That was unexpected... (Alyssa)

Tid: 22:30
Sted: Calebs Galleri
Omgivelser: Op til flere prominente gæster der alle var kommet for at se de nye billeder

Caleb havde for nyligt afsluttet en serie af malerier omkring de syv dødssynder. Alle sammen var malet for at vise skyggesiderne af dem der havde de døssynder hvilket havde skabt en del drama i kunstverdenen. Men det var mest positivt og mange var alligevel kommet for at se dem og måske købe dem selv. Hele aftenen havde Caleb gået rundt og sikret sig at alting var som det skulle, der skulle jo ikke mangle noget når han holdte sådan en fest.
Og selvfølgelig var Caleb klædt i hvad folk efterhånden så som en uniform for ham. Et sort perfektsiddende jakkesæt med blodrød skjorte og sort slips. Og som altid var signetringen blevet pudset og sad på hans ene hånd.
Men alligevel kunne han ikke lade være med at være nysgerrig og lade tankerne flyve lidt. Han havde fået en mystisk besked omkring der ville komme en særlig gæst der havde brug for hans hjælp på en eller anden måde. Der stod dog ikke noget om hvem det var eller hvad hjælpen skulle være omkring.

Så for at skabe mindst mulig opmærksomhed omkring den mystiske gæst havde han valgt at gøre det som en hver anden af disse populære fester. Han havde prøvet den slags situationer nok til at diskretion kunne være en rigtig god idé.
Som gæsterne var ankommet, stillede en konferencier op og havde en mikrofon: "Velkommen til Gallerie Sanguine!... Nyd endelig forestillingen, gå lidt rundt og se de fantastiske værker og nyd endelig godt af gæstfriheden... Og nu til manden der har gjort det muligt... Lord Caleb DeBayle!"
Folk begyndte at klappe som Caleb kom op og tog imod mikrofonen og ventede så til folk holdt op med at klappe igen. "Velkommen til alle sammen... Temaet taler jo sin egen sag... Men som i går rundt og ser dem... Stil jer selv det spørgsmål... Har i nogen af de skyggesider billederne fortæller... Og bedøm så om ikke det vil være værd at have på væggen der hjemme... Nyd aftenen"
Caleb gik ned fra scenen som folk klappede og begyndte at gå rundt for at hilse på gæsterne

Årene var gået hurtigere end hun havde forventet, og selvom savnet til ham ikke var blevet mindre, var det nærmest blevet en vane. Et svagt minde, hendes hjerne spillede hende en gang imellem, når hun var i sine egne tanker. Nød at tænke på deres minder sammen, selvom det gjorde ondt.
Derfor havde det heller ikke taget hende specielt lang tid at vælge om hun skulle med til hans åbning for en ny række malerier eller ej.
Havde sendt ham en besked, for hun kunne faktisk godt bruge hans hjælp. Ville dog ikke bare have den fordi det var hende, men ville have den for at se om han stadig var lige så godhjertet som før.
Lige nu stod hun ude foran.. Hun ventede på at han var blevet præsenteret, så de mange mennesker ville sprede sig en smule ud. Hendes evner var vokset enormt, og det ville være meget nemmere for hende at finde ro, hvis de ikke stod i en stor klump sammen.
Denne aften var hendes hår løst og faldt blødt ned til hendes lænd. På kroppen havde hun en rød kjole, med tynde stropper og en høj slids i den ene side. Ellers nåede kjolen til gulvet. over armene havde hun et sort sjal og på fødderne et par sorte stiletter. På det ene håndled sad et bredt sølvarmbånd, der på en eller anden måde virkede malplaceret, hvilket det også var.
Det var derfor hun havde brug for hans hjælp.. Hun havde prøvet at få det af længe, men det kunne ikke lade sig gøre. Hvis hun løj, var det næsten som om at armbåndet brændte.
Lydløst gik hun indenfor, og så sig en kende omkring. der var ganske mange folk denne aften, det var der nu som oftes. De fleste blev tiltrukket af hans billeder, fordi de altid talte sandt. Langsomt gik hun ned af en af de andre gange og kiggede på nogle af de andre billeder. mest for at slippe for de mange folk. Svagt sukkede hun og så ned.

