Rygter og diskussioner - Privat//Athal

Det var vist ved at blive mere og mere vildt. Athal kneb lattermildt munden sammen, mens han lyttede til Evangelines konklusion, og da hun var færdig, slog han en flad hånd ned i bordet, som om han lige havde opdaget noget vigtigt.
"Så havde eksperterne altså ret!" udbrød han med lys stemme i noget, der skulle være påtaget entuisiame. "Så det der med ham den onde, der hele tiden prøver at fange dem, er altså ikke bare fordi, han seriøst har brug for sin egen, private hoppebold?" Han gjorde et let hovedryst, og mundvigen tog endnu et afvigende ryk under den drillende maske, idet han kom til at tænke på hvordan, det egentlig kunne misforstås.
Som et uskyldigt dådyr, der forsigtigt tripper henover vinterens første isdække, så hun ham i øjnene. Athal sank en gang og lænede sig pr. automatik frem, idet hun gjorde samme bevægelse. Hvor gammel hun end viste sig at være, kunne han ikke tillade sig andet end at reagere fint. Hans forældre var blevet mindst 2000 år, og det var allerede forfærdeligt meget i sig selv, så om Evangline viste sig at være en elver fra 1920'erne eller en Bubbi Bjørn fra Middelalderen, skulle han nok overleve.
Det var nu lige før, han udbrød 'kun?!', da hun endelig udlod det, men han nåede lige at holde det inde. En let latter hoppede sig vej op gennem hans strube, og han rakte en hånd over bordet for at stryge hende over kinden.
"Så er det godt, du er til mindreårige." Ordene blev omtalt i bløde vendinger, men øjnene glitrede drilsk.

//Arg, bekelager det dumme, korte indlæg :(

Evangeline grinede over Athals ekspert-udtalelser omkring bubbi-bjørnene. Hun var så glad for, at de på trods af deres voldsomme diskussion, nu sad her og lavede sjov med hinanden, som de plejede at gøre. Tanken om, at han havde været så tæt på, at forlade hende, var ikke til at bære, og derfor skubbede hun den hurtigt fra sig igen. Han var hendes, og han ønskede at blive hos hende. Nu troede hun virkelig på, at han var den rigtige. At de hørte sammen.

Et bredt smil, gled stille henover Evangelines stille læber, da Athal lænede sig frem mod hende, idet hun gjorde samme bevægelse. Hun nød at se, hvordan hun tiltrak ham.. Det bekræftede hende blot i, at hun var hans, og han var hendes, og at det forhåbentligt aldrig kom dertil, at det blev anderledes. Hun havde lyst til, at trække ham tættere på, og kysse ham, mærke hans læber mod hendes. Men der var et bord i vejen.. og det virkede som om, at Athal var sulten, hvilket hun i den grad også var. Så smilende, sagde hun "værsgo" på en overdrevet høflig måde, hvorefter hun brød ud i grin igen. Med en elegant bevægelse skubbede hun en skål med kartofler hen mod ham. Hans mave havde knurret op til flere gange, så mon ikke det var fair, at han fik noget mad først? Hun smilede forsat til ham. Hendes søde, charmerende smil.

//Guud.. et lorte-indlæg jeg fik skrevet der.. so sorry! -.-<3//

Evangeline var som en sukkersød madding i søens gågrønne vand. Athal følte sig som en uskyldig fisk, hvis lyst var mere end draget af den lækre krog foran sig, uden helt at vide, hvad det ville medføre, hvis han snuppede den. For et øjeblik forventede han, hun ville fjerne den sidste ret af afstand mellem dem og kysse ham - han kunne se det skinne i hendes øjne -, men som en kostbar, men samtidig utrolig varm diamant, trak hun sig tilbage (tak, hr. Mave!) og tilbød noget, der var mindst lige så fristende, og han måtte tilstå, at det var omtrent lige så godt.
Det var nærmest heldigt, at det var kartoflerne, hun først bød ham, for han var ikke engang sikker på, hvad han skulle øse op af først, eftersom alting simpelthen så alt for lækkert ud. Athal greb ivrigt ud efter kartoflerne, men kom så pludselig i tanke om den 'fornemme' rolle de spillede overfor hinanden. Med en rømmen, der skulle lyde fin, men uheldigvis mere lød i retning af en fugl, der havde fået et rivejern galt i halsen, tog han nådigt imod kartoflerne. For et øjeblik overvejede han, om han mon skulle indskyde et "Tak, frøken", men så blev kartoflernes lækre duft alt for meget, og med største glæde begyndte han at hælde op.
Inden længe bugnede hans tallerken af mad. På bedste manér prøvede Athal ikke at fråde i sig, men da maden de sidste tre dage ikke ligefrem kunne anses for at være femstjernet, var det en lille smule svært ikke at give efter.
Idet han sultent skar i kødet, tillod hans tanker sig i en afslappende vending at vandre ned til bukselommen, hvor han med betryggende mine havde gemt amuletten. En gysning rislede straks og uventet ned ad hans rygrad, og smykkets skinnende kontur skød uhindret op i hans tanker. Pludselig var det svært ikke at grave hånden ned i lommen og flå smykket op.
Nærmest febrislk skyndte Athal sig at tage en ordentlig slurk vand, mens han nervøst skævede til Evange for at se, om hun om muligt havde bemærket noget.
"Såh ... " begyndte han, men måtte rømme en underlig hæshed ud af sin stemme. "Du har ikke - æh - udrettet noget spændende for nyligt?" Med det samme, spørgsmålet havde forladt hans mund, antog ansigtet en højrød farve, for det eneste, han sådan set vidste om Evanges tid uden ham de sidste tre dage, var hende, der kyssede andre fyre.
Men nej, han ville ikke tænke på det. Emnet var lynet og gemt væk.

