det sidste skrig.. (Kajika)

//smutter lige, kommer på senere :D//

Isaac sukkede kort, før han sagde stille til Kajika, uden at se på hende
"det er mine slaver, de er utålmodig, du må egentlig ikke lad dig skræmme af dem eller på nogen måde at vise dem frygt, det motiver dem bare"
han vidste godt han ikke have fået lov til at kalde hende du, men situation var begyndte at blive farlig. skyggerne gjorde nogle små nervøse udkast, for de mærkede deres herrers brændende øjne, som skar igennem dem, Isaac vidste godt at han skulle passe på nu, for selvom han var deres herrer, var deres mørke lyster større. "Kajika, hvis du vil være så venlig at gå bag min ryg" han vidste ikke hvad han ellers skulle sige til hende, for han fanget. hvis han brugte sin fulde magt, ville det blive grimt syn, han ikke ønskede at påfører hende, men på den anden side, vidste han også godt, at hvis han ikke gjorde noget, ikke viste sin magt, ville de som de mister respekten for ham og tag hende.. Isaac lagde beskyttende sin arm ud for at trække hende bag sin ryg, hvor de ikke kunne komme til hende. men de havde set deres herrers tøven..

kajika gik hurtigt bagved Isaac og tog blidt fat i hans trøje i det hun hviskede"isaac jeg bange!! jeg ved ikke hvad det er, hvorfor fortalte du mig det ikke??, så ville jeg ikke.... ikke haa forstyrret dig... undskyld vis jeg har rodet dig ud i nogen temmelig store problemer nu det er virkelig ikke med vilje" hun rødmede let i det hun blidt slap hans trøje bagved ham og betragtede skyggerne vokse sig støre og mere fæle i det, mens hendes krop begyndte at ryste og hun stoppede helt op og stod bare der med åben mund og dirrende øjne mens hendes ben rystede som var der jordskælv under hende, og hun kunne ikke lade vær med at se rædselsslagen! ud mens hun stod der helt for skud og ikke kunne rør sig*hvoerfor! hvorfor vil min krop ikke gør som jeg befaler den!!!... argh så bevæg dig dog ! kajika bevæg dig!!! arghhhhh!!!!*

"rolig nu" sagde Isaac lavmælt og rakte hende sin ene hånd, så hun have noget at støtte sig op af, så hun have noget nærværende.. "Kajika, det her er ikke din skyld, men min egen.. det er dit blod, de kan lugte, de lever på lyster ligesom vampyrer, så de kan ikke altid styre sig.
forøvrigt er det bedster at du ikke ved for meget, for det kan" han stoppede brat sig selv,
så en af skyggerne gjorde et udkast mod dem med en aggressiv irritabel bevægelse, der viste den utålmodighed, der lå over dem alle. han vidste stadig ikke om han turde at gøre det.. for hvis det nu endte med.. han vente sig kort og så på hende, hvis det endte med at hun døde.
for selvom han ikke følte noget for hende og han havde slået ihjel mange gange før uden dårlig samvittighed, rørte hende alligevel ved ham, så Isaac ikke ønskede at hun skulle dø for hans hånd. hvad skulle han gøre?

kajika tog om hans ene arm og klamrede sig ind til ham og så på ham og sagde"isaac.... jeg argh!" hun så skyggen og gemte sig ind til Isaac, hun tog om hans brystkasse/liv og klamrede sig ind til ham med den rystende krop og var bange, fordi hun vidste ikke hvad disse skabninger var eller hvad de kunne eller hvor de dog kom fra eller om isaac overhovedet var den han gav sig ud for at være?... men dog alligevel selv om de intet følte for hinanden så var han den der beskyttede hende nu den der var tættest på hende og i hans nærvær følte hun sig alligevel en smule beskyttet??? selv om det først var denne mærkelig magiske aften de havde mødt følte hun sig dog nu tæt knyttet til isaac og følte sig inderligt beskyttet af ham.... så længe det nu varede

