Inden i Domkirken

S: Domkirken
V: solrigt
D: en dag i Juli
O: nogle få personer
T: irl

Willam sad oppe på Orgel, og så med nogle blide øjne mod de få person som kom få at bede om deres liv og at de skulle havde det godt, han lukkede øjne og lyttet til deres tænker, han smilede og vendt sig rundt og så mod loft med de mange engel som var tegnet som små børn, han smilede over det *som om vi er små børn* tænkte ham

Den gyldne kat luntede rundt nede på kirkens gulv. Mange ville nok se den som en kat der havde forladt sit hjem og nu strejfede rundt omkring, men andre ville se den som et slags menneske. Dens øjne var alt for kloge til bare at være et dyr. Hendes lange pels dansede omkring hende og hun satte sig foran dåbsfontænen. Her var smukt, og det var ikke tit at hun fik set denne kirke.

Willam så ned på menneskerne og så deres blik havde skiftede og de tænkte, sikke en smuk kat, han vendt blikke mod katten *det er få en klog væsen til at være kat* tænkte ham og smilede tilfreds, han bliv læggende og så på nogle mennesker som gik, de var nu selv i den meget smukke kirke

Katten kiggede hurtigt omkring og smilte for sig selv. Den forsvandt bag et gardin, som ikke var langt ffra drengen skjulested. Gardinet blev hevet til side og en pige kom frem. Henes hår havde den samme farve som kattens gyldne pels. Et smil formede sig om hendes læber og hun gik hen til døbefonten og kiggede ned i vandet. Hun så sig selv og gritne lidt. Det var mærkeligt at se sig selv i vandet.

Han betragte hende med nogle blide øjne *ser man det, hun var ikke en kat* han var stolt over sig selv , men sætte sig så op og man kunne se ham, hans ansigt var blidt og meget engel arktigt , helt uden fejl, han vendte blikkede ned mod pigen , hans hvid hår dækkede hans meget blå øjne , han sad omkring 20 m over hende fra jorden

Melanie kiggede rundt og tilsidst op. Et forskrææket gisp forlod hendes læber og hun hoppede bagud. Pigen blev omgående til en gepard der stod og hvæsede af manden overhende. Hendes forskrækkelse havde gjort så hun ville angribe vis han kom for tæt på. LAngsomt lukkede hun øjnene og gik ind i hans tanker. * Jeg overfalder dig, vis du rør mig * tænkte hun inden i hans hovedet og hvæsede igen.

"rør dig ikke " sagde han og ud af hans ryg kom flottet hvid engel vinger , han landede elegant ned på marmor gulvet, hans vinger lagde sig ind i ham igen og Willam så på hende "hvorfor skulle jeg dog skade nogle væsner " spurgte hun blid og venligt , han holdet sig på afstand som hun havde bedet om

Melanie rystede lidt på hovede og bakkede ud, hendes tænder kunne ses og hendes øjne flammede op. Han skulle ikke tro at hun ville lade sig narrer. Hun var meget beskyttende overfor sig selv. Langsomt lagde hun sig ned og kiggede nysgerrigt på ham.

Han så på hende og rystede på hovedet han sætte sig over på et af stolen og så mod loft "Tjaa , rør dig ikke, skader igen væsner " sagde han og kiggede på hende "skal nok lad være med at komme nær dig"

En ung kvinde på omkring de 17 år kommer gående ind i kirken. hun er klædt i en kommandosoldats sorte tætsidende tøj. i hendes blå øjne er der et glimt af noget lilla , og hun ser ikke ud til at føle sig godt tilpas i kirken. hendes meget lange sorte hår ligger glat ned over hendes ryg og skuldre, mens hendes hud er unaturligt hvid.
hun for lynhurtigt øje på både melanie og william. hun kan også se, ligesom william at geparden er alt for intilligent til at være et dyr.. hun smiler koldt og sætter kursen derover.

Willam opdagede Luciel *Vampyr* tænkte han og så koldt mod hende , men hans blid engel ansigt, hjælpe ikke på det "Hvad laver du i en kirke" spurgte han hårdt

- kommer for at søge sjælefred..
hun vrænger det sidste til englen, og ser hånligt på ham.
hun har aldrig brudt sig om engle, altid så skinhellige! puh.. nej så hellere dæmoner.. dem ved man da hvor man har!

Hans blik forbliv hårdt på hende "søge sjælefred" sagde han hårdt og gik hentil en stor bog som han altid havde med sig, vis han fyldt had så var det til vampyr, men det gjorder han ikke "så du vil sjælefred" sagde han og sætte sig på en stol "er du sikker på det er dit ønske her"

- og så er jeg også nysgerrig efter hvorfor gider spilde tiden herinde...
der er ingen følelser i hendes ansigt nu.. kun hendes øjne er der følelser i. de er også fyldt med dem. had.. vrede.. morskab.. og hånlighed flyder rundt i dem, og blander sig med hinanden. hun har nu rettet hele sin påmærksomhed mod william.

"hmm vil du ha det eller ej" sagde han og så på hende opgivende , han synes ikke om vampyr , men som lys engel havde han igen rakt til at bedømme folk

- sjælefred? nej ellers tak! min sjæl har det ganske udemærket!
det er tydeligt at hun ikke stoler på ham, og samtidig ikke bryder sig om ham.
- gad vide om din slags smager godt.. det kunne være det skulle afprøves en dag.. selvom jeg nu fortrækker asparaer..
hun smiler stort og ondskabsfuldt.. man kan tydeligt se hendes unaturligt spidse hjørnetænder.
så ser hun over må melanie, der indtil videre ikke har blandet sig.. med korte, hurtige skridt går hun over i mod geparden.