Efter en vild aften.

Omgivelser: Dem der var bosatte i lejlighederne.
Sted: terre; Lejligheds kompleks.
Tid: 01:23
Vejr: Køligt, og mørkt.

Maya og Emily havde mødt hinanden på diskoteket. Nu var de åbenbart på vej hjem til Maya. Det var typisk det der skete når man drak for meget. Man stiftede underlige venskaber, om det var en god ting; Kunne diskuteres. Der imod syntes Maya at det var skønt, at have mødt denne kvinde ved navn: Emily. Der var sket mange til på så få timer, at det havde gjort hende træt. Derfor var de også på vej ind i hendes lille lejlighed. Hun fik fisket hendes nøgle op af lommen, og låste døren op. Hun ventede derefter på at Emily gik ind. "Bare lad som om du er hjemme" sagde hun høfligt og trådte ind efter Emily. Hun lukkede døren efter sig, og smed de høje stilletter. Nu var hun omkring 7-10 centimeter lavere end før. Pinligt. Nu kunne Emily se hvilken gnom hun var. Maya var en smule flov over sin højde, da hun aldrig kunne nå ting på høje hylder. Eller nærmere normale hylder. Hun sukkede let over den negative tanke og kiggede op på Emily. "Hvad skal vi så gøre nu?" spurgte hun med en sød latter.

Emily stod ved siden af Maya og trippede lidt, imens hun fandt en nøgle frem. Hun nikkede let med hovedet og trådte indenfor. Emilys blik gled hurtigt hen over alle de ting og møbler, som var i Mayas lejlighed. Hun kunne godt lide ligesom at danne sig et overblik over sine omgivelser. Det gjorde hende på en måde lidt mere tryg. Derefter vendte Emily sig om og kiggede på Maya. Hun lignede sig selv. Bortset fra, at hun nu var en hel del lavere end før. Emily sendte hende et hurtigt smil. Selv var hun rimelig meget højere end Maya. Det var ikke særlig tit hun oplevede det. "Hvad vi skal gøre?", spurgte hun med et smil. Ja, havde skulle de egentlig lave? Hvis Emily skulle blive her, måtte hun sikre sig, at hun kunne stole på Maya. Også selvom hun nu var så påvirket som hun var.
"Kan jeg stole på dig?", spurgte Emily alvorligt og kiggede på Maya med et ligeså alvorligt blik. Ikke engang da hun indviede Maya i den magiske verden, havde hun været så alvorlig som nu. Det lød som om det galt liv eller død. Hvilket det vel egentlig også gjorde, hvis man tænkte nærmere efter.

Maya kiggede på Emily og smilede så sødt til hende. " Selvfølgelig kan du stole på mig" svarede hun og strøg Emily blidt hen over armen. Maya var en af de få personer, alle burde stole på. Selvom hun drak lidt for meget, holdt hun altid sine løfter. Sådan var hun blevet opdraget, men nu så hun desværre ikke sin familie mere. En del af dem var gået bort, og resten boede i Korea. Det var blandt andet hende mor og Morfar. Hendes bror havde hun ikke set siden hun var 7. Han løb hjemme fra da Maya lige var fyldt 7. De havde ellers haft det bedste forhold, og fortalte hinanden alt. Et suk forlod hendes læbe, idet hun stoppede hendes tanker. "Hvad vil du fortælle mig?" tilføjede hun og smilede sødt til Emily igen.