Isaac hørte hendes skrig. en ny skygge huggede pludselig lige ved siden af hende ud efter hende med sine lange sorte klør. Isaac for rundt og så kort skyggen smile ondt til ham.
det her var ikke godt.. men hvis han valgte at gøre noget ved dem, kunne det meget vel betyde.. han trak vejret tungt og så skævt ud at øjenkrog hvordan skyggerne kom nærmere og nærmere, det var ikke godt.. slet ikke.. og det kunne kun ende i blod. han så pludselig et nyt angreb fra den samme skygge fra før, hvordan det gik efter hende.. og han tog i det samme sin beslutning.. selvom det kunne ende med at slå hende ihjel, fordi han ikke kendte sin styrke ordenlig, fordi at hvis blodrusen ramte ham..
"Kajika, må jeg bed dig om at give slip på mig et øjeblik og lukke øjne, for det du nu skal se er mit ikke særlig kønne jeg.. jeg ville være mest tryk hvis du lukker øjnene.. " han så sig kort over skulderen og ned på hende..

kajika rødmede let i det hun skrig højt og tog sig til armen i det hun gik ned i knæ og nikkede anerkendende til Isaac og sagde"okay det skal jeg nok, bare du lover mig der intet sker dig isaac" hun lukkede øjnene i det blodet frisk løb ned af hendes skyldig arme der var så smukke spinkle og svage agtig i det lignede det, og man kunne se den smukke blodrøde farve stille glimte ned af hendes smukke gyldenbrune guld agtig hud der stille reflekterede sig i lyset fra måne i det hun rystede let og tænkte*årh! bare der intet sker med isaac! de er så forfærdelig de skygger jeg kan næsten ikke klare det jeg vil så gerne hjælpe ham men jeg kan ikke jeg ved ikke hvad de er og nu forvandler isaac sig til en dæmon for at beskytte mig og auv min arm svier og bløder men vis jeg fjerner hånden fra øjnene kan jeg ikke undgå at se på grund af min nysgerrighed*

Isaac trådte i det samme frem, så med et djævelsk smil rundt på dem alle, slikkede kort sin overlæbe med sit smalle røde tunge, før han sagde lavmælt, med slangens hvisken
"hvem er det, der er jeres herrer?! hvem er det, der giver jer ynkelig små væsner ordrer?!"
han så kort rundt på alle skyggerne, der alle havde deres øjne på ham, et ondskabsfuld smil satte sig på hans læber og før han sagde med samme stemme som før "det er mig, og I bedes at huske det" han kneb øjnene sammen, så de kun dannete to tynde sorte stregen, mens han lavmælt lo en kold, frygtelig latter, der viste det den ondskab, som gemte sig i hans blod.
Isaac tænkte kort på Kajika bag sig med det håb at hun havde lukkede øjne, som han sagde hun skulle. Han løftede sin hånd, gjorde to bevægelser med fingere, hvor efter to af skyggerne fløj tilbage mod muren, som kludedukker.. han lo kort lavmælt, før han gjorde det samme bevægelse igen, der lød pludselig skrig, der havde som tone som skriget fra en fugl.
han tog langsom den anden hånd i brug, der gjorde præcis det samme med fingere.
han så med afsky ned på de to skygger, hvor af den ene var den, der havde rørt Kajika..
han læber var trykket op i smil, der blottede alle hans tænder.. han gjorde to bevægelser to,
der flåede den af skyggerne fra hinanden, med samme lyd som når man rykker kød i stykker.. sort væske, der var lige så tyk som olie, begyndte at løbe ud af dens mave..
Isaac trådte de få skridt der var hen til den, for han kunne se den stadig var i live..
han satte sig på halv ned på hug ved siden af den, med den ene albue hvilene på det ene kræ. "du var en af de stærkeste i min folk, alligevel valgte du at følge din lyst, selvom det nu har kostede dig livet" han smilede kort ondt ned til den, før han rejste og satte sin sko mod dens hoved "vi har alle et valg, du har truffet dit" det samme lød lyden af noget, der gik i stykker, blandet med lyden den hæse lyd af et skrig. Isaac vente sig mod de andre, et kraftig skær af rødt var begyndte at brænde i hans øjne.. "tag ved lære" han vente ryggen til dem og gik hen og lagde armene om Kajika..

