My secret..//Athal//

T: Lige omkring 18:00.
S: Hjemme hos Aubreiane. Et sted i skoven.
O: Jamen, møbler og sådan?
V: Det er lunt, solnedgang så der bliver kastet flotte rødlige skygger over hendes hus, og over skoven.

Aubreiane havde gået hele dagen og prøvet på at affinde sig med det faktum, at hun nu ‘levede’ igen, hun havde pillet sine sorte mørklægnings tæpper ned samt de sorte gardiner som hang bag tæpperne, men dog ikke været ude i solen endnu, hun ville have ham med, Athal skulle med hvis hun skulle tage det spring, og det skulle hun helt sikkert.
Hun var ikke længere kold, men derimod varm.. Og hjertet dunkede livligt under hendes bryst, det var virkelig underlig følelse, men hun var ikke i tvivl om at det valg hun havde truffet, havde været det helt rigtigt, hun følte sig helt tilpas nu. Aubreiane følte sig mere rolig nu, mere afslappet, hun havde dog allerede skåret sig i fingeren da hun læste, tænk at man kunne skære sig på en side i en bog, det havde hun aldrig prøvet før, måske var det fordi hun nu var lidt mere uforsigtig end da hun levede. Men nu havde hun oz været vampyr i flere tusinde af år, og det at hun nu var dæmon.. nu var levende, skulle trække vejret og pakke sig ind i varmt tøj, for ikke at fryse, gjorde hende faktisk.. Glad, hun følte sig heldig over at have fået den her gave, have fået lov til at føle sig levende igen, måske var det ligeså meget fordi hun aldrig havde været ville være vampyr, og nu havde hun fået sit største ønske opfyldt, at føle sig levende igen.
Dog havde hun oz været ved at kvæle sig selv fordi hun for en stund havde glemt at trække vejret, men det havde hun jo heller ikk behøvet vildt længe, det var da kun normalt man skulle bruge lidt tid til at vænne sig til sådan noget, var det ikke?
Denne dejlige aften havde hun en varm sart lyserrød sweather på, og et par sorte jeans, samt små ballerinaer, utroligt, havde hun virkelig levet i den kulde så længe, det måtte hun jo have gjort.. i hvert fald var der tændt godt op i pejsen nu. Et svagt smil hvilede på hendes læber, de nu naturligt grønne øjne glimtede af liv, og hun var glad, hun behøvede ikke længere at bide folk, nu kunne hun bruge sit køkken, bruge det til at lave mad, som det skulle bruges til.
Et suk undslap hendes fyldige røde læber, som hun gik hen til vinduet og så ud i haven, hun glædede sig sådan til at kunne se sine blomster springe ud, istedet for at forestille sig dem. Nu kunne hun se dem, og solen.. det var vildt fantastisk at kunne stå og betragtede solnedgangen, stadig fra skyggen, men uden at få ondt i øjnene.

Det var ved at grænse til det uudholdelige. Med amuletten knugende i hånden skridtede Athal hen ad den grønne skovsti. Hvorfor han lige akkurat skulle holde det forunderlige smykke i hånden, havde han ikke rigtig styr på. Tilgengæld kunne han så heller ikke huske hvordan, han var kommet fra værtshuset og ned til skoven igen. Tankerne var alt for rodede.
Der havde været rygter. Rygter, som byens lokale sladdertanker havde siddet og verset om. Athal kunne ikke holde op med at tænke på det. Billeder drev ud og ind af hans sind. Billeder af Aine, hvis krop bevægede sig i takt med en andens. Aine, hvis bløde læber blidt kyssede en fremmed person ...
Tanken havde gjort ham helt kold og død indeni.
Fuld af håb, glæde og en hel spand af andre følelser, havde han begivet sig ind til byen. Han havde tænkt over, hvad han skulle sige til Evangeline, når han endelig kunne få sig sammen til at troppe derop. Men først skulle han have et glas vand!
Nu følte han sig bare som verdens største idiot. Evangeline havde været sammen med andre, Aine havde også hygget sig med flere end en, og imens havde Athal hele tiden troet, at det var ham, der skulle vælge.
Hvor kunne man være dum.
Men selvfølgelig! Der var en anden mulighed. Rygter var og forblev nogle gange rygter. I samme øjeblik Athal hørte nyheden, stillede han kruset fra sig og begav sig ud på gaden. Han havde følt sig rasende og såret helt ind til inderste kerne, klar til at springe på det nærmeste bytte. Men nu, da han havde gået adskillige kilometer for at nå ned til Aines skjulte hytte i skoven, havde han nået at tænke tingene igennem.
Måske, i stedte for at fare på Aine som et vilddyr (det han havde set sig selv gøre i tankerne), forekom det han bedst, hvis han måske spurgte hende. Stille og roligt og sådan helt tilfældigt. Så kunne vreden jo altid komme bagefter.
Og nu var han der. Solens sidste stråler slikkede sig op ad hytten i et desperat forsøg på at opretholde de rester af dagens farver, der var tilbage. Athal stod et øjeblik og betragtede hele sceneriet. Så tog han en dyb indånding, gik ti lange skridt frem og bankede på vampyrens dør.

Aubreiane så ham komme mod hendes hus, hun vidste godt hvad han ville, self vidste hun det, men hun kunne ikke få sig selv til at svare, hun havde jo været sammen med andre.. men Zann havde været længe inden.. længe inden han sagde det, sagde han elskede hende, hun troede jo han havde valgt elveren for længst, desuden havde hun ikke snakket med ham siden den aften. Og Emanuel.. gaard ham hold hun meget af, men han virkede bare ikke som om han ville hende, og hun elskede Athal.. det var hun ikke i tvivl om mere, hun elskede ham, og ville kun være sammen med ham, stille betragtede hun ham fra sit vindue, betragtede hans gang, han lignede en der havde drukket, men det havde han nok ikke, det var nok mere fordi han havde hørt de rygter, det var nok mere det.
Langsomt lukkede hun hånden om vinduesrammen og lukkede øjnene for en stund, hvad skulle hun sige, hun kunne jo kun være ærlig, hun havde jo aldrig.. aldrig nogensinde troet at han ville geneæglde hendes følelser, men det havde han.. og det havde gjort hende så utroligt lykkelig.
Idet han stoppede ved døren, løb hun hurtigt ud til den, og låste de mange låse op, inden hun åbnede døren, og faldt ham om halsen, holdt bare tæt om ham, men var ikke ligeså.. ja hendes greb var ikke ligeså stramt og hårdt som mens hun havde været vampyr, det var blidere nu, det kunne hun mærke, for en stund stod hun bare og holdt om ham, uden rigtigt at sige noget, han havde sikkert allerede hørt hendes tanker, og hvis han skubbede hende fra sig nu.. ja så måtte hun jo tage det, det var hendes egen skyld, men hun ville bare holde om ham, den varme..
Den varme havde hun aldrig rigtigt lagt mærke til før, aldrig rigtigt tænkt over, hun kunne mærke hans ånde mod sin hud, og kulden udefra, det gjorde hende faktisk glad, ligesom tidligere, det var rart.

Atmosfæren fra Aine ramte ham straks, da han nåede foden af hendes hus. Efter flere timer, hvor han havde været væk fra hende, havde han tydeligt kunne mærke den manglende følelse af at mærke en andens sind konstant. Det gik op for ham, at han ubevidst havde vænnet sig til hendes mentale tilstedeværelse i de tre dage, de havde været på rejsen sammen. At vandre rundt uden vampyren ved siden side, forekom nu som en uundværlig tanke.
Han nåede knap at tænke, knap at reagere, før hun nærmest flåede døren op og overfaldt ham i et kæmpemæssigt knus. Det var så overvældende. Athal bakkede, i et slags undvigende forsøg, et par skridt tilbage, men armene lagde sig alligevel automatisk om hende i en slags gengældende omfavnelse.
Konflikten rejste sig i ham. Hvis hun virkelig var så glad for at se ham, hvordan kunne nogen af disse rygter, der svirrede, så være sande? Han sukkede og begravede ansigtet i hendes hår i et forsøg på at berolige sig selv. Varmen fra hendes hud sendte rislende, og samtidig beroligende, vibreringer ned ad hans ryg, og hendes ånde kildrede ham liftligt på kinden. Hjertet bankede stødt.
Vent ... Et hjerte ...?
Athal gylpede luft ind og var lige ved at sluge noget af Aines hår i farten. Fuld af forfærdelse, overraskelse og mest af alt undren, trak han sig lidt tilbage. De blå øjne nærstuderede hende varsomt, og, som var hun skabt af det mest skrøbelige glas, lod han sin hånd forsigtigt køre fra hendes hals, hvor den første puls bankede, videre ud til håndfladerne, hvor han også mødte en rolig dunken - og så til hjertet.
Han var målløs.
"Hvad ... Hvad er der sket med dig?"

