They Have Taken Everything.... (Hazel)

Hazelin lod hænderne løbe igennem sit hår, efter at have sat koppen fra sig. Lige nu vidste hun ikke hvad hun skulle stille op med sig selv. Det hele var lidt forvirrende, hun troede ikke at det ville blive så svært at se ham igen.. Havde glemt de stærke følelser, gemt dem væk. Og nu boblede de alle frem i hende igen.
Som Bach og Connor snakkede sammen, smilte hun en kende for sig selv. Vidste at Bach skulle have det som en ordre, ellers ville han ikke gøre det. Men de trængte begge til at slappe ordenligt af, til at hvile krop og sjæl. "Jeg er ked af de ikke er her.. I så.. glade ud.. Hun gav dig noget jeg aldrig har gjort" Sagde hun stille og hentydede til hans barn. Det var ikke fordi hun ikke ville have børn, for det ville hun meget gerne. Lige det var bare ikke rigtigr sket endnu, og nu var det forsent for han havde en familie.
Hans hænder hvilede pludseligt mod hendes skuldre, og hun gav sig en smule fordi hun havde ondt. Ikke noget hun havde sagt eller vist ellers. et øjeblik lukkede hun øjnene og nød fornemmelsen. Fik blinket nogle få tårer væk som hun åbnede øjnene igen. Den indre konflikt der var i hendes sind, fik hele huset til at ryste og hun måtte trække vejret dybt et par gange, for at få det til ro. Vendte sig imod ham og så op på ham nu de stod så tæt. "Jeg.. Er glad for at kunne hjælpe.." ville ikke sige til ham hvad der skete i hende lige nu, det ville gøre for ondt hvis han bad hende gå.

Han kunne godt mærke på hende at de ord gjorde ondt at sige. Der var også en af grundene til han smilede stille og sagde: "Det er sandt.... Det gjorde hun..... Men han blev taget fra mig igen.... Det gjorde ondt nok at miste Matthew første gang.... At miste en søn mere..... Det var nok der mit sind for alvor blev mørkt igen.... Du har givet mig noget ingen anden har......"
Ganske vist var han ikke så fortabt i sit sind før som han havde været det sidste stykke tid, men han kunne ikke elske den gang. Det lærte hun ham.
Snart mærkede han hendes indre konflikt, ikke på grund af slottet rystede men fordi de trods alt kendte hinanden så godt og selvfølgelig hans magt.
Som hun så ham i øjnene, smilede han så godt han kunne og lod lidt af hans helende energi flyde over i hende for at give hende styrke.
"Hazel..... Du har altid en plads her..... Ligemeget hvad der sker..... Du er stadig Lady af dette hof....... Som du er der for mig.... Er jeg her altid for dig....."

De blå øjne hvilede intenst på ham, som han stod der foran hende. Hun sukkede svagt, mentalt bankede hun sig selv i hovedet for at sige den slags til ham, men hun havde jo på sin vis været glad på hans vegne. Oz selvom hun måske forbandede sig selv for at gå fra ham. "Jeg havde håbet du aldrig skulle igennem det igen.." Sagde hun stille og satte sig op på køkkenbordet. Så tænkende på kaffen der stille dryppede ned i kanden. Der var nu noget trygt her.. Det havde altid virket som om hun var i sikkerhed her. Det var hun selvfølgelig også sammen med ham, det vidste hun jo udemærket.
Hans energi fik hende til at se på ham igen, hun smilte kort. Vidste at han kendte hende bedre end nogen anden, og omvendt. Derfor var det også tydeligt, at han kunne fornemme hendes konflikt. "Det er jeg glad for.." Svarede hun ham stille og hældte kaffe i koppen som hun rakte ham. Det kunne hun da stadig finde ud af. Tænkende så hun ud af vinduet.
"Jeg ville ønske jeg kunne gøre mere for at hjælpe dig.. Du betyder stadig meget for mig.." hendes hænder strammede en smule om køkkenbordskanten, inden hun hoppede ned og hvilede armene om sig selv.

