They Have Taken Everything.... (Hazel)

"Jeg skal gøre mit allerbedste...."
De havde jo kendt hinanden et godt stykke tid og han havde også en uforklarlig tillid til hende. Han vidste bare han kunne stole på hende med alting, hvilket var en helt fantastisk fornemmelse.
Det var også en meget stor tillidserklæring fra hendes side at hun lod ham se hendes svaghed når den var der. Hun var utrolig stærk af natur og gemte altid sin svaghed hvis hun kunne komme til det.
Som han begyndte at sy, var han meget forsigtig men metodisk så stingene blev så små som overhovedet muligt. Det gjorde selvfølgelig at det tog lidt længere tid men hellere være sikker på det blev gjort ordentligt.
Da han var færdig, lagde han lidt salve på det inden han forbandt det. "Sådan der..... Nu skal det bare have ro...."

Hazelin smilte en kende ved hans ord, for hun vidste jo godt at han ville gøre sit bedste, hvilket var helt utroligt beroligende. Han havde altid behandlet hende rigtigt godt, og nu var åbenbart ikke en undtagelse. Det var dejligt at vide at den del ikke havde ændret sig. Men allerede dengang de havde mødt hinanden havde han været meget mere bekymret for hende, end nogen andre. Det var nok derfor hun havde valgt at stole på ham, og derfor hun i sidste ende blev hans lærling dengang for så mange år siden. Hun ville stadig uden tøven betro ham med sit liv, velvidende at han ville gøre alt han kunne for at redde hende.
"Det ved jeg godt.. jeg sætter pris på det.. det håber jeg at du ved.." svarede hun ganske lavt, mens hun prøvede på at få sin krop til at slappe lidt mere af, inden han gik igang igen.
Kunne tydeligt mærke da han begyndte at sy, og bed sig selv i læben for ikke at sige noget. De blå øjne hvilede på ham imens han gjorde det. Havde altid fundet en form for ro i at kigge på ham, og derfor var det vigtigt for hende at hun altid kunne komme til det.
Stille sukkede hun da han var færdig, og smilte lidt forsigtigt til ham. "Du er ligeså blid som du altid har været.." sagde hun mildt og satte sig forsigtigt op. Lod kort blikket glide rundt i rummet igen, inden hun rykkede en smule på sig. Fik sat sig lidt bedre til rette op af hovedgærdet, og så så tænkende på ham.
"Tak.. for alt... det var virkelig pænt gjort af dig.. du havde slet ikke behøvet at hjælpe mig.." sagde hun stille og lod kort hånden hvile mod hans hånd. Der var så meget velkendt ved at være hos ham, og hun fortrød så inderligt at hun ikke var kommet tilbage noget før.. når alt kom til alt vidste hun jo ikke hvor længe han havde været ved siden af sig selv. "Hvor længe har du været alene?" spurgte hun stille og vidste ikke om det var okay hun spurgte.
"Jeg vil hjælpe dig med at få stedet til sin ret igen.. Ordne værelserne.. haven.. Jeg vil gerne gøre tingene gode igen.. Det kan nok hjælpe på dig også.." sagde hun mildt og så stadigvæk intenst på ham.
Nogle gange var det nemmere bare at gå uden at se sig tilbage, og i alle andre tilfælde og sammenhæng, var det også hvad hun havde gjort, men ikke med ham. Hun kom altid tilbage til ham, og nu var det på tide at hun indså hvorfor. Det kunne kun være fordi hun ikke kunne leve uden ham. Forhåbentlig ville han lade hende blive en smule endnu.

Han smilede endnu en gang stille og roligt, det var efterhånden mere naturligt for ham end hidtil.
"Som sagt jeg gør mit bedste.... Og jo mere jeg kan mindske din smerte jo bedre...."
Som hun satte sig op, sikrede han sig lige for en god ordens skyld at såret ikke blev rykket op, ganske vist havde han lige syet det men hellere være sikker.
Derefter vaskede han hænderne og tørrede dem imens han kiggede varmt på hende med de mørke øjne. "Min dør er aldrig lukket for mig..... Og jeg kunne hjælpe dig, så det gjorde jeg også.... Og det vil jeg altid gøre...."
Da hun så spurgte hvor lang tid han havde været alene, kiggede han ned imens han tænkte over det. "Jeg ved det faktisk ikke....... Jeg mistede fornemmelsen med tiden.... Men i hvertfald et halvt år..."
Så tænkte han lidt over hendes ord og måske ville det også hjælpe ham. Men det var nu ikke hans egentlige motiv.
"Hvis det betyder du vil blive..... Så må du meget gerne......"

