The Ugly Story of His Life - Karon Richi Biografi.

Kapitel 1 - Opvækst

10 år og en rigtig krøbling. M'snierhken var ikke bare anderledes på grund af hans mørke hår, der matchede den sorte hud, men også fordi han ikke var den stærkeste i gruppen. Faktisk var han så atletisk elendig, at de andre børn i klassen pegede fingre og kaldte ham for et 'menneske', da racen homosapien i deres øjne var af laveste status og styrke.
Hans lange hår var altid flettet, og blev som regel målskive for de andre, hvor de altid hev og flåede i det for at få M'snierhken til at falde på røven. De voksne sagde intet, ikke engang drengens forældre, der så ham som svag hvis han ikke engang kunne slå fra sig af egen kraft.

Den behandling havde han skulle holde ud i flere år, mobbet og plaget, overhældt med tusseslim og spændt ben for, tvunget til at æde kaninbæ og kysse den grimmeste pige i klassen.
Og det var ikke engang de værste drillerier, han skulle puttes igennem. Så for at sige det kort, kunne man ikke sige, at hans opforstring og barndom var noget nær optimal.

Desværre var han heller ikke særlig kvik, på trods af allerede at mangle de mere fysiske kendetegn. Altid skældt ud over at sove i timerne, især i historie og sprog, fik han også oplevet op til flere gange med tæv af de mere voksne sortelvere. Og ingen trøst var at finde, når han kom grædende hjem til hytten; kun skuffede blikke og en kold tsk'en.

Men der var én ting, de aldrig kunne tage glæden fra ham ved. For et par år siden havde M'snierhken sneget sig væk, ud i den skumle skov, for ved et tilfælde at finde en lille smuk sø, hvor dyr af mange racer nød det kolde drikke. Han havde hoppet ned i vandet, svømmet en smule, for at opdage et andet individ. Men denne person, voksen af udseende, var ikke noget nær sort. Hans hår var blond, øjnene lyseblå, og huden hvid som sne. Det havde forvirret drengen, der aldrig havde set andet end sortelvere i sit korte liv, og han havde svømmet nærmere for så at vinke til manden.

Det havde været starten på et langt venskab. Manden, der hed Carlosey, havde valgt at tage drengen til sig og oplære ham i simple forsvars- og angrebsteknikker, der kunne forbedre hans krop og sind på så mange punkter. Og det viste sig hurtigt, at alt det tog for drengen til at blive stærkere, var en kærlig hånd og venlige ord.
Men lykken ville ikke vare for evigt.

3 år senere, da M'snierhken var 13 år gammel, havde en af de voksne fulgt efter ham hen til søen, hvor den voksne sortelver havde opdaget det menneske, der havde trådt ind i deres territorium. Med håbet om forfremmelse i deres personlige milits, sprang den voksne elver frem i forsøget på at dræbe Carlosey. Men manden havde ikke været almindelig.

Den unge dreng så sin læremester mutere for øjnene af ham. Et højt, savlende bæst, der lignede en tobenet ulv, stod foran ham og flåede halsen op på sortelvermanden med kun brug af sine kløer. Blodet fra halsen ramte M'snierhken i medfarten, og en enkelt dråbe fandt vej ind til hans tunge, ved et uheld.
Istedet for at fjerne dråben, smagte drengen på det og fandt en ubehagelig lykke ved det.. Det smagte jo faktisk ret godt, tænkte han i et splitsekund, før læremesteren atter stod i menneskelig form og ruskede i ham. Han kiggede forbavset på Carlosey, og smilede da, for at komme med et ønske, der ville forandre hans liv for altid...

"I wanna be a two-legged wolfie too, teacher.. Can I become one too..?"

Læremesteren troede ikke sine egne øjne og ører, men drengen var seriøs. med alle de år, mobbet og skubbet rundt og hadet for sit specielle udseende, havde han fået så stor tiltro og håb i læremesteren, at det ikke var til at skubbe væk igen. Ikke engang efter han havde myrdet en af drengens voksenbekendte.

Det var nok det dummeste valg, han nogensinde havde foretaget, men nikkende lod han sine tænder forvandle sig til grusomme store bisser.. Og stak hul i drengens maveskind, for at indføre den virus, der ville gøre ham til et vanvittigt monster i fremtiden..
Det, der ville gøre ham til Karon Richi, Di Morgas massemorder.

// Sig endelig jeres mening, både ris og ros er velkommen! ^^ //