Be my hero!

Cameron gengældte Andreis lille smil. "Selvfølgelig ikke", svarede han roligt. Han havde bestemt ikke tænkt sig at gå. Andrei ville måske ligefrem ende med ikke at kunne slippe af med ham igen. Det bedende glimt i Andreis blik, mindede ham blot endnu en gang om, hvor seriøst det her egentlig var. Det var Andrei. Som var meget bange. Det var egentlig noget af en skam. Når Andrei ikke var skræmt fra vid og sans var han sikkert rigtig godt selskab. Forhåbentlig ville Cameron senere få muligheden for at opleve det.
Han løftede hurtigt hovedet, da en eller anden snakkede til dem. Det fik Cameron til at træde ind foran Andrei. Så gik det op for ham, at det var en læge. Ud fra lægens tone, havde han mødt Andrei før. Og så kendte han også navnet. Det var jo så et rimelig godt hint. Han trådte bare en smule frem, så Andrei kunne rejse sig op.
Det lykkedes Cameron at holde et fnys tilbage. Selvfølgelig var det at snakke om alt muligt ligegyldigt, vel på en måde en del af lægens job, men helt ærligt. Lige nu virkede det bare latterligt. Det hjalp jo overhovedet ikke. Han vendte blikket ned imod Andrei. "Det er okay. Jeg går ingen steder. Jeg skal nok passe på dig", sagde han stille og lagde forsigtigt sin ene hånd over Andreis. Det var helt utroligt, så meget Andrei rystede. Det var vel nærmest en smule skræmmende at opleve.

Andrei havde nok aldrig oplevet noget som var så beskydende som Cameron var, eller det var nok udover hans forældre som han ikke engang havde lyst til at tænke på. Han viste ikke engang hvad han skulle sige til dem, da han jo godt viste at han ikke ville kunne skjule dette.
Hans ord fik ham til at slappe lidt af, selv om det nok ikke var særlig meget Andrei kunne slappe af før han var kommet ud der fra igen. Han mærkede godt hans fingere over sin, og kæmpede ligefrem imod at ikke få et anfald. Han prøvede at tænke på noget andet, selv om det gik meget let selv om det ikke var noget særligt sjovt som han tænkte på.

De blev ført ind i et lille lokale som så ret så hyggeligt ud, det var nok et af de steder som børn blev taget ind. Da der stod bamser på hylder, bare for at få børnene til at slappe af i det. Selv om det lugtede af hospital, som bare var en slem lugt som Andrei slet ikke kunne lide.
Han holdte godt fast i Cameron, så han var sikker på at han ikke ville smutte. Han var dog alligevel nød til at give slip på ham, bare for at komme op på briksen som var lidt højere end han kunne sætte sig... så han blev ligefrem nød til at sætte sin raske hånd ned mod briksen, og derefter give et lille hop fra sig.
Den ældre mand tog en stol frem til Cameron, som han satte ved siden af briksen og smilte venligt til ham "bare sæt dig ned" sagde han og tog sin egen kontor stol hen og satte sig ned.
Andrei's blik lå bare på Cameron, og havde ikke engang lyst til at se på lægen.
Lægen så bare på hans hånd uden at røre ved den, da han ikke ville sætte gang i et anfald uden nogen grund "kan du bevæge dine fingere?" spurgte han om og uden at kigge på ham bevægede Andrei forsigtigt sine fingere, også selv om det gjorde lidt ondt i det "prøv og læg dig ned" sagde han så og Andrei lag sig bare forsigtigt ned, og kom med nogle pivende i det han rakte sin raske hånd hen til Cameron.