Svagt smilte hun og strøg hænderne igennem sit hår. Trak forsigtigt kjolen op igen, og betragtede ham med et mildt blik. Det hele virkede meget bedre nu, meget mere afslappet.. Næsten som normalt. Men samtidig var hun lidt bange for at det bare var en drøm. At de aldrig ville se hinanden igen, hvis hun lukkede øjnene. "Jeg er glad for jeg altid må være her.." Svarede hun ganske stille. let lænede hun sig lidt frem, inden hun trak sig selv hen til kanten.
"Jeg vil blive her hvis du vil lade mig.. Når du ber mig gå, så går jeg.." Sagde hun stille. Hun tøvede et øjeblik, inden hun langsomt rejste sig. Såret spændte en smule, men hun kunne sagtens klare det. Kort så hun ned mod sine fødder, og virkede som om hun tænkte.
"På sin vis.. er jeg ked af de forlod dig.. og efterlod dig sådan her.. men samtidig er jeg.. måske oz lidt glad for det.. for det betød jeg kunne se dig igen.." Svarede hun lavt. Gik ganske langsomt hen imod ham.
Da hun nåede hen til ham, lod hun langsomt hænderne hvile mod hans brystkasse og så op mod ham. "Jeg er glad for at jeg fik lov at se dig igen.." Sagde hun efter en stund.
Lod langsomt hænderne glide op af hans brystkasse, inden hun stille trak sig væk igen, usikker på om det var okay hun rørte ham.

Han lyttede meget nøje efter som hun fortalte, hendes toneleje fortalte så tydeligt hvordan hun var sikker i sin sag. Det var måske lidt en skade efter mange havde fortalt ham en ting og gjort en anden, men ved hende var der ingen tvivl.
"Jeg kommer aldrig til at bede dig om at gå..... Det vil jeg heller ikke....." Som hun rejste sig, fulgte han hende ligeledes meget nøje for at være sikker på hun var ok. Hun kunne snildt forsøge at gemme det væk men det virkede dog til at hun klarede det godt. Han ville rigtig gerne hjælpe hende men samtidig vidste han også hvor vigtigt det var for hende at klare så meget hun kunne selv.
Hendes ord om hvad der glædede hende, kunne ikke undgå at gøre ham glad indeni. Han var jo faktisk overbevist om han skulle være alene for evigt, selvom hun var der ude et sted. Selvfølgelig håbede han på hun kom tilbage og her var hun.
"Jeg er glad for du ville se mig igen......" Han gjorde intet ved hun rørte ham andet end at smile

Da han ikke gjorde noget ved at hun rørte ham, tog hun der som om at han helst var fri. Hun fjernede derfor hænderne, og så kort ned. Vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, det var svært at vide hvilken vej hun skulle gå. "Virkelig?.. Vil du virkelig stadig gerne have mig her?.." Spurgte hun stille.
Langsomt gik hun hen til vinduet og så ud på haven. Virkede stadig som om at der var et eller andet der gik hende på. Hun måtte tage sig lidt sammen, inden hun omsider sukkede og så ned. "Ikke så længe efter jeg var rejst... overvejede jeg at komme igen.. Men der skete noget.. Så jeg turde ikke.. Måneden efter jeg forlod dig.. og stedet, opdagede jeg.. At jeg var gravid.." Hun tav og lukkede øjnene for en stund. Havde på sin vis været lykkelig da hun opdagede det, og derfor var hun egentlig også ved at gå tilbage. "Men jeg faldt i skoven.. I starten troede jeg ikke at der skete noget.. men da jeg så begyndte at bløde, vidste jeg godt at jeg havde mistet det.. Jeg turde ikke komme hjem og sige det.." Sagde hun stille og så om imod ham med tårer i øjnene.
Smilte ganske let, og trak på skuldrene, inden hun åbnede vinduet. Lod hånden hvile en smule frem for sig, og kort efter blomstrede hele haven op igen. Hun støttede sig til karmen da hun var færdig.

