They Have Taken Everything.... (Hazel)

Tid: 01:30
Sted: Khá's slot
Omgivelser: En ildevarslende tavshed og et næsten lige så ildevarslende dårligt vejr

Khá's slot havde i lang tid været fyldt af liv og restaureret så det nærmest så godt og kongeligt ud. Men den sidste tid havde sendt stedet i en ganske anden retning. Selve slotsgården bar tydelige tegn på voldsomme mængder af ild og destruktion, de sideliggende bygninger var forfaldne og man kunne ane hvordan haven var blevet et næsten fjendtligt vildnis. Det af det der stadig levede selvfølgelig.
Selve hovedbygningen var næsten lige så forfalden men bar dog præg af nogen forsøgte at gøre noget for at holde stedet i en nogenlunde stand, dog uden alt for meget held.
Der var også stadig et par biler i garagen men de var ikke blevet vedligeholdt et stykke tid. Indenfor var der dog stadig velholdt og rengjort men alligevel en ildevarslende dyster stemning, som om glæden og livet i stedet endnu en gang var forsvundet.
Der var en svag genlyd af klassisk musik et eller andet sted fra men det eneste liv der var, var stedets butler Bach. Den gamle mand gik rundt og passede roligt stedet som han altid havde gjort men det var på en anden måde nu. Det virkede mere som om han gjorde det fordi han blev nødt til at holde sig selv i gang af frygt for at tabe den sidste smule vilje han egentlig havde tilbage.

Denne aften gik Bach og gjorde hvad han kunne for at holde pavillionen i slotsgården ren imens han nynnede trist for sig selv. Pavillionen var stadig smuk at se på, det var et fantastisk stykke håndværk men det var stadig tydeligt at der ikke var den samme gnist mere. Pludselig lød et brag og en mand kom løbende ud fra hovedbygningen stærkt forbrændt i ansigtet imens han forsøgte at ytre nogle ord. Manden sprang hurtigt ind i sin bil og kørte afsted så hurtigt som han overhovedet kunne. Gamle Bach kiggede efter bilen inden han vendte blikket mod altanen.
"Hvordan kunne det dog komme så langt?..... Det gik så godt..... Herre..... Mit gamle hjerte græder for dem....."
Stille tog den gamle mand en tår af sin kaffe inden han sukkede og kastede blikket ud i natten

Hendes lette bare tær, gled lydløst over skovbunden, som hun begav sig afsted. Mange ting var ændret i verden om hende, mens andre, såsom skoven og havet, var helt det samme. Selv var hun også ændret indeni, ikke nøvendigvis til det bedre, men nogle gange var livet bare ikke fair. Hendes kræfter var vokset, og hun havde mere styr på dem nu, end nogensinde før, heldigvis. For havde hun ikke kontrol over det, kunne hun nemt ødelægge en hel by, uden at ville det.
Hazels lange næsten hvide hår, bølgede løst ned til lænden, og den blide nattevind fik det til at flyve en smule om hende. På kroppen havde hun en hvid sommerkjole, og om halsen hang en mørkeblå krystal.
Hun kendte vejen, havde gået den så mange gange, og alligevel virkede den ikke længere genkendelig. Noget var ændret, det var svært at sige hvad det var, men et eller andet var forkert. Idet hun stoppede op ved skovkanten, hvilede hendes hånd mod stammen på et træ. Kunne mærke det fugtige mos under sine fingre, og smilte svagt for sig selv.
Smilet falmede ved synet af slottet der nu tårnede sig frem foran hende. Tøvende gik hun nærmere og gik ind igennem den store port, efter hun nær var blevet kørt ned af en eller anden tosse. Gad vide hvad der var sket.. Det hele så forfærdeligt ud. Hendes sørgmodige havblå øjne hvilede efter en stund, på Bach. Stille gik hun hen mod ham. "Bach.. hvad er der sket?.. Hvor.. Hvor er han?.." Hendes stemme var blid, men alligevel bekymret.

Bach fik et tydeligt chok da hun pludselig snakkede til ham, men satte dog roligt sin kop ned. "Lady Hazel..... Det er længe siden.. Dog stadig en fornøjelse.... Jeg ville ønske jeg kunne modtage dem med et smil og stedet i en bedre stand.... Men ak...."
Man kunne høre det tydeligt på den gamle mands stemme at han var trist men som altid gjorde han hvad han kunne for at virke ærbødig og fattet. Men for en gangs skyld skete der noget som ufattelig få nogensinde havde set.
Tårer trillede ned af hans kinder imens han gjorde hvad han kunne for at bevare fatningen.
"Herrens kone og deres lille søn..... En dag... Var de bare væk.... Uden forklaring eller spor om hvor hen.... "

Så rakte han hånden til hende og sagde: "Lady Hazel.... Gør en gammel mand en tjeneste og hjælp ham ind i køkkenet... Så laver jeg en kop varm te og så skal jeg forklare mere.... Dette vejr er ikke sundt for en gammel mand....."
Noget var i hvertfald helt galt. Nok var Bach en gammel mand men han havde altid været i god form og sund og rask. Men nu var det som om alderen for alvor havde indhentet ham af en eller anden grund.

