Domkirken... kaldte?

T: 23.43
O: Ingen, hun har sikret sig at alle er gået inden hun er gået derind.
S: Domkirken.
V: Udenfor er der helt stille, der er aftagende måne, og enkelte skyer dækker himlen.

Aimer sneg sig lydløst ind i kirken.
Hun var for ikke så lang tid siden gået op fra kælderen, i den forladte kirke hun boede i. På grund af hendes overfølsomhed overfor solen, kunne hun overhovedet ikke bevæge sig over jordens overflade, uden at lide om dagen. Men hun kunne også meget bedre lide mørket som natten bragte med sig. Lydene der fyldte luften, fik hende dog altid til at gå lidt stærkere, og enhver bevægelse fik hende til at fare sammen.
*Hvor er jeg dog en underlig ...* hendes tanke stoppede, og ligeså gjorde hun. Hendes læber formede ordet 'vampyr', og hun gøs. Det lød helt forkert på hendes læber.
Hun begyndte at bevæge sig igen, og hun gik i en lang bue uden om døbefonden. Hun følte hvordan hun fik det dårligt af at være der. Hvorfor skulle hun også altid være i kirker?
Hun stoppede igen, og så op på døbefonden. Hun blev altid tiltrukket af kirker, som om hun ubevidst altid gik hen mod en.
Hun rystede på hovedet, og gik videre op til alteret. Her stod bibelen. Hvilket var hvad hun var kommet for. Hun åbnede den, og bladrede svagt i den.

De store støvede lysekroner hang endnu overdådigt hen over kirkens hvælving og fortsatte op igennem loftet og ind i det store hulrum derover. Lige under taget befandt kirkens ældgamle ejendele samt de store tandhjulede maskiner der holdt lysekronerne oppe og samtidig kunne justere højden derpå. Et støvet loft med en brækket kirkeklokke i midten sammen med et par lagenovertrukne møbler samt et enkelt vindue som var let dækket til af et stort skab der stod op af skråvæggen. En småle af nattens lys kom igennem en sprække som en linje af fejlfri mørkeblå hen over det mørke loft.
Ikke langt derfra åbnedes et par røde øjne. Søvnen opløste sig i takt med at natten blev intakt for disse en fuldblods øjne. Dragende som sterinlys flammede de op og bevægede sig endelig rundt i loftet hvor hans hvide ansigt lå i parallel til. Han lå på en lagenovertrukket divan med det ene ben ned over siden og plantet imod gulvet. Den lille streg ved kæben lod sig kort forme idet han åbnede munden en smule og smagt på loftsluften. Tykt og kvælende, men de provokerede ham ikke de mindste. Et knæk fra en dårligtsiddende rygvivel kom frem idet han rettede sig og støttede højre hånd imod divanens stof oh satte sig helt op. Det halvlange sorte hår omsluttede nu hans smukke hvide anigt pjusket, men lagde denne skygge over ham der tillod hans øjne at lyse mere op.
Vampyren Ahngel var vågnet op for endnu en nat.

Aimer stivnede da en underlige følelse spandt sig ind i hendes sind. Eller var det en tanke?
Hun vidste ikke hvad man skulle kalde det, men hun flte noget anderledes. Der var en anden derinde. Hun kunne føle den anden vampyrs tilstedeværelse, og hun var blevet overrasket over at hun ikke havde følte ham noget før. Hun kunne jo føle alle de andre vampyrer.... Så det måtte være en speciel form for vampyr. Hun lod bibelen falde ned på alteret, og lukkede øjnene. Hun fornemmede ham, lige over hende. Hendes røde øjne åbnedes igen. Det var lang tid siden hun sidst havde mødt en anden vampyr, faktisk, havde hun ikke været tættere på andre vampyrer en 5 kilometer, lige siden hun 'vågnede op'.
Hun kunne jo ikke huske om hun havde været tæt på andre vampyrer før det. Hun slikkede læberne svagt, og vendte om på hælen. Den anden vampyrs tilstedeværelse, gjorde hende rastløs, og alligevel også nysgerrig. Hun begyndte at gå hen mod udgangen af domkirken, men tog sig i det, og vendte sig om igen. Hun vidste ikke om hun kunne tillade sig at gå op til den anden vampyr, da hun ikke vidste hvem vedkommende var. Hun tænkte at den anden vampyr nok allerede havde følt hendes tilstedeværelse.
Hun satte sig på en af de utallige bænke og lukkede igen de vinrøde øjne. I modsætning til de fleste vampyrer var hendes øjne vinrøde, og ikke blodrøde.
Hendes tanker svirrede værre end de plejede at gøre. *Hvor er jeg dog underlig...* tænkte hun og tog et dybt åndedrag, for at mindske følelsen af rastløshed, og for at dæmpe de svirrwende tankerækker.