Emily kiggede ned på sin arm, da Maya rørte ved den. Selvom Maya nu havde sagt, at hun kunne stole på hende, var der en lille smule tvivl. Ville alle ikke sige det? Hun havde oplevet flere, som havde sagt lige netop de ord, men som havde løjet. Det gik op for hende, at Maya vidst havde misforstået hendes spørgsmål lidt. Ikke at hun på nogen måde havde svaret forkert. Det var bare..
"Ikke noget, faktisk", sagde hun roligt og kiggede ned på Maya. Hun kommenterede overhovedet ikke hendes højde, da størrelsen ikke gjorde den store forskel. Selvom hun nu var over 20 centimeter højere end Maya.
De røde øjne hvilede på Maya. Tænk at hun slet ikke virkede bange. Måske ville det blive anderledes, når alkohollen forlod hendes system. Det håbede Emily dog ikke ville ske. Maya virkede som et godt bekendtskab.
"Det var bare... Jeg bliver nødt til at vide det. Ligeså snart solen står op, har jeg et problem. Jeg kan dø", sagde hun roligt. "Igen altså", tilføjede hun hurtigt. Hun var jo allerede død én gang, og hun havde bestemt ikke brug for endnu en gentagelse. "Måtte jeg blive her? Altså i dagstimerne?", spurgte hun forsigtigt.

Maya kunne ikke lade være med at le, Emily var altså alt for sød. Hun smilede og kiggede op på hende. Det var enlig irriterede altid at skulle se op på folk, men det skulle hun nok vænne sig til. Det var det eneste problem, med at være lille. Man var nemmere at gøre fortræd, da man ikke kan slås imod folk der er højere end en selv. Eller det kunne Maya i hvert fald ikke. "Du må meget gerne blive her! Lige så meget du har lyst til" svarede hun og sprang på Emily i et kram. Hvorfor vidste hun ikke. Hun syntes bare det var så dejligt at få en ven i denne by. Det var meget anderledes her. Før havde hun boet i London, sammen med hendes bedsteforældre. Mayas forældre flyttede til Korea, da hun var 13 så hun boede ved sine bedsteforældre. Det trives hun nu også med. Så valgte hun som nitten årig at flytte til Terre. Hvorfor vidste hun ikke, hun havde så mange valg og så valgte hun Terre. Det var nu ret underligt. "Jeg vil helst ikke have du dør... igen" tilføjede hun og slap langsomt Emily.

Et skævt smil bredte sig på Emilys læber. Hold da op. Det var bedre end hun turde håbe på. Så meget hun havde lyst. Måske kunne hun endda...? Nej. Det var for tidligt. Alt for tidligt. Så længe havde hun slet ikke kendt Maya. Det var underligt. Hun havde det som om, hun allerede kendte Maya ret godt. Også selvom det i teorien var den første gang, hun nogensinde havde mødt hende.
Det var faktisk kun et par timer siden.
"Ih!", udbrød hun overrasket, da Maya krammede hende. Hendes tanker havde været et helt andet sted, så hun havde ikke lagt så meget mærke til menneskets bevægelser. Normalt var hun ellers ikke så nem at overraske, men det kram her, var kommet lidt bag på hende. Det var underligt rart. Maya var så varm. Hun kunne mærke hjertet banke, igennem Mayas trøje. Utroligt distraherende. Uden at ville det, kom hun til at blotte hugtænderne. *Stop det!*. Heldigvis valgte Maya at slippe hende. "Det er nok ikke en god idé du gør det der alt for tit", sagde hun og førte sin ene hånd op foran munden. Det kunne ende galt. Meget galt. Hvad nu hvis hun ved et uheld drænede Maya for blod? Hvis hun ikke kunne beherske sig? Det ville være forfærdeligt.

