Strike Me Pink

Med Carmen var det svært, for hun var i den grad lidt af en sammenkogt gryde ret.
Hun havde udentvivl ikke haft det så forbandet let, i mange af livets henseende. Carmen havde grangivligt haft en skolegang med bølgegang , mobning og taget mange klask havde hun fået fortalt Millicent , en dag hun stod og flettede det lange lyse hår.
Man fornemmede det på hende. Al det forsvar hun havde opbygget . Carmen havde dog også en lyst til livet, et gå på mod og et ukuelig vilje som var smittende og inden under al hendes mærkelige flagrende personlighed, havde hun et godt hjerte. Derfor var hun lidt svær både at holde af men også at blive vred på.
Hun var en finurlig person. Og den røde farve i hendes ansigt kunne oplyse halvdelen af klubben, stod Millicent og regnede ud.

Hun lod dem tale selv da det synes at gå rimeligt anstændigt - og da Carmen ikke synes at ville gå efter struben på Gordon, men istedet forsøge få det til at se ud til HUN droppede ham- kunne de endelig slappe af.

Endelig fik de en happy ending ,da Carmen drog afsted med Simon.Millicent kørte sin skosnude op af en bordben da hun fulgte dem med øjnene, en smule eftertænksom.
" Hmmm jeg tror du fik hende sat på plads, om ikke andet så for en god tid" drejede hun ansigtet og betragtede nu Gordon.
" En smule hård dér alligevel " så hun ind i hans øjne . Der var dog intet at finde i hans dejlige blik, der ville matche den konfronterede tone fra før.
Well...Carmen havde ikke forstået de ca 300 hints hun efter hånden havde modtaget, og selv hvis de hyrede en til at bøje det i neon ville hun lykkes i at se den anden vej imens.
Så han havde nok ikke kunne gøre det meget anderledes.
Hun nikkede anerkendende til ham, og følte sig bedre tilpas.
Carmen var på plads.
Yvette var på plads, og Georgias ring var på plads.....så kunne der vel ikke ske mere , til en sølle fest ?
Gordon så afslappet og glad ud, og da hænderne lagde sig over det lyse kjolestof, på hendes skuldre, nikkede hun samtykkende.

" how can i refuse?" Millicent lagde sin hånd i hans , og de ville glide ud og ind mellem gruppen af øvrige gæster, og bagefter slange sig imellem den dansende crowed, før de havde indtaget et passende spot på dansegulvet. Millicent var nu den med hænderne på Gordons skuldre, da hun svingede med i takt til sangen og gav den lidt smoot moves til sangen.

" I've wasted my nights,
You turned out the lights
now I'm paralyzed-
Still stuck in that time
when we called it love-
But even the sun sets in paradise..." Trallede hun med og lod hænderne føre ned over Gordons bryst langsomt, for så at trække sig lidt ud fra ham- og dansede videre.
Hun vinkede til Simon og Carmen der også var ude at danse. Carmen stod med ryggen til Simon, som forsøgte holde om maven på hende og svinge Carmen fra side til side...det gik egenlig ok...så man bort fra de total missede takten.

" Kan du sige mig hvor jeg kan finde kan finde en lækker fyr til at følge mig hjem ?" Spurgte hun drillende ind i Gordons øre, da Millicent igen var kommet lidt tættere på den uforudsigelige skytsengel.Der var udelukkende spøg i stemmen, og det var bestemt ikke en score replik hun nogen sinde ville benytte sig af....om så evigheden varede det dobbelte.

Carmen var virkelig en cocktail af en person. Det var svært ikke at bryde sig om hende, men på den anden side, var det også meget svært at holde hende ud i længere tid. Pigen mente det jo godt, men for fanden hvor var det en grund til at blive sindssyg, hvis man skulle deale med hende for længe.
Nu var hun på vej ud mod dansegulvet med Simon, og det gigantiske smil havde ikke forladt hendes ansigt, lidt ligesom den røde farve.

Gordon var tilbage ved Millicent, og trak lidt ukomfortabelt på skulderen. ”Hørte du hende ikke til sidst? Jeg synes ellers jeg var ret klar.” De havde vidst ikke hørt det sidste til Carmen, men han håbede at hun ville lade det ligge for i aften.
De blå øjne søgte gulvet et øjeblik, og lagde sig så forsigtigt op på hende igen. ”I know, men det var dét eller at fri til hende.” Svarede han lidt undvigende. At undvige svar og være flink havde kun gjort det værre, og hellere få budskabet ind i den stakkels pige nu, så hun kunne arbejde videre derfra. Desuden kendte Carmen ham jo ikke, og man kunne ikke have følelser for nogen man ikke kendte, uanset hvad hun så havde bildt sig selv ind.

Smilende og tilfreds fik Gordon fat i Millicent hånd, og ville hive hende af sted igennem menneskerne til et spot med bare lidt plads til at bevæge sig på. Begge hænder var gledet ned og havde låst sig fast ved hendes talje. Der var vidst ingen tvivl om at hun var en bedre danser end han var, men i det mindst blev takten holdt, modsat hos Carmen og Simon, som vidst var ved at ’ælte dej’.
Millicent. Altid så yndefuld og energisk. Han nød at betragte hende træde dansende hen over gulvet, for det fik hende til at virke mere ubekymret og glad end længe.

I'm at a payphone
trying to call home
All of my change I spent on you
Where have the times gone?
Baby, it's all wrong
Where are the plans we made for two?
Sang Adam Levine fra anlægget og en stor del af den dansende mængde skrålede med på det kendte omkvæd. Et sted ikke for langt væk, kunne man en gang imellem skimte Georgia og Chester, som mere stod og krammede midt i det hele end dansede. Ja det var i hvert fald meget begrænset hvor meget bevægelse der var på, men lige i dag, var der nok ingen som kunne bebrejde dem.

Gordon havde fået fat i Millicents hånd igen, og ville løfte armen for at dreje hende rundt, og dermed også hive hende lidt tættere på igen. Hun høstede en del blikke, fra blandt andet en af flyttemændene, som knap kunne genkendes i en skjorte i stedet for et par overalls.

Tættere på, havde han lagt sine hænder rundt om livet på hende, og hendes stemme var tydelig igennem den høje musik. Fordi hun var så tæt på? Han var ret sikker på at han ville kunne høre hende hviske igennem dansegulvet.
”Mit første bud, havde været Simon, men der tror jeg du er for sent på den.” Svarede han drillende igen, og nikkede bagud, hvor Simon og Carmen stadig gav den max gas.
”Nu ved jeg ikke om du så det, men jeg blev selv ret meget dumpet lige før, så det er ikke fordi jeg selv har noget bedre at lave?” Det var ret komisk, at han nu kunne prale af at blive afvist af Carmen, se der var noget man ikke havde regnet med.

Måske havde han ret. Millicent havde parkeret eventuelle bekymringer og lige nu følte hun sig bare glad. Og det trak bestem ikke ned af humørstigen , at det var Gordon der havde fat i hendes hånd. Hun følte sig heldig !
Musik og dans var små oaser for Millicent , og livlig musik var godt støttehjul for et herligt humør. Ligesom kærlighedssange kunne være en måde at nå de indre følelser på, hvis man turde slippe tøjlerne og give sig hen til musikken. Dansen kunne det samme, men dans uden musik var ikke noget hun fandt så givende, så for hende gik det hånd i hånd .

Hun fulgte hans nonverbale instrukser , svingede rundt og prøvede ikke at ramme alle i en radius af en meter , med sit hår. Men thank god var der ikke så meget fart på, så folk blev slået ned. Jaja lidt overdrevet, men hun havde faktisk engang kommet til at slå en fadøl ud af hånden på mand, på den måde. Han var stang vissen og Millicent's gæt var at han ville have spildt sin øl anyway- men det nægtede han og det havde kostet den 17 årige pige en omgang til ham....og hans tre venner, hvilke hun fandt helt vildt uretfærdigt. Især da hun senere så en langhåret brunette ,der skulle samme omgang igennem , med samme bunch of boys.


Igen tættere på Gordon , gav hende lyst til at spinde kælent. Det var sikkert bare stemningen.
De dansende og glade folk der omgav dem, sang med og dansede fjollet rundt.
Men Gordon hænder gjorde også sit. Varmen trængte igennem det lyse kjolestof , som hendes let kølige krop sugede det til sig - og det mildt faste greb han holdte omkring Millicents liv, var yderst mærkbart for en hyper følsom vampyrhud.

" Mmmm damn , Simon er ellers lige mig ! Men siden du er blevet dumpet, så kan det da være vi kan følges ?" Legede hun lidt videre med ham, og Gordon ville føle et let og luftigt kys, lige under hans øre.
" hør...her er lidt varmt....for en engel " tak hun sig lidt ud, men beholdte stadig sin plads, inde i Gordons personlige space.
Efter at have holdt hans blik fast nogle sekunders tid, flyttet øjnene sig til hans mund tilsvarende tid. Så ville hun fokuserer på hans skjorte, på de øverste knapper , stadig små dansende mens hun ville begynde åbne dem og knappe skjorten op.
Bare så han kunne få lidt luft....nåååja og hun ville kunne se toppen af de tatoveret bokstaver han skjulte derinde.Millicent strøg hen over med en finger, igen meget tæt på Gordon, hvilke var helt okay, da sangen alligevel var ved de sidste toner før den ebbede helt ud.

Måske det var tid at slutte denne aften af.
De havde festet med Carmen , som lovet.
Gordon var næsten blevet forlovet før han så blev droppet af Carmen.
Fået lidt under vesten, en lap dance fra Carmens 'Male stripper' til Gordon OG de havde delt Chesters fri til Georgia....alt i alt en bemærkelsesværdig aften, der umuligt kunne slutte bedre end i Gordons favn, tænkte hun og lagde kort sin kind ind mod hans bryst.

Millicent var en lille oase af brise og himmel, som hun snurrede rundt imellem de trængte og svedige mennesker. Hendes kølige hænder og hud var genkendelige og trygge, når de af og til strejfede ham. Menneskerne omkring dem svejede og dansede i bølger, som kunne minde om de utalige natklubber Terre havde at byde på.
På en af de natklubber havde han en gang mødt en helt fortryllende ung pige, som nu, efter mange ruchebane ture og mere eller mindre heldige valg, bevægede sig og havde det sjov lige foran ham.
”Jeg ville være en meget heldig fyr, hvis jeg fik lov at følge dig hjem.” Svarede han ærligt, og nød den luftige fornemmelse af hendes læber der kort strejfede hans hud, og sendte en blid kilden igennem kroppen.

