Give Peace A Chance

Nogle dage var passeret siden hun havde forladt ...ham.
Hendes touch mobil var på det nærmeste blevet slidt ned, da hun havde tjekket den for indgående beskeder al for ofte, men intet var dukket op.Ingen lyd fra .....ham.
Tavsheden var alarmerende og bekræftede kun hendes værste anelser.
Ingen sms, ingen opkald....intet.
December havde meldt sin ankomst, og med dryssende snefnug og et utal af julesange , var den hyggelige stemning blevet bredt ud over det ganske land, og den stod på levende lys og hygge rundt omkring i de små hjem.Men ikke i hendes.

Gaderne var smukt pyntet.Der var en overflod af nisser ,juletræer, klokker af glas i kulørte farver- men især belysningen der hang i form af opsatte grand guirlander, broderet med lyskæder holdte hun af - Millicent.Måske fordi den oplyste hendes formørkede tanker, bare en smule.
Hun havde tilbragt de sidste par dage, med at græde og skælde ud, på...ham...og sidenhen på sig selv.Meget lidt vampyr agtig, men som et sølle banalt menneske, styret udelukkende af hendes følelser.
Hvis hun havde kunne nøjes...kunne holde sin mund...og ikke mindst sine følelser lukket, havde hun så siddet netop nu hjemme i hans sofa, med et glas vin...og måske fået lov til at ..kysse lidt med ham? Havde den lille lænke af guld stadig regeret på hendes finger? Havde hun stadig haft en aftale , et forhold- og ...ville hun have skulle giftes med...ham?
Hun var begyndt at betvivle hendes egen fornuft ...skulle hun have grebet det hele an fra en helt anden vinkel?
Nu kunne hun ikke længere holde den støjende stilhed ud, hun havde brug for...bare at se ...ham.
Og så kunne hun altid gå hjem igen, hvis ikke han ville snakke.
Millicent trådte ind i klubben, og selv om julehumøret var kørt i sænk var facaden på plads.Hun havde en julerød lille kjole på.Den var tækkelig og meget feminin, bugtede sig og lagde sig tæt de helt rette steder, uden at direkte afsløre noget.Sorte strømper der greb fast på hendes lår,og de høje sorte sko. hendes negle var lakeret i en tilsvarende sæson rød kulør, imens make up var holdt i de sædvanlige neutrale nuancer.Hendes hår hang som oftest bare løst.Hun gav et mere helstøbt indtryk udefra, end hvis man tog sig tid til at se ind i hendes øjne....der ville det være helt andre ting man opsnappede, og helstøbt var ikke i blandt.
Hans navn brændte i hendes øjne, som en flamme fra en lighter
Andrija Luzar
Hun gik op til baren og imens hun fik taget plads på en ledig stol, bredte uroen sig...var det nu endnu en af hendes ideer...du ved, dem der bare altid gav bagslag?

Som en hver anden pligtskyldig borger var Andrija mødt op på arbejde, denne gang også til tiden, og passede sin post bag baren hvor den ene drink efter den anden blev serveret mens pengene væltede ind over bardisken. Nogle var for unge til at drikke det stads de fik, men at benægte dem noget at drikke ville være direkte dumt. De betale det der skulle, gav dog sjældent mere da de ofte var meget griske og sjældent havde de andet end kort. Mønter var kun noget de 'store' drenge brugte.
Da en blondine satte sig oppe ved baren var Andrija hurtig til at spotte hende. Det var aldrig svært når nogle kvinder altid kom og så dybt malplaceret ud i deres balskrud. "Er du til din egen forfest." Hilste han med sin klassiske arrogante og let hånlige stemme, mens han greb et par flasker under baren og hældte det op i et glas. Et sort sugerør blev sat nær en skive appelsin og så blev den sent videre, ud i livet for at blive drukket.
"Skal du have noget?"
Andrija havde ikke set nogle grund til at kontakte Millicent det sidste stykke tid. Det var hende der havde brudt op og han havde ingen interesse i at skade sin egen stolthed ved at komme krybende. Hun måtte lærer det før eller siden, for de kom ikke til at klinge, hverken på den ene eller anden måde. Kun hvis hun kunne lave mirakler og det tvivlede han voldsomt på. Hun kunne knap holde sit eget liv på to ben. "Går det godt med bilen?" Blev hans forsøg på at undgå stilhed og at skulle servere til de andre kunder. En kollega overtog uden kny til Andrijas store tilfredshed.

