I will stay.

Man kunne vel sige at parken var blevet en af hendes yndlings steder at opholde sig. Trods alt hvad der blev sagt der kunne ske mellem træerne. Specifikt når der blev mørkt. Og nu hvor der var vinter havde det allerede lagt sig hen over Di Morga selvom klokken ikke var meget mere en fem om eftermiddagen. Men det var endnu ikke en ting der holdt den lille djævel væk. Hun nød mørket som det var. De mange gadelugter der var tændt sammen med en masse julelys, der hørte til sæsonen man var trådt ind i, var så hyggeligt at gå imellem.
Autumn’s skridt var rolige eftersom hun ikke mere blev trukket af sted af den glade hund for enden af den snor hun holdt stramt i sin ene hånd. Nu gik den blot ved siden af hende med tungen hængende ud af gabet. Det morede hende nu hver gang. Hun nød de tidpunkter hun fik lov til at gå en tur med Benn, den store skotske collie. Det var lidt som om stierne bare forsatte rundt i parken. Den virkede altid større end den faktisk var. ”Come on, boy!” lød det muntert fra hende idet hun pludselig satte i et løb efter at have klappet sig selv på låret for at få hundens opmærksomhed. Idet hunden gav et lille bjæf fra sig og løb med hende voksede det dejlige smil der sad på hendes læber. Hun lo lidt som hun løb videre hen af stien. Passerede forsigtigt modgående og sørgede altid for at holde øje med hvor hun satte fødderne. Hendes pjuskede fletning dinglede ned langs hendes ryg og små totter faldt af og til ud af opsætningen. Ikke at hun tog sig af det. Hun kunne lide det når det var lidt sjusket på den måde.

Hun smed sig dovent ned på bænken og lænede, med det samme, hovedet tilbage. Tog en dyb indånding. Slappede af. Hun skulle virkelig have gjort noget ved sin kondition. Den var elendig. Stille og roligt rettede hun sin ryg og lænede sig lidt ned mod den hund der havde sat sig mellem hendes ben. Allerede i det at hun gjorde klar til at stryge den hen over pelsen satte den af og rejste sig så den forpoter fandt sin vej mod hendes lår. En latter gled ud af hende som en væd hundetunge ramte hendes ene kind. ”Nej! Ned!” Med lidt kamp fik hun endelig skubbet hunden ned på alle fire igen. ”Sådan ja..” mumlede hun endnu med en latter siddende lige på kanten imens hun tørrede savl fra in kind med sit ærme. Skulle hun egentlig ikke snart til og hjem med Benn igen? Hvad har klokken blevet?

Noah var træt, han havde brugt de sidste dage på bare at slappe af og tage den med ro, han havde brug for det for han følte virkelig ikke at verden havde været så sød ved ham de sidste par dage som han ønskede, han sukkede let for sig selv og lod en hånd glide igennem sit hår imens han gik ind i parken hvor han så ofte kom. Han mærkede hvordan sneen let knasede under hans fødder og hvordan kulden stod ind på hans kinder og gjorde dem søde. Han havde cowboy bukser på, skjorte og udenover den en sort jakke med pelskravee og på hans fødder sad sorte millitær støvler med pels oppe for enden af skaftet på den korte støvne med snørre hele vejen ned. Han kiggede sig let omkring, han kunne mærke aura fra alle de folk og væsner der var i parken, og det var ikke mange. Sådan en kold og mørk eftermidag, så ville de fleste helelre være hjemme i deres huse under en varm dyne.

Det ville Noah vel egentligt også, men han havde fået et tip fra Gabriel om at Abbigail var i parken og han havde derfor besluttet sig for at gå ned for at finde hende og se hvordan det gik med hende efter hendes forvandling havde gjort hende ældre at se på.

Han fik øje på en pige et stykke fremme, det kunne vel ikke være hende? Han stak hænderne i lommen på din jakke og gik roligt hen i mod hende og jo tættere han kom på jo stærkere mærkede han hendes aura og han blev mere og mere sikker på at det var hende: "Abbigail?" sagde han og kiggede spørgende på hende og ændrede så hans spørgsmål til hendes kvindelige navn: "Autumn?" sagde han og lod let sine læber glide op i et roligt smil da han bemærkede hunden hun havde med sig, han havde ikke set den før, var det mon hendes?

Han stoppede omkring tre meter fra hende, blot for ikke at skræmme hende og virke som en uhyggelig fremmed i det mørke snevejr som gjorde alt så roligt og smukt og han smilede bare stille i mod hende.

Af en eller anden grund reagerede hun allerede på det første navn der blev sagt højt. Ikke sådan tydeligt men det var som et lille svagt klik i sit hoved. Som spiderman’s super sans som blev aktiveret hver gang der var fare omkring hende. Hun følte dog ikke rigtig fare men kun bekendtskab ved ordet ’Abbigail’. Dog så hun først op idet hendes navn blev sagt op. Kort efter det andet. Hun så rimelig overrasket ud da hun fik rettet de abnormalt blå øjne mod den ungemand der stod nogle metre fra hende. Hun undrede sig nok mest over hvem han var. Og hvor han kendte hende fra. Hun gik jo ikke ligefrem rundt med et navneskilt om halsen. Så det skulle vel ikke komme bag på ham hvordan hun så forvirret ud. ”Huh?” lød det først uforståeligt fra hende alt imens hun fik lagt hovedet på skrå. Men det gik ikke længe inden hun virkede mere normal og et smil spillede frem på de tørre læber. Fandens vejr. ”Jeg kender desværre ingen Abbigail men det er mig der er Autumn.” lød hendes normalt engleblide stemme som hun svarede ham tilbage.
Autumn kæmpede lidt for at holde hunden i ro og på plads så den ikke endte med at spæne hen til den fremmede for at sige hej. Dog fik hun den kølet lidt af ved blot at give et let ryk i snoren. Hun så efterfølgende igen mod manden. Og smilet sad der skam stadig. ”Er der noget jeg kan hjælpe med?” spurgte hun stille og roligt eftersom hun elegant fik rejst sig op. Puttede sig godt ind i en tykke flis hun havde taget over sin jumper. Trods kulden så hun ikke helt ud til at fryse selvom hun kun var iført så lidt tøj. Benene var også kun lige dækket af et par almindelige denim-jeans. Men fødderne var proppet godt ned i et par udendørs futter faldet af falsk pels.

