Sv: New adventure with a new person

af Gæst Man 9 Jan 2012 - 15:00

Eric slog forskrækket øjne op da han hørte lyden af hurtige skridt igennem stuen. Han trak sig op på albuerne, og fulgte Nicholé der pludselig kom løbende igennem rummet ud mod badeværelset. Han var ikke rigtig sikker på hvad hun skulle, men han valgte ikke at undersøge det, hvis det var fordi hun skulle ud og tømme sig. Han kiggede lidt på de halvlukkede dør, og kom hurtig frem til at det bestemt ikke var det hun ville, ellers ville hun ikke lade døren stod åben, men hvad så? Han sad i et par minutter og stirrede på døren før han så Nicholés fingre gribe fat i den, for at åbne den, så hun kunne komme ud ved at gøre sprækken større. Hans blik slugte kvinden med blikket, imens hun stillede sig i dørkarmen og betragtede ham tavst i et par sekunder. "Nej, det er fint ..." Svarede han, og kiggede væk fra hende, mens han lod blikket løbe rundt i rummet, før det igen blev rettet mod Nicholé. "Er der noget galt?" Han forstod ikke hvorfor det var hun var flygtet ud på toilettet, måske havde hun det dårligt? Tankerne kredsede i lidt tid om hendes helbred, før han kom i tanke om at han stadig lå ned. Det fik ham til at svinge bene ud over kanten, så han kom på bene, og gik hen til hende.
Eric pressede sin håndflade mod væggen, og betragtede undersøgende Nicholé med sine grønne søgende øjne som om han kunne finde ud af hvad hun fejlede blot ved at se på hende. Det var noget nogle læger kunne, men han var slet ikke udannet til det, og havde en begrænset viden omkring helbredet. Han vidste hvad der var naturligt at vide, og ikke mere. Han havde aldrig rigtig haft brug for det. Af en eller anden grund havde Eric altid haft et godt immunforsvar, og var alt i alt godt rustet mod fysiske skader på grund af hans kropsbygning. Hans knogler var åbenbart meget kraftige. Det var ikke noget han nogen sinde havde udnyttet, hvordan skulle han kunne gøre det?
Eric skubbede helbredstankerne bagud i hoved, og stirrede i lang tid på Nichole, før han langsomt skilte sine læber. "Du virker mig ikke synderlig træt." Mumlede han, og kiggede igen væk, hen mod køkkenet, før han igen kiggede mod hende med et lidt undvigende blik, som om han pludselig var blevet bange for at se hende i øjne. Det havde ellers før ikke generede ham at se på hende, heller ikke i øjne, men sådan var det pludselig blevet af en eller anden uforklarlig grund. "Hvis du vil lave et eller andet, så siger du bare til." Hans øjne søgte flygtigt op til Nicholés gyldne, før de igen forsvandt et eller andet vilkårligt sted hen der var alle andre steder end på hende, som han tydeligvis prøvede at undgå at kigge i øjne, eller bare at kigge på.
Eric kunne ikke selv forklare hvorfor at han pludselig var blevet så sky, og hvis hun spurgte ham, ville han ikke kunne give et ordenligt svar der var mere end en masse underlige ord.

af **Nicholé** Tirs 10 Jan 2012 - 17:32

Cholé blev stående og lagde den ene hånd mod den ene hofte, der ikke var vendt ind mod dørkarmen. Hun rykkede ikke på sig. Stod stadig op af dørkarmen hun havde placered sig op af, for lidt siden. Hendes blik studerede ham let, dog uden at lade det hvile alt for meget på ham, som om hun studerede og vovede over ham. For sådan var det slet ikke. Det var mere fordi han til dels lå i bar overkrop, men også fordi han bare var hastet væk fra hende, kort tid efter at hun havde fortalt det et var ham, der var grunden til at hun havde valgt livet frem for døden.
Et lille nik kom fra hendes smalle, lettere rødlige ansigt, da han sagde at det var okay. Det virkede ikke til, at han var en man skulle diskutere med lige nu, og især ikke, når han havde så mange tanker som han havde. Og derfor besluttede hun sig for, at hun ikke ville begynde at spørge ham yderligere. Hun følte sig bare så dum og besværlig, hvis hun skulle sove i hans seng. Hvorfor kunne hun ikke bare få sofaen?
I et kort øjeblik rettede hun blikket væk, og det var lige efter at han havde spurgt hende om der var noget galt. Gu’ om der så var noget galt. Hun havde haft et anfald af Epilepsi, og da hun havde fortalt ham om det, var han stukket af med halen mellem benene? Hun følte sig ikke træt og ville for alt i verden ikke være alene. Hun følte sig allerede så ensom i forvejen, at det gjorde helt ondt, at han var smuttet fra hende. Det stak af og til i hendes hjerte, at han havde gjort som han gjorde. Men alle havde vel brug for et pusterum?
Hun svarede ikke med det samme. Til dels fordi han havde rejst sig op og var på vej mod hende, men også fordi hun var i tvivl om hvad hun skulle sige til ham. Der var jo noget galt, men hun kunne ikke tale om hvordan hun havde det med at han bare sådan var gået, når det var ham… Nu begyndte selv hun at blive forlegen og fik lyst til at stikke halen mellem benene og smutte hjem.
Da han stillede sig ikke særlig langt fra hende, med den ene håndflade mod væggen og blikket rettet undersøgende mod hende, gjorde det hende utilpas og hendes hjerte begyndte at banke hårdere og hårdere i hendes bryst. Først nu tog hun sig sammen, forsøgte at svare på hans spørgsmål, hvilket ikke blev til meget andet end få stammende og underlige lyde. Hun kunne ikke få et ord ud.
Der gik ikke længe, før hun gav fuldkommen op og faldt en smule sammen i den position hun havde taget. Hendes skuldre faldt mere sammen og hendes krop mindre anspændt. Han fik nu sagt noget mere, hvilket Cholé besvarede med et nik. Lige nu var der dog ikke særlig meget hun havde lyst til. Eftersom hun lige før havde følt sig så frisk, for derefter at føle det som om hun skulle kollapse på gulvet af træthed, havde hun ikke rigtig lyst til at lave noget.
Hendes gyldne øjne blev rettet mod hans ansigt som hun nu studerede. Af og til havde hun lagt mærke til at han kun lod blikket hvile på hende i kort tid, før han rettede det væk. Som om han frygtede at hun ville føre et eller andet, hvis hun tog ham i at kigge på hende. Som om hver gang han kiggede på hende for længe, ville der ske et eller andet.
Da det til sidst begyndte at gå hende på, det med at hans blik sådan flakkede, lagde hun af ren refleks hænderne på hans kinder og tvang ham til at kigge på hende i længere til. Hans læber skilte sig ad, og hun forventede noget andet end det han fik sagt. Faktisk, så overraskede det hende en smule, at det var det han sagde og ikke noget andet. Hun gav slip på ham og rettede nu selv blikket væk. ”Jeg er heller ikke rigtig træt..” Hendes stemme lød slidt og hærget, måske en smule flov og deprimeret. Og efter hendes sætning, vendte hun sig om, lettere deprimeret og underlig til mode, for derefter at gå ind på hans værelse igen.

af Gæst Tirs 10 Jan 2012 - 18:45

Det føltes som om hun havde slået ham. Hjertet hamrede løs, og kinderne føltes som om de brandte. Luften blev hævet ind igennem de let skilte læber, som forblev tavse i det så hende dreje om på forden, og kante sig forbi ham. Lyden af hendes lette skridt kunne høres på gulvet, som ikke gav sig det mindste under hendes vægt. Da han var sikker på at hun var forsvundet ind på hans værelse, flyttede han blikket fra hvor hendes øjne før havde været, og lod den flakke hen mod døren. Han sank en klump der havde sat sig fast i halsen og begyndte langsomt at gå hen mod sofaen, som han lod sig falde ned i på ny. I fem lange minutter stirrede han bare ud i luften, mens han mærkede trætheden langsomt gribe fat i ham, og gjorde hans øjenlåg tunge.
Hans vejrtrækninger fyldte hans øregang, som han sad i dyb koncentration om, for at holde de andre indviklede tanker han alligevel ikke kunne styre væk. Det føltes underligt konstant at være sammen med Nicholé. Han havde ingen problemer med at have hende under samme tag, det var sikkert og vist, men der var et eller andet der konstant var begyndt at gøre ham nervøs. Måske var det fordi at hun slet ikke virkede så lige til, eller måske var det noget helt andet. Man kunne heller ikke ligefrem sige at de havde kedet sig i hinanden selvskab. Der var sket mange ting, nogle ikke helt så gode, men det havde alligevel været dejligt at være sammen med hende.
Eric kunne mildt sagt ikke finde ud af det. Det hele flød sammen i tanker i hans baghoved, idet han lage hoved tilbage på ryglænet, og lukkede øjne. Læderet under hans nakke føltes koldt og afslappende, ligesom det hans ryg lå presset imod, dog var det ikke længere ligefrem koldt. Han trak vejret langsomt ind igennem næsen, og lod det forlade hans mund, mens han langsomt drejede hoved til den ene side, og kiggede ud af et vindue over fjernsynet. Hvor lang tid der gik var han ikke sikker på, men til sidst opgav han at holde øjne åbne mere, og lod dem langsomt glide i, mens han sank en smugle længere ned i sofaen. Det dybe rolige åndedræt bevidnede kort efter at han var gået ud, og sov som en sten. Efter løbeturen var det ikke fordi han havde været fuld af energi, hvilke han gennemgående ikke havde været hele dagen. Lidt doven havde man vel lov til at være. Om alle hans sindsforvirret tanker også kunne trække på hans energi kvote var noget der måtte ligge i uvidenhed, men det skulle ikke undre ham vis det var sandt. Hvis det var sandt, var der ingen grund til at være overrasket over at han var døden nær af træthed.