"Undskyld" svarede hun og bed sig blidt i underlæben. De grønlige øjne studerede vampyr pigens tænder. Skarpe og så temmelig farlige ud. Tabte man mon sine hugtænder? Kunne de sidde fast i ens offer? Det ville være ret underligt. En tandløs vampyr. Den tanke fik Maya til at le lidt. Meget kort og stille. Nu slog det klik for hende. Der var intet normalt ved at grine, over sin egen tankegang. Det gjorde Maya dog ind imellem. Det var ret så pinligt, men hun kunne ikke lade være. Måske var der noget i vejen med Maya selv? Måske var hun syg? Psykisk syg evt. Det havde plaget hendes familie mange gange. De troede altid hun var skizofren, eller havde en anden diagnose. Men som Maya så på det, var det bare hendes underlige personlighed. Folk kunne tænke hvad de ville. "Er du tørstig? Jeg har lidt af hvert i køleskabet?" spurgte hun og smilede sødt til Emily. Hvorfor den tanke havde slået hende vidste hun ikke. Det havde måske noget at gøre med at hun selv, godt kunne trænge til et glas vand. Måske også en smertestillende. Hendes hoved dunkede. Det var sikkert alt alkoholen.
Mayas lejlighed var indrettet enkelt, og lidt flippet. Hun havde gamle møbler, og der lå underlige ting på alle hylderne. Sten, smøger, tændstikker, en underlig figur osv.

Emily hørte Mayas undskyldning, men svarede hende ikke. Hun lod sin hånd falde igen og lod tungen glide hen over den ene tand. De var utroligt spidse.
Maya lo. Hvorfor nu det? Emily blev lidt forvirret. Havde hun sagt eller gjort et eller andet sjovt? Eller fandt Maya simpelthen hendes manglende selvbeherskelse sjov? Emily valgte, at skubbe tanken til side. Det var egentlig lidt ligemeget.
Maya spørgsmål fik Emily til at tippe hovedet let på skrå. "Jeg øh...", hun tav. Svaret ville nok skræmme Maya lidt. "Det kommer så sandelig an på, hvad du gemmer i køleskabet", sagde hun istedet. 'Har du noget blod?', ville nok skræmme Maya lidt. Emily førte langsomt hånden op til Mayas hår. "Wauw, dit hår er blødt", sagde hun lidt overrasket og tog fat om en lok. "Og så den her farve... Er det naturligt? Eller har du selv farvet det?", hendes stemme var nysgerrig. Det var jo nærmest hvidt. Det var ikke så tit, hun så folk med den slags hår. Faktisk så hun ikke så mange 'folk', som hun gav sig tid til at lære at kende.
Emily slap igen Mayas hår og rørte blidt ved Mayas kind. Den var varm under hendes kolde fingre. Det var endnu en ting, hun vidst ikke rigtig havde vænnet sig til endnu.

Maya kiggede nysgerrig på Emily, imens hun have en af hendes lange hårlokker i hånde. "Den er hundrede procent naturlig" svarede hun med et smil. Hun var så glad for hendes hårfarve. Den var hvid. Ikke kedelig blondt, men helt hvidt. Det var derfor hun ikke ville farve det. Hun fandt ingen grund til det, da hun nu følte sig tilpas med den. Derefter mærkede hun Emilys kolde hånd imod hendes let varme kind. Det var en rar kulde. Hun nød kulden fra Emilys fingre, det var det behageligste hun længe havde mærket. Maya kiggede på hende. "Nårh... ja.. Du drikker ikke andet end blod" mumlede hun. Så havde hun ikke noget hun kunne tilbyde Emily. Desværre. Hun ville gerne give et godt indtryk, da hun rigtig godt kunne lide denne pige. Det var længe siden hun havde haft en ordenlig ven, der ikke var falsk. Hvilket hun håbede Emily ikke var. "Skal vi ikke gå ind og sætte os ned?" spurgte hun og smilede sødt til Emily.