Cameron kastede et tvivlende blik på lægen, da han tilbød ham en stol. Skulle han sætte sig ned? Lægen satte sig i hvert fald selv ned, men ville det nu være smart, at sætte sig ned? Og hvordan ville Andrei have det med det. Cameron besluttede sig for at blive stående ved siden af briksen. Der var ingen grund til at sætte sig ned. Så længe skulle de forhåbentlig ikke blive her, og desuden ville han ikke have muligheden for hurtigt at reagere, hvis der skete et eller andet lort. Men selvfølgelig... Hvis Andrei bad ham tage plads i stolen, ville han da selvfølgelig gøre det.
Han skænkede ikke lægen flere blikke, men holdt bare sit blik på Andreis ansigt. Han var egentlig ret køn, hvis man tænkte sådan over det. Men på den anden side... Nu var måske ikke lige det rette tidspunkt. Tværtimod. Han rystede let på hovedet, for at få de ligegyldige tanker væk.
Forsigtigt bed han sig i læben, og tog så Andreis fremstrakte hånd. Han gav den et lille klem, for at give en følelse af tryghed. Mere kunne han jo egentlig ikke gøre. Og det irriterede ham faktisk en smule.
Rummets hyggelige indretning lod heller ikke til at gøre den store forskel for mennesket. Desværre ikke... Bamser, sødt tapet... arh... Sååå ung var Andrei vel ikke. Han lignede en på noget imellem 16 og 18 år. Han kunne ikke helt bedømme det.

Andrei havde ikke lyst til at bestemme om han skulle sidde ned eller ikke, det var jo helt op til ham selv om han ville det. Han var heller ikke ligefrem en af dem som ville bestemme over andre, sådan havde han aldrig været og mest fordi han vel ikke havde haft et stort udvalg af venner.
Andrei kunne mærke gys igennem sin hånd og ud i hele sin krop, når Cameron rørte ved hans hånd og han begynde også at ryste lidt i det. Han klemte bare hans hånd, for at have noget at holde fast i.
Hans ryst blev først store i det når lægen begynde at røre ved hans anden hånd, for at tjekke om den kunne være brækket og hvad han så skulle gøre med den. Andrei var virkelig bange for at Cameron ville efterlade ham, når han fik set Andrei der fik et anfald. Hans blik blev bare liggende på ham, mens hans rystelser blev større i det. De blev hurtigt så store at han ikke lå stille på briksen, og der begynde også at komme gisp ud mellem hans læber. Da han ikke rigtigt kunne få vejret under sit anfald, da det ikke var det hans krop tænkte mest over når han fik et anfald. Der trillede også et lille tåre ned af hans ene kind, da han virkelig ikke brød sig om disse anfald. Han kunne ikke lide at han ikke kunne styre sig selv, og at det var mere hans krop der styrte ham. Andrei kunne næsten ikke høre noget og heller ikke hans egne tanker, som sagde at han skulle slappe af i det.
Lægen kendte jo udmærket til de anfald som Andrei fik, og det var også derfor han prøvede på at arbejde hurtigt i det "den er desværre brækket, men det skal nok vokse sammen af sig selv" sagde han og smilte venligt til dem begge, også selv om han viste at han heller måtte skynde sig "vi skal bare have lagt noget gips på" sagde han og selv om Andrei ikke hørte efter på ham, og knyttede bare Cameron's hånd i sin.

Cameron begyndte så småt at blive bekymret i takt med at mødet trak længere og længere ud. Det var først, da Andrei begyndte at ryste voldsomt, han virkelig blev urolig. *What the...?*, så huskede han. Andrei havde fortalt, at han fik anfald, når folk rørte ved ham. Det var nok det, der skete lige nu. Stakkels fyr.. Det måtte være helt forfærdeligt, og desuden så det også ret ubehageligt ud. Hvis ikke det var fordi, det nok bare ville gøre det værre, havde Cameron helt klart krammet Andrei. Men på nuværende tidspunkt var det nok ikke så pokkers smart. Tanken om at slippe Andreis hånd og så bare gå... den strejfede ham ikke engang. Det ville være ondt. Andrei havde brug for støtte.
Lægen snakkede igen, hvilket fik Cameron til kort at kigge over på ham. Han nikkede let, som tegn på at han i hvert fald havde hørt det. Måske var det anfaldets skyld, men drengen på disken virkede ret så fraværende. På en lidt uhyggelig måde.
"Tror du måske, at du kunne skynde dig lidt? Det her er tydeligvis ubehageligt for ham", sagde Cameron lavmælt. Hvis der var en chance for at Andrei hørte det, var det nok ikke ligefrem så behageligt. Derefter vendte han igen opmærksomheden imod drengen. Han lod blikket hvile på hans ansigt. Det uskyldige ansigt...