af **Nicholé** Tirs 10 Jan 2012 - 20:59

Det tog ikke Cholé særlig lang tid, at komme ind på hans værelse igen. Hun havde nu også tænkt, at det skulle gå ganske hurtigt, så han ikke nåede at spørge hende om noget, eller kommentere på det. Begge hendes mundviger, var vendt nedad og hun følte sig alt i alt som en deprimeret teenagepige der lige havde slået op med sin kæreste, fået en dårlig karakter i skolen eller måske bare var lidt småsur. Hun huskede tydeligt den tid, hvor man bare gik og var sur og smådeprimeret hele tiden. Sådan følte hun sig lige nu. Hun havde ikke styr på følelserne eller ordene længere. Det var bare som om der var noget inden i hende, der var ændret fuldkommen. Hendes følelser var vendt på vangen for derefter at blive vendt på hovedet. Det var så forvirrende.
Hun skvattede om på sengen med blikket rettet direkte op i loftet. Hendes øjne var tomme, uden hun rigtig vidste hvorfor. De glimtede og var glasagtige, som skulle hun til at græde. Og denne gang, var det faktisk også tilfældet. Mens hun lå og kiggede op i loftet, flød en masse tanker rundt i hendes hoved. Og da hun var sikker på at han ikke hørte hende, da hun havde lukket døren efter sig, udstødte hun et lille klynk samtidig med at en lille tåre trillede ned af den allerede hærgede kind.
Cholés øjne blev en smule røde i det, som havde hun grædt i flere minutter. Men den lille bitte eneste tåre, der trillede ned af hendes kind, var ikke den sidste. Flere tårer væltede ned af hendes kinder og gjorde hende hund endnu mere sart. Hun sagde intet, gloede bare op i loftet og lod tårerne få frit løb. Hvorfor hun egentlig græd, var der ikke nogen særlig grund til. Tårerne havde bare brug for at komme væk. Hun måtte tømme sit sind og få tårerne væk.
Normalt vare Cholé en med et ekstremt lyst sind. Hun virkede altid til at have positive tanker, men folk tog fejl af hende. Der var ikke mange der vidste, at hun inderst inde gik med en sorg så dyb, at hun af og til ønskede at dø… Og pludselig fandt hun frem til løsningen af, hvorfor tårerne væltede ned over hendes kinder. Det var selvfølgelig hendes forbandelse. Gemt inde bag tankerne, havde hun set billeder af alle dem hun havde holdt af. De var alle døde for længest, men stadig værd at spille hendes dyrebare tårer på. Det var nogle hun havde holdt af. Nogle hun aldrig ville få tilbage igen. Det var også grunden til at hun havde været så ærlig over for Eric. Hun ønskede at få en ven, hun vidste, kunne leve så længe som hende
I et kort øjeblik lukkede Cholé øjnene for at blinke, og som et trylleslag, stoppede tårerne med at fosse ned over hendes kinder, der nu var blevet endnu mere lyserøde. Til sidst havde hun ligget på ryggen på sengen og stirret op i loftet, så længe, at hendes øjenlåg konstant havde været ved at falde i. Måske skulle hun virkelig få sovet lidt? Efter den løbetur, skulle hun nok være smadret i morgen. Og det kunne også være godt med en smule søvn oven på alle oplevelserne.
Hun satte sig op, for at klæde sig en smule af. Hun beholdte dog sit undertøj og T-shirten hun havde haft inde under cardiganen på, og lagde sig så på sengen igen. Hun tog ikke dynen på, lagde sig bare sammenfoldet i en slags fosterstilling midt på sengen. Sådan holdte hun varmen det meste af natten, men blev efterhånden køligere og køligere. Det ville hun ikke lægge mærke til, før hun vågnede næste morgen.

af Gæst Tirs 10 Jan 2012 - 21:54

Mørket blev langsomt erstattet med lys under englens øjenlåg, der sitrede en smugle, før de blev slået op af en muskel i øjenlåget der trak sig sammen. Han var faldet sammen i sofaen, og lå delvist op af ryglænet og delvist vandret. Han lod sig falde helt ned på maven, hvor han strakte sig med en veltilfreds lyd, og lukkede igen øjne mens aftens billeder gled i et mageligt tempo forbi hans nethinde. Det var først ti minutter efter at han satte sig op, og gned noget søvn ud af øjne, før han rejste sig op, og gik ind og kiggede ind på sit værelse, hvor Nicholé havde krøllet sig sammen på sengen. Et kort bekymret udtryk kom over hans ansigt, før det igen forsvandt, og han greb fat i hende, og så forsigtigt som han kunne, fik hende under dynen, som han pressede ned over hende, før han rettede sig op igen, og gik ud i køkkenet hvor han gik på jagt efter noget muligt morgenmad.
Da han normalt kun var sig selv, havde han ikke det vilde gemt bag skabslågerne, heller ikke i køleskabet. Han stirrede ind i det halvtomme køleskab, før han fremdrog noget toast brød, skinke og ost, som han fik lavet til to fine toast som han varmede op med en toast maskine og smed de dampende brød på en tallerken, som han med et glas mælk satte ind til sengen på natbordet, og tog vandglasset med ud. Der var ikke drukket meget kunne han hurtig konstatere. Han hældte væsken ud, og skyllede glasset mens han lavede to toast til sig selv, og satte sig på køkkenbordet for at spise det, mens han stirrede ud i luften og overvejede hvad han skulle stille op med Nicholé.
Det føltes som at have en lillesøster. Han skulle finde ud af hvad han skulle stille op med hende, men han kunne ikke bare smide hende hjem, det skulle ske forsvarligt, hun var et væsen, et væsen han holdt overraskende meget af. Da den første toast var forsvundet, tømte han halvt glasset, før han tyggede videre med den næste toast.
Stilheden lage sig tungt i rummet, med den eneste lyd af Erics kæber der stødte mod hinanden, mens han tænkte videre så det næsten knagede. Da maden var spist, satte han det ned i vasken, og gik ind i værelset, fandt sin PC og listede igen ud af værelset. Erics plan var lige til. Han ville arbejde på en aflevering som han ellers ville have arbejdet med aften før, til Nicholé vågnede, og så måtte de til den tid snakke om hvad hun så ville, for han kunne ikke finde ud af det på egen hånd, så meget havde han alligevel ikke været sammen med hende.
Han slog lejer i sofaen, smed bene op på det spinkle stuebord og tændte computeren der gav sig til at brumme, mens den blinkede. Efter et minuts tid loggede han på og begyndte at taste løs på opgaven mens han ventede på livstegn fra Nicholé. Med jævne mellemrum stoppede han op, lyttede intenst, før han igen begravede sig i opgaven.

af **Nicholé** Ons 11 Jan 2012 - 19:31

Af og til, i løbet af natten, vågnede Cholé kortvarigt men ikke helt. Hun flyttede lidt på sig, men endte hele tiden med at ligge det samme sted og på samme måde til sidst. På den måde, holdte hun bedst muligt varmen. Og i løbet af natten, havde små, nærmest utydelige tårer trillet ned af hendes kinder. Hun var ikke selv ved bevidstheden da det skete, så om det var en del af en drøm eller om det var på grund af nogen tanker, var ikke til at vide. Hendes drøm var ikke noget at råbe hurra for, da hun med sikkerhed ikke kunne huske den når hun vågnede. Den havde været indviklet og forvirrende.
Hvad der føltes som midt om natten, kunne hun mærke en par varme hænder der greb fat i hende og fik hende under en dyne, der lige så stille begyndte at blive varm. Hun rørte lidt på sig, da hun fornemmede varmen strømme tilbage i kroppen, men faldt til ro lidt efter igen. Hun kunne sagtens sove længere endnu, selvom hun egentlig ikke anede hvad klokken var. Det kunne også være lige meget. Hun var bare træt, ovenpå alt der var sket inden for de sidste 24 timer.
Efter Eric havde været inde og hente sin computer for derefter at sætte sig ind i stuen igen, vågnede hun med et set. Pludselig følte hun sig bare vågen, selvom hendes krop bare gerne ville sove videre. I et par minutter, lå hun lidt og vred sig, for at finde den rette stilling til at falde i søvn. Det eneste problem var bare, at hun ikke kunne falde i søvn længere.
Irriteret satte hun sig op, og gned det værste søvn ud af øjnene. Hun skubbede dynen af sig og gabte højlydt. Lettere småforvirret kiggede hun rundt, havde nu atter glemt hvor det egentlig var hun befandt sig. Men efter kort tid, gik det dog op for hende, at hun ikke befandt sig i sin egen seng. Det kunne hun egentlig også mærke på sin ryg. Cholés kiggede lettere søvndrukkent rundt i Erics og gned det værste søvn ud af øjnene, før hun fik øje på en tallerken med to toast og et glas med mælk. Gad vide hvor længe det havde stået der?
En hånd rakte ud efter tallerknen med maden på, for at konstatere at toasten faktisk stadig var varm. Pludselig hørtes en lyd, som når man tastede intenst på tasterne på en computer, og blikket gled igen forvirret rundt i værelset. Men nej, hun kunne ikke opspore lydkilden, som kom den fra dette værelse. Så måtte den nok være inde fra stuen. Køkkenet eller badeværelset regnede hun ikke med at det var.
Tallerknen blev stillet tilbage til bordet, hvorefter Cholé begyndte at trække i tøjet. Hun ville helst ikke trænge sig på, og havde derfor i tankerne, at lige så snart hun havde spist og sagt ordenligt farvel og tak, ville hun tage hjem til sin egen lejlighed, for at slappe lidt af. Men en underlig følelse skyllede ind over hende, da disse tanker blev tænkt. Hver eneste gang, fik hun et stik i hjertet, når hun tænkte på det. Dom om hendes hjerte hellere ville have hende her, end hjemme alene for sig selv. Det undrede hende faktisk en hel del.
Efter hun havde påklædt sig, redte hun lige så fint sengen igen og gik derefter hen til vinduet, hvis gardiner hun trak fra/rullede op. Hendes blik blev rettet ud på en smuk, stadig lidt mørk morgen. Det virkede til at støvregne, hvilket ikke var bestemt veltalende. Især ikke, når hun om ikke mange halve timer, ville begive sig ud i det. De gyldne øjne fjernede sig fra det flotte men fugtige vejr udenfor og uden at tænke over det, gik hun de få skridt der var, hen mod sengebordet, greb fat i tallerknen og glasset for derefter at gå ud i stuen, hvor Eric sad. Og som havde hun glemt alt der var sket i går, slog hun sig ned ved siden af ham, med et stort smil på læben, samt øjne der lyste af glæde og lykke.
”Goodmorgen.”

