I'm a monster.

Tid: Lidt over midnat.
Sted: En random gyde tæt på en sjusket pub.
Omgivelser: Få mennesker, der opholder sig uden for pubben for at trække frisk luft.
Vejr: Overskyet, men tørvejr.

Clary lod ham kysse sig på halsen mens hun langsomt trak ham længere og længere væk fra gaden, omkring et hjørne og ned mellem to bygninger, som endte i en beskidt gyde. Hun vidste ikke hvem 'ham' var og hun var sådan set også ligeglad. Det eneste der talte var at han havde varmt blod i årene. Det kaldte på hende og hun længtes sådan efter det. Han havde indtaget alt for meget alkohol og troede at hun var indforstået med at de skulle have en god omgang quick and dirty her i gyden, og han havde meget mere ret end han lige gik og troede. Det ville blive quick og dirty.. bare ikke den slags han regnede med. Clary blev skubbet hårdt op mod en af gydens vægge og hendes arme fandt deres vej rundt omkring ham, men det var ikke for at omfavne ham. Det var for at kunne holde ham oppe, når han begyndte at glide ind i bevidstløsheden. Nu da de var så langt væk fra gaden og gemt i mørket, kunne hun ikke længere holde sig tilbage. Heldigvis havde han ikke fået øje på de to menneske kroppe der allerede lå smidt i gydens ene hjørne. Pigen, som hun havde tømt for blod som nummer to, havde set det første liv og havde stukket i et skrig inden Clary havde drejet halsen om på hende. Fyrens læber plantede stadig sløsede kys på hendes hals, men det tændte hende ikke det mindste. Det eneste hun kunne tænke på var lyden og duften af det brusende blod lige under hans hud. Hendes ansigt var gemt ved hans hals og langsomt lod hun sine læber skimme hans hud. Han stønnede bekræftende indtil hun lod sine tænder synke ind i huden på ham. Men et jag prøvede han at flytte hovedet fra hende, men hun havde taget fat om hans hoved med den ene hånd, for at holde ham på plads.
"What the-" Begyndte han og hans bevægelser begyndte at blive paniske. Hans prøvede febrilskt at skubbe sig væk fra hende, men hun var mange gange stærkere end ham, og hans flugtforsøg blev aldrig til andet end det. Et forsøg. Hendes greb omkring ham strammedes mens hun sugede blodet til sig. Hun foretrak rent blod - blod uden smag af alkohol - men hun tog hvad hun kunne få, og i øjeblikket var det her det bedste hun kunne finde. Hun drak grådigt og borede neglene ned i hans hud af ren nydelse mens hun langsomt sugede livet ud af ham. Han havde ikke på noget tidspunkt streget og det beundrede hun ham for. Hun hadede når de skreg; det var irriterende! Han havde dog kaldt hende mindre pæne navne, men hun tog næsten ikke notits af det. Hun koncentrerede sig udelukkende om den varme væske der flød ud fra hans halspulsåre og ned gennem hendes hals.
Efter et stykke tid blev han stille og der gik heller ikke særlig lang tid før hun mærkede hvordan hans knæ sank. Han kunne ikke længere holde sig selv oprejst. Clary vidste at hun i morgen ville hade sig selv for det her, men når hun var i situationen var blod det eneste hun kunne tænke på. Hendes øjne var gledet i og hun pressede ham ind mod sig selv i takt med at han blev tungere og tungere fordi han mistede bevistheden mere og mere. Stop, sagde en stemme i hendes hoved. Stop nu. Ellers dør han! Han kan stadig nå at overleve hvis du stopper nu! Som hun havde gjort så mange gange før, ignorerede hun stemmen og lod blot tænderne synke dybere ned for at være sikker på at få selv den sidste bloddråbe han havde tilbage i sig.

Selvom Malzahar hadet at gå i gyderne, havde han alligevel valgt at gøre det, nætterne pleje sjældent at være sjove der, og de fleste han stødte på at fulde mennesker, unge vampyrer som ville slås mod ham, folk som generelt tænkte med deres hoved oppe i røven på dem selv. Menneskets natur var i sandelig en grusom skæbne. Men alligevel så interesserede det Malzahar, han fandt dem underholdende, mystiske, utilregnelige, de besad ikke alle de samme kvaler, alt i alt, så virkede de mere og mere spændend jo mere han lærte om dem, og jo ældre han blev.