Selv om Andrei ikke kunne mærke det, så blev han et eller andet sted inde i sig lettet over at Cameron ikke bare smuttede fra ham. Han var jo sikker på at det nok så skræmmende ud, men han kunne virkelig ikke gøre noget ved det og viste heller ikke hvad der kunne gøres. Han fjernede ikke sit blik en eneste gang fra ham, og blinkkede først med sine øjne når han blev alt for sløret. Det var nok kun den eneste ting som lettede i hans krop, at der var en der for ham som faktisk ville være der for ham.
Han viste godt at han blev nød til at takke Cameron, på den ene eller andet måde efter dette. Hans tanker var forsvundet ud af hans hoved, og han kunne ikke engang tænke på andet end at hans krop ville flygte fra dette.
Lægen så bare på Cameron og gav et lille nik fra sig "jeg skal nok skynde mig" sagde han og fandt gips tingene frem, før han begynde at lægge det om Andrei's håndled. Dette tog flere minutter før han var færdig "sådan" sagde han og tjekkede kort om det var ordenligt, før han fjernede sig væk fra Andrei og tog istedet over til skrivebordet for at skrive noget.
Andrei's blik blev bare ved med at ligge på Cameron, mens hans gisp blev mindre og blev mere til hæst hosten. Han rystede mindre og mindre, men sagde ikke noget eller rørte på sig.

"Tak", mumlede Cameron, da lægen snakkede. Han ville altså skynde sig. Fantastisk. Så kunne de hurtigere komme væk fra det her sted, og komme hen i nogle lidt mere trygge og behagelige omgivelser. Efter Camerons mening tog det ellers for lang tid. Andrei rystede fortsat, og Cameron var tvunget til at stå hjælpeløs ved siden af. Han kunne intet gøre. Ikke andet end at blive. Det var han til gengæld også rigtig god til. Han gik ingen steder og lavede heller ikke bevægelser der kunne tyde på, at han gerne ville væk. Han holdt sådan set bare blikket på Andreis ansigt.
Så var det slut. Cameron bed sig lidt i underlæben, imens han holdt øje med drengen. Det så ikke ud til at være så slemt som før, men han var stadigvæk bekymret. "Andrei?", sagde han stille og spørgende, for at få noget kontakt med ham. "Andrei, det er slut nu. Kan du rejse dig op?", spurgte han stille. Helst ville han ikke røre for meget ved Andrei, da der nok bare ville gøre alting liiiidt værre. At holde i hånd var nok det eneste, han kunne gøre lige nu. Og nu han tænkte over det.... Den hånd gjorde egentlig en smule ondt. Drengen havde virkelig klemt hårdt fat om den. Auch.

Andrei så bare på ham i et stykke tid, før han vende sit blik væk fra ham. Han var så glad for at han havde blevet der, men han var ikke glad for at han skulle se ham sådan. Han gav forsigtigt slip på hans hånd, og kunne godt mærke at han selv havde trykket hårdt "undskyld" hviskede han hæst og satte sin hånd ned i briksen, for at rejse sig op. Han satte sig forsigtigt op og rystede stadig svagt i kroppen, han viste ikke om dette havde været en god idé længere. Måske skulle han bare have ringet til sine forældre? men han kunne ikke lave om på det nu.
Han havde en stor lyst til at trykke sin ind til Cameron, men var bange for at det ville sætte et anfald igang. Så han lod bare sit blik ligge på lægen, som smilte venligt til dem begge "nå Andrei.. pas bedre på dig selv" sagde han
Andrei svarede ham ikke og gav bare et lille nik fra sig, før han hoppede ned fra briksen og tog fat i ærmet på Cameron før han gik ud fra hospitalet "tak.. og undskyld" hviskede han imens og bed sig let i læben, når han vende sit blik mod ham.