Hazel havde aldrig set Bach være sådan, og selvom det var længe siden hun sidst havde set ham, var hun ikke i tvivl om at der var noget galt. Noget frygteligt galt. "Fornøjelsen er gengældt.. Jeg beklager jeg skræmte dig.." Sagde hun blidt og smilte lidt forsigtigt til ham. Så sig rundt på grunden og bed sig hårdt i læben. Bach havde uden tvivl fået sin sag for, og det var ikke nemt kunne hun se.
Lyttede til hans ord, det gjorde ondt på hende at se ham sådan, at se ham være så opgivende. Han havde aldrig virket sådan førhen.
Da hans tårer begyndte at trille, rakte hun forsigtigt hen og fjernede dem. "Det ok.. Sig hvis jeg kan hjælpe dig med noget herude.. Du skal passe bedre på dig selv.. Du ikke 20 mere" Sagde hun smilende og lod svagt hovedet glide på skrå. Nikkede svagt til hans spørgsmål og støttede ham, mens de gik indenfor. Da de nåede køkkenet, placerede hun ham på en stol.
Stedet rummede mange minder for hende, minder hun ellers troede for længst var væk. "Jeg laver noget te.. Slap lidt af, og fortæl mig mere.." Bad hun let, inden hun gik igang med at lave te.

Han nikkede stille med et forsagt smil imens han tog imod hendes hånd og begyndte at gå sammen med hende. Det var tydeligt at støtten var nødvendig i forhold til hvad den havde været før.
"Igen.... Jeg beklager at de skulle se stedet i sådan en tilstand..... Jeg har gjort mit bedste....." Indenfor var der dog overraskende pænt og velholdt. Fuldstændig som man ville forvente det når Bach passede det.
Men der var alligevel en dyster og nærmest kold stemning over stedet, nærmest som om det var den gamle Khá der havde det.
Ude i køkkenet prøvede Bach dog stadig at lave teen men valgte dog at sætte sig. "Jeg...." Han tog sig et par dybe indåndinger inden han begyndte at forklare: "Efter de to forsvandt..... Bad han til Himlen om hjælp.... Om de ikke nok ville forklare ham hvad der var sket.... Herren så det som at Himlen stadig straffede ham for fortidens synder.... Langsomt fortabte Herren sig i sin egen galskab og blev.... Mindre menneskelig og mere..... Fortabt..... Som om han var fanget imellem sit gamle jeg og den han ellers var blevet..... Det viste sig på hvordan han så ud.... Til sidst låste han sig inde på sit kammer og kom aldrig ud.... Han forsvinder ind imellem ud i natten når balancen skal opretholdes.... Derefter er han låst inde på sit kammer igen....."

Så kunne gamle Bach ikke holde tårerne tilbage mere og han begyndte at hulke imens han holdt sine slidte hænder frem foran sig.
"Nogle nætter..... Kan jeg høre ham skrige..... Jeg kan ikke en gang forstå hvad han skriger længere..... Jeg kan høre han raserer sit kammer..... Jeg kan mærke hans smerte......"

Som Bach undskyldte igen, smilte hun mildt til ham. "Du gør dit bedste.. Det må være hårdt for dig.." Sagde hun stille og lagde hånden blidt på hans skulder. Hun hadede at se Bach så ked af det.. Han havde altid virket som en meget stærk mand i hendes øjne, og det var han også stadig. Men samtidig var han også tydeligt knækket, hvilket gjorde hende bekymret for ham.
Da teen var færdig satte hun en kop foran ham, og satte sig ved ham med sin egen kop. Lod Bach fortælle, og bed sig hårdt i læben ved hans ord. Så det var det der var sket.. Det forklarede en del.. Hun havde også undret sig over måden naturen om slottet så ud på. Tøvende strøg hun hånden gennem sit hår, og så lidt fraværende ud af vinduet mens hun tænkte.
Til sidst så hun blidt på Bach igen. "Bach.. jeg har en hytte nede ved stranden.. Vær sød at tage derned et par dage.. Jeg vil ikke have der sker dig noget, hvis det her går galt.." Sagde hun mildt og hvilede sin hånd på hans hånd. Rejste sig og virkede ganske beslutsom. "Jeg går op til ham.."  Hvis han var ved at miste sig selv igen, kunne hun måske nå at stoppe det. Måske hjælpe ham.. eller måske var det forsent, men hun ville hellere dø i forsøget, end ikke at prøve. Kyssede blidt Bach på kinden, og overførte lidt energi til ham, inden hum bevægede sig op mod hans værelse.
Stoppede ude foran døren, og tøvede lidt. Havde allerede fundet ekstra nøglen, den havde han stadig det samme sted. Forsigtigt åbnede hun døren og trådte ind.