Hun følte sig lidt mere tryg nu hvor hun stod op. Endnu med fronten til manden. Det var ikke fordi han ligefrem virkede bekendt men det var nu mere noget som overbeviste hende at han rent faktisk vidste hvem hun var. Hvilket var en smule skræmmende. Hun var ikke helt vant til det eftersom hun hverken var kendt eller noget lignende.

Noah smilede stille da han kom tættere på, hun var blevet en utrolig smuk ung pige, det kunne han ikke benægte, sidst han havde set hende havde hun vel været omkring de 8 år i sit ydre og ikke meget ældre i sit indre, allerede dengang var hun en heartbreaker og han havde altid vidst hun sikkert ville vokse op og knuse mange uskyldige drengehjerter: "Autumn" gentog han med et smil da hun sagde at det var hendes navn, han vidste godt at hun havde skiftet det, eller at... De havde.

"Åh undskyld" sagde han og følte sig uhøffelig over at han ikke præsenterede sig: "Du kan sikkert ikke huske mig" sagde han og gik tættere på hende så han venligt kunne give hende hånden: "Mit navn er Noah" sagde han, han kunne mærke hendes race's aura da han gik tættere på hende, den var blevet svagere med årene, men hvis hun ikke havde brugt sine evner så var det jo naturligvis ingen overraskelse: "Må jeg sidde?" sagde han med et venligt smil og satte sig så ved siden af hende uden helt at vente på det svar.

"Jeg har kendt dig dengang du var lille" sagde han med et roligt smil og betragtede hendes ansigt, hendes skønhed bag de store briller var lamslående og selvom han godt vidste hun altid havde været køn så var han alligevel ret så overrasket over hedes udvikling: "Og jegså du sad herinde" smilede han roligt: "Så jeg ville bare høre hvordan du havde det?" sagde han og kunne godt mærke at der intet ondskab var i hende overhovedet. Tværdimod. Blid og venlig, hun kunne have været en engel.

Han havde ret. Hun huskede ham ikke. Han virkede ikke engang bekendt. Kun lige da han kom tættere på og deres personlige atmosfærer stødte på hinanden. Det var det et lille glimt af et deja-vu. Det var lidt underligt. For hun huskede selv ikke specielt meget. ”Øh.. Sure.” Igen brød den britiske tale ude. Hun havde virkelig søgt tryghed hos modersproget her på det seneste. Af en eller anden grund havde hun fået svært ved at udtale de franske ord. Også selvom hun sagtens kunne forstå hvad andre sagde til hende. Hun tog et let skridt til den ene side, for lige at gøre lidt mere plads til Noah hvor efter hun satte sig ned på bænken igen. Benn syntes at være helt rolig nu. Sagde ikke en lyd og sad bare og så frem og tilbage mod hende selv og englen.

Autumn kunne ikke andet end at spærre sine øjne en smule op idet han sad og fortalte. Og et sted kunne hun godt mærke en glæde stige op i hende. ”Hvordan jeg har det? Jeg…øh.. Jeg har det faktisk ret godt.” svarede hun med et lille akavet smil. Et lille tik i hendes stemme havde nok afsløret den usikkerhed der lå i hendes svar. Der var sket så meget i hendes liv at hvordan hun havde det uden tvivl gik op og ned. ”Wow. Du må altså undskylde men jeg kan desværre ikke huske dig. Tag det ikke som noget dårligt men min hukommelse er bare blevet sløret en del her på det sidste. Så.. var vi en slags barndomsvenner?” Selvfølgelig troede hun det. Han så ikke ud til at være særlig gammel og hun kunne kun forestille sig at have mødt denne mand mens de begge var børn. ”Utroligt at du kunne kende mig.” Hun havde i sandhed udviklet sig en del siden hun var lille. Det var nok kun de blå øjne og brune hår og blege hud der havde fulgt hende. Den gang havde hun hverken briller eller former. Igen havde smilet dannet sig ordentligt på hendes læber.
Hun kunne ikke lade være med at fornemme hvordan et lys nærmest stod ud af Noah. Et meget betryggende lys. Og hun følte sig egentlig ikke dårlig tilpas. Også selvom han faktisk mest var som en fremmed for hende. Og hvis hun skulle være ærlig med sig selv havde denne unge mand bestem udseendet med sig. ”Nåh ja. Hvordan har du det så??” Hun kunne vel lige så godt sende spørgsmålet tilbage. Hun drejede sig nysgerrigt en smule så hun sad med fronten så meget mod ham som muligt og en arm støttet på ryglænet.