Aubreiane lod hans hænder løbe ned af sin hals og hen af sine hænder, stille smilte hun for sig selv, "Jeg lavede en aftale med dværgene" hviskede hun mildt og lod hænderne løbe op igennem hans hår, smilte for sig selv, inden hun tøvede lidt og tog ham med indenfor, lukkede døren bag sig.
"Og rygterne.. Athal.. de er sande.. men hvad forventede du? jeg havde aldrig.. aldrig nogensinde troet du ville gengælde mine følelser, men jeg er færdig med de andre okay, og det har jeg været længe.. jeg troede jo du havde fravalgt mig allerede inden du opsøgte mig igen.. og især efter det jeg sagde.. men så.. Athal jeg elsker dig okay.. og kun dig, det ved jeg nu.. du fik mig til at gøre det jeg aldrig troede var muligt, du fik mig til at blive levende igen, for du gav mig modet.. fik mig til at indse at.. at jeg sagtens kunne, jeg var jo aldrig en rigtig vampyr vel" sagde hun stille og tog hans hånd, trak ham blidt med ud i køkkenet, selvom hun ikke var vampyr mere, var hun stadig meget yndefuld, dog ikke lydløs.
"Jeg håbede du ville komme, så jeg har lagt vand i køleskabet, så det kunne blive koldt til dig.. du vil helst have vand ikk?" spurgte hun og gik hen til køleskabet, så om på ham med et spørgende blik,. Hun havde egentlig aldrig tænkt over om han var til kaffe, men det var han jo nok ikke, han virkede altid som om vand var det bedste der fandtes.
"Aftalen med dværgene var at.. at jeg aldrig ville gøre en dværg noget, og at jeg ville hjælpe dig på din videre færd, og jeg sagde ja.. jeg blev faktisk.. gode venner med Sortskæg, selvom et par af dem stadig hadede mig" hun trak blidt på skuldrene, og tog en glasflaske ud af køleskabet med vand i, alt blodet i flasker var væk, og istedet erstattet med madvare, og drikkevare. Hun følte sig allerede meget mere glad ved at være levende.
"Og de sladdertaske mangler bare en at snakke om.. det kun fordi jeg har haft banket en af dem da hun var for åbenmundet om en af mine venner" hun lod stille blikket hvile på flasken, inden hun så om på ham, tog to glas ned og bed sig blidt i læben, nu uden at man så hendes hjørnetænder, for de var normale nu.

Athal havde problemer med at indhalere den nødvendige luft. Det føltes næsten som om, at nu, da Aine ikke var vampyr mere, var det blevet hans tur til at stoppe vejrtrækningen. Men sådan var det naturligvis ikke, og han måtte lukke den lille rest af luft ud, han havde holdt inde, da hun blidt trak ham med ind i huset. Han følte sig fuldkommen viljeløs.
Magtesløs, som en marionetdukke, der var blevet ført bag lyset af dens fører.
Aine snakkede løs. Egentlig gjorde det ham ikke særlig meget; læberne var alligevel alt for følelsesløse til at blive brugt, og pludselig virkede tilbuddet om et iskoldt glas vand som en god idé. Følelserne blafrede i ham, som et bål, der konstant bliver ramt af opmuntrende hede, dernæst kulde og til sidst den kvælende koldioxid. Om og om igen.
Hvad snakkede hun om? Naturligvis kunne han regne ud, at siden hun vidste, han vidste om hendes ture med de andre hanskønsvæsener, måtte hans følelser have været til at tage og føle på. Tjah, næsten bogstaveligtalt i deres forstand.
Men han vidste ikke, hvad han skulle tro. Forbindelsen mellem dem gjorde, at han vidste, hun talte sandt, men ikke destro mindre gjorde det blot beslutningen endnu værre.
Billeder af Evangeline dukkede op i hans tanker, og han mærkede en flygtig varme ved mindet. Så blev det udskiftet af elveren med to forskellige fyre, i en seng, og i voldsom kysseri. Da parret vendte sig om, forvandlede det sig øjeblikkeligt til Aine og hendes to flirter (eller hvad det nu var), og hans følelser eksploderede af indetrængt sårbarhed.
Men var han ikke selv lige så slem?
Han fugtede sine tørre læber, prøvede at få rømmet sig frem til nogle ord. Overhovedet det faktum, at Aine var blevet et menneske - nej, en dæmon! - ligesom ham, var allerede nok til at slå ham ud, og da hun fortalte det med dværgene, tabte han unerkæben.
"Du .. hvad?" stammede han, og pludseligt var det muligt at tale igen.

Aubreiane så stille på ham, og rakte ham et glas vand, stille bed hun sig i læben og lod hovedet glide på skrå, "Athal.. jeg ved du er forvirret men jeg mener det okay.. jeg vil kun have dig, og jeg kunne aldrig.. ALDRIG finde på at være dig utro hvis vi skulle finde sammen en dag.. " hun trak stille på skuldrene og bed sig kort i læben, inden hun satte ham på en stol, han virkede ret så omtumlet. Men hun bebrejdede ham ikke, hun havde bare over bombet ham med informationer, self var han lidt forvirret.
Let smilte hun for sig selv, da han omsider sagde noget, "Ja jeg tog ned til dem.. egentlig for at undskylde min opførsel, men alligevel.. Sortskæg kunne se der var noget der tyngede mig, han havde godt set hvor glad jeg var for dig, og han ville hjælpe mig, mod de betingelser" sagde hun mildt og satte sig let på stolen ved hans side, drejede stille glasset med vand mellem sine hænder, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hvad hun skulle gøre, hun kunne ikke finde ud af det, på den ene side, ville hun bare holde tæt om ham, på den anden side, lignede han en der helst var fri, og så ville hun ikke gøre det.
"Jeg.. er igang med et nyt billede.. det er af grotten med dig, med alle de der amatyster" sagde hun forsigtigt, for at prøve at få ham til at vågne lidt op, hun ville så gerne have han sagde noget, ville bare så gerne høre noget, høre hans stemme, hun havde været så ivrig, så glad for at han skulle komme igen. Men ville ikke virker belastende, hun havde bare savnet ham.
Stille lod hun blikket glide ned i gulvet, det lange sorte hår gled ned over hendes grønne øjne, inden hun sukkede for sig selv, hun havde været så spændt, så fuld af følelser og forventninger, håb ikke mindst, og nu endte det nok med hun selv havde ødelagt det hele, endnu en gang. Men hun kunne ikke bestemme over hans følelser, han var herre over sine følelser og i sidste ende, var valget hans.

Athal tog imod glasset, men uden at drikke noget af det. Han var for målløs. Bare måden, hun fortalte det på, gjorde blot alting værre, og han mærkede en mentalt stik i siden. Ligemeget hvad han gjorde, kunne han ikke gøre alle glade. Ligemeget hvilken beslutning, han tog, ville mindst én ende med at blive såret. Ja, endda hvis han bare skippede det hele - hvilket alligevel var fuldkommen udeladt.
Hvorfor det pludselig var så svært at grave desperationen og angeren frem, var nemmere end troet at forklare. Det faktum, at han havde gjort præcis det samme mod Aine, og endda havde set hendes vrede i fuld udblæsning mod sig, gjorde, at han fik lidt svært ved at råbe ad hende. Men at hun derimod havde gjort det med to andre, var det, der stak værst.
Var han virkelig så sølle, at man simpelthen blev nødt til at gå i seng med to andre for at glemme ham?
Han kunne mærke, hun ønskede et svar fra hans side. Lettere skælvende bed han sig i læben. Glasset føltes fugtigt og glat mod hans fingre, og da Aine slog blikket ned, var det hans tur til at få det dårligt med det hele.
Det var en tøvende beslutning. Hånden veg forsigtigt frem, så lidt tilbage igen, men så tog han sig sammen og lagde den mod hendes kind.
"Det er helt utroligt at mærke dig varm," mumlede han i dreven fascination. En masse spørgsmål pressede allerede på, og han ønskede sådan at stille hende dem. Men først måtte han give hende nyheden. Dernæst ville han nok ikke overleve mange flere minutter i hendes køkken.
"Aine ... Jeg er sammen med elveren nu," annoncerede han alvorligt. Det stak lidt, men blikket var fast. Jo, han elskede Aine, men også blot tanken om at forlade Evangeline ... Nej, beslutningen var truffet.