Selv bag disken i en bar, kunne han udstråle en værdighed og utilnærmelighed, på samme tid som han flirtede bød sig til overfor med kunderne.Imponerende.
Millicent havde en ubændig trang til både at kaste sig over ham, hvilke hun naturligvis aldrig ville gøre! hun var alt for spændt op af blokeringer, hvilke nok lige i dette tilfælde var meget godt- men hun var også faretruende tæt på at vende omkring og fare tilbage til sit lille musehul, og undgå hans ...harske ...bemærkninger, som hun forventede ville regne ned over hende.
Helt ærligt, så var hun ikke sikker på hvordan hun ville reagerer, hvor rummelig var hun med sin tålmodighed og hvor meget benzin skulle han hælde ud over hendes temperament, før det antændte?
Da han opdagede hende, var beslutningen taget- hun kunne ikke gå...det ville han opfatte som en sejr, at vidne hende tage flugten .Så istedet mødte hun hans blik med et lille smil på læberne, fast besluttet på at være imødekommende....lige indtil han talte ..så falmede det hele, har startede med et verbalt hook, et kraftigt slag på kæben, der fik hende til at skælve- men hun blev i ringen...og kæmpede videre.
"God aften Andrija ....hyggeligt at se dig.Du ser godt ud" sagde hun stille , og undlod at kommenterer på hans halv onde velkomst.
Allerede nu, kunne hun høre sit hjerte lave de første krakkeleringer og hun vidste bare det var en mistake at komme her.
Han ville knuse hende.Hendes blik fokuserede kort på hylden bag ham der bulgnede af sprut og promiller...
" Chivas Regal...med is, tak" bestilte hun og selv om hendes øjne ikke bød på glæde, men havde en mørkere nuance end vanligt, forholdte stemmen sig neutral.Millicent fiskede rundt i sin taske med hånden og lagde med det samme penge op på disken, for sin drink.
" Bilen ..har ikke fået en eneste rids siden du så den sidst" svarede hun roligt og sendte hendes øjne på rundtur, som hun tjekkede gæsterne ud.Hun havde ikke kørt i den, da den mindede hende om Andrija...plus hun ikke rigtig havde været ude af sin lejlighed , hvis man lige så bort fra nogle timers arbejde på Desiré Noir.
"Dem fra arbejdet kommer senere...de har spist sammen først, men....der kunne jeg jo ikke være med.Det var kl.14 de startede, så jeg møder dem bare her" forklarede hun, og gned et par fingrer over hendes pande.
Hvad havde hun egenlig forventet? Hun ville ikke engang sige det højt for sig selv, inde i hendes hoved.
Hun kunne se det på ham....ligegyldigheden.Andrija var videre i sit liv...og ikke intesseret i at hun var en del af det.
Sådan virkede det, sådan så han ud...det var de signaler han bombarderede hende med.
Hun måtte se at finde en kur mod et teenager agtigt hjerte ,der bare ikke ville tage imod fornuft, da hun lod til at have et sådan.
Hun vidste ikke hvad hun skulle spørge Andrija om, for hun var lige blevet klar over at hun måske ikke ville bryde sig om svarene.Det burde hun havde sagt sig selv...hold dog op, hvor hun var langsomt opfattende.
Hendes glas var tomt, da mundfuldene var større end normalt, og med lidt hyppigere interval.
" Må jeg bede om en til?" Pengesedlen blev kørt over disken, igen.

Andrija gik straks igang med at lave den ønsket drink lige efter bogen. Selvom det gik med øjemål formåede han at lave den som den skulle være, ikke for meget af det ene uden at det andet ikke passede. Til sidst blev glasset placeret foran hende og han tog imod pengene som han smed ned i pengeboksen. Han mente ikke der var et svar på hendes svar, så han fortsatte uden videre til den næste kunde, som også fik serveret en vel indøvet drink. Først efter endnu et par andre drinks, vendte han tilbage, tog imod pengene og gentog processen med at få lavet et nyt glas til hende. Penge fulgte efter de andre.
Igen vidste han ikke hvad han skulle stille op. Aino havde været meget mere livlig fra starten af, Millicent lignede mere en der ville krybe ned i et musehul. Kort efter forsvandt Andrija bag baren og gik ind af en dør til baglokalet. Der befandt han sig i et par minutter, før han kom ud af bagindgangen iklædt sit overtøj. Efter hurtig at have klemt sig ind via hovedindgangen, gik turen op til baren.
"Vil du med ud?" Han lage en hånd på hendes skuldre og dukkede op ved den anden. Hans øjne søgte hendes, før han stak et par sedler i hånden på hende. "På husets regning. Kom med ud, der er ingen grund til at forsøge at lyve for mig."

At løbet var kørt og hun ikke var nået ind over målstregen, var ret nemt at se.
Ingen grund til at vifte med flag, heppe eller poppe champagnen....Andrija gik.
Millicent lagde kort sin pande til sine håndflader, da hun sad med albuerne placeret på baren, og et tungt suk dvælede ved hendes læber.Først efter et halvt minuts tid, så hun op...og tømte sit gals.
Skulle hun smutte...eller skulle hun vente på sine kollegaer? Hun ville dappe af.
En hånd....hun så op...ham!
" Andrija?" Ja...det var jo ikke fordi hun undrede sig om det nu var ham, det var mere at ...hvad ville han? Hun troede han var gået, smuttet for at slippe for at være nær hende.
" Ja" andet var vel overflødigt at tilføje.Ja...hun ville med ham ud.
Hun så op på ham, og mærkede en lille skarp kant, kradse i hendes håndflade...pengene?
Et smil brød frem...hvor typisk ham at være så...ulydig.
" Huset er vældig....flink" svarede hun og stoppede pengene ned i den lille taske igen.
" Hey!" Lød den vage protest...lyve for ham? Pis...var det så tydeligt at hun var ved at gå i spåner? Det håbede hun ikke.
Hun gik lige bag ham ud...stoppede lige i garderoben , hvor hun fik sin oversize hvide dunjakke, som hun slog lejer i nærmest.
Hun kunne mærke anspændtheden i hele sin krop....det var det hun havde håbet på....bare en mulighed for en snak, at være lidt hos ham.Guuud hun lød....hårdt ramt.Pis.

Millicent bar den frygtelige jakke. Andrija havde næsten lyst til at trække hende af den, men droppede det og ledte om til parkeringspladsen hvor han satte sig ind bag rettet uden et ord. Han havde ingen bestemte steder i tankerne, hvilke sikkert hurtigt gik op for hende, da han bare kørte formålsløst rundt i byen og for en gang skyld forblev under fartgrænsen, noget han ikke bekymrede sig over hvis han havde et mål, lige med mindre politiet var til stede. Først efter adskillige minutter brød han så tavsheden med et spørgsmål han ikke selv kunne finde svar på. "Hvorfor er du kommet?" Han kiggede kort mod hende, før han så kiggede tilbage på vej banen og tog en tilkørsel til motor vejen. Der blev han på den inderste bane og lod næsten bare bilen trille af sted med meget lidt hjælp af motoren.
Imens var hans egne tanker drevet ud af bilen og på en sky langt væk, hvis ikke Millicent formåede at gribe fat i dem og trække dem i land igen, igennem et svar på spørgsmålet. Uanset om det blev det ene eller det andet, lå hans tanker ved det spørgsmål han havde stillet. Hun var skredet, gået, benægtet ham en mulighed til at forklare sig, hvilke han heller ikke havde prøvet på, så det burde passe bedre ind i bogen hvis det var ham der var kommet og havde forsøgt sig.

