Dark water // Athal

Tid: Klokken er omkring 22:00
Vejr: Mørkt og koldt
Sted: Stranden
Omgivelser: Fuldmåne og stjerneklart - flere detaljer følger

Marina havde været nede på stranden hele dagen. Hun havde haft fri for arbejde, så der var ikke andet at lave. Hun havde brug for at være tæt på vand i øjeblikket. Det gav hende en fornemmelse af tryghed. Hun havde brugt al sin tid på biblioteket eller på sit arbejde. Det var en mærkelig tid for hende, hun plejede at have nok i naturen og hende selv. Marina havde aldrig skabt sig selv et normalt liv før. Hun bildte sig selv ind, at hun kun gjorde det, fordi det var nødvendigt for at overleve, men sandheden var nok en anden. Hun ville have det normale liv, hun ville have det, så lang tid som hun kunne, inden hun skulle videre på sin vej. Tilbage til det simple liv igen, hvor hun bare dansede og sang for penge og boede i vandet.

Marina satte sig tæt ved vandet. Når bølgerne bar vandet op, så følte hun det kolde vand dække hendes ben. Kulden generede hende ikke. Hun kunne mærke den, men det var ikke en ubehagelig følelse. Hun havde smidt sin kjole og sko i sikkerhed fra vandet. Nu sad hun kun i shorts og en top. Heldigvis var der mennesketomt på stranden, så der var ingen mennesker, som ville generer hende eller undre sig over noget. Hvis de så en teenagepige, sidde i næsten ingenting, med benene i vandet midt om vinteren, så ville de nok ikke gå forbi uden at stirre. Marina så op på himlen, hvor fuldmånen gav lys til hele stranden og gav vandet et sælsomt lys. Stjernerne blinkede flot på en skykfri himmel. Hun hav tankerne frit løb, mens hun tænkte over det liv, som hun havde skabt sig selv de sidste par dage.

Athal var så langt inde i tankeverdenens dybe labyrinter, at han knap lagde mærke til den stikkende kulde. Mørket var blot en forenelse med de tanker, han allerede gjorde sig, og han vandrede uden at skænke omgivelserne den mindste tanke.
Han følte sig sært ... anderledes fra sit normale jeg. Mere alvorlig og længere fra den morsomme side, der ellers plejede at ligge ham så nær. Der var naturligvis kun ét svar, der kunne forklare denne besynderlige opførsel, og det var de forgangne dages hændelser. Når han tænkte på det, følte han sig underligt tom. De deprimerede timer, hvor han blot lå i sengen, søen eller andre behagelige steder, var snart sluppet op, og nu var den rastløse styrke dukket op. Pludselig havde han bare brug for at se havet, smage det salte og mærke den friske vind mod sin hud.
Han gik netop og tænkte på blå farver (hvilket ville lyde temmeligt besynderligt for en udefrakommende), da han så hende.
Det var ren tilfældighed, og han var sikkert luntet direkte forbi, hvis ikke det var det forunderlige syn af at se nogen soppe en sen vinteraften og i en kulde, der ville få julemanden til at tøjre sig med mindst ti nissehuer. Først var hun ikke lige til at genkende. Athal lagde knap mærke til, at han standsede op for at stirre, men så begyndte han at huske.
Et glimt at sommer, søen og en havfrue ... Følelser blandet med en uventet glæde dukkede uden varsel op, og nu var det fuldkommen umuligt at fortsætte.
Langsomt, som om han var bange for et bagholdsangreb med en stegepande af en art fra hendes side, gik han frem.
"Marina ...?"

Marina begyndte at bide sig let i tommelfingeren, dette gjorde hun tit, når hun var nervøs. Hun havde aldrig skabt sig et liv før. Hvad nu hvis hun blev fyret? Hvis nu hun ødelagde det hele? Dette var en bekymrende tanke. Hun så kort hen på de hjemløse. Hvad nu hvis dette var hende om et par år? Selvfølgelig ville Marina altid have vandet, men det føltes underligt tomt. Hendes art var døende. Hun var tit alene dernede - ellers var hun bange for hvad der fandtes dernede. Mørke væsner var begyndt at overtage magten, dette foruroligede hende dybt.