Han kiggede kort ned inden hans blik mødte hendes igen, stadig sorte øjne men med en anden glød end før. "Det håbede jeg også.... Jeg troede min straf var overstået.... Jeg blev klogere...."
Taget i betragtning af han ikke kunne mærke dem i denne verden mere, måtte de være taget tilbage til Himlen, hvilket egentlig gjorde ham endnu mere gal.
Så tog han imod kaffen fra hende og tog en tår af den. Kort lukkede han øjnene og sukkede helt tilfreds inden hans øjne igen åbnede og hvilede på hende.
"Sådan her skal en kaffe smage....." Roligt blev kaffen sat fra sig inden han smilede mere afslappet til hende.
"Du gør langt mere end du selv aner..... Du kom tilbage da der ingen var tilbage..... Du fik mig til at vågne fra mit eget sinds mørke..... Og mest af alt..... Jeg mærker det mere nu end tidligere.... Du betyder stadig virkelig meget for mig....."

Mon han kunne høre hendes hjerte slå? for lige nu føltes det næsten som om at det var på vej ud gennem hendes brystkasse så hårdt som det slog. Alt i hende skreg på at sige sandheden, hun havde lovet aldrig at lyve for ham, men lige nu var det bedre at vente med at sige for meget, indtil hun vidste lidt mere om hvor han stod henne. Ingen grund til at gøre tingene værre end de allerede var, hun havde jo sat sig for at hjælpe ham, ikke omvendt. Alligevel var det utroligt svært at stå så tæt på ham, uden rigtigt at måtte røre ham.
Da han tog en tår af kaffen og roste den, kunne hun ikke lade være med at grine svagt. Det var virkelig dejligt at han stadig kunne li den, hun havde jo ikke ligefrem lavet specielt meget kaffe, siden de ikke var sammen mere. Drak stadig ikke selv kaffe, mest te hvis det skulle være varmt. Allerhelst ville hun nok bare have vand. "Jeg er glad for at du stadig kan li den.. Så kan jeg da gøre et eller andet rigtigt.." Sagde hun forsigtigt.
Hans næste ord fik hende til at se væk. Det var rart at vide, men på en eller anden måde meget bittersødt. Hun var glad for at vide det, men ked af at tingene var, som de nu engang var. "Det er dejligt at vide.." Sagde hun stille. Hvilede let den ene hånd mod siden, og tøvede et øjeblik, da hun mærkede sin hånd blive fugtig. Så diskret ned på sin hånd, der var dækket af blod, og støttede sig let mod køkkenbordet for ikke at besvime. Havde stadig problemer med at se sit eget blod. Lige nu sagde hun intet til ham, hun nøjedes med at dække det med armen. "Vil du have noget mad?.."

Han kunne godt se at hun havde en konflikt med sig selv, men han ville heller ikke bare grave i det. Nu var de jo sammen igen, så der var ingen grund til at ødelægge et dejligt øjeblik.
Da hun så kommenterede hvordan hun kunne finde ud af det, kom han selv med hvad der kunne betragtes som en latter inden han sagde: "Der er meget du kan finde ud af, selvom du ikke selv vil se det..... Så meget ved jeg da...."
Han tog en meget stor tår af sin kaffe imens hun spurgte om han ville have noget at spise hvorefter hans blik igen fandt hendes. Det var typisk hende at gemme det var svært men det var lige så typisk ham at kunne se det alligevel.
Koppen blev sat fra sig igen inden de sorte øjne vandrede kort rundt.
"Jeg behøver ikke spise.... Men ja det vil jeg gerne..... Og du vil nok protestere... Så godt kender jeg dig.... Men først vil jeg hjælpe dig.... Der er mere galt end du siger.... Blandt andet din hånd dækket af blod afslører det..... Jeg kan hjælpe dig.... Mine kræfter er vokset...."
Inde i mørket af hans øjne, kunne man svagt ane hans egne øjne som om de stadig var der inde et sted