Hun flyttede sig fra hans hånd efter han havde snakket igen, stille bed hun sig hårdt i læben og rejste sig, "Jamen.. så sys jeg du skal gå, og tage hende videre med dig" svarede hun og gik langsomt ud til døren.
"Og så du ved det, jeg har kun været i seng med en af dem, og det var dagen efter vi mødte hinanden, så det kan du ikke være vred eller såret over" sagde hun let, det var ikke til at sige hvad hun følte, i hvert fald havde hun lukkede ham helt ude nu, og havde ingen planer om at lukke ham ind igen, tænk at give hende falske håb.
Stille lod hun blikket glide ud af døren, og pillede ved dørkarmen, hun sukkede kort for sig selv, "Du skal ikk komme igen Athal.. jeg bliver snart vampyr igen når jeg ikke skal med dig, og jeg garantere ikke for mit humør når det sker. " sagde hun let og åbnede stille døren.
Hun gjorde ikke andet, så ikke på ham, hun vidste ikke hvorfor hun skulle se på ham, velvidende hun aldrig nogensinde ville få ham, til gengæld ville hun måske alligevel opsøge elveren, og måske ikk, måske skulle hun bare blive her, blidt pillede hun ved døren og så ud på månen der nu kom op på himlen, det var egentlig en smuk nat. når man tænkte over det.

Selv om det var ventet, gjorde det alligevel ondt. Athal trak sig skyndsomt tibage, da hun fjernede hans hånd fra sin kind og gjorde et par mislykkede forsøg på at undgå hendes blik. Da de næste ord faldt over hendes læber, blev det pludselig let at se den anden vej.
Stolen skrabede mod gulvet, da han rejste sig. Ansigtet var lagt i forsøgsvise, neutrale træk, men øjnene var ikke til at skjule. Heller ikke følelserne, der trommede i fuld takt, som han ikke havde kontrol til at fjerne fra hendes opmærksomhed.
I et sidste forsøg på at nå hende, rakte han mentalt ud efter hende, men stødte kun på en hård mur. En mur fyldt med afvisning.
"Er du sikker?" røg det fortrydeligt ud af ham. En usynlig kæmpehånd havde allerede taget godt fat om hans indvolde og flået dem ud, og det gik op for ham, at det her var meget værre end tanken om Aine med en anden.
Med en stille rømmen tog han sig sammen og nikkede for sig selv. "Godt," mumlede han og skridtede derefter mod døren. Et kort øjeblik vidste han ikke hvor, han skulle gøre af vandet, han stadig havde i hånden, og stillede det tilfældigt fra sig på en vilkårlig flade.
Selv om han vidste, han ikke burde, kunne han alligevel ikke lade være med at se sig tilbage. Han spekulerede på, hvad hun tænkte, men siden alt var lukket af, var han kun overladt til gætværk.
Så sænkede han blikket og lukkede døren efter sig.

Aubreiane så væk da han gik ud af døren, hun holdt sig svagt for munden da døren gik i bag ham, og for første gang i flere hundrede år græd hun.. noget så inderligt, men hvad havde hun kunnet vente sig, muren om hendes sind forsvandt fuldstændig, hun kunne ikke koncentrere sig nok til at holde den oppe, stille gled hun ned og sidde op af døren, hun hvilede hånden mod håndtaget, og prøvede ikke på at stoppe sine tåre. for det her, var værd at græde for.
Hun slap håndtaget og lod hænderne hvile i skødet, hun følte sig så.. så tom indeni, så alene, hun lukkede øjnene, hvorfor prøvede hun overhovedet, hvad forventede hun? nogensinde at se ham igen? neij.. aldrig nogensinde, for hun havde bedt ham holde sig langt væk, hun ville ikke se ham igen, ville aldrig mærke hans sind mod sit, og hans læber ligeledes aldrig igen. og det gjorde hende fortabt..
Stille åbnede hun øjnene og så rundt, hun mærkede sine hænder gøre ondt, og det gik op for hende, at når hun var utroligt ked af det, kom hendes ildkræfter frem, næsten værre end når hun var vred, men lige nu, var hun ligeglad, det måtte få de konsekvenser det nu en gang fik, det betød ikke noget. Hun var ligeglad nu, måske ville det også være bedre hvis hun bare helt forsvandt og tog huset med sig, så ville han aldrig komme forbi det ved et tilfælde, og aldrig kunne mærke hendes sind hvis de ikke var langt fra hinanden.

Det føltes som om, han skulle brænde op af indvending smerte. Han havde kun taget nogle få dusin skridt, før han knækkede sammen ved et gammelt bøgetræ og gemte ansigtet i hænderne.
Synet af Aines ansigt, før han lukkede døren, havde fået alt i ham til at splintres, som havde hun skudt en pil direkte gennem glasset med vand og derefter ladet resterne af glasset falde over ham, som i en skærende støvregn. Ja, hvorfor kunne hun lige så godt ikke have gjort det?
Han kunne ombestemme sig. Selvfølgelig kunne han det! Og muligheden var lige ved at få ham til at trave tilbage. Men i samme øjeblik veg han tilbage: Hvad tænkte han dog på? Han var sammen med Evangeline nu. Elveren, som han nærede mindst lige så store følelser for, og som han allerede havde taget den her tur med. Han kunne huske hvor ondt, det havde gjort, da han mødte hende i deres fælles lejlighed ...
Han kunne aflytte Aine. Gemme sig i skyggerne nær hendes hus og tjekke hendes følelser i smug, bare for at tjekke, at hun var okay, nu da hun havde bedt ham ud af sit liv. Så kom han i tanke om den måde, hun havde skjult sine følelser for ham, og det fik ham pinefuldt til at gnubbe sit ansigt.
Det var forfærdeligt. Forfærdeligt ...
Vinden raslede stille i træerne. Solnedgangen var snart ikke blevet til andet end tusmørke, og Athal havde ingen anelse om hvor længe, han havde stået derude. Det føltes allerede som flere timer, selv om der sandsynligvis ikke var gået mere end fem minutter. Han sukkede tungt og gned sine våde øjne, kastede et enkelt, trist blik på hendes lille hus, der allerede lå så ensomt ude i skoven, og vendte sig så for at gå ...
Men der var noget, der nagede. Alle muskler i Athals krop spændtes straks, og uden så meget som at flytte hovedet scannede han området. Det stak lidt i hænderne, som om nogen havde påsat usynligt ild til ham. Det gjorde lidt ondt (naturligvis ikke så ondt, som han havde det!), og det foruroligede ham dybt.
Havde han på en eller anden måde forvildet sig ind i en ond skovelverdronnings område?
Paranoiaen tog til, og han skulle lige til at råbe ud i intetheden, før svaret gik op for ham.
Aine.
Hurtigere, end det måske var menenskeligt muligt, snurrede han omkring. Da han styrtede over til hendes hus og flåede døren op, havde han allerede vampyrjægerkniven stramt i hænderne; parat til at angribe hvadend, der foregik derinde.

Aubreiane sad og så på sine hænder der nu brændte intenst, det gjorde så forfærdeligt ondt, men tårene kom ikke pågrund af smerten neij.. neij langt fra, de kom fra den indvendige smerte, fra smerten ved at skubbe ham ud af sit liv, for det havde hun ikke lyst til, langt fra, hun ville jo være sammen med ham, hele tiden, hele dagen og natten, og nu havde hun skubbet ham væk, fordi hun var så tåbelig at tro hun kunne ændre noget.
Brat blev hun revet ud af sine tanker, idet døren blev braget op, hun så forbavset på Athal og den hævede hånd med vampyrkniven, i et gisp trak hun sig tilbage, stadig med hænderne, og nu efterhånden også armene indhyllet i flammer, hun bed sig hårdt i læben, og betragtede ham lidt endnu, virkede glad for at se ham, men oz i tvivl om, om han i virkeligheden havde lyst til at myrde hende for at slippe for sine smerter.
Følelserne var overvåldende, hun havde lyst til at holde om ham, men smerten fra hendes brændende arme, var så intens, og i den mærkelig blanding af alle hendes følelser, var det hele uoverskueligt, skulle hun mon sige noget til ham? hvad skulle hun sige, højst sandsynligt ville hendes stemme ryste og skælve af smerte og gråd,.
Stille pev hun, klynkende faktisk, noget så underligt, ikke noget hun normalt gjorde, men et tydeligt tegn på hun havde virkelig virkelig ondt, og selvom hun gerne ville stoppe det inden det var forsent, vidste hun ikke hvordan, hun havde aldrig kunnet stoppe det, og tanken om at Athal risikerede at komme alvorligt til skade ved at komme ind til hende, gjorde hende vred på sig selv.