//KREA !!! :D //

Athal var det eneste væsen, der passede så godt til Evangeline, følte hun. Han var så speciel. Hun kunne ikke lade vær' med at smile, hver gang hendes grønne øjne faldt på ham. Han var som stoffer for hende. Hun kunne ikke undvære ham i længere tid, hun følte sig.. afhængig af, at have ham ved hendes side, for at føle sig lykkelig. Hun var villig til uden at tøve, at stille sig hen foran Athal, hvis nogen forsøgte at gøre ham ondt. Aldrig, havde hun følt sådan for nogen anden før. Da slet ikke for Liam. Han kunne kun tilfredsstille hendes kødlige lyster.. eller, han kunne tilfredsstille sine egne kødelige lyster med hendes krop. Liam elskede hende ikke, det havde han aldrig gjort. Hendes krop tiltrak ham, og han troede han kunne slippe afsted med, bare at komme, for at få sine lyster styret. Sådan var han bare. Det var også en af grundene til, at deres forhold gik i vasken.
Men Athal, han var helt anderledes. Han elskede hende virkelig. Og det betød virkelig meget for hende. Det vidste hun nu. Hun havde ingen kærlighed følt til Liam i sengen. Han havde bare forført hende, og.. udnyttet hende. Noget, som Athal aldrig nogensinde ville kunne finde på at gøre.

Igen smilede hun sit søde smil til Athal. Perfekt.. det var det ord, som beskrev ham bedst.
Et grin gled over hendes læber, pga. hans noget mislykkede forsøg, på at rømme sig høfligt.
"Bare spis hvad du kan.. du behøver ikke at være høflig" grinede hun, da hun lagde mærke til, at han passede meget på, ikke at virke for grådig. Dette, havde han dog slet ikke behøvet, hvilket hun også gjorde tydeligt for ham. Hun vidste hvor sulten han måtte være, og det var også derfor hun havde gjort så meget ud af maden.

Hun løftede det ene øjenbryn, i det Athals opførsel pludselig blev en anelse besynderlig. Han så ud som om, han forsøgte at stoppe sig selv i at gøre noget, hvorefter han nærmest hældte et glas vand ned i halsen på sig selv.
Selvfølgelig, havde hun set det. Hvis han troede noget andet, var han da en smule naiv.. men på den søde måde.
"Er du okay?", spurgte hun. Stadig smilende, men dog også lidt nervøst. Hans hæse stemme gjorde hende næsten helt sikker på, at der måtte være noget galt. Men hun sagde ingenting. De ord, hans hæse stemme frembragte slog hende ud i et par sekunder, idet hun kom i tanke om Liam og Phoenix. Athals ansigt fik nogenlunde samme farve som en tomat, og derfor gættede hun på, at han nok tænkte på det samme. Hun slog blikket ned i bordet, og holdt det der. Let bed hun sig i læben, og forsøgte at svare, som om intet var galt. Hvilket selvfølgelig mislykkedes.

"Jeg har arbejdet som jeg plejer, handlet lidt ind, gjort rent... det sædvanlige.." Evangeline nævnte de hverdagsting, som normalt blev gjort på en uge alligevel. Det lød alt sammen meget almindeligt, og samtidigt, blot noget hun sagde, for at besvare hans spørgsmål. Hun havde ganske vidst gjort disse ting, men hendes tanker var ved utroskabet nu. Hun sagde et, og tænkte noget andet, alt imens hun håbede det ikke var for tydeligt..

//Haha:D//

Med kartoflen smeltende som smør på tungen og kødet, der dominerede enhver anden smagssans, gik der ikke lang tid, før Athals tallerken var skrabet helt ren igen. Med velmæt mine drog han en sidste slurk af vandet for at skylle ganen og sendte hendes mad et sidste, taknemmeligt blik.
Evangelines undrende spørgsmål var egentlig ikke særlig overraskende. Athal kunne regne ud, at hans pludselige ændring i opførslen måtte have kørt hende lidt af sporet, og selv om han prøvede at dreje udenom, kunne enhver idiot jo se, at der måtte være noget. Han tænkte sig om et øjeblik. "Nej," besluttede han så, og et forsikrende smil blev kastet over rælingen.
Elverens skiftende ansigtsudtryk fik snart Athal til at glemme alt om fristende smykker og onde skabninger. Den måde, hun kiggede ned i bordet på og ikke på ham, var nok til at fortælle ham, at hun tænkte på præcist det samme. Iskolde fingre rev sig ned ad hans rygrad, og han prøvede desperat at aflede sine tanker fra de billeder af Evange og en ansigtsløs person, som, om han ville det eller ej, lavede fejende tangotrin ud og ind af hans sind.
"Okay," sagde han til sidst i følelsen af at være lidt taktløs, men det var ærlig talt svært at komme på andre ting, når man så mentale billeder af sin kæreste sammen med andre end en selv. Han rømmede sig og smilede så skævt til hende.

