Welcome home

Tid: 10:15
Sted: Emnet starter i Giselles forældres villa, men bliver allerede i startindlægget her, flyttet til Braydens lejlighed i Terre.
Vejr: Solen skinner, vejret er godt.
Omgivelser: Folk er naturligvis udenfor, for at nyde det gode vejr.

Solen skinnede ind gennem vinduerne i Giselles forældres luksusvilla. Man kunne næsten høre fuglene synge, selvom man befandt sig indenfor. Der var ikke en vind der rørte sig, ingen skyer var synlige på himlen (som desuden havde en klar, blå farve) og alt åndende fred og ro.
Den mørkhårede skønhed var i et fantastisk humør, uden egentlig at have nogen reel idé om, hvad det kunne skyldes. Hun gik rundt i huset med et håndklæde viklet omkring sin slanke krop. Hendes våde hår hang ned langs ryggen, og hendes tandbørste havde hun i munden. Hun var i færd med at åbne alle vinduer og døre, og byde den varme, friske luft velkommen i det store hus. Hun var alene hjemme som altid. Hendes mor var på et kursus i forbindelse med et af firmaerne som familien ejede, imens hendes far var på forretningsrejse. Lokationen huskede hun ikke, men han havde sendt en Prada-taske hjem til hende for at par dage siden, med en vedhæftet ”Undskyld, jeg kommer senere hjem end vi aftalte”-seddel. Hun havde heller ikke regnet med, at han ville komme hjem til tiden, og overholde den aftale de havde haft. De gjorde han stort set aldrig, fordi der altid kom et eller andet i vejen, som han var nødt til at ordne. Giselle var efterhånden begyndt at spekulere på, hvor meget arbejde han vægtede højere end hende, og hvor længe det kunne blive ved. Undskyldninger var der nok af, og hun var næsten 100% sikker på, at en stor del af alle hendes materielle ting, var gaver fra ham af, som fungerede som et plaster på såret, i en sammenhæng, hvor hun var blevet tilsidesat. Det var dyre og eksklusive gaver hun fik. Ofte var det ting, der ikke engang var muligt at købe i butikkerne endnu. De hjalp en smule. Det betød vel, at hendes far trods alt havde haft en smule besvær ved at komme op med en undskyldning i form af en gave, som var god nok til at gøre Giselle god igen.

Det havde været sådan lige siden hun kunne huske, og hun regnede heller ikke med, at det sådan stod til at ændre. Det var selvfølgelig fint nok med alle de dyre gaver, men engang imellem ville hun gerne have undværet nogle af dem, i bytte for en dag eller to i selskab med sin far, hvor alting for en gangs skyld ikke behøvede at handle om arbejde, forretning etc.
Giselle begav sig – stadig iført håndklæde – ned til hoveddøren, for at se om posten var kommet. Det var den tilsyneladende, for en bunke breve lå på dørmåtten, lige under brevsprækken i den enorme dobbelte hoveddør. Nysgerrig efter, hvad der var blevet sendt til familien, samlede hun stakken op, og bladrede dem hurtigt igen. De fleste bestod – som altid – af breve til hendes forældre en forretningsmæssig sammenhæng, og var derfor helt uinteressante. Kedeligt. Hun gik op ad trappen igen, og skulle netop til at smide brevene på det nærmeste bord, da hun fik øje på et, som ikke var adresseret til hendes forældre – men til hende selv. Overrasket, åbnede hun brevet, og begyndte at læse.

”Brayden!”, udbrød hun, idet det gik op for hende, hvad det var hun stod med i hånden. Et brev. Fra ham. Han var hendes fætter, men efterhånden som tiden var gået, var hun begyndt at betragte ham mere og mere som en bror. Hendes forældre var sjældent hjemme, og han var en form for erstatning for det selskab og den støtte, der ikke rigtigt var at hente hos dem. Han var i militæret, og havde været i Afghanistan i en længere periode. Hun var altid splittet omkring, hvordan hun skulle føle, når han tog af sted. På den ene side, var hun glad, fordi hun vidste, at han var glad for det, og at det var noget han gerne ville, men på den anden side, sad hun også og så alle nyheder flere gange, for at være sikker på, ikke at gå glip af en eneste bemærkning om Afghanistan. Hun var naturligvis bange for, at der skulle ske ham noget, og lettelsen over, at have ham hjemme igen, var ganske ubeskrivelig.