Han smilede roligt til hende men strøg så hendes kind imens han nød øjeblikket. For første gang i virkelig lang tid føltes alting som det skulle.
Så nikkede han roligt og sagde: "Der er intet jeg hellere vil..... Jeg vidste det lige så snart du kom tilbage og jeg vågnede.... Slottet er ikke det samme uden dig....."
Da hun gik hen til vinduet, kiggede han undrende efter hende men lyttede til hver en detalje af hvad hun sagde. Det hun fik sagt, gjorde ondt i det ellers næsten døde hjerte. Men i stedet for at blive ked af det eller gal, sagde han: "Jeg.... Vidste det ikke.... Jeg ville have gjort alt..."
Efter haven var blomstret op igen, støttede han hende så hun kunne mærke han var tæt på imens han nærmest hviskede:
"Hazel..... Kære..... Det smerter mig at du skulle gå igennem det alene.... Men jeg håber du stoler på mig når jeg siger at det skal du aldrig nogensinde opleve igen.... Ligemeget hvad fremtiden bringer..... Så er du ikke alene...."

Hazelin lænede sig kort ind imod ham, og bed sig hårdt i læben. "Jeg er ked af jeg ikke kom og sagde det.. jeg blev bare.. bange.. og ked af det.." Sagde hun stille og lod blikket hvile på haven udenfor. Det var nok fordi hun var så ked af at det var sket, at hun ikke bare havde sagt det. Var kommet hjem til ham, og havde fået roen og hjælpen. Men det var for svært for hende dengang, hun vidste hvor brændende han ville have et barn, og det ville hun også selv.
"jeg ville give alt for at det ikke var sket.. for at få vores barn.. Dreng eller pige.. men.. Jeg nåede aldrig at finde ud af det.." Sagde hun stille og lod kort blikket glide op på ham igen. Nød at stå her sammen med ham, at mærke ham så tæt på. Selvfølgelig støttede han hende, og det burde hun jo også have vidst. Det havde hun måske også fundet ud af, hvis ikke hun havde været så ked af det.
Som hun stod her tæt op af ham, og nød at være tæt på ham, kunne hun ikke have forstået at hun var gået fra ham. Hun havde sådan savnet ham, hun elskede ham jo stadig mere end noget andet.
"Tilgiv mig.."

Han elskede når hun lænede sig ind til ham, det gav ham fornemmelsen af han passede på hende og hun ville være nær ham. "Det er heller ikke nogen nem situation at stå i..... Frygten kan hurtigt tage over....."
Selvfølgelig kunne han have hjulpet hende så hun måske ikke mistede barnet men han ville ikke tvinge hende. Men det var stort i sig selv at hun sagde det til ham nu, hvilket gav en dejlig fornemmelse indeni.
Det var tydeligt på hende hvor ondt det havde gjort på hende, ikke kun at miste barnet men også at hun aldrig fik det sagt. Før nu. Men han forstod hendes situation og han ville heller ikke dømme hende for det på nogen måde.
Ganske stille lagde han armene rundt om hende og sagde med en stemme så varm og rolig:
"Der er ikke noget at tilgive.... Men hvis det gør det nemmere for dig.... Så tilgiver jeg dig.... Jeg tænker ikke mindre om dig for hvad der er sket...."

Hazelin så op på ham og smilte lidt forsigtigt. At stå her sammen med ham var afslappende, og hun fandt uden tvivl sin ro her hos ham. "Det burde den bare ikke.. Jeg burde jo have vidst at du ville støtte mig.. Hvem ved.. måske havde tingene været anderledes.. måske havde du kunnet nå at redde det.." Sagde hun tænkende og hvilede hænderne mod hans brystkasse. Han var stadig den eneste for hende, og det ville han nok altid være.
Langsomt satte hun sig i vindueskarmen og så op på ham med et tænkende blik. Et svagt smil spillede på hendes læber ved hans ord og hun nikkede en smule 'Du ved godt det gør det nemmere for mig.." Sagde hun stille og trak på skuldrene. I det mindste havde hun lært at hun ikke behøvede at give ham sex for at blive tilgivet. Det havde taget hende utroligt lang tid at lære.
"Kan jeg gøre noget for dig?.." Spurgte hun forsigtigt. Ville tydeligt gerne hjælpe ham, uanset hvad det skulle være.

