Why are you afraid?.... (Anastasiya)

Tid: 23:45
Omgivelser: En travl gågade med folk der skynder sig
Påklædning: Praktisk sorte bukser og sort skjorte. Sorte støvler og en sort trenchcoat. Og selvfølgelig bedemandshatten. Og de mange våben gemt rundt omkring

Lydløse skridt med hastighed menneskers øjne ikke fangede. Selvom gaden var fyldt af mennesker så hindrede det ikke bevægelserne for Zakaroff. I aften var det arbejde endnu en gang... Men en mission han havde påtaget sig selv. Kvinden han jagtede, var tilsyneladende slave hos en kaldet Kuuma. Og nok var Zakaroff kendt for at være brutal og hjertekold... Men der var selv grænser for ham. Og en slave var en ting... Men en slave med så dårlig behandling.... Måske kunne hun vendes? eller måske kunne han dog få gevinst på det hele.. Det ville tiden jo vise. Først gjaldt det om at finde den unge dame der var tale om. Det viste sig ikke at være så svært som først antaget. Zakaroff havde fået fat i et stykke tøj fra hendes arbejde hvor hendes duft stadig var på

Det viste sig at være ganske gavnligt.. Hendes duft blev hurtigt fundet og den stille jagt gik i gang. Det var trods alt en Engel så han valgte en lidt anden stil af jagt. Hun skulle overbevises om han var hendes bedste mulighed for aftenen. Så hendes parader blev sænket længe nok til hans egen gift gjorde resten. Et sted var allerede gjort klar til hende. Zakaroff var absolut ikke dum.
Hun slentrede stille afsted som om hun var helt væk i egne tanker, ja nærmest som om hun havde givet op. Zakaroff fulgte efter på behørig afstand for hun ikke skulle opdage ham før tid. Nok var han god til at blive væk, men han undervurderede aldrig et mål.
Hun var nået et godt stykke op af gågaden så han måtte snart "slå til". Det skete ved han sprang op på tagene så han kunne komme foran hende og ind i en gyde. Så var det bare at vente på hun kom der op til...
Lige så snart hun var i syne, hviskede han inde fra mørket: "Anastasiya.... Du er sikker her inde... Jeg vil dig intet ondt.... Kom i sikkerhed...."

Han stod nede for enden af gyden så hun kunne se hans silhouet uden problemer. Men det eneste der brød den mørke skikkelse var den røde glød fra hans øjne. Nok havde hun ikke nødvendigvis en grund til at stole på ham, men Zakaroff havde altid noget over sin stemme. Det var ganske tydeligt at han aldrig løj..... Det var som om man kunne høre sandheden i hans kolde men lokkende stemme. Selv om det føltes koldere at stå tættere på Zakaroff så var det på en eller anden måde lokkende... Og hvis hun alligevel var så fortabt som hun så ud, så var hendes bedste mulighed at komme til ham...

Hun havde længe ønsket at bryde fri af det forbistrede læder halsbånd med Blodsugerens mærke. Den eneste grund til hun havde det halsbånd på, var sikkert så han kunne blære sig med han havde fået en engel som slave. De blå øjne så ned mod halsbåndet i afsky, hun hadede det, men det var for hendes eget bedste.. Hun var trods alt en engel og ville sikkert ikke kunne klare sig en dag i gaderne alene, hvilket irriterede hende, at hun var så afhængig af Kuuma og hans mænd for at kunne overleve, for at få mad og generelt bare have et sted hun kunne bo. Hun sukkede dybt og så sig fra side til side inden hun krydsede den vej hun var kommet til. Underligt nok, havde hun fået lov til at gå i gaderne sent om aften og endda tæt på midnat, hvor børn af natten som regel bevægede sig ud for at finde et bytte, hvor hun tilfældigvis var i mellem…