Giselle tog en hurtigt beslutning – hun ville se ham, og det skulle være hurtigst muligt. Hun greb en børste på vej ind i sit walk in-closet og begyndte at børste de brune lokker imens hun valgte et par stramme jeans, og en løs skjorte. Begge dele fra Gucci. Hun matchede dem med et par sneakers fra Prada, og den nye takse fra samme mærke – den nyeste gave fra hendes far. Det brune hår krøllede blødt ned af hendes ryg, og hun besluttede sig for ikke at gøre mere ved det, end at rette lidt på lokkerne med en hårspray. Efterfølgende lagde hun en diskret make-up, løb ned af trapperne, låste døren efter sig, og satte kursen mod den bygning i Terre, hvor han boede.

Vejret var ikke til at tage fejl af. Solskin og skyfri himmel. Det var dejlig varmt og oveni det, så sang fuglene også ind af de åbne vinduer i lejligheden. Den milde vind gjorde godt og fik det hele til at virke en del mere friskt end der faktisk var.
Flyttekasser. Flyttekasser. Flyttekasser. Det var efterhånden alt Brayden kunne se for sig og det syntes bare at fortsætte i en uendelighed. Da han endelig var blevet færdig med den ene flyttekasse, så stod der en mere klar ovre i hjørnet af lejligheden. Det undrede ham en smule, hvordan han kunne have så mange ting. Det meste var tøj og sådan proppet ned i kasserne, men alligevel var der en del flere, end han faktisk havde troet der ville være. At tælle dem for at finde ud af det var ikke en mulighed. Det ville han ikke, da det bare ville få ham til at føle sig som en tøs. Noget der bestemt ikke lå til den unge mand, selvom nogle nok ville kalde ham det. Han var ikke som alle de andre, selvom hans udseende nok fik folk på andre tanker. Han var bestemt ikke hverken grim eller noget i den stil, han havde bare nogle klare meninger om, hvordan folk skulle behandles og det kunne nogle gange få ham til at lyde som et skvat. At folk syntes det var ham sådan set temmelig ligegyldigt. Han havde siddet imellem 10 kasser, der stod stablet op omkring ham, da han endelig rejste sig op for at fortsætte med udpakningen. De kasser han lige havde omkring sig var heldigvis kun tøj, så det var nemt at få ryddet af vejen. Stuen og køkkenet var allerede fuldt udpakket bort set fra nogle enkelte kasser, som stod i hjørnet af hvert rum. Det var kun det vigtigste, som skulle pakkes ud nu, alt andet orkede han ikke.

Efter nogle timer blev det hele for meget for ham og han gad ikke mere. Der stod nok stadig omkring 10 flyttekasser omkring i lejligheden, men det hele lignede nu en normal lejlighed. Han sad nu i sofaen og kiggede sig en smule omkring. Det så helt hjemmeligt ud. Et smil sneg sig ind på hans læber og han foldede hænderne omkring sin nakke, imens han lænede sig bagover med ryggen mod sofaens bløde betræk. De kildede ham i nakken og det var der han blev enig med sig selv om, at et bad nok ville være en god ide.
Det var her han kom i tanke om, at han havde sendt et brev til sin kusine for ikke så længe siden. Det måtte være nået frem enten på dagen eller dagen efter, så han kunne nok forvente at få hende på besøg i den nærmere fremtid. Han trådte ud fra badet og iklædte sig noget ordentligt tøj. Han havde ellers bare trisset rundt i joggingbukser det meste af formiddagen. Nu blev det til et par ordentlige jeans og en t-shirt, som han havde fået af sin far. Selvfølelig altid med sine hundetegn omkring halsen.