"Det havde jeg aldrig troet", sagde Emily med et lille smil. Tænk at have helt hvidt hår. Det var jo ikke fordi Maya var en albino. De havde vidst røde øjne, havde de ikke? Fordi de ikke havde noget farvestof i øjnene. Det røde i deres øjne, var rent faktisk deres blod. En interessant tanke.
Endnu et smil dukkede frem på hendes læber, da hun hørte hvad Maya sagde. "Det har du ret i", sagde hun smilende. Det virkede som om Maya gerne ville gøre et godt indtryk, så det var egentlig lidt ærgerligt, at Emily ikke spiste almindelig mad. Det irriterede hende også en del. Da Maya snakkede videre, lod hun hånden falde igen. "Det kan vi da godt", sagde hun og kiggede lidt afventende på Maya. Hun fandt det lidt uhøfligt bare at vade rundt i hendes hus. Nu havde hun jo ikke engang fået en rundvisning eller noget i den dur. Nysgerrigheden var der dog. Hun ville meget gerne se, hvordan Maya boede. Måske mindede det lidt om hendes eget hus? Forældres hus, rettede hun sig selv. Det var stadigvæk underligt, at hun ikke havde sin familie tæt på sig. De havde altid været en støtte for hende.

Maya lo let "Det er os ret specielt" svarede hun på Emilys kommentar, om hendes hvide hår. Derefter ventede hun blot på at Emily, ville gå ind i hendes stue. Hun havde ikke tænkt over at det var normalt, man ventede på at ejeren gik først. "Du skal altså bare føle dig hjemme" bemærkede hun, og gik selv ind i stuen. Maya satte sig ned i den lyserøde sofa, og kiggede sig lidt omkring. Der var enlig ret mange farver i dette rum? Hvorfor havde hun mikset så mange farver sammen. Ikke at det så dumt ud, men det var bare ikke en normal stue. Et suk forlod hende igen, da hun syntes hun tænkte for meget. Hun strøg hendes lange fingre igennem det blonde hår, og kiggede ud imod gangen. "Kommer du ikke herind i stedet for at stå der og kigge" lo hun let og trak benene op under sig.

Emily nikkede, da Maya bad hende om at føle sig hjemme. Det var bare så lang tid siden, hun havde været i et hus. Eller lejlighed, som det her jo var. Hun lod blikket hvile på Maya, da mennesket gik ind i det Emily gik ud fra, var stuen. Det var lidt svært for hende, at føle sig hjemme. Overalt duftede der af Maya. Distraherende, var nok det ord, som bedst beskrev det. Derfor valgte hun også, at blive stående lidt tid ude i gangen. Lige ind til Maya snakkede igen. "Jo, selvfølgelig", svarede hun med et smil og gik ind i stuen til Maya. Hendes blik gled hurtigt rundt på alle de forskellige ting og møbler. Okay. Den her lejlighed mindede på ingen måde om Emilys forældres hus. Det her virkede meget mere... Tja.. Spontant? Der lå sten og alle mulige andre sjove ting på reolerne. Noget man ikke ville se hjemme hos Emily. Alligevel kunne hun faktisk godt lide det. Maya lod også til at føle sig hjemme her. Det var helt rart at kigge på. Emily gik hen til sofaen og satte sig ned i den ved siden af Maya. "Jeg kan godt lide din lejlighed", sagde hun roligt og sendte Maya et lille smil.

Maya kiggede på Emily imens hun talte. "Tak! jeg elsker denne lejlighed! Den er helt unik, og lidt underlig indimellem" svarede hun med et glædeligt smil. Hun lod hendes blik hvile en smule på Emily, inden hun igen rejste sig op. Hun vandrede ud i køkkenet og tog et glas. Hun fyldte det gennemsigtige glas op med vand, og derefter lagde hun en opløselig hovedpinpille i vandet. Hun kiggede på de hvide bobler der bruste op. Hun sukkede let for sig selv, inden hun drak det meste af vandet. Det smagte ikke særlig godt, det smagte disideret klamt. Hun sank vandet og tog den sidste tår. Derefter sukkede hun og kiggede ned i vasken. Hun tog sig til hovedet, da hun var en smule svimmel. En brækfornemmelse skød op i hende, og hun lukkede øjnene i et stykke tid. "Kom nu Maya, det skal nok gå" mumlede hun for sig selv. Maya gik igen ind i stuen, og satte sig ved siden af Emily. "Kvalme" forklarede hun og sukkede blidt.