Athals øjne flakkede desperat rundt, og det var lige før, han ikke fik øje på Aine, netop fordi han var så optaget af at finde hende. Men der var hun så - og hun brændte!
Han snappede forfærdet en mundfuld luft ind og stirrede ind i hendes øjne, som blev store af rædsel ved synet af hans kniv. Klirrende faldt den til jorden, som i et bevis på uharme, men han lagde ikke engang mærke til det. Han var ved at gå i panik!
Hvad skulle han gøre?! Han kunne jo ikke bare stå der og se hende brænde op! Hovedet var en tom kasse.
"NEJ!" skreg han. Endnu et forfærdeligt sekund passerede; så slog hans hjene endelig klik. I en hurtig håndvending havde han grebet glasset med vand. Det lignede, at han skulle til at kaste det udover hende - de sølle deciliter -, men i stedet svang han armen tilbage i en stødende bevægelse, og derefter frem igen, så glasset splintredes mod væggen. Præcis som i hans forrige tanker.
Den skærende, høje lyd af glas, der gik i stykker, skar sig ind i ørene, samtidig med Aines klynken. Athal knyttede næverne tæt sammen, og pludselig var vandet ikke dråber mere: Nu var det en hel spandfuld, der regnede over Aine. Glassplinterne var ikke til at komme ude om, og Athal kastede sig over den anden dæmon, idet vandet skyllede nedover dem. Han dækkede hende så godt, han nu kunne med sin krop, men hænderne - hendes brændende hænder - blev han nødt til at holde frem.
Vand og små stykker glas føg i et lille vandfald over dem, og Athal knugede Aine ind til sig.

Aubreiane så op på ham idet hun bemærkede at knvien faldt til gulvet med et hult klung. stille bed hun sig i læben og så grædende på ham idet han tog glasset med vand, hun gispede idet det splintredes mod væggen, og så væk for at gemme øjnene så de ikk blev ramt af det knuste glas, men det gjorde de slet ikke, undrligt nok.
Hun åbnede øjnene og så på ham, idet vandet gled ned over hende, og han holdt tæt om hende, gemte hende ind mod sig, hun gispede idet det kolde vand ramte hende, og så skræmt på ham, meget bange for at han skulle blive brændt af hendes flammende hænder, men det blev han ikke.. istedet.. istedet virkede det som om at..neij det kunne bare ikke passe, gik det ud.. ja det gjorde... langsomt begyndte ilden at forsvinde fra hende, og hun gemte sig istedet tæt ind mod ham, hun græd stadig men ikke så meget mere, mere som var hun lettet, stille så hun ham i øjnene.
"Hvorfor kom du tilbage?" hviskede hun ganske lavt, og holdt om hans hænder, det gjorde ikke ondt mere, nu virkede det bare som en lidt irriterende følelse, som om hvis man havde et brændmærke, der kløede, sådan føltes hendes hænder lige nu, men det gjorde ikke noget,.
"Athal jeg er ked af det okay... jeg er virkelig ked af det, jeg er ked af jeg er en dum gås, der kun kan finde ud af at gøre dumme ting meget værre" hviskede hun og kyssede kort hans hånd, inden hun så ned i gulvet, vandet dryppede stille ned over hende, og hun følte sig så fortabt, så dum, tænk at han var kommet tilbage for at se hvad der var sket, det gjorde hende nu lidt glad, lidt mere rolig, lidt mere som om han stadig tænkte på hende.
Stille lod hun hovedet glide på skrå, mens hun stadig havde blikket i gulvet, hun var trist, men også glad når nu han var tilbage, det var dejligt, men hun turde ikke gøre noget, hun sad bare og stirrede ned i sine håndflader.

I et jerngreb holdt Athal hende, som om han var bange for, hun ville blive til aske mellem hans fingre. Det var svært ikke at tænke sådan på det mere. Havde hun ikke været den tur nede hos dværgene og fået det med sin race ordnet ... Tjah, kunne en vampyr brænde op af sin egen, fremskabte ild?
Plussiden var selvfølgelig, at de snakkede sammen igen, og at han faktisk kunne mærke hendes følelser i varme pulsbølger (hvilket straks gjorde ham mere rolig.) Minussiden lå så i, at Aine var mere ked af det end nogensinde, han selv var forvirret som bare helvede - og han havde ingen selvbeherskelse tilbage til at gå fra hende igen. Aldrig i livet!
"Du har jo brug for en som mig omkring hele tiden," svarede han hæst og rullede tilbage på gulvet, eftersom den beskytterposition med kroppen, han havde dannet om hende, efterhånden blev lidt for akavet. Han strøg hende beroligende over håret - kunne simpelthen ikke lade være - og smilede svagt. "Med alle de ulykker, du laver."
Og det var sådan set sandt nok. Han kunne praktisk talt allerede remse en hel liste op af de uhyrer og problemer, de sammen havde været i.
"Aine, nej ... Hold op." Gentagne gange brød han ind mellem hendes undskyldninger. Førhen havde han undersøgende kigget hende i ansigtet; nu så han væk. "Vi ved begge to, det er min skyld. Jeg skulle ikke ... Jeg skulle ikke have leget med dine følelser." Hans stemme gjorde et lille hop, og han følte sig straks latterligt dum.
Det værste af det hele var, at han vidste, at det bedste for Aine ville være, hvis han forlod hende og aldrig kom tilbage. De havde ikke kendt hinanden forfærdeligt længe. Blodbåndet gjorde naturligvis alting stærkere, men det måtte vel blive brudt på et eller andet tidspunkt, hvis bare de holdt sig væk fra hinanden længe nok. Aine ville før eller siden glemme ham, som årene gik, og til sidst ville han bare ende som en mislykket flirt. En, der var dum nok til at sige nej til hende.
Det var helt klart det bedste. Og derfor var det selvfølgelig helt umuligt for ham at gøre det.
Han trak et suk tilbage og tog i stedet hendes hænder mellem sine. Lidt for at tjekke om de var okay. "Hvordan går det? Nu får du vel ikke en tredjegradsforbrænding eller noget?"

Hun gemte sig tæt ind mod ham, pillede lidt ved hans nu ret så våde trøje, hun havde ikke været bange for alt det vand, fordi.. ja fordi hun stolede på ham, og selvom hænderne da havde fået lidt rifter over det hele af glasskårene, så gjorde det ikke noget, hun var ikke bange, for hun vidste at han passede på hende.
Aubrei vidste ikke hvad der ville være sket, hvis ikke han var kommet tilbage, ville hun så overhovedet se solen stå op?.. neij.. sandsynligheden for at hun havde brændt hele huset ned og sig selv med, var utroligt stor, for selvom hun sagtens kunne styre og røre ild når hun ikke var trist eller vred, så når hun var en af de to ting, var det som om at det var overflødigt at hun kunne det, det ville ikke virke.
stille bed hun sig i læben, og nussede hans hænder ganske svagt, langsomt lagde hun sig ved hans side, og nussede hans fingre stadig, inden hun kort lukkede øjnene, og lod hans hænder stryge gennem sit hår, "Ja jeg har.. nu har jeg... havde det ikke været for at vi havde mødt hinanden Athal.. så.. så havde jeg aldrig fået forståelse for alle de følelser du kunne vise.. jeg forstod dem ikke, efter at have været vampyr så længe, forstod jeg dem ikke mere.. jeg ville hellere gemme dem langt væk, men du viste mig noget andet.. noget helt andet.. og det ændrede mig.. som sagt.. uden dig havde jeg ikke taget det her spring" hviskede hun lavt og pillede ved hans fingre.
"Hold op med at tænke sådan... jeg vil aldrig glemme dig okay.. aldrig nogensinde, du har aldrig bare været en flirt.. aldrig.." mumlede hun stille og gemte sig tæt ind mod ham, de så sikkert vildt komiske ud lige nu, de lå begge i en stor pøl af vand, helt våde.
"Neij det.. det tror jeg ikke, men de vil nok være lidt irriterede resten af natten.. men det er ikke noget der genere mig.. Athal?... jeg ved godt.. jeg ved godt i er sammen nu og.. og du sikkert skal tilbage til jeres lejlighed men.. vil du ikk blive her? bare til solen står op.. jeg vil ikke ud i den hvis ikke du er der.. " hviskede hun og lod de grønne øjne glide ind i hans blå, lige nu, havde hun ikke lyst til han gik, slet ikke hen til hende.. hende elveren, hun ville bare have han blev her.. bare lidt endnu, sammen med hende, og selvom det nok ikke skete, kunne det jo ikke skade at hun spurgte, og nu havde hun spurgt,.
"Ironisk ikk? jeg gav dig citronkuglerne så du ikke behøvede have ondt, fordi jeg ikk behøvede dem, også vælger jeg at blive som dig" grinte hun svagt og rystede stille på hovedet af sig selv. Hun ville ikke snakke om elveren, ikke snakke om at han skulle gå, han måtte ikke gå.. ikke lige nu. Hun græd ikke mere, men hendes øjne var stadig lidt røde, dog oz en smule hævede efter alle de tåre.