//Sorry, kreaen døde lidt igen ;D

I det samme Athal sagde "nej" til hendes spørgsmål, om hvorvidt han var okay, fik hende til at fare op fra stolen, som en yndefuld vind. Ja, selv når hun farede op af en stol, var hendes bevægelser yndefulde og elegante. Med mindst ligeså yndefulde og elegante trin, bevægede hun sig hurtigt hen til Athal. I løbet af tre sekunder stod hun på den anden side af bordet, ved hans side, med en hånd yndefuldt placeret på hans skulder. Alt dette ville - hvis et menneske havde gjort det - virke voldsomt og "hurtigt". Men Evangeline besad kunsten at bevæge sig hurtigt, men ikke så det så ud som om, hun rent faktisk gjorde det. Blidt lod hun hånden på hans skulder, blidt stryge frem og tilbage, som om hendes nussen, ville få ham til at føle sig bedre tilpas.
"Fortæl mig hvad der er galt", bad hun. Hendes stemme var blød og "smuk", som den plejede, men nu var der en anelse bekymring gemt i den. Faktisk, var der en del bekymring. Samtidigt, lød hendes stemme beroligende.
I dette øjeblik var alt andet ligemeget. Det drejede sig kun om ham. Var han ikke okay, kunne hun umuligt være det. Det eneste der i dette øjeblik betød noget for hende, var Athal, og dette viste hun tydeligt i hendes stemme.

//Mine too... :/<3//

Det føltes som at blive klasket i ansigtet med en død fisk. Athals øjne voksede sig store, da han så Evangeline, praktisk taget i lynets hast, springe op fra stolen, og lande foran ham med bekymringens træk dominerende malet i sit ansigt. Først var Athal lidt forvirret over, at hun kunne reagere sådan på et 'nej', når han nu så stærkt havde gået ud fra, at hun ville tage det mere roligt, men så gik det op for ham, at han havde misforstået det lidt: Af en eller anden grund var 'er du okay?' blevet til 'er der noget i vejen?', og han havde undvigende skudt et 'nej' indover bordet, så Evangeline ikke skulle have noget at bekymre sig om (se, det beviste jo nærmest bare hvor uopmærksom, han i virkeligheden havde været!), og nu var han endt op med den præcis modsatte effekt. Blodet skyllede karakteristisk op i hans ansigt.
Han bekæmpede en indædt kamp mod at bande og prøvede at se på elveren med uskyldige øjne.
"Hov, det er jo en helt fejltagelse!" udbrød han med en kunstig latter. "Fordi, ved du hvad, jeg troede, du sagde noget helt andet, og - og ... " Hans stemme døde lidt hen, og det gik op for ham, at det trods alt lød lidt som en lidt-langt-ude-på-landet historie. I to dybe sekunder så han på hende; så svang han en arm om hendes liv, og fordi hun stod så nær, var det ingen sag at få hende ned på skødet.
"Det er ingenting; helt ærligt," vedblev han med ansigtet helt tæt ved hendes. Hjertet satte automatisk farten op, nu, da hun var så tæt på, og de hurtige dunk blandede sig med nervøsiteten. I et forsøg på at virke overbærende kyssede han hende på kinden og viftede derefter med hånden mod bordet.
"Og forresten ... Det var helt vildt lækkert! Hvor får du de evner fra?" Smilet voksede sig nu større, og han nussede hende masserende på ryggen med den ene hånd.

Evangeline løftede det ene øjenbryn og smilede overbærende til Athal. På hans kunstige latter, var det tydeligt at høre, at han prøvede at få det til at lyde som om, at hun fuldstændig havde misforstået, hvad hun havde spurgt ham om. Måske havde han også gjort det, men hans latter - eller forsøg på samme - gjorde det klart, at han forsøgte at dække over noget. Der var noget galt. Han ville ikke dele det med hende, af grunde, som hun ikke kendte til, siden han nu forsøgte at skjule det. Men han havde aldrig været en særlig god løgner, og det blev endnu engang bevist.
"Athal du er altså ikke særligt god til at lyve", smilede hun, og lod blidt sin hånd glide en gang igennem hans pjuskede hår.

Et smil bredte sig på Evangelines læber, da Athal blidt lagde en arm om livet på hende, og endnu blidere lod hende sidde på hans skød. Hun pressede blidt sin krop ind mod hans, i det hun lænede sig op af ham. Hun lod ham indånde hendes duft, som han normalt ikke kunne stå for. Hun fnisede over hans forsøg på at være overbærende, som hun gennemskuede hurtigt - dog uden at sige noget. Igen, Athal var en elendig løgner.
"Jeg tror det er min mor jeg har det fra", smilede hun, og lukkede øjnene i et sekund eller to, for at nyde de masserende bevægelser, som Athals hånd udøvede.

