I may know, what you seek. I may not.

Der var ikke mange i det store lokale. Ikke så mange som der ellers normalt var på denne tid. Eller var det den normale mængde? Det var ikke så meget en ting Fléur lagde mærke til. Det var vel bare en strå tanke. Lige som når de løbe af med hende og landede på de mest åndsvage og ubetydelige ting. Som en rød plet på den modsatte væk. Hvorfor var den der egentlig? Hun stirrede intense mod den. Hovedet blev lagt lidt på skrå, og hun så ud til at være helt væk. Hun kunne ikke anet end at fokusere på den røde plet. Og intet andet. Den virkede som det mest interessante i hele lokalet. Hun fik et fjernt blik i de blå øjne. Og ansigtsudtrykket fulgte med. Hun blev fortryllet af denne farve. Den var så smuk. Så kraftig. Så stærk. Ubevist begyndte hun at kradse sig selv i armen. Ikke specielt hårdt, men der kom røde mærker, hver gang de nedbidte negle blev kørt hen over den sarte hud. Hun pressede en smule hårdere. Det var en ren refleks. Hun vidste godt hun ikke burde gøre det, men tit tænkte hun ikke over det. Hun begyndte at forestille sig det store hav. Vandet ville ikke være blåt men rødt. Og bølgerne ville slå høj over den stakkels lille robåd..

Fléur vågnede hurtigt op, fra sin lille trancelignende tilstand, lige idet den klirrende lyd fra en tallerken lød, og der blev stillet noget foran hende. Hun så først op mod den lettere store kvinde der kort smilede til ned til hende, og så fik hun rettet blikket ned mod den muffin der så fint stod på tallerkenen. Hun tøvede ikke med at selv få et smil frem. Hun kunne godt lide kage. Hun kørte sin tunge hen over de rødmalede læber, og fjernede en smule af sminken derfra. Hun satte sig ordentligt op på stolen, og hun fik i samme bevægelse også sit ene ben med sig op, mens det andet bare hang fra kanten. Hun børstede sine hænder af i det flagrende skørt, inden hun så tog fat omkring muffinen. Hun fjernede folien med perfektion, hvorefter hun åbnede den op. Skilte den fra hinanden. Halvt. Bare lige nok til at hun kunne nå ind til kernen af flydende karamel, og nok til at få små chokoladestykker fra glasuren udover det hele. Hun fjernede det meste af læbestiften igen, med sine tænder inden at hun igen fik børstet sine hænder af i skørtet. ”Tak for dette måltid.” mumlede hun svagt, efter at have samlet sine hænder, og lukket sine øjne i. Hvem hun bedste til, var hun ikke helt klar over. Bare en overstående. Hun strøg en lok af de lyse hår væk fra sit blege ansigt, og satte sig rigtig til rette. Lige inden hun stak sin pegefinger ned i den flydende kerne af karamel. Det var en vane hun havde opbygget. Hun havde nok haft den siden hun var helt lille, og hun havde aldrig rigtig kommet af med den.
Hun førte forsigtigt sin finger op til din mund og slikkede karamellen af. Hun efterlod ikke et eneste spor af den på sin finger. Og efter alt det rengøring røg fingeren blot tilbage i kernen af muffinen. Under denne oplevelse af dårlige manere ved bordet, havde hendes blik søgt ud af det store panorama vindue, til højre for sig. Hun betragtede sneen der vare væltede ned. Sikke en storm. ”Det giver jeg jer ret i. Kun dumme folk gør ud i det slags vejr. De dynger kan jo dræbe. Lad os håbe han ikke ender med at køre galt.”