Da han havde siddet i sin sofa nogle minutter og fået et velfortjent hvil tænkte han, at han lige så godt kunne gå ned med alle de ødelagte papkasser. Der var nogle stykker af dem, som ikke var til at bruge igen og der stod en container lige nede ved foden af bygningen, så det kunne ikke blive mere perfekt placeret. Han stak i sine sko, tog pappet op under den ene arm og lukkede døren med den anden, imens han begav sig ned af trapperne. Det var kun fra 1 sal og ned til stuen, så der var ingen beklagelser fra ham af. Der var også kun 3 sale i det lejlighedskompleks, så det var ikke så slemt, som det kunne være en masse andre steder, hvor der var både 5 og 6 etager i en bygning uden elevator. Puha... Ganske vidst var han trænet, men der var grænser for galskaben. Det ville nok få selv ham til at miste pusten. Det var altid langt mere hårdt at komme op af trapper, end det var at løbe, som han efterhånden var godt kendt med.

Han fik læsset det overskydende pap op i containeren og skulle lige til at gå ind i sin lejlighed igen, da han fik øje på en pige lidt længere nede af gaden. Der var ingen form for tvivl. Det var Giselle. Det mørke hår og fine form var ikke til at tage fejl af. "Nå så kunne du ikke holde dig væk længere?" spurgte han med et stort smil på læben, da hun var nået så langt hen til ham, at han vidste, hun ville kunne høre ham snakke. Hans stemme var forhøjet en smule og han havde også selv sendt brevet, så han vidste godt, at der ikke ville gå længe. Den unge pige var efterhånden blevet som en søster og ikke blot et andet familiemedlem, som man aldrig snakkede med. De var tættere end de fleste, selvom der var så mange år mellem dem. Han vendte sig derfor mod hende med et smil og åbnede armene som tegn på, at hun kunne hoppe i dem, hvis hun ville.

Giselle tænkte ikke rigtig over, at hun kom lettere uanmeldt. Det gjorde hun tit, når hun regnede med, at hendes fætter var hjemme. Hun følte sig velkommen hos ham, og lige så velkommen som hun følte sig, ligeså velkommen var han hos hende. Det var hun rimelig sikker på, at han godt vidste – det havde hun i hvert fald fortalt ham. Hun nød hans selskab, og deres tætte bånd. Sammen med ham behøvede hun ikke at leve op til noget, han forventede ikke at hun skulle være på en bestemt måde, som hendes omgivelser i hverdagen gjorde. Det gav hende en del at leve op til, når hun havde et image som den populære, rige arving, hvis ansigt, havde prydet en del forsider på forskellige blade efterhånden. Hun følte i hvert et form for pres, fordi hun havde en del, hun skulle leve op til. Dog ikke forstået på den måde, at hun var træt af at være Giselle – for det elskede hun skam. Ind i mellem var det bare rart at slappe af, og være sig selv. Det kunne hun sammen med Brayden. Desuden, fungerede han jo også som et familiemedlem for hende – det var jo det han var. Men det føltes som om, at han var blevet langt mere for hende, end blot en fætter. En bror, var efterhånden en mere korrekt betegnelse for, hvordan hun havde det med ham. Skønt de ikke var biologiske forbundet således, føltes det nu alligevel som om, at de virkelig var søskende.

Hun nærmede sig bygningen hvor Braydens lejlighed lå. Udenfor gik en ung mand rundt med en stakke papkasser – eller resterne af dem, lignede det. Da hun kom tættere på, genkendte hun ham.

”Brayden!”, udbrød hun, og satte i løb hen mod ham. Hun takkede sig selv i tankerne, for at have valgt sneakers i stedet for høje hæle. Ikke, at høje hæle plejede at besværliggøre hendes bevægelser, men uanset hvor godt hun gik i dem, var de altså ikke særligt egnede som løbesko.
Et bredt smil have bredt sig over hendes læber, idet det var gået op for hende, at det var ham. Smilet blev kun endnu bredere, da han bredte armene ud, så hun kunne kaste sig i dem – han måtte have gættet sig til, at det var det hun havde tænkt sig at gøre.

Hun hoppede i hans arme og lagde armene om hans nakke.
”Selvfølgelig kunne jeg ikke holde mig væk”, svarede hun ham, og mærkede tårerne presse sig på. Ikke fordi, hun var ked af det – det var simpelthen glædestårer. Hun havde savnet ham så ubeskriveligt meget, og hun var ydermere lettet over, at han ikke var kommet noget til. Det var jo en krig; folk kom til skade, folk døde! Men ikke hendes Brayden.. der måtte simpelthen ikke ske ham noget. Det elskede hun ham for højt til.

