øjne, begyndte nu at glimte i lykke.
Alle de forfærdelige ting fra hendes tanker og hendes indre syn, var nu forsvundet. I takt med at alt lyset var kommet tilbage.
Uden overhovedet at tænke på det, kastede hun sig stort set i armene på Athal, selvom det måske føltes utrolig underligt for ham. Hun begyndte at le, og tåre af lykke trillede ned af hendes kinder. Dette var huset hun nu endnu engang så. Dette var huset som hun havde haft fantastiske minder med. Dette fantastiske hus var hendes hjem.

//Det helt okay. Har heller ikk den helt store krea:3//

Det endte med, at Athal fulgte efter Angelin. Hvad skulle han ellers gøre? Øjnene kørte nysgerrigt rundt i endnu et forsøg på at registrere ethvert tegn på fare. Det blev dog snart helt umuligt, da alt pludseligt blev mørkt omkring dem i det næste rum.
Forsigtigt følte han sig frem. I de første par sekunder var det utrolig klaustrofobisk, men endelig lykkedes det ham at finde væggen. Han rømmede sig forsigtigt og skulle til at sige hendes navn, da lys med ét flimrede frem. Hans lavmælte gisp genlød i stilheden. Med store øjne betragtede han nu den lysende Angelin, der mere og mere lignede en, der netop havde vundet i lotto. Noget sagde ham, at han ikke skulle sige noget og tålmodigt afvente næste træk.
Overrasket blev han dog, da hun pludselig kastede sig i hans arme. Først troede han, der var noget i vejen, da han så tårerne, men latteren var ikke til at tage fejl af. Han lo usikkert og klappede hende akavet på ryggen.
"Hvad er det?" spurgte han og lod blikket glide rundt i det oplyste rundt. Lyset, der udsprang, var noget helt andet i forhold til det nattemørke, de havde bevæget sig rundt i, og ikke mindst gjorde Angelin det mere fuldkommen med sit englelys. Var det mon sådan, engler så ud, når de var allermest lykkelige?

De krystalblå øjne glimtede midt i Angelins ansigt, og tårerne var på vej til at vælte ned af hendes kinder. Dog forsøgte hun så vidt muligt at holde dem tilbage. Hun var frigjort. Det var som om lyset havde gjort hende meget bedre. Det var som om at lyset havde fjernet alt hendes frygt og alle hendes forfærdelige tanker, som for kort tid, havde fyldt hele hendes tankegang og givet hende en uudholdelig hovedpine.
Efter at hun havde kastet sig i Athals arme, som en tøs som var overlykkelig, følte hun sig skyldig. Hun skulle ikke have gjort det, og først havde hun vist ikke opfatte det som noget dumt, men det havde hun så godt nok nu.
Inderligt fortrød hun at hun havde gjort det, og for anden gang på en lille uge, ville hun ønske at hun kunne slette andres hukommelser. Angelin flyttede sig fra ham, og kiggede lidt forsigtigt på ham. Egentlig havde han nok fået et underligt indtryk af hende allerede, men hvis ikke han havde haft det i forvejen, havde han det sikkert nu. Tåbeligt at hun havde kastet sig i hendes arme. Hun fortrød det hele.
”Tankerne er væk, lige i takt med at lyset blev tændt.. Egentlig ville jeg bare have lidt lys til at arbejde i, men… Jeg havde godt nok ikke regnet med at det ville få alt til at forsvinde, eller at der overhovedet ville komme lys..”
Hun tav. Hvad skulle hun nu sige? Det var som om ordene i hendes hoved, ikke gav nogen mening, når hun faktisk prøvede at få dem ud. Som om noget blokerede hende i halsen. Tanken var ikke rigtig værd at tænke på, og blev hurtigt smidt væk, så der var plads til andre tanker. Hvor var det hun ledte efter? Hvorfor kunne hun ikke genkende kælderen i lys, som hun havde gjort i total mørke? Hvorfor gav intet længere mening?
Det burde da være her, det var der det blev opbevaret? Du skal bare lede lidt mere.
Disse ord, var en del af hendes tankegang, som hun blev ved med at gentage igen og igen og igen, indtil hun endelig lod blikket glide rundt i rummet, og hendes øjne faldt på en lille trædør, som lå parallelt med betongulvet. Den var en smule gemt væk, under et eller andet som ikke længere var til at finde ud af hvad var.