Kulden var bidsk, og gennemtrængende... Selv gennem den halvlange, sorte frakke, kunne den bore sig helt ind mod hans knogler, og stikke som små, usynlige dolke. Skulderne måtte han trække op mod ørene, mens hænderne var begravet i lommerne på frakken. Febrilsk forsøgte han at gennemsøge disse ellers så hullede lommer, mens han bevægede sig gennem sneen. Gennemsøge dem, med øjnene halvt lukkede på grund af den kraftige sne og den hårde vind, der mødte ham med en råstyrke uden lige. Med hyppige mellemrum, måtte han forsøge at få sig selv til at koncentrere sig om, at følge vejen (som nu var gennemsølet af et tykt lag sne og slud) istedet for at tænke på, at finde én forbandet cigarret. Alligevel kunne han ikke dy sig. Tilbøjeligheden til at bukke under for fristelsen, hvilede bare for dybt i ham, trods han ikke havde efterlevet sine egne ønsker før i tiden. Det lå for dybt til, at han kunne slippe på en afhængighed, der næsten var værre end den han havde til alkohol af stærkeste kaliber.

Snart fik han stavret sig ind mod boligkvarteret, mens han bandede over de mange sne-dynger, som han måtte vade igennem. Ét spørgsmål blev ved med at glide gennem hans hoved: var det overhovedet det hele værd?
For fanden...- hvis han kunne finde den smøg..!
Det var bestemt ikke første gang, at han nærmede sig dette kvarter. Faktisk havde han opholdt sig meget her gennem de sidste par år. I selskab med farlige forbrydere, som havde behandlet ham, som slaver nu "burde blive behandlet". Trods det vakte minder, at se de slidte, snuskede bygninger - var det ikke med melankoli, at han nærmede sig Klaus Fhiër. Tværtimod, var det med en vis form for målrettethed. Nu var han her jo. Og lidt forbandet sne, skulle ikke holde ham tilbage. Hvad hans mission helt nøjagtigt var, anede han ikke. I grunden vidste han ikke meget på det sidste... Byture, hævngerrighed og mareridt, var ganske dominerende i hans hverdag, men ville dette besøg til Klaus Fhiër hjælpe på det? Uanset hvad, var aftalen sat. Ganske vidst, måtte han være sent på den. Alligevel forsøgte han ikke at sætte farten op. Det ville være det rene selvmord, hvis han begyndte at ligne én der havde en grund til at flygte. Især et sted som dette.
Ingen cigaretter. Ikke en eneste...
Pengene var brugt op, og alligevel var det dette han spenderede dagen på, frem for at tjene til føden. Men dette betød nu også mere for ham. Meget mere.
-
Visse af de ´indsatte´ lod blikket glide over ham, da han passerede dem. Nysgerrighed hvilede i nogle af deres øjne, trods det eneste han så, når han gik forbi, var deres lyst til, at de kunne vade ud og ind af anstalten som de ville. At de kunne være ligesom ham, når han gik dér ned af gangen, med snefnug på frakken, efter en hovedansvarlig, som forsøgte at vise ham den rette vej. Imens han fulgte kvinden, fik han sin frakke af, og bar den over den ene arm. Here it goes... Dá trådte de ind i en sal, som bestemt ikke var grundigt befolket. Tværtimod, var det alt for let at bemærke hende. Ihvertfald at bemærke det lyse hår, som han huskede godt fra sine barndomsår.

"Jeg kan tage den herfra." forsikrede han den hovedansvarlige for, før han - uden egentlig at tøve - gik over mod bordet, hvor Fléur sad. Nej, der var bestemt ingen vej tilbage nu. Uanset hvad, nægtede han at gå ud i den forbandede sne lige foreløbigt.

