New adventure with a new person

Det første spørgsmål, glædede hun sig allerede til at svare på. Hun kunne lige se for sig, hvordan han ville se ud i ansigtet bag efter. Eller… Nej, det kunne hun faktisk ikke, da hun vidste hvordan han ville reagere på hendes lille fortælling. ”Jo, altså.. Jeg har jo fortalt at jeg stak af om natten. Jeg efterlod et brev på min seng, gav Snow, min sneugle mad og så var jeg den der var skredet.. Jeg kravlede ud af vinduet. Faktisk, så tror jeg mine forældre fik øje på mig, da jeg kravlede ned.” Cholé stoppede kortvarigt op og sendte ham et forsigtigt blik. ”Jeg har ingen mobil eller noget, så de har ikke prøvet at kontakte mig endnu. Men jeg ville heller ikke vide hvordan de skulle få fat på mig.” Hun havde altid ærgret sig over at hun ingen mobil havde, men hendes forældre var gammeldags, og det var hendes far der bestemte i familien. Ingen mobiler, computere eller fjernsyg.. Basta! ”Men… Jeg tror ikke min mor reagerede på det.. Hun græd nok bare.. Min far, han.. Han har sikkert allerede sendt folk ud for at lede efter mig… Suk… Forældre..”
Den sidste del af det, var nok det mest barske hun havde sagt længe. Men hun kunne ikke sidde og fortælle ham noget der ikke var sandt. Cholé vidste at hendes mor sikkert havde været grædefærdig den første uge og hendes far stresset og ude af sig selv. Han havde kontaktet alle som kunne hjælpe ham og havde sikkert sendt folk rundt i hele landet for at lede efter hende.
Cholé sukkede lidt, men forsøgte at holde humøret højt. Hun sad her, og skulle for guds skyld ikke ligne et tudefjæs foran Eric. Aldrig i livet! Han var slet ikke en, som man skulle vær i dårligt humør med. Det var i hvert fald hvad hun gik ud fra.
Alle hendes bekymringer forsvandt, da han bad hende om at lukke øjnene. De gyldne øjne, der før havde været rettet direkte mod ham, blev nu lukket og hendes lange øjenvipper blev nu mere tydelige. Selvom hun ingen anelse havde om, hvad han ville gøre, kom et lille smil frem på hendes læber. Hun kunne trods alt godt smile, selvom hun ikke vidste hvad der skulle ske. Cholé hørte et par lyde, åbnede munden da hun kunne mærke noget mod hendes læber og kunne straks smage den kraftige smag af laks, selvom det først lige havde ramt hendes tunge. Forsigtigt lukkede hun munden igen. ”Laks og ris. Klassisk”
Der gik lidt tid før hun åbnede øjnene. Hans kommentar, gav hende noget at grine af. Eller hun ville have grint, hvis ikke det var fordi hun havde munden fyldt med mad. Forsigtigt åbnede hun øjnene, lige i tide til at høre hans spørgsmål. Forsigtigt gumlede hun på laksen og risen med stor fornøjelse. Åh, hvor havde hun savnet af sushi.
Forsigtigt lagde hun hovedet en smule på skrå, tyggede af munden og sendte ham et smil. Hun skilte læberne ad, og spurgte så. ”Har du boet her i Di Morga altid… Og.. Hvor gammel er du rigtig?” Det sidste kom meget lavmeldt fra hende, da hun ikke ville råbe det højt. Det ville være dårligt… For dem begge.

Efter hver eneste information hun fik, nikkede hun kort og håbede at hun ville kunne huske det. Denne gang, var hun ikke født med den bedste hukommelse, hvilket var ret skidt. Dog kunne hun forstå ting, forsøge at gemme dem, uden sikkerhed for at de ville blive sidende. Sådan havde det været hele dette liv, og derfor havde skolen været det rene helvede for hende. Og det blev kun værre af, at hun var den eneste elev.
Cholé skubbede tankerne væk, da kvinden kom tilbage med deres drikke varer. Og kort efter tjeneren var kommet ind med det og derefter var gået, skyndte hun at tage sig noget at drikke af den kolde, smagsløse væske. Vandet kølede hendes straks ned, da hun følte at stedet hvor de sad, blev varmere og varmere. Så lige som ham, smøg hun sine ærmer en smule op og rettede så blikket hen mod ham igen.
Spørgsmål lyttede hun ivrigt til, og sendte ham et blik fyldt med venlighed, sødme og viden. ”Hvis vi gå helt tilbage i tiden.. Vent, jeg må hellere fortælle dig om noget andet først. Mit liv er mere eller mindre gået i hak. Hver gang jeg dør, vil jeg genopstå som 17-årig. Jeg kan dø på en normal måde, eller når jeg at 35. Min krop vil dog aldrig ældes.” Hun stoppede kort op, blot for at sikre sig at han var helt med på hvad hun snakkede om. Forsigtigt lagde hun hovedet en anelse på skrå, og fortsatte med at fortælle. ”Så hvis man regner med sådan hvor jeg først opstod, var det i Holland. Jeg blev dog kun 18 år, den gang. Det var et år efter jeg fik denne forbandelse.. Jeg kalder den evig sorg..”
Det var underligt for hende, at sidde sådan et normalt sted som dette og snakke om så dystre ting som dette. Nu skulle der altså noget andet ind i deres samtale. Hun greb atter fast i det kolde glas og tog en tår af vandet. Blikket fulgte hans, der kiggede ud af ruden ikke langt fra dem. Der var ganske nok blevet mørkt og sikkert også endnu mere koldt end det allerede var. Et suk, af længsel efter at sprede sine vinger ud og flyve igen, sprang nærmest ud af hendes mund. Hun kunne ikke holde det tilbage.
Hans spørgsmål var atter en lettelse for hende. Endelig ville der komme noget mere positivt ind i deres lille chat sammen om diverse ting. Efter hendes mening, blev samtalen mere og mere random. Til sidst sad de vel og diskuterede farver, efter hun ville svare på hans spørgsmål. ”Hmm.. Jeg har altid godt kunne ide grønne og blå nuancer. Men jeg bær stort set aldrig noget i blåt. Det klæder mig aldrig. Så jeg må nok sige grøn.” Hun smilede let til ham, og håbede på at svaret havde været det han ønskede. ”Hvad med dig? Hvad er din ynglings farve?”
Blikket der i længere tid havde været vendt ud mod den kølige aften, blev nu langt om længe rettet mod ham igen. Smilet blomstrede videre på hendes læber, da de fik øjenkontakt.

