Hvad i alverden laver jeg dog her!? ~ Daelyn

Tid; 22.00.
Sted; Havnen.
Vejr; Blæser og regner lidt.
Omgivelser; Få væsner.

Yuuki sad i sin lejlighed midt i Terre, hun bed sig stille i læben og overvejede hvad hun skulle lave, efter noget tid sukkede hun og gik ud og tog sin jakke på, hun gik hurtigt ud og så sig lidt rundt inden hun satte retningen mod havnen, hvorfor anede hun ikke, måske var der nogen at snakke med? Måske havde hun bare brug for at være et sted hvor hun regnede med at der ikke kom så mange? Hun vidste det ikke, men nu var hun i hvert fald på vej derhen.

Da hun nåde havnen sukkede stille, hun havde glemt hvordan det stank på havnen, men nu var hun her, og hun orkede ikke at gå tilbage til byen selvom lugten skar i hendes næse, hun sukkede igen og gik forbi en mindre flok drenge/mænd i 17-20 års alderen, de råbte noget efter hende, men hun var nået så langt væk nu at hun ikke hørte hvad det var, og hun gad ikke rigtig gå tilbage til dem, hun sukkede endnu en gang og lænede sig op af en mur og dækkede sin næse lidt til for at skåne den lidt.

(Hende Yuki sukker sørme meget xD)


Balancerende med sine arme strakte ud fra kroppen og med sin æsellignende hale svingende bag som en ekstra forsikring om, at han nok skulle holde balancen, bevægede Daelyn sig hen langs vandet på et bredt træhegn, der adskilte havet og selve havnen. På den ene side af ham bredte det mørke vand sig som et krakeleret spejl, dets blanke overflade brudt af regnen, bølgerne og strømmene fra de både, der var på vej i havn; på den anden side af ham lå der rødmalede hytter, fiskenet, der havde slået knuder på sig selv, en enkelt isbod og ikke mindre en to meter fra ham stod en samling unge menneskedrenge. De så ud til at være et par år ældre end ham - udseendemæssigt, selvfølgelig - og de grinede fornøjet af ham, da han passerede forbi dem, som var han en cirkusklovn kun skabt for at underholde dem. Han så til sin irritation, at en af dem pegede af ham.
”Hvis jeg var dig, ville jeg holde op med det der, før jeg mister min finger,” snerrede han. Fyren hev øjeblikkeligt sin hånd til sig igen.

Daelyn sprang ned fra hegnet og fortsatte hen af havnen med fast grund under fødderne. Lugten af fisk var tænderskærende dårlig, men midt i al den afskyelige stank, var der en lugt, der skilte sig ud. Lugten af dæmon. Nysgerrig efter at se, hvem hans artsfælle var, drejede han rundt og fik i det samme øje på en pige, der stod lænet op af en mur. Han så ud til at være noget ældre end ham selv, men hun var dog stadig ung.

Yuuki stod og så på lidt rundt mens hun tænkte og prøvede at holde stanken af af fisk ud, hun sukkede og så over på drengene som stod og grinte at en yngre dreng, han så i hvert fald yngre ud, hun vidste jo ikke hvor længe han havde eksisteret, hun så over på drenge gruppen da hun hørte dem grine og så en af dem pege på drengen, hun fnøs, og kunne kun lige høre hvad drengen sagde til dem. Self. kunne hun ikke lade være at grine da hun hørte det.

Hun smilede da drengen hoppede ned fra hegnet, hun bed sig i læben og så ud over havet lidt for ikke at stirre på ham, hun hadede selv når folk stirrede på hende, så det skulle hun self. ikke gøre ved andre, hun sukkede stille og så på ham igen, hvis hun skulle give et gær ville hun sige at han krops mæssigt var de 16, måske yngre, men hun var ikke sikker, sendte ham bare et lille venligt smil.

(Jeg undskylder for det sene svar. Mit internet har kommet og gået i dag, så jeg kunne ikke rigtigt skrive et svar >__>)


Tøsen smilede til ham. Det ville så sige, hendes læber rørte i hvert fald på sig. Om det var et smil eller ej, kunne han ikke bedømme fra den lange afstand, men lige meget hvad så kiggede hun i hvert fald på ham, og det tog Daelyn som en indbydelse til at gå over og snakke med hende. Hun så da også lidt ensom ud, som hun stod lænet op af muren uden nogen form for selskab.

”Griner du af mig?” spurgte han med et let smil hængende på læben, idet han bevægede sig hen imod hende. Han havde godt hørt en pigelatter før, da han havde givet den ældre dreng fra før tørt på, og eftersom hun var det eneste kvindelige væsen på hele havnen, måtte det være hende, han havde hørt.
Han rystede på hovedet, for at få vandet ud af sit sorte hår. Hvorfor skulle det også lige regne…? Kulden kunne han klare, men regnen var simpelthen for meget. Især for ham, der kun var iført et par stramme sorte jeans og kedelig sort T-shirt. Hans beklædning kunne få de fleste til at fryse ved det blotte sin af de bare arme og fødder, men han bemærkede knap nok kulden. At være immun overfor vejret var en af goderne ved at være en isdæmon.

Hun smilede lidt da drengen gik over mod hende, hun så ned i jorden lidt og så op på ham da han snakkede til hende "Måske en smule" sagde hun smilende da han spurgte om hun grinte af ham, hun skævede over til flokken af drenge et godt stykke fra dem og rystede let irriteret på hovedet, hun forstod ikke den slags mennesker, hun sukkede stille og smilede til dreng, hun forstod ikke helt at han ikke frøs, det eneste hun vidste var bare at han var dæmon, andet kunne hun ikke bedømme, hun kunne b.l.a. bedømme det ud fra måden han havde svaret menneskene igen på.

Hun sukkede stille "mennesker" mumlede hun stille og rystede lidt på hovedet igen og så, så på ham med et smil, hun gned sig godt på den ene arm, hendes ene hånd blev rød kort så hun kunne varme sig kort, som ilddæmon var hun ikke immun overfor vejret, hvilket irriterede hende lidt, men hun ville hellere kunne varme sig til enhver tid en at kunne alt muligt andet.

// Fair nok :3 //