Athals bluse vægtede fugtigt mod hans hud i en påmindelse om det våde gulv, de sad på, og deres dryppende tilstand. Pludselig befandt de sig ved siden af hinanden; liggende på gulvet i deres eget kølvand af bittesmå galsskår og tusindvis af dråber. Athal lod Aine lege med sine fingre, mens han med den anden hånd vedblev den beroligende aen mod hendes hår. På en måde var det forkert. Selvfølgelig var det det. Enhver, der så dem udefra, ville tro, de var et forelsket kærestepar. Sidste påstand var i hvert fald falsk.
"Jeg kan gøre os tørre igen," tilbød han i en ud-af-det-blå-tanke. Vandet gjorde ham nu ingenting; han tilbragte jo nogle gange flere dage i søer og have, men fra oplevelser vidste han, at andre væsener ikke fandt det lige så tilpassende som ham. Desuden vidste han også, at fra første færd, han havde mødt Aine, brød hun sig ikke synderligt om vand. Og ganget med det antal gange, han fra da af havde udsat hende for dette naturfænomen, måtte hun enten være godt træt af det eller bare mere rædselslagen end før.
Hendes filosofiske ord fik ham flygtigt til at slå blikket ned. Skyldfølelsen hang som en tung kåbe omkring hans skuldre, og den ville forblive der; ligemeget hvad hun sagde fremover. Ja, han havde forandret hende - men havde det i sidste ende været til hendes eget bedste?
"Det er jeg glad for," sagde han til sidst. Det var mere for at sige noget end en konklusion. Selvfølgelig ville hun være i stand til at mærke hans rigtige følelser, men det lå alligevel til hans natur at lade som ingenting. Vanddæmoner skulle skabe glæde, ikke sorg.
Havde hun overhovedet behøvet spørge? Athal kendte allerede sætningenes fulde omfang og sit eget svar, før hun overhovedet var færdig med at snakke. Hånden, der i konstant mekanik havde strøget hendes hår, bevægede sig ned mod hendes kind, som han i blide kærtegn strøg. I samme øjeblik var det som om, der gik et elektrisk stød gennem hans fingre, og han lod hånden falde.
"Jah," sagde han, og et skævt smil tegnede sig i ansigtet. "Måske du skulle se at få nogle tilbage." Han tøvede lidt, men greb så hendes hånd. I håndleddet dunkede pulsen i en forsikrende forvarsel, og han lod sine fingre trykke let mod den, inden han i en dyb indånding trak alt vandet væk.
For et kort øjeblik siden havde de været plaskvåde; nu begyndte dråberne at samle sig som små myrer på vantringstogt. Athal blev taknemmelig for, at det var hans eget vand, han skulle returnere i kroppen, eftersom han kunne mærke, det sled lidt. De sidste tre dage havde været en hård prøvelse, og de havde kæmpet meget. Hvis han ikke fik slappet ordentligt af, inden en næste kamp ville indtræffe, ville han meget sandsynligt kollapse. Gade vide om det også gjaldt for hende ...
"Sker det også for dig?" spurgte han i samme øjeblik; velvidende at hun havde hørt ethvert ord, han lige havde tænkt. "Som vampyr healede du jo nærmest lige med det samme, men hvad så nu? Hvad er du blevet til?" Sidste spørgsmål blev undertegnet som hendes "element". Nærmest enhver dæmon egede deres egen form for kontrol over et eller andet. Athal, ham selv, var en herre over vandet.

Aubreiane mærkede hvordan hun begyndte at blive tør igen, det var nu meget rart, hun kunne jo godt mærke det var koldt. selvom huset efterhånden havde fået en ret lun atmosfære, stille strøg hun hans kind, og grinte for sig selv, hun ville bare gerne han blev der lidt endnu, bare en smule endnu sammen med hende.
"Åh neij neij behold du bare dem, jeg kender en der kan skaffe mig dem igen, så jeg skal bare lige have fat i ham, det fint nok, så kan det være jeg oz lærer at jeg nu kan komme til skade, istedet for at være så overmodig, jeg er nu lidt bange for at brække en del knogler de første par uger, det bliver nok svært at vænne sig til" grinte hun stille og satte sig op, stille lod hun hånden stryge gennem sit lange nu tørre hår.
Let så hun rundt, og pillede lidt ved sin trøje, "Vil du have noget vand?... Hvad kan du egentlig bedst li at spise?" spurgte hun nysgerrigt efter lidt tid, det var et spørgsmål hun havde overvejet siden hun blev dæmon, for egentlig havde hun kun set ham spise det fra dværgene, men måske var der noget han godt kunne li at spise, også ville hun meget gerne finde ud af det. Nu var hun jo nød til selv at lave noget mad, og hun havde langt fra nogle ideer.
"Athal... hold nu op med at have sådan en skyldfølelse, det er jo også lidt min skyld ikke, jeg håbede for meget, og som sagt så.. ja så er hun bare alt jeg ikke er, smuk og sød, og selvom jeg nu er levende, er jeg ikke ligefrem særligt god til det, så.. men jeg bare ikke forestille mig.. at jeg ikke kan høre dine tanker mere.. det som om.. som om det mangler når du er væk" hviskede hun lavt og holdt stille hans hænder, hendes var ret røde stadigvæk, og oz stadig lidt fyldt med små sår fra alle glasskårene. stille strøg hun hans hænder.
" om det sker for mig?... det har jeg ikke rigtigt tænkt over endnu.. men ja jeg bliver vel oz hurtigere udmattet efter en kamp, og jeg får jo nok også brug for at sove meget mere end jeg ellers gjorde som vampyr, også skal jeg jo vænne mig til at jeg skal sove om natten" sagde hun tænkende og lod blikket glide lidt hen mod vinduet, "Mit element er ild, jeg er blevet en ilddæmon, Sortskæg sagde at det var det mest logiske når nu jeg kunne styre ilden så godt, og det havde han vel ret i, jeg har aldrig rigtigt udviklet mine luftkræfter til noget, så de ligger der nærmest bare" sagde hun tænkende for sig selv, og lod hovedet glide en anelse på skrå.
"Men med den mad der.. jeg tænkte.. er det sådan noget du spiser rå fisk og tang lidt som sushi?" spurgte hun en anelse nysgerrigt igen, og smilte til ham, hun virkede interesseret i ham, og hvad han gjorde, før ville hun have følt sig meget dum ved at spørge, men nu virkede det bare til hun ikke kunne lade være, og det kunne hun faktisk ikke,. "Jeg var i karbad tidligere... det plejer jeg ellers aldrig fordi det er ret meget vand.. men jeg gjorde det faktisk" smilte hun en anelse stold, prøvede bare at glatte stemningen lidt ud sammen med ham, ville så gerne have han ikke var så bekymret.
Langsomt rejste hun sig og tog hans hånd, hun hjalp ham let op og stå, og tog ham med ind i stuen, stille satte hun ham på sofaen, og betragtede den firkantede glaspejs i midten af rummet, der gav en dejlig varme og massere af lys, "Jeg har aldrig rigtigt brugt den.. jeg sys den var overflødig, fordi jeg alligevel ikke kunne mærke varme eller kulde, men nu er jeg ret glad for den" sagde hun stille og satte sig på sofabordet, betragtede ham med intense grønne øjne, nu helt fri for det røde skær, hun sukkede kort for sig selv.