Han trak lidt på skuldrene inden han svarede med den samme rolige stemme som han nærmest altid havde overfor hende.
"Måske burde den ikke det.... Men frygt er en kraftfuld ting.... Den gør vi handler på andre måder end vi måske normalt burde.... Havde jeg haft muligheden, havde jeg selvfølgelig gjort alt jeg kunne.... Det kan jeg gøre fremover....."
Så kunne han ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet inden han svarede med en næsten drilsk stemme: "I såfald....." Så bukkede han meget dybt foran hende inden han sagde nærmest højtideligt: "Hazel jeg tilgiver dig" Stille satte han sig hen ved siden af hende og sagde: "Og det vil jeg blive ved med...."
Da hun så spurgte om hun kunne gøre noget for ham, så han lidt eftertænksomt ud i luften inden hans blik igen fandt hendes.
"Du kan blive?"

Der gik en uges tid, hvor hun prøvede at hjælpe ham så godt som hun nu kunne. Det virkede også som om at han fik det lidt bedre hele tiden, hvilket var dejligt. Hun havde selvfølgelig valgt at blive da han spurgte hende om det. Det havde været en dejlig uge, hvor haven udenfor var blevet ordnet til fulde, og hun var så småt gået igang med hans værelse sammen med ham.
Det var hen af eftermiddagen en regnvejrsdag, en rigtigt trist dag, hvor man egentlig bare ville sidde under et tæppe foran pejsen, med noget varmt at drikke, alligevel sad hun på gulvet i hans kontor, og ordnede gamle skriftruller.
Der lå en masse bunker rundt om hende, men hun havde tydeligvis styr på det. Han havde jo også lært hende en masse sprog, blandt andet latin hvilket gjorde tingene en del nemmere.
Hendes blonde hår sad i en løs knold, og hun havde stadig en let sommerkjole på. Stadig ingen sko, det var vidst ikke noget der ville ændre sig.
Som hun sad der og ventede på at han var tilbage, nynnede hun ligeså lavt. Den sang hun havde valgt, var point of no return. Ikke noget hun havde tænkt over, men bare noget hun gjorde.

Som ugen gik, var det som om den ro han havde manglet vendte tilbage. Hans sinds mørke fortrak ganske stille og roligt i takt med hun hjalp ham. Som en lille overraskelse, havde han nægtet hende at gå ind i de private gemakker da han arbejdede på noget ganske særligt.
Det skulle jo ikke kun være hende der hjalp ham, det skulle også være omvendt. Selvom han arbejdede hårdt på at overraskelsen skulle være klar, sørgede han stadig for der var tid til de kunne være sammen. I takt med han også fik det bedre, vendte Bach også tilbage til sit gamle jeg og var overraskende rørig af sin høje alder.
De sidste ting var blevet hentet og han landede på altanen hvorefter vingerne forsvandt og de sidste detaljer blev gjort klar.
Det overdådige soveværelse var fuldstændig som hun huskede det og skabet fyldt med nyt tøj til hende.
Gamle Bach kom hen til hende og sagde:
"Lady Hazel?..... Jeg skulle meddele fra Herren at de gerne måtte komme op til ham i de private gemakker...."