Bach nikkede kort som han tog imod teen og drak lidt af den. "Jeg kan ikke forlade slottet..... Bevæger jeg mig udenfor slottets grund så dør jeg..... Men jeg vil sidde og hvile mig....."
Da hun så ville gå op til ham, kiggede Bach først lidt forskrækket på hende inden han så sagde: "Lady Hazel.... Lov mig at være forsigtig.... Jeg ved ikke hvor meget der er tilbage af den mand de kendte....."

Som hun åbnede døren til kammeret, blev man først mødt af en stærk kulde og mørke. Der var ingen form for belysning men med månelyset kunne man se rummet var fuldstændig ødelagt. Henne i mørket kunne man se hans skikkelse. Det var svært at se hvor stor han var da han sad sammenkrøbet og han derudover var delvist tildækket af sorte vinger der så hærgede ud.
Da hun trådte lidt nærmere, kunne man høre ham mumle:
"Gabriel?.... Nej..... Uziel.... Er det dig der er kommet for at hente mig?.... Så få det overstået..... Eller er i her bare for at spotte mig endnu mere?.... Hvilket forsøg på tortur kommer i med?.... Kom bare.... Der er ikke mere at tabe....."
Så rejste han sig op i fuld højde, omkring 2,5 meter. Da han vendte sig rundt, kunne man se han var ligbleg. Hans hår var askegråt. Han var stadig engel så musklerne var der men samtidig var han blevet tyndere. Hans øjne var helt kulsorte, men alligevel kunne men se undren og overraskelse hos ham. "Hende..... Er det sådan i vil torturere mit sind endnu mere?! Hun er ikke virkelig! Hun er ikke...... Stop!"
Det var som om han troede hun ikke virkelig var der, som om nogle lavede en illusion for ham

Døren blev åbnet, og den kulde og mørket der mødte hende, gjorde det tydeligt for hende hvor slemt det stod til. Hazel ville aldrig være bange for ham, for det kunne hun ganske simpelt ikke. Hun ville altid have følelser for ham, og selvom han skulle ende med at slå hende ihjel, så kunne hun ikke andet end at håbe, at han ville blive sig selv igen.
Efterhånden som hendes blik blev vant til mørket i rummet, der kun lige akkurart blev kysset af månens sølvskær, kunne hun også se ødelæggelserne.
Hun søgte efter ham, og opdagede ham siddende i mørket. Hans vinger var blevet sorte, det kunne umuligt være et godt tegn. Forsigtigt trådte hun nærmere og lukkede døren bag sig. Hans mumlen nåede hende, og der skar i hendes hjerte at se ham være så langt ude.
Han troede åbenbart ikke at hun var virkelig, hvilket på sin vis ikke overraskede hende. For hvorfor skulle han tro andet, end at hun var en illusion? Det var mange mange år siden de sidst havde set hinanden, og i den tilstand han var i, var det kun forståeligt. Endnu et forsigtigt skridt blev taget imod ham, omtrent samtidig med at han rejste sig i sin fulde højde. Hun havde fuldkommen glemt hvor høj han var blevet efter sin forvandling.
"Mange ting har du kaldt mig gennem årene Connor.. men en illusion er ikke en af dem.." Sagde hun lavt. Sørgede for at stå en smule på afstand, for bedre at kunne se ham. Hans hud havde skiftet farve, og hun kunne se han var blevet tyndere. "Tror du virkelig de ville se det som en straf for dig at vise mig? Jeg er virkelig.." Mon han ville gøre hende noget? mon det ville gå op for ham at hun rent faktisk var der? eller havde Bach ret? Var den mand hun kendte, væk for altid?

Det var som om hans øjne var sorte som olie og gav kun et ganske svagt skær i månelyset.
Da hun så talte til ham, var det også som om der var ord der nåede et eller andet i ham. Han tog hårdt ved sit hår og råbte næsten: "HVORFOR GØR I DET HER?!!? HAR JEG IKKE LIDT NOK?!!!!"
Han slog næven ind i væggen hvilket efterlod et hul imens hans hånd sydede af de hellige flammer.
"Connor findes ikke m..... Jeg....." Der var et eller andet i ham der stoppede sætningen, som om det ikke var rigtigt. Men var Connor der inde et sted, var han virkelig godt gemt væk.
Han tog et par skridt nærmere imens vingerne langsomt lagde sig ind mod hans ryg og hans sorte øjne hvilede på hende.
På hans brystkasse var der et sort symbol brændt i hans kød, det var næsten det gamle segl han havde fra da han var Djævel. Men det var ikke fuldendt, som om han nåede at stoppe det.
"Du.... Er ikke fra Himlen..... Er du fra Helvede?.... Er det Satan der vil stjæle mit sind?....."
Der var tvivl at spore i ham, han kunne ikke tro det han så. Men det var nok heller ikke så underligt når han havde siddet med sin galskab selv