”Varmt?” Gentog han lidt forvirret, da hun trak sig ud, og måtte snart le af hendes lille trick. ”Hey hey hey, vi er i offentligheden.” Blev hun drillet, men de første par knapper, fik hun alligevel lov at pille op. Hendes finger over huden lavede en kølig lille sti langs kanten af hans skjorte, men at give ham luft, det kunne man ikke sige. Faktisk sendte hun en klump op for at blokere hans luftveje, ja sådan føltes det.
Med Millicent var det hele sensation, adrenalin og oplevelse. Ingen tid til at trække vejret.

Aftenen var vidst ved at være rundt af. Festen havde sluttet fred med dens gæster, og ladet tingene flyde ud som de skulle. Carmen havde fået sin fest og alle havde været der og haft det sjovt – det meste af tiden.
”Skal vi finde Georgia og Chester og sige farvel? Hvis du er klar til at tage hjem?” Spurgte han efter et par øjeblikke og en arm var blevet lagt rundt om hende, da hun var gledet tæt på igen, for at være sikker på at hun ikke gled ud igennem hans hænder og forsvandt i mængden.
Nu havde de været her og vist flaget, så Carmen kunne ikke klage. Det virkede naturligt at finde det lykkelige par og sige tillykke og farvel, men Carmen havde han egentlig mest lyst til at liste sig fra, for man vidste aldrig helt hvad hun kunne finde på, når hun fandt ud af at de var på vej ud af døren.

" Hov hov....Jeg sørger bare for lidt økologisk aircondition, ikke andet " lo hun og slap hans skjorte, inden der røg flere knapper og han blev for bar.
Men hvorfor ikke vise tatoveringerne lidt mere frem. De klædte ham , klædte hans krop.


Hun lyttede til hans hjertes tromme, der for Millicent var den mest distinkte lyd i hele clubben.
Den havde en magisk effekt, kunne både fremme sult, begær og virke beroligende- og siden hun var vampyr kunne hun mærke det hele blusse op, på en og samme tid.
" Mmm...jo lad os bare runde af for i dag " ville hun stemme i, og sætte et lille kys, på brystet der nu var tilgængeligt , da skjorten var åbnet en anelse og dermed gav hende adgang.

Millicent snoede sig ud af favnen på ham, og nikkede i retning af de 'dansende' forlovet.
" lad og sige farvel og så er vi dem der er smuttet"
Taget i betragtnig af de slet ikke gad komme, havde de brugt meget tid her, og det havde været en vellykket fest , trods al dramaet- det måtte de huske at rose Carmen for.

Millicent ville henvende sig til Georgia først og trække hende ind i et lille kram.
" Vi smutter heraf nu, Georgia...men endnu engang tillykke , jeg er så glad på jeres vegne. Hav en pragtfuld aften , ik " og til Chester ville hun sende et varmt smil " Forsat god aften , og ....det var dejligt du ikke lod hende slippe gennem dine hænder " drillede hun ham og hankede op i sin taske, hun havde snuppet med i farten.
" Gordon...jeg smutter udenfor og ringer efter en taxa, ik ....der går nok lige fem ti minutter før den er der, så vi ses bare derude " og med de ord ville hun stryge uden for.

Lidt sms og mail, blev gennem tjekket imens hun ventede.
Een sms fik hende til at gnide øjnene , læse den et par gange og udbryde ting som " WTF? ...hva satan ? DET men er han da bare ik ?" og så blev der ellers udvekslet et par beskeder mellem Millicent og afsenderen. Og det kan nok være at nyheden gjorde at Millicent så en smule underlig ud i ansigtet. Måske Gordon ville bemærke det ?

DYYYT DYYYT....lød taxaen, og da hun ikke ville snakke om sms'en i bilen, måtte hun vente til de var hjemme, med at fortælle Gordon om det.

Det var nu ved at være sent, og i forhold til at festen havde virket som en sur pligt et øjeblik, så havde de da haft det sjovt. Sådan nogenlunde – så man bort fra Carmens drama. Nu var festen efterhånden ved at glide lidt ud, og folk var begyndt at blive trætte. At dømme efter mængden af mennesker i klubben, så var de ikke de eneste der havde valgt at tage hjem.
Simon og Carmen holdt dog stadig deres fest kørende med vilde danse moves ude på gulvet.

Ovre ved turtelduerne blev lykønskninger igen delt ud, og Gordon nikkede kort til Millicent, da hun ville smutte udenfor. ”Jeg er der om lidt.” Svarede han, og ville lige blive lidt for at joke med Chester om, hvordan han dog havde råd til den sten Georgia havde fået sig. Man kunne næsten mistænke ham for at have snydt lidt med kvaliteten, men kendte man ham godt nok, ville man vide at var der noget han ikke gik på kompromis med, så var det kvalitet, så måtte de penge bare på bordet.

Udenfor klubben, slog den friske aftenluft ham i møde, som en dejlig erstatning fra den svedige og indeklemte luft i klubben. Gaden var pænt oplyst af høje lygtepæle, der strakte sig langt igennem gaderne. Der var stille udover når man en gang imellem kunne høre en bil dræne forbi. Den pludselige stilhed skabte en summen i hovedet efter den høje musik indenfor.

Ikke langt væk skabte Millicents spinkle silhouette et lille smil. Det blege lys fra lygtepælene sendte hendes skygge langt hen af det øde fortov.
”Hey..” Mumlede han, så snart han var tæt nok på til at sno armene rundt om hendes mave bagfra og give hende et lille klem. Hun så lidt sær ud i hovedet, men han nåede ikke at spørge til det, inden taxien holdt foran dem og dyttede utålmodigt.
Øjeblikket efter gled han ind på et bagsæde og gav chaufføren adressen. Da hun også var godt inde, ville emnet lige blive strejfet. ”Hva så? Du ligner en der har set et spøgelse.” Spurgte han, da bilen begyndte at bevæge sig og gled ind i Terres oplyste gader.

Millicent kunne godt lide de små enkle ting der segmenterede hendes forhold til Gordon.
Som når han listede de målrettede  arme omkring hende og trak hende ind i et knus.
Fyre - og kvinder, kunne havde nok så store armbevægelser og slynge mere gavmildt end godt var , rundt med  nok så fine ord -  men når alt kom til alt , så var det den daglige opførelse der definerede hvem man var.
Millicent ville nok aldrig tage det han gav hende  for givet. Gordon fyldte hende med trygge og skønne følelse , hver evig eneste gang hun befandt sig i hans favn. Hun lod sig både overraske over han formåede det  gang på gang , og tillod sig selv at nyde det til fulde.
Derfor vendte hun sig også i hans favn, placerede armene omkring hans hals og satte sin mund til hans, i et kærligt kys- før en hysterisk dytten og Botten, gjorde dem opmærksom på at taxa chaufføren HAVDE øjne, og mente de skulle få fingeren ud.

Hjemme var Millicent lidt ved siden af sig selv.
De rosa sko blev vippet af fødderne i entreen, Og hun valgte sofaen at smække bagdelen ned i.
Hun havde taske med, og lagde den fra sig på bordet.
De store øjne lagde sig på Gordon, og hun lød en smule rystet da hun bad ham..
" Kan du ikke lige sætte dig , jeg skal fortælle dig noget"
Mobilen blev trukket op af tasken, efter hun havde rodet efter den , og været tasken igennem et par gange.Det var da HELT ufatteligt hvordan en mobil kunne blive væk !
" Nå HER er den ! ....godt...jeg læser lige op for dig, og så skal jeg have dit take på det her. Er det overhoved lovligt, skal vi oplyse noget eller bare ....tage imod ? "

Hun gned en hånd over panden. Måske burde hun hænge i gardinerne eller inviterer hele gaden til fest , istedet for at tåre fiktiv sved væk ? Men nu var hun bare en der ikke lige havde prøvet at få milliarder foræret før- og det hylede hende faktisk en del ud af den.
Millicent begyndte at læse op, de få sms der var udvekslet.



hey Boss.

JEG ER FUCKING TRÆT AF PAPIR ARBEJDE!!!! ARGHHHH!!!!!!

så jeg overlader mit olie firma til Libra, så vel som mine bilioner og milioner, beholder selv et par milioner, til og starte et PMC op. Private Military Company, uden navn da jeg mangler et forpulet navn, ARGH!

nå fuck det pis, hovedkernen er i, at jeg overlader mit firma til dig, Black Swan, som i du får det, så kan du fanme selv styre det shit, eller giv det til en fra Libra, lade dem tjene milioner, vil tilbage i action igen! så. ja, TAG IMOD DET!.

varme og venlig hilsen Teddy.

" Er det ikke vildt, jeg aner ikke hvad jeg skal sige! Men jeg fik sendt dette...lige inden du kom " klarede hun halsen og læste hun videre op for ham ..

Teddy ,

Du slår benene væk under mig med dit gavmilde tilbud.
Men har du overvejet at hyre en der styrer dit firma for dig, nusser med al papiret så du slev slipper- men stadig har ejerskabet ?
Det virker voldsomt bare at forære det væk.

Jeg vil bede dig genoverveje- og hvis resultatet er det samme.....så finder vi en måde at putte pengene i en god sag.
Der er mange ting Libra kunne støtte , men lad os nu se på det.

Respekt og varme hilsner
Black Swan

Millicents øjne borede sig ind i Gordons, søgte efter svar på hvad man lige stillede op her ?
Kunne de tage imod SÅ voldsom en gave ? Til Libra !
Hun rakte ham sin mobil ...." Den her kom , og jeg mangler at svare på den ....what do you think ?"