Ahngel lod sig selv rejse op og gå hen imod skabet som afskærede månelyset. Hans fodtrin kunne ikke høres. Ikke engang fra andre vampyrer eller dyr. Brædderne gav sig ikke det mindste, men hans tilstedeværelse blev gjort ufattelig klar idet han lod sin hånd stryge imod det store håndskårede mahogniskab med den overflod af gamle salmebøger i. Han tog fat om kanten med de marmorhvide hånder og med et meget let tag lod han det vippe og falde til jorden, løsende en hel del stød både nedenfra i kapellet og oppe omkring hans egne føder. Lysekronerne gav en kort dirren fra sig idet det væltede med et bang. Ahngels røde øjne lå stille på det inden han vendte dem imod vinduet. Natten var klar. Næsten fuldkommen skyfri og med en lille måne denne gang. Det undrede ham nu ikke selvom han var skuffet over ikke at se fuldmånen. Han havde nu vidst at den ville være sådan, da dagene dertil stemte, men sådan var det vær aften. Han stod op.. og håbede på at ligemeget imod oddsene ville månen være fuld. Bare for at afklare det der hedder fantasi og virkelighed. Han havde for længst mærket vampyren der ligeså befandt sig under ham. Hunkøn og med en mærkelig livsstil. Han sagde ikke noget men drejede om og gik hen over gulvet igen uden en lyd.

Hun stivnede da hun hørte et række stød fra loftet. Hun lod øjnene køre op mod loftet, og tænkte på hvad han mon lavede deroppe. Hendes nysgerrighed voksede i efterfølgende minutter, og hun kunne ikke dæmpe den. Hun rejste sig, lydløst, og begyndte at gå hen mod trappen, der førte op til klokketårnet. Hendes røde øjne lyste svagt, og nysgerrigt, og hun havde ingen problemer med at navigere i det svage lys.
Hun gik langsomt op af trappen, og trak med vilje tiden en smule ud, også selvom hun vidste at vampyren nok var fuldstændig ligeglad med hende alligevel. Hendes øjne gled overalt hvor hun gik, og hun følte en svag knirken fra en af trinene. Hun gik videre.
Det ville være første gang hun så en lyslevende vampyr, udover hendes spejlbillede, og hun var faktisk på en måde spændt.
Hun kørte en hånd igennem det snehvide hår, og prøvede at tørre noget af det blod der altid sad omkring hendes øjne væk. Selvom hun ikke vidste hvad der ville ske, kunne hun ikke rigtig gøre for det, men hun ville gerne gøre et godt indtryk. Hun stoppede og knyttede hånden.
*Sådan ville en vampyr aldrig tænke!* tænkte hun irriteret til sig selv og begyndte at gå igen.

