Man skal først lande

Tid: Sen nat ved 2-3 tiden
Sted: Terras store lufthavn
Vejr:  Indelukket, næsten 20 grader. Udenfor er der mørkt og lidt køligere
Omgivelser:  Store tomme haller, sjæleløse grønne planter uden blomster, spartanske og smagsløse malerier på væggene. Tomme skranker og kun 2-3 stewardesser der går hvileløse frem og tilbage. Et par gange i timen lander et fly og en flok rejsende strømmer gennem hallerne og forsvinder med deres bagage.

Med en lille gruppe mennesker forlod Frost flyet som en af de første. Det var endnu en af fordelene ved at rejse på 1. klasse. En gang havde han fløjet standart. Det havde været første og sidste gang han  selv havde bestilt sin billet. Han anså sig selv for en rimelig og fornuftig mand, men i de timer måtte han indrømme at han forstod hvorfor nogle bæster slog sig løs i en sanseløs blodrus. Al den larm og konstante uro, børnene havde været de værste. Han brød sig ikke om børn. Faktisk brød han sig ikke om mange.

Han trak  sin håndbagage efter sig. Han var en spartansk mand og rejste ikke med mere. Den sidste uge havde han besøgt to lande på grund af sit arbejde. Han så frem til at komme hjem. Det havde været en hård uge. Det værste havde været da hans mobil var gået i stykker. Den havde været gammel. Var en af dem der kunne ringe, smse og fortælle ham hvad klokken var. Der havde også været en kalender og en alarm, men dem havde han aldrig lært at bruge. Han forventede at Scarlett havde skaffet en til ham. Han havde ikke selv overskuet at sætte sig nok ind i det til at købe en selv og havde lovet hende at overføre pengene, hvis hun bare ville købe en til ham.
De havde aftalt at hun ville tage imod ham og at de kunne tage ud og få en bid mad eller andet. Han trængte til at se Terra igen, selvom det ikke var så længe han havde været væk. Mentalt føltes det som et år.

Scarlett sad uden for gaten på en af de mange tomme stolerækker og ventede. Hun havde lovet at tage imod Frost, når han landede, men flyet havde været lidt forsinket. Hun havde dog ikke rejst sig, da flyet var landet, for det tog alligevel lidt tid for passagererne at komme ud.
Hun havde købt en ny telefon. Denne var dog en touch, for de gammeldags var udgået fra markedet. Hun havde dog sørget for at købe en, der var temmelig robust, for hun vidste selv, hvor nemt sådan nogle gik i stykker. Den hun havde fået fat i til Frost, var blevet testet og skærmen kunne holde til at blive kørt over af en bil. Ydermere var den vandtæt til en vis grad og kunne holde til at ligge i vand i flere minutter, uden at den ville tage skade. Den havde ikke været dyrere end mange andre telefoner, så hun havde besluttet, at denne ville være passende, også fordi at han så ikke behøvede at passe så meget på.

Hun rejste sig, da folk begyndte at komme ud gennem gaten, og selvom hendes højde på 176 tillod hende at spejde temmelig meget, kunne hun ikke lige få øje på hans ansigt i den lille menneskemængde, så hun blev stående og antog, at han ville finde hende i stedet.
Selvom det var temmelig varmt, havde hun alligevel valgt at tage en hvid skjorte på. Denne var ikke videre tyk, så det var til at leve med. Ulempen var, at den næsten var gennemsigtig, så hun følte sig næsten nødsaget til at have en hvid bh på indenunder, for ellers ville hun nok virke temmelig billig. De lavtaljede, lysegrønne cargo pants samt hendes hvide kondisko fuldendte billedet, og selvom hun fik tilranet sig et par blikke, var det mere interesse end væmmelse over hendes tøjvalg.

Hun stod lidt og skiftede vægten mellem benene, mens hun lod folk passere. Hun kendte Frost godt nok til at vide, at han ikke havde noget andet bagage end det, han lige kunne have i hånden, så der var ingen grund til at gå over til båndet. Desuden var hun væsentlig nemmere at få øje på, når hun stod her.
Hun havde den nye telefon i æsken i hånden, mens hun stod og strakte hals for at få øje på ham.

Frost blev langsomt synlig i den samlet mængde af fortravlede forretningsfolk og passegerer der prioriterede luksuriøse forhold på deres rejse. Hans begrænsede højde skjulte ham blande menneskerne, hvoraf mange af mændene var langt højere end ham. Han var selv kun en smule højere end Scarlett. Den menneskelige race var sandlig vokset. Noget der stadig kunne overraske ham, selvom han daglig bevægede sig i deres verden. For ham var de inderst inde de samme primitive væsner han havde forladt for længe siden, til fordel for et evigt sofistikeret liv.
På mange måder lignede han enhver anden anonym forretningsmand. Den mørke jakke var knappet over en hvid skjorte og det øverste af et lyst slips kunne spottes. Stofbukserne havde en snorlige fold ned af benene. Det eneste der adskilte ham var de mørke solbriller, hvor designet var for moderne til det borgerlige tøj.

Han brugte sine sanser til at finde hende. I den tomme hal, var det ikke svært at få et overblik, men den var stor og inden han rigtig fik øje på hende, havde han fundet hende på hendes duft. Han smilede til hende og rakte hånden frem som hilsen.
"Scarlett. Hvor er det behageligt igen at se dig."