Gordon ville kunne læse Teddys sidste sms ...
hey Black Swan.

yea ved jeg godt, FINALY! sagde jo jeg kunne, ikke sandt? haha!
ja, og det gik af fuck til, så naah, har løst problemet, har startet mit eget sikkerhed's firma, Cabinet Di Morga sécurité, sammen med drengene, hvor vi laver alt slags sikkerhed's arbejde, og for Libra brug for os, give us a call, og vi tropper op.
yea i know, men.. det bare ikke mig. ikke selv at tjene til føden, og kunne købe alt jeg peger på. det bare.. ikke mig, du ved?.

har skam brugt længe på at tænke over dette, og resultatet er det samme, Black Swan, papirerne er klar, du skal bare skrive under, og så er det hele Libra's, beholder dog som sagt nogle af pengene! har brugt nogle på og starte mit firma op, købe sikkerhed's licens til mig og gutterne, få de rette godkendte våben og udstyr, osv, du ved, bruge og holde os på loven's side, for en gang's skyld!, men igen, har Libra brug for os, så giv os et call, deal?.

respekt, venlig ,og varme hilsner.
din ven, Teddy.

Det var svært ikke at blive rørt.
Af ALLE de folk og væsner Teddy kendte, så var det Black Swan og Libra han havde valgt at støtte. Hun var lige ved at fælde en tåre og med en klump på tværs i halsen , stirrede hun bare på Gordon, for ikke at space ud.
Det var da også de pink shots skyld hun blev så ....følsom !

Lejligheden var kendt og tryg, som nøglen klikkede i låsen og lod dem komme indenfor. Månens blege stråler legede lidt på stuegulvet, men blev overdøvet af det klare elektriske lys fra lampen ovenover, da Gordon havde fumlet sig frem til stikkontakten.
Han kunne godt lide følelsen af lejligheden. Den duftede og føltes som hjem. Ubesværet vippede han skoene af og fortsatte ind i stuen, hvor Millicent netop havde sat sig ned.
”Uhhh lyder seriøst, jeg er der om lidt.” Svarede han hende, og satte retning imod køkkenet, hvor 2 glas hvidvin blev hældt op og bragt med ind i stuen igen. Godt nok var der stadig lidt alkohol fra shots i blodet, men der skulle lidt ekstra til, for at få Carmen ud af systemet.

De bløde puder i sofaen gav behageligt efter under ham og han sukkede tilfredst. Så var de overlevet alligevel.
Imens hun ledte efter sin mobil sneg han en arm over ryglænet bag hende. Det var en smule underholdene at betragte hende fiske forvirret rundt i tasken efter mobilen. ”Det er svært at bedømme inden jeg ved hvad vi snakker om.” Smilede han lidt drillende, og ville så læne sig tilbage og høre hendes oplæsning.

Da hun var færdig med de to første beskeder ville hans øjenbryn være krummet let sammen i en tænksom mine. Det virkede svært at tro på, at Teddy havde så mange penge at give af, og at han ville forære dem til en kvinde han ikke kendt med en organisation han ikke havde kendt ret længe.
Han slap hendes blik nikkede for at bede hende fortsætte til den næste besked. Den ene tommelfinger kørte langsomt over hans underlæbe imens han tænkte lidt over de ting hun læste op og de ting hun spurgte om.

”Det er lovligt, hvis han sætter dig som direktør for firmaet, i stedet for ham selv, hvilket det lyder som om han vil.” Kom det første svar. ”Men det ville kræve dit rigtige navn, ingen dæknavne.” Selvfølgelig var det en sød gestus, men Gordon var ikke sikker på at han fandt ideen god. Så mange penge skabte opmærksomhed, og havde Libra pludselig oceaner af penge, ville kloge folk hurtigt se til den nye fungerende direktør for et mega firma. Specielt når de havde øjnene på hende i forvejen.
”Jeg synes…” Han rykkede lidt ubekvemt på sig, og var ikke helt sikker på hvordan hun ville reagere. ”Jeg synes vi skal overdrage det hele til et godt formål, og holde det udenfor Libra. Jeg mener… Det er ikke fordi vi behøver penge, og det ville gøre dig og os en del lettere for mafiaen at få øje på.” Der var meget opmærksomhed forbundet med den post, som Teddy havde tilbudt hende, og Gordon var ikke sikker på at han var vild med den finansielle interesse der ville ligge på hende.

" uuhh hvidvin , hvor dejligt . Tak !" Klarede hendes øjne op i et smil, as did her lips.
" nå..jeg troede du havde sådan et slags standart svar du bare langede ud, uanset hvad det omhandlede " rullede hun med øjnene og skulle da lige smage på vinen , før hun trak mobilen op og lænede sig tilbage , hvor hun møvede sig godt tilrette i puder, med Hans arm ' i nakken '.

Beskeden blev læst højt, og så lå interessen på Gordon og hvad han egenlig mente om den gestus. Millicent flyttede en smule på sig, krydsede benene og så mere intenst på Gordon , forsøgte at komme på forkant med hvad han mon tænkte. Hun skulle ikke vente længe heldigvis, før han selv luftede sine tanker for hende, og de var ikke helt som hun forstillede sig. Eller jo...det var de faktisk, men hun havde haft et lille barnligt håb om han ville sige 'ved du hvad? Dem napper du sørme bare !' men hun vidste godt at det ville være for godt til at være sandt.
" så...det hele skal foræres væk ?" Stønnede hun svagt og en kende modvilligt.
" mit indtryk er at mafiaen er lige glad med vores penge, hvis bare de kan få vores hoveder " mukkede hun . " Men du har ret i at Libra ikke mangler finanser, men FUNs støtte, og Kha's var vi rimelig stærke og så kan du ligge Alexanders business og Iscariot oven i, så lider vi absolut ingen nød. " hun kradsede lidt med neglede i det lyse armlæn på sofaen, hvilke lød som en killing stod og hvæsede sine klør. Måske burde hun over eje at skaffe en kat snart ?

" Jeg synes vi skal sove på det, før jeg sender et svar til Teddy. Jeg vil gerne luge tænke over det , og det bør du også for det er godt nok mange moneter vi taler om her ! Jeg holder godt nok helst mit navn uden for Libra , men hvis han er klar til at forære os millioner, så tror jeg ikke han vil lægge hverken mig eller dig på slagte bænken " Millicent lænede sig frem og greb ud efter det kolde vin,der fik glasset til at dugge på charmerende vis.
Et sted i baghovedet var der allerede begyndt at spøge med sager der eventuelt kunne støttes. " Umiddelbart kunne man jo have lyst til at støtte alvorligt syge børn, børn med terminale diagnoser. Men også børn hvis mor eller far har en terminal sygdom og fonder for børn der har et svært liv, grundet overvægt eller forældre med et misbrug....eller...årh der er jo så mange steder der behøvede et pift!" Tænkte hun højt , men det stod hurtigt klart at fælles nævneren for dem alle , var børn !

Det kølige vinglas blev rakt ned imod Millicent på ca samme tid, som Gordon satte sig ned. ”Det har jeg også. Det er: Jeg elsker dig. Virker hver gang.” Svarede han med et skævt smil og satte sit eget glas til læberne for at sippe lidt af den småbitre vin. Stuen var en smule kølig, og han ønskede lidt, at han havde tændt radiatoren inden han havde sat sig ned, men gad heller ikke til at rejse sig igen.

Teddys gavmilde gestus var lidt en grubler, for det var jo ikke fordi at det voldte problemer, men han havde det lidt skidt med at tage imod. Heller ikke selvom det var for Libra og ikke dem som privatpersoner.
”Ja, men hvis du vil købe mig en båd eller en større bil, så klager jeg heller ikke” Sendte han hende et underholdt blik. Han kendte Millicent nok til at vide, at hun hellere ville hjælpe udsatte med de penge, end hun ville hjælpe sig selv, selvom det gjorde ondt at give afkald på så mange penge.

En sjov lille tanke strejfede ham. ”Bare sådan for sjov, hvis det var dine penge, hvad ville du så bruge dem på? Eller bare nogle af dem?” De blå øjne strejfede hende over kanten af glasset. ”Og du må ikke sige velgørenhed!” Kom en hurtig indskydelse. Det var svært at forestille sig hvad alle de penge kunne bruges til, når man aldrig havde været van til at have så mange penge til rådighed, men en yacht, ny playstation og en jordomrejse lød da ikke helt dårligt! På den anden side, var han ret sikker på at han ville begynde at hade sig selv, skulle han leve i overdrevent luksus, når der var folk derude som ikke havde råd til dagen og vejen.

”Jeg tror også de er ligeglad med vores penge, men jeg tror ikke de er ligeglad med at du ville være så meget nemmere at spore med dit navn på kontrakten.” Fik hun lidt tænksomt igen imens Gordon prikkede lidt på siden af glasset med en finger og sendte små korte toner ud af det.
Lidt forvirret rynkede han brynene. Var der noget han havde overset her? Der stod ikke rigtig navne på Libras støtter nogle steder og pengeoverførslerne var fra firmaer eller anonym personer. ”Hvem er Alexander?” I hans hoved søgte tankerne rundt efter hvor han havde hørt navnet før.

Gordon nikkede på det med at sove på det. Han troede ikke at Teddy ville lægge nogen på slagtebænken, men direktører for firmaer var ikke anonyme for offentligheden, så egentlig havde det intet med Teddy at gøre, at han var betænkelig.
Hvidvinsglasset blev sat på bordet foran dem, imens hun begyndte at plapre om alle mulige ting, de kunne skyde penge i. Hun var vidunderlig, når sådan noget lige optog hende. De små glædeslys i hendes øjne var ikke til at tage fejl af lige nu.
Hans hånd gled fra sofaens ryg og om på hendes skulder på den anden side af ham i stedet. Syningerne på hendes kjole var meget markante imod hans håndflade.
”Jeg tror jeg ville hæle mere til at lægge meget i research på forskellige sygdomme og kur udvikling.” Tænkte han højt.

" Den er god med dig , Prince Charming! " trak hun på smilebåndet.
Var piger virkelig så let til salg ? Et par søde ord og så kaboom ?
Argh SÅ måtte piger altså udstyres med et sæt lydtætte øredutterne, så de havde noget at stå imod med , mente Millicent der forstillede sig sådan nogle prinsesse Leia frikadeller ved ørene, bare i stål !
Selv var Millicent ikke så let at åbne hjertedøren ind til. Men når man gjorde , havde hun måske lige så let som enhver anden, ved at falde for søde ord? Hvis de vel og mærket kom fra den rette .
Måske var det DET penge skulle bruges til at udvikle - morede hun sig lidt.
Benene blev trukket op i sofaen , og Millicent hev diskret ned i kjolen ,der havde rynket sig sammen på midten af hendes lår.