//Undskyld længden ^^'//

Brayden havde ikke rigtig noget imod, at hun bare kom og gik som det passede hende. Sådan havde det været i mange år. Hun havde sandelig heller ikke brug for nogen invitation, det håbede han da også på, at hun var klar over. Han ville lyve, hvis han sagde, at han ikke nød den unge piges selskab. Hun var en dejlig pige, som desværre havde alt for meget pres på sine skuldre. Især så ung som hun var. Blot 16 år gammel og allerede for mange år siden begyndt at blive presset til at blive dit og dat. Sådan var hans onkel desværre og det var der ikke noget at gøre ved det, det havde han fundet ud af for mange år siden efterhånden. Derfor virkede han som en støtte for hende, den bror hun aldrig fik. En, som ikke stillede nogle krav til hvordan hun skulle være og hvordan hun skulle opføre sig. Han forventede ikke andet end at hun var sig selv omkring ham. Han havde nogle gange måttet sætte hende på plads, fordi hun opstillede den irriterende facade overfor hende. Hun havde heldigvis lært det siden og det havde ikke været nødvendigt mere end en eller 2 gange. Hun var virkelig noget af det vigtigste i hans liv og hun var ikke blot en kusine, men en søster for ham.

Han rettede sig helt op, da han pludselig hørte sit navn blive råbt. Smilet formede sig på hans læber og han kunne ikke lade være med at smågrine, da hun satte i løb hen mod ham. Det var da altid noget, at hun ikke havde høje hæle på. Det kunne godt være, at han var en smule gammeldags, men i hans hoved, var hun altså stadig et barn og burde ikke klæde sig som en voksen, men den samtale kunne de altid tage senere. De var ikke et perfekt søskendepar og havde da også haft deres skænderier, men det skulle man næsten have, så tæt et forhold som de havde sammen. Han fortsatte med at brede sine arme ud, da hun kom tættere på.

Han kunne pludselig mærke hende i sine arme og hendes arme omkring hans nakke. Han lagde armene sammen under hendes lår og løftede hende op, så hendes fødder slap jorden. Han kunne se nogle tårer titte frem i hendes ene øjenkrog og rystede med det samme på hovedet over det. "Giselle.... Jeg er her nu. Jeg er ok. Lad være med at græde" sagde han stille og placerede et lille kys på hendes pande, inden han greb ordentligt fat omkring hende og løftede hende yderligere.

"Hold godt fast" sagde han og gik ind af døren til opgangen. Heldigvis var han så stærk, at han kunne holde hende oppe med en enkelt arm og åbne døren til sin lejlighed med den anden.
Det var ikke meget, men alligevel en fin, lille lejlighed der passede fint til en mand som ham. Han lukkede døren bag sig, jokkede ud af sine sko og satte derefter imod sofaen. Han vidste af erfaring, at hun ikke ville slippe ham lige foreløbig, så satte sig ned i sofaen med hende på sit skød og gav sig til at nusse hendes ryg.

Giselle kendte udmærket til Braydens holdning omkring hendes påklædning. På det punkt, var han virkelig som en bror for hende. Han mente ikke, at hun skulle klæde sig ”voksent”, eftersom hun kun var 16. En alder der – ifølge ham – betød, at hun stadig var barn. Sådan, havde hun i hvert fald opfattet det som om, at hans holdninger var. Hun vidste ikke hvorfor. Men en smule komisk, kunne hun nu ikke lade være med at synes, at det var. Hendes valg af sko, havde dog ikke noget at gøre med Braydens holdninger.