Tænk at man kunne blive så...glad...ved at sidde i liget igen.Andrijas gamle bil havde helt klart charme, måske bare fordi den var en slags forlængelse af ham.
Du gled gennem gader og stræder, uden al for mange host, og hun begyndte at mistænke han ingen destnation havde.
" Havnen?" Forslog hun...for bare at sige noget, da de sad i ufortyndet tavshed.
Millicent drejede ansigtet lidt væk fra ham, og kiggede ud af sin rude, imens hun lod sin pege finger tørre en smule dug af .Hans spørgsmål var jo egenlig let...eller burde være let at svare på, men hendes mave snørrede sig sammen og hun vidste at det var de her tidspunkter det hele plejede at gå galt.
Hun kastede sin stolthed til siden, og måske også lidt af hendes værdighed da hun svarede ham, ærligt
" Jeg savnede dig" og da hun nu engang var som hun var,..mumlede hun også " og vi skulle holde julefrokost " men det var nok nålen i høstakken om han købte den, selv om det nu var sandt at de skulle.Men ...Millicent var sikkert gået derned anyway...det handlede ikke om jul..men om Andrija.
"J-jeg ville bare se dig" forsøgte hun at undskylde sig selv, så han ikke troede hun kom for at slå ham ned eller skælde ham ud.

Andrijas første tanke var at spørge hvorfor hun så var fulgt efter ham, men det var ham der havde trukket Millicent med sig, så det ville være det samme som at skyde sig selv i foden. "Så er der kommet andre boller på suppen siden sidst." Blev hans kommentar, hvor han kort havde kigget på hende, hvorefter han vendte hoved væk og kiggede ud af foruden til de var kommet ned på havnen. Der stoppede han bilen midt i det hele og lod den gå lidt i tomgang før den blev efterfulgt af stilhed.
"Har du fortrudt at du ikke sagde ja til mit tilbud?" Han kiggede ud af øjenkrogen for at se hendes eventuelle reaktion. Der kom sikkert nogle, for i modsætning til ham selv, så formåede hun sjældent, hvis det noglesinde var sket. at skjule sine følelser igennem hendes ansigt. Enten var det hele ansigtet eller også var det kun øjne. Men det var også mere end nok.
Skulle han være ærlig fandt Andrija det utrolig betryggende at kunne se det på hende. Så kendte han hendes reaktion ved blot at se på hende, hun skulle ikke sige noget, bare kigge og enten se vred ud, eller forhåbentligt glad. Hvad hendes ansigt denne gang ville sige, var ham en gåde. Øjne kunne skyde med lyn eller læberne kunne smile. Det var helt og aldeles op til hende selv hvad det endte med at blive. Med mindre det var noget andet der styrede hende.

Millicent , tillidsfuld til det sidste, havde måske nok inderst inde håbet på lidt mere..varme...fra Andrijas side af, men alene at tænke den tanke fik hende til at indse at det aldrig ville ske..han var bare ikke sådan.Så hun havde ikke forventningerne oppe denne gang, de var helt i bund.Derfor var hans spørgsmål nu alligevel svært at besvare.Hun havde ment hvert et ord hun havde sagt- og hvad værre var, hun følte jo stadig hver en følelse.Han havde såret hende dybt.Men nye boller? tjo...hun var nok...kapituleret i sit forsvar, kunne man vel sige.
Hun var gået til Salles udelukkende med det formål at...tjekke ind og se ham, så hvorfor benægte?
" Måske ...lidt" mumlede hun, ikke bevidst om at tale så utydeligt og lavt, men hun vidste ikke hvordan hendes stemme ville lyde-om den ville afsløre hvor ulykkelig hun var.Hele situationen var..fæl..og hun havde ingen løsning.Millicent var sikker på Andrija ikke ville ændre facon...ikke lige nu.Hun kunne ikke hive ham fra a til Å...Andrija skulle først til b...og så videre derfra.
Millicent mærkede hjertet presse sig på i hendes hals, da han spurgte om hun havde fortrudt hans tilbud? Hans tilbud? ja, det var vel sådan han så det.
Hendes hånd lagde sig på hendes pande, i kort tid og hun gned et par gange.Hun havde en frygtelig lyst til at skælde ham røven fuld- men hun vidste han både ville være blind og døv overfor hende.Hvis hun ville være hos ..ham...var det på hans primisser- for nu.For nu!
Med et flækket hjerte, en stolthed der sad i halsen som en kvælende fornemmelse og med øjne der viste hun var meget ked af det, nikkede hun blot ´JA`.

Det havde Andrija ikke troet, men han blev mere glad end han var parat til at indrømme. Selvom hun kunne nå fra nord til syd på en dag eller to, så skulle han gerne have lidt længere tid, håbede han da. Alligevel stak han hånden ind i sin jakkelomme og fiskede den mindste ring frem, som han smed ned i hendes håndflade. Hvis hun interesserede sig for det, kunne hun tage et kig ind i selve ringen og se hans navn være indgraveret som rigtige mennesker nu en gang ville have det. Millicent måtte bare endelig ikke tro at han nu var klar til at sejle op med hende i gulvet, så det ville han lige gøre klart for hende, glæden skulle ikke være for stor, bevares.
"Lad os kalde det en forlovelsesring hvis det passer dig, men bryllup må du vente mange år med." Derpå startede han igen bilen og kørte længere ud på havnen, så langt at bilens snude næsten rakte ud over kanten og kunne tippe ned i det mørke vand, fyldt med olie og andet snask. "Men tænk dig nu om inden du svare denne gang, for jeg tilbudet kommer ikke igen." Det var ej at forglemme. Bildøren blev åbnet og han steg ud til en heftig stank af fisk, tang og saltvand. Næsten beroligende frem for sved, alkohol og parfume som der ellers var i hans normale omgivelser.
Pænt ventede han udenfor, til Millicent havde besluttet sig og kunne give ham den ene eller anden form for svar. Hvad hun ville svare var han oprigtig spændt på. Hun lignede ikke en der ville sige nej, men man kunne så spørge sig selv om hun var klar til at prøve igen eller om hun kun ville se, men ikke røre.