Hazelin smilte lidt for sig selv, nogle af rullerne genkendte hun fra dengang, mens andre var nye. Havde aldrig helt fundet ud af hvs han skulle med dem alle, men hun kunne egentlig meget godt li at læse dem. Der var nogle specielle ting skrevet på mange af dem, også ting hun aldrig havde vidst.
Da Bach kom ind, så hun op på ham og smilte mildt. "Ja selvfølgelig Bach.. Tak" svarede hun smilende og rejste sig langsomt. hun rettede let på sin kjole og børstede den af. Nogle af pergamenterne var meget støvede, så det var vidst umuligt ikke at få det på tøjet. Lidt skidt havde nu aldrig generet hende, på den måde kunne man se når ting var gamle og skulle passes på. Som hun gik forbi Bach, smilte hun let til ham. "Når du får tid.. vil du så være sød at vande roserne udenfor ved trappen? Jeg bliver ved med at glemme det" Spurgte hun venligt. Hende og Bach gik gerne og snakkede sammen, når de begge var i haven. Det var nu dejligt at se at han også havde det bedre.
Let gik hun op til Connors gemakker og bankede på,. Hvis han sagde hun måtte kommd ind, åbnede hun døren og trådte ind.

Nogle af skriftrullerne hun sad og ordnede var flere tusinde år gamle og bar nogle af de mest gemte magiske hemmeligheder der var. Men hun havde et naturligt flair for at få styr på dem og han ville hellere end gerne lære hende mere omkring dem, måske endda lære hende nogle formularer.
Bach bukkede ærbødigt for hende og sagde: "Naturligvis Lady Hazel..... Jeg gør det med det samme...."
Næsten med det samme hun bankede på, svarede Connor: "Kom ind...."
Ganske som hun huskede det, havde han restaureret hele værelset endda med sengen hun selv havde været med til at vælge i sin tid. På skabet hang der en seddel hvor der stod: "Bare en lille ting" selvom det var fyldt med tøj.
Connor smilede varmt til hende på trods af hans stadig dystre udseende og spurgte: "Hvad synes du?"

Som han kom hen til hende, smilte hun ganske blidt. Så sig derefter omkring i værelset og lyste en smule mere op. "Det er fantastisk Connor.. det er præcis som det var dengang.. med sengen vi valgte sammen" Sagde hun glad og gik tænkende hen til skabet og åbnede det. Grinte let og så om imod ham. "En lille ting? du har jo fyldt det.." Smilte hun og lod hovedet glide på skrå, inden hun gik hen til ham og lod hænderne hvile mod hans brystkasse.
"Her er blevet så smukt.. tusind tak" Sagde hun mildt og betragtede ham længe. Det gjorde hende varm indeni at han huskede de små ting, som hvilken seng de havde valgt, helt ned til de farver der var.
"Jeg er snart færdig på dit kontor.." Sagde hun efter en stund. Kunne mærke at hun virkelig nød at bruge tiden sammen med ham. Hun elskede ham, og det at de gik og ordnede stedet sammen, gjorde det bare meget tydeligere for hende. Langsomt fjernede hun hænderne igen, og blinkede drilsk til ham inden hun gik hen og smed sig på sengen.
Sukkede afslappet. "Dejlig blød.." Sagde hun smilende og så frem for sig. Selvfølgelig var der stadig en bid vej endnu, før at alt så ud som det plejede, og også før at han gjorde. Men de var da på rette vej, og de nød tilsyneladende at bruge tiden sammen.

Han var egentlig overraskende spændt omkring hvad hun syntes om det og heldigvis blev det taget godt imod. Hun huskede alle detaljerne lige så godt som han gjorde.
Han kunne heller ikke selv lade være med at grine da hun kommenterede på tøjskabet, hvorefter han tog et par skridt rundt i værelset.
"Hvad kan jeg sige?.... Det er jo ved at være noget siden så jeg måtte jo hellere sørge for lidt af hvert så jeg var sikker på der var noget der faldt i din smag ikke sandt?"
Selvfølgelig kunne han huske hvad hendes smag af tøj var, men det var lige så sjovt at sige det på den måde nærmest for at drille lidt igen. Det havde været rigtig dejligt at hun var tilbage, han nød hvert sekund de brugte sammen. Samtidig var det en rigtig god oplevelse at restaurere deres soveværelse. Både fordi det forhåbentlig gjorde hende glad men der var jo også noget terapeutisk i det for ham med at rette op på de ødelæggelser han havde skabt