Midt i denne tankestrøm blev hun pludselig afbrudt. Hun så en skygge af en person på stranden, dette fik hende til at stivne. Hun gjorde sig selv mentalt kampberedt. Pludselig hørte hun sig eget navn. Hun vendte sig hurtigt rundt - og så op på Athal. En følelse af lettelse bredte sig. Hun drog et lettet suk og gav ham et stort smil.
"Athal! Det er rart at se dig igen!" hilste Marina og rejste sig op. Vandet løb ned ad hendes ben og hun gøs en smule. Hvor lang tid siden var det? Et par måneder?

Marinas selskab var lige præcis det, Athal trængte til. Måske var det endda noget, han i sit inderste havde søgt efter og blot regnet ud nu, hvor han endelig stod foran hende.
Også hun virkede glad - oprigtig glad - for at se ham, og smilet groede nærmest automatisk på plads.
"Ja - i lige måde da!" udbrød han og hersede frem, som om han i selv samme havde tænkt sig at overfalde hende med et bamsekram. Så kom han på bedre tanker, eftersom de ikke ligefrem kunne regnes for andet end bekendte, og standsede i en snublende bevægelse op. Inden Marina ville kunne nå at sætte mulige mistanker fast, satte han en talestrøm i gang.
"Så, hvordan går det?" spurgte han og kastede et nysgerrigt blik mod hendes fødder. "Er vandet godt? Jeg synes, det virker meget roligt i aften."
Det var det specielle med dem. Både Marina og han selv havde en usigelig passion for våde områder, og de havde brugt en hel time ved søen på at lege og pjaske med hinanden.
Hans blå øjne fæstnede sig ved havet, der i sin uophørlige brusen befandt sig bag hende, og han kunne ikke lade være med at tænke på hvordan, det ville være at mærke det salte vand denne aften.

Marina mærkede et sus af lykke over at se et velkendt ansigt. Hun havde mødt et par venner, men hun følte sig altid som en fremmed. Hun kunne godt huske deres sidste møde. Hun havde følt sig hjemme i Athals selskab. Det var måske fordi, at han var ligesom hende? Han var en del af vandet på samme måde, som hun var. Hun betragtede ham lidt, indtil han spurgte ind til noget.
"Hvad? Åh, det går helt godt. Alt er ved at falde på plads," svarede hun smilende og nikkede, som en bekræftelse for sig selv. Altså alt var ikke perfekt, men hun ville ikke trække Athal ind i sine egne problemer.

"Vandet er dejligt! Det er utroligt roligt - næsten ingen vind," kommenterede Marina og så smilende ud over vandet. Hun gik et par skridt ud, så hun stod med vand til anklerne. Hun så nysgerrigt tilbage på Athal. Hun ville gerne stille ham et par spørgsmål, men hun vidste ikke om hun ville blive betragtet som mærkelig.
"Kan du egentlig mærke vandets kulde? - Jeg ved godt, at det er et mærkeligt spørgsmål, men jeg har ikke mødt mange halvdæmoner i mit ellers lange liv," spurgte Marina med et undskyldende smil på læberne. Hun talte ikke helt sandt, hun havde mødt okay mange halvdæmoner, men hun havde aldrig rigtig haft lyst til at snakke med dem. De virkede altid så.. onde. Athal var den eneste halvdæmon, som hun ville betragte som ven.

Athal betragtede fascineret asparaen foran sig. Om det skyldtes et meget lavt tonefald, eller om hendes tanker også havde befundet sig et andet sted, mens han snakkede, anede han ikke, men hun virkede heller ikke ligefrem fuldkommen nærværende, da hun besvarede hans spørgsmål. Han tænkte på, om vandet mon også drev hende så meget, som det pludselig gjorde ved ham, og han fulgte velvilligt med, da hun trak mod de fristende bølger.
Sko og strømper blev skødesløst smidt i sandet, og som trukket af en usynlig snor trak i ham, så bølgernes skumsprøjt fik lov til at slå sig mod hans ankler. Et øjebliks kølighed opstod, og hele verdens liv fra havets syntes at presse sig mod hans sind. Et dybt suk forlod hans læber, og han stod og smilede til Marina, mens hun stillede ham spørgsmål.
Den vedvarende glæde tog dog et brat drejning, da hendes valg af ord - nærmere beskrivelse - nåede hans ører, og han stirrede på hende, som om hun virkelig havde slået ham med en stegepande.
"Halvdæmon?!" spruttede han forfærdet. Et kort sekund skred en mindre lysgnist over hans ansigt, og han tænkte dramatisk på hvordan, hun dog havde fået dén idé banket ind i sit hoved. "Undskyld, men ligner jeg er halvdæmon?" forsatte han og slog om med armene, så vandet, via de magiske evner, bølgede omkring ham.
Lidt efter lidt begyndte smilet dog at dukke frem igen, og han så på hende med korslagte, afventende, arme; ude af stand til at tænke på andet.