Af ren automatik blev blikket fjernet fra vinduet. Det skulle dog tvinge væk. Det var sådan en smukt synd. Og hvor ville hun ønske hun bare kunne løbe der ud og lege i sneen. Lige som de mange børn der var i byen. Hun havde af natur en forkærlighed for sne. Eller rettere sagt; kulde. Kulde havde den dejlige effekt på hende. Gjorde hende stærkere. Den fik hende til at få det meget bedre. Det var nok også grunden til hun knap nok var pakket ind i særlig meget tøj. Det eneste det rigtig generede hende i øjeblikket, var pejsen som var blevet tændt. Og det kunne også ses, på den måde hun havde taget afstand til flammerne.
Hun stoppede kort sin bevægelse, da hun skulle til at slikke sin finger ren. Ganske kort. Et sekund eller to. Bare for at se manden an. Han lignede ikke de andre på institutionen. Han var klædt en smule anderledes. Og han virkede ikke så bleg i ansigtet. Han havde endda samme glød som den gang. Det slog hårdt ned i hende hvor bekendt han virkede. De øjne der lå på hende og den bestemte gang. Han havde ændret sig en del. Mere end hende. Han var blevet ældet anderledes. Men sådan var det nu. Et menneske og en dæmon ville aldrig kunne følges ad, når det kom til alder.
Fléur fik ført sin finger det sidste stykke op til sin mund og fik lukket læberne om den. For at få fjernet karamellen helt. I en bevægelse. Hun havde da i det mindste nogle manere. ”Så han kom.” mumlede hun svagt for sig selv. Hun fik tørt sine fingre af i den serviet der faktisk var blevet lagt ved siden af tallerkenen. Hun prøvede så vidt muligt at få fjernet det værste af den klistrede følelse, uden at hun skulle vaske sine hænder.

”Du lugter af alkohol.” sagde hun. Bare helt stille og roligt. Og endda med et lille smil fremme. Det var ikke så meget en ting han behøvede at vide, men blot en let bemærkning for sig selv. Hun fulgte ham stadig med de store øjne. De stirrede nærmest på ham. Ikke fordi hun rigtig kunne gøre noget ved det. ”Det ser ud til at du overlevede stormen. De sagde at du var på vej.” Hendes stemme var egentlig en smule ru. Ulemper ved alt den råben og skrigen i gennem årene. Men hvordan skulle folk ellers forstå hende? De gad jo ikke høre på hvad hun havde at sige. De mente bare hun var psykisk forstyrret. Eller bare sindssyg.
”Øh.. Vil du have noget muffin? Jeg har nok til to?” Lidt usikkert og forsigtigt løftede hun den lille tallerken med den ødelagde kage op og rakte den en smule ud mod Rome. Hun kunne næsten stadig virke som et barn. Benet der før havde været på sin plads på stolen blev nu fjernet. Mest så hun ikke skulle virke så indelukket.
Fléur kunne ikke helt blive sikker med sig selv om hun kunne tillade sig og have savnet denne mand. Hun havde trods alt ikke set eller hørt fra ham i mange år. Hvor mange var det egentlig blevet? Huskede han hende? Det mente de, men hun vidste aldrig om hun kunne vide sig sikker hvad der blev sagt. Hendes kinder blussede lidt op og gav hendes ansigt lidt mere farve og liv. Hun havde heldigvis ikke begyndt og få den askegrå nuance som nogle af de andre ’indlagte’. Hun kom jo også udenfor hver dag. Ingen forbud for hende. Eller jo, men hun kunne altid snige sig ud, uden at blive opdaget. Ikke før det var for sent i hvert fald.

Dét at være undsluppet fra den bidende kulde. sendte lune bølger gennem hans krop. Gennem det menneskelige blod, der ikke var mærket af noget overnaturligt. Det ene spor, hans tid med disse væsner havde sat sig i ham, var de ar de havde efterladt på hans sjæl. Ubetydelige, hvis man spurgte ham - men alligevel eksisterende. Og det var hans svaghed. Ja, udover generelt at være den nederste i fødekæden, og et offer for alle med sanserne og reflekserne i behold.

Da han nærmede sig Fléurs plads lidt derfra, tog han hende nærmere i øjesyn. Øjnene lod han hvile på hende, uden at tage synderlig notits af, at hun også betragtede ham.
Efterhånden som han nærmede sig, skærpedes det lettere uperfekte syn. Oftest måtte han bære tykke briller, for at hamle op med et syn der var halvt så godt som mange overnaturliges. Alligevel skilte den unge kvinde sig nok ud... Hun så, så ufattelig ung ud, hvilket blot fik Roman til at føle sig ældre endnu. Desuden var Fléur ufattelig unik, og derfor også ufattelig genkendelig. Det var ikke blot det blonde hår, men derimod udtrykket i det blege ansigt, og den blå farve i hendes øjne, der gjorde hende så let for ham at genkende, trods der var gået lang tid, siden sidst han havde set hende. Alt der havde været karakteristisk for hende dengang, syntes at være forstærket i hans øjne nu. Måske var det blot dét at blive konfronteret med hende igen, der gjorde udslaget. Det var dét der måske også skilte dem mere ad igen.