Når alt kom til alt, havde han da ikke prøvet at dræbe hende endnu, og det valgte hun at tage positivt. Han hævede stemmen, og da hans hånd ramte muren, kunne hun tydeligt se den arkane ild danse om hans fingre. Han var uden tvivl en kende mere farlig, når han samtidig var i den tilstand han var i nu.
Han modsage hende, men han virkede tøvende. Måske var han heller ikke selv klar over om Connor var derinde et sted? Det var en mulighed at han var ved at tabe sig selv så meget, så han ikke vidste det. Hun håbede ikke det var forsent, men kun tiden kunne vise om han overhovedet kunne reddes denne gang, eller om hun kom for sent. Lige nu måtte hun bare tro på, at det bedste i ham stadig fandtes  også selvom han ikke selv troede på det. "Du lyver.. Du reagere stadig på navnet og ved at det har tilhørt dig.. Og uanset hvad du siger, så vil jeg gøre alt hvad jeg kan, for at hjælpe dig" Sagde hun stille.
Hendes blå øjne hvilede i hans sorte, som han kom tættere på hende. Bemærkede godt seglet, og et øjeblik havde hun været i tvivl om det var fuldendt, indtil han kom helt tæt på, så kunne hun se, at det var det heldigvis ikke.
"Neij.. Jeg er hverken fra helvede eller fra himlen.. Jeg er her for dig.." Svarede hun tøvende og lod hovedet glide på skrå. Rakte ganske forsigtigt op og hvilede hånden mod hans kind. "Det er mig.."

Det var heller ikke til at sige for ham selv om Connor stadig var der et sted, i såfald var han ikke i stand til at se det med den tilstand han var i.
Da hun så sagde at han løj omkring Connor var væk, knurrede han først ildevarslende af hende men samtidig var det som om mørket i hans øjne flakkede. Det var dog ikke til at sige om det var det han reagerede på eller noget andet.
I det hun stod tæt på ham og rakte mod hans kind, flyttede han først hovedet men noget gjorde at han lod hende gøre det. Hun ville kunne mærke at han var kold som graven men alligevel virkede han til at reagere på varmen fra hende.
"Du.... Er ikke Uziel...... Uziel er ikke varm....... Du er........"
Kort lagde han sin hånd ovenpå hendes inden hånden faldte slapt ned langs hans side igen og han med en rusten stemme hviskede: "Hazel..... Du hedder Hazel......."
Selvom mindet var fjernt i hans nuværende tilstand, så var det der stadigvæk. Det havde der udover været længe siden de havde set hinanden men ikke desto mindre var mindet stærkt nok til det nok kunne findes.
"Det er..... Længe...... Siden......."

Han knurrede af hende, hun vidste godt at det sikkert var fordi hun sagde han løj. men det kunne også være fordi han var forvirret. Både over at hun var der, hvem hun var, om hun var virkelig og om Connor stadig var gemt, et eller andet sted inde i hans indre. Det var en mulighed.. Hun flyttede sig ikke overhovedet, selvom mange andre nok allerede var døde af skræk på nuværende tidspunkt. Det, eller også var de løbet skrigende væk. Men ikke hende, det havde hun aldrig gjort, og hun havde så sandelig ikke i sinde at gøre det nu.
Et øjeblik troede hun ikke på at hun ville få lov at røre ham, men han lod hende alligevel gøre det. Kulden var kommet tilbage i hans hud, men det havde hun prøvet før. Selvfølgelig havde hun aldrig mødt ham i den tilstand som han var i nu, men det var ikke anderledes for hende. Hun ville altid nok se ham med samme øjne, uanset hvordan han så ud, eller hvordan han ville være.
"Neij.. Jeg er ikke Uziel.." Svarede hun lavt og så længe på ham. Da han så sagde hendes navn, smilte hun lidt forsigtigt og nikkede til ham. "Det er jeg.. og ja.. det er meget længe siden.." sagde hun lavt. Prøvede at finde ud af om hun kunne gøre noget for ham.. Måske ville han ikke engang have det når det kom til stykket.

Da hun sagde at hun ikke var Uziel, var det som om det ramte noget i ham. Det var som om han fik bekræftet at hun ikke var. Uziel var en Dødsengel der flere gange havde besøgt ham, for Khá var det et forsøg på at drive ham til vanvid.
En del af ham undrede sig også over at hun ikke løb skrigende bort, han havde jo jaget alle andre væk. Men så igen hun havde altid blevet ligemeget hvor rasende han end var blevet. Hun var aldrig bange for ham, selvom alle andre nok mente hun var gal over at være i nærheden af ham.
"Jeg..... Troede aldrig jeg skulle se dig igen.... Hvad.... Bragte dig tilbage?......"
Det lod til at det meste af hans galskab var kommet af han følte sig alene. Bach var der selvfølgelig hvilket nok var grunden til at Khá ikke var gået fuldstændig amok.
Sidste gang Khá fortabte sig i sin egen galskab, brændte han næsten Rom ned til grunden.
Han sank sammen på sine knæ hvilket gjorde han var nærmest i hovedhøjde med hende og de sorte øjne kiggede næsten fortabt på hende.
"Jeg..... Har været fortabt i mørket..... Min straf......."