Kajika åbnede stille øjnene og så mod isaac så ham flænse skyggen fra hinanden i det hans hoved vendte sig mod hende lukkede hun hurtigt øjnene igen og rystede mens alle mulige tanker kom farende i hendes hoved som var det en forbandelse at ha set dette syn, hvad var det for noget der kom ud af dem! hvad var det dog for nogen ting skygge ligende folk eller dæmoner?, hans folk, hans blod måske hvad var han for en ting han kunne ikke kun være ild dæmon han måtte virkelig være noget andet os noget mere magtfuldt og mere .... mere kontrollerende end som så!... hun rødmede let i det hun mærkede hans varme arme om sin krop og tog om ham i det hun stille rystede utrolig meget og sagde"undskyld!!! jeg så .... jeg sså noget undskyld jeg syntes ikke du et monster jeg vil blot vide hvad alt dette her er for noget .... undskyld isaac" hun havde et fast greb i hans bløde trøje i det hun klemte de smukke øjne så man ikke kunne se dem kun øjenlågene mens hun stille lod sin læbe vibrær for sig selv og bed let i den mens hun stille prøvede at gi ned men just ikke med så stor succes! som det ville ha været for isaac da han var faldt til jorden igen, hendes blod ramte blidt de tørre brusten med en dryppende lyd, mens man kunne se farven blidt smelte over stene nærmest.

Isaac dreje hende forsigtigt rundt, så han kunne se ned i hendes ansigt.. han følte ingen vrede, for et sted have han ingen samvittighed over det hun havde set, han følte ingenting, bortset fra hævnens søde kvinde, der stod med armene om hans hjerte og kyssede det.
"jeg er ligeglad, for jeg ved godt jeg er et monster." sagde han i kølig ironisk tonefald
"de kunne bare havde kigget væk og fulgt min advarsels.." han smilete pludselig kort frem for sig, med ansigt vent væk fra hende, men uden at fortælle hvorfor. "jeg ikke har ond af dem, selvom jeg nok ville forslå dem at de næste mange uger, at tage et sovemiddel, den slags her for det meste giver mareridt." han så kort skævt ned på hende med lukket blik.. som sagt var han ikke vred på hende, ikke gang sur, for han havde ikke engang brugt særlig mange kræfter
kun en lille brok del af det, der lå skjult i ham. den eneste grund til at ham var kølig, var at han lige havde ofrede en af sine bedste skygge mænd til ingen verdens nytte.
de andre skygger rystede stille i deres indre, mens de så på deres falden kammerat, der ved at forsvinde til støv, der røg væk i vinden. Isaac gik kort hen og tog noget af det sorte blod op på at sine finger, stod kort med, før han stille smagt på det..

Kajika rejste sig op og så lettere modig men dog også såret ud i det hun knugede hænderne og lukkede øjnene mens hun stille mærkede vreden boble inden i sig og sagde"jeg ikke bange!! jeg.... jeg har været ved at være voldtaget 4 gange ! og den 4 var Zane... der prøvede jeg ikke et offer mere... jeg har været død som sagt en gang, anse mig ikke for at være svaglig nok er jeg uskyldig og svag i udseende men min evne rummer ikke en uskyldig kraft!..." hun bed sig i underlæben og så væk fra ham og hans skygger og bukkede let elegant som man gjorde i japan"Jeg utrolig ked af at din skygge dæmon måtte lide blot for at få noget af mig..... jeg beklager utrolig meget tabet, jeg vil ikke længere være en byrde for dig isaac" hun så væk i det hun stille lod en tåre falde for den dræbte dæmon og tog sig let til armen i det hun begyndte at løbe mod mørket, ind mod en gyde for bare at slippe for dette smukke måne lys der stille omfavnede den tragiske tragedie i et smukt magisk lys....