Tårerne trillede stadig ned af Giselles kind, imens han talte. Ja, selvfølgelig var han okay nu – det kunne jo se, med sine egne øjne. Der var ikke sket ham noget – det var hun også godt klare over. Men tanken om, at der kunne være sket noget, var den der nagede hende. Det var jo trods alt ikke et hvilket som helst arbejde, han havde fået sig der. For det første var det geografisk set ekstraordinært og usædvanligt. Han befandt sig jo i et helt andet land. Ikke nok med det, så var landet også et af de mest farlige, at opholde sig i. Hun var sikker på, at hun umuligt havde været den eneste, som havde været bekymret, selvom hun godt nok vidste, at hun måske havde overdrevet det lidt. Hun havde altid været god til at forestille sig værst tænkelige udfald i langt de fleste situationer, hvilket havde gjort, at hun nervøs havde skævet i sin telefons retning, hver gang den havde ringet, fordi hun for alt i verden ikke ønskede, at modtage et opkald med beskeden om, at der var sket ham noget.

”Jeg ved det godt..”, mumlede hun og begravede ansigtet i hans trøje. Heldigvis havde hun ladet make-up være make-up, og besluttet sig for, at se naturlig ud, uden den form for stads i ansigtet netop den dag. Ikke, at det gjorde den store forskel. Hendes øjenvipper var alligevel så lange og sorte, at det lignede hun havde mascara på. Huden var pletfri, og havde en naturlig, brun farve. I princippet behøvede hun ikke make-up’en. Hvis hun havde haft make-up på, ville det hurtigt have være til at se på Braidens ellers så rene t-shirt.
”Jeg er bare så glad for at have dig hjemme”, snøftede hun. ”.. i god behold” blev der tilføjet efter et par sekunder.

Hun løftede hovedet, da han bad hende om at holde fast, som hun lydigt gjorde. Et smil fandt igen vej til hendes læber, da hun så, hvad han var i gang med. Han bar hende hele vejen ind i lejligheden, med den ene arm, som om hun ikke vejede noget. Han var jo også muskuløs og trænet – for ham, vejede hun nok ikke specielt meget. Hun følte sig tryg der - i hans arme. Hun var slet ikke i tvivl om, at han passede på hende, og var der for hende. Hun var virkelig glad for, at hun havde ham at støtte sig til, når tingene gik skævt. Det, havde hun naturligvis også savnet, men også bare det der med, at hun kunne tage over til ham, når hun lige ønskede det. Hun havde flere gange taget sig selv i, næsten pr. automatik at sætte kurs mod Braydens hjem, eller et af de steder, hvor hun normalt kunne finde ham, fordi hun i et kort øjeblik havde glemt, at han slet ikke befandt sig i Di Morga. Det virkede alt sammen til at være så langt væk nu – hvilket det ikke var. Det var ikke mere end et par dage siden, hun sidst havde gjort det.
Giselle havde stadig armene om Braydens nakke, og havde ikke i sinde at flytte dem foreløbigt. Sådan havde det været før, og hun fik hurtig en fornemmelse af, at han godt vidste, at hun ikke ville løsrive sig fra ham lige med det samme. Smilende lod hun sit hoved, hvile mod hans skulder imens han nussede hendes ryg.
”Så.. hvordan var det? I Afghanistan?”, spurgte hun, da tårerne efterhånden var holdt op med af løbe om kap, ned af hendes kinder.

Brayden kunne så småt mærke de stille tårer, der fandt sig vej ind til hans t-shirt. Så det blev en af de dage med hende. Det var skam ikke første gang, at han havde siddet med en grædende pige på sit skød, og det gjorde ham ikke noget. Han hadede at se hende græde, men alligevel var han ikke ukendt med det. Han havde da før været sammen med hende, hvor der var blevet smidt nogle stykker. Han fortsatte blot som han plejede med at holde hende tæt til sig og berolige hende på den måde. Der var ikke noget at sige til, at hun havde været urolig for ham. Det var ikke blot en normal, men en tit fremkommende reaktion fra familiemedlemmer, hvis kære dragede i krig.