Marina så sig om - og kunne se at han fulgte med hende ud. Ingen, andre end en som hende, ville gøre dette i sådan et vejr. Hun smilede igen ved tanken om deres lignende kræfter.
"Hvordan går det så med dig?" spurgte hun nysgerrigt og så ned i vandet et øjeblik. Der var så dejligt roligt herude.
Marina hoppede lidt, da han kom med et udbrud. Hun tog et par skridt tilbage, men lo lettet over, at han ikke var blevet sur over fejlen.
"Undskyld.. Jeg kendte en fyr med lignende kræfter som dig, han var halvdæmon. Jeg har bare tænkt, at du sikkert var af samme art," forklarede hun og smilede en anelse fåret.
"I ligner altså også meget hinanden alle sammen. Det er meget svært at skelne!" udbrød Marina utilfredst og spillede sur. Hun holdt masken et godt stykke tid (man var vel skuespillerinde!).
"Hvis du så mig nu, så ville du ikke tænke over hvad jeg var. Du ville ikke kunne regne det ud. Ved du hvor mange gange, at nogen har forvekslet mig med en elver? Det er først, når de ser mine normale ører, at de tror på mig, når jeg siger, at jeg er en Asapra!" klagede hun, men smilede samtidig til Athal.

Vandet slikkede sig kælent op ad Athals ben, som havde havet blot ventet på, at han endelig besluttede sig for at træde ud i det, og han smilede afslappet til hende, mens en del forskellige forslag om hvordan, han skulle besvare hendes spørgsmål, skød gennem hovedet.
"Åh, det går skam - du ved ... helt fint," svarede han svævende og skottede henkastet op mod den mørke nattehimmel.
Af en eller anden besynderlig grund glædede det ham at se Marina hoppe sådan af forskrækkelse. Måske kom det fra sidste møde, hvor de utrætteligt havde forsøgt at bevise, at den ene var bedre og mere snu end den anden. Det rykkede voldsomt i hans mundviger, og han forsøgte ikke at komme til at grine igen.
"Jah, jeg ved, hvad du mener," medgjorde han og satte en alvorlig mine op. "Alle de gange, jeg er blevet forvekslet med Brat Pitt er helt forfærdelig." En form af et uimodståeligt charmesmil slog sig fast i vanddæmonens ansigt, og han vrikkede øjenbrynene kælent op og ned. Han overvejede kortvarigt at slibe sin mave, som om det var en vaskebræt, men indså så, at det måske var lidt for meget over bægeret.
Så i stedet gav han sig i kast med hendes oprindelige spørgsmål, inden den svære lighed mellem ham selv og Brat pitt gik op for Marina.
"Men jeg synes nu, vandet er meget dejligt. Det føles .. køligt i aften, men det er bare behageligt." De blå øjne undersøgte hende nysgerrigt. "Hvad med dig? Jeg har heller ikke mødt mange som dig."

Marina trak vejret dybt og så ned på vandet. Det var så ufatteligt roligt. Fuldmånens skær oplyste hele havet. Hun kunne mærke længselen mod vandet. Hun så undersøgende på det, mens hun besluttede sig for gøre et forsøg senere. Hun havde læst tilstrækkeligt om det, nu var hun fast besluttet på at kontrollerer det.

Hun hørte hans stemme, som bragte hende ud af planlægningen. Hun lyttede nysgerrigt til hans svar - og kunne ikke standse en panderynken. Marina spurgte dog ikke ydeligere ind til det, de kendte jo trods alt ikke hinanden så godt. Hun kunne mærke et gys gå igennem hende. Athal var fuldblodsdæmon. Dette foruroligede hende lidt, men den ubehagelige følelse kom ikke videre, før hun lo med en høj, lys latter.
"Det lyder hårdt, at blive forvekslet med en flot skuepiller," medgav hun grinende. Hans smil smittede og hun kunne mærke sit eget smil gro en smule.

