Unexpected.

Med hurtige skridt blev Autumn ført fra A til B. Timerne lå nærmest op ad hinanden, imens lokalerne tit lå flere bygninger fra hinanden. Ikke at hun havde flere planer for den nuværende dag, men dagens travlhed lå stadig i hendes nerver. Tvang hende op i det samme halvt gående, halvt løbende tempo. Også selvom hendes nuværende mål blot var biblioteket. Hvilket var en a de afdelinger, hun egentligt ikke havde brug for at komme til i tide. Med mindre hun valgte at komme lige inden hele skolen ville lukke ned. En ting hun vidste med sikkerhed, ikke ville ske lige foreløbig. Solen var trods alt stadig oppe, og klokken viste kun få minutter over fire.
Til trods for den lille djævels hastighed, syntes hendes hoved at forholde sig helt fredsfyldt. Specielt det øjeblik hun lod sit blik glide ud imod vinduerne på gangen. Hun savnede egentlig lidt at have tidligt fri fra skole, og bare sætte sig udenfor og når at se solnedgangen i disse vintertimer. Men hun var ikke længere en del af folkeskolen. Hun havde taget sit skridt længere op. Også selvom hun mest af alt endnu lignede en, der var fra 1. G. Hvilken tragedie ikke at have meget ændret ved sit udseende igennem ordene. Ikke at hun klagede, men visse problemer opstod. Af og til. Et lille smil fandt roligt sin vej imod hendes læber, ved synet af de sidste af solens stråler. Der ville ikke gå særlig længe, inden Di Morga ville være lægget af mørke endnu engang. Hvor elskede hun dog vintertiden. Den bedste tid på året. Mon det ikke snart ville begynde at sne?

Med ét, blev hun dog trukket ud af sin trance, i samme øjeblik hun kunne mærke et svagt stød igennem sin krop. Hun vågnede med det samme op, og nåede lige at lægge mærke til den person der passede forbi hende. Eller rettere sagt, den person hu nådesløst havde stødt ind i. Hun følte, hvordan hendes over krop blev tvunget til at dreje, som hendes skulder ramlede ind i hans. Hun drejede dog nærmest hele vejen omkring, samtidig med at hun fumlende fandt sin balance igen. Og det var næppe gået godt, hvis ikke hendes tag om den bog hun havde i sin favn, havde været fast nok.
”Oh! I’m so sorry!” Med det samme lod hun ordene forlade sine læber, i det øjeblik hun fik bedre kontrol over sig. Hun rettede kortvarigt sine abnormalt blå øjne imod ham, for også at sende denne unge mand et undskyldende blik. Hun skubbede efterfølgende sine briller bedre på plads på næseryggen, inden hun blot fik rettet på den slidte rygsæk og vendt sig om for at forsætte sin vej ned ad gangen. Dog en smule langsommere, som hun forsvandt tilbage til synet af solens gang ned. Hun så næsten helt ud til at længes det hun så. Men smilet, der hurtigt fandt sin vej igen, virkede hun ikke trist over ikke at kunne nå imod udsigten, andet end igennem et vindue. Hun strøg fraværende en tot vildfaren hår om bag øret og fugtede sagt læberne. Uden rigtig at tage sig så meget af sine omgivelser, som hun nok burde efter sammenstødet. Bare så det ikke skete igen.

Påklædning :: Han har en hvid t-shirt på, samt en åben læder jakke, derudover en mørk hue også et par hullede jeans og nogle sorte convers.

Et suk stoppede den ellers så fine stilhed, der rummede over gangen, hvorfor? hvorfor lige tage universitet om igen, han havde været der en gang, hvorfor igen? Nogle gange fattede han ikke sig selv, til tider var det svært at føle sig splittet mellem godt og ondt, da det tit ledte ham ind i problemer eller bare situationer hvor han ikke forstod sig selv. Han rystede på hoved, fjernede sig fra skabets ellers så kolde overflade, lod sig selv begive sig mod den næste time. Det var det mindste han kunne gøre for at få tiden til at gå, uddødelighed kunne blive noget af en kedelig oplevelse, specielt hvis man intet havde at lave.
Med hænderne nede i lommerne, begav han sig mod den anden fløj, med tankerne et helt andet sted henne. Normalt var han ikke typen der tænkte så meget over tingende, det havde mere været hans tvillings job...altså dengang han levede. Han blev revet ud af sine tanker, da han ramlede ind i en ung pige, hurtigt greb han ud efter hende, dog så det ud til at hun ikke havde brug for hans hjælp. Han smilede skævt og kløede sig i nakken "no problem, mistakes happen all the time, don't think about it" blot fra første ord var det tydeligt at høre frankrig nok ikke var hans nationalitet, hvorimod de britiske lande nok mere var.