Forsigtigt bed hun sig i læben og trak på skuldrene. "Ja jeg kan finde ud af at forsvinde.. ikke være der når nogen har brug for det.. Ødelægge ting.." Hun sukkede og lod blikket hvile lidt på omgivelserne, mens hun blev tavs igen. Det skulle nok blive bedre med ham, han var tydeligt stadig sig selv indeni, men skulle bare finde frem til det igen. Uanset hvor længe det tog, var hun dog fast besluttet på at det skulle lykkes, og hun ville hjælpe ham hele vejen igennem, om det så blev det sidste hun gjorde.
Hans ord kom bag på hende, hun havde ikke regnet med at han ville opdage det, men på den anden side havde de kendt hinanden i rigtigt mange år. "Det er okay.. Du skal ikke tænke på det, det er bare en overflade skramme" sagde hun mildt og gik igang med at finde lidt frem som hun kunne lave mad med. Vidste godt det var forkert.. At hun ikke måtte lyve.. Men hun ønskede ikke at spolere deres første møde sammen allerede.
"Selvom du ikke behøver det, vil du så stadig have mad?.. jeg vil ikke tvinge dig" sagde hun stille.

Han kiggede bestemt men samtidig nærmest beroligende på hende inden han sagde: "Du kan skabe ting..... Gøre ting bedre..... Du lærte et omvandrende lig, en af de mest frygtede troldmænd i historien at elske....."
Der var jo en grund til han var alene på slottet på det tidspunkt, der var kun folk der ville lære okkulte mørke hemmeligheder der overhovedet turde besøge ham og selv de var bange. Der var også forsøg på at stoppe ham men det endte altid horribelt for dem der forsøgte.
Kort rystede han lidt på hovedet inden han sagde: "En overfladeskramme efterlader ikke din hånd dækket af blod..."
Så stoppede han og kiggede hende i øjnene efter hun havde fundet ting frem til maden inden han sagde med den kolde og dog mærkeligt beroligende stemme:
"Hazel..... Du kan sige alt til mig.... Jeg forsvinder ikke.... Jeg ved godt det ikke er nemt.... Men hvis vi skal hjælpe hinanden, bliver vi nødt til at sige den slags....."

Han stod så tæt på hende at hun næsten kunne mærke ham, det gjorde hende varm indeni. Det var en meget underlig følelse at have, en form for længsel hun ellers kun troede at havet kumne give hende, men det var åbenbart også noget han kunne denne gang. Måske det betød at hun virkelig hørte til her. Det var alt for sent at finde ud af, for mange år var spildte og han ville med garanti aldrig prøve igen. "Måske har du ret.. Men det kunne andre sikkert også.. hvis de ville lære dig at kende" Sagde hun stille.
Han havde ret.. Hun vidste jo godt at hun kunne fortælle ham alt, men hvordan skulle hun starte? Langsomt så hun ham i øjnene igen, tøvede et øjeblik inden hun slog blikket ned. "Jeg har haft mine problemer.. Lad oz sige det sådan.. Asparaer er i høj kurs åbenbart, og det gør at mange vil have fat i mig.. en af dem lykkedes også med det.. efter lang tid kom jeg endelig fri igen.. Men ikke uden skræmmer.. jeg har prøvet selv at ordne det men.. Jeg kan ikke se det særligt godt" Sukkede hun og trak på skuldrene.
Stille tog hun kjolen ned så han kunne se, vidste godt at han så oz ville se hendes krop, men det havde han jo før. På siden havde hun et meget langt dybt sår. Det var betændt og en lille spids af en kniv stak ud. Nogle ikke for heldige syninger var lagt, hvilket var det hun mente med at hun selv havde prøvet. "Men det ok.. Det ikke vigtigt lige nu.. Du er vigtig.." Hun tav.. Det var ikke helt sådan hun havde håbet det kom ud, og hun prøvede febrilsk at finde på noget mere. "Alsa.. dit helbred.." Hun himlede med øjnene. Det var da det dummeste hun længe havde sagt.