Noah smilede bare varmt til hende, han var generelt bare et ret varmt og venlit mennesker. Han snakkede med mange folk hele tiden og han gjorde alt han kunne for altid at virke åben og ærlig: "Well barndoms venner" sagde han og tiltede let hovedet til den ene side: "Jeg er en del ældre end dig" sagde han med et lille smil: "Jeg kendte dig da du var barn" sagde han og smilede rolige til hende: "Og havde et øje på at du opvoksede til at blive et godt menneske" sagde han med et smil og kiggede kort på hende: "Og det gjorde du jo heldigvis ser det ud til" sagde han roligt og var glad for at se at hun virkede som om hun havde det godt, det betød en del for ham at se, han ville være knust hvis hendes djævleske side var kommet mere frem. Hun fortjente ikke at være af den race, hun burde være en engel, præcist som ham.

Han smilede bare stille da hun sagde det var utoligt at han kunne kende hende og ville ikke igang med detaljer om at han var engel: "Så hvordan har du det? Har du fået et job? En kæreste? Lejlighed?" sagde han nysgerrigt og lænnede sig let tilbage på bænken: "Jo tak, jeg har det egentligt ganske udemærket" sagde han med et lille smil og tiltede let hovedet til siden: "Jeg har haft lidt travlt på det seneste, men vi skal jo alle finde tid til at slappe af" sagde han med et kort suk og nikkede ud i sne landskabet, alt virkede så smukt og så roligt, han elskede denne tid på året og han følte altid has tanker blev mere mere klare og friske.

Autumn sad et øjeblik og blev lidt usikker. Han havde altså holdt øje med hende. Det var en smule underligt når hun sad og tænkte over det. Havde der virkelig været brug for at hun skulle holdes øje med? Hun var da ikke nogen fare for omverden. Som sådan. Hun forstod dog godt at det kunne være en god idé at gøre. Men hvad havde grunden så været og at smide hende ud af helvedet. Eller hvad der så en var sket så mange år siden. Hun var ved igen at blive forvirret. Her for tiden var der alt for meget omkring den overnaturlige del af livet. Men så igen. Det kunne sagtens være at det blot havde været en der var blevet sat på opgaven af hendes såkaldte ’forældre’.
Et suk lød stille hen over hendes læber imens hun prøvede at få ordentlig på sine tanker der pludselig syntes at sværme rundt i hovedet på hende. Og, ja, nærmest give hende paniske anfald. Hun tog en dyb indånding igen inden hun atter fik rykket sit blik mod Noah. Hun rettede blidt på sine briller og åbnede så munden. ”Ja. Godt menneske.” sagde hun svagt. Ikke rigtig som et svar men som en understregning.

”Wow..wow..rolig..” Hun blev uden tvivl overvældet af spørgsmålene. Hun sad nærmest og piftede med hænderne op foran sig. Hendes hjerne var ikke helt programmeret til at holde styr på så mange spørgsmål af gangen. Specielt ikke hvis det faktisk indblandede noget om hendes selv. ”Som jeg allerede har sagt så har jeg det fint og jeg har nogle små job, men jeg overvejer at sige dem op eftersom jeg vil fokusere lidt mere på min skolegang. Jeg har…” Hun stoppede sig selv. Det næste spørgsmål havde tydeligvis ramt et ømt punkt. Hun kunne ikke engang få det sagt i en hel sammenhæng til at starte med. Hun flyttede de blå øjne fra Noah og videre ned til hunden der havde lagt sit hoved til at hvile på hendes lår. Hun strøg den let over hovedet og smilede svagt for sig selv. ”Jeg har ingen kæreste men der er en speciel person i mit liv.” Hun så hurtigt og endnu smilende. ”Men lad det være vores lille hemmelighed.”
Den lille djævel så selv ud over landskabet. Så træerne med sneen der dækkede bladende og jordend er var blevet helt hvid af den frosne regn. Hun kunne se hvordan det ganske let igen begyndte og sne og stille og roligt kunne hun selv mærke det omkring sig. Hun åndede ud og betragtede den tågede dis hun fik lavet på grund af hendes varme ånde og den kolde luft. ”Må jeg så høre hvad du har haft så travlt med?” spurgte hun blidt og drejede atter hovedet for at se mod ham. Det var lidt mere høfligt sådan at man så på hinanden når man førte en samtale.

Noah smilede roligt i mod hende, han havde det næsten som om der var en halv datter emt i hende, også selvom han udadtil kun så få år ældre end hende, men hun mindede om ikke andet bare en smule om hans egen datter som desværre var død for snart mange år siden. Han smilede let og slog kort blikket ned i jorden: "Ja undskyld" sagde han bare stille: "Men jeg har bare længe gerne ville sikre mig at du havde det godt" sagde han og overvejede hvor meget han mon skulle fortælle hende, men for nu sagde han ikke meget, han ville helst ikke skræmme hende omkring hendes eget liv som man kunne sige var noget meget speciel end de flestes.

"Nå nå" sagde han med et lille grin: "Hvem har du fået et øje til?" sagde han og smilede varmt i mod hende og dog med et nysgerrigt og venskabeligt blik: "Og det er måske meget fornuftigt, skolen bør nok komme i første række" sagde han og nikkede, han vidste at skole og uddannelse var vigtig, især når man tænkte på ihvilken retning som verden ahvde gået, man kunne jo ikke blive til noget som helst uden en uddannelse og uden hatten rigtigt skruet på.

Han smilede roligt: "Well" sagde han og lænede sig let hen i mod hende imens han sænkede stemme så ikke alt for mange i parken hørte det: "Jeg er engel" sagde han med en lav stemme i håb om at ingen vampyre i nærheden hørte det, han orkede det ikke, ikke flere kampe lige nu: "Jeg udfylder missioner" sagde han og pegede i mod himlen som hentydede han til at det var for Gud: "Så jeg er lidt rundt omkring" sagde han med et lille smil.