af Gæst Ons 11 Jan 2012 - 21:07

Tasternes kliken lød næsten som ujævn musik, mens Erics fingre let dansede hen over dem. Han var langsomt blevet mere og mere optaget af at skrive omkring sit emne til skolen, at han var stoppet med at holde sine sikkerheds pauser. Lyden af tasterne fyldte langsomt hans hoved, mens hans øre ikke opfangede andre lyde, og hans fingre kun følte tasternes glatte overflade undre fingrende. Da lyden af en dør der gik op endelig nåde hans øre, tog det ham yderligere et par sekunder at registrere den, og vende sig om, for at kigge op mod Nicholé, efter at have afbrudt skriveriet. Han stirrede halvblindt på hende i et halv sekund, før hans blik blev fokuseret og mere intenst. Det var som om gløden der lå i hendes smukke gyldne øjne fremtryllede et smil på hans læber, der tydeligvis fortalte at han var glad og tilfreds med det han havde mellem hænderne. Ikke computeren, men sådan som han levede. Trods der for alle var hårde tider, også Eric, havde han det nu som om alt var perfekt for ham.
"Godmorgen." Han lod ordet rulle over tungen, mens han smagte på ordet der smagte frisk og sødt. "Har du sovet godt?" Fortsatte han, for så til sidst at slutte af med spørgsmålet: "Har du det bedre?" Der lå en ganske let bekymrende tone over ordne, men det var ikke noget der tyngede ordene, de var stadig fyldt op med den glæde der lå i englens krop.
Erics hånd trykkede hurtigt på genvejstasterne for at gemme dokumentet han arbejde i, for så at lukke skærmen ned, og flytte den over på sofabordet, som han trak bene ned fra. Da han havde fået aflagt den nu tavse computer, satte han sig helt hen i den anden ende af den lille sofa, med ryggen halvt mod ryglænet halvt mod armlænet. Han lod den ene hånd hvile på ryglænet, mens han lod den anden hvile på benet. Han sad i tavshed og betragtede Nicholé, mens smilet langsomt forsvandt fra hans læber, men det betød ikke han blev mindre glad. Glæden var stadig at spore i hans øjne.
Bene blev flyttet en smugle, så han fyldte så lidt som muligt i tomands sofaen, der gav sig en smugle på grund af alderen, men det var dog ikke ildevarslende eller faretruende, det vidnede blot om en høj alder. Eric var ikke sen til at udnytte tiden til at kigge på Nicholé, eller vel nærmere stirre. Man kunne ikke sige han prøvede at dække for det, og så alligevel. For at det ikke skulle blive akavet holdt han sit blik oppe ved hendes kønne ansigt, men til tider lod han blikket glide ned af hendes krop, hvilke godt kunne mistolkes, men hvis Nicholé kendte ham nok, ville hun vide at det ikke var meningen det skulle mistolkes. Hans mening var kort og godt, at han fandt hende smuk. Ikke lækker, men smuk. Tiltrækkende på sin helt egen naturlige måde.

af **Nicholé** Tors 12 Jan 2012 - 17:06

Cholé satte sig i skrædderstilling med ryggen lænet op af det ene armlæn. Hun lagde tallerkenen i sit skød, så hun ikke skulle sidde og krumme når hun spiste. Det ville være ret uhøfligt og desuden også ret svinsk. Hun ønskede ikke at gøre et dårligt indtryk på ham længere, og havde nu tænkt sig at opføre sig som hun normalt ville, hvis hun nu var i sin egen lejlighed. Dog med lidt mere disciplin og orden. Glasset med mælk havde hun stillet på sofabordet, så hun lige akkurat kunne nå det, uden at anstrenge sig alt for meget, for at få noget at drikke. Selvom hun var glad og virkede til at være lystig, var hun luddoven af og til. Især om morgenen.
Lige da hun skulle til at tage en bid af den ene toast, svarede han på hendes ’godmorgen’, for derefter at spøge hvordan hun havde sovet og om hun havde fået det bedre. Begge dele kunne hun have svaret ja til, men hun havde lige akkurat nået at tage en bid, og måtte derfor nikke i stedet for at tale. Det var jo uhøfligt at snakke med mad i munden, og det var normalt ikke noget hun gjorde i.
Smilet på hendes læber, var stadig lige så stort som det havde været lige da hun spankulerede ind i stuen og slog sig ned ved hans side. Gløden i hendes øjne, var som en åben ind der ikke kunne dræbes. Den spredte sig, som ild på en knastør græsmark. Ilden kunne ikke slukkes, hvilket gav den glimtende og glinsende effekt. Hendes øjne var nærmest hele tiden rettet mod ham, hvilket lidt efter lidt blev gengældt. Lige som ham, forsøgte hun at holde blikket ved hans ansigt og de grønne øjne, men af og til, lod hun blikket falde på det man kunne se af hans bare overkrop.
Cholé skyllede den bid toast hun havde taget, ned med en lille slurk mælk, fra glasset på sofabordet. Derefter stillede hun glasset tilbage, og gav sig derefter til at kigge ham i øjnene. Nu kunne hun vel passede besvare på hans spørgsmål, han havde stillet for knap et minut siden. Og det var også lige had hun havde i tankerne. Hun ville helst ikke gøre han nervøs eller noget.
”Jeg har sovet glimrende, tak fordi du spørger. Men hvad med dig? Var sofaen okay?” Der gik et par sekunder før hendes hjerne huskede, at han havde stillet hende endnu et spørgsmål. ”Og jeg har det meget godt. Det hjalp ret godt at få sovet. Igen, tak fordi du spørger.” For hende betød det bare at han interesserede sig for, om hun havde det godt, at han spurgte hvordan hun havde det nu. Det var også et tegn på venlighed men samtidig en form for omsorg.
Hun fortsatte med at spise den ene toast hun var begyndt på, der meget hurtigt forsvandt. Hun havde ikke spist noget siden de havde pist Sushi, aftenen før. Den var dog hurtigt blevet brændt af igen af deres løbetur og hendes epilepsi-anfald. Så dette var den perfekte morgenmad for hende. Normalt ville hun bare have spist noget frugt eller en skål morgenmadsprodukt med mælk. Smilet falmede en smule af disse tanker, men der var ingen tvivl om at hun stadig var glad. Hendes øjne glødede stadig af lykke, som ild eller skindende rav.
Hurtigt forsvandt den anden toast også, mens de sad i tavshed. Hun satte tallerkenen over på sofabordet også, for derfor at sætte sig tilbage i sin skrædderstilling. Der var nu en underlig tavshed mellem dem. Hun havde lagt mærke til at den måde han betragtede hende på, blev mere og mere som en stirre, og begyndte derfor selv at gøre det. En lille latter sprang ud af hendes mund, selvom det vel ikke var spor morsomt. Nej, det var slet ikke fordi det var spor komisk, men det var ikke normalt at man sad så tavst og stirrede på hinanden, som de gjorde lige nu. Det morrede hende på en spøjs måde. ”Hvad stirrer du på?”
Der var en latter at spore i hendes stemme, hvilket gjorde at hendes spørgsmål ikke lød nedladende, men blot som en kommentar til at hun havde bemærket at han stirrede på hende. Hendes blide blik, betragtede ham let, og pludselig fik det op for ham, hvilken skønhed han egentlig besad.

af Gæst Tors 12 Jan 2012 - 19:05

Da Eric igen fik ordet, lod han igen et smil danse hen over hans læber. "Jeg har sovet udemærket tak." Han tænkte sig kort om, og overvejede om han skulle uddybe, men droppede det. Det var der ingen nødvendighed i at høre. Tavsheden spredte sig igen langsomt i rummet, til Nicholé pludselig kommenterede hvor han kiggede hen. Det gjorde Eric fuldstændig forfjamsket og befippet på samme tid. Hans blik fik pludselig travlt med at kigge væk, mens et lille uskyldig smil dannede sig på hans læber. Han var tydeligvis blevet letter pinlig berørt over at hun fangede ham med bukserne nede, om man ville. Nicholé havde også kigget på ham, men alligevel, af en eller anden ukendt grund lykkes ham at komme i den varme stol. "Uhm .. Eh ..." Det lykkes ikke Eric at finde på et godt svar, så til sidst måtte han trække på skulderen som et svar, men alligevel tilstod han lidt efter. "Du er pæn ..."
Det var, når alt kom til alt, den eneste grund til at han gjorde det. Hvis hun ikke havde været smuk, ville han ikke have gloet på hende. Men nu var hun både pæn og interessant, så han havde ingen af den slags undskyldninger for ikke at glo. Han var egenligt meget glad for det, for når alt skulle frem, så kunne han sagtens glo mere på hende. Han stoppede dog af ren høflighed og vendte blikket hen mod vinduet i køkkenet. "Du må jo sige hvis jeg skal lade være." Mens sætning forlod hans læber, kiggede han kort på Nicholé, og smilede igen uskyldigt. Derefter kiggede han hurtigt væk igen.
"Men ..." Emnet kunne de jo ikke komme udenom. Eric kiggede tilbage på Nicholé og betragtede hende i et par sekunder, hvor han næsten glemte hvad han skulle sige. "Hvad vil du? Hjem, blive eller?" Han lage hoved let på skrå, mens han kunne mærke hvordan han spændt sad og ventede på svaret. Hans hjerte havde pludselig fået en masse energi og sprang af sted i brystet på ham. Han var glad for at det ikke var muligt for hende at opfange lyden af hjertet, ellers ville han sikkert være flygtet af ren og skær pinlighed. Allerede nu ville han næsten hellere bare finde sin dyne og gemme sig i den, men det var umuligt. Han kunne selvfølgelig godt bruge sine vinger og gemme sig bag dem, men det ville ikke rigtig hjælpe noget, for han var jo stadig synlig.
Eric flyttede lidt efter uroligt på sig, og vendte sig om, så hans ryg nu var lænet mod ryglænet, og ikke både ryglænet og armlænet. Han pressede læberne sammen og vendte hoved væk, mens han spændt ventede på svar. Han vidste ikke rigtig hvad han ville sige hvis hun sagde hun ville hjem, men hvis hun blev havde han heller ikke nogle replik at fyrer af, så det gik ud på et fedt.
Selvom han prøvede op til flere gange, lykkes det ikke Eric at berolige sit hjerte som var begyndt at hoppe så meget, at han, selvom han godt vidste det var umuligt, var bange for at hjertet ville forlade sin plads. For at putte ekstra salt i såret, kunne han mærke at hans hænder langsomt blev fugtige, hvilke betød at han nu også var nervøs! Meget værre kunne det da ikke blive. Det var næsten som om, at han faktisk var blevet taget med bukserne nede.