Marina nikkede sig enig, da han snakkede om vandet. Hun gik to skridt videre ud, men vendte sig helt om, da han spurgte ind til hende. Hun smilede en anelse skævt og trak lidt på skuldrene.
"Der er heller ikke mange tilbage af os. Vi er en døende race. Naturen er ved at nedbrydes, det samme er min race. Teknologien har overtaget, det er vel kun et spørgsmål om tid, inden at naturen overgiver sig til udviklingen og forureningen," svarede hun og så en anelse trist ud.
Hun kastede et blik på Athal, som fik et smil frem på læberne igen. Hun fik det vist fortalt ret dystert.
"Så længe jeg er her, så vil jeg kæmpe for naturen. Jeg ved godt, at mange af mine brødre og søstre har valgt en anden levevej, men naturen gav os liv, så det mindste vi kan gøre er at reddes dens," tilføjede Marina med et optimistisk blik.

Athal nikkede, som om Marina havde fat i noget helt rigtigt, mens han lo en lydløs latter.
Med fuldmånens sølvskinnende lys, stjernernes blinken og tidspunktet blandet sammen til en god cocktail, virkede alt magisk og sælsomt. Han fyldte sine lunger med den friske luft og spidsede interesseret ørene, mens hun fortalte om sine synspunkter på den moderne verden og dens indgriben på naturen. Det fik ikke Marina just til at lyde som en nyfødt, og han tænkte flygtigt på, om han sidste gang nåede at spørge hende hvor gammel, hun egentlig var.
"Jeg kan godt se, hvad du mener," bekendtgjorde han og smilede skævt til hende. Lidt efter fulgte han efter, så vandet hævede sig adskillige centimeter. De våde dråber nærmede sig nu hans opsmøgede buksekant, og det rislede over kroppen på de steder, hvor fiskekamouflagen var brudt frem.
"Hvad har du sådan ... lavet i den seneste tid?" spurgte han pep-talk-agtigt og lod øjnene svæve mod horisonten, hvis mørke kun afslørede en stribe af det uendelige hav, før han så på hende igen.

Marina smilede taknemmeligt til Athal. Mange ville sikkert blive sure over hendes syn på den nuværende verden, måske endda kalde hende gammeldags. Det var hun jo også, selvom det ikke viste sig på hendes ydre.
"Det er jeg glad for," kommenterede hun med et oprigtigt smil.
Hun vendte sig igen ud mod det store hav. Vandets kald blev større for hver gang. Hun nød dog at snakke med Athal, så hun ignorerede kaldet og vendte sig igen om, da han igen begyndte at snakke.

Marina lo lyst og kløede sig lidt i nakken. Hvad hun havde lavet? Åh, bare sådan opbygget et helt liv og fået et par nye kræfter..
"Rigtig meget. Det er lidt en lang historie, så du får et kort referat. Jeg har fået skaffet en lejlighed og et arbejde," svarede hun og smilede lykkeligt. Hun havde jo sådanset begyndt et helt nyt liv, hvilket hun egentlig var stolt over. Det kunne være så fristende bare at blive i vandet hele tiden, og leve af hvad hun fandt dernede.
"Jeg har også oplevet noget mærkeligt med mine kræfter, men det er ikke så alvorligt," tilføjede Marina efter at have tøvet lidt.
Athal virkede så venlig, men hun havde jo egentlig lige plapret en svaghed ud til et andet væsen. Noget hun aldrig havde gjort før.. Hun så nervøst på ham, som om at han nu ville overfalde hende pga. den nye oplysning. *Selvfølgelig vil han ikke det. Han har ikke været andet end venlig overfor dig. Hvorfor skulle han dog overfalde dig?* nagede en indvendig stemme, da Marina forsøgte at berolige sig selv.
Hun fandt et smil frem, før Athal ville gætte, at hun var en smule bange for ham.