Med det samme begyndte en varm prikken at stige op i hendes kinder. Og et lettere fjoget grin kom fra hendes strube. Og selvfølgelig slå hun selv blikket ned. Bare tanken om at hun faktisk havde en der var nået helt op på tæt hold var bare underligt. Ikke en ting hun var vant til. Og som en hver pige i hendes teenage år var den reaktion hun kom med helt normalt. Den var der nok altid når man snakkede om drenge og den slags. Og selvom det måske ville blive anderledes for hende havde hun lov til at tage hånd i den menneskelige retning. ”Det er lidt lige meget. Han er min bedsteven så jeg føler ikke jeg kan tillade mig noget. Plus, jeg er stadig ikke helt sikker.” Det lille søde smil forsvandt et øjeblik som totter af hendes hår faldt ed og skjulte noget af hendes ansigt der hurtigt havde lagt sig i skygger. ”Og jeg kan slet ikke tillade mig noget. Det vil bare skade ham for meget. Et andet forhold med ham vil blot give problemer for ham som menneske.” Det var måske ikke så tydeligt i hendes stemme men det gjorde virkelig ondt at tale om. Hun vidste hendes evne, som nummer et, gik i vejen. Og så var der alle de andre problemer med uden tvivl ville skræmme ham væk. Hun gøs bare ved tanken om hvad han havde sagt.

Overrasket så Autumn igen op. Hun så nærmest helt forundret ud idet han afslørede sin identitet for hende. Man kunne vel se små julelys danse i øjnene op hende. En engel. Hun var endda også på vej til at køre helt op men på grund af den skygge der endnu lå over hende blev hun blot skeptisk. Hun rejse sig rimelig hurtigt op fra bænken. Gav tydeligvis hunden et mindre chok som den gav et svagt bjæf. ”Jeg forstår ikke helt. Hvad laver en engel omkring en som mig? Ses det ikke som en skændsel?” Hun blev nærmest helt bekymret og hun fik skam også taget et skridt tilbage. Hun vidste selv at hun ikke ville kunne gøre en flue forstræd men hun vidste også at det hun var, var det komplet modsatte af ham. Selv han synes det er negativt for en som hende at overhoved omgås andre som hun gjorde.

Han smilede stille til hende da hun snakkede omkring en skændsel og han var glad for at høre at hun have fundet ud af at hun altså ikke var hel menneskelig: "Hvordan har du opdaget det?" sagde han og kiggede let undrende på hende: "Altså at du ikke er menneske?" spurgte han og toede egentligt at hun altid havde gået i en tro at hun var menneske og at hun fortsat ville gøre det mange år endnu: "Men nej, dengang du blev sat på jorden fik jeg at vide jeg skulle holde øje med dig" sagde han med et lille smil og kunne lige så godt indrømme det over for hende: "Og holde øje med dig, sikre mig at du ikke faldt i hændene på nogen de ændrede dit gode sind" sagde han og smilede: "Du har kræfter til at kunne ødelægge meget og skabe store problemer og det ville være ærgeligt hvis du i fuld udsving kom i hænderne på en der ville lære dig at bruge dem til noget dårligt" sagde han og smilede stille til hende: "Så jeg, som engel, har hele tiden håbet på du ville udvikle dig som du har gjort" sagde han med et smil.

"Du er en køn pige, Autumn" sagde han roligt og lænede sig tilbage i mod bænken: "Så jeg er sikker på at din bedsteven vil vælte over dig hvis du indrømmer din kærlighed" sagde han med et lille smil og kiggede i mod hende, han var da glad for at hun oplevede kærlighed, igen en ting der måske ikke var så typisk for hendes race: "Det kan komme dig til gavn" sagde han og smilede roligt i mod hende: "Nogle spøgsmål?" sagde han en smule flabet og grinede let af hende, han havde vidst talt og forklaret ret så længe nu.

Autumn kunne faktisk ikke lide hvordan den her snak var kommet hen. Hun hadede tanken om at hun ikke blot var et svagt menneske. Og hun hadede tanken om at hun først havde fået det fortalt nu. Hun vidste jo intet om sig selv når det kom til andre. Denne Noah havde åbenbart kendt til hende siden hun blev født. Eller rettere sagt skabt. Og han var ikke den eneste der havde holdt øje med hende. Det var ikke fordi at hun ikke ville forstå men han havde fanget hende i et sårbart rum og tid. Det var ikke det bedste øjeblik at få fortalt sådan slags. Var ville hun ønske hun havde levet i troen om hun var som alle andre. ”Siden… En anden djævel fortalte mig det for nogle måneder siden.” Man kunne allerede høre gråden i hendes stemme og hendes blå øjne var blevet en smule mere blanke. Hun stod endnu op og hunden havde kunnet mærke hendes utryghed og sad helt op ad benet på hende. ”Og du må virkelig undskylde min nuværende reaktion men jeg forstår intet.” Hendes vejrtrækninger var blevet en smule tungere og hun havde hævet stemmen en smule. Hun stod endda også mere anspændt. ”Jeg forstår ikke hvordan at I mægtige guder kan sige at min åndssvage lille evne for noget stort og farligt. Det er et forbandet kys der kan påføre enhver smerte. Min evne kan ikke dræbe og hvis den kunne vil det kun være individuelt.” nærmest råbte hun og nu faldt den første tåre ned over hendes kinder. ”Jeg har INGEN form for kontrol over min evne så jeg tror ikke nogen som helst vil vælte over mig.” Hun tørrede de få tåre væk fra hendes røde kinder inden hun forsatte i frustration: ”Undskyld, men det her er for meget. Jeg vil bare være normal! Så jeg har ikke brug for at få smidt ting i hovedet som hvem jeg er igen og igen.” Hun var ikke sikker på om han overhoved ville forstå hvad hun mente. Selv gav det ikke rigtig mening. Bare en masse ord der lå oven på hinanden. Hun tog endnu et skridt tilbage og vendte sig så om. Hvor ville hun vare gerne hjem. Hjem og være ynkelig som hun altid var. En ynkelig udgave af hvad hun burde være. Hu synes bare hun blev ved med at tørre sine kinder. De små dråber blev bare ved med at finde deres vej ned over dem. Duggede endda hendes briller til og tvang hende til at tage dem op ad afsløre sit fulde ansigt.