af **Nicholé** Tors 12 Jan 2012 - 19:44

Hun lo og lo og lo. Kunne ikke stoppe, da det vidste sig at hun havde afsløret ham. Hendes kinder blev mere rødlige og varme, men det stoppede hende ikke i at grine. Det var hverken hån eller fordi det var komisk, mere fordi hun fandt det kært og ultra sødt, at han sådan blev forfjamsket, når hun afslørede at han kiggede på hende. Men da svaret på det hun havde spurgt om, mere eller mindre blev besvaret, blusede hendes kinder helt op. Han syntes altså at hun var pæn? Hvad?!
Hun stoppede med at grin, følte sig nu selv helt forfjamsket, mens hun sad der, så vidt muligt ikke og rettede blikket mod ham, med knaldrøde kinder. Nu var de vist begge ude i noget med at være pinligt berørte eller overraskede. Hun var nok mest det sidste, efter det svar hun havde fået. Ingen havde nogen sinde sagt at hun var pæn.
Selvom Cholé følte sig overrasket og forbavset, gjorde det slet ikke at hendes smil falmede. Det var faktisk blevet endnu større, hvilket gløden i hendes øjne også var. Af og til vendte hun blikket hen mod ham, hvilket oftest var når han kiggede på hende. Hendes rødmen forsvandt lige så stille, men varmen i hendes kinder ville ikke forsvinde. Da han sagde noget, rettede hun hurtigt blikket mod ham, af lettelse over at han brød stilheden mellem dem. Da hun åbnede munden for at give en kommentar, kom der først ingen ord ud, heldigvis da. For hvis hun havde fået et eneste ord ud, ville det have været et stort kaos af ord og lyde. Derfor lukkede hun munden, og forsøgte lidt efter igen.
”Jeg har skam intet imod det. Det undrede mig bare en smule.” Efter kommentaren, blusede hende kinder op igen. Hun kiggede nu tavst og rødmende ned i sit skød, for hun samlede hænderne. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Derfor fik hun fat i en af de løse puder der lå i sofaen, og trak den op foran sit ansigt, så hun kunne skjule det. Til dels på grund af sin rødme, men også fordi hun ønskede at den pinlige tavshed nu ikke skulle starte igen.
Imellem alt dette postyr og hendes gode humør, havde hun glemt alt om at tage hjem. Det virkede nærmest også mest hyggeligt at være her, i stedet for der hjemme, hvor hun bare skulle glo ud i luften. Desuden ville hun med glæde tilbringe mere tid sammen med ham. For at besvare hans spørgsmål, måtte hun fjerne puden. ”Hmm..” Hun sad lidt og overvejede det hele, før det endelige svar, kom fra hendes læber. ”Jeg ville egentlig gerne hjem,” mumlede hun, velvidende om, at det faktisk ikke var det hun helst ville.
Hendes øjne vendte sig mod ham, søgende efter at møde hans blik. Hendes hjerte bankede og hendes hjerne tænkte og tænkte. Hun kunne ikke tillade sig at gå nu. Der var ved at ske et eller andet mellem dem, det kunne hun tydeligt mærke. ”Men, jeg vil næsten hellere blive her, hvis jeg ikke er til besvær?” Cholé fjernede hænderne fra sit stød og stødte albuerne mod hendes lår, mens hendes hænder kom op i højden til hendes mund.
Hendes hænder var stadig foldet og hun bed sig fast i sine korte tommelfingrenegle, mens hende hjerte begyndte at banke hårdere og hårdere. Hun havde fornemmet på ham, for lidt siden, at hans hjerte havde banket lige så hårdt om hendes gjorde nu, men hun havde ikke kommenteret det. Nok mest fordi, hun havde på fornemmelsen hvad han tænkte.
Selvom hendes øjne stadig glødede, så de nu mere nervøse ud. Hun følte sig pludselig nervøs i hans nærvær, hendes hjerte bankede hårdt i hendes bryst og hun begyndte at forstå hvad der foregik. Hun var forelsket, i manden foran hende.

af Gæst Tors 12 Jan 2012 - 20:34

Hvis Eric havde vidt at Nicholé havde sagt, eller påpeget det med hans hjerte på noget tidspunkt, havde han nok skyndt sig at gemme sig af vejen bag hans hvide vinger. Han kunne ikke læse tanker, og derfor vidste han det heller ikke, hvilke skånede ham for at gøre sig selv endnu mere pinligt berørt over den akavet situation de var endt i.
Englen vendte sig om, da Cholé svarede at hun gerne ville blive, hvis det ikke kostede for meget besvær. Hendes ord var som hvis man trykkede på en knap. Hans hænder blev hurtigt tørre igen, og hjertet faldt på plads hvor det skulle være, mens et smil med ægte glæde gled frem på hans mund. "Bestemt ikke." Han kiggede lidt rundt, før han rakte ud efter sit tøj, og tog skjorten på, så han ikke sad halv nøgen.
Eric havde ingen erfaring med kærlighed eller noget i den dur, så han anede ikke om han var forelsket, men han havde dog bemærket at han reagerede sjovt af og til, men så snart det hele var faldet på plads, og han kunne få hende til at blive hængende lidt længere, slappede han fuldstændig af igen, og var som normalt. I Erics hoved gik stykket op på den måde, at når de var i akavet situationer reagerede han som man burde, helt efter bogen, men når de så var forsvundet, var det hele fint igen. Eric satte det derfor slet ikke sammen med kærlighed, da han ikke rigtig kunne mærke nogle forskel på sin krop.
"Men vil du så blive siddende i sofaen hele tiden, eller har du lyst til at lave noget?" Spurgte han, mens han rejste sig op, og rakte glasset med mælk frem, for at se om hun ville have rasten. Derefter ville han gå over i køkkenet, sætte det ned i vasken og begynde at vaske det op, og sætte det på plads. Da han var færdig med at sætte tingene på plads, gik han i gang med at knappe knapperne i skjorten, mens han halede op i bukserne der havde det med at falde ned. Da han havde fået dem op at sidde på hofterne, lænede han sig op af køkkenbordet og kiggede afventende på Nicholé for at høre hvad hun havde på hjertet.
Selv kunne Eric godt bruge hele dagen på at glo på hende, men det ville sikkert ende med at blive kedeligt og akavet. Han var heller ikke sikker på at hun selv ville, så de måtte hellere finde på noget. Hans hjerne var allerede på fuld arbejde, i et forsøg på at finde på noget, men der syntes ikke rigtigt at komme noget, så han til sidst måtte give op. At gå en tur havde de gjort, og restaurant havde de også været på. Hvad kunne der så være? En biograftur? Hvad kunne der eventuelt være hun ville se? De kunne også køre en tur, men det var ikke ligefrem fordi de var hyle sjovt. Så kunne de tage på cafée tur, men det betød også pengebrug. Kunne man ikke finde på noget der ikke kostede penge? Det var jo ikke fordi Eric svømmede rundt i penge.
Han brummede letter utilfreds med sig selv, da han ikke kunne finde på noget. Han rettede sig lidt efter op, og gik hen mod sofaen, hvor han lod sig falde ned ved siden af Nicholé. "Jeg håber du har en ide til hvad vi skal lave, for jeg er helt blank." Måtte han indrømme. Han kiggede kort på hende, før han skyndte sig at flytte blikket. Han pressede læberne sammen, mens han tænkte over hvad Nicholé for få minutter siden havde gjort. Da han nu sad og gennemtænkte det, kom han frem til at det havde været snyd at hun måtte gemme sig, hvilke han ikke måtte. Det måtte han i teorien også godt, men det var bare ikke noget man skulle gøre, hvis man stadig ville have sin stolthed, og var mand. Det lærte man hurtigt.