Han foretrak en grimasse, før han hev en stol ud ved bordet, som både pev og skrabede en anelse over gulvet. Han satte sig derefter ned på den i en glidende bevægelse, uden at spørge om tilladelse, som han ellers ville have gjort førhen, hvis altså ikke han ville rode sig ud i problemer. Desuden, var grunden til dette nok også, at Fléurs kommentar kom ham i forekøbet. For netop da han åbnede munden for at sige noget, påpegede hun det. At han lugtede af alkohol. Trods han havde forsøgt, at være ihærdig om at tage et grundigt bad, syntes Fléur alligevel at kunne sanse sporende efter hans alkoholindtag for lidt siden. Ganske vidst havde mængden været begrænset, men det var jo stadig sket.
"Det gør jeg minsandten også." Det var den eneste kommentar han kunne diske op med. Han så ingen grund til at lyve, eller komme med dårlige undskyldninger. Det var jo en realitet. Desuden hang lugten af alkohol nok stadig også i frakken, eftersom det var den han bar når han var i byen. Derfor lagde han denne et stykke væk på bordet, før han lænede sig lidt tilbage i stolen, med blikket hvilende på hende.

"Jeg undskylder, hvis du har ventet længe på mig." sagde han så, og trak en anelse på smilebåndet, trods smilet aldrig nåede øjnene.
Derimod fastholdt han bare hendes blik, trods han egentlig mest af alt følte, at Fléur kunne se direkte igennem ham. Han havde aldrig fået mange detaljer om hendes ophold, men af en eller anden grund skræmte det ham ikke. Alligevel anede han ikke hvad han skulle forvente. Om hvordan han skulle opføre sig omkring hende. Og trods denne beslutning kunne vise sig at være risikabel, valgte Roman nu alligevel bare, at behandle hende ligeså "normalt" som han havde gjort da de var børn. Hvis altså det dengang kunne være betegnet som helt normalt.

"Spis du bare." Han rystede på hovedet og viftede roligt og afværgende med hånden. Det var ikke fordi han ikke kunne få en bid ned. Tværtimod. Det var længe siden han havde spist mad nok til at opretholde sin mæthedsfornemmelse. Alligevel var synet af den lettere maltrakterede kage, ikke just det han havde mest lyst til at sætte tænderne i. Og han nægtede også at opføre sig pædagogisk, og blot tage andel i kagen, for at gøre Fléur glad. Han skulle ikke behandle hende som en sindssyg. Hvad end hun var det eller ej.
Han foldede sine hænder mod bordpladen, og så på hende med et udtryk i øjnene der mildnede en smule mere op. Øjenkontakten forsøgte han ikke at bryde. De virkede mere lige på denne måde. Han huskede hende ganske klart for deres barndom. Måske var de fleste af hans oplevelser slørede, men Fléur havde nok gjort indtryk hos ham. Ihvertfald nok til, at han besluttede sig for at finde frem til hende nu, frem for nogle af de andre kontakter han havde i området. Det her føltes bare mere... rigtigt. Mere tilgængeligt. Og mere nært.

"Hvordan har du det?" spurgte han så, og forsøgte ikke at lyde overbærende. Alligevel var det et typisk spørgsmål som man sikkert ville blive stillet ofte et sted som dette her. Derfor tilføjede han hurtigt efter: "Det er rart at se dig igen. Vi har vist meget at indhente." Igen strøg antydningen af et smil over hans ansigt.
Måske ville dette blive noget af et projekt.