Athal vidste godt, at han havde tabt, da han så Evangelines gennemskuende smil. Det var ellers godt pokkers, for nu troede han lige, han havde den.
"Det ... jamen ... " Han udstødte et tungt, opgivende suk. "Jah, jeg ved det godt," indrømmede han så, og et skævt smil dekorerede ansigtet. Selv om ærgelse måske ville have været den rigtige reaktion, nu, da det ikke var lykkedes ham at holde det inde, kunne han ikke rigtig være sur. Med følelsen af sine hænder, der kærtegnede hendes ryg, mærkede han en brise af varm længsel og tilfredsstillelse .. og kærlighed.
"Så må din mor ha' været en dygtig kok," henåndede han og kyssede hende, endnu engang, kærligt på kinden. For blot få sekunder siden havde han følt en sær oprevenhed, der havde truet med at få ham til at fare op, hvis han havde ladet trangen udfolde sig. Nu, da han sad med Evange på skødet, forekom alverdens bekymringer pludselig som det rene ingenting. Noget, som de sagtens ville kunne slå sammen.
Men skulle han fortælle hende om amuletten? Argumenterne imod lå på, at han ikke ønskede at drage hende mere med ind i sin historie. Ikke fordi han ikke stolede på hende eller anså hende for svag - nej, snarere fordi han var rædseslagen for, at han skulle have en blødende elver mellem sine arme igen, og at hun denne gang ikke ville vågne. Desuden ville det være en dårlig idé at bekymre hende for meget, hvis han nu besluttede sig for at blive væk i adskillige dage igen. Jo mere hun kendte til detaljerne, jo værre ville det blive.
Og dog ... Ville det være fair overfor hende at holde det hemmeligt?
"Vil du vide hvorfor, jeg reagede sådan lige før?" sagde han og flettede sine fingre ind i hendes. Den forførende duft af Evangeline lullede sig ind på ham og var mere sød og fantastisk end nogen sirenes. "Se her." Han stoppede med at stryge hende over ryggen for at fiske noget op fra sin lomme; et smykke.
Idet han holdt smykket op for at vise hende det, reflekterede amulettens blå kontur med lampens og fik det røde indeni til at ulme som en indre vulkan. For et kort øjeblik tabte Athal fuldkommen mælet. Så virrede han let med hovedet, som om en irriterende flue lige var kommet ham nær.
"Den her skulle, efter sigende, hjælpe mig med at give nogle isdæmoner en ordentlig endefuld."

Evangeline grinede højt, dog uden at de blev for højt på nogen måde. Hendes grin var charmerende og sødt.. samt en anelse forførende. Det var ikke engang meningen, at det skulle have været det. Men som sædvanlig kom det til at ske, fordi det simpelthen lå til Evangelines natur, at sende disse signaler. Selv, hvis det ikke var hensigten.
Hvornår lærte Athal det egentlig? Altså, det faktum, at han ikke kunne love for hende? Hvorfor gav han ikke op, han måtte vel efterhånden have indset, at han var en anelse gennemskuelig.

Smilende indåndede hun den unge dæmons duft, idet hun lagde hovedet på hans skulder. Han vidste det sikkert ikke, men hans duft tiltrak hende mindst lige så meget, som hendes måtte tiltrække ham. I det hele taget kunne alt ved ham, få hende til at føle sig i himlen. Et sted, hun nok aldrig endte, men derfor kunne det vel godt føles som at være der, kunne det ikke? Hun smilede og nød at sidde på hans skød med hans muskuløse arme omkring hende. I modsætning til Liam, var Athal dejlig varm mod den del af hendes krop, som ikke var dækket af kjolens bløde stof.

Hun så interesseret på medaljonen, og lod forsigtig en finger glide henover det røde i midten af den.
"Hvorfor har du dog brug for, at bekæmpe isdæmoner?", smilede hun og kyssede blidt hans kind. Hun var virkelig glad på hendes vegne over, at han havde fundet den. Hun anede ikke, hvad han skulle bruge den til, men noget sagde hende, at den var meget vigtig, og det, at Athal havde den i hånden nu, betød noget for ham. Hvor meget vidste hun ikke.. endnu.

Hvis Athal havde vidst, at hans duft virkede forførende på Evange, ville han have grinet mistroisk. Som en evig påmindelse af den, han var, hang den friske duft af hav og skumsprøjtende saltvand konstant ved ham, og duften kunne både minde én om en varm sommerdag ved søen, lige til en iskold vintermorgen ved havet.
Hans fingre lå i en beskyttende rustning om amuletten, så den ene flade var synlig. En besynderlig varsom iagtagelse gled over ham, da hun, Evange, lod fingeren strejfe den rødlige flamme, der pulserede i smykkets midte, og det gik op for ham, at han nervøst havde holdt vejret, indtil hun gav sin mening, eftersom luften røg ud af ham i et pust.
"Evange, kan du huske ... Hmmm, jeg tror, det var en af de første dage, vi lærte hinanden at kende ... du fortalte mig om din - hrm - familie, og jeg fortalte om min?" Hvert ord blev langsomt velovervejet, før han turde lukke nogen ud. Han vidste hvor svært, hun havde det med emnet. "Jeg fortalte dig om nogle isdæmoner, som enten er helt vildt forelsket i mig, eller bare har en ekstrem hobby med at forfølge uheldige fyre som mig med dødstrusler og frysende ildkugler." Det var ikke en hel korrekt sandhed, men havde hun nogen erindring om samtalen dengang, ville hun vide, hvad han snakkede om. "Det var det, den tur på kirkegården skulle til for. Det er det, jeg skal bruge det her smykke til. De skal væk, Evangeline."
Latteren var blæst ud af hans øjne, og han så alvorligt på hende. Han havde en tydelig fornemmelse af, at ønskede han ikke at fortælle hende noget om de sidste tre dage, ville hun respektere det. Det gav ham blot større lyst til at indvie hende i de større detaljer.