Isaac så hende løbe, tænkte kort hvorfor kvinder altid var så dramatiske i det. han satte hurtigt efter hende, før han fik fange hende længer ned i nogle gyder, hvor han valgte at spærre vejen for hende, ved at sætte nogen af skygge hele vejen rundt om hende i en cirkel, så hun ikke kunne flygte.. Isaac stillede sig foran hende med arme over kors.. " tag det rolig, det var bare en skygge, intet andet, intet af betydning.. og de er ikke byrde.. tror mig, hvis de var det, have jeg for længe siden gjort det af med dem" han smilede kort humoristisk til hende, uden at vise den alvor, der lå bag ordrene "Kajika, jeg kan forstå.. at du har haft det meget hårdt.. men vil du virkelig afvise en dæmon, der lige har reddet dit liv?" han vidste sådan godt hvorfor han havde gjort, af grunde, som hun ikke skulle vide.. og han var et øjeblik glad for at hun ikke var tankelæser..

Kajika stoppede op og så rundt om sig helt overrasket i det hun sukkede let og ikke rigtig forstod hvorfor hun altid kom i problemer, hun gik let ned i knæ og sagde"Hmmm nej det vil jeg vel ikke men hvorfor reddet du mig egenlig altså vi har lige mødt hinanden og jeg vil væde med det intet havde med mig at gøre siden du var så helte agtig og reddet mig fra disse her bæster du så let kan styre som var det din specielle evne, men hvorfor skulle jeg dog reddes havde du et motiv til det eller??" hun roede sig let i håret i det hun rejste sig langsomt op igen og børstede lidt skidt af sig og så rundt i det hun stod der helt ren igen uden noget som helst tegn på urenhed eller noget, helt uskyldig og ren.. hun betragtede dæmonen lidt og lod skyggerne dale hen i det hun gik mod Isaac med rolige skridt

"har vel ikke mere motiv enden andre.. jeg skulle nøde få den kære Zane på nakken"
Isaac smil røg et par centimeter længer op, før han førte hænderne ud til siden, hvor han gjorde tre hurtigt bevægelser med fingerene, som spillede han klaver i luften.
skyggerne så kort på deres herrer, før de forsvandt i i mørket. Kajika kunne nu løbe, hvis hun ville.. "du kan gå nu, hvis du vil. jeg vil nemlig ikke længer opholde dig her, valgt er dit"
han turde ikke længer tænkte sine tanker højt, for han have en lille grim følelse at kvinden foran sig kunne læse tanker..

kajika så lettere spændt på ham og sukkede i det hun sagde"hvad tænker du Isaac siden du bære dette mystiske ansigts udtryk over dit ansigt" hun lod et øjenbryn løfte sig skønt hun ikke kunne læse tanker kunne hun meget vel læse ansigts udtryk og fornemme hvad folk tænkte vis det var i det hun rystede på hovedet og sagde"jeg er ikke Zane´s tøs og han vil ikke komme efter dig Isaac du reddet mig fra dem og det er jeg dig evig taknemmelig for.... jeg vil ikke ende med at vi ikke er venner eller noget?? altså.... jeg syntes godt om dig isaac" hun smilte kært i det hun stille roede sig håret og rødmede let mens hun stod der og gik lidt tættere på ham og gav gam hurtigt et blidt tryk(kram) og grinte let.

Isaac forholdte sig stiv i hele kroppen, mens han kort mærkede hendes arme omkring sin bryst.
han så kort ned på hende, forstod hende egentlig ikke, hvad fik hun af et venskab med en dæmon, der var eftersøgt mindst tretten forskellige steder, havde flere mord på samvittigheden, og var terrorist.. han forstod hende ikke, men måske var det også mening, at han ikke skulle det? "hvorfor ønsker du et venskab med mig?" spurgte han og kneb øjnene lidt sammen..

