Dark Night

Han lagde blidt hænderne på hendes skuldre, for at stoppe hendes svajen. Det var næsten, som da han havde lagt hænderne på hendes skuldre første gang, for at drikke af hende. Men denne gang var situationen selvfølgelig meget, meget anderledes.
"Du skal nok komme til krafter igen, når du har fået noget menneskeblod ... Men hvis du får det dårligt vil jeg da gerne tilbyde mit håndled igen." Hans stemme var lokkende og flirtende som om der slet ikke var noget alvorligt ved det, han netop havde gjort mod hende. Han hørte tydeligt hendes tanke om at han havde ødelagt hendes liv ... Hvor var hun dog teatralsk! Han havde ikke ødelagt noget som helst! Han havde givet hende nye muligheder. Og ingen havde sagt, at hun behøvede ændre noget. Han havde smagt hendes blod. Han vidste, hun var en engel. Derfor vidste han også, at hun helt bestemt havde kendt til den mærke verden på et eller andet plan. Folk omkring hende, kendte det også, og de ville sikkert have mere ondt af hende, end de ville skubbe hende væk. Det var jo sådan nogen blødsødne væsener, de engle ...
Da hun havde genvundet balancen, gled hans hænder blidt ned over hendes arme. Ikke brutalt, som tidligere, men bare en let, kærlig berøring. Som en elsker ville gøre det.
"Snart vil du se, hvor smuk verdenen kan være." Han hviskede bare blidt til hende. Forførende. Men hele tiden regnede han med, at hun ville snurre rundt og prøve at slå ham.

Hendes vejrtrækning blev mere og mere stakåndet, da han lagde sine hænder på hendes skuldre igen. Det var præcist det samme han havde gjort, da.. da.. Hun valgte at skubbe tanken ud af hovedet og fokusere på hadet hun følte. Sikke en syg form for humor han havde, hvis han ligefrem nød denne del af jagten.
Kvalmen dominerede mere og mere, og da han talte om blod igen, fik hun det som om hun skulle kaste op. Gu' skulle hun ej drikke blod fra nogen som helst! Og slet ikke ham! Men langt, langt inde, vidste hun jo også godt at det var det hun havde brug for i sidste ende. Men hun valgte ikke at tænke på det. Det gjorde mindre ondt. Og hun havde da hørt om vampyrer som levede af dyreblod... Måske var det en mulighed? Tanken lød enormt utiltalende, men hun ville ikke være et monster. Hun ville ikke være som ham, der stod lige bag hende og lad sine hænder glide ned af hendes arme. Som ham, med den forførende stemme og de fortryllede ord.
Hun rystede voldsomt på hovedet og kom til sig selv igen. Hun havde selvfølgelig en kommentar parat, som hun valgte at sige højt: "Verden er smuk. Om dagen. Hvor solen lyser alting op og giver liv." Hendes stemme lød ikke så bestemt som hun havde håbet på. Faktisk var det bare en svag hvisken. Men hun vidste at han ville høre det. Hun rørte ikke en muskel, da han snakkede forførende til ham, men snart var hendes grænse nået og så ville han få.. en mindre pæn side af hende at se.

Med hænderne på hendes arme, vende han hende blidt om og trak hende ind i sine arme, så de lå om livet på hende. Han så hende i øjnene og mærkede hendes kolde ånde mod hans ansigt. Det var først der, han så hendes vampyr-ansigt ... Og han kunne ikke lade være med at smile. Hun havde selvfølgelig været smuk før, men han var ikke i tvivl om, at hun kunne slå benene væk under hvem-som-helst nu. Og tænk engang, at han havde gjort det. Han havde forvandlet hende. Det var faktisk svært for ham at tro, det var lykkedes. Han havde jo egentligt famlet i blinde.
"Uden natten, kunne dagen ikke eksistere," hviskede han. Han strøg hende over kinden. Det var morsomt at provokere hende. Især fordi hun indtil videre ikke lod til, at hun ret faktisk kunne slå ham. Med mange af de andre piger, han havde bidt, ville han tro, det var fordi de havde forelsket sig i den overjordiske skønhed. Men han vidste, at hun hadede ham som pesten, og alligevel ville hun ikke slå ham. Ikke engang råbe af ham! Hvad var der dog galt med pigebarnet?