" Ai Gordon , vi skal ikke bruge de penge selv , uanset HVOR fristende det egenlig lyder at kunne omtale dig som mit lille boytoy, en holdt lækker engle fyr! Med båd og det hele " lød et større fnis fra pigens læber.

" Mmm hvad jeg ville bruge penge til ,hvis jeg skulle være top egoist ? fertilitets behandlinger på døde kroppe ?" Sendte hun et skælmsk blik til Gordon, før hun forsatte.." Nej...jeg ville helt sikkert tage os ud på en lang rejse, så vi kunne opleve alt verdenen har at byde på. Dét ville være så dejligt. Og en eller anden ...død kendis ... Sagde engang 'At rejse er at leve' så vi skulle leve" sendte hun lidt distræt , vinen op af glassets tynde indervæge, da hun slyngede det blidt rundt i sin hånd. " Men skal sandheden frem , så ønsker jeg slet ikke at bade i penge.
Jeg har intet imod et liv hvor man skal arbejde for de goder man har.Det er langt mere tilfredsstillende. " hun lagde hovedet lidt til den venstre side , og beholdte sine øjne på Gordon.
" Omvendt ...man kunne måske godt blive virkelig træt, efter 282 år med fast arbejde ?" Lige på det punkt var evigheden da en bitch, ingen pension lurede et sted derude i fremtiden.

Millicent vægtede hans ord, og selv om det var en total forfærdelig ting at sige højt, så var hun faktisk enig med ham. De havde ikke brug for al den opmærksomhed og et liv med den slags penge , synes bare at forpligte i en grad hun slet ikke kunne forholde sig til.
Tigger breve, den slags med dødsyge børn og mennesker der skulle købe helbredelse ting, ville sikkert vælte ind- og kunne hun ikke dø af iltmangel , så ville hun formentlig kunne dø af sorg på deres vegne, lød tankerne ironisk.
" Ok , donationer, et kattehjem for vildkatte og alvorlig udsatte børn og mennesker...og til Stellas børnehjem!" Slog hun fast.
Med den formue , ville de kunne støtte rigtig mange sager, og tanken var opløftende.


Snakken om Alexander fik Millicent til af rynke brynene sammen. Hun var da blevet glemsom, men ok...der havde været så meget.
" Har jeg ikke nævnt ham ? Shit ,det en smutter ! " Millicent begyndte at pille de enkelt hårnåle ud, der havde holdt sidehåret ...til siden.
" Alexander Lazarow also known as Scars. Han er vampyr, durkdreven , farlig , magtfuld...og jeg fik ham og hans Rawenwood Weapons til at støtte Libra " det var faktisk en af de bedrifter, Millicent var enormt glad for var lykkedes.
Alexander var anderledes og for en gangs skyld havde hun haft enormt svært ved at slappe af omkring en 'kollega' for det havde konstant ligget en kamp om magten mellem dem. Hun havde klaret sig anstændigt, men første omgang var gået til Scars. Det var også fint nok- for selve kampen ville gå til Millicent.

* dung dung *
Gordons hjerte slog så tydeligt , for hende var det et lille taktfast instrument og den mest dragende lyd ...naaa...næste dejligeste lyd hun kendte til.
En tanke poppede op, noget de aldrig havde talt om før.
Hun var nød til at stille ham spørgsmålet, men om hun ville kunne bevillige hans ønske, hvis han sagde nej og uheldet var ude ?
" Du..hvis der en dag skete noget meget...slemt. Måtte jeg så forvandle dig? Du ved, give dig en stor portion af mit blod ?" Spurgte hun stille.

Han rystede underholdt på hovedet. ”Det var da bare for sjov, men jeg ville nu tage mig godt ud i sådan en kaptajn hat – med min egen yacht selvfølgelig” Fjollede han lidt videre. Skulle sandheden frem, ville han nok ende med at crashe båden på første tur, men derfor kunne tanken stadig være appellerende.

Fertilitetsbehandlinger på døde kroppe… Han trak lidt i smilebåndet, men egentlig var det jo ikke sjovt. Det var tragisk at hun ikke kunne få et sådan ønske opfyldt. Alligevel kunne tanken ikke lade vær at strejfe ham; den eneste der kunne udføre den behandling var Khá og han ville aldrig lade hende betale for det.
De blå øjne undersøgte hende blidt imens hun fortsatte. ”Det lyder fantastisk.” Svarede han efter et øjeblik. På hans indre nethinde var Millicent allerede placeret på en eller anden fjern bjergtop. Hun skulle da i hvert fald ikke bekymre sig om at ilten blev for tynd på toppen.
At leve. At rejse var spændene og opløftende, men Gordon behøvede ikke andet for at leve end at være lige her ved siden af Millicent. Det var såmænd nok.
”Jeg tror alligevel godt at vi kan nå at få sparet op til en pæn ferie på 282 år, tror du ikke?” Kom han til at le. Han havde aldrig set materielle goder som lig med livskvalitet, og så længe han arbejdede for at leve og ikke levede for at arbejde, så var det vidst en fin balance.

”Hvordan kom kattehjem lige ind i din beregning?” Svarede han lidt overrasket. Han havde troet at det hele ville gå til syge børn, hvis hun skulle vælge. Ikke at dyrevelfærd ikke var vigtigt, det virkede bare meget pludseligt.

Millicent havde vidst ikke nævnt ham før. Ja Gordon kunne i hvert fald ikke huske noget om en Alexander Lazarow, og af en eller anden mærkelig grund mindede hendes ord ham om Andrija, ja bortset fra vampyr/dæmon tingen.
”Lyder som din type.” Kunne han ikke lade vær at sende hende et drillende smil. ”Noget jeg skal være bekymret over?” Det var udelukkende for sjov nu. Han vidste udmærket hvor dedikeret og trofast Millicent var, når hun var i et forhold, men det gjorde jo ikke at tanken om hendes mandlige bekendtskaber mindre kradsene. Hun var en smuk kvinde i mere end én forstand, og det var han 100 % ikke den eneste der kunne se.

I trygge og vante omgivelser, havde han givet sig hen til afslapningen. Den høje bas fra festen var ved at klinge af i hans øre, og gjorde atter stilheden tavs. Han havde netop ladet øjnene glide i, ikke fordi han var træt, men for at suge øjeblikket til sig. Uden syn var hendes stemme og duft overvældende. Selve hendes ord tvang dog hans øjenlåg op igen, og han rettede sig lidt op.
”Hvorfor spørg du om det? Der sker jo ikke noget.” Svarede han først, men de vidste nok begge to godt at det var et tomt løfte. Han havde ingen måde at vide hvad der skete i fremtiden, og se de situationen i øjnene, så havde mafiaen højst sandsynligt en dusør ude på begge deres hoveder.
”Men hvis situationen opstod, så ville jeg hellere have at du løb alt hvad du kunne og forhøjede dine egne chancer.” Fortsatte han efter kort at have rømmet sig. Egentlig var det ikke noget han havde tænkt over, overhovedet, men han behøvede ikke at tænke sig om for at vide, at han ikke ville kunne ’leve’ med sig selv, hvis hun havde ofret sig for det. Hun vidste hvordan han havde det med andre vampyrer end hende og specielt hvordan han havde det med at drikke blod, men alt kunne vel overvindes, hvis det blev en nødvendighed.
”Set fra en anden vinkel, hvis situationen var rigtig, så ville jeg ikke misse en evighed med dig, vel?” Blev et betryggende smil sendt afsted og hendes skulder fik et kort klem.

" Det ville da se kønt ud, hva ? Hej...det er os der har booket et tomands hytte i badelandet, vi har sparet op til denne weekend i 282 år, så vi håber godt nok ikke der er for lang kø ved den store vandrutchebane " jokede Millicent...." Og så ville det være en rimelig heftig OMMER, at opdage der var lukket om natten i bade området , ik ?" Små grinede hun.
Visse aktiviteter var bare ikke vampyr venlige! En interessant snak man kunne tage. Så mange institutioner og offentlige områder ,blev tilpasset og indrettet så for eksempel Muslimer også kunne deltage.
Men hun....hun kunne ikke engang fortælle nogen at hun faktisk VAR død og derfor ligesom havde nogen specielle behov ! Selv om det var en helt legitim årsag .
" Er du klar over hvor mange ting der lukker tidligt ? Jeg bliver jo sådan en evigheds natklub gæst ! Altså bare og diskoteker...DER kan man komme ind, men vil man have en afslappet dag i zoo- så er man nød til at gå kriminel !" Himlede hun op.

En svaghed ...nok ikke på overdreven vis med alle dyr, men dem i knibe.
En lille hjemløs killing uden mor, eller en tyk husvild kat,der er efterladt af dens ejer . Begge uden chancer for at overleve.

" Joooo altså...jeg synes bare det er synd at folk er så onde mod katte. De mishandler dem , efterlader dem og jager dem rundt. Skal en kat aflives, skal det gøres ordenligt. Og resten skal have det godt, tages sig godt af, og finde nogle gode hjem. Jeg har altid godt kunne lide katte hjem, af samme grund." Vrøvlede hun lidt . Daggry kom nærmere og Millicent begyndte at strække sig, lænede sig lidt ud fra Gordon , så hun kunne se ham i øjnene , mens hun smilede.

" Om du skal være bekymret for Alexander? Næppe.
Jeg er SLET ikke hans type. " drillede hun og undlod at svare om Scars var hendes.
Hun strakte sig op og på hans kind, ville blive afsat et let kys , hvis ikke han rykkede på sig.

" Skal vi ikke bare sige der har været drama nok på kæreste fronten ? Og jeg har ikke set Alexander siden ! .... Så han er din nu ! Grav op hvad du kan " lød ordene. Hun kunne ikke vide at Scars i nær fremtid , ville dukke op på kontoret, uanmeldt.....og et mindre kaos ville opstå, kunne hun ?
For det var da sjovt at 'dommedagstanker' opstod lige bagefter samtalen om ham.

" Naaa det er vel ligesom at lave et livstestamente, må man tage de friske organer eller ej ? Jeg vil ikke risikerer og stå og være i tvivl." Det var mere det. Hun vidste jo hvordan blodet ikke bare kunne hele, men ville kunne få ham tilbage fra døden, som vampyr.
Hun skævede til ham. Tænk hvis han blev vampyr? Tænk hvis han så ville få det med mad ligesom Millicent.
Sikke dog en gennemgribende forfærdelig tanke - det ville ikke være de velkendte smaske lyder der så kom ud af deres mund, næææææ nej ...de ville jo være 'Meg Ryan orgasme scenen ' konstant.
Millicent rømmede sig hurtigt, og tog et kik på sin mobil, bare for at tjekke klokken.
" Tror jeg vil til at takke af for i dag. Smutter lige ud og renser ansigt og trækker i nattøjet" purrede hun livligt op , i Gordons hår..før hun for,od sofaen.