Hazelin smilte blidt til ham, og lod hovedet glide en kende på skrå. Nød at være hos ham igen, og at de snakkede sammen. Hun håbede at de med tiden kunne finde hinanden helt igen, ville dog helst ikke presse ham. Stille smilte hun og så op i loftet som hun lå der på sengen.
"Det var også virkelig pænt af dig.." Sagde hun smilende og strøg hånden gennem sit lange hår, efter hun havde sat sig op. så længe på ham, inden hun rejste sig og gik hen til ham.
"Jeg har også noget til dig.." Sagde hun forsigtigt og lænede sig op imod ham. Hvilede blidt armene om hans nakke, og plantede et ganske forsigtigt kys på hans læber, inden hun trak sig væk igen.
Vidste ikke helt om det var okay hun havde gjort det, men det var forsent at gøre noget ved. Det var det hun havde lyst til, og det var derfor hun gjorde det. Han var virkelig sød ved hende og virkelig dejlig, og hun kunne ikke helt forstå de ikke havde været sammen i så lang tid. For lige nu, virkede det som om de aldrig havde været fra hinanden. Selvfølgelig skulle han stadig hjælpes, og det ville hun uden tvivl gøre, men hun havde jo også været sammen med ham da han ikke var menneskelig.

Det var selvfølgelig ikke helt til at sige hvad fremtiden bragte dem men under alle omstændigheder så var han rigtig glad for hun valgte at komme tilbage til ham.
Det var et håb der havde vokset med tiden selvom alt håb virkede til at dø ud da hans var fortabt i sit eget sinds mørke. Men bare det at hun havde fået ham så langt på kort tid havde gjort en verden til forskel.
"Har du?...." Han havde åbenlyst ingen idé om hvad det kunne være, men han var da spændt. Da hun så lænede sig op og gav ham et blidt kys, blev han for alvor varm indeni. Han havde håbet på det men han havde ikke regnet med det.
Derefter smilede han varmt og kærligt til hende inden han sagde:
"Det der...... Håbede jeg inderligt på ville ske....."

Som hun havde kysset ham, afventede hun hans reaktion. Var lidt bekymret for om hun havde overskredet en grænse, men han havde da ikke skubbet hende væk, så helt slemt var det ikke. Stille strøg hun hånden gennem sit hår, og smilte lidt forsigtigt til ham. Havde haft lyst til at kysse ham et stykke tid, men det havde bare ikke virket rigtigt at gøre det, sådan ud af det blå. Ikke før nu i hvert fald, for han gjorde så meget for hende, og nu var det hendes tur til at vise ham, at hun også ville gøre ham glad.
Hans reaktion fik hende til at grine en smule genert. Han ville nok altid kunne gøre hende helt blød i knæene, og det var der vel heller ikke noget galt i. Ikke i hendes optik i hvert fald. "Havde du?.. jeg var lidt usikker på om jeg skulle gøre det eller ej.. Måske ville du ikke have det" Sagde hun blidt. og bed sig i læben.
Hvilede derefter hænderne mod hans brystkasse og så ham i øjnene med et mildt blik. Han var uden tvivl det eneste hun behøvede.
"Kom med ned i køkkenet.. Så laver jeg lidt kaffe til dig.. Du skal huske at slappe lidt af" Sagde hun smilende.

Havde hun valgt at kysse ham som det allerførste da hun kom tilbage til slottet, var der en stor risiko for at hun var kommet slemt til skade. Men hun havde allerede hjulpet ham meget og vist ham vejen ud af sit eget mørke, og hun havde vist hun blev der.
Det gav ham en sikkerhed der åbenbart havde været nødvendig for ham. Da hun så grinte lidt genert, smilede han varmt til hende og strøg hendes kind inden han selv sagde:
"Det havde jeg ja...... Og jeg er meget glad for at du valgte at gøre det..... Nu ved jeg også at du gjorde det fuldt ud fordi du havde lyst til det....."
Da hun så foreslog de kunne gå ned og få en kop kaffe, nikkede han varmt til hende og lagde armen om hende.
"Det lyder som en ganske udemærket idé...... Jeg er da god til at slappe af?" Den sidste sætning var tydeligt sagt med drilleri i stemmen, han var virkelig dårlig til at slappe af. Mest fordi han egentlig ikke behøvede det så meget