Gyderne mindede om sig selv, rotter, kakerlakker, blod, urin, ekskrementer hist og pist, gysligt, hvordan kunne en så stolt race som vampyrerne være afhængig af et sådan lavstammet væsen som menneskerne for deres egen overlevelse? En joke som guderne tydeligvis havde puttet på dem.
Malzahars tanker fløj dog hurtigt væk, han opfattede lyden, duften og sporene af der var blevet udgydt blod nær ham, noget han som sådan var meget imod, hvis ens handlinger var forkerte i det, så ville han ikke ty med at rive hovedet af den første person han så.
Malzahar fulgte hurtigt duften af det alkoholiserede blod, hans bevægelser var yndefulde, elegante, som om han nærmest svævede hen over jorden, og kun med enkelte få fodtrin rørte han jorden, derudover besad han en hastighed som kun de fleste vampyrer kunne gisne om at ville få, dog så stoppede han lidt før han nåede stedet.

Netop som Malzahar drejede om hjørnet så han det, en ung pige, kvinde, tydeligvis vampyr stod og holdte en mand fast mens hun drak hans blod, to yderligere lig lå sammen krympet op af en væg, alt i alt taget i betragtning, måtte han tage drastiske mål, det var allerede for sent at redde manden han var død. Malzahar slog kort sine hænder sammen i en brutal og knækkende lyd, hans øjne lyste blodrøde og en manisk, næsten sadistisk latter undslap hans læber ”Playing with the food, my dear undead prinsess, how about I show you the true nature of a vampire?”
For selv et menneske ville man kunne se lange, glimtende tråde som lå langs jorden, efter Malzahar, for en vampyr ville man dog se mere, dette var barber skabe wires som blev holdt fast af Malzahar ved hans hænder, og de skar endda i stenene ikke noget et menneske ville havde hørt men en vampyr var af en helt anden liga med hensyn til hørelsen, i sandelig et skræmmende våben, derudover, hvis opmærksomheden var rettet mod Malzahar og ikke hans våben, så man yderligere to pistoler spændt fast ved hans liv.
Malzahars maniske latter stoppede, dog lyste hans øjne stadig blodrødt og et arrogant smil fremtrådte på hans læber ”Give me, one good reason, why I shouldn’t decaptitate you, right here, right now. My dear.”
Som sådan så anede Malzahar ikke vampyrens grund til at dræbe, og dette havde så også været grunden til hvorfor han ikke allerede havde gjort det. Det eneste som Malzahar havde gjort var at gøre hans fremtræden lidt mere skræmmende, og håbede på at vampyr kvinden foran ham kunne tænke sig en anelse om, inden hun valgte at kaste sig hovedkulds ud i noget, hun helt sikkert ville fortryde.
Som sådan anede Malzahar ej heller om hvilket sprog hun talte, og tog det mest åbenlyse som lå til engelsk, eftersom det var et så spredt sprog at man næsten talte det alle steder.

Selvom Clarys sanser var skærpede, havde hun ikke hørt nogen komme nærmere. Hun havde været alt for optaget af at suge al blodet ud af fyren, som hun stod med i armene. Hans blod var varmt og fik blot Clary til at ville have mere. Ligesom de to andre ofres blod havde gjort. Sådan var det altid. Så snart hun var kommet igang var det umuligt for hende at stoppe indtil kroppen eller kroppene var drænet for blod. Senere fik hun det så dårligt med sig selv. Hun hadede at gøre mennesker fortræd. Hun hadede det! Og hun hadede sig selv på grund af det hun var blevet. Et monster. En af nattens børn. En vampyr.