Millicent var klar på at tage de tørre tæsk , hvor mange han nu end ville tildele hende.
Så hun gav det ingen videre opmærksomhed, da Andrija rakte ned i sin lomme og roede efter noget.
Forundringen kunne dog aflæses i hendes øjne, så snart han foldede hendes hånd ud, og lod den lille ring dumpe ned.Millicent åbnede munden og stirrede.Han havde dem med? Men...men det måtte vel betyde at han havde haft tænkt på hende...i et eller andet omfang? Hun lukkede sin hånd om ringen, imens hun forsøgte få styr på sig selv, og hun ville nødig gøre som sidst, nemlig tillægge hans handling for stor betydning og overfortolke den.But still...han havde ringen i sin lomme.
Hun åbnede sin hånd og så på den skinnende lille ting, og et omrids fangede hendes blik.Hvad var det? Hun samlede ringen op og holdte den mellem to finger og vippede den lidt.
ANDRIJA stod der!Millicents hjerte hamrede derud af, så voldsomt at havde hun været et menneske havde hun fået et hjertestop, men nu var det blot en phantom banken, der truede med at få hjertet til at springe ud af hendes bryst.
" D—du....inskription...dit navn" hviskede hun og lukkede sin hånd igen.Hun så væk...ud af vinduet.Hun var ikke vred, på ingen måde.Millicent var fuldstændig rørt over han havde fået lavet det, det var jo ligefrem en kærlig handling og han havde også haft tænkt på hende- og håbede hun ville vende tilbage.Sådan så hun det, men....hun vidste godt at hun ikke skulle stoppe ham ud med følelser, han..måske...ikke havde.
" Tak" sagde hun , enkelt og simpelt da hun ikke lige mente at kys , kram og pink pige fnidder ville føre et særligt positivt indtryk på Andrija lige nu.Og selv om hun var ...virkelig glad for at få sin ring tilbage, og lykkelig over hans navn nu var i den- så havde hun stadig arrene fra deres sidste møde, og de spærrede for glæden.Hun var bange for at tro og glæde sig, og det så faldt sammen igen- som en korthus.Det havde virkelig skræmt hende og var i den grad kommet bag på hende, hvor meget hans frieri gjore hende glad, da hun troede at friede...rigtigt!Det var en fejltagelse hun ikke ville lave igen, for det var ikke sikkert hendes døde hjerte ville overleve sådan et slag igen.
" En forlovelses ring er godt nok til mig" sagde hun stille og vovede at kigge op på ham.Hun ønskede ikke drama...hun ville gerne havde det til at fungerer...selv om det ærligt talt var en lang følelsesmæssig rutchetur for hende, og sikkerhedsselen havde pigge på.
Det var svært....det hele....hun havde faktisk troet at det var bryllup de talte om, da det jo havde været hans forslag...hans tilbud sidst, men....det var okay...hun fortjente ikke et frieri.
" Jeg kan vente...mange år" hun føjede ham..strøg ham med hårene, men det var hverken ironisk eller hånligt.
Hun havde ment det, hun ville havde det til at fungerer og så måtte hun leve med de knubs det ville tilføje hende.
Hun havde aldrig presset ham for et bryllup...hun havde sagt nej....og nej...og nej...det var HAM der begyndte , HAM der friede og nu var det HAM der trak tilbudet i land.
Hun lod ringen trække ned over hendes ringfinger....og kiggede nysgerrigt på ham.Ville han tage sin på- og var den også ingraveret?

Det glædede Andrija at Millicent var glad, så var det ikke en hel fejl at få det gjort. Selv fandt han sin egen ring, som ligesom hendes også var udstyret med et navn, bare hendes frem for hans. Den gled ned omkring hans finger og skulle nok blive der i lang tid, forhåbentligt i lang tid. Da den var på plads, gik han om på den anden side af bilen og åbnede hendes dør. "Kom, der er ingen grund til at du bliver hængende der inde." Som en rigtig gentleman rakte hånden frem for at hjælpe hende ud af bilen, men før hendes ben ramte jorden helt trak han hende ind til sig og placerede et langt kys på hendes læber. "Lad os håbe det går bedre." Et kort strejf af et ægte smil kunne spottes, før det forsvandt og han lod hende stå på jorden selv.
Bilen blev låst og efterladt. Andrija greb sin partner og trak hende med sig ned af havnen for til sidst at ende ude ved alle de små fiskebåde. De lå yderst på havnen, tæt på nogle pakhuse der stank langt væk af fisk og en hårde af måger fløj stadig rundt over hustaget. Enten var der latterligt meget mad eller også var der en lavede mad. Lugten ville normalt irritere ham, men for en gang skyld virkede den næste behagelig, men det ville sikkert kun handle om tid før han løb skrigende væk.
"Nu hænger du jo på mig, men bare fordi vi nu har ring og det stads, så betyder det ikke vi ikke skal videre med din lille oplæring." Han lage armene over kors på brystet, mens han stirrede ud over havet. "Har du fået drukket af flere mennesker eller holder du dig stadig til blodposer?" Han drejede hoved halvt om mod hende, men kroppen forblev hvor den var.