Det skete ofte at han tænkte på hende, hvor hun mon var henne i verden og hvordan det gik med hende. Selvom han havde prøvet flere gange at ryste tanken om hende af sig, var det aldrig virket. Så med tiden var han gået over til at nyde deres minder sammen i stedet for.
Flere var henne og fedte for Caleb, selvom de fleste havde rigeligt med penge så forsøgte de altid at få en bedre pris. Og denne aften var heller ikke nogen undtagelse selvom det var mere de konkurrerede indbyrdes om at få ham over på deres side. Dette var dog ikke noget der virkede.
Men ud af en øjenkrog fik han øje på hende og ganske kort var det som om tiden gik i stå. Han måtte være sikker.
Han sneg sig væk fra flokken, fik snuppet et par glas god champagne og fandt hende nede af gangen. Helt afslappet gik han hen mod hende og sagde med et lokkende smil:
"Der kom en gang en ganske særlig smuk kvinde her i galleriet.... Hun har så rødt på i dag.... Hvis ikke jeg husker helt forkert så kan hun godt lide champagne?...."

Som sædvanlig skulle alle hen og fedte for ham, det havde hun altid hadet. Hun hadede at de snakkede sådan til ham, og hendes jalousi mod de kvinder der nærmest faldt i svime over ham, var ikke meget bedre. Hun havde lært at leve med det, lært at holde det lidt mere under kontrol. Problemet med hendes evner var, at mistede hun kontrollen for meget, kunne hun først slet ikke styre det. Så det havde været en nødvendighed at lærer.
Der gik ikke længe før hun mærkede ham komme nærmere. Kunne mærke sit eget hjerte næsten hamre igennem brystkassen, og et kort øjeblik var hun bekymret for om alle andre kunne høre det, eller om det bare lød ekstremt højt i hendes sind. Lige nu gjorde hun ikke noget for at gøre mere opmærksom på sig selv, han skulle nok opdage hende før eller siden.. det havde han altid gjort.
Ganske rigtigt stod han snart ved hende, og hum så op og mødte hans smukke øjne. Smilte lidt forsigtigt og lod hovedet glide på skrå. "Det er vældig godt husket.." svarede hun smilende og tog imod det ene glas. Virkede lidt usikker. Måske fordi hun ikke vidste om det skulle til at blive akavet.
"Det er længe siden.." sagde hun blidt og bed sig en smule i læben. Lod blikket glide tilbage til det billede hun stod ved.

Hans evner havde altid gjort ham i stand til at kunne dufte folks følelser og når hendes hjerte hamrede afsted på den måde, så var det også nemt for ham at høre. Hans hjerte havde sikkert gjort det samme hvis det ellers havde slået men det stoppede det med for mange år siden.
Hans ordvalg lod til at falde i god jord så han kunne heller ikke lade være med at trække yderligere på smilebåndet som hun tog glasset med champagne.
"Fantastisk.... Så svigter min hukommelse endnu ikke.... Du ser stadig lige fortryllende ud som jeg husker.... Det er et billede der ikke forsvinder....."
Så stillede han sig helt ved siden af hende og kiggede kort på billedet foran dem. Det var et af de bedre han havde lavet men han var ikke selv helt tilfreds. "Det er det ja.... Og alligevel.... Så står vi her.... Hvad gav lysten til at kigge forbi?"
Han havde den samme varme i stemmen som han altid havde haft. Selvfølgelig havde han temperament som så mange andre men det var ikke noget han lod løbe af med ham