Da en næsten ondsindet latter brød stilheden stivnede Clary og hendes hoved vendtes mod lyden med et sæt og hun udstødte en snerrende lyd, som hun aldrig før havde vidst, at hun kunne få frem. Hendes pupiller var så udvidet på grund af blodet, at hendes øjne så sorte ud, hendes hvide spidse hjørnetænder var tydelige at se i mørket og hun havde blod omkring munden og ned over hagen; hun lignede et vildt dyr. Hun stirrede på fyren, som ikke så ud til at være ret meget ældre end hende selv, og mens han begyndte at snakke, fik hendes pupiller deres almindelige størrelse og hun trak vejret hurtigt som om hun var forpustet. Hendes første tanke omkring ham var: 'Han er ikke menneske.' Det kunne hun tydeligt lugte på hans blod. Han havde ikke menneskeblod. Hun slap drengen hun havde i armene og han sank omgående sammen på asfalten. Det gav et jag i hende da hans hoved ramte jorden med en dumt lyd, men hun så ikke ned på ham. Det var ikke fordi hun følte sig bedre end ham eller noget i den stil. Hun så ganske enkelt ikke på ham fordi hvis hun så hans ansigt, ville det hjemsøge hende i lang tid. Hun prøvede så vidt at undgå at se på de mennesker hun havde slået ihjel. Hun kunne lidt nemmere lade som om det ikke var sket, hvis hun ikke så på dem. Alt andet gjorde det alt for virkeligt.
Selvom det han sagde og hans tonefald fortalte hende at hun var i fare, så blev hendes blik alligevel rasende. Han havde afbrudt hende midt i hendes mad og hun havde ikke engang nået at drikke al fyrens blod. Nu gik det sidste blod til spilde, fordi hun ikke nænnede at se på ham igen. Endelig forlod hendes blik den nyankomnes ansigt og hun tog hans tøj og hans våben i øjesyn. Han så ikke ligefrem rar ud med de lange barberskarpe tråde hængende fra hænderne og pistolerne ved hans hofter så heller ikke særlig tiltalende nu. Clarys blik fandt igen fyrens ansigt, da han atter sagde noget. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Den ene del af hende var rasende på ham fordi han havde forstyrret hende. Hvad i alverden ragede det ham hvad hun lavede. Hun var vampyr og det lå i en vampyrs natur at slå mennesker ihjel. Sådan var det bare. Den anden del af hende gik langsomt i panik. Selvom om var stærk, var hun sikker på at han var lige så stærk hvis ikke stærkere. Han var en dreng og han var nogle år ældre end hende. I hvert fald fysisk. Hun havde ikke mulighed for at vide hvor mange år han havde eksisteret i, men det havde garanteret været mange flere end hendes sølle 18 år. 18 års eksistens; 17 år som mennesker, 1 som vampyr. Så blev man ikke meget mere nyfødt, tænkte Clary. Alle disse tanker fór gennem hendes hoved, men hun valgte at reagere som om hans optræden ikke gjorde hende den mindste smule nervøs.
"Hvad er dit problem?" Hvæsede hun af ham og tørrede den ene håndryg hen over hagen for at tørre blodet væk. Det hjalp dog ikke særlig meget; en del af blodet forsvandt hen på hendes hånd og resten blev blot tværet endnu mere ud på hendes hage.

Den unge vampyr, tog vist slet ikke notits af hvem Malzahar, var, de fleste vampyrer, burde kunne havde dækket selv de værste spor af alderdom i Malzahar, og vide han ikke var til at spøge med.
Malzahar tog endnu nogle få trin, og ligesom før, var de totalt lydløse, en enkelt rotte piplede frem foran hans sko, Malzahar tog et skridt over den, og langsomt som trådene som fulgte bagved Malzahar rørte rotten blev den skåret over i to stykker, en halvkvalt hvæsen blev udstedt fra den før den døde hen.
”Mit problem?” Malzahars smil blev bredere og hans tænder blev mere og mere synlige ”Du er jomfru er du ikke? Du er ikke vandt til at spise fra..-” Malzahar pegede over på den døende dreng og fortsatte atter ”I dit tilfælde uskyldige ofrer som ingenting har gjort, du min kære er den slags vampyr som giver os andre et dårligt rygte” Malzahar stoppede op, ikke engang jorden omkring ham ænsede at han havde bevæget sig, hvorpå han klappede, et sarkastisk klap efterfulgt af endnu et ”Det er sådan nogle som dig jeg har jagtet i godt og vel 3500 år, så enten giver du mig en rigtig god grund til hvorfor jeg ikke skal lade dit hoved rulle” Malzahar havde i sandelig brugt over 3500 år på at jage vampyrer, dæmoner, djævle, og alle andre væsner som skadede mennesker uden nogen grund.