Cholé sprang lige over den information hun fik om hans ynglings farve. Det kunne de komme tilbage til senere. Det var dog te godt valg han havde taget. Rød var en smuk farve. For hende var sort dog også en farve, men hvid.. Der måtte hun være den kedelige person, og indrømme at hvid ikke kun bestod af en farve.
Hun rystede let på hovedet, for at komme tilbage til de rette tanker. Farver kunne være lidt lige meget lige nu. Det galte om at forklare ham den bizarre forbandelse en skør kvinde havde kastet over hende, for mange år siden. ”Det hænger sådan her sammen. Selvom jeg vil genopstå, vil man ikke lægge mærke til at jeg bliver ældre. Jeg har og vil altid være fanget i min krop, der siger at jeg er omkring de 20 til 21 år. Jeg vil huske alt, selvom jeg vil dø og genopstå et helt andet sted. Jeg kan nærmest huske alt fra da jeg.. Ja, da jeg blev født, hvilket er meget usædvanligt. Men det er på grund af min Animagus. Og ja, jeg vil kunne huske alle dem jeg holdte af, alle mine venner og de forældre jeg havde de år. Dog er det ikke altid at dem jeg har haft et forhold til, vil kunne huske mig, i mit næste liv.”
Et suk strøg over hendes læber, da hendes humør var styrtdykket en smule. Bare tanken om alle dem hun havde mistet, var ikke til at holde ud lige nu. Alle de venner hun havde haft med tidens løb. Alle dem hun næsten havde fået et liv sammen med.. Og så dem, der havde været bundulykkelige over hendes død. Hun savnede de tider, hvor hun havde nogen at holde sig op af. Hun måtte blot håbe, at Eric kunne blive en af dem.
Dog kom hende smil mere og mere tilbage, da hun hørte hans stemme igen. På en måde beroligede hans tone hende, og hun faldt mere hen, blev mere rolig og hendes tanker mindre paniske. ”Åh ja. Jeg sad bare lidt i mine egne tanker.” Hun lagde sit hoved en smule på skrå og lagde hånden i hunerummet mellem hendes hals og skulder. Med den anden hånd, rakte hun forsigtigt ud efter en sushi igen og spiste den med glæde.
Tanken røg tilbage mod hans ynglings farve, og på et eller andet tidspunkt måtte hun nok kommentere på det. ”Omkring din ynglings farve… Så mener jeg at det er et godt valg. Rød er en adel farve, efter min mening.”
Hans spørgsmål gjorde hende blot mere rolig. Tanken om at han var interesseret i hvor hun boede, gjorde hende varm inden i. Bare det at han interesserede sig for det bras hun kom med, fik hendes ydre til at stråle som tusinde sole. ”Jeg bor midt inde i Terre. Der ejer jeg som sagt en lille lejlighed på første sal.” Hun søgte kort efter hans øjne, og stillede så ham et spørgsmål. ”Men hvad med dig? Hvor hører du hjemme? Et sted i Terre?”

Cholés kinder fik en lettere rød farve, da han fastholdte hende blik lidt længere end hun havde forventet. Han studerede tydeligvis hendes øjenfarve eller noget i den sti. Eller han studerede måske noget andet i hendes ansigt. Det føltes bare som om der var en tydelig forbindelse mellem deres øjne. Af denne grund og af den lettere røde farve, blomstrede smilet på hendes læber igen, som for lidt siden, da humøret have været højt. Det var ikke fordi det ikke var højt lige nu, men stemningen havde lagt sig over dem på en anden måde end før. Det var en mere afslappet og rolig atmosfære de var kommet ind i nu.
Eftersom Cholé endnu ikke vidste så meget om denne mand foran hende, gjorde det hende kun gladere at høre hans ærlige svar og meninger om hans eget liv. Det var ikke mange der turde stille sig op, og fortælle så meget om sit liv. Nogen sad blot og snakkede i stikord på en måde. Fortalte kun sådan som det var, uden at fortælle lidt om måske hvordan det havde været eller ville blive. På den måde, virkede Eric meget mere interessant på det punkt. Var helt ærlig når han snakkede… Eller sådan virkede det da.
Spørgsmålet om hun arbejde, var et typisk et af slagsen. Men hver gang kunne hun sige nej til vedkomne der spurgte hende. Hun kunne også bare være snoppet og sige at hun havde nok penge og aldrig ville arbejde i sit liv. Men sådan var det ikke. I stedet fik hun udtrykt sig på en dårlig måde. ”Nej, jeg arbejder ikke. Jeg har penge nok. Men jeg arbejde for min far, indtil jeg ikke kunne klare det længere. Det var en af grundene til at jeg stak af, du ved. Men penge har jeg nok af, til resten af mit liv, hvis det skulle være. Jeg har ikke brug for at arbejde, men alligevel ville jeg gerne. Jeg overvejer noget frivilligt.. Eventuelt med dyr?”
Hun håbede ikke at hun havde dummet sig al for meget. Hun kunne jo godt komme til at lyde lidt for snoppet og nærig, når hun snakkede om penge. Hun havde ikke det havde været for overdrevet.
”Hey. Hvis du mangler et sted at bo på et tidspunkt, eller bare gerne vil væk fra dit kollegium, så står jeg gerne til rådighed. Jeg har alligevel et ekstra værelse til rådighed der hjemme. Jeg skal ikke have noget for det. Du kan komme og gå som du vil..” Pludselig gik det op for Cholé at hun bare sad og snakkede uden at tænke på hvordan han ville reagere. Derfor kom hun hurtigt efter, med endnu et udbrud: ”… Altså hvis du har lyst. Du skal ikke føle dig tvunget, men jeg hjælper gerne, hvis du har brug for et sted.” Hun fjernede hånden fra hulerummet mellem hals og skulder for derefter at tage sin hånd op til munden, så det så ud som om hun bed negle. Hun fik et lettere nervøst udtryk i øjnene, da hun følte at hun havde dummet sig. Hun havde sagt alt for meget. Cholé, for satan da også. Du snakker for meget…
Cholé gispede kort, da han kom til at vælte sit glas og var ikke langsom til at hjælpe ham med at tørre den spildte cola op fra gulvet. Dog kom der heldigvis nogen og hjalp dem, med noget der egnede sig bedre til at tørre op med. Hun havde selv bare grebet fat i sin serviet og rejst sig fra stolen, for at hjælpe ham. Hun sagde ikke et ord, før hun satte sig op på sin stol.
”Blev du selv ramt?” Spurgte hun lidt halvdumt mens blikket nu blev rettet over mod ham igen.