// Undskyld, det blev lidt kortere. >.<

Hun skar tænder af ham, da han trak hende ind i en "omfavnelse". Sikke en skid. Hun måtte beherske sig for ikke at spytte ham i ansigtet, da han smilede. Ja, det var vel nok sjovt! Hun vidste ikke, at hun nu var forvandlet eller at hun så anerledes ud, så hun troede at det var for at få hende til at lave det endnu dårligere. Hvis det overhovedet var muligt.
Hun slap øjenkontakten og kiggede ned i jorden, da han begyndte at tale. Som et lille barn, der fik skældud af sin mor. Uden natten kunne dagen ikke eksistere. Det var der vel noget om. Men så alligevel.. Hun var skabt til at leve om dagen! Skabt til at leve under solens varme, livsgivende stråler. Dette var så forkert. Hun følte sig beskidt, forrådt og forladt.
Da han så strøg hendes kind, knækkede filmen for hende. Hvor vovede han?! Hun bed tænderne sammen og snerrede lidt, hvorefter hun så chancen. Og tog den. Hun hamrede sin højre hånd ind i hans mave, i håb om at få alt luften ud af ham. "Du. Skal. Ikke. Røre. Mig!" Hvæsede hun.

//I lige måde. o_O//

Hendes tanker morede og fasinerede ham på én gang. Hun virkede så ynkelig, men alligevel filosoferede hun, så man ikke kunne undgå at blive fanget af det. Han smilede svagt af hende og ventede tålmodigt på at hun ville sige nogen af de tanker højt.
Han måtte egentligt indrømme ... han ville høre hendes stemme ... Han fandt hende meget attraktiv og direkte tiltrækkende, men alligevel ... han vidste også, at det han følte ikke havde noget med kærlighed at gøre. Han havde ikke kunnet elske siden han var menneske. Hvis han da virkelig havde elsket nogen der.
Han slap hende, trådte tilbage og tog sig til maven, da hun slog ham. Men chokket og smerten varede kun et øjeblik og han greb fat om hendes underarme i stedet.
"Det er ikke længere dit valg, smukke," grinede han. Endelig! Lidt vrede! Han var faktisk godt tilfreds ... og det vrede udtryk klædte hende, på en ubeskrivelig måde.
"Du ved ikke, hvordan du skal overleve som vampyr. Du har brug for mig."
Han kunne ikke lade være med at presse hende lidt mere. Med hænderne om hendes underarme, rev han hende lidt ind til sig og pressede sine læber mod hendes.

Endnu engang havde hun bare lyst til at rive hans hovede af, da han grinede smørret. Han fik hende til at fremstå som én stor joke. Det kunne selvfølgelig diskuteres, men hun var desværre ret sikker på, at det var sandheden. Men hun havde ikke lyst til at kende sandheden! Så hellere leve i uvidenhedens lykkelige skygger.
Hun mærkede vreden sitre i hende, da han endnu engang talte ned til hende. Og hun blev lidt i tvivl om han var døv eller bare lettere retarderet, for han gjorde i hvert fald ikke som hun sagde. Hvad skulle hun ellers gøre for at banke det ind i skallen på ham?
Hun sukkede da han endnu engang vidste at han havde ret. Hun havde brug for ham, om hun ville det eller ej. En negativ kommentar var på vej, da hun blev afbrudt af et par læber. Sikke et svin! Hun lagde sine hænder på hans skuldre og brugte alle sine kræfter på at skubbe ham væk.
"Du elsker bare at irritere og ulykkeliggøre folk, hva'?" Mumlede hun surt. Men hun måtte huske sig selv på ikke at være alt for provokerende, da hun som sagt havde brug for hans hjælp.

Han mærkede hendes hænder på hans skuldre, og hvis det ikke var for hendes tanker, ville han måske endda have troet, at hun ville gengælde hans kys. Men sådan gik det selvfølgelig ikke. Hun var så hidsig, og Diego kunne ikke gøre for det, men han fandt det så bedårende.
"Enhver er sin egen lykkes smed ... Jeg søger bare min egen lykke." Han strøg hende over kinden igen, men slap hende så helt. "Du burde tænke lidt over, hvordan du opføre dig overfor mig ... Jeg kunne jo bare forsvinde, hvis jeg blev træt af dig, og hvor i verdenen ville du så stå?" Han vidste, at han ikke ville forsvinde på grund af hendes uvilje. Det gjorde ham bare mere stædig for at få hende. Men hun vidste jo ikke, hvordan han egenligt var ...
Han trådte et skridt væk fra hende og lagde hovedet på skrå ... Hans arme hang ned langs siden, men han var vågen og klar til at gribe fat i hende, hvis hun prøvede på noget. Sådan en livlig tøs ... Det skulle skam nok blive rigtig sjovt!