Noah kunne mærke hvordan hans sympatiske hjerte begyndte at gøre ondt da han så følelserne i hendes øjne, han kunne godt forstå at det sikkert var en stor omvæltning for hende, at hun troede hun var en ting imens hun måske var en hel anden.

I ren venlighed og omsorg lagde han stille en arm omkring hende og krammede hende kort:"Jamen ven dog" sagde han stille og slap hende kort igen:" Du skal ikke græde over det" sage han stille og lod let sin tommeltot tøre hende under hendes ene øje: "Det er en god ting ikke at være menneske" sagde han og prøvede at lyde overbevisende: "Mennesker er svage og kan knække nakken ved at vælte på cykel... De har ingen indflydelse på verden" sagde han: "Du kan have en kæmpe indflydelse... Du kan blive til noget og du lever mange mange maaaange år endnu" sagde han med et roligt smil og kiggede ned på hende og håbede at hun ville føle det bare en smule bedre.

"Og du skal nok lære at styre din evne" sagde han stille og smilede til hende for at fortælle at det var okay hun blev ked af det: "Og selv hvis du ikke gør så skal du nok møde en dreng der er ligelgad" sagde han og smilede roligt i mod hende som prøvede han at sige at hun skulle komme ved frisk mod.

Autumn kæmpede virkelig med ikke bare at lade ham have sin arm om sig. Og hun knækkede vel over for det eftersom hun meget hurtigt selv fik vendt sig om. Hun pressede sig forsigtigt ind mod Noah og gemte sit endnu lettere grædende ansigt ind mod hans brystkasse. En dejlig ting ved at være lav. Hun sørgede dog stadig at have et greb i snoren med Benn. Den hund skulle vel også snart til og hjem ad. Ejeren var måske ved og blive utålmodig. Men nu tog hun sin tid med at indsuge englens tryggen energi. ”Jeg græder heller ikke..” mumlede hun svagt og selvfølgelig løg hun omkring det. Hun lagde heller ikke meget i at gøre det overbevisende. Hun brød sig ikke om den måde han talte om mennesket. Han ville nok have det sådan. Han havde det nok fedt som engel. Bare at flyve rundt og ikke være frygtet af alle og en hver. Ikke at hun var det men hun frygtede at det ville ske en dag. Og allerværst ville være hvis hun blev frygtet af den person der nok betød mest for hende. Hvem gik ikke rund og var bange for det? Hun snøftede forsigtigt og sagde ikke rigtig noget. Der var ikke noget at sige. Hun havde lyst til at modsige ham. Komme med pointløse argumenter for at han tog fejl. Men hun havde ingen kræfter til at træde de veje lige nu. Hun var træt. Hun var forvirret. Hun stod i øjeblikket og lod sig blive trøstet af en nogenlunde fremmed. Hvad var der galt med hende?
Hun snøftede igen og hendes skuldre stoppede endelig med at ryste og hun fik endelig taget sig sammen til at trådte lidt væk fra ham igen så hun ikke bare stod presset ind mod ham. Det havde nu været dejligt. Det havde været lidt lige som hendes ’bror’ plejede at gøre da hun boede hjemme i England. Hun tørrede for sidste gang sine øjne og med lidt held fik hun samtidig fjernet den smule mascara der var endt under hendes øjne og ned af hendes kinder. ”Du har…nok ret.” En lille stigning i hendes mundviger, fremviste sig igen. Hun strøg en lille tot af sit bløde hår væk fra sit ansigt og smilet blev nu mere synligt. ”Tak.” Et bjæf trak hurtigt hendes opmærksomhed hen mod hunden og uden at tøve satte hun sig ned på hug for lige at sige hej til Benn igen. ”jeg tror jeg skal tilbage med ham her. Jeg er desværre kun hans hundelufter så .. hans ejer er nok ved og blive bekymret for ham.”

Noah smilede stille til hende og betragtede stille hendes ansigt imens hun intet sagde, han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Men han havde det dårligt ved tanken om at hun havde det skidt, for han ville gerne passe på hende og han ville gerne lindre hendes sorger: "Du kan håbe på at djævlen en dag vil opgive dig eller give slip på dig... " sagde han og smilede let for sig selv: "Så er der en chance for at du kan blive en enkel" sagde han med et roligt blik og lænede sig kort tilbage og nikkede til hende.

Han smilede stille da hun sagde at hun skulle tilbage og han nikkede bare roligt: "Fair nok" sagde han: "jeg skal ikke holde på dig" sagde han med et let sammentrukken smil og stak stille hånden i lommen og fiskede en lille medaljon op i en fin sølvhalskæde, den havde en lille lås i midten og inde i den sad omridset af et lille kors med et N henover: "Her" sagde han: "Den er til dig" sagde han stille og lagde den i hendes hænder: "Hvis du får brug for at kalde på mig eller har brug for hjælp... Ja et eller andet" sagde han og lukkede stille og blidt hendes hånd omkring den: "Så kan du kalde på mig med den der" sagde han og nikkede ned i mod hendes hånd som han stille slap og smilede roligt til hende.