Cholé blev lettere panisk da hun så ham forlade bordet. Hun havde ikke rigtig hørt efter det han havde sagt, før han havde rejst sig. Først var hun uforstående og hun hævede det ene øjenbryn en smule, men lidt efter lidt, forsøgte hun at sætte det hele sammen. Enten ville han bare gerne have lidt tid for sig selv, et pusterum til at tænke hendes forslag igennem eller så ville han af med det snask han havde på hænderne. Det kunne lige så vel være det ene som det andet. Men på en måde, passede det bedre sammen, gav bedre mening for hende, hvis han på grund af begge dele. Hvem ville ikke gå på badeværelset efter at de havde tabt deres drikkelse over deres fingre? Og Cola var klart noget af det mest klistrende stads der fandtes.
Det hævede øjenbryn fandt den rette plads over øjet igen, mens de gyldne iriser stirrede frem for sig, hvor Eric havde siddet for et split sekund siden. Hun havde dummet sig, det var helt tydeligt. Både på ham og på hende. Hendes humør var styrtdykket med et brag og hun nå lige nu og rullede rundt i en diskussion med sig selv, om hvor vidt hun skulle græde, blive rasende på sig selv eller måske endda skride af ren pinlighed. Hun havde lavet verdens største fejl, og det var tydeligt på ham, at han nok havde misforstået hvad hun mente, ellers havde hun udtrykt sig helt forkert. Det kunne selvfølgelig også være.
Cholé satte albuerne i bordet, så hendes vand var ved at vælte. Hun lagde hænderne over øjnene, hvilket gjorde at ingen kunne se, hvis en tåre ville trille ned af hendes kind. Lige nu, forstod hun ingen ting længer. Det havde været en lang dag og hun havde snart brug for at komme hjem, da det her virkelig ikke virkede til at… Ja, virke… Hvis hun nu bare kunne finde en god måde at fortælle ham på, hvor ked af det hun var, over det latterlige spørgsmål hun var kommet med, ville det være helt fantastisk. Efter det kunne hun smutte hjem og tude sig halvt ihjel over alt der var sket på det sidste, over dem hun havde mistet og dem hun snart ville miste.
Da Eric kom tilbage, var hun ikke langsom til at få det hun ville sagt. Hun nåede lige med nød og næppe at sige noget, inden han gav sig til at sige noget on hendes forslag. Han måtte bare vide hvad hun mente sådan helt og hvor ked af det hun var, hvis han havde misforstået det. ”Undskyld, undskyld, undskyld!” Hendes stemme lød nærmest panisk. ”Jeg ville ikke have at du skulle tro alt for meget omkring mig, Det røg vare ud af min mund. Jeg er ked af det.” Cholé havde stadig ikke fjernet hænderne helt fra øjnene. Hun havde dog fjernet dem kort, da hun bemærkede hans tilstedeværelse tæt på hende igen. ”Og.. Jeg håber ikke du synes at jeg er en komplet, snoppet tøs, der ikke tænker på andet end at bruge penge. For sådan er jeg ikke.” Hun stoppede op igen, fjernede nu helt hænderne så han kunne se på hende, mens hun sagde det sidste. ”Jeg håber ikke jeg har ødelagt noget. Dine tanker om mig som person. Jeg må hellere gå..”
Cholé rejste sig, takkede for måltidet, tog sine ting og gik mod døren. En lille tåre trillede ned af hendes kind, selvom det ikke var synligt. Han havde helt klart misforstået det hun havde sagt, eller også havde hun bare udtrykt sig forkert. Og svaret på hendes tilbud, ville hun ikke høre. Hun vidste godt, at han ikke ville tage imod det, af en han kun havde kendt så kort tid. Hun havde været åndsvag.

Hvis det ikke var fori hun vidste at det var en dårlig idé at græde, havde hun nok grædt en hel del nu. Men tanken om at nogen skulle se hende græde, var ikke helt tiltalende. Hvis det kunne lade sig gøre, ville hun se at komme hjem til den dejlige varme lejlighed, hun vidste ventede på af hun kom hjem. Tankerne blandede sig i hendes baghoved, men kun en eller to af dem blev taget op og vendt. Tanken om hvad han tænkte om hende, gjorde hende dårlig. Men måske havde hun taget helt fejl af ham? Han kunne jo sagtens være den slags person, der havde det med at få folk til at misforstå ham. Eller sådan virkede det lidt for Cholé. Men hun havde selv opført sig en smule underligt. Normalt ville hun ikke gå fra nogen på denne måde. Hun ville normalt få talt det hele igennem og finde en løsning. Men hun havde dummet sig så meget, at hun nærmest ikke havde turdet at blive sammen med ham.
Cholé nænnede ikke at kigge tilbage. Hun havde sat farten lidt op, så det ikke ville tage hende alt for lang tid at komme hjem. Hendes lejlighed lå ikke ligefrem så tæt på alligevel. Pludselig kom hun i tanke om noget. Noget der havde gjort at de mødte hinanden i første ende. Hendes ting. Havde han dem mon stadig liggende i hans taske? Hun havde i hvert fald ikke taget det med sig. Men det kunne også være lige meget. Det ville alligevel minde hende for meget om han, og få hende til at fortryde tusind gange at hun var gået fra ham. Det var slet ikke en del af planen, at hun skulle gå fra ham.
Endnu en lille, nærmest ikke mærkbar eller synlig tåre, trillede ned af hendes kind, i samme spor den første tårre havde lavet. Dog nåede hun ikke at tænke mere over det, før nogen trak fat i hendes håndled og fik hende helt automatisk til at stoppe op. Og personen hun så, da hun søgte efter personen hvis hånd det var, gav hende lyst til at tudbrøle mens hun kastede sig på knæ foran ham. Hun var så ked af at hun var gået, og det tog allerede nu hårdt på hende. Det havde bare slet ikke været en del af hendes idé.
Hun så på ham, følte sig beget yngre end hun rigtig var, da han snakkede til hende og besvarede det hun havde sagt før hun gik. Men ingen ord gav mening for hende. Det var blot toner og beroligende lyde der kom fra hans mund. Da hun mærkede at hans anden hånd, den der ikke var om hendes håndled, mod hendes kind, vendte hun, i en flydende bevægelse, hovedet væk fra ham, i håb om at hans blide hånd ville røre hendes kind et andet sted. Hun havde lyst til at kaste sig i hans arme, grædende, og undskylde over for ham for tredje gang den aften.
Hans spørgsmål gjorde hende en smule nervøs. Hun var ikke sur på ham eller noget, men nervøsiteten og den ubeslutsomhed hun besad, gjorde hende en smule utilpas. Hun svejede let, ikke tydeligt, men nok til at hun måtte træde et skridt tilbage. Til hendes lettelse, gav han slip på hendes håndled. Vent... Havde han holdt om hendes håndled så længe? Det føltes en smule underligt at tænke på, men stadig så behageligt og rigtigt. Hvad gik der dig af hende?
Efter lidt tid, hvor hun skifte vis kiggede på ham, på hendes hænder og ned i jorden, kom hun endelig med et svar."Undskyld for det hele. Jeg... Det... Undskyld. Må jeg tage med dig tilbage? Jeg fryser sådan, og der er ret langt hjem til mig." Hendes øjne var blanke, da hun holdte tårerne og en længsel tilbage, mens hendes blik var søgende og spørgende samt stadig uroligt og lidt trist. Hun var så ked af det hele.