Alyssa så smilende på ham og bed sig en kende tænkende i læben, vidste godt at han havde hørt hendes hjertebanken, men det generede hende nu ikke rigtigt. han kendte hende og de vidste begge to godt, at følelser som deres aldrig rigtigt ville forsvinde. Uanset hvor meget man prøvede, ville det bare ikke ske. Nød at være tæt på ham igen, høre lyden af hans stemme, mærke ham.
Selvom det efterhånden var utroligt længe siden, ville hun aldrig nogensinde kunne sige at hun ikke havde savnet ham. Ville altid savne ham.. der var en million grunde til at hun burde ignorere den lille stemme i hendes indre der skreg på ham, skreg på at se ham igen og være sammen med ham. Havde prøvet længe at blokere for følelserne, for stemmen.. for den stille hvisken i hendes sind. Men det var umuligt, og nu ville hun ikke længere prøve. Ville gerne være sammen med ham, om ikke andet bare for en stund. Bare for at mindes hvad hun havde, som hun selv var skyld i var væk. Lige nu prøvede hun at finde ud af hvordan han havde det med hende, om han var glad for at se hende, og det tog ikke lang tid før at hun kunne se og mærke på ham, at han havde savnet hende og var glad for at se hende.
"Du smigre mig... Du er omgivet af smukke kvinder lige nu, og alligevel er du kun intresseret i at snakke med mig.. hvorfor? du burde hade mig.. eller i hvert fald være ligeglad med mig.."
Som han kom helt hen til hende og lod sit hypnotiserende blik hvile på billedet foran dem, Smilte hun svagt og trak på skuldrene.
"Jeg har længe haft lyst til at komme og se hvordan det gik dig.. men.. jeg har prøvet at lade være.. jeg ville gerne give dig en chance for at komme videre uden mig.. Alligevel har du aldrig forladt mine tanker.. Og efterhånden som mine evner voksede, var det som om de søgte dig.. jeg har kunnet mærke dig længe nu.. uanset hvor jeg var.."
Tøvende så hun ned, og virkede til kort at være tavs. i virkeligheden tænkte hun. Armbåndet brændte ganske svagt, ikke så¨slemt, for det var ikke en fuld løgn hun havde givet ham, der var noget oprigtigt i det hun havde fortalt ham. Ikke alt.. hun ville have hadet at se ham komme videre, se ham glemme alt om hende.
"Jeg har brug for din hjælp.."

Han havde ind imellem tænkt tanken om ikke det var bedre for ham bare at glemme det hele men det vidste han så udemærket godt at det kunne han ikke når først det kom til stykket. Det ville han nu heller ikke. Det de havde var noget ganske særligt, noget han ikke bare ville smide væk fordi det måske blev svært.
Selvfølgelig var det lidt overvældende at hun pludselig stod der endnu en gang, men det var på en rigtig dejlig måde. Han vidste så udemærket godt at der var rygter om hvor mange kvinder der var omkring ham og han hadede det. Han var slet ikke sådan selvom folk åbenbart troede det.
Da hun sagde han burde være gal eller ligeglad med hende, kunne han ikke lade være med at grine varmt inden han sagde: "Det ved du lige så godt som mig at det kommer ikke til at ske.... Det betyder du alt for meget til.... Det sagde jeg den gang og det siger jeg endnu....."
Han sukkede en gang og tog en tår af sit glas imens han vejede hendes ord i sit indre.
"En del af mig sagde ind imellem at det måske var nemmere bare at glemme fortiden.... Men det havde jeg på intet tidspunkt lyst til.... En del af mig vidste godt at du aldrig var helt væk. Men jeg kunne ikke finde dig.... Og alligevel er min aften blevet uendeligt meget bedre..."
Som hun så spurgte om hans hjælp, stillede han sig foran hende, tog hendes hånd og kyssede hendes fingre blidt. "Altid.... Sig blot frem...."

Alyssa betragtede ham for en stund. hvilken kvinde ville ikke have ham? han så fantastisk godt ud, havde penge nok, var en sand gentleman og han behandlede generelt folk godt. Hun så blot så meget mere end de gjorde, havde altid gjort det. måske også pågrund af hendes evner, men det var ikke nødvendigt for hende at bruge dem sammen med ham.
Hun huskede alt.. hans blide berøringer, hans hjælpsomhed.. selv måden han rynkede let på brynene når han koncentrerede sig, fandt hun attraktiv.
Hans ord fik hende til at smile svagt. så stille genert væk fra ham. "du ved godt jeg bliver genert når du er så sød" sukkede hun smilende og bed sig en smule i læben. Det var nu utroligt dejligt at se ham igen. Hun havde uden tvivl savnet deres tid sammen. Han kendte hende bedre en nogen anden, hendes svagheder og styrker.. hendes mørkeste tanker og han forstod at hjælpe hende igennem det, når hun ikke engang selv troede at hun kunne hjælpes.
"jeg prøvede oz længe.. at ignorere det.. men.. det kunne jeg ikke.. du er for stor en del af mit liv.. jeg har virkelig savnet at snakke med dig.." svarede hun lavt og smilte for sig selv. De havde altid kunnet snakke om alting, også ting hun ikke fandt rare at snakke om.
Som han kyssede hendes hånd, mærkede hun en let blussen i kinderne. og så kort væk for lige at samle sig, inden hun så ham i øjnene igen. "du ved så meget om antikke ting.. gamle ting.. er du nogensinde faldet over noget om mit armbånd?" spurgte hun blidt og viste ham sølvarmbåndet med de smukke udskæringer om hendes håndled. Man ville svagt kunne ane at hun var rød under det og huden om virkede meget irriteret.