”Det skal godt nok være et non-profit firma vi arbejder på, hvis det skal tage 200 år at tjene op til et badelandsophold.” rystede han på hovedet, og kunne svagt erindre glemte barndomstider, hvor sådanne ferier havde været sagen. Han havde ELSKET badeland og svømmehaler. Lidt i modsætning til den yngre søster, der havde det helt fint på et håndklæde på en liggestol.
”For Teddys penge kan du bygge en helt ny zoo, som kun har åbent om natten.” Hævede han et øjenbryn imod hende. Der var da sikkert også mange spændene dyr, som zoo gæsterne gik glip af, fordi de kun var vågne om natten, dyrene altså. Der var flagermus, øgler og sikkert også slanger og edderkopper. Alle de der putte nuttede dyr, man bare havde lyst til at kramme.

Gordon kunne godt lide katte. De var selvstændige og behøvede ikke lige så meget arbejde som en hund, også var der også lige det, at katte ikke fik ham til at nyse hjernen ud. ”Sjovt, jeg har altid troet du var mere til hunde” Lød det lidt betænksomt. Måske det bare var fordi hun havde haft en hund, da de lærte hinanden at kende.

Snakken gik på hendes ’nye’ bekendtskab. Han anede ikke om det var nyt, men han havde da aldrig hørt om det ført, så muligvis?
Pudsigt nok irriterede hendes svar ham en smule. Begge hendes svar. Han havde aldrig set sig selv som den jaloux type. Ikke når det kom til Khá, ikke når det kom til Teddy eller andre der kunne krydse deres vej, men nogle gange ville det have været rart bare at have fået en forsikring. ’Nej da, jeg valgte DIG’. En uvelkommen tanke invaderede hans hoved, for hvor mange gange mon hun havde forsikret Andrija om netop det?
Alle de tanker blev hurtigt smidt ud af hans hoved og han trak på skulderen. ”Okay.”

Det var et svært dilemma at sætte sig selv i, selvom det var hypotetisk. På den ene side var tanken om bare at minde om det monster, som havde ødelagt hans forrige liv, helt ubegribeligt smertefuld. På den anden side, så havde Millicent klaret det godt. Gordon var bare ikke sikker på at han havde hendes kontrol og hjerte.
”Okay, så lad os sammenligne det med en donor situation. Jeg ville krydse ja, ta’ det hele, men jeg ville også krydse ud for pårørendes accept.” Også måtte hun ellers tygge lidt på den.

Han rejste sig lige efter at hun havde rodet i hans hår, og ville række hende hendes glas med hvidvin, som spørgsmål til om hun ville have det sidste, ellers ville han tage begge deres glas med ud i køkkenet og hælde det sidste ud.
”Jeg er også på vej.” Svarede han fra køkkenet. ”Jeg har et møde i morgen eftermiddag, så jeg er ikke sikker på at være hjemme når du vågner.” Blev der fortsat, og var hun forsvundet ind på badeværelset, ville han begynde at slukke lys i stuen og selv begive sig ind i soveværelset for at trække skjorten af og et par sweatpants på i stedet for jeans. Gordon var ikke træt, men måske var han forbi den grænse, ellers var det bare alkoholen fra festen der stadig havde et lille tag.

Tungt dumpede han ned på sengen ved siden af vinduet, og lagde blikket ud på den mørke himmel og byen udenfor. Hans tanker gled lidt rundt, da det gik op for ham, at det var netop dér hans procelænsfugl havde hængt, før han havde efterladt den hos Millicent.
Hvis hun var kommet tilbage fra badeværelset, ville han sende et blik bagover og over imod døren, hvor hun kom ind. ”Hey.. Har du stadig min fugl?” Det virkede underligt at spørge hende om, for skulle sandheden frem, så havde han aldrig regnet med at se den igen, eller hende for den sags skyld, da han afleverede den.

" Du har ret , jeg burde have mere tiltro til dine evner " skød hun et drillende blik til ham. Hun var nu ikke spor i tvivl om at han nok skulle vinde sin fair deal af sager, for Gordon var altid omhyggelig og velforberedt og så turde han sætte vinkler på de forskellige sager , der var svært at modargumenterer.

Om hun mere var til katte ?
" jeg har aldrig tænkt over det sådan , jeg elskede Senka af hele mit hjerte - det er bare mere ofte man finder en vildkat end en straydog , synes jeg.
Men ja .... Et eller andet hjælp til de misrygtede eller forladte dyr , ville også være Nice at kunne " lod hun tankerne rulle afsted.

Millicent ville egenlig bare drille , for i hende var der ikke skyggen af tvivl om hvor hun hørte til.
Der var intet romantisk mellem hende og Scars , eller Millicent og nogen anden , for den sags skyld.
Havde hun kendt hans tanker netop dér , ville hun havde sat sig tilrette , oppe på Gordons skød , og førsøgt sit bedste for at få dem til at forsvinde.
Kun en lille nuance ændring af hans tone , fik Millicents blik til at hvile et ekstra sekundt på ham, men da Gordon aldrig lod til at være 'påvirket' eller føle andet end tillid , når hun var sammen med eller ramte om andre - så slog hun det væk. Hun havde sikkert bare set spøgelser.

Donor tingen var en ok metafor.
Det gav hende en ide om hvad han mente og følte omkring det.
" Godt ! Jeg ville bare spørge . Jeg ved godt du ikke drømmer om at blive vampyr og jeg kan også godt lide at de ikke er det ! Nogen skal jo kunne handle mens butikkerne er åbne , ikke ?" Små pjattede hun lidt.
Lidt mere alvorlig , tilføjede hun dog
" Jeg er glad for du ikke har de impulser som jeg har. Du gør mig tryg. Men .... Stod dit liv til at redde , ville jeg forvandle dig , og ... Elske dig videre bagefter. Selvom du så ville være mit barn ! Men det er vist tilladt inden for vampyr verdenen " slog hun en stort grin op. Deres alternative leven , var da godt nok heller ikke ret politisk korrekt.

Efter glasset var blevet tømt, ville Gordon få det tilbage.
" Goody ... Lad os bare gøre os klar så " forlod hun ham med.
Efter lidt tid på badeværelset , vendte hun tilbage i en af Gordons hvide t-shirts , nu som natkjole.
Hun gik gennem den mørklagt stue , og ind i soveværelset , hvor hun fandt Gordon , liggende i afslappet tilstand.

Millicent tog plads på sengekanten , og svingede sine ben op. Hub sad med dem bukket og med hånden trak hun et par gange i dynen , før den gav efter og lagde sig over de bare knæ.
Et lille mærkbart nålestik , i det ellers så stille hjerte . " Selvfølgelig har jeg den . " blev der mumlet.
Hun nikkede i retning af kommoden , hvor de to øverste skuffer , var blevet invaderet af Millicents underwear og stockings. " Den øverste , i højre hjørne .... Det bløde tørklæde er den rullet ind i , forsigtig !" Formanede hun sagte. Det var bestemt ikke kun for han at den lille Glasfugl havde stor symbolsk betydning- for ikke at vade rundt i dens affektionsværdi.

Imens han måske hentede den , og kiggede på den - eller blot blev liggende - ville hun vende tilbage til hans job, den efterfølgende dag.
" So... Skal jeg tage ind og renskrive sidste sag eller ... Hvad ønsker min chef jeg kaster min kærlighed på ? Der er ikke noget libra business i morgen , så jeg havde tænkt mig at tage på kontoret- imens du leger kaffe møde , så kunne jeg rent faktisk lave noget" lød det drillende.

Han vidste godt at det var åndssvagt, men en irrationalitet var vel berettiget med deres historie, for fornuft var ikke just hvad der havde dominansen i deres forhold. Heller ikke hos ham selv, som ellers altid brugte sit hoved frem for sine følelser. Kun Millicent kunne få ham til at blive, selvom enhver fiber i hans krop havde tigget og bedt om at flygte, og kun Millicent kunne skabe en irrationel frygt for at hun ville gå, selvom han vidste at hun ikke ville gøre det. Ikke lige nu i hvert fald.
En del af ham, ville måske argumentere for at det var usundt. Dén del der i første omgang ville smutte, da hun fandt tilbage med Andrija for 3 gang. En anden del af ham var hamrende ligeglad. Den samme som lykkeligt ville følge hende overalt lige meget hvad det indebar.

Han fik et underligt udtryk i ansigtet. Hvilken helt igennem sær og underlig tanke. At blive Millicent ’barn’. Han kom til at le lidt. ”Kan vi ikke aftale at du finder en anden vampyr til det så? For jeg ville have det underligt med at have et romantisk OG moderligt forhold til dig.” jokede han for at få emnet lidt på afstand. Han var ikke vild med tanken, og det var meget svært at sætte sig ind i, uden at have været i en vampyrkrop. Om det ville være lige så slemt som han troede, bedre eller 100 gange værre.
Millicent var en lille boble af lyse og vidunderlige ting, som i hans optik ville kunne overkomme meget mere end han selv ville.

Vinduet havde været åbent og sengetøjet var friskt og køligt imod huden. Hendes bare fødder kunne høres over stuegulvet selv uden vampyrhørelse, og han havde vendt blikket allerede inden hun åbnede døren.
Med hendes mundtlige instrukser baksede han sig op at sidde igen og helt af sengen. Det tog ikke mere end 3 skridt før han var ovre det nøgne trægulv og stod foran kommoden. De to nederste var hans skuffer, og han havde aldrig åbnet Millicents før, nok fordi han var lidt bange for følgerne. Imens han havde hevet den øverste skuffe ud og forsigtigt begyndte at lede efter det bløde tørklæde, talte hun om arbejde.

”Jeg HAR sagt at jeg ikke er din chef, men du må gerne rette min afslutningstale til brudepige sagen. Vi kunne ikke komme videre med personlig skade, så jeg er blevet nød til at ændre anklagen til økonomisk tab, men udfaldet skulle gerne blive det samme og det er det vigtigste. Jeg ved godt den er lidt langt ude, men brudekjolen skulle vidst have kostet en mindre formue, og da brudepigen valgte at ødelægge brylluppet, så vidste hun teknisk set godt at det ville gøre pengene til kjolen til penge ud af vinduet.” Småsludrede han lidt fraværende.