Evangeline smilede, og lod forsigtigt sin hånd forlade amulettens rødlige midte og tryggede blidt sin krop tættere ind mod Athals. Hvor hun dog nød, følelsen af, at sidde der. Hendes verden drejede sig udelukkende omkring den unge dæmon. Som en magnet følte hun sig tiltrukket af ham, og ville ønske de kunne blive der, med armene om hinanden for altid.
Et lille fnis gled over hendes læber, da han pustede ud. Havde han holdt vejret, eller blot for et øjeblik glemt hvordan man trak luft ned i lungerne? Blidt lod hun hendes læber, berøre hans bløde kind, men trak sig væk i det han begyndte at tale.

Hun mærkede følelser vælte op i hende, med det samme Athal nævnte hendes familie - som nu ikke eksisterede på denne jord længere. Selvom det var flere år siden, havde hun stadig ikke vænnet sig til, at snakke om det. Hun var heller ikke kommet over det, så meget, at hun kunne holde tårerne tilbage, hvis en samtale drejede sig om det. Men at han blot nævnte dem med en enkelt sætning, og velovervejede hans ord, inden han lod dem forlade hans læber, kunne kun få hende til at smile. Han gjorde - som altid - alt hvad han kunne for ikke at såre hende, og for at glæde hende. Hvor var han fantastisk! Hendes smil var kun væk i nogle få sekunder, hvorefter hun igen - smilende - hørte efter, hvad Athal fortalte. Men det forsvandt nu hurtigt igen, da han begyndte at snakke om isdæmonerne der forfulgte ham, og hvordan medaljonen ville kunne hjælpe ham. Hun nikkede blot, for at vise ham, at hun forstod ham, og alvoren i det han sagde.

//Undskyld det sene svar ^^'//

Evangeline var som et fast sikkerhedsnet midt i intetheden. Athals hånd strøg hende takfast over ryggen i gentagne forsøg på at minde sig selv om, at hun var virkelig; at hun virkelig sad der med ham og støttede ham. Elektriske ladninger rejste sig statisk, da hun lod sine læber berøre hans kind. Det var blot et lille tryk, men det var nok til at gøre ham helt kulret.
Det lod til, at hun forstod alvoren i det. Eller også var hendes tanker bare et helt andet sted. Athal så en rum tid på amuletten, som bemærkelsesværdigt tittede frem mellem hans fingre. Det var næsten helt uhyggeligt, hvor dragende den kunne være, og han skyndte sig at proppe den ned i lommen igen, inden han begyndte at få finurlige abstinenser.
"Hrm - nåh, men ... " sagde han og kiggede atter på Evange. Hun så mindst lige så alvorlig ud, som han følte sig. "Skal jeg ikke tage mig lidt af opvasken?"
Han sagde det; til dels fordi han hårdt havde brug for noget andet end at tænke på end to dødfrosne ansigter og en glitrende amulet, og så fordi hun sandsynligvis havde brugt lang tid på at tilberede verdens mest lækreste middag til ham.
Begge hænder lagde sig om hendes liv, og blidt satte han hende fra sig, før han sprang op og stå. Bordet virkede fuldstændig uoverskueligt med al maden og de uvaskede tallerkener, men ikke destro mindre stablede han dem og snuppede en halvfuld gryde med til den anden hånd.
"Det må have taget sin tid," sagde han konserverende og gik over mod vasken.

//Det' bar i orden 8D

Evangeline lagde beskyttende armene om Athal. Hun sagde ingenting, men hendes bevægelser viste tydeligt hvad hun ville have sagt, hvis hun havde talt. Hun ville have beroliget ham, og forsøgt at muntre ham op. Præcist, som hun prøvede på, ved at holde ham ind til sig. Ord var overflødige. Hun mente, at de næsten kendte hinanden så godt nu, at han vidste hvad hun tænkte, når hun gjorde, som hun gjorde. I hvert fald, i de fleste tilfælde.
Et smil bredte sig på hendes læber, i det han blidt flyttede hende, så han kunne komme op at stå. Han havde altså tænkt sig, at hjælpe hende med opvasken. Minderne fra en af deres første aftener sammen, trådte frem i hendes minder. Den vandkamp de havde haft, som havde resulteret i forvandlingen af hans krop. Hun huskede den glæde, som hendes reaktion havde frembragt hos ham. Han havde frygtet, at hun ville blive frastødt, men det modsatte var sket..