Marinas påskønnende reaktion forvirrede Athal en anelse, som om hun var vant til at blive nedgjort. Han lagde hovedet på skrå og studerede hende uden at virke for åbenlys, og jo mere han tænkte over det, jo mere gav det mening. Marina måtte være vant til en helt anden form for modstående respons fra andre personer. Han kendte jo også selv til en del, der snarere ville danse nøgen foran hele Terre iført nissehue end stikke så meget som lilletåen i den nærmeste vandpøl. Det var en besynderlig tanke, og gned sig eftertænksomt i nakken.
"Verden har været anderledes engang, hva'," sagde han og håbede ikke, det lød så tåbeligt uintelligent, som det gjorde i hans egne ører. Alle de magiske historier om naturen og dens mange aldre, som hans familie utrætteligt havde underholdt ham med, skyllede i store mængder indover ham.
Mens hun forklarede sine seneste bedrifter, kom han med de små nik og smil, der som altid afgives under en samtale, mens den anden snakker. Endnu engang kunne han lovprise den fælles historie, de begge havde, for han vidste præcis hvordan det føltes, at man meget hellere vil forblive i fiskedammen et par dage ekstra end at bøvle med at begærde sig i den rigtige verden.
Det var umuligt ikke at blive nysgerrig, så snart hun lukkede den sidste information ud. Han blinkede og rømmede sig diskret i forsøget på ikke at se alt for ivrig ud og forsøgte i stedet at bikse op med et mere beskedent udtryk. Hvor godt det så end lykkedes.
"Nye kræfter?" spurgte han og mærkede hvordan, det snurrede i hele kroppen af utålmodighed.

Det hele havde forandret sig så meget. Hun havde engang elsket forandringer, men nu kom de så hurtigt og det var for overvældene. Hun kunne ikke følge med mere, det kunne naturen heller ikke.
"Den har været meget anderledes!" svarede Marina med et bedrøvet smil. Hun var egentlig ikke trist, men snak om naturens undergang var ikke ligefrem hyggelig. Hun havde været her så længe, tanken om at skulle forlade det hele virkede mærkelig. Hun var født af naturen, hvis den forsvandt eller falmede, så ville hun også.

Marina betragtede Athal tæt. Hun vidste godt, at han ikke var ond eller farlig.. lige nu. Minder om kampe med dæmoner var nok til, at hun i sit stille sind holdt ekstra vagt. Hmm, sådan var det vel, når man aldrig rigtig kunne stole 100 % på nogen.
"Ja - en udvikling af mine kræfter. Det er vel ikke noget specielt for dig, men jeg er meget gammel, Athal. Jeg troede, at det var forbi med nye kræfter. Jeg havde faktisk regnede med, at mine kræfter ville svækkes, men at få nye kræfter, det er en uventet udvikling," forklarede Marina og så forvirret ned på hendes hænder. Det gav ingen mening! Hun havde hørt flere af hendes søstre var blevet destrueret. Deres kræfter var blevet svækket og det var blevet brugt mod dem. Hvordan kunne hun så få stærkere kræfter?

Den aspara, som for blot et øjeblik siden havde udvist frihed og glæde, virkede nu pludseligt en million år ældre og mere erfaren end Athal. Første påstand passede sikkert, og den anden lå garanteret ikke på gale veje. En sær bølge af utilpasse følelser ramte ham uden varsel, og han svælgede i sin egen, forvirrede dam om hvorvidt, det var godt eller ej, han sådan havde kørt i emnet. Han ville i hvert fald for alt i verden ikke være skyld i så pludselig tungsundig stemning, som der nu syntes at glide over hende.
Han lyttede ordløst og var dernæst ved at kvæles i den bare luft, så snart hun betroede ham sine nyopdagede evner. Det var simpelthen for absurd! Uden rigtigt at registrere omgivelserne vadede han et par rastkøse skridt fremad, mens han gned sin tinding. En paranoisk følelse af uro havde bredt sig som løbeild i ham, og han vendte sig mod Marina med overraskelsen skrevet tværs over ansigtet.
"Det her kommer nok som ligegyldig information for dig, og i sidste ende har det nok ikke en pind med mig at gøre, men .. " Han lod en forvirret sky af usynlig ånde stå ud i natten. "Jeg har også fået en form for ... nye evner på det seneste. Grunden skyldes egentlig en - en form for eksplosion, og det gik også udover en anden, jeg kender, men .. " Han stirrede på hende, som om hun netop havde fortalt ham, at hun alvorligt talt overvejede et kurophold hos den nærmeste skovudryddersforening. "Jeg anede ikke at ... Opdagede du det for nyligt?"