En stemme, fortrængt til det bagerste af hans sind, anklagede ham for at være blevet præcis som ham, der havde forvandlet Diego ... Men selvom han burde skamme sig, kunne han ikke lade være med at finde det sjovt. Det var morsomt at lege med hende. Det måtte være det samme kick den mand havde haft, da det var Diego selv, der havde været den uvillige nyforvandlede.

Hun skulle lige til at snerre af ham endnu en gang, da han strøj hende over kinden, men holdt igen da han trak sig væk. Hvis ikke han havde gjort hende så rasende, ville hun måske endda havde smilet en smule. Men hendes smil - eller bare muligheden for at smile - havde han slagtet. Det var ham som var skyld i at hun var endt sådan her. Og hvorfor? Det vidste hun ikke. Gad vide om hun overhovedet havde lyst til at vide det.
Da han så truede med at forsvinde og lade hende klare sig selv, gispede hun. Selvom hun så inderligt ønskede at det ikke var sandt, havde hun brug for ham. Mere end noget andet lige nu. Selvom han var skyld i hendes tilstand, var han også den eneste som kunne hjælpe hende. Hun bed tænderne sammen og knyttede hænderne, mens hun kneb øjnene sammen og stirrede olmt på ham.
Men så begyndte tankerne at flyve frit omkring. Det var hovedsageligt to ting, som fyldte hendes hoved. Hvorfor? og Hvad nu? Hun havde ikke lyst til at stille ham disse spørgsmål da de bare ville få hende til at fremstå som dum og bange. To ting, som var rigtige. Men hun ville ikke fremstå som svag foran ham. Aldrig nogensinde - om det så blev det sidste hun gjorde.

Han smilede tilfreds og kold af hends snerren. Han nød sådan, at se hende vred. Uanset hvor sygt og forkert det mon lød. Hendes hidsige fremtræden ville nok også blive en fordel for hende, når hun kom mere ind i vampyrtilværelsen. Selvom hendes ofre nok ville komme viligt til hende, havde hun krafterne til at nedlægge sit bytte.
Diego havde det, som om han avde skabt et sandt mesterværk!
Han lagde hovedt på skrå og så lidt på hende. Så stoppede hans smilen. Hun reagerede slet ikke ... hun stod bare der og stirrede på ham! Helt ærligt ... kunne han virkelig ødelægge hendes kamplyst så utroligt hurtigt?
Han sukkede svagt af hende.
"Hvor bor du? Vi skal væk, før solen står op ... " Han regnede med, at hun allerede vidste, hvad solen ville gøre ved dem. Ellers havde hun aldrig flippet sådan over at blive et nattevæse. Sikke hun klynkede ... han kunne ikke sætte sig i hendes sted. Han havde altid følt at han tilhøte natten på en eller anden måde.

// Undskyld for evt. stavefejl, men skole-tastaturer er mega dårlige ==

Hun valgte at ignorere hans smil. Dels fordi hun ikke ønskede at han blev sur og skred og fordi hun havde på fornemmelsen af, at han godt kunne lide at provokere hende.
Hun kneb øjnene en smule sammen da han spurgte om, hvor hun boede. "Vi skal væk". Vi? Troede han virkelig at hun ville give ham husly efter dennne behandling? Hvad var han - dum? Hun havde ellers troede at han var rimelig intelligent. På en syg måde.
"I Terre," sagde hun kort, men gjorde ingen mine til at flytte sig. Han skulle ikke komme her og tro at han ejede det hele, bare fordi hun ikke var sig selv. Og apropos at være sig selv... Hun følte sig faktisk ikke anderledes end hun havde før. Jo, selvfølgelig var der nogle fysiske ændringer, men mentalt... Næh, ikke rigtigt. Hun havde ellers haft en teori om, at han engang havde været menneskelig og rar, men måske havde han altid været en nar. Stakkel. Hun stod næsten og fik ondt af ham, men skød hurtigt tanken fra sig. Han fortjente ikke midlidenhed og hun gættede også på, at han ikke ønskede hendes midlidenhed.

//De der gamle tastaturer? :o//

Hun havde så uendeligt ret i, at han nød provokationen. Derfor irriterede det ham også grænseløst, at hun ikke bed på krogen! Han ville ikke have, at hun skulle være rolig og neutral, når han forsøgte at provokere hende ...
Han sukkede tungt og rystede på hovedet. Fint! Hvis hun ikke ville have ham i nærheden, og hun ikke ville have hans hjælp, så fik hun den sateme heller ikke!
"Hør her, tøs," mumlede han, og i samme øjeblik gik det op for ham, at han ikke havde hørt hendes navn ... Han fandt det dog efter at have rodet lidt i hendes sind ... Den korte pause var alt, der var brug for, for at han faldt lidt ned. Han lagde en blid hånd på hendes skulder. "Chloé," sagde han blidt. "Du ved, hvad der ville ske med dig i sollys nu, ikke?"
Han ventede ikke på, at hun fik svaret. "Du føre an ... til dit hjem. Vi har kun et par timer endnu." Han fjernede hånden fra hendes skulder og så afventende på hende. Hvor var den tiltrækkende vrede hende? Han hørte den i hendes tanker, han kunne se den i hendes aura, men der var intet i hendes ansigt, der afslørede den slags følelse.

