TIB - Privat

Den knasende lyd af sneen der blev presset sammen lød med passende mellemrum, som Mia løb af al kræft gennem skoven. Hun var ikke sikker på at han endnu fulgte hende, men hun var alt bange for at tage chancen og stoppe. Han havde haft hende netop hvor han ville, med ryggen presset op mod et stort egetræ og ingen steder at flygte hen. Hun var sikker på at han havde i sinde at dræbe hende! Hun havde set op på ham, et smørret grin havde oplyst hans ansigt. De fik øjenkontakt og pludselig var hans ansigtsudtryk blevet helt blankt. Han vaklede et par skidt baglæns og væk fra Mia. Først havde hun bare set forvirret på ham, men det var kun til det gik op for hende at hun nu kunne komme rundt om træet og væk. Hun var begyndt at løbe og var ikke stoppet siden. Han havde råbt efter hende "Kujon!" og siden havde hun faktisk ikke hørt eller set ham heller ikke når hun så sig over skulderen, men hun turde ikke stoppe, det var for risikabelt.

Ramiel var atter ude og gå sin, ellers ’normale’ rute i skoven, midt om natten, en dårlig vane, ville nogle nok mene, da der nu var varulvene, vampyrerne, og diverse andre monstre var på jagt efter blod, kød og hvad de nu kunne finde på at spise, dog så var der ingen frygt at finde i Ramiel, med rank ryg, gik han blot ude i skoven. På trods af den voldsomme sne, og den høje sne, så var der ingen spor af kulde eller noget andet at se på ham, hans tøj bestod af en lang blålig, hvid jakke med en svag grønlig foring, både i nakken, håndleddene og forneden, bag på jakken stod der også ’The White Hunter’ et kælenavn han havde fået tildelt, da han jagtede og dræbte monstre, for sjov. Han bar dog også et par brune læderhandsker, blå jeans, med et brunt bælte og nogle sorte militær læderstøvler. Sneen knasede under hans sko, men på trods af det, og lyden af han gik og knækkede sine fingre, så var det ikke det som fangede hans opmærksomhed, det lød til at der var en eller flere som løb, om de flygtede eller jagede vidste han ikke, dog så blev han nødt til at undersøge det, og det tog da heller ikke lang tid for ham, at finde ud af hvad der skete, det lignede en mand, om han var overnaturlig eller ej, vidste Ramiel intet om, dog så jagtede han en kvinde, og på trods af at han ikke burde bryde ind, så kunne han ikke lade være, et bredt smil dukkede frem på Ramiels læber, for dernæst at han piftede af manden som jagtede kvinden, om hun hørte det eller ej, vidste han ikke noget om, men mandens opmærksomhed fik han da, i løbet af få sekunder havde manden skiftet retning imod Ramiel, som blot stod og røg på sin cigar, og smilede, den løbende mand, var cirka få meter fra Ramiel, da han hoppede imod ham, eller nærmere, igennem ham. Ramiel smilede blot, da manden var i luften, da han havde forvandlet sin krop til røg, som manden blot fløj igennem, manden så forvirrende rundt, og anede, ikke hvad der lige var sket, dog så var der spor af frygt at spore i mandens øjne. Ramiel samlede sin krop igen, og bevægede sig imod manden, som blot stod og kiggede, et kort sekund efter, lød der et knæk, eller nærmere, en voldsom knasen, hvorpå manden faldt til jorden, og Ramiel stadig stod oppe, søgende efter kvinden, ”Du kan godt komme frem nu” kom det fra ham, da han stadig blot stod og røg sin cigar, han havde intet ondt i sindet om at skade kvinden.

Mia så sig over skulderen da hun hørte et pift. Hun så intet og fortsatte med at løbe, til hun kunne høre at personen der havde jagtede hende skiftede retning. Hun stoppede brat og så sig forvirret om. Hvad nu? Hun kunne ikke se sin jæger og hun kunne ikke se nogle andre.
Hun hørte et fjernt knæk og en stemme talte. En dyb stemme, der helt sikkert tilhørte en mand, men ikke den mand der havde jagtet hende. Hans stemme havde på ingen måde været så dyb, nærmest rusten... Hun gik langsomt mod stemmen, usikker på hvem eller hvad der ventede hende. Det kunne være et trick, en fælde. Hun ville helst ikke hoppe på den slags, det var imod alt hvad hun stod for.
Hun klatrede let og næsten lydløst op i det nærmeste træ. Lyden hun formåede at lave kunne til forveksling lyde som noget vinde kunne være synder af. En smule sne faldt fra træernes grene og blandede sig med den der faldt fra himlen, i takt med at hun sprang fra det ene træ til det andet. Hun formåede at lave så lidt lyd som muligt til hun til sidst nåede et træ hvorfra hun kunne se personen der havde kaldt. Han havde dræbt manden der ville dræbe hende, men det betød ikke nødvendigvis at han kunne stoles på. Hun sad blot og betragtede ham uden et ord, hvis han var vampyr - eller andet med lige så stærke sanser - ville han sikkert kunne høre hendes tunge vejrtrækning. Hun var stadig rædselsslagen, men hende nysgerrighed vandt endnu engang over fornuften.