Det føltes som en hånd sad og krammede hendes hjerte.Det spændte i det, da hun så Andrija også tog sin ring på, og hun kunne sværge det så ud til der også var navn i den.
Senere...en dag , et tidspunkt hvor alt var afslappet og iorden, ville hun spørge ham hvornår...og hvad han havde tænkt, da han fik det ordnet- men ikke nu.Hun ville ikke drive ham til vanvid, men prøve give ham lidt plads.
Ringene var måske kun et symbol, men lige nu gav de hende en tryghed hun virkelig behøvede.Hun have i et par dage troet at hendes eventyr med den høje blonde dæmon, var endt...inden de for alvor var komme igang, og det havde virkelig gjort hende ængstelig.Nu....nu var det lille gyldne bånd med til at elimineret tvivlen, og på en enkel og fin måde fik det fortalt at de var sammen.Hørte sammen.
Sådan oplevede hun det- og hvis nu hun bare blev i sin egen lille verden, sin egen lille bobbel...uden at spørge ind til Andrija, så kunne hun måske have sin opfattelse i noget tid,inden nogen forsøgte briste den.
Glad...lagde hun sin hånd i hans, og smilede.Han var galant , når han selv ville- og selv om Millicent var helt pro ligestilling, måtte hun indrømme at når en person man var komplet 'head over heels in' gav den slags opmærksomhed, så var det skønt.
Skønt....hendes læber sluttede sig til Andrijas, og Millicent fik en al al for stor reaktion, al for tidligt.
Hun ville gerne være ...tilbageholdende..i sit kys, og det lykkedes på sin vis også, hvis man lige er flink at ignorere at hun pressede sig alt for meget ind til ham, og derfor skyldbetinget trak sig væk, da han sluttede kysset.
Nå...men det havde han sikkert ikke opdaget...og heller ikke hendes øjne der havde fået deres glans tilbage.
Hun strøg sin hånd over hans kind..ville sige en ting...men valgte at droppe det, og sagde istedet " Det skal nok gå...ganske fint..bare vent " lovede hun .
Millicent begyndte at le....for første gang i adskillige dage...lo hun og gik over ved Andrijas side.
" Det er en dejlig tanke...at hænge på dig....men min træning der i mod !" Millicent lød dramstisk og lødtede hænderne mod himlen." At gifte sig med sin ...øh..at forlove sig med sin mentor...meget modigt"
Hun smilede....hun kunne lappe cykler i fem timer, hvis det var med ham.Eller ...hun kunne se HAM lappe cykler i fem timer. " Nej..æh...jeg har kun drukket fra dig...du ved...udover ham med håndledet ,du gav til mig...det er mere fordi...de følelser det.." hun bremsede sin tale strøm...og så på ham " Jeg drikker ikke blod fra en fisk eller noget havdyr, æv....det gør jeg bare ikke! "

Hvad der var sket anede Andrija ikke, men pludselig syntes alt Millicents triste humør at være forsvundet i en sky af glæde og iver. Han måtte ligefrem kæmpe for ikke at smile over den glæde hun næsten druknede ham i. "Jeg har heller ikke sagt du drikker fra mennesker." Lød det fra ham i en næsten kedelig tone, efter lige at have hørt på hendes friske og opmuntrende, om ikke for ham, så hende selv. "Men har du ærligtalt tænk dig at betale Patrick for at få mad på bordet?" Han drejede sig omkring og stirrede på hende uden antrækning af hverken det ene eller det andet smil. Han overvejede hvad han kunne give hende, for at hun forsøgte at drikke af mennesker. I lang tid overvejede han det, vidste ikke helt om han kunne bestikke hende med det ene, men så måske med det andet. "Jeg køber et smykke til dig." Han huskede at gøre det klart for hende at han nok skulle købe det. "Hvis du i den kommende uge drikker fra to mennesker, to forskellige og det behøves ikke være så de dør, du må bare ikke kende nogle af dem." Udfordrede han og trådte helt tæt på hende.
"Det er ikke meget jeg kræver af dig, men en tam mis lærer ikke at fange sin egen mad, hvis den kun får det serveret og tænk hvis jeg pludselig forsvinder en dag, så er der ingen der kan fodre dig." En sitren i mundvigen og så trak han sig tilbage for at afhøre hendes valg.

*De fleste mennesker betaler jo for deres mad, so whats the big deal ? - Andet end jeg ligesom ikke er et menneske længere *hun himlede med øjnene.
"Altså...vi fik jo presset prisen begydeligt ned" prøvede hun , men oplevelsen af at være en elev der blev irettesat af en lære , hang all over Millicent- imens hun forsøgte stille ham tilfreds. Men hele Andrijas kropssprog afslørede meget tydeligt at banen for næste lektion varmkridtet op,Han var ikke tilfreds med hendes spise vaner, og lektionen hed "Hjemkundskab".
Millicents øjne så ind i hans, da han trådte helt tæt på.Han slørede hendes syn...ikke fysisk, men når han stod så tæt på, kastede han en dis over hendes tanker, som om han greb ud og påvirkede dem...som om de ikke kun var hendes længere.Ret irriterende at han have så stor en indflydelse på hende, hun måtte virkelig forsøge mane sig lidt op.
"Et...smykke?" kom det tøvende.
Normalt ville hun bare havde leet og fejet det væk, da hun var komplet ligeglad med sådan ting.Millicent kunne da sagtens blive både glad og lykkelig for smykker og hun havde skam intet imod dem, men hun var ikke optaget af dem eller til fals for dem, som mange kvinder eller havde tildens til.
Så det var ikke smykkedelen der tiltrak.Det var det lille ord...købe.
Hun ville rigtig gerne have , at Andrija fik en fornemmelse af at der var stor forskel på affektionsværdien...på om man gjore sig lidt umage, når man udvalgte et smykke eller om man bare rullede noget tilfældigt, eller købte det man nøje havde valgt ud.
Mon han udmærket vidste det, og derfor forsøgte lokke hende sådan?
"Okay...du køber noget til mig , og jeg drikker fra en eller anden.Hvorfor må det ikke være fra en jeg kender? " ville hun vide, da det udelukkede Jose, som hun måske havde kunne overtale til at hjælpe?
Hun kunne ikke lade vær med at smile da han sammenlignede hende med en tam mis.Det var nok ikke helt skudt forbi, hun var den tamme huskat,der ville kæle og ligge i et skød, imens dens mad blev sat frem i små skåle.Han ville se hende som den stolte og egenrådige vildkat,der spankulerede stolt rundt som ejede den hele byen...kom og gik som den ville.
Så nu....nu ..skulle hun så lære at fange og flænse sin mad.
Millicent sukkede..hendes hænder gled ind under hans jakke, hvor de greb fat i hans skjorte og pillede lidt ved den stribe af knapper der var. " Men...du skal vide...at når jeg drikker...føles det..g—godt" hun ville ikke have skæld ud over det bagefter.Hvis han virkelig insisterede på hun skulle bide andre, måtte hun sikre sig han forstod og havde det fint med...det hele.
Ja okay....andre ord ville have ramt bedre i deres beskrivelse...ophidsende, frækt, hedt, stimulerende osv
Men hun var sikker på han fangede budskabet.Millicent låste sit blik på sine hænder, så hun ikke behøvede se ind i hans.Hun vidste jo ikke om det ville være en ...stimulerende ...oplevelse for hende at bide i nogens hals, hver gang- eller om det var samspillet og hendes følelser for Andrija der havde påvirket drikkeriet.