Endelig strejfede hans fingre det bløde stof fra tørklædet, som hun havde snakket om, og den faste figur indenunder var ikke til at tage fejl af. Forsigtigt hev han den op, lukkede skuffen og satte sig tilbage over i sengen, hvor fuglen blev pakket ud, som var det en gave til jul.
Den var præcis som han huskede den. De blålige farver snoede og legede i det hvide porcelæn, som udgjorde fuglen med vingerne smukt slået ud. Den eneste forskel var, at nu gjorde den ikke ondt at se på mere. Der var ingen bitterhed eller fortrydelse at spore i dens små porcelænsøjne.
Med en finger blev den holdt oppe i en snor, der var sat fast på toppen, og langsomt drejede den en lille smule.
De blå øjne betragtede dens minimalistiske dans i luften, og det var lige før han kunne se sin egen refleksion i den blanke overflade. ”Kan du huske hvad jeg sagde, da jeg gav dig den tilbage? Jeg sagde, at jeg håbede på at få den tilbage, hvis du nogensinde blev klar til at give mig den.” Hans tanker legede med en nærtstående fortid, som nok også afspejlede sig lidt i hans stemme. Han huskede det lidt for godt, og derfor foretrak han ellers også at holde det på afstand.
Hans blik søgte hen imod hendes, og ville låse sig i det, hvis han kunne få lov. ”Så.. Kan jeg få den tilbage?” For ham var den billige lille glasfugl fyldt med betydninger og værdi. Derfor var det også noget der betød meget for ham, og noget han håbede hun kunne sætte sig ind i.

Usundt var ikke et ord Millicent ville stemple deres forhold med.
Hun elskede Gordon, og ville aldrig være kilde til svigt for ham. Selvfølgelig ville de komme til at træde lidt på hinandens følelser , fra tid til anden- havde man et ærligt forhold , et hvor man tillod at udtrykke sine meninger ærligt og havde man bare en smule passion, så ville der være bølger i bassinet , periodevis. Og det var helt okay for Millicent. Det var livet ....og sådan skulle det også være.
Hendes kærlighed til Gordon var meget anderledes end den hun havde for Andrija.
Og hun ville ikke bruge tid på at remse alle tingene op, når hun brugte tiden på at glemme. Men hun kunne da sige , uden at lyve at hun anså sit forhold til Gordon langt mere sundt. Hun håbede ikke at hendes historie , hendes fortid var begyndt at smitte af på ham, efter de var blevet mere tætte.

Sengen duftede frisk og var indbydende. Hun satte sig godt tilrette.
" En anden vampyr ? Jo da....du kan selv vælge om det skal være Alexander eller Alias " lød det som smeltet sukker. Hvis han troede hun EVER ville lade ham forvandle af en sexet kvindelig vampyr, så tog han fejl som aldrig før.
Skaber båndet var ikke en spøg, og hell no om en eller anden trunte skulle have et say over ham....ikke medmindre Gordon selv besluttede det, så var det hans valg.
Men et skaber bånd eller blodbånd til en anden, ville aldrig komme på tale så længe Millicent var en del af hans liv.

Gordon rejste sig, og begyndte at søge kommoden igennem.
" Mmm. Du er da den der betaler min løn , og fortæller mig hvad jeg skal lave ? Det er det tætteste på chef jeg kommer " mente hun og sendte et bekræftende nik.
" I will, det skal nok blive klart. Godt man ikke har DE problemer" trak hun på smilebåndet. Hun ville hverken havde stor brude kjole eller brudepige, skulle hun nogen sinden giftes igen. Hvad hun faktisk slet ikke havde lyst til.
Hun toppede sine tanker, og skærpede opmærksomheden , omkring Gordon.
Tiden stod stille, som tørklædet blev foldet ud og den lille glasfugl tonede frem.
Et svagt smil , blev sendt til Gordon, da han holdte den op og fuglen indtog spaden mellem deres ansigter. Den dinglede svagt og blidt fra den let snoet bomuldssnor.

Med få ord lagde han et følelsesmæssigt jerngreb , omkring Millicent.
Hun førte lidt nervøst sin hånd op til munden,og lod tænderne bide let i pegefingeren. Hvor ville han hen med dette?
Hun huskede kun alt for godt den nat. Huskede deres ordstrøm, deres kamp.
Huskede frustrationen og håbløsheden...og huskede alle de gnister der fløj i luften, al den kærlighed der ikke måtte italesættes og ikke kunne ignoreres heller.
Hun huskede hvordan hun følte jorden forsvandt under hende, og hun var på vej mod afgrunden, da Gordons hensigt gik op for hende. Han ville forlade hende...forlade byen.
Millicent blinkede et par gange, og limede øjnene fast på fuglen, der nu virkede sløret for hendes syn, da minderene stod knivskarpt.

Hendes stille hjerte holdte op med at slå...påny, og blikket ville flakke mellem fugl og Gordon et par uligevægtige gange, da hun følte sig overvældet.
Så smeltede deres blik sammen , og Millicent nikkede.
Hun rykkede sig lidt frem i sengen, så hun kom nærmere ham, så hun kunne nå ham. Lige nu flød kærligheden igennem hende , pressede på mod hendes bryst og krævede at blive forløst. Hvis ikke Gordon rykkede sig eller greb ud efter hendes hænder, ville hun gerne lægge armen omkring hans hals og trække sig selv ind til ham. " Den er din, jeg giver dig den tilbage" hun ville møve sig en smule ind til ham " Jeg er din... Det er kun dig og mig" lød Millicent stemme melodisk ved hans hals. Hun trak sig lidt ind i sikkerhed, når hun ville knue sig ind til ham.
ikke fordi hun ikke kunne se Gordon i øjnene og sige de ting, det kunne hun - og det ville hun - hvis han gav den mindste indikation på han ønskede det sådan . Det var mere fordi han fik trykket på nogle meget heftige tangenter , i hende og Millicent følte sig overvældet....af det hele...og af sine følelser for ham.
" hæng den op, vil du ikke nok ?" Det lød som en desperat tiggen, for hun huskede skam godt hvor voldsom en panik og ubehag det havde fyldt hende ud med, da Gordon havde nægtet at tage fuglen med sig, trods hun havde tigget ham om det, den skældsættende aften.

Gordon fnøs højt. Og han, der havde håbet på en sexet vampyr stripper eller noget! ”Alt efter hvad jeg høre om Alias, så tror jeg det er Alexander vi laver den aftale med” Smilede han bare lidt fjollet. Ikke at det nogensinde ville komme på tale at nogen andre end Millicent skulle så tæt på. Han havde stadig somme tider en klump i halsen over hans forrige oplevelser med vampyrer, og det var udelukkende fordi han stolede på Millicent mere ned han stolede på sig selv, at hun fik lov.
Han ville så gerne give hende noget tilbage, for hun gav ham en verden af diamanter hver dag. En hvordan af toner, skalaer, akkorder, melodier, symfonier, som aldrig ville kunne gengives om så man bragte Mozart, Beethoven og Bach ind til fællesmøde.

”Klienterne betaler vores løn, og du har lige så frie tøjler, som du har lyst til. Jeg har ikke lyst til at være din chef.” Svarede han imens reolen blev rodet igennem. ”Selvom det nu ville være rart at kunne overtrumfe dig nogle gange” Drillede han lidt videre og måtte le kort. Ja godt man ikke havde de problemerne. Nu havde han ingen ide om hvordan Millicent dengang havde planlagt sit bryllup, og det var svært bare at sætte sig ind i alle de ting kvinder gik op i på ’deres store dag’.
”Faktisk er det ærgerligt, for jeg ville helst ikke have den materielle tilgang til sagen, men det er sådan resten af verden drejer rundt.” I bund og grund handlede sagen jo om en kvinde der var blevet forrådt og såret af sin forlovede og sin bedste ven. Det var der intet materielt i. Desværre var et knust hjerte svært at argumentere for, og lige meget hvor mange jurymedlemmer de kunne vinde, så ville det ikke lime nogen hjerter sammen igen. Det eneste hun ville kunne opnå var en pæn sum penge og lidt retfærdighed.

Tilbage i sengen hang glasfuglen imellem dem svagt dinglende imens resten af verden stod stille. Han kunne næsten se de tunge regndråber i den blå farve i porcelænet, som var dalet ned imod den mudrede jord den aften for måneder siden.
Det smukke og forfærdelige ved det hele, var at han ville have sagt hvad som helst den dag, havde han troet det ville kunne overbevise hende om noget som helst. Han ville have været egoistisk og ikke ladet sig stoppe af hvem der blev såret i processen, men fordi han havde været så kynisk sikker på at der intet kunne ændres, så havde indskydelsen været at flygte. På det tidspunkt havde han bildt sig selv ind, at det ville være for hendes bedste. Hun ville leve lykkelig, usplittet og loyal som var intet hændt, men han vidste bedre nu, og han vidste at det også havde været for ham selv. Været for at skære det der gjorde ondt af ved roden.

Gordon ville holde hendes blik. Han var opslugt af det og ude af stand til at fokusere på en eneste nuance i det, for der var tusind og atter tusind. Et næsten usynligt smil fandt vej igennem det slørede tæppe, som han åbenbart var kravlet ind under lige nu. Det hele var meget nært og en landmine af følelser for dem begge to, og netop derfor synes han det var på tide at den landmine blev dybere begravet.
Han flyttede sig ikke da hendes hænder lagde sig om hans nakke, og som svar viklede han begge arme rundt om livet på hende, og hev hende tættere på.
”Bare dig og mig” Smilede han som svar ind imod det lyse hår, og hvilede kinden imod det et øjeblik. Han var ikke sikker på om der var gået minutter eller sekunder, da hun talte igen i en lille desperat bøn. ”Okay” Blev der kort efter svaret, og for en stund blev han nød til at give slip på hende, så han kunne strække sig op imod vinduet og lige præcis nå den lille hank øverst, som den før havde hængt på.
Fuglen ’fløj’ lidt frem og tilbage inden den langsomt fandt ro og foldede vingerne ud over byen under dem. Den mindede ham mest om en frodig plet i en ørken. En ørken der lige nu var lysene fra byen.