Cameron svarede hverken lægen eller Andrei. Det tænkte han slet ikke over, at han nok burde. At det var almindeligt at svare, når folk snakkede. Lige nu havde hans tanker bare fanget ham igen. De blev mere og mere underlige. I starten tænkte han bare over, hvad han kunne gøre for Andrei, men så skiftede de fuldstændig spor. Hans blik faldt på en af bamserne. Den var en lysebrun farve og havde perler som øjne. Han kunne sagtens forestille sig, at mange børn hvde en bamse magen til den her derhjemme. Gad vide hvor den var blevet lavet. Måske i Kina? Eller måske her i Frankrig. Eller England? England lå jo ikke så langt væk, og de lavede efter sigende nogle ret gode bamser. Gad vide hvor mange rum magen til det her, hospitalet havde. Et par stykker? Var de egentlig i en børneafdeling?
Med et ryst på hovedet, skubbede han de underlige tanker væk. Det var lige i tide til at mærke, den lette trækken i ærmet. Lydigt fulgte Cameron efter Andrei hele vejen ud af hospitalet. "Du behøver ikke undskylde", sagde han roligt. "Og det var så lidt. Jeg er bare ked af, at jeg ikke kunne gøre mere", han bed sig lidt i læben og lod lettere tænkende blikket glide op på himlen.

Andrei gik lidt halv hurtigt ud af hospitalet, da han bestemt ikke havde lyst til at være der længere. Han blev bare ved med at holde Cameron i ærmet, og gik først langsomt når de var kommet ud der fra "d.. du gjorde så meget" hviskede han med sin hæste stemme, som næsten ligefrem fik tåre til at komme frem i hans hånd. Han smilte lidt usikkert til ham, og prøvede på at finde på et eller andet så han ikke bare skulle sige farvel til ham "v.. vil du med hjem og have noget mad.. el.. eller noget?" spurgte han om og kunne virkelig ikke finde på noget andet.
Han var begynd at blive træt i det og dette møde med hospitalet, havde ikke hjulpet særlig meget på det. Han ville alligevel ikke bare sige farvel, og ville endelig bare gerne bruge mere tid sammen med Cameron. Han ville vel bare gerne lære ham bedre at kende?
Han stoppede op et lille stykke væk fra Hospitalet, og ventede på hans svar. Måske ville Cameron slet ikke med? så kunne han vel hellere ikke overtale ham på andre måder.

Nu blev han helt i tvivl om, hvad han egentlig skulle svare. Selv mente han jo ikke, at han havde gjort specielt meget. Han var bare taget med Andrei på hospitalet, og var ikke gået. Det var vel ikke så stort, var det? Måske havde Andrei en anden synsvinkel, og det skulle han da have lov til. Cameron vidste bare ikke helt, hvordan han skulle håndtere den. Men smile... dét kunne han finde ud af! Så det gjorde han. Et smil blev hurtigt sendt til Andrei, som et svar på drengens smil. Da han hørte spørgsmålet, tippede han hovedet let på skrå. Med hjem til Andrei? Tjo, det lød nu egentlig meget fristende. Han følte sig også en lille smule sulten, så det var ret god timing. Desuden havde det alligevel været hans mening at følge Andrei hjem.
"Jo, det lyder da fint nok", svarede han med et lille smil. "Jeg er faktisk også en lille smule sulten", han lagde den ene hånd imod sin mave, som for ligesom at vise, hvad han mente. Hvis man virkelig ville, kunne man jo godt misforstå det, men så skulle man altså køre den ret så langt ud. Det var nok heller ikke helt så normalt, når Andrei nu havde nævnt mad. Ej... Nu kørte hans tanker igen ud på et sidespor. Det var slet ikke godt. Han sendte Andrei endnu et smil.

Andrei havde vel ikke regnet med at Cameron havde tænkt sig at blive hos ham, han viste jo ikke hvad Cameron tænkte om ham. Han troet vel et eller andet sted at Cameron tænkte det samme om Andrei som alle andre, en skør dreng som burde være lukket inde. Han havde bare ikke lyst til at vise sine tanker, også selv om det var ret så svært for ham. Hans ansigt viste jo ligefrem hvor usikker han var, så at gemme dette ansigt var ikke så nemt som mange nok mente.
Han blev et eller andet sted inde i sig, glad over at han var sulten og at han så kunne være lidt mere sammen med ham "så kom" sagde han og begynde atter at gå igen, der var ikke særlig langt til hans hus. Så det gik ikke særlig længe før de var der, stod udenfor et hus som ikke lignede alle andre på gaden. Det var ikke nogen tvivl om at dette hus var specialt lavet, og det havde der skam også været en grund til. Hans forældre havde ligefrem bygget dette hus som et sikkerhedssted, hvor deres søn kunne være sikker uden at risikere at komme for meget til skade.
Han gik bare hen til døren, og åbnede den langsomt og forsigtigt. Han prøvede ligefrem på at være stille, selv om han viste at hans forældre aldrig ville gå i seng når deres søn ikke var kommet hjem.
Han kom ikke særlig langt ind i huset, før en lyshåret kvinde stod i en døråbning til stuen. Hun var nok nogle få centimeter højere end Andrei, og havde de samme blå øjne som ham "hvor har du været?" sagde hun med en bekymret stemme, som bare fik Andrei til at se ned på sine fødder. Han sagde ikke noget og satte sig bare ned på gulvet, for at få sine sko af "undskyld" mumlede han og kvinden fik hurtigt syn på hans håndled "hvad er der sket?" spurgte hun om med en stemme som var ved at knække af bekymring, hendes blik blev hurtigt vendt mod Cameron og hun fik et venligt smil frem på læberne "jeg er Andrei's moar.. og du er?" sagde hun og man kunne ligefrem se på hende, hvor lykkelig hun var over at hendes søn havde taget nogen med hjem.