Athal var fuldkmmen forvirret. Det ene øjeblik kastede Angelin i åbenlys lykke sig i hans arme, og i det næste så hun fuldkommen grædefærdig ud, mens hun sprang væk fra ham så hurtigt som muligt. Han prøvede diskret at lugte sig under armene, da det jo kunne være, hun syntes han lugtede eller noget i den stil, men da der ikke synderligt så ud til, at der var noget der, kunne han ikke lige regne ud, hvad det kunne være.
"Nåh," sagde han med en overbærende nikken. Han fattede ærlig talt ikke, hvad hun snakkede om, men nu havde han efterhånden stillet så mange spørgsmål, at hun ikke engang havde svaret på dem alle, og han ønskede ikke at virke endnu mere dum.
Tydeligt var det jo, at hun ledte efter et eller andet. Den måde, hendes øjne flakkede konstant rundt i rummet på og så de vilde udfald. Det var nlæsten, som var hun på en spændende opdagelsrejse. Alene. Athal kunne ikke lade være med at tænke på, hvad han overhovedet lavede her.
"Øh .. " Han kløede sig i nakken og skrabede nervøst i jorden med sin skosnude."Hvad'øh .. " Igen gik han i stå, og der måtte en rømmen til, før han fk sig taget sammen. "Hør, Angelin. Jeg vil bare gerne vide, hvad det er vi, laver. Først siger du, du har set mig i en eller anden spådom, og i det næste tropper du ned i en mørk kælder." Han slog ud med armene for at besrkive omfanget af situationen. "Det er jo tydeligt, at du leder efter et eller andet, men jeg kan ikke lide at gå med uden at vide, hvad det er. Helt ærligt, jeg vil nødigt forlade dig i det her spøgelseshus, men vil du ikke godt være sød at fortælle mig, hvad vi har gang i, inden du bliver ramt af den næste forbandelse?" Han spærrede de blå øjne op i det bedste forsøg på at lave hundeøjne.

Hun kunne se på Athal, at han ikke følte sig velkommen overhovedet. Det fik humøret til at dale igen. Humørsvingningerne blev kraftigere og kraftigere, og humøret var pludselig lidt mere nede end det havde været før. ”Du må virkelig undskylde at jeg ikke.. Eh.. Har informeret dig om hvad det er vi egentlig leder efter, men nu skal du høre,” Kort stoppede hun op, og sendte ham et forsigtigt blik, som hun håbede at han ville gengælde på en eller anden måde. Det var sikkert ikke nemt for ham, at finde ud af hvad det var hun søgte, men hun havde også været så tåbelig, ikke at have forklaret ham hvad de søgte efter. Og under den låge i gulvet, befandt kostbarhederne sig sikkert. Hvis ikke de gjorde det, vidste hun det virkelig ikke længere. Så måtte nogle have taget det i mellemtiden.
”Mine forældre var rimelig rige, som du nok kunne se på stuen og sådan lidt. Hvis du havde været her for 271 år siden eller lidt før, kunne du se de smukke udsmykninger på væggene, i loftet og på gulvet. Efter at huset har stået tomt så længe, er det meste forsvundet. Men min familie var utrolig rig, og selvfølgelig havde de brug for et sted at gemme deres kostbarheder, som nu må tilhøre mig. Jeg er jo den eneste overlevende fra denne ’slægt’, eller hvad man ønsker at kalde den.” Igen stoppede hun op, blot for at sikre sig at han var fuldkommen med i hendes historie.
”Det jeg.. Nej jeg mener vi leder efter, er mine forældres kostbarheder. Det var det jeg var på vej til at finde ud af, da den mærkelige ’forbandelse’ ramte mig lige i ansigtet. Hvis jeg ikke havde mødt dig, var jeg sikkert død, eller noget der var værre. Så.. Vi leder altså efter mine forældres kostbarheder, eller rettere min families kostbarheder. Og igen, hvis du ikke havde været her, ville jeg bare være gået grassat på huset, og så var der nok ikke længere andet end ruiner tilbage, efter jeg havde været her..”
Forsigtigt et blik sendte Angelin ham igen, og håbede at han nu kunne forstå hvad hun lavede her. ”Jeg sætter STOR pris på dit selskab, faktisk var det fantastisk at jeg opdagede dig, eller du opdagede mig ude i skoven..”
Angelin lavede et nik hen mod den låge der lå lidt over gulvet, og så på ham, mens hun mumlede: ”Det kan ikke være andre steder end der. Der har jeg i hvert fald haft nogle af mine kostbarheder, så som smykker og sådan..”
Hun skammede sig sådan over at hun ikke havde forklaret ham det før nu, og han betragtede hende vel som en idiot med humørsvingninger, hvilket heller ikke løftede humøret det mindste.