"Jeg prøvede i 400 år..... Og du er den eneste der klarede det..... Det fortæller mere end noget andet....." For ham var det meget specielt at hun kunne lære Khá at elske, specielt efter han blev genfødt kunne han mærke effekten.
Man kunne se på hans blik at han lyttede meget nøje efter hvad hun fortalte om hendes problemer. Desværre var han godt klar over at Asparaer var i høj kurs, man kunne få utrolige formuer for dem på slavemarkedet for eksempel.
Ja han havde set hendes krop før, men det gjorde hende ikke mindre smuk at se på. Så nærstuderede han såret hvorefter han skulle til at sige noget. Men hun nåede det først. Hendes ord fik ham til at smile underligt varmt inden han sagde: "Hazel.... Du er også vigtig for mig.... Jeg holder virkelig meget af dig......"
Så ville han se om ikke han kunne gøre hende en kende mindre forlegen. "Skal jeg ikke ordne det for dig?..... Jeg bliver nødt til at fjerne spidsen og rense såret inden jeg kan lukke det og helbrede det..... Jeg skal nok være blid...."

Han holdt af hende.. Sikkert som en ven.. Hvordan skulle hun fortælle ham, at alt i hende skreg efter at være hans? at være i hans arme. Hun måtte bide sig i læben for at holde mund, det skulle ikke komme ud nu. "Jeg lærte dig at elske.. jeg ved godt du så dig selv som et monster.. og du gør det måske også nu.. Men for mig har du aldrig været det.. Jeg elskede dig dengang.. og det vil jeg nok et eller andet sted altid gøre.." Sagde hun lavt. Lod ham kigge på såret og så frem for sig imens han snakkede. Det var sødt af ham.. hun mærkede hans hånd ganske forsigtigt mod sin hud og lukkede øjnene.
Tårerne pressede endnu engang på, let så hun op i loftet og smilte stille for sig selv. "Det er pænt af dig at ville hjælpe mig men.." Hun tog langsomt kjolen op igen og så ham i øjnene. I hans blik, var den mand hun altid havde elsket.. Den tryghed han gav. Hans beroligendd stemme kunne stadig gøre hende fuldstændig blød i knæene.
"Jeg kan ikke.. Det her det.. det er for svært Connor.. Det gør.. Så ondt indeni.. Undskyld.." Hun rystede på hovedet og gik væk fra ham. Så snart hun vendte ryggen til ham, trillede tårerne ned af hendes kinder. Havde aldrig troet det ville være så svært at være nær ham igen.

Da hun så sagde hvordan hun nok altid ville elske ham, var det som om tiden stod stille. Ganske som hun sagde, så han jo sig selv som et monster. Også selvom han var en Seraphim så betragtede han sig selv som et monster, specielt efter han fortabte sig i mørket af hans sind.
"Jeg.... troede ikke du havde det sådan med mig stadigvæk.... Jeg er jo et......" Han så jo ikke på sig selv med hendes øjne så det var svært for ham at se hvordan man kunne elske et monster.
Så kiggede han roligt på hende som hun vendte sig om og gav efter for tårerne. Det var også en rigtig svær situation at stå i. Men han havde altid været meget beslutsom og nu var ikke nogen undtagelse, så han stod ved siden af hende og tørrede hendes tårer væk imens han sagde med en rolig stemme uden nogen form for kulde:
"Hazel.... Jeg ved godt det hele er svært lige nu..... En del af mig fornægtede det nok som jeg var fortabt i mørket.... Men jeg har altid kunnet mærke dig der ude et sted.... Et sted der ude var du og tænkte på mig...... Jeg ved godt det her måske er svært at tro på når jeg siger det.... Så derfor.... Læg din hånd over mit hjerte.... Mærk selv efter hvad det fortæller dig..... Jeg ved hvad det fortæller mig....."