Det virkede som om at han troede hende, når hun sagde hvem hun var. Noget af galskanen forsvandt fra hans blik, og det gik op for hende at han bare følte sig alene. Det var også forståeligt nok, hvem ville ikke føle sig alene efter sådan noget? Langsomt strøg hun hånden gennem sit hår, inden hun bed sig en kende i læben.
Hans ord fik hende til kort at se ned, hun vidste jo godt at hun havde dummet sig. "Jeg ved det godt.. Jeg ved godt du troede jeg aldrig ville komme igen, at jeg var rejst.." Sagde hun stille og så ham derefter i øjnend igen. Her var stadig koldt, så i en let bevægelse lod hun armene glide op omkring sin krop. Virkede overvejende for en stund, inden hun besluttede sig for at svare ham.
"Hvad der bragte mig tilbage? det gjorde du.. Jeg ved godt jeg ikke burde, og at du sikkert ikke har meget til overs for mig mere.. Men jeg ville bare se hvordan det hele gik her.. Jeg er kommet her engang imellem, men kun udenfor porten for at du ikke opdagede mig.." Sagde hun stille og smilte lidt. Så ham i øjnene som han sank i knæ, og hvilede stille hænderne mod hans kinder. "Shh.. Jeg ved det godt.. Det er okay.. Det er forståeligt.." Sagde hun mildt og lod hænderne glide ned langs sine sider igen. Vidste ikke hvor glad at han var for at hun rørte ham.

Når man gjorde som han havde og nærmest låste sig inde i sit eget hoved med sin egen fortabelse, var det klart at man ville føle sig ensom og med tiden blive sindssyg. Hans tanker havde i lang tid kredset om hvad der gjorde at folk altid forsvandt fra hans liv. Var det fordi han var farlig, eller de ikke kunne acceptere hvad han var? Den tanke havde gjort at han flere gange havde forsøgt at flå sine vinger af men uden held. Han var sat tilbage på jorden med et formål og det kom han ikke til at slippe for.
"Jeg har altid..... Haft en fornemmelse af du var der ude et sted..... Måske tæt på.... Den sidste tid har bare været......"
Khá havde jo fået sin menneskelighed tilbage da han blev genfødt så på trods af hans voldsomme magt, blev han stadig ramt at fortvivlelse og ensomhed som dødelige gjorde.
Da hun så lagde hænderne på hans kinder, vendte han blikket mod hende igen inden han så sagde:
"Hazel...... Alle andre har forladt mig.... Men alligevel..... Er du her......."

Hazelins blå øjne hvilede intenst på ham, de glimtede en smule i skærret fra månen. Stille lod hun blikket glide rundt i rummet. Da hun mødte ham første gang, var han på ingen måde så langt ude som han var nu, men det var nok fordi at han nu havde fået sin menneskelighed tilbage, så gjorde alt nok mere ondt end før. Som han snakkede, smilte hun lidt og trak svagt på skuldrene.
"I en periode overvejede jeg også at komme ind.. Men efterhånden som tiden gik, vidste jeg ikke længere hvad jeg skulle sige.. Undskyld virkede ikke godt nok.. Jeg kan ikke undskylde mig selv mere og forvente at du acceptere det.. Det ligger bare i min natur.." Sagde hun stille og virkede tænkende. Satte sig langsomt ned på gulvet og var stille for en stund.
"Det første lange stykke tid havde jeg ikke kontrol over noget, jeg havde så ondt i sindet.. mine evner voksede.. et stykke af skoven måtte lade livet, fordi jeg tabte resten af kontrollen, og min jordevne gør at.. jeg kan skabe vidunderligt smukke ting, men også skabe enorme jordskælv.." forklarede hun med en let stemme.
Hans ord fik hende til at trække let på smilebåndet. "Jeg er her altid.. jeg mærkede en ændring omkring naturen ved dit slot.. og nu ved jeg så hvorfor.. jeg er ked af at du måtte igennem alt det her.." Sagde hun stille og trak benene op til sig. Ikke meget anderledes var sket hos hende, hun havde dog været alene hele tiden, men.. på sin vis følte hun sig aldrig helt alene nær vandet.