Mens de gik, blev der ikke sagt et eneste ord. Om det var fordi der intet var at snakke om, eller det var fordi Cholé stadig følte sig en smule underlig til mode, var ikke til at vide med sikkerhed. Hun havde lyst til at løbe op og tage hans hånd eller give ham et kram, men hun gik allerede så langt bag ham, og de havde vist afsluttet den diskussion. Selvom hun ikke var spor tryg ved at hun måtte gå lidt fra ham, kunne hun ikke få sig selv til at gå op på siden af ham. Så hellerede blive et skridt bag ham. Så risikerede hun ikke at gå forkert uden at opdage det. Det var efterhånden sket et par gange, mens de havde gået fra sted til sted.
Af og til kiggede hun sig engang over skulderen, sikrede sig at den person der normalt fulgte hende hvor end det skulle være, ikke fulgte efter hende i aften. Sidste gang havde været en pæn underlig gang. Og efter det, ønskede hun ikke at gå alene på gaderne længere. Det var slet ikke noget for hende at blive efterfulgt, og hvad havde hun i grunden gjort, for at gøre sig firtjent til en stakler?
Tankerne fløj forvirret rundt i kvindens hoved, mens hun kiggede ned i jorden. Hun løftede kun hovedet da hun fornemmede at en bil eller noget lignende kørte forbi det. Blikket blev fastholdt mod den sorte BMW, der passerede dem lidt efter. Hun fornemmede en person kigge ud på dem, og så derefter personen fortælle et eller andet til hans Chaufør. Der var bare to meget mistænkelige og spøjse ting over bilen og dens tilstedeværelse. For det første, så kunne hun fornemme at nogen inde bag de sorttonede ruder kiggede ud på dem, og slap ikke ligefrem blikket. Blikket var stift rettet mod dem, selv da bilen drejede ind af en sidegade. Det næste måtte være, at nummerpladen ikke var fransk. Den var fra hendes oprindelige fødested, Holland. Der var da helt klart et eller andet lusket omkring den person, eller de personer der sad i bilen. Normalt kom Hollandske biler med Hollandske nummerplader ikke ligefrem til Frankrig. Og desuden… Hvem stirrede dog så meget på to mennesker, som om de lignede noget der var løgn?
Forsigtigt prikkede hun Eric på skulderen, da hun havde taget mod nok til sig, til at gøre det. Hun håbede på at få hans opmærksomhed vendt mod sig, så hun kunne fortælle ham, at hun fornemmede et eller andet ikke var som det skille være. Gaden var også mistænksomt meget stille. Og da hun endelig fik opmærksomheden vendt mod sig, var det lige før det var for sent. ”Jeg har på fornemmelsen at der er et eller andet helt galt. Jeg føler mig efterfulgt.”
Og ganske rigtigt, da hun rettede blikket tilbage, kunne hun se en mand og en bil, ikke langt fra dem. Chaufføren i bilen havde vist ikke lagt mærke til at Cholé havde opfattet deres tilstedeværelse, og kørte derfor op på siden af dem. Atter rettede de gyldne øjne sig tilbage mod den mand der nu opholdte sig bag dem.
”Løb!” Kom det pludselig fra hendes læber, og det løs nu mere panisk end hun havde regnet med. Dette var altså bare for creepy. Der var nogen efter dem. Gad vide hvor længe de havde fulgt dem? Cholé smed tankerne væk, trak ham med sig og begyndte at løbe så hurtigt hun kunne. Hun var trods alt ikke så dum, da hun løb ned af nogle tilfældige gader, for at forvirre ’fjenden’. Hun havde taget fat om Erics håndled, lige før hun var løbet og trak ham derfor med sig. Gad vide hvor længe det ville vare, før de ville blive fanget, eller hvad de nu ville. Det eneste Cholé vidste, var at der var et eller andet helt galt.