”Jeg har skam ikke ventet længe.” svarede hun klart, som hun fik stillet tallerkenen på bordet igen. Skubbede den samtidig lidt til siden så der ikke stod noget imellem dem, udover bordet. Så kunne deres samtale også kører lidt bedre. ”Det ser måske ikke sådan ud, men jeg får min tid til at flyve af sted med andre ting. Så ventetid er der ikke tid til.” Hun lød egentlig meget normal, når hun snakkede. Det var nok mere hendes bevægelser og hendes opførsel som satte et præg på påvirkningerne. Men selvfølgelig kom der nogle underlige sætninger fra hende en gang imellem. Dem kunne man ikke rigtig komme udenom. Hun levede trods alt i sin egen verden, hvor alt var trygt og dejligt.
Et sted begyndte dette at føltes underligt. Hun var ikke vant til besøg, fra bekendte. Eller fra nogen. Der var ikke mange der opsøgte hendes selskab. Så det var dejligt at have nogen at tale til, også selvom det var en smule mærkeligt. Følelserne blev bare blandet sammen hele tiden.

Fléur så en smule overrasket ud, idet han stillede hende et spørgsmål. Det føltes helt varmt at høre. Det virkede anderledes når han sagde det. Som om det faktisk var på det punkt at det kunne bekymre ham. Ikke som alle de andre som bare ønskede at vide den fysiske stadie af hendes tilstand. Man kunne se hvordan hendes ansigt kort efter lyste op. Bare lidt. Nok til at kunne ses i hvert fald. Smil voksede og hun så næsten helt spændt ud. ”Jeg har det fint. Udover at luften er begyndt og blive tung af lugten af blod her i Di Morga, så befinder jeg mig faktisk i en rigtig god tilstand, hvis jeg selv skal sige det.” fortalte hun uden tøven. ”Jeg har faktisk kunne klare mig helt uden medicin i fire dage nu.” Hun havde ikke ventet med at indhente noget, og hvis hun ikke havde haft selvkontrol ville hun nok have forsat med at tale.
”Hvordan har du det? Du ser helt fortumlet ud.” Forsigtigt lagde hun hovedet på skrå og lænede sig ganske lidt ind over bordet. Hun lagde sit halvt ned over sine arme og studerede ham stadig med det gennemborende blik. Hun havde lyst til at rejse sig, nærme sig ham helt og bare slyngende armene om ham. Mest for at prøve det. Hun huskede ikke meget fra sin barndom. Hun huskede i det hele taget ikke meget fra syv og tilbage. Det var helt rodet for hende. Så hvad de plejede at lave sammen vidste hun ikke. Og selvom hun ikke huskede ham helt virkede han ikke som en fremmed.
”Nu spiser du sundt og passer på dig selv, ik’?” Nu kom de mere besynderlige spørgsmål. Eller det var nok mere hendes stemme, som ændrede sig til at være mere på den barnlige side. Som når man skød underlæben ud for at virke skuffet. Hun drejede hovedet en smule mere så hun nærmest så på ham med sine øjne liggende lodret. Meget besynderligt. ”Du burde ikke drikke.” nåede hun lige at mumle inden hun endelig satte sig ordentligt op.

Han nikkede bekræftende til hendes ord. Alligevel kunne han ikke dy sig fra, at sende et blik rundt i rummet. Han ville ikke just have beskrevet dette som et sted, hvor tiden fløj afsted. Tværtimod, havde han formodet, at Fléur muligvis ville føle sig fanget her. Det ville han ihvertfald selv, trods det måske også var den mest velkendte følelse hos ham. Følelsen af at være der hvor man måske ´burde være´, selvom det måske kunne begrænse ens frihed. Alligevel syntes Fléur at være oprigtig, når hun talte om den egentlig manglende ventetid. Alt for oprigtig til, ikke at værdsætte sit ophold på denne institution. Og trods Roman måske ikke ligefrem følte sig hjemme et sted som dette, følte han sig nu alligevel ligeså normal som Fléur, hvis det ord kunne bruges om nogen af dem.
"Godt at høre." konstaterede han så med et nik. Selvom han ikke just havde skyndt sig hen til boligkvarteret - ville han sandsynligvis heller ikke have gjort det, hvis han vidste at Fléur sad og ventede på ham. Lige netop dette her, ønskede han ikke at forhaste, selvom han måtte indrømme at stedets atmosfære gav ham myrekryb.