Ganske rigtigt var han ikke så langt ude første gang hun mødte ham, der var han ondskabsfuld og kold men havde overraskende meget kontrol over sig selv. Den gang var menneskeligheden også noget der langsomt skulle vokse hvorimod denne gang var den der fuldt ud, hvilket gjorde ufattelig ondt. Når det blev allerværst, ville han egentlig ønske han aldrig nogensinde var blevet genfødt.
"Jeg accepterede det den gang.... Og det gør jeg stadig..... Det vil jeg altid gøre...."
Han havde egentlig også regnet med at hendes evner ville vokse på den ene eller anden måde. Det var så længe siden de havde set hinanden så han kunne ikke sige helt præcist hvorfor.
Ganske rigtigt var der sket forandringer i naturen ved slottet. Det havde altid en effekt på hans omgivelser når der skete noget med ham, hvilket også var grunden til at haven så ud som den gjorde nu.
Uden at sige så meget rejste han sig og tog dynen fra den ødelagte seng og lagde om hende inden han igen satte sig, det var tydeligt hvordan han var slidt.
"Tak..... Himlen bliver nok aldrig færdig med at straffe mig for fortidens synder...."

Som hun sad her på gulvet, i det ødelagte værelse hun ellers kendte så godt, følte hun sig.. hjemme. Også selvom alt var ødelagt og grunden og stedet tydeligt bar præg af den ødelæggelse han havde indeni, så ville det nok aldrig rigtigt ændre hvordan hun så tingene. Hun havde altid elsket stedet, elsket at være her.. Men det var ikke fordi stedet var stort og prægende, det var alene fordi at når hun var her, var hun sammen med ham.
Hans ord kom faktisk bag på hende, og et øjeblik var hun helt mundlam. Efter en stund, så hun dog undrende på ham og lod hovedet glide på skrå. "Hvordan kan du sige det? Efter alt jeg har puttet dig igennem, ved bare at gå uden at sige noget? Du prøvede endda at stoppe mig sidst, og det hjalp ikke noget.. Jeg er slet ikke din tilgivelse værd.." Sukkede hun og så på ham som han rejste sig.
Fulgte ham med blikket som han gik hen og tog dynen og lagde om hende. Smilte svagt for sig selv, og så kort ned. "Tak.." Han var stadig lige galant.. Tænkte på hende. Tænkte på om hun havde det godt.
"Har du tænkt på mig?.. gennem årene?" Spurgte hun stille og bed sig en smule i læben. "Du trænger til hvile.."

Hans blik var sørgmodigt men for første gang i rigtig lang tid, var der et smil at spore i det dystre ansigt. Mange ville have slået hånden af hende eller straffet hende for at gå sin vej. Men selv i mørket af hans eget sind, var Khá i stand til at se verden med ganske andre øjne.
"Ja du går uden at sige noget.... Men i modsætning til alle andre, så vender du tilbage igen.... Lige meget hvor mange gange du går..... Så ved jeg du kommer tilbage....."
Det gjorde da ondt når hun gik men der var alligevel en eller anden tryghed i at hun vendte tilbage igen. Det varierede hvor lang tid der gik, men hun kom tilbage.
Selv hans kone og deres lille dreng havde forladt ham. Om de var kaldet tilbage til Himlen eller hvad der var sket, kunne han ikke sige. Men væk var de.
"Selvfølgelig har jeg tænkt på dig.... Du lærte mig at elske...." Da hun så nævnte hvordan han trængte til at hvile, nikkede han stille og sagde tænkende:
"Måske.... Jeg har ikke nogen fornemmelse af tid længere....."

Hazelin kunne tydeligt mærke en forskel på ham, efter at de var begyndt at sidde her og snakke. Det virkede som om at han fik det bedre, lidt efter lidt hvilket var utroligt dejligt. For når alt kom til alt, var det ikke særligt mange der ville gå med til at, hun bare forsvandt hele tiden uden nogen egentlig grund, og det forstod hun også godt, men han havde altid været meget anderledes på det punkt, hvilket jo kun var heldigt for hende. Hun ville nok aldrig slippe ham helt, og hun håbede inderligt heller ikke på at han ville slippe hende, uden nogen grund. Selvfølgelig var der altid en grund og grunden ville nok være at hun for gud ved hvilken gang, var forsvundet uden et ord.
Han så verden med samme øjne som hende, og de havde et eller andet sted nok altid været ment for hinanden. Hvordan han kunne blivce ved med at tilgive hende, og bare lade hende komme ind i hans hjem og i hans hjerte gang på gang, var virkelig ikke noget hun forstod men samtidig var hun også glad for at hun altid vidste at hun havde et hjem hos ham.
"Det er sandt nok.. Jeg er aldrig væk for qaltid, nogle gange går der bare længe før det går op for mig, at jeg stadig mangler en vigtig ting i mit liv, hvilket er dig.. det har altid været dig, det håber jeg da at du ved.." svarede hun ganske stille. På sin vis havde han jo uden tvivl ret, hun kom altid igen.. og det ville hun nok altid gøre.
Det havde også gjort en smule ondt på hende, at han havde fundet en anden, men på den anden side kom det ikke bag på hende, for han var jo en anden mand nu, og havde et helt andet udseende, end han havde haft før, så selvfølgelig var der andre der også kunne se, at han var så meget mere end sit udseende og sin magt. Hans magt havde aldrig været grunden til at hun valgte at være hans, var ikke i tvivl om at han havde meget magt og hun respekterede alt af ham, men hun havde jo forelsket sig i ham af en helt anden grund.
Da han sagde at han havde tænkt på hende, blev hun varm indeni, og hun smilte lidt forsigtigt på ham. "Det er jeg glad for.. tror jeg.. for måske var det ikke det bedste for dig, når nu du fik en anden familie.. det var også derfor jeg ikke ville komme ind og sige hej.. jeg ved at vi jo har en fortid og... jeg ved ikke med dig, men den vil jeg aldrig glemme, og jeg vil heller ikke lægge den bag mig." sagde hun tænkende.
Lod en spinkel hånd glide igennem sit lange blonmde hår, og så en smule frem for sig. Vidste ikke helt hvorfor at hun altid søgte ned til vandet. Det var som om at uanset hvilken vej hun tog, så kaldte vandet på hende og hun havde dernede. Hun elskede vandet, og det var en del af hende, så det var svært at stoppe den kalden der altid lå i vinden.
"Du skal sove lidt.. det er sent.. og du har tydeligvis ikke sovet længe.." sagde hun tænkende og rejste sig stille og lagde dynen. "Jeg må hellere gå igen.. jeg.. vil iokke forstyrre dig, men du ved jo hvor jeg er.."