Han sænkede sine hænder ned og aede hunden hun sad med, han var glad for alle væsner, dyr og mennesker og alle dyr havde nu også haft det ganske godt med ham, nok mest fordi at han altid var så rolig og tog tingene en dag af gangen, ingen voldsomme eller vilde bevægelser, bare rolig og afslappet.

Autumn så rimelig forundre ud idet han rakte et lille smykke hen mod hende. Hun stod lidt og så bare på det inden hun tillod ham lægge det i hendes hånd. Det var lidt bange for om det ville brænde mod hendes hud på grund af formen men af en eller anden grund så skete der intet. Det var kun en lille behagelig sitren der kom fra smykket. Hun lyttede efter hvad han sagde og rettede roligt blikket op mod ham. Hun havde altid haft svært ved at tro på altid det overnaturlige og magiske selvom hun havde kendt til sin lille evne siden første gang hun begyndte at interessere sig for det andet køn og alt det der. Men stadig var det ikke helt noget der bare faldt på plads når han sagde hun kunne bruge en halskæde til at kalde på ham. Men hun måtte bare bide det i sig. Smilet på hendes læber voksede og lyste nærmest hele hendes blege ansigt op. Hun lignede i sandhed en engel. Især med den glød der af og til strålede fra hende. Men hun var alt andet end det. ”Tusind tak, Noah.” sagde hun med den blide stemme hun havde.

Hun tog tiden, det tog for englen at sige hej til hunden, til at slippe snoren og få taget sølvkæden om sin hals. Hun kastede håret tilbage og så lidt ned. Smykket faldt perfekt. Kæden var ikke for lang eller for kort. ”Den er smuk.” mumlede hun lige højt nok til at man kunne høre hende. Hun fik tager fat i hunde snoren igen og rettede sig til sidst ordentligt op. ”Hør.. Hvad siger du til en kop kaffe eller te? Jeg tror vi har noget på institutionen.” Hun lagde stille hovedet en smule på skrå og så afventende på Noah. Hun kunne egentlig godt bruge noget selskab. Og det var lidt som at støde på en slægtninge som man ikke havde set i lang tid. Akavet men trygt. Selvom hun måske var ynkelig at snakke med omkring hvad hun var og alt sådan noget så kunne hun sagtens finde der interessant. Hun var vel alligevel nysgerrig selvom at hun sagde andet. En hånd blev kørt gennem det små løse totter der ikke sad i fletningen og blev et kort øjeblik fjernet fra hendes kønne ansigt men så faldt ned igen. Hun tørrede en sidste gang sin over sine kinder og anbragte sine briller på deres plads. Så kunne hun igen se noget.

Han smilede stille til hende og var glad for at hun blev glad for halskæden: "Selv tak" sagde han bare stille, han ville gerne passe på hende og ville gerne at alt gik som det nu engang skulle for hende i hendes liv, for hun var en sød og køn pige og hun fortjente at leve et liv hvor hun havde det godt og hun mødte gode væsner, og ikke væsner der ændrede hendes ellers så søde og gode sind.

"Institutionen?" spurgte han en smule undrende, boede hun på en institution stadigvæk? Selvom hun vel snart måtte være gammel nok til at få en lejlighed eller noget i en stil, var hun ikke?

"Jo det ville være hyggeligt" sagde han og smilede ned i mod den langhårede hund: "Hvor skal hunden hen?" spurgte han en smule nysgerrigt og var ikke helt sikker på hvem hun passede den for, det var ikke så ofte han så dyr i Terre mere, om det var fordi folk havde nk i sig selv og deres evner vidste han ikke, men et eller andet måtte jo være skyld i det: "Te ville være passende, varmen er jo ikke ligefrem det mest sommerlige" sagde han med et lilel grin og lod en hånd glide igennem sit hår imens han rejste sig op som gjorde han sig klar til at de skulle gå: "Du viser vej" sagde han med et smil og slog kort og venligt ud med hånden.

Det var tydeligt at se hvordan hun lyste op da han accepterede hendes lille forslag. Eller hvad man nu skulle gå hen og kalde det. Hendes smil voksede i hvert fald som det nok altid gjorde. Utroligt at hun bare kunne begynde og smile som hun gjorde selvom hendes verden meget muligt lige havde været helt i ruiner. Det var nok en af de små ting ved hende hun ikke brød sig som selv. Hendes humørsvingninger var så skarpe for tiden. Hun var for nem til at gøre ked af det og for nem til at gøre glad igen. Og hun følte altid som om at hun kunne blive sur hver eneste lille sekund. Og det stressede hende af og til. Hvilket bare gjorde svingningerne værre.
Autumn rettede kort blikket mod Benn og så igen mod Noah. ”Hans ejer bor næsten lige ved siden af. Jeg går af og til ture med ham eftersom ægteparret, der har ham, er ved og blive for gamle til det.” svarede hun muntert. Hun elskede selv hunde. Eller i det hele taget dyr. Men hvor ville hun gerne have en hund. Hun vidste at, så snart hun flyttede ind i sit eget hjem, ville hun få sig en. ”Det er den her vej..” Hun klappede kort på sit lår, fik hundens opmærksomhed og begyndte igen at gå hen ad stien. Lod dog tempoet være så Noah kunne nå op på siden af hende hvis han ønskede.