Marina havde egentlig allerede vendt sin fokus på vandet, da Athal drejede om og så direkte på hende. Hun hævede et øjenbryn, som blev mere til et forvirret panderynken, mens han skred i sin fortælling.
"En eksplosion?" spurgte hun, mens hun lagde hovedet på skrå. Hun så tænkende på Athal, mens informationerne væltede frem og tilbage. Det gav jo ingen mening. Hvis det kun havde været en lille eksplosion, hvis det kun var gået ud over ham og en anden, hvad havde hun så med noget at gøre?
"Et par dage siden.. Jeg kan ikke huske præcis hvornår. Jeg fandt det mærkeligt, men.. Tror du virkelig, at den eksplosion har noget med det at gøre? Hvordan skulle den kunne påvirke mig?" spurgte Marina, mens hun så intenst på ham. Kunne Athal virkelig have alle svarene?
Hans blik gjorde hende urolig. Han virkede så bekymret og forvirret. Burde hun også være bekymret? Kunne disse kræfter skride ud af kontrol? Hun havde øvet sig meget i de sidste par dage på at styre dem, men en gang i mellem, så sprang de op af sig selv.
"Hvilke kræfter har du udviklet?" spurgte Marina pludseligt.
Måske kunne denne ekstra information give en form for svar på det hele. Det virkede bare.. underligt.

Ordene flød i en lind strøm, som om han aldrig var i stand til at holde op igen. Så snart han havde plapret ud med sin forvirrede påstand, holdt han inde, som om han var et uvidende barn, der netop havde røbet en frygtelig hemmelighed, og han tænkte stivnet på, om det overhovedet havde været en gpd idé at brase ud med det hele. Grundet det, at det kunne vise sig at være en hel anden kilde, Marinas kræfter groede af, og at han netop nu havde jamret op om alt og intet, hvilket blot ville vildlede det andet barn af naturen endnu mere.
"Øh ... " sagde han som det allerførste tåbelige, der faldt ham ind, og han kunne mærke hvor udsat, han havde sat sig selv. "Det'ehm .. faktisk så ... " Nu begyndte han at vandre frem og tilbage i vandet, som om han var en rastkøs detektiv og hun en afslørende kulisse. "Det skete - altså eksplosionen - for et par dage siden. Jeg har haft et mindre opgør med nogle - hrm - isdæmoner, og det endte ikke helt godt." Han standsede op for at klø sig i nakken og fandt samtidig tid til at sende hende et blik fuld af ubesvarede spørgsmål. Vandet omkring ham hvirvlede hvidt og bredt som påvirkning af hans flyvske følelser.
"Det har sikkert ikke noget med dig at gøre," fortsatte han hastigt. "Jeg mener, der var ikke så mange i nærheden, og du ville have hørt larmen på flere kilometers afstanden, hvis du havde været det."
Endnu engang fik ordene lov til at brede sig ud i en stiltiende sætning, og han stirrede på hende, men med et så sært drømmende udtryk i øjnene, at det ikke rigtig var en stirren, men snarere som om hun ikke rigtig var der.
Det var først, da hun - for hvad ham føltes som at være ud af det blå - spurgte til hans nyudviklede evne. Det gippede i ham, og han genfandt perplekst sig selv igen.
"Det vedrører lynmagi," svarede han langsomt. "Eller hvad det nu hedder." Ikke ligefrem noget, der mindede om hendes, men på den anden side havde det heller ikke været sådan med hans ledsageriske.