Hendes ord varmede ham dybt i hans indre, det var skønt at høre nogen sige sådan. Alle andre der havde sagt det føltes som løgne. For hvis det var sandt, hvor var de så nu?
Da hun så nævnte at hun ikke ville have sagt noget før på grund af hans familie, fnyste han en gang inden han sagde:
"Familie..... Hvor er de nu?..... Selv de forlod mig.... Man forlader ikke nogen man elsker højt nok..... Du går ja..... Men alligevel.... På trods af alt... Så er du her igen.... Du har ikke forladt mig.... Så jeg vil ikke glemme nogen som helst minder vi har sammen..... Jeg lærer af min fortid.... Og her er du....."
Så rejste han sig sammen med hende i hans fulde højde og kiggede hen på den ødelagte seng imens han sukkede:
"Jeg kan ikke sove..... Det der skete sidst jeg prøvede..... Jeg.... Vil ikke have du går....."
Det var med tristhed i stemmen men også beslutsomhed

Hazelin så smilende på ham, som hun stod der overfor ham, og endnu engang kunne hun så tydeligt mærke, alle de følelser som hun stadig havde gemt væk indeni, for ham. Selvom hun måske havde dummet sig mere end en gang, var det ikke ensbetydende med at hun ikke fortrød det, for hun fortrød det altid. Hun ville nok aldrig tilgive sig selv for at give ham denne form for smerte indeni, og være den der var skyld i at han fik det sådan igen.
Han var vred over at hans familie havde forladt ham, og det var virkelig også forståeligt, for hun forstod godt at det gjorde ham virkelig vred at der var nogen man troede at man kendte, nogen man troede elskede en, også forlod de bare en, uden at sige noget overhovedet.
"Jeg ved godt at det kan være svært.. måske var der en virkelig god grund til at de valgte at forlade dig.. det er jo ikke til at sige om det er fordi de er et andet sted, om du skræmte dem.. eller.. også er der ikke nogen god grund, jeg håber bare at der er det, for ellers er det slet ikke fair af dem bare at forlade dig på denne måde. Jeg forlader dig engang imellem ja, men det er ikke for evigt.. det vil aldrig være for evigt, for jeg kan ikke leve uden dig for evigt.. det har jeg aldrig kunnet, det ved du også godt.. Ja jeg er lige her.. lige her hvor jeg burde have været hele tiden.." svarede hun ganske stille og så frem for sig.
det var svært at sige hvorfor de havde forladt ham, men hun håbede virkelig at der var en grund til det.. lige nu var hun i hvert fald ikke i tvivl om at hun aldrig ville forlade ham igen.. denne gang måtte hun tage ham med når vandet kaldte i hende igen, hvis han da ville.
Tøvende så hun ned ved hans ord, og pillede ved kanten af sin kjole. Vidste ikke helt hvad hun skulle sige lige nu, der var så meget hun gerne ville sige, men også meget hun ikke længere turde sige, forhåbentlig ændrede det sig.
"Jeg går ikke.. jeg bliver her sammen med dig.. ligeså længe du vil have det.. og når du ber mig gå, fordi din kone og dit barn vender hjem igen, vil jeg gøre det.." sagde hun stille. virkede for en stund en smule tænkende, inden hun så ham i øjnene igen. "Og ellers håber jeg at.. du går med mig.. Men i første omgang.. så kom med nedenunder og få noget te.. Bach sidder dernede.."

