We have the night on our side and there's no where you can hide..

En rank skikkelse manøvrerede sig forbi de mange skraldespande i et næsten dansende tempo. Små fine piruetter, der var en ballerina værdig, efterfulgt af stilfærdige sache skridt. Alt dette fremført, med en bukket bodorøde roser, holdt til brystet. Hendes grågrønne øjne, var fæstnet fremfor sig, da hun pænt sluttede af. Hun bukkede let og nejede, med det som altid svagelige, dog drømmende smil plantet på de rosa læber. Hun lod en snehvid finger, kører igennem det skulderlange mørkebrune hår, alt i mens hun så på de mange roser hun holdte. Fine røde dråber, trillede ned af de forskellige stilke. Der havde været så mange torne, så mange og så skarpe. Hun holdte undersøgende, sin ene hånd frem og opdagede de mange små snit hendes ellers så glatte hænder havde fået. For ikke at tale om blodet, blodet var som det første det der sprang i øjne på hende. Det stod nemlig i stærk kontras, til hendes porcelæn blege hudfarve.

"Vi slap for at have et pulserende hjerte, men end ikke i vores død slap vi for blodet..."

Salomé, som var den lettere hypnotiserende skikkelse, stod nu med armene fremadrettet, i mens hun lystigt svang sig i halvcirkler; som når man var til bal. Hun begyndte derefter, forsigtigt at bevæge sig frem, til de enkelte container og deres ækle indhold, for at lægge roser. Hendes smil blev bredere, i det hun holdte færre og færre roser i sin hånd. Da hun kun havde en enkelt tilbage, stoppede hun op med et leende smil. Salomé flettede stilfærdigt rosen og dens torne, imellem sine fingre, som om hun ikke mærke den smerte den sendte igennem hende. I stedet sukkede hun og vendte sit blik imod Månen, der i al ensomhed skinnede ned på hende.

Et par vandrede forbi hende, leende på den modsatte side af gaden. De virkede glade, ja næsten lykkelig. Et næsten glubsk glimt gled forbi, de ellers blanke øjne; i det hun modstod fristelsen til at påbegynde legen uden ham. Det overraskede hende hvor hurtigt hun havde modstået eller rettere forbigået chancen. Men ikke desto mindre, rettede hun sit blik imod månen; det gav hende altid en eller anden form for klarhed.
"Hvor bliver han dog af? Min viljestyrke bliver snart brudt."
Salomé's stemme bar præg af en trist undertone, hun hade at skulle vente; dog var han også den eneste der lod hende vente. Hvilket gjorde det så meget mere uudholdeligt, eftersom hun intet kunne starte før han dukkede op. Hun pustede stilfærdigt til det mørkebrune pandehår der faldt hende for øjne. i det et mindre smil brød frem de rosa læber. Det var længe siden de sidst havde været på en ordentlig jagt, og som altid fortalte hendes mavefornemmelse; at natten havde mere en én overraskelse at byde på.

Den vidunderlige, tillokkende duft af blod sneg sig ind i et ungt gadekryds’ næse og prikkede drillende til hans sanser. Salai kunne mærke, hvordan lugten af blod som sædvanlig havde en nærmest tryllebindende indvirkning på hans jagtinstinkt. Hele hans blege, fregnede krop skælvede, idet sanserne blev skærpet. Lugten kom nærmere og nærmere, som han nærmest gled fremad mod det næste hjørne, et enkelt sving om husmuren, og så-…
Han stoppede brat op, da en hvis persons ligblege – men dog kønne – ansigt brød ind i hans tanker. Nej, han kunne ikke jage nu... Salomé. Hende skulle han finde, og først derefter kunne han have det sjovt. Han kunne uden de store skavanker nedlægge den blødende person inden han fandt hende, men den rest af høflighed, der havde hængt ved fra hans dage som rigmandssøn, hev ham i ørene og belærte ham om, at det ikke var anstændigt at lade en dame vente.

Han fik hurtigt sat gang i benene igen; først efter et par meter fulgte hans hjerne med, og som han nærmede sig det aftalte mødested, gik det op for ham, at duften af blod blev kraftigere og kraftigere. Det kunne ikke passe… Hun kunne da ikke være begyndt uden ham – vel?
Hans ansigt antog en anspændt grimasse, idet han bed tænderne hårdt sammen i en blanding irritation af følelsen af at være blevet holdt for nar, der dog hurtigt blev erstattet af forundring. Der var noget anderledes ved denne blodlugt. Blodet virkede til kun lige at have forladt kroppens varme indre, men alligevel duftede det både dødt og råddent som noget, der havde siddet på et lig og størknet i flere hundrede år.
Som han drejede om hjørnet, fik han øje på hende. Ligbleg og brunhåret med en rose i hånden. Rosen tiltrak sig med det samme Salais opmærksomhed, og da han så såret på hendes hånd, bredte der sig et modbydeligt drillende smil på hans tynde læber.

”Åh, lille pus dog..." begyndte han i en tone, der oprigtigt fik det til at lyde, som om han var en bekymret forældre, der talte til en lille unge, der var snublet over sine egne ben og havde slået knæet. "Hvis du ikke engang kan overvinde en harmløs rose, hvordan vil du så overleve denne natten?"