På trods af der ingen lyd var kommet tilbage, så var kvinden nok flygtet langt væk, hvilket ikke kom bag på Ramiel, trods alt, så var hun jo lige blevet jagtet, så hvem var ikke flygtet? Ja, okay, han ville ikke være flygtet, men havde fundet et bedre sted at lave et bagholdsangreb, såsom oppe fra, det ville give ham en klar fordel imod forfølgeren, dog så lod det ikke til at han ville tage imod sit eget råd, men blot stod han atter stille, og fandt endnu en cigar frem og tændte den, da han stod med begge cigarer og røg dem, så kunne han ikke lade være med at se på manden som han havde dræbt ”Og her skal du så forblive indtil du forrådner og bliver til orme føde” kom det fra Ramiel, som blot stod og kiggede på manden, dog så faldt hans øjne hurtigt på en sne som faldt fra et træ, en lille dynge som ikke naturligt var faldet ned, nærmere skubbet måske, hvilket blot fik ham til at rejse mistanke om at kvinden stadig var her, og at hun var overnaturlig, dog så kunne Ramiel ikke lade være med at smile over det, måske var aften ikke helt spildt alligevel ”Kom og tag for dig, din forfølger er død, og jeg vil ikke gøre dig noget” Ramiel ville gætte på at han enten havde at gøre med en vampyr eller en elver, det mest naturlige ville være hvis hun var en elver, da de oftet blev jagtet og solgt som slavere, men manden så ikke ud til at være en som havde slavere, nej det måtte være personligt, eller også ville han blot sælge en vampyr, de skulle bringe gode penge på det sorte marked, hvilket også var grunden til at Ramiel gik efter den teori. Ramiel stod stadig og røg de to cigarer på samme tid, og ventede på at kvinden skulle røbe sig selv.

Mia bed sig i læben, pokker tag nysgerrighed! Hun kunne ikke blive siddende i det træ og hun var mere end almindelig ivrig efter at finde ud af hvem denne mand var. Hun trak på skudrene og mumlede for sig selv, "Well.. Nysgerrighed dræbte også katten" hun lod sig dumpe ned fra træet og landede let og elegant på fødderne - som katten. Hun smilede ved tanken "vi har vidst en del til fælles" mumlede hun stadig bare til sig selv... Det var altså hvad man fik ud af at leve alene i nattens mørke.
Hun kørte en hurtig hånd gennem sit hår og så på den fremmede mand, på en mærkelig måde virkede han bekendt. Hun kneb øjnene sammen og så på ham i nysgerrighed. Hun kunne ikke komme i tanke om at hun nogen sinde havde set ham før. Ikke i det her liv og heller ikke i sit tidligere liv. Hvem var han? Og hvorfor havde han dræbt hendes jæger?
"Hvad vil du?" spurgte hun forsigtigt. Der var ingen grund til at smide paraderne, han kunne stadig nå at angribe hende. Så hun blev stående for foden af træet, så havde hun stadig op, som udvej. Hun ville nemt kunne lande på den gren hun lige var hoppet ned fra, og hvis ikke det var muligt, så var træstammen ikke bredder end at hun kunne smutte uden om det og gennem busken bag det. Hendes blik gled hen over sine omgivelser efter alle tænklige flugt veje i tilfælde af at det ville blive nødvendigt senere. Slås kunne hun ikke, men at flygte var hun efterhånden blev ekspert i. Den eneste grund til hun var blevet fanget - eller næsten fanget - af den mand der lå død for fødderne af den fremmede få meter fra hende, var at hendes blodtørst havde haft magt over hende da han angreb og hun havde ikke haft tid til at tænke for han havde klemt hende inde mellem træet og sin egen krop. Det var et held, hvad end det var der var sket, var sket.

