The darkness is in you

Hvorfor var hun her? Hvad var det hun ville bevise overfor sig selv? Hun havde ingen anelse, men nu var hun her og hun havde tænkt sig at blive der i hvert fald nogle timer endnu. Hun rystede som en hvalp, det var ikke fordi hun som sådan var bange, jo måske lidt, men det var fordi hun vidste hun var en af de svageste i fødekæden, hvilket betød at vampyrer, varulve og alle de væsner, uden problem kunne overmande hende, hvis det var det de havde lyst til. Kort så hun op på himlen. Skyerne var grå, det ville snart begynde at regne og det havde hun slet ikke taget tøj på til. Hendes beklædning bestod af et par stramme cowboyjeans, et par halv slidte converse, en stor sort hættetrøje og under den en tanktop. Meget kunne man sige om hendes udseende, hun er drenget... Hun er underlig.. Men drengene kunne lide den måde hun var på.

Med et ryk blev hun hevet ud af sin dagdrømmeri og tilbage til virkeligheden. Der var noget der havde fanget hendes opmærksomhed, men hun kunne ikke se noget. Der var for mørkt til at hun kunne se noget som helst. Roligt gik hun over mod det sted lyden kom fra og stoppede så op. Lyden var stoppet og havde flyttet sig. Hun så sig over sin skulder inden hun vendte sig helt om. Det lød som om at det væsen, som havde lavet larmen var hoppet ned i vandet. Hun havde hørt et plask. Måske var det bare hendes fantasi der legede med hende, men hun vidste det ikke. Hun gik langsomt, med varsomme skridt over mod havnekajen, men stoppede nogle meter der fra og kiggede ud over havet. Der var intet at se overhovedet. Eller måske var der og hun kunne ikke se det?

Det havde dog også været den dummeste idé hun havde haft hele ugen. At sejle ud i en skide jolle, når det var bælragendemørkt. Men det havde nu været meget beroligende at ligge på bunden af jollen og se på stjerner. Hvis man så bort fra den éne gang, hvor hun satte sig op og var ved at tippe båden ud af balance. Derefter havde hun ikke været tryg ved den og var roet ind til havnen igen.
Hun var meget omhyggelig med, at binde den fast igen. Det var trods alt ikke hendes jolle, og når man lånte uden tilladelse ville man helst ikke opdages. Det var jo ikke fordi hun var kriminel og ville stjæle den eller noget. Hun ville bare så gerne tage en tur.

Hun satte sig på molen og så ud over vandet. Hendes ben hængende ud over kanten og vinden rev en smule i hendes pjuskede, uredte, brune hår. Hendes hænder frøs - som det eneste på hende, eftersom hendes alt for store tøj var utroligt varmt. Og hendes negle var alle knækkede og utroligt beskidte, som om hun havde gravet i jorden med de bare hænder. Hun havde mørke render under øjnene. De var resultatet af hendes søvnløshed, som hun havde lidt under i flere år efterhånden. I hvert fald i dagende efter og op til fuldmåne. Hun troede ikke selv, hun nogensinde ville slippe af med de mørke rende igen.

Hun kunne hører skridt bag sig og lugte et menneske, og i det korte øjeblik blev hendes bevægelser så stødte at hendes benspark simpelt hen sparkede hendes ene, store støvle af, som fløj et par meter før den landede i vandet med et diskret plads. Der var flere pladsk i det fjerne, men ingen, hun kunne identificerer. Hun nægtede at springe i vandet efter sin støvle og med et suk rejste hun sig. Den ene, bare fod frøs så snart den rørte molens kolde træværk.

Hendes blik gled omkring hende, stadig var der ikke en eneste at se nogle steder, men hun kunne lugte noget. Noget som hun ikke var vandt til inde fra byen. Det var ikke lugten af fisk eller hav.. Det var nærmere lugten af beskidt, nærmere betegnet som jord. Hun rynkede på næsen og sukkede "Der er jo ingen alligevel... Det er bare min fantasi.. " sagde hun stille til sig selv. Inderst inde håbede hun noget så voldsomt på hun havde ret.. At det bare var hendes livlige fantasi der spillede hende et puds. Roligt vendte hun om og begyndte at gå ned af havnen, mens hun så sig omkring. Hvad var det for noget med at der var vampyrer og varulve der holdte til her nede? måske var det det som hun ville have svar på, om det egentlig passede i det hele taget, eller om det bare var rygter og løgne, for at holded hende væk fra havnen. Okay, måske burde hun heller ikke have valgt at tage der ned om natten... Og så lige midnat? Hvad tænkte hun dog på?

Hendes blik gled fra side til side, som et rådyr, som stod på et ulvedomæne. Hun frygtede at noget skulle komme springende fra mørket og nedlægge hende. Hun ville ikke kunne gøre nogen modstand, udover at skrige, hvilket sikkert ikke ville hjælpe, for hvem var ellers på havnen ved denne tid? Var der dog ikke bare en der ville komme og lede efter hende og få hende sikkert hjem? eller skulle hun gå hele vejen alene?

" Ash.. Rolig... Du er bare forvirret, eller... Fortvivlet er nok det bedste ord for det" sagde hun stille og lod en hånd glide gennem sit lange leverpostejfarvede hår, med de lilla spidser. Hun sukkede kort for sig selv og prøvede ihærdigt at på at falde ned og slappe af.