Emily sendte Maya et skævt smil. Hun virkede virkelig glad for den her lejlighed, og det var jo et held, når det var her, hun boede. Der var ikke noget specielt hyggeligt ved at bo et sted, som man ikke brød sig om. Emily lod blikket hvile på Maya, da hun rejste sig op. For ikke at virke alt for anmasende, valgte hun at blive siddende. Med sin hørelse kunne hun sagtens høre hvad Maya foretog sig. Vandhanen blev tændt. Skabe blev åbnet. Maya drak. Hun gik ud fra, at det måtte være en eller anden form for smertestillinde pille, Maya havde slugt. Eller drukket, hvis det nu var en af dem, som kunne opløses i vand.
For ikke at tænke alt for meget over det, lod Emily sit blik glide ned på sofaen. En lyserød sofa. Interessant. Sådan nogle var hun ikke ligefrem vant til at se. Den sofa ville aldrig nogensinde være kommet indenfor Emilys forældres døre. Men den var jo ikke grim.
Emily rettede sig lidt op, da hun hørte Maya snakkede. Det var så lavt, at det tydeligvis ikke var Emily hun snakkede til. Det lød mere som om hun gav sig selv en lille pep-talk. Det var der måske brug for. Ligeså snart Maya kom tilbage, kiggede Emily over på hende. Hun afgav et lille nik og tog blidt fat i Mayas ene hånd. "Du er virkelig varm", sagde hun roligt, nærmest undrende.

Maya kiggede på Emily da hun tog fat i hendes hånd. Ja.. Hun var en smule varm. Måske var hun ved at blive syg? eller så var det bare fordi hun ikke var så påvirket, af den samme mængde alkohol længere. Det var det værste ved at drikke så meget. Tømmermænd. Maya havde nu også et alkohol problem. Hun drak lidt for meget; lidt for tit. Desværre kunne hun ikke lade være. Det var alt for fristende. Det var det samme med cigaretter og stoffer. Hvis hun først røg havde hun meget svært ved at stoppe igen. Heldigvis havde stoffer aldrig påvirket hende. Hun var ikke glad for følelsen; af ikke at kunne tænke. Et suk lød fra hende endnu engang. "Er det slemt?" spurgte hun nysgerrig og smilede nervøst til hende. Hun kiggede ned på Emilys meget blege hånd. Hvordan var det mon at være vampyr? Måske kunne man ikke føle smerte. Eller blive skadet? Maya kunne ikke finde ud af hvordan, hun skulle slippe af med hendes underlige tanker. Hun kiggede på Emily, "Kan du ikke fortælle mig en smule om dig selv?" spurgte hun og bed sig selv blidt i underlæben.

Emily kiggede ned på Mayas hånd. Hun kunne se blodårerne under den tynde hud. "Om det er slemt?", spurgte hun roligt. "Nej, det ville jeg nu ikke sige. Men jeg er nok ikke den helt rigtige til at bedømme den slags. Ikke mere i hvert fald.", hun sendte Maya et hurtigt smil, inden hun igen lod blikket falde ned på hånden. Det gjorde ikke ondt at røre den varme hånd, men det var helt klart en underlig følelse, som hun lige skulle vænne sig til.
"Er der noget specielt du gerne vil høre?", spurgte hun drillende og kiggede igen på Maya. Hun slap ikke hånden. Heller ikke da hun lænede sig lidt tilbage i sofaen. Fraværende begyndte hun at tegne mønstre på den.
"Jeg er 19 år og hedder Emily Parks. Jeg blev vampyr for 2 måneder siden, da jeg var på vej til en fest. Siden da har jeg ikke set mine forældre", Emily tav. Hun var forfærdeligt dårlig til sådan noget. Når andre bad hende fortælle om sig selv, anede hun aldrig, hvad hun skulle sige. Det kunne gå hen og blive lidt pinligt i længden. "Okay, nu smider jeg bare kortene på bordet. Jeg er forfærdelig til at fortælle om mig selv", hun sendte Maya et skævt smil. "Kan du ikke stille mig spørgsmål i stedet? Så skal jeg nok svare så godt jeg kan". Det virkede bare nemmere på den måde. Så behøvede hun heller ikke fortælle Maya en hel masse, som hun alligevel ikke gad at høre på.