Kajika så stille op mod ham og slap ham flovt ved at nærmest springe bagud fra ham og så flovt ned i jorden og strøg let håret til side mens hun bed sig lettere nervøst i underlæben og pustede stille ud"årh.... det.... undskyld det bare du virker virkelig sød og det hele og jeg elsker at ha nye venner men vis du ikke.... vis du ikke vil, vil jeg da ikke trænge mig på isaac jeg ved det må være flovt for dig at være sammen med en hjælpeløs tøs som mig der halv engel og halv aspara som er alt det gode, det jo ikke fordi jeg halv dæmon mere??" hun roede sig lidt fjoget i håret og rømmede sig let på kinderne og tog sig blidt til kinden let og gned hånden op af dem og prøvede at skjule rødmen. Hun så stille rundt i det hun gav et smil fra sig og begyndte stille at gå forbi Isaac med et smil og sagde"men vis du nu gerne ville ha mit venskab så... så jeg altid åben for den side, og hvad race du er, er lige meget for mig det som hudfarve, it dosent matter to me"

"hmm.. jeg sådan set ligeglad med hvad andre tænker omkring mine valg, men vil du kunne leve med et venskab til en dæmon?" han så skævt over på hende.. vidste godt at det var hende der havde tilbudt ham vanskabt, han tænkte kort på konsekvenserne, hvordan det bliv set på i hvert deres miljøer, det fik ham næsten til smile, for han vidste at hvis det her ramte paris kunne det få følger, men han kunne nægte at følge den lille halv engels ønske, for hun bad jo om det, bad om hans venskab., stilheden herskede imellem dem.. hans tavshed var ubeskrivelig, for han tænkte.. han så skævt ud til den ene siden, mens han fik noget fraværende i sit blik og den larmende stilheden forsatte fra før..
hvad skulle han vælge? hvis han overhoved skulle vælge noget?
og så havde han truffet sit valg..
han vente sig langsom om og så på kajika, mens han svagt hviskede ud i natten
"det ville være mig en fornøjelse at være din ven"

kajika så stille mod ham mens vinden stille kærtegnede hendes hår der flagrede som det smukkeste hvide slør i vinden som var hun en brud af det mest uskyldigste og rene i verden i det hun betragtede isaac prøve at finde frem til svaret på hans læber hun gerne ville høre afventende .... utålmodig nysgerrig, efter et svar, svaret fra denne dæmons læber i det han sagde god for et venskab smilte hun lidt, uskyldigt og med jævne mellem rum kom der små glade smil og så gik hun nær ham uden at rør ham og ikke for tæt, i det hun stille lod læberne slippe sin taknemmelighed for svaret"Tak Isaac" hun ville ha grinet normalt nu men stilheden var så dejlig og den stemning der boblede om dem af mystisk og spænding den var for dejlig til at bryde med dette ligegyldig men dog smukke latter der plejede at komme fra hendes mund når hun var glad. Hun betragtede de glinsende øjne isaac havde med det blod røde skær og kunne ikke lade vær med at smile ved synte af dem, mens hun overvejede om hvor vidt hun skulle gå og spørge om han ville følge med hende i gaderne i terra for lidt snak og selvskab"vil du med??" hun begyndte stille at gå med få klik, klik, over de ujævne brusten der dækkede terras midterste gade...

Isaac så hendes øjne, hvor klar de virkede.. han hørte hendes spørgsmål og smilede skævt til hende. før han fulgte efter hende ind i mørke af terre, uden sine skygger, uden noget, inden alle sine hemmeligheder, der var gemt i hans hjerte. de gik lidt, hvor han skæve til hende.
"hvad får stadig dig til at vælge en dæmons selskab, er jeg slet ikke så uhyggelig, som jeg går og tror?" han blottede sine tænder i smil, halv grin, uden der kom en latter..