Andrija kunne næsten klappe i hænderne af begejstring. Perfekt! "Jeg køber en gave, et smykke, og du tager lidt af mindst to personer." Et tilfreds hult smil lå på hans læber, mens han undrede sig over hvad hun så havde gang i. Forhåbentligt ikke at klæde hende af. Da hun kom med sit spørgsmål omkring kendskabet til sine ofre, trak han hånligt i smilebåndet. "Fordi det vil give dig en fordel, en tiger kender heller ikke ikke sit offer før det er dødt." Det var et latterligt spørgsmål i følge ham, men sådan skulle det åbenbart være og det kunne han ikke gøre noget ved.
"Jamen det er da fantastisk!" Udbrød han, tydeligvis skuffet over at hun ikke fandt det naturligt. "Det er jo det du skal få smag for." Han trak hendes hånd væk fra sit tøj og vendte rundt for at komme tilbage til bilen, for stanken var begyndt at irritere ham. "Vi kan få en af fluerne smækket nu, hvis du finder det interessant?" Han vendte rundt og gik det sidste stykke hen til bilen med ryggen fremad og fronten vendt mod Millicent. På hans læber var et glad og tilfreds smil, men ikke andet end hvad hun så tit så.
"Men hvis du fortrækker at gøre det selv, skal jeg nok lette røven og komme af sted." Han stak bilnøglerne i bilen og satte sig ind. "Så vil jeg købe noget til dig." Han startede bilen og lod hende springe ind hvis hun ville, ellers ville han vende bilen 180 grader og køre væk fra havnen. Selvom det var midt om natten vidste han lige hvad han skulle gøre. Det skulle være noget helt specielt og så skulle han også lige betale, men han havde ikke nævnt hvordan det ville blive. Selvfølgelig ikke med penge. Det var han for nærig til.

Hvorfor alt med han skulle være så besværligt, det nægtede hun at besvare.
Men Andrija havde jo haft ret da han havde pointeret h or forskellige de var.
Hun kunne ikke gøre ham tilfreds, ikke i ret lang rid af gangen og når det skete, var det nærmest by accident.
Hun kunne næsten fornemme den første krakkelering, da han blev irriteret over elevens dumme spørgsmål.
" fint...jeg finder en jeg ikke kender" mopsede hun.Hun ville langt hellere bide Jose , end en eller anden tilfældig.
Nå...men det måtte så blive en anden gang, hvis det kom til det.
"Er det fantastisk? " hun lød næsten som han havde pisket hende.
Hvorfor fanden syntes hendes forlovede at det var fantastisk at hun blev li.... At hun fik ...tanker...når hun sad med tænderne i andres hals ? Han ville havde det...han ønskede hun skulle have det sådan, og han ønskede hun skulle drikke løs af folk. Millicent blinkede et par gange...hun kunne slet ikke finde hverken hoved eller hale i det, kun Andrijas typiske adfærd.Han flyttede hendes hænder og hun løftede dem op, viste hun ikke havde noget i dem - som på en film- og trådte så selv tilbage.Jamen...fint, så kom " hun pakkede sig sammen mentalt og fik stablet sit lille værn op.
Hvis han ville sende hende i favnen på en anden, så håbede hun virkelig at han var parat til at blive stolt over hende bagefter.Selv gjore hun køb med alt hun stod for, og hendes knæ skælvede da hun satte sig ind i bilen.
Hvorfor var hun altid.... uden redningsvest, og i et skibsforlis med Andrija?
" Smid mig af ved en klub...og jeg vil gerne gøre det alene, få dine kiks på en anden måde...der skal ikke være tilskuer på" vrissede hun og skulede til ham.
Ja...i hendes hoved var det på det nærmeste sidestillet med sex, og det var muligt at hun tog fejl der...men hun havde kun bidt i en hals...og det var Andrijas, og hun kunne fandme godt skrive under på der for sex igennem hendes tanker der....desværre.

Efter at have trillet igennem den halve by, stoppede Andrija op ved en klub der ikke var voldsomt kendt, men der var alligevel nogle stykker. Det skulle være nok for Millicent. Han holdte bilen foran og lod hende springe ud, selv havde han lige et par ting at ordne samtidig med 'indkøbet' af kronen. "Jeg kommer og henter dig om to timer." Han rakte ind over Millicent og åbnede hendes dør, før han trak sig tilbage og lod hende springe ud.
Da hun var ude af bilen og havde lukket døren, satte Andrija straks bilen i gang igen og forlod stedet med en fart der tydeligt afslørede at han havde planer for de timer han lod Millicent hænge i baren. Først da han var kommet ud i de mere skumle - som nogle mennesker ville kalde det - kvartere af Terre, lod han bilen standse og forlod den kort efter for at smutte op i en nærliggende lejlighed.

Efter de to timer, stod en sort Audi på parkeringspladsen og Andrija var på vej hen til klubben hvor han spændt ventede på at høre hvad Millicent havde bedrevet i ventetiden. Havde hun udnyttet den eller var hun havde hun fortrudt og stukket af med halen mellem bene? Det kunne kun tiden vise og den måtte godt gå stærk, derfor var farten også sat gevaldigt op. Hurtigt nåede han indgangen som i modsætning til mange andre steder, ikke var bevogtet med en mørk bredskuldret mand med et overraskende godt fransk. De fleste var kommet igennem flygtning og kunne sproget fordi det var deres modersmål.