Igen måtte han løfte lidt op i mundvigerne. Blot for at spejle Fléurs smil en smule. Det sidste han ønskede, var at virke helt indelukket foran hende. Det galt om, at vinde hendes tillid og få hende til at føle sig tryg ved at sidde her med ham. Kortvarigt overvejede han, hvor tit hun mon fik besøg. Hun virkede ihvertfald snaksaglig nok, til at være lettere taknemmelig over, at han var kommet forbi.
Lugten af blod
- netop de ord, fik det til at krybe op ad Roman. Det var længe siden, han var blevet frataget blod, men for tiden følte han, at flere og flere mennesker i Di Morga vovede sig alt for tæt på de overnaturlige. De stolede alt for blindt på dem. Roman forsøgte at være fordomsfri, men mange typer skulle helst undgås, medmindre man ville ende som et måltid for en blod-drikker, eller kød-æder.
"Fire dage? Wauw." Et lettere oprigtigt smil gled over den unge mands læber. Et smil der viste antydningen af stolthed, på Fléurs vejne. Hans kommentar lød bestemt ikke sarkastisk, selvom det var sjældent at han faktisk opførte sig så venligt i en længere periode. Men det var måske heller ikke tidspunktet at spille smart. "Jeg håber, at de behandler dig godt her." Han lavede et kort nik hen mod en lettere buttet dame, der hørte til personalet.

Da spørgsmålet blev henvendt mod ham, lænede han sig lidt over bordet. Kortvarigt hævede han skulderne lidt op mod ørene, hvorefter han igen sænkede dem ned i en mere afslappet stilling.
"Jeg har det fint."
Egentlig vidste han ikke om det var sandheden eller ej. Dét at han havde sat en nærmest umulig mission for sig selv, var én ting - men noget andet var, at det tog forbandet lang tid at nå målet. Desuden strammede det med pengene. De slap for hurtigt op, på for lidt alkohol og for få cigaretter. Og eftersom lejligheden også skulle betales, nu hvor han kun tilhørte sig selv - så var der endnu mere der skulle betales.
En let latter gled over hans læber, og han lænede sig igen lidt tilbage i stolen, så han vippede let og kontrolleret mod det kølige gulv: "Jo, jeg passer på mig selv.-" Sagde han dernæst, og lod en hånd glide gennem håret, der var fugtigt efter sneen var tøet deri, "Jeg er jo stadig i live ikke?" Nu kom den lidt sarkastiske tone frem i stemmen. Okay, egentlig var det temmelig ironisk. Ethvert menneske i Di Morga burde sgu frygte for deres liv på dagligt plan, hvis de havde lidt fornuft.
Ved Fléurs afsluttede bemærkning, løftede han kortvarigt øjenbrynene i overraskelse. I enhver anden situation, hvor folk forsøgte at være bedrevidende eller moralske, fik han en inderlig lyst til at sige, at de skulle blande sig udenom. Alligevel, var han ´klog´ nok til alligevel ikke at gøre noget så åndssvagt her. Det skulle nødigt ende med at Fléur hellere ville sende ham ud i sneen igen, før han fik noget nyttigt ud af hende.

"Alle har svagheder..." sagde han så, og trak igen let på skulderne: "Og hvis vi aldrig kunne bukke under for dem - så vil vi aldrig være tilfredse." Det var generaliserende, men efter hans mening, var det også ganske sandt.

"Men du burde heller ikke være hér." Egentlig fortrød han det, da han sagde det. Alligevel havde han svært ved at stoppe sig selv: "Føler du virkelig, at de hjælper dig her?" Det var oprigtig nysgerrighed der skinnede gennem ham. Nysgerrighed omkring hvorfor Fléur ikke forsøgte at flygte hvert vågent øjeblik... Hvis Roman havde flygtet fra slaveriet noget før, kunne det måske have reddet ham, fra nogle af de oplevelser han stadig bar med sig i dag.