af **Nicholé** Fre 13 Jan 2012 - 18:23

Cholé fulgte ham med blikket, mens hendes hjerte stadig bankede hårdere i stigende grad. Hendes hjerte ville ikke slappe af, sikkert fordi det hele nu stod klart for hende. Alt der var sket i går, havde været grunden til at hun nu sad her, lignede en idiot og var forelsket. For hende virkede det helt uvirkeligt, men så sandt som det kunne blive. Hun var forelsket, og det var der ikke noget at gøre ved.
Smilet på hans læber, fik hendes hjerte til at slå endnu hurtigere, end det allerede gjorde. Nu begyndte det faktisk at gøre ondt på hende, men det var intet hun ville snakke om. Han ville hurtigt kunne gennemskue hende, hvos hun begyndte at snakke nu. Det ville blive som et stort kaos af ord, der ikke hang sammen. Det var ulempen ved at blive forelsket. Pludselig følte man sig nervøs, og kunne ikke snakke ordenligt. Sådan var det, men allerede nu, drev det hende til vanvid. Hvor var det typisk at hun forelskede sig så hurtigt. Alligevel blev hun tvunget til at skulle sige noget, da han spurgte hende hvad de skulle tage sig til så. Hurtigt overvejede hun mulighederne der var og kom med et hurtigt svar: ”For min skyld kan vi godt blive her..?”
Da han rejste sig op, rakte glasset hen mod hende, som et spørgsmål om hun ville have resten, takkede hun nej til, ved at smilet let og ryste på hovedet. Det var utrolig anstrengende, kun at skulle smile en lille smule, når man mest af alt havde lyst til at stråle som tudsind sole. Hun tog sig sammen og fulgte ham atter med blikket, mens han gik hen mod køkkenet for at vaske op. På en måde, fandt hun ham helt utrolig fascinerende men også virkelig køn, på hans helt egen måde. Nu, hvor han ikke så på hende, følte hun sig utrolig fristet til blot at stirre på ham, i længsel. Allerede nu, var det svært for hende, at holde det hun ville sige tilbage. Som om hun kunne finde på, hvert eneste sekund det skulle være, at springe op og råbe at hun var forelsket i ham.
Efterhånden følte hun sig som en tumpe. Hun blev ved med enten at rødme, tænke for meget, være uopmærksom og selvfølgelig stirrede hun konstant på ham, eller det sted han havde siddet. Det var som om hun slet ikke kunne få blikket væk fra ham længere. Som om hun var tryllebundet.. Ved de tanker, blev hendes hjerteslag tunge og sørgmodige, som var hendes hjerte ved at gå i stå. Hvis hun forelskede sig nu og derefter døde, ville hun sikkert knuse ham. Hun kunne da ikke bare blive forelsket? Det var tåbeligt og havde tit været grunden til hendes død. I stedet for nu at sidde i skrædderstilling med ryggen mod armlænet, satte hun sig nu og stirrede halvblindt ud i luften. Før hendes øjne begyndte at fokusere på vinduet i den anden ende af lokalet. ”Hmm…” Kom det fra hendes mund, som en lettere irriteret men også afslappet lyd. Hun havde ikke selv kontrol over det lige nu, da tankerne kontrollerede hende, som var hun en robot.
Cholé bed sig atter fast i sine tommelfingernegle og kiggede lettere nervøst på ham, mens han vaskede op. Hun så sit snit til at smutte ud på badeværelset, men hun overvejede det for længe og det blev for sent at gøre det, da han pludselig rettede sit blik mod hende og valkede hen til sofaen for derefter at smide sig ned ved hendes side. Hendes hjerteslag havde føltes til at være normale igen, men da han dumpede ned ved siden af hende, sprang det nærmest ud af brystet på hende og hun rødmede atter. Hvor opførte hun sig dog underligt og barnligt.
Cholé rettede forsigtigt blikket mod ham, kiggede uskyldigt og med sørgmodige og mere sky øjne. Det var virkelig hårdt for hende, ikke bare at kaste sig over ham, som hun ville have gjort med en hver anden. Men hun blev ved med at overbevise sig selv om, at han ikke var som alle andre. Hans øjne var smukkere end nogen hun havde set før og hans læber… Åh, hvorfor kunne hun ikke bare kysse dem?

af Gæst Fre 13 Jan 2012 - 19:45

Eric følte sig overvåget. Selvom han ikke havde den evne nogle folk havde, til at mærke hvis nogle kiggede på ham, kunne han ikke undgå at mærke Nicholés pludselige intense stirrende blik. Det var som at have et halvt dusin livvagter i hælene på en uanset hvor man var, eller bevægede sig. Det var mildt sagt ikke ligefrem behageligt, men han syntes heller ikke rigtig, at han kunne bede hende om at kigge væk. Fordi hun gloede så meget, besluttede han sig for, at han også kunne tillade sig at glo lidt på hende, især hendes øjne, der pludselig virkede som en slukket gnist, der kun svagt langt væk kunne ses.
Eric satte sig op, så han næsten sad oven i Nicholé, mens han kiggede undersøgende på hende, for at prøve at knække koden, til det nedtrykte ansigt. "Er der noget galt?" spurgte han, da han måtte give op. Han kunne heller ikke gætte sig frem til, hvad der pludselig havde fået hende til at virke så nedtrygt. Han kunne dog hurtigt komme frem til, at hvis det skulle være nogle, var der kun ham, så problemet måtte ligge i ham på den ene eller anden måde, men han vidste bare ikke hvordan. Han vendte hoved væk, for at finde et andet sted at kigge hen, mens han panisk rode sin hjerne igennem, for at finde grunden til hendes pludselige stilhed.
Da Eric ikke kunne finde noget der muligvis kunne have skabt dårlig stemning, måtte han spørge hende, hvad var præcist det han gjorde, efter et minut, hvor han havde spurgt sig selv om det nu også var en god ide. Han vendte sig langsomt om i sofaen, og betragtede kort Nicholé. "Har jeg gjort noget forkert, eller ..?" Han lænede sig en smugle frem mod hende, mens han kiggede på hende med store spørgende øjne. Hans blik hvilede kort efter på hendes kinder, som havde fået en let rosa farve. Det sendte straks ordre til hans mundtøj, der lidt efter brød tavsheden. "Har du det varmt?" Hvis man havde det varmt, fik man ofte røde kinder, hvilke måske kunne være grunden til at hun var nedtrygt, selvom det lød lidt underligt.
Hvilke problemer Nicholé tumlede rundt med, var Eric godt ukendt med. Han havde slået sig fast på at der var et eller andet galt, som han ikke rigtig kunne finde ud af hvad var. Hans hjerne snurrede af sted, til den pludselig fandt en mulig grund til det nedtrykte ansigt. "Er det på grund af din ... forbandelse?" Spurgte han forsigtigt, mens han trak sig tilbage, og søgte bekymret hendes øjne. Han bed sig nervøst i læben, før han vendte blikket væk, stadig usikker på om det faktisk var det der var problemet. Han var ikke sikker på om han skulle fortsætte med emnet, eller om han bare ville hælde mere salt i såret, og træde rundt i en masse spinat på samme tid. Han ville nødig træde mere rundt i det, der åbenbart pludselig havde vippet hende af pinden.
For ikke at presse mere på, valgte Eric at skubbe tankerne bagud i hoved, og tænkte over hedes underlige mærkværdige svar. Det var første gang han havde hørt en, der ville blive i en lille lummer lejlighed og glo ud i luften, men hvis hun virkelig ville det, så ville han da ikke hindre hende i det.
Eric sad lidt og kiggede ud i luften, før han kiggede mod Nicholé, og overvejede om musik måske kunne blive mere glad hvis hun hørte noget musik? Det plejede at kunne kurrer det meste, men han var ikke sikker på om det var det hun manglede.
"Du bliver ned til at fortælle mig hvad der er galt." Eric havde opgivet. Han anede ikke hvad der var galt, og han kunne heller ikke holde sine tanker væk fra emnet, hvilke han lige havde bevist for sig selv. Han trak bene til sig, så han fyldte mindre, og flyttede sig tilbage i sofaen, så han kunne læne sig op af armlænet, mens han kiggede med en bekymret mine på Nicholé.

af **Nicholé** Lør 14 Jan 2012 - 11:48

Det føltes som om der sad en ond djævel på hendes ene skulder, der skulle forstille at være den del af hende, der ikke ville fortælle ham hvad der var galt. Mens der på hendes anden skulder sad en lille engel, der afspejlede hendes usikre og sky side, der forsøgte at få hende til at fortælle ham det, selvom der ville komme konsekvenser. Det føltes som om at hun sad i en tegnefilm, mens de to ikke eksisterende, små væsner sad på hendes skulder og hviskede hende ind i øret. Kommandoer de mente hun burde gøre.
Djævlen og Englen diskuterede heftigt og en dunkende fornemmelse fyldte hendes øregange og til sidst hendes hoved. Cholé havde igen fjernet sit blik fra ham, for ikke at gøre ham endnu mere ubehagelig tilpas, end han allerede måtte være, efter det blik hun pludselig havde fået. Hvor ville hun dog ønske, at hun blot kunne fortælle ham det lige ud, hvilket egentlig også var det som englen i hendes sind, forsøgte at fortælle hende. Mens Djævlen blot mente at hun skulle holde ham for nar, og holde det igen. På den måde, var djævlen jo ikke rigtig ond. Men hun var heller ikke ond, langt fra.
*Fortæl ham nu bare hvad du føler for ham. Han bliver nok chokeret, men det er bedre end hvad den nar der ovre mener du bør gøre.* Hun kunne høre stemmerne inde i hovedet, som sad de rent faktisk og snakkede til hende. Det dunkede stadig i hendes hoved, og derfor besluttede hun sig for at lukke de irriterende stemmer ude, der blot var i gang med at gøre livet surt for hende. Det hjalp hende slet ikke, at hendes bevidsthed gange to, sad og plaprede op omkring hvad hun skulle gøre.
Cholé smed det hele væk, og rettede nu blikket over mod Eric igen, da hun fornemmede at han spurgte hende om noget. Hun var ikke sen til at svare, og selvom gnisten i hendes øjne var væk, formede der sig en uskyldigt og meget lille smil på hendes læber. ”Nej det er bare…” Hun nåede ikke at sige mere, før hun fornemmede hvor tæt han egentlig sad ved siden af hende. Han sad jo nærmest som limet op af hende, mens ham kiggede undersøgende på hende. Det gjorde det bestemt ikke lettere for hende.
Lettere panisk kiggede hun på ham, da han spurgte om det var ham der var noget galt med, og hendes underbevidsthed skreg efter at få lov til at snakke, men hun lod den ikke komme til. For så vidste hun, at et enkelt ord, ville flyde ud af hendes mund. Et ord, der ikke ville gøre ham bestemt glad eller sikker på sig selv. Hendes hjerte hamrede igen lige så hårdt som før. Derfor blev hendes svar blot til et lille ryst på hovedet og derefter et meget kort svar: ”Nej, du har intet gjort forkert.”
Da hans næste spørgsmål rullede ned over hende lidt efter, rystede hun igen på hovedet. Nej, hun havde det bestemt ikke varmt. Faktisk, kunne hun mærke koldsveden ned af ryggen og en smule i håndfladerne, der var presset mod hinanden. Hun kunne snart ikke holde det tilbage meget længere, men da han nærmest prompte kom med endnu et spørgsmål, slappede hun en smule mere af. Han havde ramt plet på en måde, dog uden helt at komme ind på emnet. Hun åbnede munden, skulle lige til at fortælle ham sandheden, men lukkede munden for at holde de ord hun ville sige tilbage.
For første gang i længere tid, nikkede hun endelig som et svar på hans spørgsmål. For det var vel rigtigt. Det var jo til dels på grund af hendes forbandelse, at hun havde det sådan. For hvis ikke hun var under den, kunne hun sagtens finde på at kaste sig over ham. Det virkede bare ikke… Passende.. Til hendes store held, flyttede han sig lidt tilbage, gav hendes lidt mere plads. Det havde bare været så svært at holde det tilbage, især når han sad så tæt på. Men hun vidste hvor risikabelt det kunne være, hvis hun lænede sig ind til ham og kyssede ham. Det var fristende, men hun kunne ikke gøre det.
Hun rettede de gyldne øjne mod ham, fortvivlet og ude af stand til at sige noget. Hun kunne simpelthen ikke få et ord fra sin strube, hvilket ærgrede hende utrolig meget. Nu hvor han sagde at hun blev nød til at fortælle ham hvad der var galt, havde han vel på en måde accepteret det hun ville sige. Han havde selv bedt om det, men hun kunne ikke sige det. En prikkende fornemmelse i hendes håndflader, gjorde hende opmærksom på koldsveden og på at hendes hjerte nu nærmest bankede hårdere end før.
”Det.. Jeg… Du.. Ehm…”