Marina var nu blevet godt og grundig nysgerrig. Hun hvilede sit blik på Athal hele tiden.
"Jeg hørte ingenting, jeg var sikkert ude i vandet på det tidspunkt," sagde hun, mens hun nikkede mod havet, som en henvisning til hvor hun befandt sig. Nej, det havde nok ikke noget med hende at gøre, men det var en mærkelig tilfældighed. Da hun hørte om hans nye evner, så blev forvirringen endnu større. Lynmagi? Athal var jo vanddæmon. Dette var i en helt anden boldgade.
"Lyn? Det er jo helt nye evner. Er det normalt? Det er jo ikke engang en udvikling, ligesom mine nye evner er det," plaprede hun, mens hun så tænkende ned på vandet igen. Efter at have tænkt et minut, så vendte hun sit blik mod ham igen.
"Det lyder ikke til at have noget med mig at gøre. Mine evner er bare en videre udvikling på min vandmagi," konkluderede Marina, men så stadig på Athal med en form for forvirring. Helt nye kræfter? Det lød ikke sikkert i hendes ører, men hvad vidste hun? Hun vidste nærmest ingenting om dæmoner, andet end at det var en god idé at holde sig fra dem.

Athal kunne godt se, det lød som den rene røverhistorie. En person af hans art, der endte op med kræfter af det komplet modsatte? Evner, der under normale omstændigheder som modværge i kamp ville sende ham næsegrus. Nej, han skulle vist lige stramme den lidt ...
"Jeg ved godt, det lyder underligt!" indrømmede han armbaskende. "Og jeg har ærlig talt ikke rigtug styr på det. Jeg mener, først blussede jeg hele tiden op, og - tro mig -, det føltes som at sidde inde i en mikrobølgeovn på over 180 grader." Han rynkede på næsen over mindet. "Nu har jeg dysset det nok ned til, at det kommer .... " han tøvede kort, "lejlighedsvist."
Med denne beretning lukkede han munden og betragtede hende så uskyldigt som muligt. Hun virkede stadig mysticiferet, og han kunne ikke ligefrem bebrejde hende. "Nå, men ... det lyder da på en måde sejt, det med din evne," erklærede han så i et tyndt forsøg på at lette stemningen lidt. Langt om længe dukkede smilet frem igen, og han korte sin ene, grønspækkede fod frem og tilbage i vandet, så dråberne pjaskede let om dem sammen med de rolige bølger.
"Hvad laver du i grunden herude - i aften?" tilføjede han henkastet.

Marinas forvirrede ansigtsudtryk smeltede ud i et blidt blik.
"Jeg tror på dig, Athal. Måske burde du opsøge en anden af din race, som muligvis kunne have oplevet det samme," foreslog hun, mens hun gik endnu et skridt mod havet. Hans nye evner lød nu ikke særlig rare, de lød ret farlige. Hun lukkede øjnene, mens hun tog en dyb indånding af havluft. Når de nu var ved emnet, så skulle hun måske afprøve sine egne.
"Lejlighedsvist?" gentog hun og vendte sig om igen. Hun stod nu med vand til livet, da hun endnu engang havde gået et par trin længere ud.
"Så du kan stadig ikke styre dem totalt?" spurgte Marina - igen havde han gjort hende nysgerrig.
"Sejt? Sådan har jeg ikke rigtig set på det, men det er det vel," konkluderede hun med et smil.
Hun så en gang mere på ham, inden hun bøjede sig ned og samlede noget vand op i hånden. Derefter smed hun det på i luften og holdte sine hænder mod vandet. Vandet blev til is i luften og ramte havet igen med en plasken, inden isen flød rundt i overfladen.
"Hvis jeg så bare kunne lære at kontrollerer det helt, så når jeg er i bad, så fryser jeg ikke mig selv til.. eller koger mig selv levende," mumlede hun klagende.
"Der er vand her," var Marinas eneste svar.