Efter et stykke tid fik Scarlett øje på de hvide lokker, der vidnede om, at det var Frost. Et svagt smil trådte frem på hendes læber, mens han fandt vej over til hende. Hun betragtede hans færd, og det slog hende, at han egentlig så ret lille ud i forhold til de andre. Hun vidste dog godt, at det var fordi menneskene gradvist var blevet højere og højere gennem årerne. Det var lidt underligt. Det var vel deres måde at kompensere for manglende evne og forståelse på. Hun fandt dem stadig temmeligt primitive, så hun slog alligevel hurtigt tanken ud ad hovedet.
Hun gengældte hans håndtryk, mens hun fastholdt øjenkontakten, og hendes smil voksede en smule ved hans ord.
"Altid en fornøjelse Frost. Jeg fandt en telefon, men du bliver nødt til at bære lidt over med mig. De sælger ikke længere dem med taster. Til gengæld fik jeg fat i en, der er væsentlig mere holdbar end de fleste. Det kan godt være du skal bruge noget tid på, at lære den at kende, men under omstændighederne, fandt jeg at det var det bedste valgt."
Hun rakte ham æsken med telefonen. Var man udeforstående, ville man tro, at Scarlett var hans sekretær, men hun var vant til at venskabet med Frost alligevel havde en hvis form for dannelse over sig. Selvom det udadtil virkede kunstigt, så var det en helt anden sag når man snakkede med ham, for hans ord havde alligevel en vis varme over sig, som der nu var mellem venner.
Hun trådte et skridt til siden og lavede en gestus mod udgangen.
"Vil du videre nu, eller havde du tænkt dig at sidde lidt oven på turen? Jeg skal med glæde gøre dig selskab, hvis det er det, du ønsker."
Smilet voksede igen en smule, mens hun fortsat betragtede ham.

Han tog med blandede følelser æsken som hun rakte ham og lod den vende og dreje i hænderne på ham, mens han overfladisk læste de mange slagord der var plasket rundt på papfirkanten omkring de mange funktioner, som mobilen besad. Det meste var fremmedsprog for ham og ud fra hvor kompliceret apparatet virkede ville han ikke blive overrasket, hvis bare det at åbne æsken ville blive den første udfordring. Han blev opmærksom på at hun talte til ham og flyttede blikket til hendes kønne ansigt. Ud fra hvad hun sagde kunne han høre at hun havde taget et overvejet valg og rent faktisk haft større krav til en telefon end han nogensinde ville kunne tænke på.
"Tak Scarlett. Jeg sætter pris på din venlighed og omtanke." Hans fingrespidser tappede lydløst mod enderne på kassen. Det her var et mareridt der blev til virkelighed. Han kunne ikke forestille sig hvornår han skulle sætte sig ned og bruge tid på at lære denne rædsomme lille ting at kende. Og han holde ellers meget af at sidde og læse eller lave andet inaktivt i timer.
"Lad mig lige pakke den væk. Og så tager vi ud og spiser som planlagt. Jeg har fået hvilet ud på den lange tud, så du behøver ikke tage hensyn til mig. Det er mig der undskylder for at hive dig ud på sådan en tur på dette tidspunkt af natten." Han havde bukket sig ned og lynet den lille taske op og hurtigt puttet kassen ned mellem tøjet og lynet igen.
"Hvis du er klar?"

Scarlett kunne godt se, at han ikke helt vidste om den nye telefon ville blive en velsignelse eller en forbandelse, og hun kunne egentlig godt forstå ham. Det havde alligevel taget hende selv et godt stykke tid at få styr på sin Sony, så at han ikke helt vidste hvordan han skulle reagere på denne nye teknologi var egentlig ret forståeligt.
Hun smilede dog svagt ved hans ord.
"Bare rolig, jeg tror ikke de skifter design indenfor det næste århundrede, så du skal nok nå at vænne dig til det.
Hans ord fik hende til at grine. Ikke en ond latter, men for at indikere at det egentlig ikke gjorde hende noget at stå i lufthavnen kl 3 om natten. Hun havde jo trods alt et par bekendte, der var vampyrer, så hun var efterhånden vant til, at de ikke var meget værd om dagen. Ud over det behøvede hun som sådan ikke søvn, når dagene ikke var så krævende, for hun var god til at spare på sine ressourcer efterhånden, så hvis hun ikke havde behov for at bruge sine evner, kunne hun snildt køre flere dage i træk uden søvn.
"Du skal da på ingen måde undskylde Frost. Jeg er trods alt efterhånden vant til vampyrers noget anderledes døgnrytme, så det er slet intet problem. Desuden er det rart med lidt forandringer i omgivelserne frem for bare at sidde derhjemme og glo."
Hendes smil voksede en smule, mens hun ventede på at han fik pakket mobilen væk. Hun nikkede til hans spørgsmål på om hun var klar.
"Hvor går turen så hen denne dag?"

Et misbilligende træk forsvandt lige så hurtigt som det var dukket op omkring hans øjne. Hvis han kendte menneskenes og deres alt for hurtige tempo, ville telefonen og andre som den skifte design allerede næste år. Menneskene havde altid så travlt, men på den anden side havde de også kun et begrænset antal år hvor de kunne være produktive. På det punkt havde han kun respekt for dem. De fik altid skabt noget, ændret noget. Om det så var til det bedre eller værre kunne diskuteres, men racen stod aldrig stille.
"Har Magica Nigra stadig åben?" Magica Nigra var en af de få overnaturlige restauranter der formåede at være en "normal" restaurant om dagen, men om natten var den stadig åben og serverede måltider som mennesker ville blive hysteriske over. Klientellet var nemlig væsnerne og modsat en del andre formåede den at holde en høj standart på trods af dobbeltlivet.