Som hun vendte sig om for at gå videre, gjorde han det samme, dog stoppede han sig selv, da det hele slog ham. Han havde fornemmet hun ikke var menneske, men hvorfor havde han ikke kunne fornemme hendes evner, han var efterhånden blevet god til at kunne fornemme enhver evne omkring sig, så hvorfor ikke hendes? Han vendte sig hurtigt om og fik set hendes skikkelse forsvinde. Det kunne ikke være muligt, eller jo det kunne det, men han havde endnu ikke mødt en med samme evne som hans egen...så kunne det virkelig være sandt? at hun havde den samme evne til at være immun?
Han rystede på hoved og lagde det på skrå, Skulle han? Men for hende var han blot en fremmede. Han stønnede og nysgerrigheden tog over ham og hurtigt fulgte han hende "hej! excuse me" kaldte han og forsøgte at hælde ind på hende. Han lagde en hånd mod hendes skulder og smilede skævt til hende "I know this is weird, but can i ask you a question?" spurte han og trak hånden til sig igen, så indgående på hende

Automatisk blev hun trukket tilbage til den virkelig verden, idet hun hørte den samme stemme som før. Det tog hende dog lidt tid, at få stoppet helt op, og hun nåede knap nok at få vendt sig om, inden hun kunne mærke en hånd imod sin skulder. Der blev sendt et svagt stød igennem hende, som han rørte hen, men hun fik kæmpet sig hen til ikke at rykket sig alt for hårdt væk. Og det så ud til at lykkedes hende, som hun roligt drejede omkring for at stå mere med fronten imod drengen foran sig. Hun fik taget et bedre tag i sin bog og skubbede den en smule ind imod sig, om hun lyttede til, hvad han nu engang havde at sige. Hun blev en smule overrasket, men hun viste det ikke frem. Som sådan da.

”Weird? I have never seen a question as weird.” var det første der forlod hendes strube, efterfulgt af en kort latter gemt inde I hendes stemme. Hun trippede en smule på stedet, og fik nu endelig helt ansigt til ansigt med ham. ”But sure. Go on. I’ll answer to best I can.” Smilet fra den kort latter forblev fremme på hendes lettere tørre læber. Hendes blik var lige så imødekommet som en engelsk. Eller et menneske for den sags skyld. Men hun havde ikke samme glød, som det så ud til at denne fremmede person havde. Men så ikke alligevel. Fraværende lagde hun sit hoved en smule på skrå, alt imens hun diskret studerede ham. Prøvede selv at finde ud af, hvad han ønskede at vide igennem hans egne øjne. Det undrede hende vel også, at han sådan havde taget kontakt til hende. Men så igen. Helt afvisende var hun heller ikke. Den stilling hun havde låst sin lille krop i, virkede mest af alt åben. Burde hun lave om på det? Det ville sikkert være umuligt. Så nemt var det heller ikke at ændre på sin personlighed eller attitude.
I vente tiden begyndte hun forsigtigt at fugte sine læber med tungespidsen og sank efterfølgende en smule spyt, der havde samlet sig over hendes tunge. Blot for at undgå at begynde og smaske næste øjeblik, hun ville tale igen. Hvis det da var tilfældet. Og lidt efter lidt begyndte hun at undre sig lidt over, hvem han egentlig var. Hun havde godt nok ikke set alle eleverne på skolen, men nu hvor hun stod mere direkte med en, kom det lidt bag på hende. Lige indtil hun mindede sig selv om sine asociale gerninger.

Han smilede og nikkede, kløede sig igen i nakken "I know, my brother use to tell me that" sagde han med et skuldertræk, James plejede at være den kloge af de to, hvorimod han selv var den mere frie og ubekymret af dem. Han undrede sig, han kunne fornemme djævelen i hende, men på samme tid var det ikke som nogen gang han havde mødt en anden djævel, hun var så meget anderledes end de var og det var tydelig at se på den måde hun var omkring ham. Havde hun været som alle de andre af hendes race, ville hun som han forventede stikke ham en ond bemærkning også gå igen.
Hendes ord om at hun ville svarer så godt som hun kunne, fik ham til at klukke og nikke, på grund af sin engleside havde han mere liv i sig, end så mange andre, venlighed og varme var tydelig at sporer i hans øjne, som de lå på hende. Han lagde hænderne i lommerne "okay, I have no idear how to say this properly, so I'm just going to say it straight out" kort så han tænksom ud, næsten som ledte han efter ord og smilet var forsvundet, derpå erstattet med en mere tænksom mine "I know your a devil...but thats not why i wanted to talk to you" han rullede med øjnene af sig selv, wow han var god med ordende i dag, virkelig god til at få sin pointe ud, det overraskede ham ikke hvis hun gik hen og troede han var en idiot...eller måske værre end det.