kajika smilte let i det hun tog sig til hovedet og roede let i håret mens hun stille grublede over hvorfor hun egenlig havde hans selvskab og sagde"mmm??? det nok fordi jeg intet har at lave og så fordi du virker så venlig sindet så nej du overhovedet ikke farlig i mine øjne Isaac du virker knap nok som en dæmon nær mig" hun grinte let og rødmede en smugle i det hun sagde"jeg tror intet ved dig kan skræmme mig selv ikke din dæmon form??? egenlig og ? hvorfor spørg du da???... hih vil du da gerne være farlig og uhyggelig i mine øjne isaac" hun blinkede til ham og så stille omkring i mens de gik og man kunne høre deres åndedræt eller sko der stille slæbte sig over brustene. Hun skævede til Isaac og sagde"? Så hvorfor sagde du ja til mit venskab af lyst eller tvang følelse"

en hæs lavmælt latter slap kort hans læber, der hun sagde at hun ikke fandt ham uhyggelig, for han vidste godt, at han ikke var uhyggelig, for han ønskede ikke at hun skulle kende den sandhed, der lå gemt i det inderste af hans hjerte. "haha, det smiger mig at du ikke finder mig spor uhyggelig, selv ikke efter du så hvad jeg gjorde ved den skygge.." hans hoved var vent væk fra hende. han så smilede ned i jorden. vinden rørte let ved hans næsten hvide hår, så det blik danse.. "jeg tror ikke det er sådan nogle følelser som du tænker på, for sådan nogen eger jeg ikke. jeg tror måske at det er det samme som ved dig, at søge selskab, at være sikker på at du ikke led på grund af en skyggerne ikke kunne styre sig, eller måske findes der slet ikke en grund til at vi følges nu." Isaacs stemme var tænksom, foruroligende og lavmælt..
han vente sig stille om, så han kunne se på kajika "tror du på skæbnen?" spørgsmål var pludselig, uden nogen mening, for den, der ikke forstod.

kajika nikkede stille i det hun strøg håret let til siden med få finger der stille dansede over de lange hvide totter af hendes ægte platin farvede hår, der var hendes naturlig farve der kom frem når det var sommer og denne aften var ingen undtagelse. Hun betragtede isaac i det han slap det fra læberne med om hun troede på skæbnen der var meget dette kunne komme fra ... og hvad det angik, hun vendte sig mod ham elegant og lod vinden fange håret igen som et sjal og betragtede ham med de blide varme blå dådyr øjne og sagde"Hmm??... det kommer an på hvordan men ja jeg vil mene jeg tror på skæbnen??" hun rettede let på sit eget tøj og ventede på svar på hvorfor han sådan pludselig havde ladet sådan nogen ord slynge fra sine læber..

Isaac så skævt på hende over på hende, mens han trak på smilebåndet "skæbnen er mange ting.. jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg spurgte dig.." Isaac holdte en kort pause, før han sagde lavmælt "hvor vil du gerne hen her i terre?" han så kort på hende med et hæve øjenbryn..
hvad der han tænkte, kunne ikke tydes, for hans ansigt var igen falden i de reserveret folder.
"hvad bruger du egentlig din tid på her?" spurgte han høflig, for den larme stilhed var begyndt at genlyde i hans hoved.. han så kort over på hende..

Kajika rødmede let og nikkede i det hun sagde"Hmm okay??" hun sukkede lavmældt og kiggede omkring i det hun gik nær ham igen lidt tættere og så på ham med dette engle smil over de smukke læber og strøg blidt det lange hår ned af skuldren og sagde"Hmm?? det ved jeg egenlig ikke... hvor ville du gerne hen vis du fik chancen? vi kunne tag ? hen til den forladte forlystelses park eller måske den gamle anstalt jeg har hørt der er kommet spøgelser der nu det kunne være spændende ved mindre du bange" hun blinkede drilsk i det hun sagde"Hvad jeg laver i terra?? eller... hvad jeg bruger min tid på lige nu ?? ... heh fordi jeg er normal studerende til sygeplejerske i hverdagene og hmm?? hvad jeg bruger min tid på nu er at underholde dig" hun blinkede og sagde drilsk"Ej jeg driller jeg snakker med dig? og lære dig mere at kende" hun strøg blidt fingeren hen af sin læbe og grinte let i det hun begyndte at gå igen lidt..