Hans blik slap fuglen igen og vendte tilbage til hende. En hånd var gledet op forbi hendes kind i et enkelt strøg, og havde flettet sig ind i hendes hår, hvis hun ikke havde flyttet den. Følelsen af de tynde hårstrå kildede imod håndfladen.
”Du er ret fantastisk, ved du det?” Blev et lille smil sendt afsted, og Gordon lænede sig en smule frem for at kunne lukke afstanden imellem dem og blødt presse sine læber ind imod hendes.

Hvem der ville være en bedre skaber til Gordon, af de to herre , kunne Millicent ikke bedømme. Alias betragtede hun faktisk som en ven, og han ville sikkert have lyttet til hende, hvis hun bad om om ...ting.
Scars var mere uplacerbar, og hans gerninger og motiver var stadig ukendt terrain, for Millicent . Scars - han ville sikkert lave Gordon om til en farlig KGB agent, hvis det nogen sinde kom til det, sådan en action dræber vampyr. Måske burde hun tjekke op på, om han havde noget ...afkom...var det ikke det ord man brugte ? Bare for at have lidt ammu'..


" hey hey... Der er intet galt med Alias, han er en ven " slog hun fast og var nu meget glad for Alias ikke skulle være skaber til Gordon. Han bille sikkert bare have sex med ham, men det skulle der da ikke vades rundt i nu.

" Arg..lidt chef er du da. At jeg så ikke adlyder så meget, det er bare din bad Luck , ikke ? Men jeg er enig med dig , penge får verdene til at løbe rundt, og det er faktisk sørgeligt.
Det tillids brud der skete ville udløse en ublu mængde kontanter, da det nærmest er uerstatteligt , hvorimod en kjole bare er....,et stykke stof " slog hun det hen. Kjolen var et langt større symbol, det vidste hun bedre end noget- men den blev nu et symbol for hvad kæresten og veninden havde ødelagt. Sådan så det ud.
" Jeg skal nok flette noget sammen, og den veninde skal nok komme til at punge ud. Vi forlader ikke retten før !" Grinede hun og tænkte på om det mon var den søde dommer , der skulle afgøre sagden, for så skulle der nok bare lidt rytmisk musik og et par vrik til.
Man havde jo lov at drømme, smilede hun.

Gordons favn var nu blevet et velkendt og trygt sted.
Et der gav hende en følelse af at vende hjem til noget godt, og samme tid tillod hende at drømme om mere , engang i fremtiden .
Millicent svævede lidt hen, da hans arme lukkede sig omkring hende og den mørke stemme lovede hende at der aldrig ville komme noget mellem dem igen.Det var kun de to. Hun sugede det til sig.
Det lune kærtegn af hans ånde bragte med , gjorde hun længtes efter hans nærvær og derfor ville trække det ud.
Først da han gav slip på hende, for at hænge fuglen op erstattedes det , af en taknemmelighed .En taknemmelighed over de sad her , og ingen af dem bare var stukket af. Gordon havde været faretruende tæt på...og Millicent var stadig en smule ustabil , når det kom til de ting -men hun var da langt bedre nu , end for måneder tilbage.
" Se...NU ser det rigtigt ud igen " anerkendte hun fuglen, der nu hang og fik månens stråler til at danse i dens blå lak og folde dens tavse poesi ned over dem, og sengen. Det føltes så rigtigt.

Hun blinkede langsomt, lod øjnene lukke i og intensiverede følelsen da den varme håndflade strøg hendes kind. Millicent fulgte med hans bevægelser, så hovedet gled en lille anelse til venstre, da de stærke fingre lukkede sig ind , og tog et greb i hendes hår.
" Tak " kom det , og hun pustede lysten til at modsige ham væk. Gordon ville brokke sig og sige hun skulle kunne tage imod et kompliment, og hun prøvede jo at blive bedre....for sin egen skyld, men nok mest for hans. Istedet trådte et drillende glimt til i Millicents øjne , da hun helt med vilje m pustede til noget helt andet nu..." Tror du stadig har det bedste tilgode " lød det sagte , lige inde hans læber ville finde hendes Og byde på det sødeste sus.
Ha ! Så kunne han tygge lidt på den, imens ....argh...imens...arhh .tankerne ,de ville fordampe som dug for solens varme, og hun kunne ikke gribe ud efter dem længere. Kun oplevelsen af Gordons varme læber , der pressede let mod hendes , kunne hun fokuserer på.
En tilfreds lille lyd, kurrede i hendes strube, og hun slangde begge sine arme , hurtigt omkring hans liv.
Et let sug, trak hans underlæbe ind mellem Millicents, og hun strøg med spidsen af tungen, over den indfangede læbe, hun nu holdte som gidsel.

”Sig det med nakken under hans tænder.” Drillede han hende lidt videre. Egentlig havde han intet imod Alias eller Alexander. Han havde heller ikke mødt nogle af dem, så det var måske udmærket. Der var dog plads til at danne sig en lille mening efter hvad rygtet sagde, og efter hvad rygtet sagde, så var Alias ikke den blødeste bamse-vampyr i byen.

”Måske jeg alligevel skulle have hyret bambi.” skød han lidt henkastet til hende med et glimt i øjet. ”Det er vidst for sent nu.” Underholdt kom han til at fnyse. At dømme efter hendes valg af ord, efter at have fået afslag, så var hun ikke interesseret i DET job mere.
Nej Millicent ville måske aldrig helt parere ordre, men det job hun gjorde selv var helt fint, og derfor var der ingen problemer.
”De bliver nød til at slæbe os ud af retten, hvis vi ikke vinder. Den stakkels pige skal nok få noget retfærdighed” Lød det selvsikkert. Sagen stod fint, og selvom det nok aldrig ville blive til et millionbeløb, så skulle de nok få medvind i dén sag.

Fuglen havde fundet sin plads i vinduet, og den så langt mere glad og frisk ud nu, end den havde gjort på Millicents køkkenbord dengang. Måske den var en lille ting, som han havde lagt alt for meget i, men som sagt var det de små ting, der gjorde livet værd at leve.
”Det har aldrig set bedre ud.” Gav han hende smilende ret, og det var sandt. Han havde aldrig kunne se på sit liv som han gjorde nu. Ikke før hele engle forvandlingen og bestemt ikke i tiden efter. Millicent havde på en eller anden måde fået mast sig ind og blevet den sol, som hans planeter og baner roterede om. Hendes stråler oplyste det hele, og kunne sandelig også godt brænde lidt, hvis de følte sig aggressive.

Hendes hår strå var bløde og flygtige imod hans håndflade, da den gled ind i hendes hår. Den livlige duft af glade dage, som hun bar om sig, føltes meget tæt på, og den fyldte meget for ham lige nu. Nok til at det begyndte at opsluge omverdenen.
Også var det, få millimeter fra hendes læber, at hun gav et par ord væk, som han bare vidste, var ment til at lave rod i hans hoved. HVAD mente hun lige med dét? ”Virkelig?” Var alt svaret blev i et hæst åndedræt, for lige nu havde han til alt ærgrelse ikke et smart come back til at tackle det.

Hendes bløde læber kolliderede med hans egne sammen med planeterne i hans eget lille solsystem. Han tillod at falde lidt hen i øjeblikket og lukke øjnene. Det uigennemtrængelige mørke under hans øjenlåg skærpede alle lyde, dufte og berøringer.
Hånden, som før havde lagt i hendes hår, var gledet ned for at hvile på nakken i stedet. Hun legede jo bare med ham nu, og det værste af det hele var at han vidste det, og det virkede stadigvæk. Hans puls forrådte ham og steg et par takker sammen med hjerterytmen. Det var da heller ikke fair!
I et meget mentalt og meget virkeligt greb havde hun fanget ham og holdt fast, lidt ligesom hendes mund lige nu havde fanget hans underlæbe og alt for sødt kærtegnede med spidsen af tungen. Han var vidst trængt op i en krog her, og det eneste der kunne gøres var at svare med en lille tilfreds lyd og kærtegne hendes overlæbe med hans egen, som lige nu var den eneste der havde bevægelsesmulighed.

"Bambi ? Ja det kunne du lide , hva? " Millicent rynkede på næsen ved mindet om den livlige brunette, med det gunstige ydre. " Du var strid ! Du havde slet ikke sagt du søgte , og jeg måtte helt selv sørge for at fedte mig ind" lød den muntre klage. "Tror aldrig Bambi vil tilgive dig , for at vrage hende til den stilling. Hun var jo ganske kvalificeret egenlig " kom så et lille smil. 

Desperationen der var blevet genoplivet for en lille stund, fadede nu ubemærket ud og efterlod istedet en duft af afslappethed omkring dem. 
Der var mange ting hun ikke var sikker på ,Millicent - men sammen med Gordon vidste hun at det hele til syvende og sidst , ville ende godt. 
Hun skævede til ham , og indrømmede overfor sig selv , at han havde et gudsbenådet talent for at gøre hende glad , forsikre hende men også at stille Millicent stolen for døren , når det hændte det var nødvendigt. 
Ja altså - det var det jo stort set ALDRIG , altså set fra et female perspective, men han skulle jo også have et say , ind i mellem - nåede hun at fjolle rundt , med sine egne tanker. 

Det gode humør gav udslæt i Gordons læbe , der blev taget tilfange. Læber var pirrende , meget sensitive og Millicent synes de var et spændende intimt sted , så at tage kontrol over den indbydende underlæbe , føltes stimulerende - især da hun flugtede og følte på den , med tungen . En sød lyst til mere , var resultatet og Gordons lille lyd , ruskede kun mere op, i hendes legelyst. 

Med fingerspidserne trykket let mod hans ryg, kærtegnede hun uden på hans Tshirt . Stederne var tilfældige , hvor hænderne lige kunne nå, og hun fik det bløde bomuld , til at sno sig bare end smule , lægge sig i små glade folder , som hun trak det med sig rundt, ved sine kærtegn. 
Efter at have holdt sit blide kontrolleret sug , slap hun Gordons læbe fri, men istedet for at glide over i et almindeligt kys , havde hun mere lyst til at få ham helt tæt på. 