Athal nikkede, men uden at ulejlige sig til at svare. Måske han bare skulle have klappet i fra starten af. Hendes udvidende spørgsmål vedrørende hans evne, satte imaginære dampproduktioner i gang, så røgen- hvis det havde været muligt - havde væltet ham ud af ørene.
"Jah, som når jeg foreksempel bliver ret - hrm - oprevet," svarede han langsomt og stak hende et smil i frygt for, at det måske havde skræmt hende. Det kunne dog også have den fuldkommen modsatte effekt, og det var lige før, han fortrød, at samtalen overhovedet var gået så raskt i gang. Hvor blev de hverdagsagtige spørgsmål af med hvor mange poser chips, man nåede at fråde den forrige aften, og hvor den næste fest fandt sted?
"Nej, kraften er som sagt helt ny for mig," fortsatte han. "jeg prøver stadig at finde ud af hvorfor, jeg overhovedet har fået den her slags krafter, når det normalt strider fuldkommen mod min natur. Jeg mener, hvor blev alt den forsigtighed af med at undgå saunaer, når jeg selv er blevet en omvandrende tordensky?" Han slog opgivende ud med hænderne.
En form for sælsom kraft havde bredt sig fra Marina de seneste par minutter, og det gik op for ham, at hun havde bevæget sig længere ud i vandet. I løbet af deres møde var det som om, de begge uvidende havde kappedes om at nå længst ud i det bølgende hav. Først hende, der trippede længere og længere ud, og så han selv, hvor frustrationens ord havde bevæget ham ud på dybere vand - både fysisk og mentalt set.
Som altid drev vand den unge dæmon, og det virkede firstende at gå det sidste stykke og slutte sig til Marina, men han vidste ikke rigtigt, om det ville være en god idé. Hun virkede så vis og så gammel i sjælen. For hende forekom han nok bare som endnu en yngling, der forstyrede et åndeligt ritual.
Så brød hun med ét den guddommelige stemning, og Athal hørte sig selv udstøde et spruttende lattergrynt. "Okay, fair nok. Selv om jeg ikke ville have noget imod at bytte," sagde han med et muntert glimt i øjet.
Hendes svar vedrørende hvorfor, hun befandt sig ude på disse kanter, virkede nu pludseligt som en indlysende selvfølge, og han følte sig med ét dum ved overhovedet at spørge om det. Han afgav et enstemmigt nik.

Marina kunne fornemme Williams modstand. Hun lyttede interesseret til det han sagde, men besluttede sig for ikke at grave i det. De havde trods alt ikke kendt hinanden i ret lang tid. Hun havde kun én kommentar til hans fortælling, som hun mente var passende nok.
”Du skal nok klare det. Øvelse gør mester. Jeg er sikker på, at du har venner, som vil støtte dig i det her,” forsikrede hun ham, mens hun vendte sig om og gav ham et opmuntrende smil.
Hun vidste jo egentlig ikke om det hele ville ordne sig, men det plejede det og der var ingen grund til at være negativ.
Det gik op for Marina, at hun ubevidst var gået længere ud. Hun så ned og blev i et sekund overrasket over vandstanden. Det var svært at gøre modstand mod havets stærke kald.
Hun så smilende på William, da han lo af hendes kræfter.
”Det kan jeg godt forstå. Du måtte nu gerne få dem, hvis jeg havde magten til at komme af med dem igen,” svarede hun smilende.
Hun havde jo ikke bedt om kræfterne. Hun ville helst gå tilbage til, hvor hun stod før i forhold til hendes kræfter. Hun hadede, at hun ikke kunne kontrollerer det.
Marina vendte sig endnu engang ud mod havet, som så så mystisk og indbydende ud i aften. Nogle gange savnede hun sit gamle liv. Før kunne hun bare svømme rundt hele dagen, slappe af på havbunden, men i længden så var det et tomt liv. Hun følte sig så ensom, når hun var dernede. Det eneste selskab hun havde, var fiskene, som ikke var det mest spændene selskab.

Hvis ens sjæl var så gammel som Marinas, kunne man vel kun give sande råd, ikke? Han nikkede og gengældte hendes smil, der var af den opmuntrende kaliber. "I lige måde," svarede han.
Usikkerheden legede stadig slyngbold med ham. Hvorend hans fornuftige jeg blev ved med at bekymre sig om Marinas private alene-tid, kunne han simpelthen ikke få sig selv til at forlade havet. Om så man bandt ham fast til et anker, fastbundet til tyve elefanter, ville han have svært ved at vende ryggen til det blå.
Til sidst - efter en del indre kvaler - fulgte han efter. Nu stod de atter ved siden af hende, og han drejede sig ligefremt om, så de stod ansigt til ansigt.
"Jeg fik slet ikke sagt tak for sidst," sagde han pludseligt, mens en skævt smil kurvede mundvigerne. "Det var ... Det er lang tid siden, jeg har haft det sjovt med en, der ligner mig så meget." Så gjorde han en indbydende gestus ud mod horisonten.
"Har du lyst til en svømmetur?"

// Jeg beklager ... dyyyb ukreativitet dér! Nok verdens korteste indlæg! Jeg gør det bedre næste gang :D *thumps up* //