Han knækkede i nakken og sukkede "you see I can sense other peoples powers, even their strenght and sometimes their weaknesses, but with you...I can't sense anything" forklarede han og betragtede hende nærgående, hun virkede anderledes end andre, måske endda spændende. Okay nu havde han forklaret det, nu kom det endelige spørgsmål og siden det nu allerede gik så godt for ham, kunne det umuligt blive værre "I'm sorry if I sound weird, but I havn't talked to so many people in a long time...but what i wanted to know is....what is your powers" spurte han og undskyldte samtidig.
Grunden bag han ikke havde haft den store kontakt til folk, var blot at efter brorens død, havde han ikke den store lyst til at være omkring andre, det gjorde ondt at blive mindet om hvordan han døde og at han selv kunne havde gjort noget ved det, gjort noget så det havde været undgået. Han havde i nu godt 100 år gået for sig selv, uden at sige det store til folk, han snakkede kun hvis det var absolut nødvendigt, men ellers gad han bare ikke. Så hun var nok en af de første han i mange år talte til, af egen fri vilje, så han håbet på ikke at lyde alt for dum

Som han begyndte at tale, kunne hun med det samme mørke usikkerheden omkring sig selv. Hun fik det en smule ubehageligt, men ikke så meget på grund af hans selskab, men mere de punkter han pludselig begyndte at trykke på. Han syntes at vide for meget allerede. Og i det hele taget ordet ’djævel’, satte en dårlig smag i munden på hende. Eller det var nok ikke så meget ordet. Men det faktum at han satte hende ind i den bås. Det var sandt og det hele. Men hun havde stadig problemer med at indse det til. Det ville tage sin tid. Det var hun godt klar over. Rom blev trods alt ikke bygget på én dag. Dog kunne hun ikke lade være med at reagere som hun nu engang gjorde. Afvisende. Og hun trak sig tydeligvis lidt væk.
Smilet sad ikke så tydeligt på hendes læber og et mere fortvivlet udtryk lå over hendes kønne blege ansigt. Hendes læber var svagt adskilte, som forsøgte hun rent faktisk at sige noget. Komme med et svar. Hun så væk. Undgik øjenkontakten. Hun så ned af sig selv og strammede grebet om sin bog, inden hun tog et lille skridt bagud. Hun burde lære at ikke vise sine reaktioner så tydeligt som hun gjorde i øjeblikket. ”I.. I don’t have…any powers..” sagde hun så endelig en smule mere nervøst en før, hun havde talt til ham. Hun så efterfølgende op imod ham igen, med et lille ubekymret og falsk smil, som ville det gøre hendes løgn meget bedre. ”But I have to…” Hun drejede hurtigt rundt om sig selv og begyndte at tage et par skridt hen ad gangen. Hvorfor var det lige at hun løb væk på den måde? Han havde ikke gjort noget galt overhoved. Det var mere at hun havde gjort noget forkert. Hvilket hun tydeligvis også havde. Hun burde ikke bare lade have gået, uden at svare ordentligt. Eller afvist på en nogenlunde høflig måde. Hun burde ikke være bange. Der var da intet at være bange for.

”Wait..!” mumlede hun lige højt nok, i samme øjeblik som hun drejede omkring igen. Hun tøvede ikke med at sætte kursen imod hybriden med faste og hurtige skridt. Hvis ikke hun havde haft en god balance og kordination af sine skridt, ville hun sikkert have væltet så lang hun var. Men hun nåede ham da uden sådanne problemer. Hun stoppede ikke langt fra ham, og hun nåede knap nok at stå helt stille inden hun fik lukket sine øjne i og skilt læberne endnu engang.
”I can drain a human of energy with just a kiss and my body neutralizes all magical abilities the moment they touches me.” Hun lød næsten helt forpustet, eftersom hun havde talt relativt hurtigt og uden de fleste pauser, da hun holdt sin kæft igen, og som hun åbnede øjnene igen, så hun mest bare undskyldende op på ham med læberne presset sammen. ”The reason why you can’t sense my powers is only ’cause … You can say I’m immune. I’m sorry I lied at first. I’m just not that proud of that part of myself.” Hun sank en smule usikkert, men efterfølgende rettede hun sig da op igen. Håbede han ikke ville tage det for tungt.