Athal grinede uvilkårligt. "Ja, det er ikke så let mere, nu hvor du ikke er superwoman," erklærede han og så i indre billeder Aine humpe rundt med gips på alle lemmer som en værre ulykkemagnet.
Gulvet føltes egentlig som en behagelig nok liggeplads, og Athal betragtede Aine med svag modvillighed, da hun satte sig op. Overvejende pressede han munden sammen og stirrede op i loftet, mens forskellige yndlingsretter strøg ind og ud af hans hoved. Sushi, Butter Kiks, pizza med Alt Godt Fra Havet ... Det var svært at bestemme sig.
Straks blev han hevet ud af sin tankerække, der bignede af mad, da Aine bogstaveligtalt havde læst hans tanker. Det fik ham straks op af sidde. Adskillige små glassplinter - så små som sandkorn - lå som bittesmå mønstre i hans hår og fik det til at se ud som om, det glitrede. Hendes ord var så triste og sørgmodige, og han ønskede at modsige dem. Ønskede sådan at bringe en løsning frem. I stedet nikkede han ganske let og gav hende hånd et beroligende tryk.
"Jeg tror desværre også, mit sind har vænnet sig lidt for meget til, at du er der," konkluderede han skævtsmilende. Det var sandt. Hvis man så på hans og den anden dæmons sind som en virtuel kasse som den, små børn leger med, hvor der er firkanter, trekanter og cirkler udformet som huller, ville alle vinkler fra Aine passe perfekt ind i hans.
"Det lader vist til, at der er meget, du skal vænne dig til," kommenterede han og tænkte fascineret på hvor længe, hun egentlig havde levet den forrige tilværelse som vampyr. De var begge udødelige evighedsvæsener, men med den korte tråd, han selv kun havde nået at spinde, var det endnu svært at se så langt frem - og ligeså tilbage.
Han udstødte en hæs latter. Så hun var ilddæmon. Det passede jo nærmest pefekt - hvis man så ironisk på det. Nu, da han havde tænkt tanken, vidste han, at hun også vidste det. Varmen havde altid været en svaghed for ham, eftersom det virkede så udtørrende. Heldigt at hans værste dødsfjender var herrer over isen, ikke ilden; ellers havde han været så godt som død nu.
De mørkelagte tanker fik snart et andet lys. Aines spørgsmål vendte begge hans mundviger op i et oprigtigt smil, og listen over livretter dukkede igen op i hans tanker. "Tjah .. Det lyder måske en smule klamt, men nogle gange har jeg det med at bo i vandhuller, søer og sådan noget, i flere dage. Der er der jo ikke lige nogen mulighed for at smutte på McDonalds. Så .. Jah, jeg vil i hvert fald ikke kalde rå fisk ulækkert."
Begge øjenbryn røg anerkendende op, da hun annoncerede sit nye mål, og han så for første gang virkelig glad ud. "Wauw, Aine det er jo fantastisk! Hvordan kan det være?" Uden at skænke det en tanke lod han sig trække op og stå. Sofaens bløde stof trak ham med det samme tilbage i sædet, og han måtte indrømme, at det trods alt var bedre end et vådt stykke gulv.
Aine sad lige foran ham. Deres hænder havde endnu ikke sluppet hinanden; som var de bundet i et fast silkegreb, og da han kiggede ned på dem, kunne han ikke rigtig få sig selv til at slippe hendes hånd.
"Sagde dværgene virkelig, at du skulle hjælpe mig med min mission, før du helt og fuldent bliver en dæmon?" spurgte han langsomt, da spørgsmålet efterhånden havde rørt ham et par gange.

Aubreiane så smilende på ham, og begyndte så at grine for sig selv, "Såå... kan du godt li sushi? jeg elsker sushi.. sjovt man kan hade vandet sådan, og elske ting der kommer fra det" grinte hun og rystede lidt på hovedet, hun følte sig lidt dum ved den del, "Nu kommer jeg jo oz til at fryse hvis jeg går i vandet med dig desværre " sukkede hun mildt og himlede med øjnene af sig selv.
"Ja det mærkeligt ikke længere at kunne.. jaa hoppe ned fra taget og gå videre uden problemer" grinte hun og sukkede glad, hun flettede stille deres fingre, og bed sig mildt i læben, det var dejligt at mærke hans tilstedeværelse i sit sind igen, der havde bare manglet en del af hende, en del indeni hende, var jo nærmest erstattet med ham, og alle de tanker de delte med hinanden, hun sukkede for sig selv, ikke et ondt et, mere et.. ja som at hun bare havde brug for at sukke.
"Jeg var oz ved at kvæle mig selv den første time, fordi jeg som vampyr ikke behøvede at trække vejret, og.. ja det glemte jeg lige man gør som dæmon.." grinte hun opgivende, det var ikke en gang løgn, hun havde virkelig haft problemer med at vænne sig til det hele den første time.
Aubrei så smilende på ham da han virkede glad på hendes vegne over hun havde været i et karbad, sandt at sige var hun virkelig stolt over det, "Fordi.. jeg prøver at kæmpe mig op til, at jeg ikke er bange for vand mere, og kan komme ned og se den sø du har fortalt mig du boede i, alsa den dag vi mødtes, og så.. ja måske en dag tage ud i havet oz, når jeg en gang føler mig modig til det, det er virkelig noget jeg gerne vil opleve" smilte hun og så på ham som hun sad der overfor ham. hun følte sig glad over han ville blive her med hende natten over, og så tage hende med ud i solen dagen efter.
Blikket hvilede intenst på ham som han spurgte ind til hvad dværgene havde sagt, hun nikkede svagt, blikket ville nok aldrig stoppe med at være intenst, som det altid havde været mens hun var vampyr, nogle ting kunne hun bare ikke ændre. "De sagde at.. at du højst sandsynligt kun ville kunne klare det med min hjælp, fordi vi har.. det blodbånd vi har, de siger at.. at uden mig så ville du ikke klare den.. " hviskede hun stille og så ned i gulvet. "Men.. hvis du nu tager hende med.. så kan det være det går alligevel.. jeg ved det ikk... de snakkede overhovedet ikke om hende.. elveren alsa.." mumlede hun forsigtigt, havde for længe siden besluttet, at det navn som elveren gik under, ikke ville falde i hendes mund, nogensinde.
"Sys du at... at jeg ikke er så attraktiv mere? efter jeg er blevet dæmon.. jeg mener.. er det mest vampyren du forelskede dig i?.. eller har jeg det stadig?" spurgte hun lavt, det var ment som et spørgsmål ud af det blå, og slet ikke som en hentydning til at han havde valgt elveren, det var slet ikke sådan det skulle forstås, og hun håbede virkelig ikke han tog det sådan. for hun holdt meget af ham, og ville faktisk bare vide om hun stadig var den samme i hans øjne, selvom hun ikke var vampyr længere. blidt lod hun fingrne nusse henover hans håndryg, "Hvordan går det med vingen? er den stadig øm?" spurgte hun stille efter lidt tid, og bed sig i læben, kunne hun dog ikke bare holde op med at spørge hele tiden.