Det var så typisk Athal at insistere på at hjælpe med opvasken. Smilende, lod hun ham blot gøre det, da det ville være umuligt at få ham til at lade vær'. Hun tog nogle glas, bestikket, og nogle gryder og fade, stablet i et kunstnerisk tårn ovenpå hinanden og satte det over til vasken. Den store bunke besværede ikke hendes gang det mindste. Hun smilede til Athal imens, hun gik hen til spisebordet igen, for at samle nogle flere gryder sammen.
"Et par timer.. men det var det hele værd" Hun sendte ham et sødt smil, og forsatte med det, hun var i gang med.

//Hehe:D//

Han kunne mærke, at Evangeline havde ondt af ham. I hvert fald var det en eller anden form for medlidende, beskyttende følelse, han kunne mærke gennem knuset, hun gav ham, inden han rejste sig for at stable tallerkenerne. Athal sørgede omhyggeligt for at holde begge hænder beskæftiget, så favnen var fuld af snavsede køkkenudstyr konstant. Da vasken endeligt var fyldt op, betragtede han det i et par overvejende sekunder. Øjnene gled spørgende fra sæben og videre til håndvasken. Skulle man ..?
Fristelsen blev for stor. Han skød en ordentlig klat sæbe ned til al grajet og bredte så sin hånd i en svævende gestus over det hele. Vand skød ud af hans håndflade som en ekstra bruser og skummede det hele op, så alt blev begravet i boblende vand. Med en svirpende bevægelse med hånden begyndte vandet at skubbe bestikket, tallerkenerne og alt andet op og ned. Hvis han forsøgte at få det til at se fint og professionelt ud, mislykkedes det temmelig meget, eftersom små skumsprøjt af vand og sæbe spredtes uden for vasken.
Til sidst lavede han en gribende bevægelse med hånden, lod fingrene trække indad og derefter ud. Al vandet, han kun for et øjeblik siden havde skabt, begyndte nu at fordampe, til de endte som bittesmå dråber, svævende i luften. Et øjeblik hang de der - som et smukt stykke kunst -, men så begyndte de, dusinvis, at pile direkte ind i Athals håndflade. Endeligt var alt det våde væk - selv det uden for vasken -, og i opvasken lå noget skinnende rent, og samtidig helt tørt, spisestel.
Athal smilede skævt. Han følte sig en smule svævende i resultatet af al sæben, vandet havde indeholdt, og han følte, at hostede han nu, ville kæmpemæssige bobler hoppe ud af hans mund. Han vendte sig om mod Evangeline.
"Sådan."
Hun var der stadig. Selvfølgelig var hun det. Et intenst skær rejste sig i hans blå øjne, og impulsivt greb han hendes hånd.
"Skal vi ikke gå udenfor?" spurgte han. "Kom!" Inden elveren rigtig kunne nå at bestemme sig, havde han trukket hende hen mod døren. Som en forsvarlig borger huskede han lige at slukke al lyset i lejligheden, greb nøglerne, og lod derefter døren glide i bag dem, så den tomme opgang med trapperne rejste sig foran dem.
Athal kiggede endnu engang på Evange, før han begyndte at hive hende videre; trin for trin, indtil de til sidst var helt nede og stod på gaden med den gule lygtes skær liggende på dem og den sorte himmel som kontrast.

Evangeline så til med store øjne, idet Athal klarede den ellers enorme opvask på få sekunder. Hun var mundlam. Hun vidste ganske vidst, at han kunne kontrollere vandet, og havde evner forbundet med dette, men hun havde da aldrig regnet med, at han kunne klare hendes opvask på så få minutter. Et stor smil spredte sig på hendes læber, da opvasken stod klar på bordet, til at blive sat på plads, hvilket hun med det samme begyndte på. Med hurtige og yndefulde bevægelser stablede hun tallerkener, glas, gryder osv. pænt og hurtigt på deres sædvanlige pladser i skabene. Inden længe, var det også gjort. Så havde de da hjulpet hinanden med det, selvom han nu havde gjort det meste.
"Tak, Athal", smilede hun og kærtegnede blidt hans kind med de fyldige læber.

Evangeline nåede hverken at sige for eller imod, i det Athal blot hev hende med udenfor. Han ville ud, og han ventede bestemt ikke på hendes var. Hun grinede blot, og havde heller ikke så meget imod, at være udenfor sammen med ham. Hun skulle lige til at slukke lyset i lejligheden og låse døren, men knapt havde hun tænkt tanken for Atal - som et lyn - løb rundt i lejligheden og gjorde det for hende. Hun fulgte ham udenfor, indtil de kom til en lygtepæl på gaden udenfor. Smilende kiggede hun op mod den sorte himmel, pyntet af de smukke stjerner. Hun "puttede" sig ind til ham, imens hun stadig havde blikket mod himlen.