Hun sagde ikke så meget på deres rute gennem byen.Da de kom til en klub hun aldrig havde hørt om, standsede de ikke overraskende der. Hun var ikke mange sure sild værd, og gjore først antræk til at stige ud, da Andrija lænede sig over hende, og åbnede døren op.Hans besked om hun godt kunne tage sig sammen, og komme igang.
Hun nikkede...og smækkede døren i hovedet ind til ham.To timer...hun kunne gå ind, drikke og være ude på 10 min.
Nå...men så kunne hun skylle sin hals med noget alkohol.Det var da en kærlighed de havde tilfælles, Andrija og Millicent.Inde på Spacy, som klubben hed..tog hun plads i baren, og lod den store hvide jakke dumpe af.Det var en second class klub, der var ikke engang et krav om at parkerer sit overtøj i en garderobe.
Hun sad ikke længe før en herre havde budt på en drink og var i færd med at forsøge charmerer sig ind på livet af hende.
Hun var ankommet til klubben alene...og ringen på hendes finger var han da bedøvende lige glad med.Millicent kunne ikke rigtig høre ham, det lød som en bla bla bla..der kom ud af munden,istedet så hun på ham, men store øjne...
Han var ældre..måske omkring de 25-30 år.Velholdt....smuk og mørkhåret med brune øjne.Han var glat barbet med halv langt hår, lidt pjusket.Skjorte....sort...briller ...cowboy bukser og et drenget smil.
Millicent skyllede sin drink ret hurtig ned, og så rystede hun på hovedet, da hun mærkede hans læber mod hendes hals.
Havde hun sagt ja til det her? Hun så sig omkring....der var ikke mange, og slet ikke i den sofa krog , han halede hende over mod.
Han puffede Millicent ned...en smule for grov håndet og var hurtig nærmest over hende, med en hånd op under hendes korte røde kjole.Hun hvæsede lavt, men han havde hovedet i hendes barm og hun kunne mærke spidsen af en våd tunge.* Andrija...Andrija* kaldte hendes tanker ud....imens hun blev frusteret.....en hånd listede sig al for lang vej op, og fik hende til at gribe fat i hans hår, og tvinge hans hoved op ...op mod hendes og væk fra hendes bryster.
* hvorfor ønskede han hende ud i ....det her?* Millicent forstod det ikke og da hånden strejfede hendes tynde trusse kant, så hun fyren ind i hans brune øjne og hvæsede ildevarslende, da hendes tænder skød frem.
Hun brugte sine kræfter til at vende ham omkring og sætte sig overskrævs på ham.Lige der....lige i det øjeblik tog instinkterne over...hun fokuserede på den pulserende hals åre, pressede sit underliv mod hans ' meget villige' ...uh...det var så dejligt....det føltes så fandens godt- og huggede til.Lod tænderne finde hendes livsnerve...blodet...imens hun gned sig ind imod ham...og imens hans hænder lagde sig på hendes bryster.Hun drak....og drak....og drak..og da han tilsidst hang næsten livsløs, og der ikke længere var noget videre at gnubbe sig imod, standsede hun.knurrede en smule...og fik tænderne på plads.
For helvede da! Hun havde fået hendes første orgasme...lige der....på en beskidt klub med en fremmed mand.Ensomt.
Hun kunne mærke tårene...presse sig meget på, men hun holdte dem i ave.
Netop da øjnene hun Andrija og hendes hjerte brast...det skulle have været ham.Den første....tilfredsstillelse...det burde have været ham.
Hun satte en tom flaske i den livløse hånd, så han lignede en der var fået druk omkuld.
Da hun nåede over til Andrija, løftede hun sin hånd...og stak ham en lussing.
HAN var ansvarlig for det her.

Selvom Andrija på ingen måde var synsk eller nær det, så havde han mødt nok hidsige kvinder til straks at reagere da hun hævede sin hånd. Det mest åbenlyse ville være at komme helt væk, men det ville nu en gang vække for meget opsigt og at gribe hendes hånd endte det også ud med. Noget var galt, lidt ud over det normale. Hendes bytte havde ikke stukket halen i mellem bene og løbet, hun ville også have fanget vedkommende og han kunne selv se manden ligge over i hjørnet. Andrija var ganske enkel glad for at det ikke var ham der lå halvdød over i et hjørne af lokalet.
"Hvad er der galt?" Spurgte han ligeud og ville stikke hænderne i lommen, hvis faren for at blive slået ned drev over. Ellers ville hans hånd stadig have fat i hendes og meget hurtigt også den anden, hvis der blev optakt til slag fra den anden side. Han kunne ikke gætte hvad der kunne være problemet og hvis Millicent blottede hvad det var, ville han være flad af grin. Han ville ligge og grine sig død hvis han kunne og fik mulighed fik det

Overfaldet af sine egne følelser...og med næsten en følelse af at han havde prostitueret hende, rev hun sin hånd til sig.
"Der er intet galt...bare lad vær med at rør mig" fik hun ud, men en stemme der var halvt kvalt af gråd.
Han fattede intet...eller...var det bare for at trøste sig selv , at hun bildte sig selv det ind? Måske forstod han det hele, han gav bare ikke en meter for det, han var lugeglad med hvem hun delte hvad med...og hvem der gav hende org..
" Vi går" sagde hun frusteret..og gik mod udgangen, det var bare for meget at balancerer med, og hun nægtede..hun nægtede at give ham endnu en andledning til at piske hende med sine hånlige eller nedladende ord.
Millicent masede følelserne væk...så godt hun kunne, imens hun græd indvendig.
Det var da ikke en skid sjovt at være vampyr? Det var årets joke.Hvem gad have orgasmer hver gang de åd? Ja, HUN gad fandme ikke.Hun ville have dem med en hun elskede, men det kunne hun så åbenbart heller ikke få.
Hendes liv var rent kaos, og hun gav ham skylden for det hele.Det skulle fandme ikke undre hende, om han også havde en finger med i det...bare for at kunne grine.
"Han er så godt som død, tæller det så for to?" Lød det reserveret fra hende, som om det var med vilje hun havde gjort det.