"Ja, for pokker!" udbrød Athal med så meget entuisiame, at han uvilkårligt kom til at grine. "Hrm, jeg mener .. Jah, jeg har endda fundet en virkelig god sushibar her i byen!" fortsatte han begejstret. "Men selvfølgelig er det praktsk at være mig. For det meste skipper jeg det dyre og snupper det lige fra havet." Et lettere flovt smil pressede sig insissterende vej i en forventning af, at Aine ville bryde ud i store udbrud om hvor klamt, det var. Men det overraskede ham nu alligevel. I stedet for at være frastødt, virkede hun snarere fascineret.
"Jah, nu ved du hvordan, vi andre har det," erklærede han med et grin, men det var af et godt hjerte. Aine havde aldrig været hoven på grund af sin race, og så længe, han havde kendt hende, vidste han, at hun altid havde ønsket sig at være noget andet. En tanke slog ham pludselig.
"Aine ...? Hvor lang tid var du egentlig ... vampyr?" spurgte han forsigtigt. Ikke at han forventede noget særligt. Det var sjældent, han mødte andre magifødte væsener, der var lige så unge og uerfarne som ham, og derfor regnede han dybest set med, at Aine måtte være mindst et par århundreder.
En uvilkårlig rødmen skød op i Athals kinder. Et øjeblik stirrede han på Aine med vidt åbne øjne, mens fortrydelsen atter greb ham. Burde han overhovedet sidde her? Ikke at han ikke ønskede det - inderst inde var det jo hans største ønske i dette øjeblik -, men at sidde her med en anden dæmonpige og flette fingre, mens han havde kæreste på, forekom pludselig så forkert og utroværdigt. Han havde krævet, at Evangeline skulle være ærlig - hvorfor kunne han så ikke være det selv?
Et svagt smil brød frem af morgenduggen, og han skar en medfølende grimasse; prøvede at få de forbudte tanker drejet til et andet geled. "Du lader vist til at have haft det lidt hårdt, hva'." kommenterede han i oprigtig medfølelse. Han gav hendes hånd et sympatisk tryk og forestillede sig hvordan, det helt præcist måtte være for hende.
Set i menneskeår havde hun jo ikke nået at opleve meget, før hun blev vampyr, så den tid måtte forekomme hende lettere sløret. Og nu, efter (sandsynligvis) flere århundreder, hvor hun havde hadet og afskyet sin egen eksistens, var hun pludselig blevet til et andet væsen. Et væsen, hun sikkert aldrig havde drømt om at blive. Der var ikke noget at sige til, at hun var så forvirret.
"Jah, måske vi skulle det engang," medgav han med et fredsommeligt smil. Han ønskede at vise hende de søer, han elskede, og ligeledes havet. Sidste tanke stak en smule, fordi han vidste, at det var der, de altid kiggede efter ham - isdæmonerne -, så for at kunne udvide den mulighed, måtte de først slå hans fjender. Det bragte ham videre til næste emne ...
De mørke øjenbryn skabte et sammenkrummet 'v', og han nikkede eftertænksomt. "De dværge ved vist, hvad de snakker om," mumlede han. "Det skulle ikke undre mig, hvis de pludselig bakser op med en profeti af en art." Alvorligt betragtede han Aine, mens hun viderebragte sin historie. Evangeline kunne alligevel ikke undgå at komme på bane, og han så et øjeblik mod vinduet med et sæt sørgmodige øjne. Pludselig havde han det som i hulen, hvor de lige havde besejret en stor, behåret edderkop, og han med ét havde syntes, at alt håb var ude.
"Så må det vel være sådan," sukkede han. "Jeg havde ellers allerede rodet dig for meget ind i det her, Aine, og måske havde det været bedst, hvis jeg selv havde taget resten fra nu af. Men hvis det er det, der skal til, for at du forbliver en dæmon, så ... " Hans blik var bestemt, men ikke lige så intenst som hendes.
I samme øjeblik, han igen så væk, fordi det blev uudholdeligt at se ind i de glitrende, grønne øjne, spurgte hun ham, om han syntes hun var smuk. Var det kun vampyren, han havde forelsket sig i, eller var hun stadig lige så smuk?
Fuld af trængsel i tankerne lykkedes det ham endeligt at slippe hendes hænder, og han brugte dem til at begrave ansigtet i dem.
"Aine ... " mumlede han utydeligt mellem fingrene. Tusindvis af svarmuligheder viste sig tilbydende på nethinden, men han vidste, hvad der skulle siges. "Hør," sagde han til sidst og lod hænderne falde igen, så han kunne se hende i øjnene. "Du vil altid være smuk; ligemeget hvad. Om du så får en tattovering af en enhjørning på din næse, vil du altid være den samme for mig. Øh, selv om jeg må indrømme, at jeg nok vil synes, det ville se lidt mærkeligt ud." Han skar en grimasse. Så blev han alvorlig igen.
"Helt ærligt, det er ikke noget, du skal spørge mig om," sluttede han blidt.

Aubreiane så smilende ind i hans øjne, inden hun lod hovedet glide på skrå, “Hvorfor undgår du mit blik hele tiden Athal.. Forventer du jeg pludselig bliver et monster med polkaprikket bikini og æder dig?” hviskede hun legende og smilte lidt forsigtigt til ham, med et opgivende blik, dog stadig med et glimt i øjet, som om hun stadig bare legede med ham.
“Årh.. du må helt klart vise mig det en dag, tænk.. Så kunne du fange fiskene også kan jeg lave de der tangruller, det kunne da være vildt sjovt” udbrød hun ivrigt og bed sig genert i læben, måske var hun en tand for ivrig. Hun kunne bare ikke lade være, alt ved ham fascinerede hende stadig noget så grusomt, og især det der med alle de ting han gjorde, hun ville virkelig gerne se det sted han havde snakket så meget om, nu hvor hun ikke var så bange for vand mere, ville hun virkelig gerne se det.
Blikket hvilede tænkende på ham som han snakkede, og spurgte ind til hvor gammel hun havde været, tja.. Hvor gammel var hun egentlig efterhånden.. “Man spørger jo ellers ikke om en dames alder” grinte hun og rystede lidt på hovedet, “Men.. Jeg kan huske.. Jeg var 18 da jeg blev bidt… og jeg har nok levet… omkring.. 6573 år” sagde hun tænkende og så frem for sig, hun havde efterhånden valgt bare ikke at tænke over sin alder, når alt kom til alt.. Havde hun vist egentlig fødselsdag i morgen.
“Hvis du ikke bryder dig om at være her Athal.. Så bare gå, så skal jeg nok vente på du henter mig når vi skal videre.. Jeg vil ikke have du gør noget du ikke har lyst til” sagde hun stille og så ned på sine hænder, der vred sig ganske stille i hendes skød. Det var lidt mærkeligt egentlig, at kunne mærke varmen fra ham, og især fra pejsen, det var længe siden hun havde mærket det.
“Jahaa, jeg har haft det mega hårdt, det var da vildt mærkeligt at.. At kunne mærke mine organer begynde at virke igen.. Også skulle man også trække vejret, hvilken klogeåge har nu fundet på det tænker jeg bare” smilte hun for sig selv, og strakte sig en anelse, stille strøg hun hans kind, og rejste sig så, gik langsomt hen til vinduet, “Jeg glæder mig sådan Athal.. Nu kan jeg endelig se alle mine blomster springe ud.. i stedet for at se dem i en bog.. Og solen.. Mærke varmen fra den.. Jeg.. Det lyder så vidunderligt, det var så længe bare en drøm, et spinkelt håb.. Og så.. Så pludselig var jeg det jeg havde drømt om, jeg blev levende igen” smilte hun for sig selv, hænderne hvilede mod vindues karmen.
“Rodet mig ud i for meget? Athal.. Hvem af oz to rev hinanden ud i alt for meget, få timer efter vi havde mødt hinanden, husker du noget om den morderiske vampyr der nær havde taget livet af mig? For slet ikke at snakke om hvad han ville gøre ved dig” hun sukkede mildt for sig selv, og lod blikket glide ned på sine hænder, det sorte hår gled let nedover hendes øjne, “jeg skylder dig det.. Og når alt kommer til alt, vil jeg virkelig gerne tæve de idioter sammen med dig” drillede hun, men så dog ikke på ham, hun virkede trist over han ikke ville se på hende.
“Sys du virkelig jeg er smuk stadig?.. Jeg ved ikke.. Jeg troede at.. At det kun var vampyrens gen der gjorde det.. Det sjovt som den gamle usikkerhed kan skyde op igennem en, efter en masse år hvor jeg har været så selvsikker.. Og alligevel.. Har jeg ikke nogen planer om at hoppe i en forførende kjole, det er det alt for koldt til” grinte hun og vendte sig mod ham, satte sig let i vindueskarmen, og så ham i øjnene. “Jeg ville aldrig nogensinde lade dig tage af sted.. Det ved du godt, vi er alt for forbundet nu, tror du jeg ville sidde herhjemme og læse en bog mens du kaster dig ud i farer, som jeg sagde dengang du spurgte mig Athal, jeg viger ikke tilbage for en god udfordring” hviskede hun drilsk og pillede lidt ved sit lange hår.,
“Jeg spørger dig fordi jeg stoler på din mening, fordi jeg ved jeg kan høre det hvis du lyver for mig” smilte hun blidt og betragtede ham, så dog let væk igen, ville ikke se ham i øjnene hvis det gjorde ham utryg, det ville være meget forkert af hende, sådan at tvinge ham til at se hende i øjnene, hun vidste jo godt intet kunne ændre det han havde valgt. “Uhm.. Jeg finder lige ekstra dynen, så kan du sove hernede,” mumlede hun og gik langsomt hen mod trappen.