Ahngel spidsede stille øre og stoppede op idet han hørte trinene fra hende og duften der ligeså kom frem og gjorde sig så forfærdelig merkant. Selkvom hun også var en vampyr så stoppede det ham ikke i at se en mulighed i hendes blod. Det gjorde det så sjældent. Hans øjne fæstnedes på trappens åbning så de ville se direkte på hinanden når hun dukkede op. hans øjne ville sætte sig fast. Gøres uforglemmelige og drage hende et øjeblik med denne hypnotiserende virkning, men blot i få minutter til at lade denne første periode gå så langsomt for hende så muligt.
Han var stille imens han stille så imod det inden let gennemtræk tog i hans hår og i hans tøj. Han bar lange bukser i noget materiale lignende sort læder, og en dybrød skjorte der var mindst fem toner lavere end hans oplyste farvespillende øjne. En smuk skabning dog ikke lys eller munter i fremtoning. Nærmere det modsatte. Hans mund var blot en streg og hans øjne var rolige og fattede som om intet i hele verdenen ville være i stand til at overraske eller skræmme ham. Det var dog ikke sandt. Han havde skam skrupler og filtre. Frygt og ubehageligheder selvom han var den han var.

//Må logge//

Hun stod foran døren, og havde hånden på dørgrebet. Dog åbnede hun ikke. Hun havde fornemmet noget, noget der i hendes hoved kom til at lyde som 'fuldblod'.
Hun rystede svagt på hovedet. Ordet virkede hjemligt, som om det var et ord hun brugte hele tiden, dog havde hun aldrig hørt det før. Hun stirrede direkte ned i gulvet.
Hendes løse hvide bluse, var både en anelse trevlet i kanten, og virket en smule lurvet. på benene bar hun, i modsætning til mange andre vampyrer af hunkøn, lange bukser, der sluttede tæt om hendes slanke, men dog ikke så kurvede ben.
Hun blinkede let. Hun vidste ikke at hun var en fuldblodsvampyr, og hun kendte derfor ikke til sine evner. Hun vidste ikke hvilken speciel aura hun havde, og hun vidste jo ikke hvad der ville ske med den vampyr der drak hendes blod.
Hun lukkede øjnene, og rystede på hovedet. Hun ville ikke derind, ikke mere. Hun vendte om og begyndte at gå ned af trappen igen, med hovedet fuld af tanker.

//Ok^^ Tak for emnet : )

Miriann kom gående ind i Cathédrale. Hun så sig smilende omkring. Det var længe siden hun havde været der sidst, og hun huskede stadig sine tider her.
Hun vidste godt at en gammel ven var her, hun havde hørt rygter om at 'frankrigs alfahan' holdt til omkring kirken.
Hendes smil blev bredt, da hun gik op af altergangen, og hun lod armene svinge langs sine sider.
det var 10 år siden hun sidst havde været der.... Men intet havde forandret sig.

//Øhhm.. Skal vi fortsætte emnet? Eller gider du/i ikke mere? :O

Ahngels røde øjne gav en kort flamme fra sig idet døren klikkede sig åben, som havde en vind lige skabt gennemtræk igennem loftet de var på. Åbnede døren og lod Ahngel se direkte på hende. På hendes baghoved på vej ned af trappen igen.
"Skiftet mening mademoiselle?" hvislede han stille. Hans stemme var, til trods for hans kolde langtflakkende blik meget nær. Nær og varm på en rungende måde og så imtim at det næsten var som en hvisken i øret, hvor hans ånde ville mærkes i nakken som en kølig dis.
"En skam." sagde han derefter og lagde blikket ud til siden og lod igen sine øjne faldes i tanker. Meget dybe tanker og lod det ses i hans øjne der falmede til en dybrød. Nu længere hans sind var nede.. jo mørkere ville hans øjne være og ligeså når han var allermest tilstede ville det være så klart som blod imod et snedækket landskab.