En smugle befippet gloede Andrija efter Millicent, men var hurtigt efter hende. Han gik og undrede sig en smugle over problemet men endte til sidst med at skubbe det væk og vise hen til bilen, som han åbnede og fik gang i varmen selvom det sikkert ikke var nødvendigt. "Fint, det siger vi så." Men kun fordi hun lignede en der kunne bryde sammen hvert sekund og hvis der var noget Andrija aldrig havde lært, så var det at trøste blonde vampyrer.
Efter at have kørt rundt i byen - igen - endte de ved opgangen til hans lejlighed. Der steg han ud og trak Millicent efter sig, hvis hun da gad at slippe sædet. "Gider du fortælle mig hvem der har snuppet din sukkermad eller skal du være tvær og sur rasten af natten, for hvis det er ønsket, så kan du godt smutte." Han gad ikke at have en sur klud til at sidde i den ene ende af hans lejlighed. Det blev over hans lig. Selvom han ikke boede i noget der var en konge værd, så ville han stadig ikke have sådan noget fra gaden ind, for Millicent var på gaden, eller i hans bil.
Han snurrede rundt og åbnede op for hovedindgangen og kort efter også til sin lejlighed, som han betrådte efter at have smidt skoende i entreen. Selv blev han smidt i sofaen, hvor han fandt en flaske, skruede låget af og tog en tår.

De var ved at blive gode til det her...køre gennem byen uden at tale.
Millicent var fast besluttet på ikke at afsløre hvad der var sket, for hun kunne simpelthend ikke klare at han ville gøre grin med det.Var der noget der var helligt for ham, overhovedet?
Hun havde en trang til at holde fast i bilsædet, da Andrija begyndte at stå og hale i hende, med hun undlod og blev hjulpet godt ud." Rolig nu...jeg har kun to arme, vil nødigt undvære den ene" mumlede hun , da han halede hende afsted.
" Der er intet galt....jeg blev bare forskrækket, Andrija...over øh..at jeg fik drukket så meget fra ham." Hun så ikke på ham, han ville garanteret kunne se det var en stor fed løgn han fik, så hun møvede sig forbi ham og ind i hans lejlighed.Hun havde ikke tænkt sig at gå...og hvis det passede hende at være sur, så var hun sur.Han skulle ikke bestemme det hele.
" Hvor er den? " hun drejede sig mod ham, med et anklagende blik.
Hendes jakke havde hun glemt i klubben, men det var nu ikke den hun talte om.
" Andrija....kaninen? Du ...lovede!"

Andrija stod måbende og gloede efter Millicent, før et smil tvang hans læber op og han begyndte at følge efter hende. Da han nåede indgangen, forsvandt han og dukkede op foran sin dør, hvor han låste op og lod hende marchere ind. Da de kom ind, smed han tøjet og skoende i entreen før han selv gik ind i stuen for at slå sig ned, det havde været hans tanke, men den blev hindret. "Jamen du gav mig en på kassen og skred, så jeg kunne da ikke koncentrere mig om kaniner og løfter." Lød det fra ham i stærkt selvforsvar. Han havde været vildt begejstret for ikke at skulle hente kaninen, men endnu mere over at han ikke skulle passe den.
"Den står sikkert på bordet til middag i aften et eller andet sted, den havde et godt liv." Han greb ud efter Millicent og trak hende væk fra gangen. Der var ingen grund til at hun stod der og grublede over det dumme dyr. Den var væk, enten stadig på vor jord, eller så svømmede den rundt i himlen med englevinger og glorie. Andrija slog sig ned i sofaen og trak Millicent med sig på skødet. "Nu har du fået en ring med det hele der følger med sådan en, så burde du være tilfreds." Det syntes han selv var fair og han ville slet ikke godtage nogle former for protest. Det var helt uacceptabelt, så han trak hende helt ind til sig, for at placere et langt kys på hendes trutmund.

Hun måtte til hende irritation give manden ret.
Aftalen var indgået inden de blev venner og før hun tog sin exit.
Og udover det, så havde familien sikkert halet den ind og forkælede den som bare fanden, så de ville sikkert blive ulykkelige, hvis den forsvandt ud i den blå luft." Ja...okay.." Hun lod sig hale ind i stuen og ned i hans skød.
" Der var også mad til en hel flygtningelejr i den kanin der" lo hun og så på Andrija, der lavede lidt af et emne skift.
Smilet dansede på hendes læber og hun kunne mærke hvordan hendes sind faldt til ro...i takt med at varmen fra hans lår , trængte op igennem det tynde kjolestof og lagde sig på undersiden af Millicents lår.
Hun ville da gerne svare ham, men Andrija besluttede at helgardere og lukkede meget effektivt hendes mund, med et kys.
Millicent ville ikke klage, lige nu havde hun faktisk alt hun ønskede sig.Hun sad på skødet af Andrija , i hans favn..og hans læber mod hendes.
Han var dejlig at kysse med..hendes læber fulgte bare med,som opførte de en par dans.
" Mmm.....klager..ikke" fik hun presset ud, og hun nød at kunne stjæle en privat stund med ham.Millicent slap endelig alle sine anklager og måske gså et forsvar...bare lige nu, for en stund- og tillod sig at glæde sig over øjeblikket. Hun elskede den måde hans kind og kæbe føltes mod hendes håndflade ,der gled langsomt hen over dem, og hun nød den måde hans skulder og overarm føltes på, da hendes anden hånd samtidig lå og nussede lidt der.
" Tak Andrija"
Hun regnede med at han vidste hvor meget ringen betød for hende.
Han sendte et budskab med den, uanset om han ville eller ej.
" Det var en smuk tanke at få den indgraveret " sagde hun og snusede op af hans hals, inden hun kyssede ham nær øret, og artigt holdte sine tænder på plads, selv om de masede sig på.