af Gæst Lør 14 Jan 2012 - 12:55

Eric nikkede tavst, og forstod godt hvorfor hun blev nedtrygt over den viden at hun ville dø i en bestemt alder. At forbandelsen kun var et lille problem af det store problem, var slet ikke blevet skænket en tanke. For Eric var der et problem, og det var forbandelsen, og der kunne ikke være nogle andre alternativer. Han ville selv være ulykkelig hvis det var ham der havde den forbandelse, så han forstod hvorfor hun var nedtrygt. Bare at tænke på det gjorde næsten ondt på ham. Hvordan kunne hun egenligt være så uheldig at komme ud for det? Havde hun været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt? Hans tanker begyndte at kræse mere og mere om emnet, til Nichole pludselig brød hans tankerække.
Han kiggede undrende på hende, og kiggede derefter spørgende på hende. "Undskyld hvad?" Eric troede at han ikke havde hørt hvad hun havde sagt, fordi han havde været fordybet i tanker, og derfor ikke havde været fuldt fokuseret på hvad der blev sagt. At Nicholé faktisk slet ikke havde sagt en rigtig sætning havde han ikke fanget.
Eric flyttede lidt på sig, så han sad bedre, mens han lod blikket flakke et tilfældigt sted hen, mens han tænkte videre over Nicholés problem. Det var noget han aldrig før havde prøvet at skulle forholde sig til. Han havde aldrig hørt om sådan en forbandelse, der dræbte personen der bar forbandelsen, for så at genoplive personen igen. Et spørgsmål formede sig i hans tanke, mens han sad fordybet i tanker. Han var ikke sikker på om det var en god ide at spørge om det, det kunne være det bare var at putte salt i såret, og hvis der var noget Eric ikke ville, så var det at gøre Nicholé mere ked af det, eller nedtrygt. Han kiggede kort på hende, før han igen flyttede blikket væk, og trak bene helt ind til sig. Spørgsmålet brandte for at komme ud, men han kunne ikke finde ud af hvad der ville ske hvis han sagde det. Ville hun bare blive mere ked af det? Han prøvede at ligge mulighederne op over for hinanden. Efter et par muligheder, kom han frem til at det sikkert ikke ville udløse noget negativt, og ellers måtte han finde på noget at redde det hele på. Hvis han kunne.
"Nicholé?" Startede han forsigtigt ud, og kiggede hen mod hende, før han kastede sig ud i spørgsmålet. "Når du dør ... vil du så vågne i den samme krop, eller en ny, med samme udseende, eller en helt ny?" Høj på adrenalin og spænding hoppede hans hjerte nu igen rundt i brystet på ham, mens han spændt ventede på at finde ud af, hvad svaret ville være. Hvad han ville gøre ved de forskellige svar vidste han ikke, men han håbede, men han håbede det ville blive et godt svar, selvom han endnu ikke vidste hvad han ville tolke som et godt svar. Det dårlige svar ville nok være hvis hun fuldstændig skiftede krop. Skiftede krop. Ville det så betyde at hun startede som baby igen?! Han pressede læberne sammen, og kiggede væk, mens han forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Der kunne næppe være noget naturligt ved det hele.

af **Nicholé** Lør 14 Jan 2012 - 15:05

Da det viste sig at han faktisk slet ikke havde hørt hvad hun sagde, gik hun blot mere i panik. Hendes håndflader blev atter varme og lettere fugtige og hun fik en trang til at kvæle sig selv, blot for at slippe for at skulle forsøge sig med at forklare ham det hele igen. Det havde været hårdt nok for hende, blot at få tre-fire ord frem. For en gangs skyld, gav hun sig til at bide i sin underlæbe, for at holde ordene inde, der sagtens kunne strømme ud af munden på hende, hvis ikke hun var opmærksom. Hun bed til, hvilket resulterede til at en metal-smag lige så stille begyndte at fylde hendes mund.
Cholé afskyede alle tankerne og de syn der kunne have noget med blod at gøre. Men det værste var nok lugten og smagen af blod, der tidligere tit havde fyldt hendes mund, når hun fik et par slag på siden af hovedet af sine forældre, hvis hun ikke gjorde som der blev sagt. Det var dog hendes helt oprindelige forældre, der havde set deres datter dø som 18-årig. Lige før hun sådan rigtig nåede at blive en rigtig, fornem og formel ung kvinde. Hun mistænkte dem dog for at være fuldkommen ligeglad. Hun havde altid været den yngste i familien. Men det værste var nok synet af blod. Den dag hun for første gang havde set blodet flyde ned af gaderne i Hollands hovedstad. Synet af hendes hænder der glinsede af blod og et par dråber blod der lige så stille løb ned af hendes kind. Hun havde kastet kniven ved siden af liget hvor blodet kom fra og var flygtet…
I længere tid sad hun blot og kiggede ned i skødet, mens metalsmagen lige så stille begyndte at forsvinde. Blodet havde i det mindste givet hende nogle andre tanker, så hun ikke længere bekymrede sig om at ordene ville springe ud af hendes mund, og fylde lokalet. I stedet sad hun nu bare med et endnu mere forfærdet blik, og stirrede ned på hænderne der lå sammenfoldet i skødet. Til sidst var hun blevet så uopmærksom på det hele, at hun ikke bemærkede at han sagde noget. Hun følte sig dårlig og skidt tilpas, efter det lille flashback hun havde med det mord hun begik. Men alligevel forsøgte hun at lytte på hans spørgsmål.
Da hans spørgsmål var stillet, farede hun op af sofaen og småløb ud af stuen og ud på badeværelset, hvor hun så forsigtigt som muligt lukkede døren efter sig. Det blev dog ikke så forsigtigt som hun havde regnet med. Begge hendes hænder greb op ved hendes hals, da hun følte at hun skulle kaste op. Blod. For anden gang i sit liv, følte hun at det var over det hele. På hendes hænder, i hendes ansigt. Det omringede hende og gjorde hende ør i hovedet. Cholé sank sammen på badeværelsesgulvet, tog knæene helt tæt ind til sig, og lagde hovedet mod knæskallerne. Alle tanker om hendes lille forelskelse, var for længst blevet jaget bort af frygten og gensynet med grunden til hendes forbandelse. Mordet.
Hun sad på gulvet et stykke tid, før hun rejste sig op, så sit eget spejlbillede og følte sig rystet. Hendes hjerne så det hun havde set for så mange år siden, blod. Ved sit spejlbillede udstødte hun en lille, nærmest uhørlig jamrende lyd. Med en hurtig bevægelse fik hun åbnet for vandet og begyndte at vaske sit ansigt, som forsøgte hun at fjerne blodet der ikke var der. Hun søgte derefter efter et håndklæde for at tørre ansigtet rent og da hun nu atter rettede blikket mod spejlet, var blodet som egentlig ikke havde været der væk. Og pludselig var den underlige følelse af flachback forsvundet igen. Med et nu meget lettere sind, gik hun ud til stuen igen, satte sig ved Erics side, og begyndte at forklare ham det han havde spurgt om, som om hun havde siddet der hele tiden. ”Jeg vil vende tilbage med det samme udseende. Samme gyldne øjne, brune hår og kropsbygning, men det er ikke sikkert at jeg bliver af samme rang eller kommer til at genopstå i samme land. Det er faktisk heller ikke sikkert, at jeg husker noget fra mine tidligere liv. For eksempel, kunne jeg ikke huske at jeg var animagus, før du gjorde mig opmærksom på det med mine øjne..” Den gnist hun havde haft i sine øjne før, var nu vendt tilbage, men smilet var ikke så stort som før. Hendes mundviger, var kun lige præcis vendt opad frem for nedad. Alt om kærlighed, var blevet glemt, på en eller anden mærkelig måde.