Det gjorde ufatteligt ondt indeni, og hun prøvede virkelig på at tage sig sammen. Lige nu virkede det bare som en helt umulig opgave. Nok mest fordi at hun ikke helt vidste hvordan hun skulle kunne gå fra ham igen. Det var ikke noget hun rigtigt havde lyst til, selvom det måske var for det bedste.
Hans ord fik hende til at grine svagt. "Det er du ikke for mig.. det var du ikke dengang og det er du heller ikke nu.. Du vil aldrig være et monster i mine øjne.." Sagde hun stille og holdt let om sig selv. Det var ikke noget hun nogensinde havde set ham som, ikke dengang før han fik et mere normalt udseende, og ikke nu efter at han havde sin menneskelighed. Kendte ham godt nok til at vide, at han med garanti så sig selv som et monster, og det hadede hun. Ville så gerne kunne ændre hans syn på sig selv, det ville hjælpe ham utroligt meget.
Da han kom om foran hende, så hun let væk. Hun hadede stadig at han så hende græde, selvom hun vidste at han kendte hende så godt at hun ikke kunne skjule det. Lod ham fjerne tårerne og så stille ind i hans øjne mens han snakkede. "Hvad.. mener du?.. hvad fortæller det?.." hun lod stille hånden hvile over hans hjerte, og kunne mærke det banke stødt mod sin hånd. Det var længe siden hun havde rørt ham sådan, men det var dejligt.

Han elskede Lyden af hendes latter, at høre hende være glad. Selvom det måske kun var for en kort tid lige nu, så virkede det. Og han ville gøre hvad han kunne for at hun blev glad igen. "Jeg er i hvertfald glad for jeg ikke er et monster i dine øjne...."
Han vidste jo hun kun sagde sådan når hun mente det. Hun var på mange måder det eneste holdepunkt han havde i verden.
Uden at sige noget lod han hende mærke efter på hans hjerte. Så lagde han sin hånd over hendes imens han sagde: "Det bænker kun oprigtigt for en..... Hende der ikke forlod mig..... Hende der altid vender tilbage...."

Hazelin smilte svagt til ham og lod stille hovedet glide på skrå. "Jeg kan ikke se dig som et monster.. Du har altid hjulpet mig og støttet mig, også selvom jeg slet ikke har fortjent det.. Jeg kan kun håbe på at jeg gør bare en brøkdel af det samme for dig.. som dy har gjort for mig.." Langsomt gled hendes blik ned i gulvet igen.
Hendes arme hvilede stadig forsigtigt om hendes krop, mens hun lod ham snakke. Det hele var så uvirkeligt.. Hun vidste jo godt at det ville blive svært at se ham igen, men samtidig havde hun nok håbet at det var nemmere. De blå øjne glimtede en smule sørgmodigt, inden hun så på ham med et stille smil. Det var ikke fordi at hun ønskede at gå, men hun måtte hellere skåne sig selv, så det ikke ville gøre mere ondt end det allerede gjorde. Det var tydeligt for hende nu, at følelser ikke bare kunne gemmes væk.
Ordene der forlod ham, gjorde hende usikker. For hvad mente han egentlig med det.. "Du må ikke sige sådan noget Connor.." svarede hun lavt og så væk. "Det gør det bare endnu sværere for mig, at acceptere at vi ikke er sammen.." Sagde hun opgivende.