Ramiel stod stadig og røg på de to cigarer han havde i munden, spejdede efter noget som kunne afsløre kvinden, som så ud til at havde gemt sig, indtil en stemme afbrød stilheden, kvinden havde givet sig selv til kende, om det var fordi hun var nysgerrig, som hun selv havde påstået i sin lille snak om, at det skulle havde dræbt en kat, disse jordlige talemåder forvirrede Ramiel, da han havde mere end blot svært ved at forstå dem, kvinden så ud ikke ud til at have nogle problemer, med at komme ned fra sit sikre træ, og ned på jorden, helt sikkert noget overnaturligt var det, dog så var han stadig i tvivl om hvilken race hun var, hun lignede addeles ingen elver, så hun måtte være en vampyr, også siden hun befandt sig ude om natten, og blev jagtet, helt sikkert en vampyr var hun. ”Hvad dræbte katten?” kom det først fra ham, da han ikke anede om hvilken nysgerrighed, som skulle havde dræbt en kat, hvorpå han fortsatte ”Du siger vi har en hel del tilfælles? Tja, alt hvad jeg gjorde var at dræbe en mand som jagtede dig, da du ikke så ud til at kunne tage et enkelt liv” hvad Ramiel ikke vidste var, at kvinden han stod overfor, sikkert havde taget op til flere liv, end hvad hun ville indrømme, eller måske ikke kunne huske, han havde før læst om vampyrer, som ikke kunne huske at de havde taget et liv, men at de blot var vågnet op, badet i blodet fra deres offer.
Kvinden virkede bekendt for Ramiel, havde han set hende før? Måske jagtet hende? Nej, han havde aldrig jagtet hende, han lod aldrig et bytte være i live medmindre han havde en særdeles god grund til det, hvilket han aldrig havde, kvinden lød næsten kommanderende da hun spurgte hvad han ville, havde han ikke blot for lidt tid siden reddet hende fra at blive jagtet? Eller var det allerede glemt, et kort suk kom fra Ramiel, hvorpå han svarede tilbage ”Jeg leder efter, en ung vampyr kvinde, Mia.. et eller andet” Ramiel havde ingen hemmeligheder at holde, eller han snakkede som en åben bog, om det blot var et menneske han stod overfor, som ikke kendte til det overnaturlige, eller om det faktisk var noget overnaturligt han stod overfor.
”Der er ingen grund til at du står ved træet, jeg har ikke i sinde at skade dig i dag, hvis du blot hjælper mig” kom det fra Ramiel, som stadig stod og tog mål af kvinden, om hun ville blive til besvær for ham, eller om hun faktisk ville hjælpe ham.

Mia lagde forvirret hoved en smule på skrå, hans sære spørgsmål og påstande fik hende helt ud af kurs. Hvad i alverden mente han med "Hvad dræbte katten"? Hun skulle lige til at spørge hvad han fablede om, da det gik op for hende at det var fordi han havde hørt hvad hun havde sagt til sig selv for lidt siden. "Nysgerrigheden?" sagde hun som om det var indlysende, var det ikke det hun netop havde sagt? Hun rystede let på hovedet, "Ikke os.. Jeg ved ikke engang hvem du er? Hvad jeg lige sagde havde intet med dig at gøre" forklarede hun og smilte forsigtigt men venligt til ham.
Hun bevæggede sig et par skridt tættere på ham, nysgerrigheden dragede hende frem, men hun stoppede brat da han nævnte hende navn. "Hvad? Hvordan ved du..." hendes stemme var overrasket og en smule panisk, men hun stoppede sig selv midt i sætningen, da det gik op for hende at hun var ved at sige noget hun ikke burde fortælle ham, ikke bare sådan i hvert fald. Hendes stemme ændrede tone og lød nu mere nysgerrig. "Hvorfor?" spurgte hun og trådte et skridt tilbage mod træet da han nævnte det, "Jeg kan godt lide træet" hun blinkede til ham for at indikere sarkasmen. I virkeligheden var det sandheden. Træet fik hende til at føle sig bedre tilpas i den her situation, men det behøvede jo ikke være så åbenlyst.

På trods af det lille ’krydsforhør’ Ramiel var blevet udsat for, så forstod han stadig ikke talemåden, ej hellere havde han, hørt den før, eller nærmere, så havde han ikke rigtigt taget notat af den, og derved havde han nok ikke lagt mærke til at den var blevet brugt, i hans nærhed. ”Nåår… det er en af de der.. metafor, lignede ting, som menneske bruger?” kom det kort fra ham, selvom han ikke regnede med at han ville få et svar, han havde trods alt, besvaret sit eget spørgsmål, hvis han ikke tog fejl, dog så vidste han stadig ikke hvad metaforen betød, eller hvorfor den blev brugt.
”Jeg er Ramiel, og du kan garanteret gætte dig til hvorfor jeg er kommet” han begyndte at bevæge sig i en lille halv cirkel rundt om kvinden, dette var hende han havde ledet efter, og nu hvor han vidste det, så kunne han ligeså godt fortsætte, med det han primært ville, dog uden at lade hende stikke af.
”Jeg er her, fordi jeg skal hilse fra din gamle herre” Ramiel kunne ikke lade være, det at han blot var begyndt at tirre, hende, han vidste jo godt hvad hendes gamle herre havde betydet for hende, hvad en herre, betød for alle vampyrer, de var hjælpeløse uden en herre i deres unge vampyr år.
”Din herre sagde til undertegnede, at du skulle hjælpe mig, og jeg ville så tage mig af dig” Ramiel overrakte et brev til Mia, et brev, hvor forseglingen var brudt, og nogle få ord var skrevet ind i et pergament, ordne som stod skrevet derpå, var blot de samme som Ramiel havde sagt, dog en smule anderledes formuleret.
”Som du kan se, hvis du læser brevet.. så vil jeg ikke gøre dig noget” Ramiel rakte sin hånd ud, som en gestus til at hun skulle tage den, så de bedre kunne snakke sammen.