af Gæst Lør 14 Jan 2012 - 15:40

Eric stivnede da han mærkede duften af blod kradse i hans næsebord. Hans blik brandte sig fast på hendes læber, som hendes tænder havde fået fat i. Det var lige før han måtte gøre vold på sig selv, for ikke at tvinge hendes læber væk fra hinanden, så der ikke kom mere blod. Selvom det havde været en harmløs handling kunne Eric ikke lide lugten af blod. Han stirre i lang tid på hende, mens han så hende blive mere mørk i blikket. Det var tydeligvis gået galt. Med nogle hurtige bevægelser lænede han sig frem, for at gøre et eller andet, men han kom aldrig så langt, da hun pludselig forsvandt ud på badeværelset.
Eric sad stivnet, mens han stirrede på døren, hvor Nicholé var forsvundet ud. Han glemte næsten helt at trække vejret, hvilke resulterede i, at da han endelig skulle trække vejret, fordi han blev tvunget til det, blev det til små gisp, som han dog hurtigt fik styr på, mens han hørte lyden af vand. Han blev siddende i endnu et minuts tid, før han rejste sig op og gik hen mod badeværelset, for at spørge om hvad der var galt. Igen var han for langsom, da Nicholé kom ud af døren, med et nu lidt lysere øjne. Inden hun nåde at smutte hen i sofaen, greb han fat i hendes hånd, og trak hende til sig, mens han kiggede spørgende på hende. "Hvad laver du?" Hvis hun ikke kunne se det, ville det være tydeligt at høre i Erics stemme, hvor frustreret han var. Hun var som et forhistorisk æg. Helt umulig at komme igennem til. Det var først efter et par sekunder, hvor han havde stirret ind i hendes øjne, at det gik op for ham at han stadig havde et greb i hendes hånd, der ikke ligefrem kunne kategoriseres som et mildt eller let greb. Han slap hurtig hendes hånd, mens han pressede læberne sammen. Hvis hun ville prøve at smutte hen i sofaen, ville han greb fat i hende, og tvinge hende til at blive stående til han fik en forklaring. "Fortæl mig hvad det er ..." Bad han hende, og var mere eller mindre klar på at kaste sig ned på knæ og tigge hende om et svar, hvis det var det hun ville have han skulle gøre.
Eric prøvede så ihærdigt som han kunne, at finde noget der kunne lede ham ind på, hvad det var der var galt, men der syntes ikke at være nogle hjælp at få hos Nicholé. Han havde glemt alt om det spørgsmål han før havde stillet, og var nu mere optaget af hendes flugt ud på toilettet. Hvad skulle hun? Vakse sig? Hvad havde hun lavet med vandet? Han pressede læberne sammen til en smal streg, og kiggede væk, over mod sofaen med et tomt blik. Han overvejede kort om han ikke bare skulle give op, lade hende slåsse med sine egne tanker, men ideen lød så forkert i hans eget hoved, at den hurtigt blev sparket væk. Han ville finde ud af det, hvis han kunne, og hvis hun gav ham lov til det, hvilke virkede til at kunne blive meget svært.
Det var gået op for Eric at Nicholé gik og gemte på et eller andet, som hun ikke ligefrem var ivrig efter at fortælle, eller også kunne hun bare ikke få sig selv til at sige det. Uanset hvad, var det noget Eric gerne ville finde ud af hvad var, da han havde en eller anden ide om at det måske kunne hjælpe hende at fortælle det. Han slappede enlig lidt af i læberne, frem for at presse dem mod hinanden, hvilke ikke gav nogle form for hjælp. Eric var for optaget af hendes forbandelse, som han ikke havde adgang til viden omkring, til at bemærke at hendes humør var blevet bedre. Han havde set der var sket ændringer i den positive retning, men ikke hvilke ændringer præcist.

af **Nicholé** Lør 14 Jan 2012 - 20:53

Cholé nåede ikke så langt som hun havde håbet på. Faktisk blev hun stoppet af Eric, der havde rejst sig og greb fat i hendes håndled, med et stramt greb om det, der gjorde hendes forsvarsløs. Hun gispede kort, da han blot greb fat i hende, uden hun havde set ham stå der. Han var som skudr ud af den blå luft. Hun ville ikke kunne gå nogen vegne, med mindre han gav slip på hende og lod hende gå. Det virkede dog slet ikke til at det var det han havde i tankerne. Han havde trukket hende tættere på sig og kiggede nu på hende, med en spørgende og måske lettere usikkert blik. Han virkede til at have et eller andet på hjertet.
Tankerne strømmede lige så stille tilbage, da hun kunne mærke hans varme hånd om sit håndled. Dog forsøgte hun at gemme dem så godt væk som hun kunne, for ikke at blive afsløret. Hun ville ikke sige noget nu, især ikke når hun stod i denne situation med han så tæt på sig. Derfor lukkede hun helt af for sine følelser, så godt hun nu kunne og kiggede på ham, med lysende, uforstående øjne. Da hun næsten var sikker på at han ville sige to ting, lod hun ham snakke ud, før hun selv ville komme med svaret.
Hans greb løsnede sig om Cholés håndled, og hun var ikke sen til at forsøge at stikke af, hen til sofaen. Hun nåede dog ikke langt, før hans atter greb fat om hendes håndled, hårdere end før, hvilket egentlig begyndte at gøre ondt. Hun tog den hånd der ikke var fanget af hans greb, op til munden og bed sig igen fat i sin tommelfingernegl, som hun nu havde gjort så tit. Det var en underlig vane hun af og til fremkaldte. Der kunne gå flere år, hvor hun lykkeligt glemte alt om den åndsvage vane hun havde, men når hun så genfandt den, kunne hun konstant stå og bide sig selv i sin negl. En underlig vane.
Til sidst, blødte hun en smule op og kiggede på ham. Hun så ham i øjnene, med et barnligt, uvidende blik, som havde han lige fortalt hende om et eller andet oldnordisk. Cholé tog en dyb indånding og begyndte så at snakke. Ordene flød ud af hendes mund, som et vandfald. ”Jeg havde bare brug for at komme væk. Da jeg bed mig i læben for lidt siden, kunne jeg smage blod. Og blod har en rigtig dårlig effekt på mig, der bringer mig tilbage til min oprindelige barndom. Jeg gjorde noget forfærdeligt, der fik mig gjort fortjent til den forbandelse jeg nu besidder.” Kort stoppede hun op for at trække vejret og få lidt mod til sig. Det hun skulle sige nu, var hun ellers ikke så meget for. Men fordi det var ham, vidste hun at hun burde fortælle ham det. Fortælle ham alt.
”Jeg myrdede en mand, slap ikke godt fra det og blev forbandet..” Hun sukkede af sig selv, brød forbindelsen mellem deres øjne, kiggede ned og følte sig både lettet men også som om en klump sad og blokerede i hendes hals. Som om hun var ved at græde igen. Hun ville da ikke græde foran ham igen. Hun havde allerede grædt for meget på det seneste. Mere end hun ville have gjort på et år, da hun var ung og frisk.
Cholé rettede blikker op mod ham igen, så ham i øjnene og greb i chance hun aldrig ville have ture tage, hvis ikke det var fordi hun lige havde betroet ham hendes største hemmelighed. Selvom hans hånd stadig var om hendes håndled, bemærkede hun det slet ikke. Hun lagde hovedet en smule på skrå, så ham stadig i øjnene og kyssede ham så, uden at tænke det mere igennem.

af Gæst Lør 14 Jan 2012 - 22:15

Eric låste sine fingre fast omkring Nicholés håndled som en jernring der var umulig at bryde. De stirre på hinanden i længere tid, ham med et spørgende og bedende blik, hende med et uskyldigt uforstående blik. Han trak vejret dybt, og ventede spændt på at høre hvad hun sagde. Han stod stille, helt stille, og ventede. Han flyttede sig ikke en millimeter, heller ikke da hun begyndte at fortælle hvad der var sket. Hvorfor hun havde fået forbandelsen. Han tvivlede ikke et sekund på hendes ord, men han kunne ikke få dem til at passe sammen, uanset hvor meget han prøvede. Hvorfor skulle hun straffes så hårdt for at have dræbt en mand? Hvad med alle de andre der havde dræbt millioner af mennesker, og blot ved straffet med døden. Han syntes det var uretfærdigt. Af en eller anden grund generede det ham ikke at Nicholé havde dræbt en mand. Det virkede som det mindste problem for ham, problemet for ham var forbandelsen, det var den der irriterede ham, hvilke var underligt. Der var ingen der havde sagt at han skulle kende hende til hun igen ville dø, men alligevel var det det der genrede ham. Han kunne selvfølgelig ikke gøre noget ved hvad hun havde gjort, men ved alle andre, ville han nok have spurgt om hvorfor hun havde dræbt manden, men det spørgsmål var slet ikke eksisterende inde i hans hoved. Der var kun forbandelsen der fyldte Erics hoved.
Han trak vejret dybt, for at lade nogle ord spille over hans læber, men de sad fast i hans hals, da hun lænede sig frem mod ham, efter at have tiltet hoved en smugle til siden, så hun lidt efter kunne ramme hans læber. Han stivnede da han mærkede læberne mod hans. Han lukkede langsomt øjne og nød hendes læber, mens han holdte vejret. Hun slap hans læber alt for tidligt. Han ville inderligt gerne have hun blev ved, men de forsvandt, og lod en brandene følelse være tilbage i på hans læber. Han lod kort øjne fortsat være lukket i et par sekunder, før han langsomt slog dem op, og kiggede på hende. "Hvorfor?" Hviskede han næsten stakåndet.
Han håbede ikke at hun tog det ilde op, for han ville gerne have at hun gjorde det igen, men han kunne ikke få sig selv til at sige det. Det føltes på en måde forkert. Forkert fordi han så gerne ville have hun gjorde det. Han sled sit blik kort væk fra Nicholé, før han igen kiggede på hende få sekunder efter, som om hun tvang ham til at kigge på ham. Han slugte hende ivrigt med øjne, før han trak vejret dybt. Han skulle igen til at sige noget, men stoppede op, og sank en klump. Han rynkede let på det bryne, mens han prøvede at finde ud af hvad han skulle sige, men da han ikke fandt ud af noget, lukkede han helt munden. Han trak vejret dybt igen, og anede ikke rigtig hvad han skulle stille op med sig selv, hverken med mundtøjet eller sin krop, der syntes at sidde fast.