"Du gør langt mere end du selv ser.... Og jeg er evigt taknemmelig...." Hun havde altid været god til at nedgøre sig selv omkring hvor meget hun gjorde, men det ændrede ikke på hvor stor forskel hun havde gjort for ham.
Ja selvfølgelig var følelserne svære, det havde også været svært for ham. Men ikke desto mindre var han sikker i sin sag, og hun ville aldrig blive nægtet en plads i hans liv. Hun fik trods alt hans hjerte til at banke da det ikke burde.
Han lagde hånden på hendes hage og drejede hendes ansigt så han kunne se hende i øjnene. Hans øjne var sorte men iris var nu blevet klart grøn som den mand han en gang var. "Hvor længe tror du jeg har været alene siden jeg blev drevet der ud hvor du fandt mig?..... Jeg kan ikke forlange at du bare med det samme har alle de følelser for mig igen..... Men jeg håber.... Vi har kun et liv..... Og det er på tide jeg lever det som jeg vil det......"

De blå øjne hvilede på gulvet, mens han snakkede. Hun lyttede skam efter hvad han sagde, men hun var bare ikke klar til at se ham i øjnene lige nu. Vidste at han ville se hun var ked af det, og det gjorde hende lidt bange. "Mener du virkelig det?" Spurgte hun efter en stund. Lod let hænderne glide igennem sit hår, og mærkede at hun begyndte at blive dårlig over blodmangel.
Da han tog fat om hendes hage, drejede hun hovedet og så ham i øjnene. Hans øjne havde igen en snert af den grønne farve og det fik hende til at smile ganske svagt. Så var han ikke så langt væk, som hun ellers var bange for. Det var ikke umuligt at få ham tilbage, og hans væremåde og udstråling lige nu, fortalte at han stadig var der, og at hun godt kunne få ham frem. Det ville kræve en masse arbejde, at få ham helt tilbage, men det bekymrede hende ikke overhovedet. Tværtimod, når hun kunne se at han stadig var der, gjorde det  det nemmere for hende at hjælpe ham.
Da han var færdig med at snakke, grinte hun og så på ham med tårer i øjnene. "Det er jo det der er problemet Connor.. Jeg har stadig alle følelserne, de kom frem da jeg så dig igen.. Jeg føler nøjagtigt det samme nu, som jeg gjorde dengang.. og det gør ondt.. Jeg elsker dig.. " Svarede hun lavt.
Støttede sig pludseligt til ham, og så op på ham.

Han smilede roligt inden han nikkede en gang og sagde: "Jeg siger ikke noget jeg ikke mener..... Det har ikke ændret sig spor......"
Han ville nok aldrig kunne finde helt tilbage alene men hun havde allerede startet på at hjælpe ham og med tiden ville hun også kunne hjælpe ham helt tilbage. Dog ville det ikke blive nogen nem opgave men det havde ikke afskrækket hende før.
Han troede egentlig han var klar på at høre de ord fra hende, men alligevel overraskede de ham rimelig meget. Men det var på en ganske positiv måde. "Jeg vil ikke lyve..... Jeg prøvede i lang tid at gemme følelserne for dig væk..... Og jeg troede det havde virket..... Men når vi står her..... Så er jeg rigtig glad for de følelser stadig hviler i mig...... For.... Jeg elsker også dig...." Roligt men i en flydende bevægelse tog han hende op i sin favn og gik stille. "Lad os så få dig lappet sammen.....""

Det at han stadig sagde hvad han mente, og dermed ikke skjulte noget var kun betryggende. Så havde det i hvert fald ikke ændret sig. Hun havde altid sat meget stor pris på at han sagde hvad han mente, for så var der ikke nogle skjulte ting. "Så er det da som det plejer at være.. heldigvis" Svarede hun med et let smil og bed sig en kende i læben. Mon han stadig kunne blive sig selv? Det ville tiden vise, men hun var helt sikker på at de sammen nok skulle få rettet op på det hele igen.
Det ville blive en lang sej kamp, når han skulle finde sig selv igen, men hun havde ikke tænkt sig at forlade ham. De havde klaret det sammen før og det skulle de nu nok også gøre igen, hvis han ville have hendes hjælp vel og mærke.
Hans ord smigrede hende, og hun mærkede også en let varme i kinderne som hun rødmede. Det var dejligt at vide at han stadig havde de samme følelser for hende, selvom der var gået så mange år siden sidst. "Hvorfor vil du overhovedet stadig have mig?.. jeg mener.. Jeg har ikke bragt dig andet end smerte" sukkede hun lavt og så ham i øjnene.
Gispede kort som han løftede hende op, men lod så forsigtigt armene hvile om hans nakke. Han var stadig den eneste der ville få lov til at bære hende. "Lover du at være forsigtig?' Spurgte hun mildt og lod kort hånden stryge ham i nakken af ren og skær vane.

