Come find me..

Cameron lo varmt til hende. Ja, det kunne være ret sjovt, hvis han nu var en vanddæmon. Så kunne han måske styre vandet, præcis ligesom hende. Så kunne de lege med vandet sammen. Det fik Cameron til at grine igen. Selv inde i hans hoved lød det forkert. "Det er vildt bare at være en dæmon", sagde han med et skævt smil. "Hvordan gør vi så? Altså ser, om jeg er en vanddæmon?", spurgte han og tippede hovedet let på skrå. Han var faktisk ret nysgerrig. Gad vide hvordan Hazel gjorde, når hun skulle kontrollere vandet? Tænkte hun mon bare på det? Eller krævede det utroligt mange kræfter? Måske havde hun trænet i lang tid. Åh.. Alle de mange spørgsmål.. Det havde han jo slet ikke tid til.
Da hun nærmest begyndte at undskylde, viftede hun afværgende med hånden. "Nej, nej, det gør slet ikke noget", sagde han hurtigt, "Vi kan jo bare mødes i byen, eller noget i den stil", foreslog han. Det behøvede jo ikke at være noget helt vildt. Så hun havde ingen penge? Det problem havde Cameron aldrig rigtig haft, så han havde lidt svært ved, at sætte sig i hendes sted.
"Det kunne da være en mulighed", sagde han smilende. Hvis han en dag mødte en vampyr, måtte han huske at spørge. Medmindre vampyren havde travlt med at suge blodet fra hans hals. Men... Hazelin havde jo sagt, at hun havde en veninde, som var vampyr. Det måtte da betyde, at de godt kunne være venlige. Ikke sandt?