”Og ja.. Du må ikke forstå ordet ’institution’ forkert. Det er et sted hvor børn og unge kan få lov til at bo når de flytter et sted hen, fx på grund af skole, og der kan de være til de bliver gamle nok til at bo selv. Det er ikke sådan noget med sindssyge folk..” forsikrede hun ham med en lille latter gemt i hendes stemme. ”Der er faktisk rigtig hyggeligt men det er ikke så fyldt ud. Der er ikke mange lige der hvor jeg bor. Det var meget at være for sig selv-stuff.” Hun så lige frem for sig og betragtede det smukke snelandskab der også spredte sig foran hende. Hun elskede sne. Hun elskede juletiden. Hun kunne ikke vente med at komme ud og gå hen af de dekorerede gader inde i byen igen. ”Jeg husker da jeg lige var flyttet her til. Jeg kunne hverken tale eller forstå fransk. Og jeg følte mig så alene fordi jeg ingen venner havde der. Men det ændrede sig heldigvis hurtigt.” Pludselig rettede hun de blå øjne direkte mod Noah og forsatte: "Hvad med dig? Har du altid boet her i Di Morga??"

Noah rejste sig op og gik stille efter hende da hun viste vej og da han forklarede insitution kunne han ikke lade være med at grine let: "Bare rolig, jeg gættede næsten godt at du ikke havde udviklet dig til en psykopat eller noget i den stil" smilede han og rystede let drillende på hovedet, han kunne godt fornemme at hun var en ganske almindelig ung pige: "Er du igang med uddannelse? Som hvad?" spurgte han nysgerrigt og kiggede roligt ned på hende, han ville ønske han selv havde taget sig en uddannelse da han var ung, men i stedet havde han arbejdet som landmand på den gård han havde boet på siden han blev født.

Noah blev en smule slået ud af hvor køn en pige hun havde udviklet sig til at være og han fik helt ondt af hende og tanken om at hendes kræft gjorde at hun ikke havde fået sit crush på krogen endnu, det varbestemt ikke en særlig sød evne at skænke en så ung pige og det var bestemt aldrig sket hvis hun havde været i guds hænder: "Jeg har boet her i... 250 år sammelagt tror jeg, jeg har boet i Kina mange år også" sagde han med et lille smil, han var nu meget gla for sine år i Kina selvom hans hjerte nok altid ville tilhøre Europa og især Frankrig og England som altid havde været så fantastisk!

"Hvad med dig?" sagde han med et venligt smil: "Du kender vel Di Morga ud og ind?" sagde han stille og lod en hånd glide igennem sit hård: "Du har næsten samme øjnfarve som mig" smiled ehan og stirrede ind i hendes øjne, hans egne var selv krystal blå, præcist som en engel: "Du burde have været engel" smilede han let.

”Jeg er ikke rigtig i gang med en uddannelse endnu. Jeg går på den almindelige high school her i Di Morga sådan for at finde ud af hvad jeg vil når jeg bliver lidt ældre. Men jeg er begyndt og interessere mig en del for medicin så jeg har nogle få timer af lægestudier ved siden af. Det er dog bare sådan noget lige som en aftenskole.” Man kunne virkelig høre interessen i hendes stemme. Det var sjælendt hun havde nogle bestemte mål i sit liv men når hun faktisk havde, var det virkelig noget hun ønskede at få ud til verdenen. ”Ellers går jeg mod IT-verdenen.” Hun lo lidt over sig selv. Hendes drømte bare så spredte. Og hun var nu normalt heller ikke typen der talte om dem. Med mindre nogen spurgte selvfølgelig.
Autumn gjorde store øjne igen. ”Wow..” 250 år. Det var mere end en fjerde del af hvad havde levet. Troede hun da. Hun blev altid forundret over hvordan væsner udviklede sig. ”Er det ikke lidt kedeligt i længden og bare bo det samme sted så mange for i træk? Hvis jeg levede så længe…” Hun stoppede sig selv. Hun skulle vænne sig til ikke at have den menneskelige tanke gang. Det ville nok bare gøre hende til grin over for folk der faktisk kendte til hendes eksistens. ”Hvis det var mig ville jeg uden tvivl rejse rundt omkring. Jeg tror aldrig jeg vil kunne blive et sted hele mit… ja såkaldte lange liv.”
Hun bed sig en smule i underlæben og fik et mere tænkende udtryk i ansigtet. Hvor længe havde hun egentlig været her? ”Altså.. Jeg gik et visum og stipendium for lidt over.. Lad mig se. Nåh jo! Jeg flyttede her til Frankrig da jeg var omkring 12-13 år. Så cirka fire år har jeg boet her.” Hun vidste det lød rimelig ungt for en ung pige at rejse til et andet land alene. Men hun havde vel altid haft det der skulle til. Og det var ikke fordi hun aldrig så sin ’familie’. Hun plejede at se dem til jul. Nu var det hele nok lidt ændret eftersom de ikke rigtig var hendes slægtninge. Hun kommenterede ikke rigtigt til hans lille kompliment. Hun fik blot et smil sendt mod ham. Hun havde et lille love/hate forhold til sin øjenfarve. Den virkede så falsk men hun kunne stadig selv falde i staver når hun så sig selv i spejlet.