Ganske rigtigt havde de været utrolig meget igennem sammen, og det havde absolut ikke været nogen nem rejse for dem. Men ikke desto mindre havde det bragt dem til hvor de var nu, nemlig sammen.
"Det er det nemlig..... Det tror jeg aldrig nogensinde kommer til at ændre sig...." Han havde jo også ry for at være helt ufattelig stædig, hvilket heller ikke var usandt. Men det var også en helt naturlig konsekvens af den eksistens han havde haft. Så blev man bare meget stålsat.
"Nej..... Du har bragt mig så meget mere end det..... Det er bare ikke altid du ser det..... Du fik et dødt hjerte til at banke igen... Det er i sig selv en utrolig bedrift......"
Han nikkede til hende som han begyndte at gå mod et soveværelse de kunne bruge imens han sagde: "Jeg lover at være forsigtig....." Det blev det bedste soveværelse udover hans egne gemakker, da de jo var ødelagte lige nu. Men det værelse han gik ind på var næsten lige så overdådigt. Ganske blidt lagde han hende ned på sengen og sagde: "Jeg finder lige de ting jeg skal bruge...."

Han var uden tvivl en meget stædig mand, og det havde han altid været, ligeså længe hun havde kendt ham. Derfor var de heller ikke altid enige om tingene, fordi at hun var mindst ligeså stædig. Det havde dog aldrig rigtigt betydet noget for deres forhold, de var vidst bare nået frem til at de ikke var ens på alle punkter og det var okay.
"Det er kun rart at vide hvor jeg har dig" Sagde hun smilende og så sig omkring mens de gik. Kendte stedet så godt, og alligevel var det meget underligt at være tilbage igen. Men hvor havde hun savnet det.. Savnet ham.. Også selvom hun havde lovet sig selv aldrig at indrømme det, så var tingene anderledes nu. De kunne ikke bare fortsætte hvor de slap, lige nu skulle de have styr på ham igen, også måtte de jo se hvor det hele førte hen. Ville nødigt presse ham ud i noget, han måske slet ikke var klar til.
"Jeg ved godt at det lyder vildt at jeg har kunnet få dit hjerte til at slå.. Men jeg er jo bare mig.. jeg gjorde det ikke for din magt eller din formue.. Jeg gjorde det fordi du fik mig til at føle noget jeg aldrig havde følt.. og jeg ville bare gerne se om du kunne føle det samme.." Sagde hun stille og lod ham lægge hende ned på sengen i det flotte værelse.
"Okay.." svarede hun og nikkede lidt. imens han fandt tingene, tog hun ganske langsomt kjolen af og så sig omkring i rummet. Det var virkelig et smukt værelse.

"Du er langt mere end du selv gør dig til.... Og jeg..... Det gør mig glad at du følte sådan.... Og mindst lige så glad at du kunne lære mig at gøre det samme.... Uden dig havde jeg været noget..... Verden ikke ville kunne holde til..."
De var begge to stædige ja, men det lod også til at de lærte rigtig meget af hinanden. Og det de følte for hinanden kunne ikke tages fra dem ligemeget hvor hårdt verden så end forsøgte.
Snart kom han tilbage med tingene til at ordne hendes sår og kunne ikke lade være med at smile ved synet af hende. Selvfølgelig ikke det dybe sår.
Han satte tingene og det varme vand på sengebordet inden han sagde: "Så er jeg ved at være klar..... Hvis du bare lægger dig.... Så gør jeg hvad jeg kan for at lukke såret og jeg skal nok være så blid som overhovedet muligt..."
Normalt set ville han kunne helbrede såret men det her blev han nødt til at lukke først inden han kunne da såret alligevel havde siddet der et godt stykke tid med knivspidsen i. Lige så snart hun var klar, gik han i gang