Mia nikkede blot, "Men lad os nu glemme den!" hun rullede med øjnene, hvordan kunne det på nogen måde være relevant for ham at finde ud af hvad det var? "Jeg vil bare gerne vide hvad du ved om mi..a" hun så intenst på ham mens han bevæggede sig rundt om hende og hen til hende for at række hende et brev. Han talt om noget med at hun skulle hjælpe ham og at Lucas skulle have fortalt ham det... Hvorfor skulle Lucas det.
Hun så fra ham til brevet inden hun åbnede brevet. Det der stod var næsten identisk til det han sagde, blot i en anden rækkefølge. Han havde skrevet at denne mand, der ifølge brevet og ham selv hed Ramiel, skulle tage sig af Mia og at hun ville være til gavn for ham, at hun nok skulle hjælpe ham.
Efter at have læst ordene kiggede hun nærmere på bogstaverne, var det Lucas skrift? Hun var ikke sikker, men det kunne det nok godt være, det var i hvert fald ikke usandsynligt at det var Lucas der havde skrevet dette.
"Hvorfor skulle jeg tro dig, og hvad skulle jeg hjælpe dig med, det ser ud til du klare dig fint selv" hun rettede blikket mod den døde mand der havde jagtet hende gennem skoven. Hun så ingen grund til at kaste sig tillid over denne mand, han kunne tydeligvis, med let hed slå hende ihjel.

”Du bragte det jo på banen, men okay” kom det kort fra ham, det havde en eller anden form for relevans for ham, da han ikke havde nogen anelse om hvad hun snakkede om, og til dels gerne ville finde ud af hvordan nysgerrighed kunne dræbe. ”Alt hvad jeg ved om Mia, er at hun er vampyr, eller faktisk, en ung vampyr, jeg er i tvivl om hendes alder, og det har meget lidt relevans for mig hvor gammel hun end er” Ramiel kiggede kort på hende, det var sørme hende han just havde hjulpet, hvorfor hun ikke bare gik til bekendelse var lidt underligt for ham, men han skulle nok finde ud af det ”Hun skulle også have en ret så speciel evne, eller noget lignede, hvis jeg husker rigtigt”
Hun havde nok opdaget at de ord han blot havde sagt stod en smule anderledes end hvordan han havde formuleret sig, men de var ikke langt fra hinanden.
Et lille grin skar igennem Ramiel, hvorpå han begyndte at snakke mere ”Ser du, jeg kan ikke alene udkæmpe denne nærforstående krig, der vil være tab, og det er på tide at vi tager over” Han kiggede alvorligt på hende, alvoren stod nærmest skrevet i hans øjne, der var ingen tegn på at dette var en joke, hvilket at han heller ikke havde nogle intentioner om at lave sjov med, der var en krig på vej, og han havde ikke i sinde blot at stå og kigge på, næ, han ville stå forrest i slaget hvis det var det han skulle.

Hun nikkede, "Du er ikke interesseret i at vide hvor gammel jeg er." konstaterede hun og sagde derved også åbent at det var hende der var Mia, han havde tydeligvis allerede fundet ud af at det var hende, så der var ingen grund til at skjule det længere, det var ikke til andet end besvær.
"Men trods at du ikke vil kende mig, vil du have at jeg skal hjælpe dig.. Til med i en krig" hun fortsatte med at tale i en mild tone, hun var ikke vred og heller ikke bange. Hun prøvede blot at forstå hvad det var han ville. "Hvad skulle jeg få ud af det?" hun var lidt for sikker på at hun kun skulle bruges som lokkemad, hvad kunne hun ellers gøre nytte for en der så ud til at kunne klare det meste selv.
Hun kom i tanke om at han havde sagt noget om en evne hun skulle have og lagde hovedet lidt på skrå, undrede sig over hvad han kunne have ment med det. Hendes blik hvilede på ham mens hun overvejede hvad hans ord betød. "Hvilken evne?" ordene slap over hendes læber, det skulle bare have været en tanke, så ordene overraskede hende lidt, men det var ikke noget hun som sådan viste.