Athal lignede et barn, der lige var blevet taget som blind passager i slikskabet. Rødmen skød som en indrømmende kendsgerning op i hans kinder, og han var lige ved at kigge væk, da Aines ord med det samme bed ham i nakken. En ilning af en grimasse skrånede over hans ansigt, og han tvivlede lidt på sit eget svar. Burde han sige noget? Desuden smilede hun også så drillende, så spørgsmålet kunne vel sagtens være retorisk. Ikke?
Med ét måtte han knibe læberne sammen. Det ville være ondt at grine, nu da hun var så sød og ivrig, men bare tanken om ham selv med en ordentlig krabat af en fisk i hånden og Aine, der effektivt skurrede på et bræt, var lige ved at give ham grineflip.
"Joh. Joh, da," sagde han med en svagt overbevisende nikken. Gud, hvor var det svært ikke at give efter for latteren. "Det kunne da lyde rigtig sjovt, Aine."
Havde han haft noget i munden, ville han sandsynligvis have spruttet det ud. 6573 år?! Man ville nærmest kalde hende jævnaldrende med hans forældre - og det var chokerende nok i sig selv.
Jo, godt nok havde han regnet med en stor alder fra dæmonens side, måske et halvt årtusind, men at det virkelig var så meget ...
"Wow," henåndede med slet skjult imponeret ansigt. "Det var da ... " Han sank en gang. "Det var da en god bunke år." Men smilet sad der stadig, og det havde ikke fået ham til at se spor frygtsom ud. Nu var han jo, normalt set, også vant til folk med store aldre.
Hun var god til at ramme ham de steder, hvor han var svag. Athal sukkede og åbnede og lukkede ordløst munden et par gange, men det var umuligt. Da hun rejste sig og gik hen til vinduet, fulgte vanddæmonen enhver bevægelse. Skikkelsen mod det mørknende vindue var så fuld af håb, så glad for livet, og han tænkte, at nu når hun nu havde ventet så længe, hvordan kunne nogen så tillade sig at snyde hende for det? Pludseligt grebet af en trang til at blive hendes gode ønskefe, måtte han bide sig selv i tungen for ikke at hoppe i sofaen af sprudlende elektricitet. Et smil brød frem, da hun mindede ham om sin syge vampyrmorder, og han kløede sig overvejende i håret,
"Men vi gjorde det af med ham, ikke? Jeg mener; der er ingen mulighed for, at han kommer tilbage, vel?" spurgte han panderynkende, mens han prøvede at indstille sin hukommelse på hændelsen. Men ovenpå alt det, der ellers var sket, stod det hele lidt uklart. Et billede af ham selv, der jog vampyrjægerkniven ind i vampyren og dernæst holdt en døende Aine i sine arme, larmede mod hans sind. Men han kunne ikke huske noget om en død, ondskabsfuld vampyr.
Han grinede kort. "Det er godt, du er så entuisiaktisk. Det har vi ret meget brug for."
Fuld af nye spekulationer kiggede han på hende, mens han prøvede at komme i tanke om hvor meget, han havde fortalt hende om isdæmonerne. Svaret var vel ... Tjah, næsten intet. Det eneste, hun sådan set måtte have fået fat i, var det, han havde fortalt dværgene nede i bjergene. En indre gysen rislede gennem ham, og han besluttede straks, at hun skulle indvies i de mere svidende detaljer.
'Du har heller ikke brug for nogen forførende kjoler,' havde han lyst til at sige - men lod være. Alt for mange ting havde han ønsket at sige denne aften, men selve konsekvenserne af det, hvis han sagde det højt, ville gøre alt for ondt at bære. I stedet var det nememre at fyre jokes af.
"Jah, jeg ku' godt en swimmingpool lige nu," sagde han med et grin og stirrede henført frem for sig. "Og nej, det med udfordringer og dig har jeg vist for længe siden opdaget," tilføjede han med et smørret smil.
Ordet 'ekstradyne' faldt straks i god jord hos Athal, men han kunne ikke lade være med at føle sig lidt ked af det på hendes vegne. "Hey, Aine?" kaldte han, da hun nåede fodens trappe. "Når du kommer ned igen - hov, nej, vent." Han sprang op og stå og var som et lyn ved trappefoden. Med et bestemt blik så han ned på hende. "Når jeg kommer ned igen, har jeg lidt stof at fortælle dig om isdæmonerne. Såh - find din indre Kung Fu Panda frem," erklærede han og tog i de næste par trin trappen op til hendes værelse - eller hvor ekstradynerne nu ellers gemte sig.

Aubreiane så smilende på ham idet han hurtigt overhalede hende, og smuttede op på hendes værelse, hun gik ganske langsomt op til ham, og bed sig lidt i læben, “Den ligger inde i skabet, der hvor du fandt den der vampyrjæger kniv. Kan du egentlig stadig bruge den? Jeg mener, den kan jo bruges til en masse udover at myrde vampyre” sagde hun smilende og bed sig i læben igen, inden hun lod hovedet glide lidt på skrå.
“Du må gerne grine.. Hvis du sys det en lidt latterlig ide jeg kom med.. Du ved med den sushi, jeg.. Tænkte bare det ville være godt.. Eller.. Ja.. Du ved..” hun tav og så en anelse tænkende ned i gulvet, lod hovedet glide på skrå og hvilede ryggen mod dørkarmen, hun smilte lidt for sig selv, håbede lidt han ville bemærke maleriet i hjørnet, der forestillede ham i fuld dæmon form, i grotten med en masse ametyster rundt om, hun havde faktisk brugt en del tid på det, selvom det langt fra var færdigt endnu.
“Er du chokeret over min alder? Jeg bliver et år ældre i morgen” drillede hun smilende, og pillede lidt ved sit lange sorte hår, for en stund stod hun lidt og skrabede med foden i gulvet, inden hun strakte sig, jaa det var lidt mærkeligt at det var så mange år efterhånden, men tiden gik jo hurtigt, og det gjorde den oz når man ikke kunne dø så nemt. Let lod hun blikket glide hen på ham igen, det var jo åbenlyst han skulle sove på sofaen, hun ville ikke risikere at gøre ham vred ved at sige han nok ville sove bedre ved siden af hende, men det ville han faktisk, sofaen var så hård at ligge på syntes hun selv i hvert fald.
De intense grønne øjne hvilede roligt på ham, inden hun langsomt vendte rundt, og gik ned i stuen igen, hun satte sig forsigtigt på sofabordet, og bed sig i læben med et tænkende blik, hun havde virkelig lyst til at røre ham hele tiden, det var svært ikke at stryge hånden over hans kind, eller nusse hans fingre, men hun gjorde det ikke, self gjorde hun det ikke, hun ville ikke gøre ham alt for vred. Kort efter rejste hun sig igen, og gik ud i køkkenet, hun hentede to glas og en flaske vand, inden hun gik tilbage til køkkenet igen, hun åbnede køleskabet, skulle hun mon?.. Jaa hun kunne vel godt tillade sig at finde lidt mad frem, ironien var jo at hun havde lavet sushi inden han kom, så kunne de da spise det, let gik hun ind med det og noget dyppelse, samt et sæt spisepinde til hver, hvis man ville bruge dem.
“Jeg tror vi gjorde det af med ham.. Det håber jeg i hvert fald.. han har ikke givet lyd fra sig, men hvem ved..” sagde hun stille idet han kom ned igen med dynen og puden, hun lod hovedet glide lidt på skrå og satte sig på sofaen, hun smilte lidt til ham, vidste det faktisk ikke om han var borte fra altid, men hun håbede det, nu hvor hun ikke var vampyr mere, ville hun med garanti tabe var hun ret sikker på.
“Jeps, jeg glæder mig til at finde ud af lidt mere af de tosser der, jeg kan jo bare brænde dem til døde hvis der er det, men jeg vil gerne vide noget mere om dem, vide hvorfor alt det her skete, det ville virkelig være rart at vide.. Hvad der er sket, for.. Jeg hørte jo kun lidt om det, sammen med dværgene, og for at være ærlig.. Var jeg nok for vred til at høre ordentligt efter” sagde hun undskyldende og vred hænderne lidt i skødet, hun turde ikke se på ham, ville ikke se den fortvivlelse som hun skabte hos ham, ville virkelig ikke frembringe den igen, så nu så hun ikke på ham, det var måske oz dumt at se for meget på ham.
“Sys du ikke jeg behøver udfordrende tøj? Hm næh.. Måske ikke.. Måske er det fint nok bare at være mig” sagde hun langsomt og pillede ved sine fingre, hun havde ikke så lange negle mere, dem havde hun fjernet efter hun var blevet en dæmon