// Yea, min skole har de helt gamle stationære skod-comp. >.<

Hun veg tilbage fra hans ændrede tonefald. Hun kunne ikke rigtig sætte finger på, hvordan den var, men den fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Hun kiggede spørgende på ham, da han pludselig kendte hendes navn. Det... skræmte hende lidt, for at være ærlig. For hendes navn var ikke noget hun talte højt om - det holdt hun for sig selv.
Da han ændrede tonefald igen, gjorde hende endnu mere forvirret. Den var nu sukkersød og blid. Hun forstod ham ikke. Det gjorde hun simpelthen ikke og det frustrede hende. Hun sank en klump - jo hun vidste godt hvad der skete. Tænk at hun aldrig nogensinde vil blive varmet at solens stråler igen. Hun blev helt trist ved tanken, men sådan noget kunne man vel vænne sig til.
Hun overgav sig irriteret og drejede rundt på hælen, hvorefter hun begyndte at gå. Efter at have genfundet balancen selvfølgelig. Det var så irriterende at han troede han kunne gøre der passede ham, bare fordi han var en vampyr. Men hun måtte indrømme at han havde udnyttet hendes tilstand til fulde, hvilket bare fik hadet i hende til at vokse.

Diego smilede tilfreds, da det løb hende koldt ned af ryggen. Det var sjovt at lege med hende. Hun var som musen mellem kattens poter. En hund i et spil kegler. En flodhest i en porcelænsbutik. Hun var rundt på gulvet, og Diego elskede det. Det betød bare at han ville have styr på hende, indtil hun endelig samlede sig til at gå ordentligt op imod ham. Men sådan noget kunne tage år - og dog ... hun virkede ikke som typen, der bare lod andre kontrollere hende. Heller ikke selvom hun var i chok over forvandlingen.

Da hun vendte om og begyndte at gå, tog han det som om hun var på vej til hendes lejlighed i Terre og bare ikke ville snakke med ham. Så han fuglte efter. På et meters afstand, så han nok ville kunne nå at dukke sig, hvis hun slog ud efter ham, eller noget i den stil.
"Du blev så stille, Chloé?" Han smilede bredt og regnede med, at hun ville hvæse af ham. Det skulle nok blive en spændende dag. Hvis de da overlevede, når hun var så usamarbejdsvillig.

Mens hun gik, prøvede hun at orientere sig og overvejede kort, om det ikke bare var nemmest at ringe efter en taxa. Hun var ikke kendt for at være den mest sportslige i klassen. Men hun blev ved med at gå og prøvede, så godt hun kunne, at ignorere at han gik bag hende.
Men da han selv søgte kontakt til hende, sukkede hun indvendig. Denne var endnu en kommentar som var sat fri af én grund - at irritere hende. Hun vidste godt, at det ikke var en godt idé at lade sig gå på af sådan noget, men hun hvæsede: "Det gjorde du ikke. Desværre." Ordene havde ikke været så hårde, som hun ønskede, men hun fik da sit budskab ud. Hvorfor var det egentlig at hun åbnede sit hjem op for ham? Det fortjente han da på ingen måder! Hun gjorde sig selv mere og mere vred, og måtte huske på, at han i hvert fald ikke skulle se det. Det ville nok være et slags tegn på sejr for ham.

De var nået Terres boligkvarter, da hun pludselig stoppede op, og fandt en nøjle i sin taske. Hurtigt fik hun låst op og smuttede ind i opgangen. Hun kiggede sig ikke engang over skulderen for at se om han var med. Opgangens lys blinkede ustabilt i neonfarvede nyancer, som hun ikke syntes var stadig beroligende. Derfor skyndte hun sig op på anden sal, hvor hendes lejlighed lå. Hurtigt fik hun ligeså åbnet og smuttede også hurtigt derind.
Lejligheden var ikke speciel stor - hun havde jo ikke brug for forfærdelig meget plads, når hun bare var hende. Og så var den meget, meget lys. Der var næsten kun brugt hvide farver.