Vinden havde retning mod Athene, og bragte nogen lave, forskræmte ord imod hende. Hun vendte sig og så ned imod havnen. Der virkede underligt langt, når man stod ude på spidsen af molen.
Hun begyndte at gå imod breden igen. Det var ikke helt så rart for hende, ikke at have fast grund under fødderne. Det virkede så underligt usikker at stå på træværket. Også selvom det sikkert ikke var særlig mange år gammelt og det sikkert ville stå flere årtier endnu uden problemer.
Den bare fod lavede næsten ingen lyd, men den store støvle larmede sindssygt og det skar igennem natten. KLANK - bump - KLANK - bump - KLANK.
Nu havde hun jo mistet den anden støvle, så der var vel egentlig ingen grund til at beholde den anden. Alligevel havde hun ikke lyst til at smide den også. Hun rynkede lidt på næsen. Bump - KLANK. Hun stoppede midt på molen og lagde hovedet på skrå.
Den stemme, hun havde hørt før. Hvor var den kommet fra? Hun mærkede en lille klump i maven. Hvis det var endnu en forbandet vampyr ville hun blive stikhamrende tosset. Hun orkede ikke igang med endnu en slåskamp. Så længe hun var i menneskeform var hun skrøbelig og ud over det, så havde hun fået det indtryk at vampyrer virkelig var de mest stupide og belastende væsener der fandtes i hele den vide, forpulede verden.

Men hun kunne ikke lugte nogen vampyr. Kun et menneske. Hun fulgte nysgerrigt lugten. Det var ikke normalt for mennesker at være ude om natten i Di Morga. De fleste vidste godt, hvor farligt det kunne være, selvom det langt fra var alle, der vidste hvem der var skyld i faren.
"Hallo?" Hendes stemme var hæs, da hun kaldte ud i natten. Hendes brune øjne lyste svagt i nymånens skær, lige som hendes blik faldt på menneskepigen. En spinkel skikkelse efter Athenes målestok. Hun ville ikke udgøre en fare, og Athene var ikke længere på vagt. Der var ingen grund.
Hun gik imod pigen. KLANK - bump - KLANK - bump.
"Hvad laver du herude midt om natten, smørblomst?"

Hendes øjne flakkede fra side til side, hun var bange, det kunne en hver se. Det var ikke fordi hun rystede synderligt meget og hvis hun gjorde, var det takke været vinden der kom ude fra havet og ind over Di Morga. Lyden af noget som mere eller mindre lød som høje hæle fangede hendes opmærksomhed, men der var noget underligt over det, for der var ikke Klank, klank, klank, klank som det normalt ville være, men i stedet var der et bump anden gang så det blev Klank, bump, Klank, bump. Lyden fik hende til at stoppe op, midt i det hele, uden så meget at tænke på at der kunne komme lastbiler, som skulle aflevere ting i varehusene.

Da hun hørte stemmen i det fjerne så hun sig forvirret omkring, hun kunne ingen se i nærheden af hende, men der var sikkert nogle der ude et sted. Da skabningen kom tættere på så hun en pige, eller nærmere en kvinde, hun var lidt ældre end hende selv, 1 til 2 år måske. Hun studerede hende nøje, hun var da meget flot, men der var alligevel noget skræmmende over hende. Hun så ned mod hendes fødder, hvor der kun var en støvle. Det var hende lyden kom fra. Da hun hørte hendes ord sank hun en klump og så ned i jorden.

" Well.. Jeg fik lyst til en gå tur.. Jo jeg ved det ikke er smart eftersom jeg er et menneske... Men ja" sagde hun og sukkede kort. Hun vidste godt hun var den svageste, det havde hun altid været, selv da hun havde en familie.

Selv om det til forveksling kunne lyde sådan, havde Athene ikke høje hæle på. Hendes støvle var flad. Det var endnu en ting, ved hende, der ikke var specielt feminin. Hun var ikke i stand til at gå i høje hæle. Hun ville højst sandsynligt brække begge ben og flere andre knogler i forsøget. Men hun havde intet imod det. Hun brød sig ikke om høje hæle alligevel.
Hun lagde armene over kors og rynkede lidt på næsen. Det stank af rådne fisk og efterladenskaber. Det var ikke ligefrem et storslået sted at tage sig en midnatsvandring. Men af en eller anden grund var de begge endt derude. Det var noget af et komisk tilfælde.

Athene smilede. Hvilket hun meget sjældent gjorde. Hun smilede, fordi det lille menneske, der stod foran hende, virkede så uskyldigt og naivt. Hun mindedes, at hun engang havde mødt en vampyr, der virkede sådan, men vampyren var sprunget på hende ... Hun regnede dog ikke med at en menneskepige ville være dum nok til at gøre det ... Men måske var det ikke derfor, hun pludselig havde en god indstilling overfor mennesket. Måske var det simpelthen bare fordi, hun selv burde have været sådan. Hvis hun ikke havde fået sin fars virus ville hun have været et uskyldigt menneske som pigen foran hende.
Hun gik et par skridt hen imod hende. Hun havde fået en hel del skridt trådt op i foden og muligvis også en sten, for en skarp smerte skød op igennem hendes ben. Dog sås det ikke i hendes ansigt.
"Bare et godt råd, smørblomst. Lad være med at indrømme til alle og enhver, at du er menneske. Du gør dig selv til et offer. Et let offer." Hun forstod ikke rigtig, hvorfor folk var begyndt at svinge rundt med deres racer. Det kunne være farligt i disse tider hvis man kom forbi den forkerte.