Maya lo let og strøg Emily blidt hen over kinden. Hun havde selv samme problem. Hun hadede at fortælle om sig selv. For hun vidste ikke hvad der var værd at fortælle? Det var der ikke så meget af, efter Mayas mening. Et suk forlod hendes læber endnu engang. Hun var umenneskelig træt, hendes øjenlåg var tunge og det gjorde ondt helt inde i knoglerne. Den følelse man fik hvis ikke man havde sovet nok. Den værste følelse, det syntes Maya i hvert fald. Hun gabte blidt og strøg derefter fingrene igennem det blonde hår. "Jeg vil vide alt om dig" sagde hun muntert og smilede sødt til hendes veninde. Det var rart. At sidde og snakke. Ikke bare sådan noget small talk man havde med random folk. Det var rart at høre om en anden persons liv. Det var meget interessant. Så havde de også noget at snakke om, og der ville ikke blive pinlig tavshed. Hun kiggede forventnings fuldt på Emily, imens hun snakkede. Okay. Hun skulle stille spørgsmål. "Hm.. Har du søskende? Og hvordan er din familie" spurgte hun så, og lod hendes blik hvile på Emily.

Emily tippede hovedet let på skrå. Hold da op, hvor virkede Maya træt. Hn burde nok lægge sig i seng, når de var færdige med at snakke. Ellers endte det jo bare med, at Maya faldt i søvn her på sofaen. Gad vide om den var behagelig at sove i?
Hun sendte Maya et lille smil. Hun havde tydeligvis ingen problemer med, at stille nogle spørgsmål. Det var noget af en lettelse. Alting var meget nemmere på den her måde. "Ja, jeg har søskende", sagde hun roligt. "3 yngre søskende. 2 drenge, som er tvillinger. De er ret... hyperaktive.", hun grinede lavt. "Men de er også ret dejlige. De er enæggede, så det er lidt svært at kende forskel på dem, selv for os som er i familie med dem. Min søster er rigtig nuttet. Altså virkelig. Hun har de her store brune øjne, og det her søde smil", Emily blev lidt fraværende, som tænkte hun tilbage på sin familie. "Og min mor... Hun er ung, men den bedste mor jeg kunne ønske mig. Hun er altid så flink og smilende. Og min far, han er den perfekte far. Virkelig.", hun sukkede lavt. Det gik op for hende, at hun ikke kunne se dem mere. Det gjorde hende umådelig trist. Det var næsten som om et eller andet inde i hende gik i stykker.

Maya lyttede interesseret på det Emily fortalte. Hun kunne se familien tydeligt foran sig. De måtte være mindst lige så smukke som Emily. Måske mindede hun om moderen? Det ville være utroligt. Familien var nok meget smukke, og de var nok også en meget rar familie. Det var i hvert fald det Maya fik indtrykket af. Et suk forlod hendes læber, og hun pillede derefter ved hendes hår totter. Hun burde snart besøge hendes familie. Eller i hvert fald resterne af den. De fleste lå under jorden. Altså de var døde. De eneste hun havde tilbage var hendes bror og bedsteforældre. De var nu heldigvis også rare. Dem elskede hun over alt på jorden, men hun havde ikke set dem i et år. Hun tog afstand fra dem, dengang hendes forældre døde. Der fik hun en depression, og så stak hun af hjemme fra. Desværre havde de ikke kontaktet hende siden, hvilket også var forståeligt. "De lyder rare alle sammen" svarede hun efter et stykke tid.