Cholé var så optaget af at løbe, at hun glemte alt omkring sig. Det eneste der var vigtigt nu, var at komme væk. Det værste måtte nok være, at hun ingen anelse havde, om hvem disse mænd dog kunne være. Havde de fulgt efter hende længe, eller havde hun fanget dem i det rette øjeblik?
Tænk hvis hun ikke havde været opmærksom på at der tit var nogen der fulgte efter hende? Hvis hun ikke havde vidst det, ville hun slet ikke vide, hvad der kunne være sket med dem. De kunne være blevet smidt ind i den sorte BMW med den Hollandske nummerplade eller blevet skidt fra hinanden. Det værst tænkelige, kunne selvfølgelig også være en mulighed. Men de ville ikke få så meget ud af det. Hvis de dræbte hende, ville hun bare genopstå. Men hvis de dræbte ham. Tanken var ikke til at holde ud.
Cholé blev slået ud af tankerne, da hun følte det som om hun var ved at falde. Hun kunne høre motoren ikke langt fra dem og blev panisk. Tænk hvis de fik fat på dem? På en måde, havde hun på fornemmelsen at det nok skulle gå. De skulle nok finde på et eller andet. En måde de skulle slippe væk fra disse mærkelige mænd. Mon det var nogen de kendte og hvem af dem ville de have fat i?
Tankerne kludrede rundt i hende allerede forvirrede hjerne. Lidt efter lidt gav det hele meget mere mening for hende. Det var nok nogen der var kommet for at hente hende hjem. Nogen af hendes fars mænd?
Mens de løb, trillede en lille forvirret tåre ned af hende kind, og forsvandt ned langs hendes hals. Hun snappede lidt efter vejret, mens de løb. Hun var helt klart ikke bygget til at løbe så hurtigt som hun gjorde nu, hvilket gav hendes store problemer. Af og til sakkede hun nemlig en smule bagud.
Tanken om at hun jo egentlig havde vinger og kunne flyve, var en smule befriende. Men hvad skulle han gøre? Der var ikke nok plads til at han kunne lette i de små gader og stræder de løb ned af. Og hvor de var på vej hen, var heller ikke sikkert. Så godt kendte Cholé heller ikke Terre endnu. Hun havde trods alt kun boet der i en lille måneds tid.
Hun bemærkede hans hånd om hendes håndled, men havde for travlt med at komme væk, til at forstå hvad han mente med det. Hun nåede dog ikke mere end få skridt, før hun blev trukket tilbage, da han valgte at dreje. Motoren kunne stadig høres ikke langt bag dem, og i et kort sekund lød det som om nogen bandede på Hollandsk… Eller var det Flamsk?
Men der var ikke tid til at tænke over det. Den ene af mændene havde valgt at stige ud af benene og følge efter dem til fods, ind i baggården. Cholé kiggede kort tilbage, men det viste sig at have været en rigtig dum idé. Hun var ved at snuble over sine egne fødder. Men hun fortsatte, efter at hun havde genvundet balancen på få nanosekunder. Manden var nu lige i hælene på dem, og det var dømt til at gå galt.
Cholé var udmattet og hendes dårlige allerede dårlige vejrtrækning var nu blevet værre. Hendes krop rystede kraftigt og hun vidste hvad det ville resultere i. Om lidt ville hun gå helt kold og det ville ikke være på den mest behagelige måde. Hverken for ham eller hende. Men hun måtte holde ud lidt endnu.
Til hende held trak Eric dem med ind i en bygning, hvor hun efter meget kort tid, kollapsede på gulvet. Hun rystede voldsomt og en jamrende lyd kom fra hendes mund. Epilepsi-anfald var ikke noget hun fik så ofte længere, men det var tit i situationer som denne, at hun ville gå kold. Rysteturene blev voldsommere og hun klemte øjnene godt i. Det gjorde ondt i hele hendes krop og hun vred sig i smerte. Endnu en tåre trillede ned af hendes kind.
Kort efter stoppede hun med at ryste og blev helt stille. Man kunne se hjertet dunke i hendes bryst, men det var også det eneste tegn der var på liv. Hun trak heldigvis også vejret, men følte sig ganske død. Dette havde været et af de mere kraftige anfald hun havde haft, og hvordan Eric ville reagere, vidste hun ikke.

Mens Cholé mere eller mindre var væk, fornemmende hun at han hele tiden var hos hende. Om det kun var i hendes tanker, eller om han faktisk var hos hende, kunne hun ikke afgøre, da hendes øjne forblev lukket. Dog kunne hun fornemme hver gang han rørte ved hende, kunne nærmest mærke hver gang hans blik hvilede på hende. Da hun stadig rystede, fornemmede hun hans arme om sig, hans varme dre roligt bredte sig i hendes krop også, som var der en forbindelse mellem dem. Hun kunne mærke at da hun stoppede med at ryste, havde han trukket endnu længere ind til sig, så hun nu hvilede op af hans brystkasse. På en måde føltes det så rigtigt, men alligevel forkert. Hun kunne ikke se hans ansigtsudtryk, vidste ikke hvor bekymret han måske var for hende. Hun vidste ikke andet end at han hele tiden var hos hende. På den ene eller den anden måde.
Pludselig fornemmede hun at hun blev løftet op. Hvor de var på vej hen nu, stod ikke klart for hende. De kunne vel være på vej til hospitalet eller op i hans lejlighed? Det kunne egentlig også være lige meget, hun var ikke ved sig selv eller hendes bevidstelse. Og det værste var at en slags ond drøm prægede hendes stakkels tanker og allerede trætte sind.
Cholé blev lagt på noget blødt og fik efter et par minutter en dyne over sig. På et tidspunkt kunne hun mærke hans hånd mod hendes kind, men var i tvivl om hvornår. Alle hendes fornemmelser synes at kludre sig sammen og gjorde hende forvirret. Det sidste hun fornemmede, før hun døsede helt hen, var hans blik mod hende. Det var så forkert at hende at ligge bevidstløs og gøre ham utilpas og nervøs. Hans tanker gik måske på, om hun egentlig stadig var i live. Men hendes hjerte slog, og pumpede blod rundt i hendes krop, der var en af tingene der gjorde at hun stadig var i live. Men hun trak også stadig vejret, dog kun gennem næsen, men hun fik luft. Dynen der var omkring hende, gav hende varme og beroligede hendes krop lidt mere.