Millicents hænder gled ind , dem begge to faktisk , lige under elastikken, den i tajlen på Gordons sweatpants. Et lille klem fik han , men hun førte dog hænderne op af igen, denne gang var de bare dukket under hans trøje , og strøg nu henover den glatte muskuløse ryg , uden stof imellem. Gordon føltes så varm og dejlig mod Millicents følsomme fingre og hans duft fyldte hendes næse , hun følte sig pludselig meget vågen. Vågen og en smule ør, og selv om hun ville give de sjove pink drinks, skylden - så påvirkede det hende MINDST lige så meget , at smuglytte til Gordons let øget puls. 

”Jeg tror det er en smagssag” Skød han hende et lille blik. Ja på nogle områder havde den mørkhårede pige været mere kvalificeret og havde sikkert også en del erfaring i gucci tasken, men når alt kom til alt, så var der andre vigtigere ting der havde spillet ind og stadig gjorde det. Og set i bakspejlet… Skulle han have haft en sekretær der bedte ham gå ad helvede til hver gang noget var galt, så var han nok blevet sindssyg.

Hendes bløde tunge strøg over hans underlæbe og tømte hovedet på tanker. De var blevet væk som en sætning i en bog i en boks i skabet, som et vers i en sang han for længst havde glemt. Hele hendes måde at gøre det på. Det var drillende, udfordrende, pirrende og sødt på samme tid. Hans hoved begyndte at snurre rundt i takt med at han tabte jordforbindelsen.
De drillende læber havde sluppet hans egen alt for hurtigt, og i samme sekund de gjorde, lænede han sig frem og grådigt forlangte mere ved at presse læberne mere insisterende imod hendes. Blidt kørte hans tunge op for at kærtegne det yderste af indersiden på hendes overlæbe, som en lydløs bøn om at få lov at få adgang. Den ellers kølige fornemmelse, som hendes mund og læber plejede at afgive, var erstattet af en svag varme, som var smittet af fra ham selv. Lige nu virkede hun uendelig. Uendelig som en lang frontier tese.

Og var hendes læber ikke nok at håndtere, så havde et par kølige hænder fundet vej ind under det tynde stof på hans t-shirt, og havde efter et lille klem ved hoften bevæget sig videre op ad den bare hud indenunder. Små eskapader af kuldegysninger bredte sig i deres kølvand, og som når man smed en sten i en sø, spredte ringene sig til resten af kroppen. Som svar strammede grebet om hendes nakke sig til at lille klem. Hans fingre legede i små cirkler på den bløde hud på hendes skulder.

Den anden hånd havde fundet vej til hendes knæ, som stadig lå under dynens folder. I en glidende bevægelse strøg den let op ad hendes lår og strammede grebet en smule, så det bløde stof imellem krøllede i fingrene.
Gordons tidsfornemmelse var røget direkte ud af vinduet sammen med resten af verden. Hun ville nok aldrig helt forstå hvor meget hun betød. Hendes skarpe sind såvel som hendes duft, fornemmelse og smag, der lige dominerede ham fuldstændig.

Gordon reagerede så snart hun havde sluppet - og mistet kontakten med hans læbe. Den forsvandt , den gled ud fra hendes og hun savnede det sekundet det skete. Så hans promte modspil, at læne sig mod hende, og kræve mere kys, fik Millicent til at smile . Hun kunne godt lide der ikke skulle indsættes betænkningstid eller forhandles , men at hans umiddelbare lyst , bestod i at kræve mere, straks.
Smilet tonede hurtigt ud , men det var nu kun fordi hans læber føltes så godt, og lige nu førte hende helt andre steder hen. Millicent havde det med store følelser, som hun lå på en oppustet luftmadres, midt ude på det store hav, og skvulpede rundt. Det var smukt, overvældende men også farligt, hvis man lukkede øjnene og slap kontrollen.
Hans kys var afhænighedsdannende og Gordon kunne al for let, drille og friste hende . Alene med hans tunge, kunne han smelte alt hendes kontrol , som den aldrig havde været tilstede. Som budt , åbnede de bløde læber sig og lod ham komme ind, imens hun holdte fast omkring hans ryg. Cirklerne han markerede på de lyse skuldre, var som lokkende kærtegn. Små uskyldige berøringer...ja...men berøringer der hver og en vækkede Millicents lyst til mere. Mere af hans varme hænder, der så ikke kun ville forkæle hendes skuldre. Og netop som hun ønskede det, gled en stærk hånd fra hendes knæ, op over låret. Selv med det bløde stof imellem, blev hun ret Obs på hun ikke selv var iført, sweatpants eller andet 'større ' tøj.
Med hænderne strøg hun et par gange over hans stærke ryg. Hun kunne lide hvordan hans ryg føltes stærk og smidig...varm og tiltrækkende, under hendes nysgerrige 'tjek'.
3 gang de gled op af ryggen, havde hun sørme fået fat i kanten på Tshirten. Blusen fulgte nu med , lagde sig i de rette folder og efterlod hans ryg bar. Hvis han samarbejdede lidt, ville hun kunne hale den op over hovedet på ham, strække sin arm ud og give slip- så den dalede ned på gulvet, mens hun smilede selvtilfredst. Hænderne ville finde sig tilrette på hans skuldre, holde sig fast der imens hun strøg med tungen op af hans.

Hendes læber åbnede sig blidt og lokkende som gavebåndet på en julegave, og som ved alle gaver var det det indeni, der var mest spændene. Hans tunge gled lydigt en smule indenfor, for at udforske det lille lykke-land hun havde åbnet op.
En hånd var stukket af til hendes lår, og den bløde runde kurve der kunne mærkes tydeligt selv igennem dynens stof, som ellers godt nok var irriterende lige nu. Hendes mund og krop var som et morfin indskud der var hurtigt aftagende, fik man ikke mere, og han var vidst ved at blive afhængig. Symptomerne var de samme. Hun lukkede resten af verdens smertende tilstande ude og efterlod ham sløret, usammenhængene og krævende for lige lidt mere.

Det var svært ikke at smile en smule bag hendes læber, da et par fingre fandt kanten af hans t-shirt og hev en smule op. For én gangs skyld, var det måske okay at være lidt medgørlig, besluttede han, og slap hende for at løfte armene op, så stoffet kunne hives over hovedet. Det betød også at den ellers vidunderlige kontakt til hendes afhængighedsdannende læber måtte brydes, idet stoffet lige skulle igennem.
Trøjen blev hensynsløst smidt på gulvet et sted.
Gordon ville læne sig fremad igen, for at fortsætte kontakten. Denne gang med en lille sti af kys og sug fra hendes venstre mundvig og op til lige under øret, hvis flip kort blev suget ind imellem hans læber for at modtage et lille nap også blive sluppet fri igen. Den lille sti fortsatte ned ad hendes hals, hvis han fik lov.

Hans hænder var blevet fri fra t-shirtens stof, og de var søgt imod hendes talje. Flygtigt havde de bevæget sig ind under det tynde stof fra hans egen t-shirt, som klædte hende så meget bedre, og var begyndt at udforske den porcelænsagtige nøgne hud indenunder. Huden føltes kølig som glas under berøringen, og hendes krops kurver snoede sig betagende i hænderne. Han havde ikke lyst til at stoppe. Ikke hans læber, der havde bevæget sig ned langs hendes hals, og ikke hænderne, som havde et eventyr under stoffet på 'hendes' t-shirt.

Tungernes kælen fordybede kysset, og efterlod selv vampyren lidt åndeløs.
Dette ændrede sig ikke meget, da Gordons læber forlod hendes, og Millicent gav et lille 'emk' af utilfredshed , ved han nu pirrede hende, ved at kysse i mund igen og så stikke af fra hendes mund. Den lille utilfreds lyd blev en engangsforestilling, da det viste sig være en helt igennem velvalgt forsættelse , da Gordon bredte sine kys ud over Millicents lyse hals, og da han nappede lidt på øreflippen, var det bestem ikke lyd af utilfredshed, hun sagte afgav. Hun følte sig så levende. Det var muligt man sagde at engle og vampyre var et mismatch, men Gordon og Millicent var bestemt ikke.Millicent havde i efterlivet ikke følte sig mere rigtig , end hun gjorde lige nu- og det var ikke blot et udtryk for begær, der i ' kampens hede ' altid så attraktiv ud. Det føltes bare rigtig at det var ham, der var så tæt på. Hans varme læber der drillede og vækkede alle sanser. Det var meget svært ikke at føle sig tæt forbundet til ham, og hun så ingen signaler på at det skulle være en fejl.

Med hænderne som små anker , hang de ved Gordons skuldre. Emåde at mærke ham, sikre sig han ikke gled ud mellem hendes hænder og pludselig var væk.
Små afstikkere tog de dog, gled ned over skuldre blade eller ud over skulderen og et stykke ned af hans overarm. Den sorte ink, stod i kontrast til Hans lyse hun, og gav et spændende modspil til den altid pæne overflade. Hun vidste at han også indeholde andet, og det der var så overvældende var, at hun synes at have forelsket sig i det hele. Et hånd gled under det hvide stof, og puffede Tshirten lidt op.
Millicent strakte sin hals lidt, drejede ansigtet lidt mod højre. Ikke for at se væk fra ham, hun ville skabe ekstra plads til hans læbers leg, mens hun selv lukkede sine øjne, og et øjeblik fik skærpet oplevelsen af hånden der var på spil.

Okay...selv om hun ville prøve at holde dem nede, så steg forventningerne nu. Ihvertfald lød en sødmefuld sang gennem sind og krop. Den handlede om forhåbningerne, om at være spændt, om han måske ville reagere , på de uudtalte små vågne længsler, han alene havde ansvar for?
Millicent rakte højre hånd op, og nød at kunne kæmme fingrene gennem det mørke hår.Nød at hun var den der fik lov at komme ham så nær.Hun elskede de små simple kærtegn, dem der alligevel udtrykte alverden af forskel.

Hvis hun kunne nå, ville hun dreje på sig, så hun selv fik mulighed for at lægge de bløde læber mod Gordons hals.Måske pressede hun lidt grådigt til, fordi det havde lidt mere krav over sig, end blot en kys af affektion eller hengivenhed. Hendes fingre lukkede sig sammen, og hans hår var tykt , blødt og fastlåst i hendes fingres greb.
Vidste han det ikke før, så ville han sikkert mærke det nu, at han var i gang med at spille på nogle helt andre tangenter lige , og Millicent faldt mere og mere hen i tonerne.