Caleb var utrolig populær for hans kunst men han var også offer for mange rygter, så som hvor mange kvinder han havde. Eller hvor mange folk mente han havde. Sandt at sige havde det aldrig nogensinde sagt ham noget at have så mange, han var en type mand der kun havde en på trods af hvad rygter sagde om ham.
"Selvfølgelig.... Din rødmen er en af dine mest charmerende træk....." Han vidste jo godt at hun blev genert, men han sagde heller aldrig den slags ting hvis ikke han mente dem.
"Jeg har siddet alt for mange aftener og kigget ud over byen imens jeg har tænkt på hvor du var.... Savnet vores samtaler.... Hvordan vi nød hinanden.... Vores leg ved poolen på taget.... Alt...." Det var som om savnet viste sig at have været langt større når hun nu stod der igen.
Da hun så genert kiggede tilbage og spurgte ind til armbåndet, kiggede han kort på det og måtte også indrømme der var et eller andet bekendt ved det.
"Hmm.... Der er et eller andet der dæmrer....... Men jeg tror jeg bliver nødt til at kigge i mine bøger..... Hvis du vil med selvfølgelig?"

Mange ville nok tro at rygterne om ham ville skræmme hende væk, men det gjorde det ikke.. det havde det aldrig gjort. For selvom man hurtigt kunne have nemt ved at tro på rygterne, var det ikke ensbetydende med at hun gjorde det. Det havde været nemmere og lærer ham at kende og vide at han ikke var sådan, end blot at gå ud fra at han var det.
" Du smigrer mig.. Du kan ikke bare stå og charmere dig ind mens du har en masse gæster . det er ikke fair..Du ved godt hvad det gør ved mig.. " Det sidste blev sagt med et drillende glimt i hendes brune øjne.
Hans næste ord fik hende til kort at tænke tilbage. Hun nikkede stille for sig selv og smilte svagt ved tanken. De havde uden tvivl haft en dejlig tid sammen.. en tid hun savnede mere end noget andet, selvom det var svært at indrømme. "Jeg har ikke været så forfærdeligt mange steder.. jeg har bare.. passet min butik.."
Ordene havde kun lige forladt hendes læber, før en let skælven i hendes hånd fortalte at det brændte. Hun så kort væk, mest for at skjule smerten, og blinkede let et par gange med øjnene.
Da han foreslog de kiggede i hans bøger, nikkede hun let. "Det lyder som en fin ide.. Det kan sagtens vente til du er færdig her.."

Han kunne ikke helt lade være med at grine lidt af hendes ord, han vidste jo godt hun blev genert når han gjorde sådan. "Måske ja.... Men du ved også godt at jeg ikke gør den slags med mindre jeg virkelig mener det.... Og du gør jo også noget ved mig.... Og så ser du ganske enkelt fortryllende ud i aften......"
Hun vidste jo godt hvordan hun skulle klæde sig for at charmere sig ind hos ham også, det var nærmest en del af deres leg. Da hun så begyndte at forklare hvor hun havde været, kiggede han lidt undrende på hende inden han sagde: "Jeg prøvede også at finde din butik.... Men det var som om den blev gemt for mig..... Som om nogen ikke ville have jeg fandt den...."
Da hun så måtte sunde sig på grund af smerten, lagde han kort hånden på hendes skulder for at vise hende han var der for hende. I det hun så nævnte at han godt kunne gøre aftenen færdig først, kiggede han bestemt på hende og sagde: "På en betingelse.... At du gør mig selskab" Det var selvfølgelig med et drilsk glimt i øjet