Selvom lysten til at kysse ham havde været der fra starten, kendte hun ham godt nok til at vide  at det ikke havde været det klogeste valg, da hun kom tilbage. Han havde været for langt væk, Det havde været farligt at prøve. og det havde ikke hjulpet ham, hvis det var gået op for ham at han havde skadet hende, og ikke en af dem han troede hun var.
Blidt tog hun hans hånd og tog ham med ned i køkkenet. Satte kaffen over, og tog selv et glas vand. Det var dejligt at være hjemme.. Dejligt at være hos ham.
Vendte blikket om imod ham og smilte lidt forsigtigt. "Jeg har virkelig savnet det her.." Sagde hun eftertænksomt, og lod kort blikket glide ned i det vand hun stod med. Det havde ikke været det samme uden ham, hun havde ikke følt sig glad. Jovist kunne havet gøre meget, men ikke nok til at hun kunne glemme ham.
"du har altid været dårlig til at slappe af.. Jeg kender dig for godt" Sagde hun smilende og rakte ham kaffen som den var færdig.

Ganske rigtigt havde han aldrig tilgivet sig selv hvis han var kommet til sig selv og så fundet ud af han havde skadet hende. Så hun handlede også fuldstændig rigtigt ved at hjælpe ham tilbage inden hun prøvede på at kysse ham.
Han brød sig selvfølgelig ikke om når han kom så langt ud at han ikke havde kontrol over sig selv.
Så gik han ned i køkkenet sammen med hende og satte sig til rette imens hun begyndte at lave kaffe. Imens han betragtede hende fik han også en velkendt fornemmelse af at nu var livet fuldstændig som det skulle være. En kop kaffe var en ting men en kop kaffe serveret af hende var så meget mere. Det var en af de små ting der var med til at gøre det hele endnu mere magisk.
"Det har jeg også.... Jeg var ikke klar over verden omkring mig i lang tid.... Men nu.... Er alt som det bør være....."
Han kunne ikke lade være med at grine som hun rakte ham kaffen hvorefter han selv sagde: "Det kan jeg nok ikke løbe fra...."

De blå øjne glimtede en smule mens de hvilede på ham. Hun nød at snakke med ham igen, det var rart med en der kendte hende så godt som han gjorde. Han vidste alt om hende, alt hvad hun havde gjort i sin fortid, hvad hun var flygtet fra. Og han vidste også at hun var speciel på nogle punkter.
"Jeg håber at.. Du stadig kan li jeg er her.." Hendes stemme virkede skrøbelig, usikker. Var bange for om han helst så hun gik. Hun vendte stille ryggen til ham, nok mest for at skjule sin tvivl. Nogle gange var det svært at være så usikker på sig selv, men samtidig havde hun lidt fortjent det hvis han ønskede at hun gik. Hun havde efterhånden kun bragt ham smerte, og hun hadede det. Hadede at have gjort ham ked af det. At have såret ham. Det var nok det det var sværest.
Det havde været svært at se ham komme videre, men samtidig også dejligt. Så vidste hun da at han havde nogen. Hun havde selv dengang for en del år siden, givet et offer med kun at elske ham og sådan var det stadig. Ikke at det egentlig generede hende.

Det havde været noget af et spring for ham at han for så længe siden havde åbnet sig sådan for hende. Hun kendte alle hans svagheder, alle hans styrker, der var intet han holdt hemmeligt for hende.
Selvfølgelig vidste han også alt om hende men der var også en eller anden form for gensidig tillid mellem dem og hvor mærkeligt nogen end syntes det var, så føltes det helt fantastisk at de havde det sådan. Mange af hans fjender ville have set det som en svaghed men han så det som en styrke for så havde han noget at kæmpe for.
"Jeg nyder hvert et sekund.... Intet føles mere rigtigt end du er her..... "
Så rejste han sig og gik hen til hende hvor han så drejede hende rundt å han kunne se hende i øjnene inden han kyssede hende blidt.
"Det der har jeg haft lyst til længe......" Så kiggede han kort ned inden hans noget mere alvorlige blik fandt hendes igen. "Der er noget jeg vil vise dig....."