Hun havde måttet være ved at dø af bekymring omkring ham og det gjorde ham en smule ked af at tænke på, hvor meget hun havde tænkt over det. For ham forekom det som en helt normal ting at gøre, nu hvor hans side af familien så mange generationer havde været i hæren. Der havde ikke været den mindste smule tvivl om, at det skulle være sådan. Det havde været en normal ting for ham at skulle i krig, fordi han allerede som helt lille havde oplevet sin del af tragiske hændelser både fra film og så også fra faktisk at have været med ude på diverse øvelser og missioner. Der kunne være sket så meget ja, og det havde da også været tæt på mere end en gang, men som sagt og set var han stadig i et stykke. Han havde også været langt væk og kontaktmulighederne havde derved også været begrænsede. Han havde ringet til hende nogle gange på det 1,5 år, men det var ikke blevet til mere end det, da han havde befundet sig midt i en krigszone og det at ringe hjem ikke lige var det første man kom i tanke om.

Han kunne ikke lade være med at fnise af hendes mumlen og vendte kort hendes hoved mod sit eget, så han kunne lægge sin pande mod hendes. "Så lad være med at græde. Du ved godt jeg ikke kan holde ud at se dig ked af det" hviskede han stille og placerede et kys på toppen af hendes hoved, inden han igen slap hendes hage og lod hendes ansigt falde ned på hans brystkasse igen. Han nussede fortsat hendes ryg med blide bevægelser, imens hans arme var låst omkring hendes liv.
"Jeg er også glad for at være hjemme igen" hviskede han stille og smilede på samme tid. Han sagde ikke noget til hendes sidste kommentar, men smilede blot over det.

Der var ikke på noget tidspunkt den mindste tvivl om, at han altid ville beskytte hende. Han ville ikke lade nogen gøre hende ondt og hvis nogen gjorde, og han på samme tid fandt ud af det, så skulle der nok blive uddelt tæsk. Normalt var han ikke den voldelige type, med mindre det havde noget med hans job at gøre, men hvis nogen gjorde dem han elskede ondt, så fik piben straks en anden lyd. Så var han fuldkommen ligeglad med, hvad der skulle til, så skulle han skam nok få hævn. Han havde savnet at have hende omkring sig, men nu hvor han var flyttet til hendes by, så ville det slet ikke være noget problem længere. Heldigvis da.
Han havde siddet lidt med hende, da hendes spørgsmål kom og han rynkede på næsen. Han skubbede hende en smule tilbage fra sit bryst, så han kunne lade sit blik møde hendes og kiggede en anelse alvorligt på hende. Hendes tårer var holdt op med at løbe, hvilket han var glad for, men han havde ikke tænkt sig at svare hende. Ikke helt i hvert fald.
"Pus... Lad være med at stille spørgsmål, som du inderst inde ikke vil have svaret på" sagde han roligt og lod sin hånd køre ned af ryggen på hende igen. Han havde set, gjort og oplevet meget dernede, som ikke skulle for uskyldiges ører.
"Hvad med dig? Hvordan går det her?" tilføjede han så til sidst med et roligt smil.

Giselle have grædt foran Brayden et par gange før. Det var en "stor" ting for hende, eftersom hun af princip aldrig græd foran andre. Men som allerede nævnt, så behøvede hun ingen facader, når hun var i hans selskab, så hun lod blot tårerne løbe, hvis det var det, hun havde brug for.
"Tak, Brayden.. du er den eneste jeg kender, der lader mig tude på éns t-shirt.." hun nikkede ned mod de våde pletter på hans t-shirt, som hendes tårer havde efterladt sig. Han havde ikke brokket sig overhovedet, men blot ladet hende græde. Det var ikke første gang, han havde fungeret som den form for støtte for hende - også det, var hun ham umådeligt taknemmelig for.

Hun nikkede smilende, da han bad hende om at stoppe med at græde, hvorefter han placerede et kys i hendes pande. Det havde altid en trøstende effekt på hende, og hun kunne ikke lade vær' med at smile. Det var helt utroligt så meget omsorg Brayden altid viste for hende. Hun holdt virkelig af ham, og det forhold de havde. Det var rart at være "passet på" ind i mellem.

