Don't be afraid of the dark creatures, it's just me //Marishka//

Sted: Forét skoven.
Vejr: Koldt og med en smule vind der leger med træernes kroner.
Omgivelser: Mange dyr er så småt ved at komme frem i natten og Adrian.
Tid: Natten er ved at tage over.

Mørket var begyndt at ligge sig over den kølige skov, kun dyrenes fodspor og vindens hvisken var til at høre den ensomme nat. Vinden tog fat i træernes kroner og lavede en forfærdelig hyletune når vinden flød igennem dem. Den eneste der kunne høre alle de lyde var Adrian, den eneste levende væsen udover dyrene var Adrian. Han gik forsigtigt gennem skovbunden mens han prøvede at finde på noget at lave, han sov sjældent meget for tiden. Han brugte bare sin tid på at gå uden at tænke på hvor han skulle hen eller hvorfor han gik. Han gik bare. Adrian stilte sig op af et træ og stod stille, han havde ikke andet at lavede. Adrian ville have leget med hans skygger, bare for at få selskab, men mørket gjorde det nærmest umuligt. Han foldede sine hænder på forskellige måder for at få den knækkende fornemmelse frem. En fornemmelse der altid havde virket betryggende for ham. Han lod tankerne flyde, lod dem få sit eget liv og egen styring. Han tænkte tilbage på sit liv før, det tid hvor han havde familie og mennesker der elskede ham. Sådan var det ikke længere, han var alene. Men det var også bedre sådan. Når han var alene kunne han ikke såre folk og skade dem som han havde gjort før. Han havde ikke kunne have kontrol over sig selv, men det havde nu, selvom det var for sent han havde mistet alle. Han lod hans øjne glide i et kort øjeblik, men nok til at han fandt ud af han heller måtte åbne dem igen, det var svært at vide hvad der kunne ske hvis han ikke var opmærksom. Han åbnede dem hurtigt igen for bare at se mørke, ikke andet end mørke.

Endnu en nat uden noget at lave, hvad skulle hun dog stille op? Ganske enkelt. Hun kunne tage ud og lede efter noget at spise, det var efterhånden noget tid siden hun sidst fik blod. Med et ryk rejste hun sig fra sin sofa i hendes fine lejlighed i Terre centrum. Hun begyndte at tage noget ordentligt tøj på, i stedet for hendes hotpants og en top. Det kunne hun som sådan godt tage på ud, men hun ville jo dø af kulde, eller nej vent…. Hun var vampyr, så hun kunne ikke rigtigt mærke kulden alligevel. Hun slentrede ind på sit værelse og åbnede sit skab for at tage noget tøj ud “ Bukser… Trøje… Strømper… Done” lød hendes stemme, nærmest robatagtig. Da hun endelig fik tøjet på gik hun ud i gangen og snuppede sine sorte og slide converse sko, snørrede dem og gik ud af sin dør.

Gaderne var tomme for mennesker, det var her hun så sit snit til at komme hurtigere frem til skoven, hvor hun havde tænkt sig at jage, hvilket sikkert også ville lykkedes hunde, hvis ikke hendes tigerform var for kluntet ude i skoven, men det ville tiden jo vise. Langsomt begyndte hendes menneskelige krop at forme sig om til et katte lignende væsen. En hvid tiger. Hun satte af i et spring og begyndte så at løbe mod skoven.

Der var stille, nogle ville mene der var alt for stille, men det gav bare hende bedre muligheder for at jage, uden at bliver forstyrret at et eller andet væsen. Langsomt lod hun sig forvandle tilbage til menneske igen, det var nemmere for hende at jage sådan. Egentlig brugte hun kun sin tigerform for at komme hurtigere frem til en destination. Hendes øjne flakkede fra side til side og hun prøvede at opfange en lyd fra et dyr, hvilket lykkedes hende. Med et sys forsvandt hun og var så tæt på dyret hun bare kunne overfalde det og nedlægge det, men det ville være for nemt. Hun knækkede med vilje en gren så dyret sprang væk, men hun fulgte efter det og indhentede det, nedlagde det og lod sine tænder pierce dens hud og suge dens blod.