Emily kiggede ned i sofaen. Et suk undslap hende. Hvorfor skulle det være på den her måde? Det gjorde alting meget svært. Gad vide hvordan hendes familie havde det? Det gjorde ondt indeni. Men hendes hjerte slog ikke mere. Kunne det så virkelig gøre ondt? Kunne det?
Mayas stemme rev hende tilbage til virkeligheden. "Det er de også", sagde hun stille. Derefter lukkede hun øjnene. Der var begyndt at stige blod op i dem. Det skulle Maya ikke se. Ret hurtigt blinkede Emily med øjnene, for at få det til at forsvinde. Kun en enkelt gang havde hun grædt, siden hun blev forvandlet. Det havde forvirret hende, for der var begyndt at løbe blod fra hendes øjne, og ned på hendes kinder. Det havde også skræmt hende en smule, for hvad foregik der egentlig? Trods hendes forsøg på at holde blodet inde, mislykkedes det. Hun førte hænderne op foran sine øjne og dækkede dem til. *Argh fuck!*

Maya gik fuldstændig i panik, da Emily begyndte at græde. Hvad fanden skulle hun gøre? Åh gud.. Hun satte sig nærmere hende og lagde armene omkring Emily. "Åh... Skat! Undskyld jeg ville ikke få dig til at græde" sagde hun panisk og nussede hende på ryggen. En ting undrede hende. At vampyrer græd blod. Maya var ikke ædru nok til at tænke, det kunne være fordi de ingen væsker havde i kroppen. Maya bed sig hårdt i underlæben, da hun stadig ikke vidste hvordan hun skulle håndtere situationen. "Det må du virkelig undskylde" sagde hun derefter igen, inden hun tørte Emilys blod tåre væk med hendes hvide ærme. Så skulle den i hvert fald ikke genere Emily længere. Hvorfor fik Maya altid folk til at græde, eller tænke på noget negativt.

Emily mærkede et par varme spinkle arme om sig, og derefter nåede lyden af Mayas stemme hendes øregang. Det irriterede hende at hun begyndte at græde. Og at Maya gav sig til at trøste hende. At det overhovedet var nødvendigt. Endnu en undskylding dukkede op. "Nej, det er fint", forsikrede hun og trak sig lidt væk fra Maya. Det værste ved at græde var, at hun på samme tid blev sulten. Og Maya var så tæt på. Og varm.. Fuld af lækkert varmt blod. Emily blottede tænderne og drejede hurtigt hovedet over imod Maya. *For fanden!* Det her skulle ikke ske! Hun ville ikke bide Maya... Hvad ville hun dog ikke tænke?
Indenfor et sekund var hun sprunget op af sofaen, og havde krydset rummet. Hun vendte sig væk fra Maya, og lagde sin ene hånd over munden. Hvor ynkelig kunne hun lige blive? Med blod løbende ned af kinderne, og hugtænderne fremme... Ynkeligt syn... Måske også lidt skræmmende, hvis man kiggede sådan på det.

Maya gik i Chok, hun havde ingen anelse om hvad der lige var sket. Hugtænder. Blodtåre? Det var lidt for meget for et menneske. Hun sad blot og stirrede ud i luften, da hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre. Maya var bange, forvirret og følte sig en smule utilpas. Dette var bare en skræmmende episode. Måske ville Emily dræbe hende? Nu havde hun heller ikke livet så kært lige nu, så det var ikke en skræmmende tanke. Hun trak knæene op til sig og lagde armene omkring dem. Hun lagde hovedet ned imod knæene. Hun var vel på en måde rystet. Der sad hun bare. Uden at sige en lyd. Hvad skulle hun sige? Eller gøre? Hun var forvirret og det var bare ikke tidspunktet at være det på. Et suk forlod hende og hun løftede hovedet fra hendes knæ.