Cameron nikkede let i Andreis retning, og fulgte efter ham, da han begyndte at gå. Han vidste ikke hvor de skulle henad, udover at det var hjem til Andrei. Gad vide om hans forældre så ville være hjemme? Ud fra det Andrei havde sagt tidligere, gik han næsten ud fra, at Andreis forældre befandt sig derhjemme. De var sikkert ret så bekymrede for deres søn. Men han havde det jo sådan nogenlunde godt, og det var jo positivt.
Da de nåede frem til huset, kiggede Cameron nysgerrigt på det. Det skilte sig i hvert fald en del ud. De andre huse lignede mere eller mindre hinanden, men det her så meget specielt ud. Som var det bygget efter et bestemt ønske. Nu han tænkte over det, var dette sikkert også tilfældet.
Cameron fulgte roligt med op til hoveddøren, og prøvede samtidig på at være så stille som muligt. Andrei var jo stille, så det skulle han nok også være. De kom indenfor, og Cameron lukkede lydløst døren efter sig. Hans hjerte sprang et slag over, da han fik øje på den lyshårede kvinde. Det måtte være Andreis mor. De havde de samme øjne. Selv lignede Cameron ikke rigtigt sin mor. Han mindede mere om sin far.
Han var lidt i tvivl om han skulle snakke til hende, men det så ud til at hun lige pt. snakkede med sin søn. Cameron udnyttede tiden, bukkede sig ned og tog sine sko af. Han stillede dem pænt på gulvet. Så snakkede kvinden til ham. Det var altså Andreis mor. Det sagde hun i hvert fald selv. Han sendte hende et smil, trådte hen til hende og rakte højre hånd hen imod hende. "Cameron Leroy", præsenterede han sig. Om han skulle fortælle om sit forhold til Andrei, anede han ikke. Derfor lod han bare helt være. De var vel ikke helt venner endnu, og det lød plat at sige bekendte.

Kvinde blev helt overrasket over at Cameron rakte sin hånd hen til hende, hun smilte bare og tog hans hånd i sin og gav den et lille klem "Jeg er Isabell Morgan.. men bare kald mig Isabell" sagde hun og hadet at blive kaldt fru Morgan, så skulle folk hellere kalde hende for hendes rigtige navn. Hun gav slip på hans hånd igen, og vende sit blik ned mod sin søn. Han kæmpede lidt med at få sine sko af, men fik dem af til sidst før han rejste sig op. Han sagde ikke noget og viste heller ikke hvad han skulle sige, han var bange for hvordan hans forældre ville tage det hvis han fortalte sandheden.
Isabell vende bare sit ansigt mod Cameron igen og smilte venligt til ham "i må være sulte.. kom så skal jeg varme noget" sagde hun og gik bare ud i køkkenet.
Andrei vende sit blik mod Cameron og sendte ham et usikkert smil "kom" sagde han og tog bare fat i ærmet på Cameron, og træk ham bare stille med ud i køkkenet.
Det var et ret så stor køkken, med et spisebord og et ellers så nyt køkkenudstyr.
Andrei træk bare en stol ud til ham og smilte "b.. bare sæt dig" sagde han og gik hen til køleskabet og fandt en flaske cola og gik hen og satte den på bordet, og gik og hentede to glas før han gik hen og satte sig ved siden af ham.