Hazelin så intenst på ham, inden hun bed sig en kende i læben. Hun flettede sit hår og samlede det i en knold, for at gøre det nemmere for ham at komme til, og så håret ikke kom i vejen. Lagde sig stille ned på siden og smilte lidt. "Jeg var glad for at lære dig det.. Og.. jeg skal nok hjælpe dig nu oz.." Sagde hun stille og så frem for sig. Hun mente det, når hun sagde at hun ville hjælpe ham, det var et eller andet sted også hendes skyld at han fik det sådan, så det var kun fair at hun hjalp ham med at blive sig selv igen.
Som han bad hende om at lægge sig klar, nikkede hun stille og lagde sig ordenligt. "Ikke få mig til at sove vel?.." Spurgte hun lavt. Hun hadede det når han lagde hende til at sove, det gjorde hende så bange. Hun ville hellere udholde smerten, end hun ville skulle sove. Hun rettede en sidste gang på sig og lukkede øjnene. "Jeg er klar.." Sagde hun stille og bed sig en kende i læben. Vidste at det sikkert ville gøre rigtigt ondt, men også at han gjorde det for at hjælpe hende.
"Du må være træt af at hjælpe mig efterhånden.. Jeg fortjener det ikke.." Sagde hun lavt. Så snart han gik igang, gispede hun af smerte. Knyttede hænderne, men rykkede sig ikke. Vidste at det var vigtigt at hun ikke rykkede sig, så han kunne gøre det der nu skulle gøres.

Han vidste godt hun ikke kunne lide at sove under den slags, så han smilede roligt til hende og sagde: "Bare rolig..... Jeg giver allerhøjest lidt energi til at hjælpe med at udholde smerten.... "
Det var forståeligt at hun tænkte sådan men virkeligheden var en ganske anden. Det var selvfølgelig beklageligt at hun blev udsat for den slags men han ville altid gerne hjælpe hende. "Det er jeg ikke..... Og i mine øjne fortjener du det altid..... Træk vejret dybt....."
Som hun trak vejret dybt, fjernede han knivspidsen og skyndte sig at holde klæde for. "Derfor har såret ikke helet bedre..... Der har været lokalbedøvende gift på......." Så begyndte hans hånd at gløde hvidt så hun kunne mærke hans energi. Det hjalp også så såret ikke blødte så meget så han kunne komme i gang med at sy det. "Er du klar?...."

Det var rart at han vidste hun ikke ville sove, det var nok derfor hun altid havde stolet på ham på det her punkt. Han havde altid respekteret hende når hun sagde noget og det gjorde det nemmere for hende at han så hun havde ondt. For hun hadede stadig at vise andre svaghed, men for ham var det noget helt andet. Hun havde ikke noget imod at han kendte alle dele af hende, og hvis det betød svaghed, så var det sådan det var.
"Det er oz okay.. når det er dig må du alt.." Sagde hun stille og bed sig en kende i læben. Smilte lidt og så frem for sig. Da han bad hende om at trække vejret dybt ind, nikkede hun og trak vejret dybt ind. Hun pev en smule da han hev spidsen ud og med det samme kunne hun mærke at det hjalp lidt. "Det forklare en del.." Sagde hun stille og prøvede at slappe lidt af igen.
Da han spurgte om hun var klar, nikkede hun lidt. Mærkede hans energi glide over i hende, og kunne også mærke at det gik ind og hjalp lidt på smerterne. Bed sig hårdt i læben da han begyndte at sy, men rykkede sig stadig ikke.