Selvom hans øjne var kulsorte, kunne man se vreden. Vreden over en familie der erklærede at de elskede ham og væk var de. Han havde altid været nem at læse og intet af hans vrede var rettet mod Hazel. Hun fulgte bare sin natur.
"Jeg ved ikke hvad grund de havde..... Men før jeg kender grunden kan jeg heller ikke forholde mig til den.... Familie står sammen.... Eller de burde....."
Hendes ord om hun hvordan hun ikke kunne undvære ham og hun var hvor hun burde være, varmede et hjerte der ellers med tiden var blevet iskoldt. Og selvom det var sket mange gange så vidste han altid at hun var der for ham der ude et eller andet sted. Selvfølgelig håbede han på hun ville blive.
"Du er hjemme....... Det her har altid været dit hjem..... Når du har villet det.... Det kan ingen tage fra dig......"
Så tog han en dyb indånding og hans ryg begyndte at knage som vingerne foldede sig ind igen og han blev 2 meter høj igen. Dog havde det dystre ydre sat sig indtil videre.
"Lad os det......" Hans kropsholdning var stadig stolt og majestætisk når han rettede sig op men kendte man ham ikke, ville han se frygtindgydende ud

Hazel havde altid haft rigtigt nemt ved at læse ham, og derfor kunne hun også sagtens se at han var vred. Hvem ville ikke være vred når ens familie bare forsvandt uden så meget som et ord? hvis de havde haft et barn sammen, var hun måske aldrig gået fra ham.. Det var lidt underligt at tænke på. Dog kunne hun også sagtens se, at det ikke var hende, hans vrede var rettet imod heldigvis.
"Familie burde stå sammen ja.. Men.. jeg er ked af de forlod dig..." sagde hun stille og lod forsigtigt hånden løbe igennem sit hår, stod lidt usikkert og så ud af vinduet på den smukke måne. Lige nu var det svært at huske om der var en grund til at hun var gået dengang, men det var der næsten med garanti ikke. Hun havde nu savnet stedet.. omgivelserne og ham,. Nok mest ham.
Det havde aldrig været en hemmelighed at det var her hun følte sig hjemme, her hos ham. Han var hendes hjem, men nogle gange var det bare svært at få havets kalden med på den del. Hun fortrød det som opftest altid når hun forlod ham, men der var ikke noget at gøre ved fortiden nu.
"Jeg kan ikke bare forvente du vil lade mig komme ind i dit liv igen Connor.. og.. desuden er jeg ikke helt sikker på at mit hjerte ville kunne holde til at bo sammen med dig og din familie.." sagde hun stille. Det var uden tvivl en stor indrømmelse at komme med, men forhåbentlig blev han ikke sur på hende. De blå øjne lyste lidt op, som han sagde ja til at komme med ned.
Så en smule fascineret på ham, mens han blev nogenlunde normal at se på igen. Hans dystre ydre, var åbenbart noget der var kommet for at blive lige nu, og sådan var det bare.
Egentlig kunne hun godt forstå at andre folk kunne finde ham skræmmende, men hun havde aldrig set ham på den måde. For hende havde han altid været så meget mere end det, så det faktum at han ville bruge tiden sammen med hende, på at snakke og måske få den en smule bedre, var jo bare rigtigt dejligt,.
Med lette lydløse skridt gik hun ned i køkkenet sammen med ham, og satte noget kaffe over til ham. Tog en krop frem, og stod lidt med den i hånden, og ryggen mod ham. Mon det var klogt.. hun ville nok ende med at blive såret når hans familie kom tilbage igen.

Han kunne godt forstå at hun tænkte som hun gjorde, det var jo ikke nemt når han egentlig havde en familie. Med et roligt forsøg på et smil sagde han:
"Du har aldrig været ude af mit liv..... Det lovede jeg dig og det løfte holder jeg..... Jeg tror ikke de kommer tilbage igen.... Det er det der gør mig så vred.... Jeg kan ikke mærke dem i den her verden mere og det har jeg ikke kunnet længe.... Du er den eneste der er blevet væk men kommet igen...."
Måske var det hans menneskelige side der gjorde det, men han følte sig ekstra hårdt ramt når han blev efterladt. Specielt når han havde kæmpet så hårdt. Som de kom ned i køkkenet, lyste Bach nærmest op da han så Khá. Med sænket nakke, sagde han: "Herre..... Det glæder mig at se dem igen....." Khá gik roligt hen og lagde hånden på den gamle mands skulder imens han sagde: "Jeg er kommet for at blive takket være Hazel.... Gå Bach..... Hvil dig..... Det er en ordre" Kendte man de to vidste man godt at Khá ikke mente det så hårdt men han blev nødt til for at få Bach til at hvile sig. Den gamle mand nikkede med et lille smil og gik.
Så gik Khá hen bag hende og lagde hans kolde hænder på hendes skuldre imens hans rolige stemme lød: "Hazel..... Det blik kender jeg..... Del dine tanker med mig....."