//Undskyld ventetiden og den korte længe ;o//

Hvad han helt præcist havde forventet skulle ske, havde Athal ingen klar anelse om. Det at trække Evangeline med ud på en mennesketom gade en sen aften havde været en absolut impulsiv handling. Han åndede ud i den aftenlune luft og forsøgte med natblinde øjne at spejde udover gadelygternes skærende belysning og forsøgte at komme på potientelle tanker, der bare kunne være i retning af brugbare.
"Lad os gå ned til parken," besluttede han så og smilede forventningsfuldt til hende. Gadelyset irriterede ham noget så grueligt, og han var vis om, at nattehimlen måtte være mere attraktiv end byens. "Der er der ikke så mange gadelygter."
Med armen tæt slynget om Evangeline, der allerede puttede sig godt ind til ham, trak han hende med mod parken; over sjælløse gader og stræder og til sidst til det velkendte areal af græs og grusbelagte stier. Athal havde ikke besøgt byens park så ofte, men de få besøg, han havde haft, havde allerede givet et godt indtryk.
"Kom!" Med et stort smil gik han, sammen med Evange, over den indledende grussti og derefter over noget græs, hvor et lettere utydeligt skilt (på grund af mørket) advarede med ordene: 'må ikke betrædes'. En enkelt lygte havde gjort sin fremtrædning, da de stod ved indgangen af parken, men ved det område, de nu var nået til, var der helt mørkt. Mørke silhuetter af buske og blomster flokkedes om dem og afgav hengivne dufte. En stjernehimmel åbnede sig over dem, men denne aften var der ingen måne. Athal kiggede sig beundringsværdigt omkring. Så vendte han sig direkte om mod Evangeline og begyndte at kysse hende heftigt.

Evangeline smilede og puttede sig blot endnu mere indtil Athal. Hun elskede ham overalt på jorden, og han elskede også hende. Han gjorde hende gladere, end nogen anden nogensinde havde gjort. Der havde været masser af mænd i hendes liv. Mest vampyrer, som hun før i tiden havde haft en svaghed for, fordi de - ligesom hende - var i stand til at forføre det modsatte køn til ukendelighed. Men modsat hende, var vampyr-racen af en helt anden personlighed, og havde helt andre bagtanker en hun havde. Vampyrer udnyttede andre til deres egen fordel, hvilket også betød at hun var blevet udnyttet et par gange af denne race. De have forført hende til deres egen fordel. Samtidigt, havde hun kun været vild med vampyrene, fordi de var forførende. Det var sådan det fungerede. Hun havde aldrig haft følelser for nogle af dem - eller nogle af de andre mænd der havde været i tidens løb, for den sags skyld. Athal var den første hun havde følelser for.. den første hun havde forelsket sig i. Den første, hun ville sætte sit eget liv på spil for.

Evangeline fulgte med ham over i parken. Himlen der var mere indbydende, der var.. flere stjerner? I hvert fald, var det et mere romantisk sted end midt på gaden under en lygtepæl. Hun så en anelse overrasket ud, da han pludselig vendte sig om mod hende og kyssede hende heftigt. Hun lagde armene om ham, og kyssede heftigt med. Kyssede ham lidenskabeligt, heftigt og ivrigt.

Mørket virkede blot som endnu en saftig ingrediens og gjorde kun Evangelines varme krop, der pressede sig mod hans så han kunne føle hendes flagrende hjerte, endnu mere spændende. Han havde følt hende før; haft hende tættere på end kun kærtegn iført nødvendigt tøj, og ligeledes set hende uden en trevl. Men hun kunne altid sætte ham i gear. Da hun med lige så stor ivrighed gengældte hans brusende kys, trykkede han hende mod sig. Hænderne begravet i hendes bløde krøller, konstant glidende og udforskende, hvor han skiftevis lod dem stryge hende over ansigtet. Han åndede tungt mod hendes mund for hvert kys, de udvekslede. Skønt han havde lukket øjnene nu, trådte enhver kontur om elverens bedårende ansigt frem tankerne, mens hendes kropsformer gjorde mere end at minde ham om det. Som en blind, der første gang møder lyset, kyssede han hende; på næsen, på kinderne, på læberne. Og hænderne sluttede sig feberhedt om hendes talje.
Tøjet føltes snart som en unødvendig byrde. Aftenen var lun nok, og Athal svedte nu allerede nok til, at blusen med lethed ville kunne ryge af, hvis blot Evangeline tillod det. Fingrene skælvede let, da de glidende søgte ned langs hendes hofter og til sidst endte ved hendes lår. Lysten brændte i utålmodighedens inferno, og alle tanker var blot en ligegyldig handling ved siden af det, han ønskede skulle ske ...
Pludselig gik det op for ham, hvad han rent faktisk havde gang i, og hænderne - nøjsomt placeret ved kjolens korte kant - stivnede. I en dyb, indhalerende indånding trak han ansigtet tilbage, kunne mærke hvordan det brændte, og indså i samme øjeblik sin fejltagelse.
"Det må du undskylde. Evange," Med følelsen som om, tungen var hævet, klemte han ordene ud. Hurtigt slap han sit intime tag, men i stedet tog han hastigt hendes hænder igen. Hans øjne var nu blevet vant til mørket, og han så Evanges ansigt i en blød dulm af mørke skygger foran sig. Velvidende at dette ikke ligefrem var det bedste sted at forføre sin kæreste - ude i en park, midt om natten, virkede det nærmere som den reneste voldtægt -, og han mærkede hvordan, ansigtet fandt en anden grund til at rødme.