af **Nicholé** Søn 15 Jan 2012 - 13:54

Selvom hun ikke ville give slip på hans læber, blev hun nød til det. Selv havde hun lukket øjnene, i det korte øjeblik deres læber var presset mod hinanden. Men hun vidste at hun måtte trække sig tilbage, før det ville blive upassende og arkhavet for dem begge. Og allerede da hun havde kysset ham, føltes det som var det var helt forkert det hun havde gjort. Som om det var helt forkert af hende at kysse ham. Det var det også, men hun følte det ikke fordi hun troede at han ville blive rasende, men rettere på grund af hendes forbandelse, der let kunne skille dem ad, hvis det skulle ske, at kysset havde haft nogen indflydelse på hans følelser.
Hans ’hvorfor’, havde kun gjort hende endnu mere nervøs og dårlig tilpas. Og for at komme væk, rev hun sig ud af hans greb, der havde løsnet sig en smule under deres kys. Nu overvejede hun i få sekunder hvad hun skulle gøre. Løbe, blive stående, kysse ham igen eller forsvinde helt. Uden at tænke på det, kyssede hun ham igen. Tvang hans løber mod hendes, mens hun lagde hænderne bag hans nakke. Denne gang lov hun kysset vare lidt længere tid. Men efter det, løsrev hun sig fra ham og var hurtigt henne ved døren, væk fra hans lejlighed og ud til opgangen. Hun så sig tilbage, før hun åbnede døren og forsvandt ud bag den. Efterlod ham sikkert uforstående og med et langt blik. Det var ikke hvad hun ønskede, men hun kunne ikke klare det længere.
Klog som hun var, ville hun ikke bruge for lang tid på at komme ned af trapperne, da han sikkert ville kunne indhente hende, hvis han følte for at følge efter hende. Derfor stod der ikke den slanke, brunhårede kvinde på gulvet længere, men en smuk, majestætisk sneugle, der lettede og fløj ned af trapperne, med en fart som sneugler ikke oprindeligt besad. Men nu var hun vel hverken et rigtigt menneske eller en ægte sneugle. Hun var en kryptisk blanding i begge former hun besad. Først da hun kom ud af døren som han havde ledt hende igennem, da der havde været nogle efter hende, genoprettede hun sin form som menneske, og begyndte at løbe. Samme vej, som de havde løbet sammen, da der havde været nogen i hælende på hende. Dog var tempoet ikke lige så højt som i går, da hun helst ikke ville have endnu et anfald af Epilepsi, blot ved at løbe.
Tankerne og fortvivlelsen var blandet i hendes baghoved, mens hun løb. Og en lille snæver tåre trillede ned af hendes sarte kind, der efterhånden havde oplevet flere tårer på et døgn, end nogen sinde før. Men denne gang var tåren ikke fordi hun var ked af noget, nærmere var hun deprimeret og sur på sig selv, hvilket ofte resulterede i at folk græd. Hun følte som om hun havde dummet sig ekstremt, da hun havde kysset ham. Men det havde gjort det lettere for hende at kysse ham anden gang. Nu måtte hun bare se at komme væk, ønskede ikke at findes. Hun ville bare væk.
Da Cholé mente at hun var langt nok væk fra ham, stillede hun sig op af en husgavl men sank kort efter sammen. Hun rystede og ville denne gang ikke blokere for tårerne. Hun gav dem frit løb og græd lydløst ned i sine håndflader hun havde gemt sit ansigt med. Hvad var det dog for et rod hun havde fået dem begge rodet ud i? Hun fortrød så inderligt at hun havde kysset ham, forstod ikke rigtigt hvorfor hun havde gjort det. Hvis hun havde været lidt klog, ville hun have lukket sine følelser ude, men nej. Hun kunne ikke. Hun var svag.

af Gæst Søn 15 Jan 2012 - 15:37

Erics hånd faldt ned langs siden, da Nicholé ræv sin hånd til ham uden at sige noget. Han kiggede undrende på hende, stadig uden at sige noget. Han ventede stadig på hendes svar. Der gik længere tid før han endelig fik det, men svaret var også mere ind tilfredsstillende. Hendes hænder næsten brandte i hans nakke, mens hans læber gled sammen med hans. Igen havde han lukket øjne, og glemte alt omkring sig, til hun slap hans læber, og han slog øjne op igen. Om kysset havde gjort ham langsomt, eller hvad der var sket var umuligt at forklare, men da han prøvede at fange hende, da hun flygtede ud mod døren, var hun allerede for længst henne ved døren. Han snurrede rundt på hælen, for at følge efter hende ud af døren, ud mod trappe opgangen. Da Eric kom ud, stoppede han brat op, og stirrede kort målløs på den hvide ugle, der hurtigt fløj hen over trapperne. Da hun allerede var kommet ned på stue etagen, før han fik fodtøjet i gang, vidste han det ville være umuligt at fange hende, hvis hun blev ved med at være ugle. Alligevel sprang han ned af trapperne, mens han priste sig glad for at folk enten læste, eller var til en eller anden time over på skolen.
Eric væltede ud af døren, og kiggede først den forkerte vej, før han fik øje Nicholé den modsatte vej. Hun havde allerede et kæmpe forspring. Han bed tænderne sammen i en maske der kunne minde om irritation. Han kiggede lidt rundt, for at se om der var folk omkring ham, hvilke der selvfølgelig var. Han måtte altså tage den til fods. I modsætning til Nicholé, måtte han igen løbe alt hvad han kunne, for at bare gøre afstanden en lille smugle kortere. Det var næsten en kamp i sig selv at finde ud af hvor hun løb hen.
Selvom det var hårdt at løbe efter Nicholé, havde hans tanker masser af mulighed for at løbe, mens han løb efter hende. Det var først mens han mærkede vinden mod sit ansigt, og en næsten beroligende lyd af summende biler i øregangen, at han han fik tid til at tænke det hele igennem. Havde han sagt eller gjort noget forkert? Han forstod ikke hendes pludselig flugt, der gjorde mere ondt på ham, end han lige ville indrømme over for sig selv.
Han nåede lige at fange et glimt af det brune hår, da hun drejede om et hjørne, før han selv var ved at kollidere med en skraldespand, han nåde dog lige at bremse sig selv inden det gik galt. Han drejede om hjørnet, og kiggede hurtigt ned af gaden, for at finde ud af hvor hun var løbet hen, men han kunne ikke se hende. Han stoppede kort op, mens han snappede efter vejret, før han igen satte i fuld fart ned af gaden. Han kunne ikke se hende ved de to første sidegader, men ved den tredje så han hende helt nede. Kunne hun ikke stoppe snart?! Han fortsatte efter hende i stadigt højt tempo, som om fanden var i hælene på ham.
På grund af den høje fart, var Eric lige ved at løbe forbi Nicholé, da hun pludselig stoppede op, og lod sig synke sammen op af væggen. Da han selv stoppede op, hivende efter vejret, kunne han mærke hans ben fuldstændig var syret til. Det blev til en kamp for ham at holde ham stående, men til hans hæl havde han husmuren at læne sig op af, mens han gispede efter vejret. Det var først efter adskillige minutter at han fik talens brug igen, mens hans hjerte stadig hamrede rundt i brystet på ham, fordi det sikkert troede at han stadig løb.
Eric lod sig glide ned ved siden af Nicholé, hvilke var et hit i hans bentøj, der ikke havde haft det bedre af at han blev stående. "Hvad laver du?" Spurgte han, stadig letter forpustet. "Vil du ikke fortælle mig hvad der er galt?" Pressede han på. Han var næsten bange for at rører ved hende, så han holdte sine fingre fra hende, selvom de næsten brandte for at trække hende ind til sig. Han vidste ikke helt hvad han skulle stille op med sig selv. Om han skulle prøve at trøste hende, eller om han så igen blev tvunget ud på en tur, hvor han var ved at løbe sit hjerte ud af halsen.
Frustreret over ikke at vide hvad han kunne gøre, flyttede Eric sig ind til muren, som han lænede sig op af, og lukkede øjne. Han ville ikke kunne overskue endnu en løbetur, så hvis hun ville løbe væk igen, ville det blive uden ham som påhængsmotor. Han lod hoved glide lidt til siden, hvor han slog øjne op, og kiggede på Nicholés brune hår. Han var yderst omhyggelig med ikke at kigge på hendes ansigt, da han, selvom han ikke ville indrømme det, var bange for at se, hvad der måske var at se i hendes ansigt, især hendes øjne.

af **Nicholé** Søn 15 Jan 2012 - 20:36

Atter bed Cholé sin læbe til blods, men lagde denne gang ikke lige så meget mærke til det. Det eneste hun lagde mærke til, var den underlige fornemmelse der stak hende i hjertet konstant. Hvis hun nu havde bemærket at han var dumpet ned ved siden af hende, var hun hurtigt komme væk der fra, men tankerne havde ledt hende så meget væk, at hun ikke længere lagde mærke til hvad der forgik omkring hende. Tankerne strømmede rundt i hendes hoved, og gav hende en underlig trang til bare at skrige.
Hendes krop rystede, som den normalt ville gøre når man men man kunne ikke høre at hun græd, hvilket var ret så godt for hende, nu hvor han sad ved hendes side. Dog havde hun ikke bemærket det, før han pludselig begyndte at snakke. I samme øjeblik begyndte hendes hjerte at slå hårdt og tårerne stoppede brat op, som havde hun ikke flere tårer tilbage.
Hun rettede ikke blikket op mod ham da han spurgte hende om noget. Hun kommenterede det ikke, selvom hun vidste at han blot ville hjælpe hende og han blot ville forstå hvad der gik hende på. Men det ville ikke gøre hende gavn, hvis hun fortalte ham det. Derfor fandt hun ingen anden udvej end det hun havde i tankerne at gøre.
Hurtigt kom Cholé på benene og vendte hun første gang blikket mod ham. Hendes kinder var stadig fyldt med tårer, men hun havde da i det mindste flyttet hænderne fra ansigtet og han ville nu bemærke hendes sorgfyldte øjne. Det tog virkelig hårdt på hende, at sige det hun ville sige. Og ordene fløj nærmest ud af hendes mund, før hun nåede at se sig omkring. ”Eric. Jeg har virkelig brug for.. Jeg værtsætter at du bekymrer dig om mig, og hvad der går mig på. Men jeg har brug for at blive ladt til mig selv. Få tænkt det hele igennem, du ved… Jeg er rigtig ked af det,” mumlede hun, og fortsatte lidt efter. ”Men jeg må gå nu..”
En enkelt lille tåre trillede nu ned af hendes kind igen, hvorefter hun vendte sig om og begyndte at gå hjemad, med et knust hjerte og en masse forvirrende tanker. Velvidende om at hun sikkert igen ville efterlade ham, uforstående og måske en anelse trist. Og hedes tegnegrej, lå stadig lige så fint i hendes taske. Men hun spildte ikke tankerne med det. Mere på ham. Det gjorde virkelig ondt på hende, at gøre som hun gjorde..

//OUT..//

af Sponsoreret inhold