I hendes drømmelignende tilstand, i hendes tanker, befandt hun sig i et stort hvidt lokale. Selv lå hun på gulvet i en stor, hvid kjole, foldet sammen i noget der mindede om fosterstilling. Rund omkring hende svævede noget der engang havde været personer. De svævede i en ring, der synes at komme tættere og tættere på. Ko tættere skygge-personerne kom, jo tykkere blev ringen omkring hende. En stemme rungede i hendes hovede, og fik skyggerne til at stoppe lige i tide. "Cholé.. Hvad bringer dig her til?"
Stemmen fik Cholé til at reagere, røre på sig efter lang tids frygt uden at bevæge sig. Forsigtigt og varsomt satte hun sig op og så en lysende skikkelse træde gennem alle skygge-personerne. "Jeg har ikke set dig her længe. Hvordan er det på jorden? Trives menneskene?" Stemmen fik hende til at gyse noget så voldsomt. Sjælene kom en smule tættere på. "De... Hvem er De?" Hun rakte en hånd frem for sig, der viste sig at være lige så bleg som hendes kjole. Nu kom den lysende person nærmere. En kvinde. Høj,slank og elegant. Hun trådte gennem skyggerne og satte sig på hug ved siden af Cholé, der lidt efter bemærkede en af hendes slanke fingre mod hendes læber, for at tysse på hende. "Du er død. Følg med mig og du vil få et fantastisk liv som lysende sjæl. Eller vend tilbage til dit triste og forbandede liv. Træf et valg nu." Det svar hun fik, overraskede hende. Hun havde ikke fået svar, men derimod et valg, og beslutningen blev truffet hurtigt. "Send mig tilbage til mit liv. Jeg kan ikke forlade Eric nu."
Et stift og skuffet blik blev rettet mod hende. Den lysende kvinde forsvandt og sjælene kom tættere på. De greb fat i hende, flere af gangen. Rev den hvide kjole af hende og begyndte at æde hende, som var hun deres først måltid længe.

Cholé gispede efter vejret og satte sig op i sengen med et sæt og en voldsom bevægelse. Hvor længe hun havde været væk, var endnu ukendt. Hun vidste bare at set var alt for længe. I længere tid hev hun efter vejret, skulle lige komme sig over sit valg og sin tilbagekomst. Tårer trillede ned af hendes kinder, da hun så Eric sidde på sengen. Hun hulkede mens hun sagde: "Jeg troede jeg var død.. Jeg troede.." Tårerne væltede ned af kinderne på den stakkels kvinde. Hendes drømme-lignende tilstand havde skræmt hende fra vid og sans. Men hun var tilbage nu. I live

Da Cholé slog øjnene op, gispede efter vejret og forsøgte at komme under kontrol, kunne hun mærke hans varme hænder mod hendes kinder. Han tvang hendes til at vende blikket mod ham, selvom hendes blik flakkede rundt uden at kunne finde ro. Hendes hjerne arbejde på højtryk for at kunne forstå hvad der skete i hendes drøm, eller hvad hun nu skulle kalde den. For hende var det hele meget svært at forstå, og hvis hun ikke snart fik fortalt eller skrevet drømmen, ville den snart forsvinde.
Langt om længe kom hun under kontrol, og hendes tårer stoppede lige så stille med at strømme ned over hendes starte kinder. Hun kunne mærke hans tommelfinger mod hendes kind, faldt til ro og lukkede øjnene i, med fred i sindet igen. Hendes vejrtrækning blev ikke trukket i desperation eller som i chok længere. Hun følte sig mere rolig og som et lille barn igen.
I lidt tid holdte hun øjnene lukkede, og da hun edelig slog dem op igen, var hun ikke langsom til at kramme ham. Uden rigtig at tænke over det, krammede hun ham bare. Han var den der havde holdt hende fra at forsvinde denne gang. Det eneste ved dette der undrede hende, var at hun faktisk havde været død. Hun havde ikke været i live, selvom hun stadig trak vejret og hendes hjerte stadig bankede. Hendes sjæl havde været død, mens hendes krop stadig lå og kæmpede for overlevelse. Det var noget helt utrolig der lige var sket og ærlig talt forstod hun det ikke.
Efter et stykke tid, hvor hun havde knuget sig ind til ham, besluttede hun sig for, at han nok begyndte at føle sig utilpas, og hun satte sig ordenligt op igen. Hans spørgsmål var blevet glemt i alle de andre tanker, der havde forvirret hendes sind.
”Jeg.. Jeg ved det ikke helt.. Jeg.. Jeg troede jeg var død..?” Hun burde virkelig begynde at forklare ham om ’drømmen’, men vidste ikke hvordan hun skulle starte. I stedet gav hun sig til at undre sig over hvad han mon havde tænk på, mens hun have været væk. Andre tanker prægede hendes sind, da hun kiggede sig om i lokalet, og slet ikke kunne genkende noget. Hun var i hvert fald ikke hjemme, men… Måske var hun i hans lejlighed? Hun kunne ikke finde andre steder de kunne være, da der ikke mindede om et hospital. Hun måtte altså være hjemme hos ham.
Forsigtigt skubbede hun dynen af sig og stirrede tomt ud i luften. ”Jeg havde denne her drøm. Jeg.. Jeg havde et valg mellem liv og død.. Jeg.. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det..?”