Evangeline smilede og mindes hvordan Athal havde været den første aften. Genert og tilbageholdende. To ord, der i hvert fald ikke kunne beskrive ham særligt godt længere. Men dette så hun kun som en god ting. det betød, at han var tryg ved hende, og at han ikke følte sig nødsaget til at ligge skjul på sig selv i nærheden af hende. Det gjorde hun jo heller ikke ved ham. De var så tætte på hinanden, at de kunne være sig selv. Det var blot en af de mange millioner ting, hun elskede ved hendes og Athals forhold.

Hun mærkede hurtigt hans kys blive mere intenst mere ivrigt. Han rørte hende, holdte om hende, kyssede hendes kiinder, hendes næse og hendes mund på hans fantastiske måde. Han overraskede hende meget, ved at søge ned mod hendes hofter, og ned til kanten af hendes kjole ved hendes lår. Ganske vidst var han ikke så genert længere, men det var alligevel overraskende at han turde gøre det.. Han slap hende, da det så ud som om, fornuften overtog i stedet for lysten, og han tog hendes hænder, imens hans ansigt ændrede farve fra normal hudfarve til tomatrød. Hun grinede lidt. Hun kunne ikke lade være. Han var så sød når han rødmede. Det gav hende lyst til at ligge armene om ham og kramme ham. Hvilket var nøjagtigt hvad hun gjorde. Blidt lod hun armene glide om ham, og holdt ham tæt ind til sig.
"Hvad undskylder du for, skat?", smilede hun og kyssede hans pande.


//Undskyld den ringe kvalitet og korte længde - kreasvigt n.n//

Athal følte, han stod på randen af en vulkan. Selve temperaturstigningen mellem ham og Evangeline, spædningen, lysten og kinderne, der sprang i kog, var nok til at bringe tankerne et andet, eksostisk sted. Hendes latter klukkede sødt mod hans øre, idet han med modstræbende læber trak sig væk fra hende, og hendes slanke arme lagde sig om ham i en forsikrende omfavnelse. Modet brusede atter uventet op i ham, og han slyngede begge arme om hende, så deres kroppe atter kunne pulsere mod hinanden.
"Jeg ved det ikke," sagde han og lod en ukontrolleret latter springe ud som en lille kilde fra det store vandfald. Han lagde kinden mod hendes hår og indsnusede den forførende duft af elver. "Det er ikke særlig svært at føle sig som en stor, grim idioit, når man er sammen med dig." Og sandt nok mente han ethvert ord. Dog var den usikkerhed, han havde følt for blot få sekunder siden, fordampet hen i begærets søde kedel, og Evangelines lige så store lyst til ham smittede af og gjorde indtryk.
Endnu med hænderne lagt lidenskabeligt mod hendes krop, hævede han sit havblå blik og skævede mod nattehimlen. En klar ring af stjerner lå strøget over den sorte himmel, som en glitrende sti af skinnende perler. Perler, Athal havde formået at udforske på så brede dybder i det klareste hav, at intet menneske nogensinde var kommet derned. Han smilede eftertænksomt og drejede Evangeline om, så han nu stod med armene omkring hende bagfra, og derved med begge deres øjne rettet mod himlen.
"Har du set himlen i nat?" brummede han i hendes øre, så det måtte kilde. "Det er sjældent, den er så klar, ikke?"

Et smil bredte sig på Evangelines læber, da den velkendte røde farve, lod sig vise frem i Athals kønne ansigt. Det, at hun havde spurgt ham, hvad han havde undskyldt for, var egentlig for, at høre hans forklaring, som altså var "det ved jeg ikke". I de århundreder hun havde eksisteret, havde hun haft utroligt nemt ved at læse folk, hun kendte godt. Og man kunne i sandhed sige, at hun kendte hendes elskede Athal ud og ind. Han var nu også utroligt nem at gennemskue. Han var end ikke i stand til at lyve for hende, og få hende til at tro på det. Indtil videre, var det i hvert fald ikke lykkedes ham, og det skulle da undre hende, hvis det gjorde.

"Jeg er også så tiltrukket af dig, at det kan være svært at styre", hviskede hun blidt ind i hans øre, eftersom det var det, hun regnede med, der havde været galt med ham. Han havde vel været tiltrukket af hende, og haft lyst til hende, og ikke kontrolleret sig selv nok til, at holde fingrene fra hende. Sådan, regnede hun i hvert fald med, at det var gået til.
Hun smilede, da han lagde armene om hende igen, og pressede deres kroppe ind mod hinanden. Hun nød det, mindst lige så meget som han, og ønskede som altid, at han aldrig ville slippe hende igen.

Et sødt grin sneg sig over Evangelines fyldige læber, da Athal beskrev sine følelser på en noget så underholdende måde.
"Det kan godt være du føler sig som en stor, grim idiot, skat.." smilede hun. Hun kaldte ham skat, blot for at understrege at hun holdt af ham.
"... men det er du ikke. Slet ikke!", sagde hun så, og lod sine læber møde hans i et blidt og intenst kys. Hun lod sin tunge danse blidt med hans, mødes, skilles.. som de altid gjorde.
Hun lod ham lægge sine hænder på hendes krop. Han vidste sikkert godt, hvor meget hun nød det. Hun lod sig dreje rundt, og lænede sig en anelse ind til ham, imens de begge studerede nattehimlen.
"Jo", svarede hun på hans spørgsmål. "Den er smuk.."


//Min krea er tilbage:DDDDD//