Et mindre sug gik igennem hende, i det hun fik et af sine små varsler. Salomé tog sig hurtigt til maven, som var luften blevet slået ud af hende. Men i stedet for at bukke under for det usynlig stød. Undslap en mild leende hendes læber. Han var på vej.
Efterhånden som Salai og Salomé havde kendt hinanden. Var hendes varsler omkring ham, med tiden blevet klare, præcise og ufejlbarlig. Dog betød det ikke at han som person var nem at tyde. Og på en mærkværdig måde, var det vel hvad der tiltalte hende ved ham. Det og hans ekstreme blodlyst. Kun Salomé kunne være i stand til at, finde noget betryggende ved noget så forskruet og forstyrrende.

Da han endelig rundede hjørnet, og stod ansigt, til ansigt med hende. Kunne hun ikke lade vær med at le af hans kommentar, dog undlod hun at give igen.
I stedet betragtede hun, ham med sine blanke øjne. Og lod stilfærdigt én af sine blodig fingre glide forbi hans kind. Salomé havde altid for vane at file sine negle lidt ekstra. Hvilket i det her tilfælde, resulterede i at hun med sin rolige bevægelse ikke kun malede en mindre stribe med sit eget blod. Men at hun stilfærdigt snittede ham.
"Jeg vidste du ville skynde dig hvis du fik færten af det."
Hun smilte drømmende, før hun lod sin hånd falde langs siden igen.

Et mindre skift skete i hendes kropsholdning; i det hun trak den blødende hånd tilbage til sig.
"Du skynder dig altid, når du for færten af det..."
Salomé's blanke øjne udstrålede sårbarhed, som aldrig før. Hendes humør havde det altid med at skifte hurtigere, jo længere tid der gik imellem hendes måltider. De få gange hun havde prøvet at udsulte sig selv, var også de gange hendes sindstilstand var nået sit ustabile højdepunkt. I et splitsekund flakkede hendes blik fra side til side. Hvilken side skulle de starte fra i aften? Roligt lod hun det falde tilbage på Salai, før hun med et lyksaligt smil greb ham om armen og begyndte at gå imod gydens åbning.
"Hvem skal vi vælge? Hvem skal vi vælge?"

Den blege finger, der strøg hen af hans kind, fik Salai til at fnyse, som havde han fået færten af noget råddent, men smilet falmede dog ikke fra hans læber. Den lille rift, hendes negl efterlod sig, var vel kun ment som en sølle tilbagebetaling for hans drilleri.
Alligevel tørrede han med en heftig håndbevægelse blodet bort igen. Den søde duft af den røde, varme væske havde det med – især på så oplagt et sted og tidspunkt som nu – at tiltrække blodsugere. De ækle myg faldt sjældent i hans smag, idet de fleste var for kedelige og tørre – bogstaveligt talt – ifølge ham, men det var lykkes Salomé at overbevise ham om noget andet. Hun skilte sig ud, og det var ikke kun, fordi hun var mindst lige så brutal og blodtørstig som ham til tider, for helt ærligt, hvilken vampyr var så ikke det? Nej, det var noget andet. Hun havde bare… Det der. Hun var underholdende, og det var en egenskab, som vægtede højt ifølge Salai.

”Du kender mig for godt,” erkendte han og hævede hagen ganske let, idet han sendte hende et vurderende blik over sin næseryg. Luften sivede i et kort stød ud mellem hans læber med en dæmpet tssh-lyd, hvilket bedst kunne betegnes som en undertrykt latter, før han fortsætte: ”Men ikke godt nok til at vide, at jeg aldrig ville sætte tænderne i noget, der har været dødt i over 100 år.”
Nu vidste han så godt nok ikke, hvor gammel tøsen var, men hans gæt ville være, at hun var 100 år – mindst. Hun virkede så erfaren, så behersket i forhold til de nye vampyrer, der af ren og skær blodtørst satte tænderne i alt, de kunne komme i nærheden af; af og til skete det endda, at de angreb en af deres artsfæller. Salai tvivlede på, at dødt, råddent blod smagte godt, men nu var han vist heller ikke den rette at spørge til råds om det, idet han aldrig selv havde sat tænderne i en vampyr.

Lydigt fulgte han med, da hun greb ham om armen. Hendes iver fik ham til at smile, men han skulle nødigt le for højt, for han var mindst lige så spændt, som hun var.
Hans blik flakkede rundt, da de nåede gydens ende. Et par junkier sad i et hjørne og stak nåle i sig selv, og Salai rynkede på næsen. Den slags giftigheder skulle han ikke have noget med at gøre, selvom det vist kun ville være en venligheds gerning at slå dem ihjel. Nej, de bruge noget sjovere, noget, hvis blod stadig var rent…
Hans blik blev fanget af et ungt par, der gik med hinanden i armene, næsten ligesom ham og Salomé lige nu. Et modbydeligt smil bredte sig igen på hans blege læber, og han gjorde et nik i deres retning.
”De to?” spurgte han.

// Hvorfor døde det her emne?!

WAH!

//fordi jeg først NU har husket/fundet min kode!! :D .. two years later XD