Hun standsede en anelse modstræbende da døren åbnede sig. Hun vendte hovedet halvt, og mumlede med en blød, dog en anelse kølig stemme "Jeg har ingen ret til at betræde dette sted, derfor skifter jeg mening".
Hun gik dog ikke videre, hun stod bare der på trappen, stivnet som var hun hugget ud i sten. Hun var selv overrasket over den kølige tone hun selv havde formået at få frem. Det lød slet ikke som hende selv, og dog. Hun genkendte den et eller andet sted fra, fra en prangende fortid hun ikke længere huskede.
Hun vendte sig helt om og så på ham. Hvorefter hendes blik gled videre til den væltede reol på gulvet, hendes hvide hår bølgede om hende som om en vind pustede til det, og fik det til at ligne sne, da hun begyndte at gå op af trappen mod ham igen.
"Undskyld hvis jeg har frostyrret Dem" hørte hun sig selv sige, og lod sig endnu en gang overraske af sig selv. Hendes stemme lød fjern, og hun huskede ikke at have intentioner om at tiltale vampyren på denne ærbødige måde. Hun tog en hånd op til munden, uden at se ham i øjnene, og lukkede dem halvt.
Hun tog hånden væk igen og så ham ind i øjnene, hvorefter et smil bredte sig på hendes blege læber. Hun så ikke ud til at have lagt mærke til den glød, denne mystiske glans der hang over dem, som var hun vant til at se dem. Kun et kort øjeblik flakkede hendes øjne, hvorefter hun så lige så uhæmmet ud, som havde hun set på en helt ordinær vampyr.

Mirianns øjne flakkede svagt, og hendes smil blev en anelse bredere. Endnu en gammel bekendt ven som hun ikke havde set i over tusind år.
Hun smilede lidt og rejste sig, for at gå hen mod trappen der førte op til loftet, hvor de to andre nu befandt sig.
Da hun var kommet helt på af trappen smilede hun bredt, og daskede en rød hårtot til side og væk fra de isblå øjne.
Hun så lidt fra den ene til den anden, hvorefter hun forsigtigt strøg Aimer over håret.
"Hvad er der sket med dit hår..." mumlede hun og rynkede svagt brynene. Hun huskede det som værende sort som natten, med en svag rød stribe i. Men Aimers aura havde ikke forandret sig det mindste siden sidst hun havde set hende. Hun vendte sig derefter mod Ahngel, og smilet blegnede en smule. Hun stirrede ham ind i øjnene og sukkede svagt, hvorefter hun slikkede sin overlæbe.
"Hej Ahngel" mumlede hun, venligt, men med en ukendt klang, som hun ikke havde haft sidste gang de havde set hinanden, som om hun var blevet langt mere erfaren, og moderlig? Siden sidst.

Da hun mærkede en hånd på sit baghoved der nussede hendes hår, stivnede hun. Hun kunne genkende auraen... Men hun kunne ikke huske hvorfra.
Hun vendte sig om, og så lige op i Mirianns blå øjne. "Mir!" mumlede hun overrasket, og rødmede dybt over hendes berøring. Hun gik et skridt tilbage, og hendes blik flakkede lidt. Hvorefter hun vendte sig mod den anden vampyr som hun havde kaldt 'Ahngel'.
"Er det en illusion du har skabt!? F-få det til at gå væk!" hendes stemme var nærmest bønfaldende, og hendes blik blev ved med at flakke mellem vampyren og Mir.

-?

//Oka her er vidst brug for en ludoregel xD .. Nu svarer jeg. derefter Mir og så Aimer//


Ahngel var stille. Ret stille. Hans øjne havde flyttet sig hen på englen. Miriann.. Han kiggede ret intenst på hende, som om en brændende følelse vældede op i ham og hans øjne var dødsfarvet røde. Den røde farve viste hvor meget han var til stede. Hvor klart hans sind var lige nu, men hvorfor fandt han så ikke hoved og hale i det? Denne pige havde kaldt ham ved et navn som var kendt af dem der tilhørte hans fortid, og dem han havde forbudt at kalde sig Lucifer på grund af hans tilværelse.. Men det her? Og det brændende røde hår mindede ham om noget fuldkommen klart, bortset fra denne ene ting. Hvad var hun til ham?
Og så denne personlige tiltalen samt hendes kort undring der lå i ansigtet. Ahngels øjne blev igen rolige og ansigtet køligt som før. Igen underskøn i sin egen mystik og låste fortid..
"Miriann?" sagde han og lagde hovedet lidt på skrå.