Dog så skulle der bare en overbevisende grund, og så kunne han godt se mellem fingre på at menneskerne døde, trods alt så var det vampyrens natur at dræbe for overlevelse, men 3 mennesker, det havde man ikke brug for, og slet ikke som ung vampyr, hvilket han allerede havde regnet ud, det krævede ikke megen information om den unge vampyr at vide hun stadig var en unge, hendes nægtende blik på ligene, fortrydelsen over det, det hele lå der, det eneste han krævede var bare en overbevisende grund fra hende, og så ville han tilbyde hende den hjælp hun havde brug for.
Han huskede selv dengang han var en ung vampyr, han hadet at slå ihjel for at overleve, både venner og familie døde foran ham, måske havde pigen været heldig ikke at opleve at sidde med ens bedste ven i sine arme, og drikke ham tør for blod, fortiden blev ved med at trække i Malzahar, og han hadet det, hvilket også var en grund til at han inviterede vampyrer der ikke kunne styre dem, ind til sig, så han kunne hjælpe dem, og måske endda også rekruttere dem til et større formål end hvad de selv kunne se.
”Nå min kære.. hvad bliver det så?” Malzahars attitude var stenhård og ingen information blev vist fra hverken hans tonefald eller kropssprog, ikke andet end at han var klar på at slå ihjel hvis han ikke fik en god grund til hvorfor han ikke skulle.
Trådende begyndte at bevæge sig som Malzahar bevægede sine fingre, alt i alt lignede det en dødelig dans hvordan de bevægede sig næsten magisk omkring ham, samtidig med den information at de ville kunne skære stort set hvad som helst over med et lille vink fra hånden og de ville kunne farer direkte imod deres mål og forvolde gevaldige skader.

Selvom Clary til at starte med, ikke havde vist at hun var bange for ham, gik hun nu automatisk et skridt baglæns, da han gik frem mod hende. Hvis det stod til hende, var hun gået langt mere end et enkelt skridt baglæns, men hendes vej blev standset af den døende fyr, som hun havde smidt på jorden. Hun så væk fra hans ansigt, da en bevægelse på jorden fangede hendes opmærksomhed. Det var en almindelig ussel rotte. Han lod heller ikke til at lægge mærke til rotten, eller måske var han bare ligeglad. Hun gættede på det sidste. Pludselig udstødte rotten en hvæsende lidende lyd, og Clary løsrev sit blik fra den med et sæt. De der tråde var ikke til at spøge med! Stakkels rotte. Den havde helt klart været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Måske akkurat lige som hende selv.  
Selvom Clary stadig så trodsig ud, kunne hun ikke længere skjule panikken i hendes øjne. Det her var slet ikke nogen rar situation. Hun stirrede bare på ham med store øjne, uden at sige noget, mens han snakkede. Jomfru? Hvad havde det overhovedet med noget at gøre? Normalt ville Clary havde kommet med en spydig bemærkning og have rynket panden i forvirring og skepsis men nu så hun bare forstenet på ham. Hun var bange for at selv den mindste bevægelses kunne blive hendes sidste. Der var noget over ham som gav hende kuldegysninger... plus den fact at han lige havde truet hende på livet. Det han sagde gav overhovedet ingen mening i Clarys hoved. Hun var ikke vant til at spise fra hvad? Mennesker? 'Uskyldige ofre' havde han sagt. Det var hun da. Det var da det hun havde gjort i et år nu. Hun kunne ikke se hvorfor hun var anderledes fra andre vampyrer. Hvorfor gav hun andre vampyrer et dårligt rygte? Hun havde da ikke gjort noget forkert? Havde hun? Nej! Hun havde hun drukket blod fra mennesker, og det var da det vampyrer gjorde. Da han sagde, at han havde tænkt sig at slå hende ihjel, med mindre han fik en god grund til ikke at gøre det, forsvandt alt det trodsige fra hendes blik og hun så nu udelukkende skræmt ud. Hun åbnede munden som for at sige noget, men der kom ikke en lyd ud. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hvad var en god grund til at han ikke skulle slå hende ihjel? Åh, få fuck sake, hvorfor skulle han også lige have fundet hende?