Giselle havde nok håbet på, at få af vide, at Afghanistan slet ikke var så slemt, at der ikke døde nogen, at det kun var det pure opspind fra avisernes side af. Men inderst inde, vidste hun jo godt, at det ikke forholdt sig sådan. Der var krig, og der skete virkelige slemme ting dernede - garanteret værre ting, end det medierne valgte at fokusere på. Hun respekterede Braydens mening, når han sagde, at det ikke var et spørgsmål, som hun ønskede svar på. Han kendte hende godt nok til, at han kunne tage den beslutning for hende. Desuden, var hun overbevist om, at hvis han fortalte hende, alt om begivenhederne dernede, ville hun aldrig lade ham tage afsted igen. Det var farligt - det måtte hun bare leve med. Og så måtte hun stolt på, at Brayden var en god løjtnant, og vidste hvad han lavede. Han var jo kommet hjem i et helt stykke, trods alt. Han var modig og stærk. Han skulle nok klare sig.

"Det går fint. Far er taget på forretningsrejse igen. Med hans sekretær. Hun er 10 år yngre end ham. Jeg håber virkelig, at han tænker sig om". Brayden var den eneste, hun på noget tidspunkt, ville dele sådanne følsomme informationer som det, hun lige havde fortalt ham. Men hun havde brug for at vende sine bekymringer med ham.

Brayden vidste godt, at tårer ikke lå til den unge pige og det var også sjældent han så det. Det var sket nogle gange og hver gang havde han reageret på samme måde. Han havde blot ladet hende græde ud, hvis hun havde brug for det og han var nok også den eneste, hun faktisk kunne gøre det med.
Han smilede blot over hendes kommentar og lod den ene hånd køre op omkring hendes hår og nusse en smule der. Han sagde ikke noget til de våde pletter på sin t-shirt. Det var jo ikke noget, der gjorde nogen som helst form for skade og han havde da også oplevet en hel del værre end det. Hans t-shirt havde været meget mere våd end det en af de få gange han havde set hende græde. Det var sundt at græde, sagde de kloge mennesker og han var enig med dem. Han gjorde det da også selv få gange. Han ville altid være der for hende. Lige meget hvad.

”Altid min skat” sagde han stille og kyssede hende på panden igen, da han kunne se det virkede på hende. Alle kneb gjaldt for at få hende i godt humør igen og han havde mange tilbage, hvis det skulle være det. Omsorg var noget af det, som han altid var klar til at give hende. Altid. Han blev lettet over at se hendes smil og kunne ikke lade være med at blive en smule mere rolig. Han hadede virkelig at se hende græde. Virkelig. Det gjorde helt ondt på ham, da han holdt så ufatteligt meget af hende.

Han ville ikke snakke omkring sin tid i krigen. Hun havde vel selv hørt omkring det i radioen og på intetnettet. Han havde på fornemmelsen, at hun havde tjekket nyheder mange gange omkring tiden i krig. Han kendte hende efterhånden godt nok til, at vide hvad der var bedst for hende. Det var meget farligt og det vidste han også godt, men det var det liv han havde valgt at leve og hun vidste også godt, at han på hvilket som helst tidspunkt stod klar til at skulle af sted igen. Det kunne blive i morgen, hvis det skulle være det og det havde hun været advaret om mange gange. Han var overbevist om, at hvis hun fik alle de ting af vide, der var sket dernede, så ville hun aldrig slippe ham af syne igen. Det ville han nok ikke kunne klare. Det var alt for meget at give af sit liv. Han ville ikke give slip på det, også selvom det betød, at han måtte give afkald på et normalt familieliv. Men igen. Han var vokset op sådan, så det var ikke noget nyt for ham. Det var det for Giselle, men hun havde også snart lært det.

Han rynkede en smule på næsen over den information og gav så et suk fra sig. ”Han bliver da heller aldrig klogere” sagde han stille og kunne ikke lade være med at ryste på hovedet. ”Jeg er sikker på det nok skal gå fint” sagde han stille og lagde armene tættere omkring hende.
Følsomme informationer var ikke det der skulle til lige nu. Han lagde derfor sin hånd på hendes kind, lod sine øjne møde hendes og lænede sig derefter mod hendes øre. Dette plejede at gøre hende gladere, så mon ikke det virkede nu. ”Jeg elsker dig. Af hele mit hjerte. Lad være med nogensinde at ændre dig” hviskede han og kyssede hende kort i håret, inden han lænede sig tilbage i sofaen igen.