Hun gøs, det var som om der var et eller andet der havde sat sine øjne på hende, men når der var så mange mennesker der gik mellem hinanden kunne det jo være hvem som helst. Hun trak hurtigt frakkens kraver op omkring hendes hals, selv om det sikkert ikke ville skjule hende for vampyrer og alt andet ondt.. Hendes duft var så særpræget, det var hvad Kuuma havde fortalt hende, lige efter han havde givet hende en lærestreg for at komme for sent til et af hans møder, hvor hun af en grund skulle være der.. Hendes krop rystede af usikkerhed som hun fortsatte ned af gågaden. Hun stoppede op og så omkring sig. Der var altså et eller andet omkring hende.. Om det var i blandt mængden af mennesker eller om det var en oppe på taget, en som havde forudset hende som et bytte, mellem alle de andre.  Med hurtige skridt fortsatte hun videre, mens hendes øjne flakkede fra side til side.

Hun stivnede for enden af en gyde da hun hørte sit navn. Der var ikke andre end Kuuma og hans mænd der kendte hendes egentlige navn. Det var som om hendes hjerte kunne flyve ud af brystet på hende, men denne person der kaldte på hende virkede som en der var oprigtig. Det var sikkert bare Kuuma der var ude for at samle hende op, eller have det sjovt med hende i en gyde… ” K… Kuuma? ” hendes stemme skælvede, hvilket var en klar indikator på hun var bange.. Egentlig burde hun ikke stole på personen i mørket, men langsomt nærmede hun sig mens hendes øjne så over skuldrene hele tiden for at være sikker på det ikke var en fælde. ” Kuuma hvorfor gemmer du dig her? Kom nu bare frem..” hun skælvede stadig og forsøgte at få sat fokus på personen i mørket, men det eneste der var at se, var de røde øjne, hvilket også Kuuma havde fra tid til anden… Så i teorien kunne det godt være ham, men… Hun nærmede sig stadig forsigtigt før hun stoppede op, godt med omkring fem meter til enden af gyden.

Han stod fuldstændig stille med sit blik fastlåst på hende imens hun bevægede sig tættere på ham. Da hun så der imod stoppede op, bevægede han sig roligt hen mod hende. Hele tiden holdt han sine hænder ud til siderne så hun kunne se dem. Hendes frygt var mere end tydelig så der var ingen grund til at skræmme hende yderligere. Det ville bare ødelægge hans intention. Det var en gåde hvordan noget så uskyldsrent kunne blive behandlet som skidt. Men Kuuma ville snart lære en lektie han fortrød var nødvendig.
Hans stemme var på en gang forførende og dog kold som is. Hans stemme var den slags man ville ønske lige ved sit øre men ville frygte kulden. "Nej.... Ikke Kuuma.... Det er langt fra Kuuma's stil at gå stille med dørene ikke sandt?.... Dog er jeg en ven...."

Med en serie af hurtige lydløse skridt stod han lige pludselige noget tættere på hende så hun kunne ane hans blege hud og sikkert også hans hugtænder. Han fjernede hatten så hun kunne se de smalle men smukke konturer i hans ansigt. Så bukkede han for hende med ordene:
"Mit navn er Zakaroff.... Zakaroff Dumitrejsko.... Betragt mig som den eneste der kan få dig sikkert gennem natten..."
Elegant rejste han sig op og tog hatten på igen imens han betragtede hende. En enkelt tåre sikkert af frygt trillede af hendes kind. Han trådte ind i skyggerne og for en stund ville det føles som om hun var svøbt i kold tåge der var sort. Pludselig stod han foran hende endnu en gang med hendes tåre på sin finger. Tåren kyssede han af sin finger og smilede lokkende til hende.

Hans blik  vandrede rundt og studerede hendes mindste reaktion. For at overbevise hende, måtte han nok konfrontere nogle ting som hun ikke helt ville indse.
"Tillad mig at byde min assistance som deres sikkerhed og ven.... De ligner en der ikke bliver behandlet som de burde?..."