Da han afbrød stilheden igen, sank Clary en klump. Hun havde ikke lige regnet med at hun skulle kæmpe for sit liv her til aften og hun havde ikke et smart svar i hovedet. Faktisk havde hun intet som helst i hovedet lige nu. Det eneste der stod klart for hende, var at hun blev nødt til at overleve det her. Han begyndte at bevæge fingrene og Clarys blik flakkede ned til hans hænder og trådene som udgik herfra. Et et panisk forsøg på at komme længere væk fra ham, trådte hun bagud og snublede baglæns over drengen, som lå død på jorden. Hun genvandt hurtigt balancen og støttede sig til væggen med den ene hånd mens hun gik så langt tilbage i gyden som var det hende muligt. Hun stoppede først, da hun stod med ryggen lænet op af endemuren. "Jeg.." begyndte hun med rystende lavmeldt stemme og stirrede på ham med et bedende udtryk i hendes store brune øjne.

Ahh endelig indtrådte den skræk, den respekt han fortjente, det var også på tide.
Selvom Malzahar hadet denne snuskede stil hun kørte med, denne total manglede perfektionisme, denne groteske handlemåde, det bragte skam over deres race, og ikke mindst, så bragte det skam over Malzahar.
”Tsk..tsk..tsk, du mangler finesse, du mangler evner, du er svag, og derfor, ser jeg ingen grund til at du skal overleve denne aften, håber du nød dit sidste måltid” Malzahar havde dog ingen grund til at slå hende ihjel, han havde på sin vis tænkt sig allerede at se mellem fingre med denne total manglende selvkontrol, men der var ingen grund for ham ikke at give hende en lektion i respekt, og ikke mindst så havde han tænkt sig at lærer hende hvordan man som rigtig vampyr, spiste, glemte alle følelser når det gjaldt ens overlevelse, og ikke mindst, at gemme ligene bedre, men lige nu, så kunne han ikke lade morskaben ligge på hylden uforstyrret. ”Sig mig unge, hvem er din skaber?” Malzahar gik endnu et par skridt tættere på hende. Tydeligvis havde hendes skaber forladt hende, han havde blot forladt hende i snavset, for aldrig at lærer hende basic principperne i overlevelse, hvorfor nogle vampyrer gjorde dette, vidste han ikke.
Malzahar havde selv lidt under forbandelse at hans skaber var skredet fra ham, efter hans genopståelse som vampyr, og som alene vampyr at vende sig til det her nye liv, var overvældende, det var skræmmende, der var så mange nye ting man endnu ikke var, vandt til, og ikke mindst, den første gang man skulle indtage føde, skræmmende oplevelser, men med tiden glemte man det hele, gjorde det instinktivt, og ikke mindst så for at sørge for ens egen overlevelse.
Hvilket nok var den periode som denne unge vampyr var i gang med at opleve, hun var sulten, hele tiden, kunne ikke kontrollere blodet, og ikke mindst sine egner styrker, et sørgeligt syn, men han måtte give alle unge vampyrer, at når denne periode var slut så var der muligheden for nogle valg, enten ville de blive til blodtørstige monstre som kun gik op i mord, eller de kunne ikke vende sig til deres forvandling og endte med at dø i løbet af ganske få år fordi de savnede solen, måske kunne de risikere at blive pacifister, det hele var så, spændende, disse unge vampyrers fremtid var i deres egne hænder, og de vidste ikke engang selv efter mange år med blod hvordan deres fremtid ville se ud.
Åhh det lille pus væltede over liget, eller den døende mand, og hun var skræmt, hvor han elskede det, rusen, respekten, æresfrygten, det hele virkede så, det virkede så euforiserende for ham.
Og endelig sagde hun noget, eller det kunne knapt betegnes for at være en sætning, det var blot et ord, et mumlede ord, tsk.. ”Forkert svar baby, prøv igen” straks bevægede Malzahar sine fingre, og hans tråde farede imod den unge vampyr, selvfølgelig kunne han kontrollere dem til perfektion som ingen anden kunne, så for at være sikker på at han ingen skade forvoldte, ramte han hende ikke, men blot, meget tæt på hendes hals, hoved, og mellem hendes fingre med hun stod op af muren.
”Jeg synes vi prøver igen, næste gang, er du måske ikke så heldig” det hele virkede blot som en leg for Malzahar, okay, faktisk så var det en leg for ham, han ville have grunden at vide hvorfor hun begik disse mord, og han ville høre den nu. Som sådan krævede han ikke meget, blot en god grund til ikke at dræbe hende, ville det virkelig være så svært at hoste en enkelt lille grund op?