Cholé rettede blikket hen mod ham igen, da han bad hende om at prøve at forklare hendes drøm. Det virkede bare så underligt at skulle genfortælle det, men det ville i det mindste hjælpe hende til at kunne huske det. Og det var især godt, hvis hun nu havde brug for at snakke med en specialist omkring hendes sygdom.
”Jeg ved ikke om jeg har nået at fortælle dig det her… Men jeg lider af Epilepsi. Jeg har haft det hele mit liv, hvilket du godt kan fornemme er ret lang tid. Da jeg blev født, fandtes der ingen løsning på problemet, hvilket der har gjort de sidste par år.” Lidt lige som ham, satte hun sig mere oprejst op og vil møvet sig tilbage, så hun sad op af væggen. ”Da jeg var yngre og helt lille. Før jeg altså fik kastet forbandelsen på mig, var mine anfald meget kraftige. Med tiden er det dog blevet bedre. Denne gang var voldsommere end dem jeg havde da jeg var små... Hver gang da jeg fik en anfald, havde jeg mere eller mindre samme drøm. Den er nu gået igen for hundrede og syttende gang, eller noget i den stil.”
Cholé holdte en pause, vendte blikket hen mod ham, for at sikre sig at han var med, men vendte hurtigt blikket ret foran sig, så hun kunne fortsætte.
”Det hele går ud på, at jeg for det meste ligger i et utrolig lyst lokale. Det er kæmpe stort. Jeg kan hverken se den ene mur eller den anden. Faktisk kan man ikke se andet end hvidt, hvidt og atter hvidt. Noget sort og gråligt nærmer sig mig. De kommer nærmere. Deres fødder rør ikke et sekund jorden.. Faktisk er de ikke mennesker, men døde sjæle, der svæver rundt som sorte genfærd. De ligner alt i alt zombier eller døde, triste sjæle, lavet af ingen ting. De bliver ved med at nærme sig mig, mens jeg ligger inde cirka midt i lokalet.”
Atter vendte hun blikket og de gyldne øjne hen mod ham, for at sikre sig at han var helt med på hvad det var hun prøvede at fortælle ham og det blev denne gang fastholdt ham. Hun ville ikke slippe hans blik denne gang, da dette var den vigtige del. Hvis ikke han forstod dette, ville det ikke give mening. ”Pludselig ser jeg en lysende skikkelse, hvilket giver rummet et helt andet lys. Gennem de skygge-lignende personer går hun, helt ubekymret og som en engel. Hun er høj, smuk og blond. Hun giver mig et valg. Et valg mellem liv og død. Siger liget lignende dette: ’Følg med mig, og bliv lysende sjæl. Lev lykkelig som død resten af dit liv. Eller vend tilbage til dit triste, evige liv. Træf dit valg hurtigt. Der er ikke meget tid.’ Efter det, går der lidt tid, før jeg svarer. Lige så stille sværmer de sorte sjæle tættere på. De er meget få centimeter fra mig, før jeg beslutter mig. Hver gang beslutter jeg mig for at leve. Den lysende kvinde forsvinder og sjælende kommer tættere på mig. De flår mig levende, som et marridt eller en gyserfilm. De æder mig… Og næste øjeblik vender jeg tilbage… Tilbage til mit liv, efter anfaldet.”
Selvom det var meget hårdt for hende, holdte hun en lille tåre tilbage, der pressede på i hendes øjenkrog. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige i længere tid og forholdte sig derfor helt roligt, på grådens rand uden at sige noget.
Blikket blev vendt væk fra ham, da hans spørgsmål virkede som et knivstik i hendes hjerte. Hvad der havde fået hende til at fastholde hendes liv? Hun kunne da bare ikke sidde og røbe det. Det havde været hendes inderste tanker. Hvad ville han ikke sige til det? Til sidst tog hun sig sammen. ”Dig,” var det eneste lille ord, der slap gennem hendes sammenpressede læber. Tanken var uudholdelig. Havde hun lige betroet ham, hvad der havde fået hende til at blive? Åh, det virkede helt unaturligt men alligevel så befriende. Ingen havde nogen sinde fået hende til at ønske at leve, lige så meget som han havde gjort. De sidste par timer, havde været fantastiske.
Hans næste spørgsmål, kom ikke som et chok for hende. Selvfølgelig ville han sikre sig at hun var okay, men selv var hun i tvivl om hendes egentlige tilstand. ”Jeg.. Har det okay.. Måske en smule chokeret, men ellers okay,” besvarede hun, med en eftertænksom mine. ”Tror jeg da.”

”Jeg… Jeg kunne ikke få mig selv til at forlade livet, nu hvor jeg lige havde lært dig at kende. Jeg kunne ikke få mig selv til at dø foran dig, uden selv at vide om jeg ville vende tilbage til livet. Jeg kunne ikke få mig selv til at dø, for øjnene af dig, og give dig skyldfølelse.” Det hele fløj bare ud af hendes mund, mens blikket blev slået nedad, mod hendes sammenfoldede hænder i skødet. Cholé vidste ikke hvordan hun skulle udtrykke sig yderligere. Hvad var der ellers at sige nu? Hun havde forklaret ham hvordan det kunne være, at hun valgte at leve frem for at dø, og at han var grunden til det. Hun var godt klar over, at virkede underligt og overvældende for ham. Desuden havde han nok fået det forkerte indtryk af hende i forvejen, men dette gjorde det ikke meget bedre for nogen af dem.
Kort tid, åbnede hun munden igen, for at sige noget mere, men ikke en tone løsrev sig fra hendes strube. Frygten for hvad han mon ville tænke, hvis hun fortsatte med at forklare, holdt ordene tilbage. Det var jo ikke fordi hun var bange for at han ville gå amok, men hun ville ikke chokere ham endnu mere, end han allerede var blevet. Et lille suk blev klemt ud gennem hendes nu lukkede læber. Det her føltes så underligt. Til dels fordi grunden til at hun valgte at leve, var på grund af ham, men også fordi hun så måtte fortælle ham hvad grunden til hendes valg havde været.
De blev begge lidt redet af hans spørgsmål, selvom tydeligt kunne man fornemme hans usikkerhed i hans stemme. Der gik lidt tid, før hun tog mod til sig at spørge, men stadig kom der ingen ord fra hendes strube. Den tillod hende simpelthen ikke at sige noget, hvilket også var klogt. For hun ville ikke kunne komme med andet end få stammende lyde.
Lidt efter, følte Cholé det som om hun var blevet slået i ansigtet. Det var nu hendes tur til at bliver overrasket og forvirret. Det han havde sagt, havde været som at få en spand koldt vand i ansigtet. Forvirret kiggede hun hen på ham, mødte hans grønne øjne, før hun begyndte at forstå hvorfor han havde valgt at tage den beslutning han havde taget. Efterhånden kunne hun lægge to og to sammen, mens hans begrundelse og stemme lød i hendes øre. Som en sød, kærtegnende bølge af lyde, fik det hende til at forstå. Et lille nik bekræftede ham om at hun havde forstået hans budskab. Stadig havde hun rettet sine gyldne øjne mod hans grønne. Hun havde ikke i sinde at slippe dem… I hvert fald ikke lige nu.
”Jeg håber ikke at jeg er til besvær,” røg det ud af hende, uden hun nåede at reagere selv, ”jeg vil helst ikke trænge mig på. Jeg kan sagtens sove på sofaen, hvis det er?” Egentlig ville hun gerne hjem til sit eget hjem. Hjem til hendes egen lille lejlighed, der tit kun blev oplyst af stearinlys og måske en lille lampe. Hjem til hendes egen seng. Men hun kunne godt forstå hvad han mente, og hvorfor hun skulle blive. Det kunne jo være, at dem der havde fulgt efter hende, blot ventede på at de ville komme ud og derefter kunne angribe dem. Nu rettede hun atter blikket ned mod hendes sammenfoldede hænder.
Han gentog sit spørgsmål fra for lidt siden, men han fik ikke et svar før lidt efter. Cholé skulle først og fremmest tage sig sammen til at sige noget og dernæst få sig selv til at beslutte sig om hvad hun skulle sige. Hun havde hørt hans usikkerhed og behov for emneskift i hans stemme, da han for anden gang havde spurgt hende om hun ville have noget at drikke. Egentlig ville hun hellere sove. Få tankerne og bekymringerne til at forsvinde fuldkommen. Men hun kunne samtidig ikke få sig selv til, for anden gang ikke at besvare hans spørgsmål. ”Et glas vand ville være fint, tak.”
Blikket blev nu igen rettet op mod ham, men ganske kort, før blikket igen studerede hans værelse, som hun besluttede sig for at det måtte være. Hun svang benene, ud over sengens kant og forsigtigt rejste hun sig op, opsat på selv at hente sit vand, så hun ikke ville blive til besvær. Hun kom dog ikke særlig langt, før hun blev dårlig og måtte sætte sig ned på sengen igen, med et par jamrende lyde.