Alyssa kunne ikke lade være med at smile lidt. Han gjorde hende blød i knæene, og det ville han blive ved med for altid. Uanset om de var sammen eller ej, så var det bare sådan det var. Det havde hun slet ikke noget imod, det var på sin vis en rar følelse at have. At uanset hvad ville hun altid vide at hun havde ham.
"Det er sandt.. du taler altid sandt.. det sætter jeg pris på.. men du ved jo oz at jeg ville vide det med det samme hvis du løj" Det blev sagt med et skævt smil og et glimt i hendes brune øjne, for de vidste jo begge to at den anden kunne mærke alt om dem. Sådan havde det været længe, og hun følte sig næsten hel igen ved at stå sammen med ham.
Idet han kommenterede på at han ikke kunne finde hendes butik, Virkede hun kort usikker og så væk fra hans blik. "Det er en længere historie.. det er en jeg gerne vil dele senere.. Det er ikke noget jeg vil have at alle dine gæster bliver en del af.." svarede hun forsigtigt og så ham intenst i øjnene igen.
Igen kom en let blussen i hendes kinder, da han sagde at han kun blev hvis hun ville gøre ham selskab. Forsigtigt nikkede hun og smilte til ham "Det vil være mig en glæde.." hviskede hun genert og lod forsigtigt hånden hvile om hans arm.

Han kunne ikke helt lade være med at slippe et lille grin inden han ganske kort strøg hendes kind og sagde: "Det kan der være noget om..... Jeg har heller ikke nogen grund til at lyve for dig min egen...."
Nu håbede han ikke han oversteg nogen grænse ved at kalde hende det. Som hun kiggede lidt væk, vidste han godt hvorfor hun gjorde det og han havde selvfølgelig også en idé om det var følsom information når hun sagde som hun gjorde. Derfor respekterede han hende selvfølgelig også fuldstændig. Det gjorde han nu altid alligevel. "Naturligvis...."
Da hun så tog hans arm go sagde hun gerne ville være hans selskab, åndede han nærmest lettet op. "Du aner ikke hvor glad jeg er for at høre det..... Ellers er det her alt for kedeligt!"
Som de gik tilbage mod gæsterne, kunne man se han var utrolig stolt over at have hende ved sin side

Tænkende lod hun hovedet glide på skrå, og smilte lidr for sig selv. Havde slet ikke noget imod at han kaldte hende det.. faktisk gjorde det hende stadig varm indeni. At han ikke havde nogen grund til at lyve, fik hende til at smilte blidt. "Jeg har heller ingen grund til at lyve for dig.." svarede hun blidt.
Desværre var det kun en halv sandhed, for selvom armbåndet gjorde at hun ikke kunne lyve, gjorde det samtidig også at der var nogle ting hun skulle. Der hvor hun havde fået armbåndet, havde de fået hende til forfærdelige ting, og selvom hun kæmpede imod alt det hun kunne, var det umuligt.
Mens de gik ind til de andre, grinte hun svagt af hans ord. Det kunne han have ret i.. hun havde været sammen med ham til en del af de her forskellige ting, og ofte var det faktisk kedeligt.
Selvfølgelig hjalp det at de var sammen, det gjorde det sjovere.
Efterhånden som de kom ind til de andre og der var flere folk, ville han mærke at hun holdt en smule tættere om hans arm. Brugte hans ro og fokus til at holde så meget styr på sine evner som muligt.
"Der er kommet mange her til aften.."

Det blev sikkert ikke det nemmeste overhovedet at få det armbånd af, men samtidig var han sikker på at det nok skulle lykkedes ham. Han var fast besluttet på at hjælpe hende med det og hvis det gik som han håbede, så at de ikke blev adskildt igen.
Ganske rigtigt så var der mange gæster den aften og han kunne tydeligt mærke hvordan det påvirkede hende. Han vidste også at det i længden ville blive et problem at holde styr på hendes evner så han tog også en forholdvis hurtig beslutning. "Jeg har en du skal hilse på....."
Stille tog han hende med hen til en meget ærbødig udseende ældre herre og sagde: "Må jeg præsentere Robert Manning? Hans familie har tjent Hus DeBayle i århundreder og Robert er min redning i sådanne arrangementer" Den ældre mand bukkede for dem og sagde: "En fornøjelse..... Jeg har styr på det hele Lord DeBayle.... De kan fortrække dem når de føler for det...... Frk? En fornøjelse at møde dem... Jeg ville gerne snakke yderligere men det er en travl aften....." Robert bukkede for dem og skyndte sig videre så arbejdet kunne fortsætte. Så kiggede Caleb på hende og sagde: "Vi kan smutte når du synes"