Tordenvejr - Valerie.

Valerie smildede kækt, men så undrende på Nathan. "Er du helt sikker?" hviskede hun hæst og kyssede ham på hans hals. Hun kunne godt li' ham. Han virkede som en meget sjov fyr. Hun grinede lidt og kyssede ham ¨så en gang til.

Nathan nikkede bestemt med hovedet, inden han tog sig den frihed at placerer sine hænder på hendes bagdel - igen. Et let smil dannede sig på hans læber, da hun kyssede hans hals. Hvor frækt. På en eller anden måde lykkedes det ham at få hende ned at ligge og satte sig efterfølgende på hende, så det nu var ham, der sad øverst. Han tog fat rundt om hendes hånd, hvorefter han lagde hendes hænder et sted på jorden over hendes hovedet, så hendes arme nu lå vinkelret.

Valerie grinede da han satte sig oven på hende. Gad vide hvad han har tænkte sig at gøre nu* tænkte hun og smilte kækt. Hun rystede lidt på hovedet af ham, men de generede hende ikke at han sad ovenpå hende. Tværtimod! Hun blev ved med at smile og vente på hans næste move.

Nathan lænede sig langsomt ned mod hende, indtil hans brystkasse næsten rørte hende. Ikke helt, men næsten. "Du er helt sikker på, at du ikke er kilden?" spurgte han med et skævt, drenget smil, hvorefter han kortvarigt løftede det ene bryn, men lod det hurtigt falde på plads igen, da han rettede sig op og prikkede hende prøvende, forskellige steder på kroppen.

"Nej jeg er ikk kilden!" svarede Valerie stolt og grinede. Hun rystede lidt på hovedet af Nathans prikkeri. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gører, så hun lå bare stille og ventede på at han blev færdig med at prikke til hende.

Eithan stoppede sit prikkeri, ærgede sig over at hun ikke var kilden. Måske var det tøjets skyld? Et lusket smil strejfede hans læber, hvorefter han løftede lidt op i hendes trøje og lod en hånd glide derind, hvor han så lagde håndfladen mod hendes maveskind; han holdt den dog der, da han ikke ville opfattes som en alt for pervers stodder - men det var nok forsent nu, da hun nok allerede havde fået det indtryk af ham.

Valerie løftede et øjenbryn, da Nathan tog sin hånd under hende trøje. Men hun beklagede sig ikke. Hvis hun skulle være helt ærlig kunne hun godt lide det. *Så så! styr nu dig selv!* tænkte hun og tog en dyb indånding. Men hey.. Man er vel et menneske!.. sådan da* tænkte hun og et smil strejfede hendes læber. Hun kunne ikke gøre for at hun ikke kunne styrer sine følelser!

Da Nathan ikke længere kunne styre sig for at køre sin hånd længere op, gjorde han det. Dog kun en lille smule. Men altsåe, hun kunne vel bare sige, at han skulle lade være. Han lænede sig ligesom tidligere ned mod hende, så hans hoved cirka kun fra fem centimeter fra hendes. "Hvad tænker du på?" spurgte han med et let smil, næsten hviskende; eller han var ikke så god til at hviske, så det var faktisk ikke så lavt. Men så var han da også sikker på, at hun kunne høre det.

Valerie grinede og sukkede så let. "Hmm.." mumlede hun langsomt. "Jeg tænker på at du virker son en sød fyr!" sagde hun glad og prikkede ham på næsen "Men også lidt pervers!" tilføjede hun med et grin. Hun kunne faktisk rigtig godt lide ham. Hun havde ellers kun mødt nogle kedelige typer, men han virkede rigtig sjov og sød.

Nathan sendte hende et stort smil, da han hørte hendes svar og rettede derefter ryggen, så han nu sad oprejst. "Men du kan lide det," svarede han og grinede let, inden han løftede øjenbrynene op og ned to-tre gange. Han fjernede sin hånd fra hendes mave og rettede lidt på hendes trøje. Derefter kørte han begge hænder gennem sit lyse hår et par gange. Det var faktisk ikke hans ægte hårfarve; hans rigtige hårfarve var brun. Men da han en gang var blevet træt af det, havde han farvet det fuldstændig platinblond.

"You know i do!" sagde Valerie og smilte kækt. Hun så til mens Nathan ordnede sit hår. "Er det virkelig din ægte hårfarve?" spurgte hun og klappede ham på hovedet. Det var meget blond* tænkte hun. Men det var hendes eget jo også. Det var hendes naturlige hårfarve. Hun havde altid været fulstændig blond. Mærkeligt egnetlig, nu hvor hun tænkte over det.

"Nej, det er det ikke," svarede han med et skævt smil og rystede kort på hovedet. "Det er farvet - se." Han holdt pandehåret væk fra panden, så der kunne ses cirka to millimeter brunt hår ved hårgrænsen. Han slap det lidt efter, så det faldt på plads igen og skjulte det meste af hans højre øje. "Hvad med dit hår?" Han trak op i en af hendes hårtotter og fulgte den hele vejen ned til hendes hovedbund. Der var ikke nogen udvoksning at se. Så måtte det vel være ægte. Eller farvet for nyligt.

"Nej Mit hår er den ægte vare!" sagde Valerie stolt og grinede. "Du er falsk!" klagede hun og dunkede ham på på panden. Hun vidste engentlig ikke hvorfor hun gjorde det, hun syntes vel bare det var det rigtige at gøre. Hun lå lidt og så på Nathan. "Hvad tænker du på?" spurgte hun og stjal hans spærgsmål.

"Og?" fnøs han efterfulgt af et kort grin, da hun bankede ham på hans pande. Med en let håndbevægelse strøg han pandehåret til siden, men det faldt bare genstridigt ned i igen. Nathan smilede først lidt skummelt af hendes spørgsmål. "Det har du slet ikke lyst til at vide," svarede han smågrinende, inden han satte pegefingeren og tommelfingeren op under hagen og satte så fingrene langs kæben.

"Jo jeg har!" prodesterede Valerie med et skævt smil. "Sig det nu!" plagede hun ham og gav sig til at prikke ham i siden igen. Det hjalp vist ikke rigtig, men hun blev alligevel ved.

Nathan grinede lidt, da hun begyndte at prikke til ham. Det var dog ikke fordi, det kildede. "Gæt," sagde han blot med et bredt smil, inden lod hånden falde på plads igen; oven på hendes mave. Nej, han tænkte vel ikke rigtig på noget specielt. For at få hende til at holde op med at prikke ham, tog han hendes hænder og holdt dem et par centimeter væk fra sig. Han slap dem ikke, da hun jo sikkert bare ville begyndte at prikke ham igen.

"Nej siiig det!" protesterede Valerie og prøvede at prikke til Nathan igen, men opgav, da han holdt hende for godt fast. Istedet smilede hun stort til ham. "Siiiig deeeeet!" bad hun og sendte ham hundehvalpe blikket.

Nathan rystede bestemt på hovedet. Eftersom han havde en yngre søster, var han efterhånden blevet immun over for hundehvalpe blikket; det brugte hun nemlig tit. Men det påvirkede ham ikke mere. Faktisk tænkte han ikke på noget. Ikke sådan bevidst i hvert fald . Det morede ham bare at drille hende. Et drilsk smil gled henover hans læber.