”De hjælper mig da. De giver mig mad og husly. Men en hver ved at snak ikke kan skabe mirakler. Og snak er hvad vi tilbyder her. En pille vil heller ikke kunne gøre meget andet end at lukke ens følelser inde.” sagde hun blot stille og roligt. Hun talte som om hun vidste alt, og på samme tid lød det som om hun bare talte i vildelser. Smilet var der ikke rigtig mere og afslørede at hun talte sandt. Hendes sandhed i hvert fald. ”Grunden til jeg bliver, er fordi jeg ikke vil kunne fungere udenfor. Det siger de. Igen og igen. Så når de siger det må det være sandt, ik’?” Med en smule rystende hånd strøg hun en lok af det gyldne hår om bag øret. Man kunne se hvor skævt det var blevet klippet. Tydelig kamp for at forblive langhåret. Hun slog blikket væk fra ham. Først ned i bordet for så at se ud af vinduet igen. Ud i sne stormen. ”Men de lader mig ikke der ud, af egen frivilje.” Man kunne høre længslen i hendes svage stemme. Det var nok mest for at opklare med sig selv hvad hun ville men ikke måtte.
”De ved jeg elsker sneen. Kulden. Men de bruger det som en svaghed.” Hun hævede stemmen bare en tand, alt imens hun fik grebet omkring en stor tot af håret. Hun fugtede sine tørre læber igen og igen, og hun begyndte også at bide sig fast i underlæben en gang imellem. Hvis ikke hun havde fået sat plastre omkring fingerspidserne ville hun uden tvivl have siddet og bidet neglene til blod igen.
Med et stoppede det hele. Den anspændte spænding i rummet forsvandt og hun slap sit hår igen. Slappede helt af. De blå øjne kom igen hen mod Rome. Og et smil sad i mundvigen. ”Men ja. Vi har jo alle svagheder. Nogle er forskellige og andre er ens. Væsner har fælles svagheder og det samme har mennesker. Men det ved du nok allerede.” Hun lod sine fingre komme helt ud af det bløde hår, og fik derefter trukket benet op til sig selv igen. Lige som før samtalen begyndte. Hendes spinkle arme blev svunget omkring for at holde det på sin plads.

”De siger du søger noget. Men jeg ved ikke om jeg skal høre efter. Dog siges det jo at man skal høre efter hvad der bliver sagt i ens hoved. For det siges at være hjertet der taler.” Fléur endte igen i et mere stirrende stadie. De svage lilla rander under øjnene, der afslørede manglen på søvn, fik hende til at se lidt mere stirrende ud. Men det var ikke noget man lagde mærke til på afstand. Med mindre man havde et super synd.
”Lige meget. Jeg har ingen grund til at stikke min søde næse i alt hvad der omhandler dit liv. Men bare husk at hvis du har tendens til at bukke under for dine svagheder, må det jo betyde vi andre også gør.” Hun rakte hurtigt ud efter den ødelagte muffin. Hun knækkede et lille stykke af, og fik det så poppet ind i munden. ”Ligesom min kærlighed for søde sager.” Den lille barnelatter kom igen frem, imens hun greb ud efter bare en lille smule mere kage. Det var så fristende.

”For resten vil jeg da sige det er fantastisk at du stadig er i live. Du må næsten være chokeret over at finde mig i denne form når du selv er i en anden. Du er da rigtig vokset op, hvis jeg husker rigtigt.” Hun børstede igen sine hænder af i skørtet, der ikke synes at blive beskidt af det. Den ene hånd fandt så sin vej ned i en af de skjulte lommer, hvor efter hun fiskede et gammel slidt postkort op, med et underligt motiv af en rose. ”Jeg har stadig dette. Det jeg tog fra kiosken da vi var små og altid skulle forbi og have tyggegummi. Alt andet er skøret.”