Hun smilede igen og nikkede, som om hun havde stillet et spørgsmål, og han havde svaret rigtigt. Hun sagde ikke noget, lod bare øjnene køre rundt på Ahngels krop, undersøgende, som om hun ledte efter et eller andet der manglede, en vigtig del.
Hun så ud til at finde hvad hun søgte, og en lille gnist af glæde var at se i de store isblå øjne, der ikke havde ændret sig det mindste.
"Du har forandret dig meget, men du har nu stadig kønne øjne" mumlede hun lidt for sig selv, og satte en hånd i siden. *Men meget er nu også sket siden da....* tænkte hun en smule forundret, og lod blikket køre over til den anden vampyr, som hun havde kendt meget længere end Ahngel. Hun sagde dog intet, så bare på Aimer, som så ud til at tro hun var et spøgelse.

//Den er jeg med på! xD

Hun stoppede med at se på dem, og vendte istedet øjnene mod gulvet. Hun rødmede stadig, og sgade ikke et ord.
Hun havde jo ikke set Mir i flere århundreder! Hun havde tilmed troet at hun var død. Men hvordan kunne hun have været så naiv? Selvfølgelig kunne hun ikke dø! Hun havde jo overtaget sin søsters hverv, og hun ville nok have hørt om det hvis hun var blevet udskiftet. Hun så på Mir igen, og så på hende, som for at være sikker på at det var hende.

Ahngel vendte kort øjnene væk fra Miriann og så imod den anden vampyrinde, som han før havde hørt nedenunder. Ja der var sket meget. Rigtig meget endda.. Det var blot kun få år siden han havde overtaget sin faders styre som frankrigs alfahan. Bukket under for sin skævne der havde han lagt foran sig. Blevet et med hvad han dengang foragtede og ønskede død, brændt og borte. han ønskede ikke brændende et liv som menneske mere. Aldrig mere. Han havde sit ansvar nu. Han havde sit folk at tage vare på for ikke at sige sig selv i denne mørke tid hvor han befandt sig i Terre.
Han var stille. Uhørliggjort af endu et spøgelse fra fortiden. Et spøgelse kaldet Miriann.. Endnu engang var han på grænsen af tvivlen. var dette endnu et virkeligt tilfælde eller var hans sanitet atter ustabil som dengang? Den unge naive ustabile alfahan.. Hoffet burde være mere forsigtige når de tror de er alene.. havde han været som sin far havde de fået flået hjerterne ud af kroppen for længst..

Hun blot tavst på ham. Huskede deres sidste samtale. De havde blot været teenagere dengang. Et svagt smil kom frem i hendes ansigt da hun huskede på den tid, den glæde hun havde følt dengang, ved bare at tale med et jordisk individ. Nu var alt forandret, hun var ikke sikker på om hun kendte Ahngel mere, men havde hun overhovedet kendt ham dengang?
Hun var ikke sikker, men på trods af det smilede hun muntert.
Hun lignede heller ikke sig selv fra dengang, hun var en fuldvoksen kvinde, iført en lang kåbe, af silke, borderet med vandråber, i en flot midnatsblå farve, der stod i kontrast med det ildrøde hår.
Hun lod sine øjne glide rundt over hans ansigt "Jeg er ikke et spøgelse..." mumlede hun en anelse surt, da ingen så ud til at anerkende, at det virkelig var hende.

Aimer blinkede svagt med øjnene, og nikkede så. Hun smilede til Miriann, og var nu helt sikker på at hun ikke blot var en illusion. Hun rødmede en anelse mere, og lignede nærmest en tomat nu, hvilket virkede underligt da hendes hud jo var marmorhvid, så det kom til at ligne at nogen havde skamferet hendes kinder.
Hun sukkede svagt "Mir, du forskrækkede mig virkelig...." mumlede hun og kløede sig svagt i det snehvide hår. "Men hvordan slap du væk fra Urenai? Jeg troede de havde dræbt dig" tilføjede, en smule nysgerrigt.

//Jeg undskyld de korte svar^^'//

//Jeg tror det er din tur Ahngel xD (Der er gået en time siden Aimers indlæg x3) //

//Low krea.. srry//