Vanskabte Tanker Hærdes.. _\ Åbent (Aisling) /_

Sted - Gågaden, med måsen på kantstenen!
Vejr - Kulde, og en helt monstrøs blæst!
Tid - Eftermiddag, men den er ved at være slut!
Omgivelser - Mennesker, og en hel masse butikker!
Krav - Minimum 15 linjer, eller så vanker der bank! <3
Åbent - Men, Aisling har retten til at være den første, der svarer.

Han kiggede ud på mængden, følte sig ensom. Der var en skinger latter, til højre for smykkebutikken, men den druknede i hans langtrukne suk. Der var ikke noget som larm, der kunne minde ham om, at der aldrig havde været en plads til ham i dette samfund. Man skulle først og fremmest altid smile, noget han aldrig rigtig formåede at gøre, og derpå være tilfreds med livet. Men det lykkedes ham aldrig at være positiv nok, til at fuldføre dette. Han blev født, men det var en blodig omgang. Han voksede op, og selvfølgelig gik han igennem typiske faser, som mobning og bumsehud. Han blev officielt en middelklasses voksen, der nu skulle undervise akneramte børn i matematikkens kunst.
Hurra! Skulle han sige dét? I hans øjne, var der ikke noget lykkeligt i at se forvoksede unger, med fingeren i næsen eller blikket rettet imod mobilen, når han selv skulle få viden ind i disse hjerner. Der lå ingen positiv værdi i arbejdet, og det havde været så uhåndgribeligt kedeligt, at snakke løs, uden rigtig selv at fatte noget som helst af det, der blev slynget ud på tavlen. Uden at vide det, ville de få, der rent faktisk bare sad og stirrede på ham, begynde at savle. Alle, inklusiv ham selv som lærer, ventede de bare på at høre klokken ringe, når hammeren faldt...

Men hvorfor tænke på fortidens kvaler, når han kunne bemærke nutidens uheldige stunder? Menneskemængden var endnu ikke mindsket, og han følte på sin vis en trang til at flygte. Klaustrofobi, var en følgesvend, der kendetegnede en af mange svagheder, der var blevet pålagt hans ynkværdige person. Gågaden var bred, og asfalten strakte sig over en hel del kilometer. Så hvorfor var han fanget, i en inferno af kroppe? Svaret var enkelt, og strejfede hans tanker, men med en vægt på 2 ton.
Fordi det er mig. Og livet vil endnu engang vise, hvor uheldig en Djævel man kan være!...