Cholé tog et par dybe indåndinger og lidt efter holdte hendes jamren op. Hun følte sig dårlig, svimmel og elendig. Desuden følte hun sig også som en kujon. Hvorfor havde hun dog fortalt ham det? Det havde kun resulteret i, at han tænkte alt muligt om hende, der ikke var sandt. Tænk hvis han havde misforstået det hele, og troet at hun ville mere end blot et venskab fra ham?
Lidt efter, da han kom tilbage med hendes glas med vand, kiggede hun kortvarigt op mod ham, før han nærmest flygtede ud af lokalet, ind i det hun gik ud fra måtte være stuen, eftersom han for lidt siden var kommet tilbage fra køknet. Med et forundret men samtidig forstående blik, kiggede hun mod ham. Han kunne vist ikke finde hoved eller hale i det hun havde sagt. Ellers havde han bare brug for at tænke i fred, uden at vide at hun kunne kigge på ham når som helst.
Hun førte sine hænder og slanke fingre op til hendes tindinger og hårgrænse. Hendes to pegefingre og lange fingre, masserede hver deres tinding på en grov måde, som var hun præget af en irriteret hovedpine hun forsøgte at gnubbe væk. Hendes slanke, lange fingre fortsatte op til hendes pande for derefter at fortsætte med at gnubbe, som skulle hun have noget væk, der sad på panden. Derefter lod hun begge hænder glide gennem håret og knuge sig fat, mens hun lagde hagen lige over brystet. Hendes gyldne øjne lukkedes. Der sad hun så et stykke tid, før hun slap sit hår, og førte fingrene ned til panden igen. Denne gang lod hun begge hænder glide ned af hendes ansigt i et halvlangsomt tempo, med spredte fingre for at skjule sit ansigt. Hendes hænder fortsatte nedad. Ned af hendes hals, hvilket nu fik hendes hoved til at læne sig tilbage. Ned af hendes bryst, hvorefter hun lagde hænderne over kors, over hendes talje. I det øjeblik, følte hun sig tankeløs. Følte hun sig rolig. I det halve minut til hele minutter, det tog hende at gøre dette, blev ingen af hendes tanker taget op eller tænkt yderligere over. Hun var desuden også helt tavs, selvom hendes skarpe hørelse kunne høre at han rørte på sig inde i stuen.
Cholé lod sig vælte bagover, for derefter at svinge benene op på sengen, så hun nu lå på en lidt tosset og hypermobil måde. Hun fik dog rettet lidt på sig, men lå ikke der og kukkelurede i særlig lang tid, før hun besluttede sig for at tage en slurk af vandet, han så venligt havde skaffet hende. Klokken var ikke nok til, at hun lagde sig til at sove, men det var den tydeligvis for ham. For da hun havde sat sig op, taget glasset med vandet og ført det op til læberne, bemærkede hun at han stak hovedet ind i soveværelset. Hun nikkede kort og skulle til at protestere, da han gik igen. Hun havde endda løftet den ene pegefinger, for at pointere noget, hvilket hun ikke nåede. Hun sænkede den lidt efter igen, efterfuldt af en undrende mine.
Da han for længst var gået, sad hun tilbage med glasset få millimeter fra sine læber, stadig uden at tage en tår af det kolde vand. Glasset var fugtigt og koldt. Han havde sikkert fyldt glasset for meget, da han åbnede for vandet og lod det fosse ned i glasset. Eller også var det bare noget hun bildte sig ind? Hun sukkede tankerne væk, tog en lille slurk af vandet for derefter at stille glasset på plads. Hun sank ikke vandet, selvom hun virkelig gerne ville. Det ville bare ikke ned. Cholé rejste sig derfor op, styrtede mod badeværelset, selvom hun følte sig svimmel og dårlig, og spyttede vandet ud i vasken. Nej, hun kunne bare ikke sluge vandet. Alligevel fik hun ikke skyttet al vandet ud, og da hun trak vejret, blev vandet hevet med og hun fik startet et hosteanfald. Der fik længere tid, før hendes hosten helt holdte op.
Efter hun havde spyttet vandet ud, hun ikke kunne sluge, kiggede hun op og så sig selv i spejlet. Hun så ikke ligefrem særlig køn ud længere. Hendes mørkebrune hår virkede klamt og de små totter, var efterhånden blevet til større totter. Af ren irritation, hev hun det der holdte hendes hår sat op, og det mørkebrune hår lagde sig ned af hendes skuldre og ryg. Hendes gylden-grønne øjne stirrede tilbage på hende gennem spejlet. Hendes læber var nærmest den samme farve som hendes hud, hvilket så ret kunstigt ud. Et suk undslap hendes læber, af synet af sig selv. Hun følte sig ikke smuk.
Cholé listede ud fra badeværelset, ind i stuen, hvor hun let betragtede ham liggende på sofaen, fra dørkarmen som hun stod i. ”Vil du ikke meget hellere sove i din egen seng? Vi kan sagtens bytte?” Omsorgen i hendes stemme var ægte, selvom hun var nervøs for hvordan han ville reagere på dette, og om han overhoved ville reagere på det.