”Nu ligger vores verden bare desværre ikke sådan at vi alle for lov til at vælge hvilket væsen vi bliver skabt som.” sagde hun svagt og det endte vel til sidst i en lille mumlen. Hun så meget direkte mod jorden mens det lille akavede smil sad og hyggede sig på de stadig tørre læber. ”Men nu tror jeg ikke jeg vil være nogen god engel. En engel har nogle ting de skal tage sig af og jeg… ja jeg procrastinat like hell.” Igen slog hun en lille hjertevarm latter af. Problemet var nok at hun slet ikke ville kunne se sig selv om noget magisk væsen. Det var i forvejen svært for hende at se sig selv med et par vinger og det faktum at hun ikke ville dø af bare en smule blodmangel.

”Nåh men.. Hvad lavede du egentlig da du var i Kina?” Hun så igen spændt mod Noah. Hurtigt emneskift så opmærksomheden ikke lige lå på hende. Det var ikke fordi hun ikke ønskede snakke om sig selv men nogle gange kunne det være mere behageligt at så sat fokus mod andre.

"Læge studier?" sagde Noah interesseret og smilede kort til hende: "Det lyder virkeligt også spændede, og et er en solid udannelse at have der kunne sikre en mange år i fremtiden, hvilket Noah uden tvivl fandt yderst fornuftigt.

Han grinede lidt af hendes chok over hans høje alder og hans mange år i udlandet: "Nej ikke rigtigt... Man vender sig til det, og tiderne ændre sig jo hele tiden. Man møder nye mennesker og teknologien kommer videre" sagde han og smilede roligt til hende: "Desuden bruger jeg jo meget tid på at hjælpe andre, så man har brug for ekstra år for at få ekstra fritid" sagde han og grinede let, han havde brugt mange år i træk på at hjælpe ofre til store natur katastrofer og derfor var han også glad når han så kunne have perioder fri: "Istedet for at gå i skole fra morgen til aften også have fri, så arbejder jeg intensivt i lang tid og holder så fri i lang tid" sagde han og smilede venligt til hende.

Han smilede stille: "Tro mig jeg har været i hele verden, men det tager jo altå ikke 900år at komme rundt i verden, i en af mine friperioder på 5 år rejste jeg rundt, og det var jeg glad for jeg gjorde" sagde han: "Men det gør også at jeg nu ikke har den store lyst til at gå ud og se verden" sagde han og smilede roligt: "Og du kan roligt være glad for stedet her, det er for det meste både trygt og rart" sagde han og huskede mange knapt så spændende steder rundt omkring på planeten. Han grinedelet af hendes kommentar: "Jeg tror nu også læger hjælper folk" sagde han med et lille flabet smil.

"Jeg rejste på grund af et jordskælv, faktisk det største nogensinde. Over 800.000 mennesker døde" sagde han og sukkede let ved tanken: "Så jeg tog rundt og snakkede med ofre omkring dem de havde mistet og deres sjæle, sendte beskeder videre og sådan" sagde han: "Det tog nært 25 år at få styr på det hele og da det var sket var jeg blevet glad for landet" sagde han stille: "Også blev jeg hængende, mødte nogle søde mennesker, festede lidt i gaderne og ja.. bare havde det rart" sagde han og smilede roligt: "Hvor vil du gerne rejste hen?" spurgte han nysgerrigt.

Hans lille kommentar om læger fik hende til at rakke tunge af ham et kort øjeblik. Ganske barnligt men efterfølgende kunne man se at hun blot havde brugt det for sjovs skyld. Og nu skulle man også tænke på at hun endnu ikke var helt så gammel trods hun nok havde levet længere end de fleste mennesker. ”Det ved jeg godt! Men det er mere praktisk og fakta. Plus er jeg ikke meget for at socialisere mig med mit arbejde. Og som læge eller sygeplejeske vil det ikke være meget andet end at undersøge og give svar.” Hun lød allerede meget oplagt når hun talte om sin drømmeuddannelse. Hun havde tydeligvis studeret sig vej ind for at finde sine muligheder inden for faget. Hun vidste det ville tage lang tid og en masse koncentration men hun krydsede fingre for at det ville ske.
Hun kunne ikke lade være med at le meget svagt for sig selv. Ja. Her i Di Morga var hun tryg. Han skulle bare vide hvor tryg hun var her i den her by.

”Der har vi så endnu en grund til jeg ikke ville være nogen god engel.” Autumn løftede let sin ene hånd og strøg igen en tot væk fra sit ansigt. Men denne gang forblev den bag øret. ”Jeg vil ikke kunne klare at se folk dø. Eller i det hele taget hvis de allerede var døde. Jeg vil ikke kunne hjælpe dem på rette vej. Kun fordi jeg ikke vil kunne holde mine følsomme fornemmelser på hylden. Jeg ser intet godt i lige den side af livet.” Hun smilede skævt til Noah for at for bekræftet sin lille forklaring. ”Men det er godt at vi har nogle der gør den slags for verdenen.” Hun blinkede godt til ham inden hun rettede opmærksomheden mod hunden der underligt nok havde gået pænt hele vejen.
”Hvor jeg vil rejse hen?” Hun så lidt overrasket mod Noah. Stod lidt og smagte på spørgsmålet. Hvor ville hun egentlig gerne rejse hen? ”Nåh jo! Jeg vil gerne tage en tur til Polen. Bare for at se landet og udforske kulturen. Og så derefter måske tage til Egypten.”

Hun stoppede lidt op som de nåede den del af Terre som var mere boligvenlig. ”Vent her.” Uden at afvente et svar begyndte hun at løbe hen mod et af rækkehusene. Hunden lovrede efter hende med tungen ud af munden.
Den gav et munter bjæf fra sig inden at døren blev lukket og Autumn igen vendte sig om for at slentre hen mod Noah. ”Kom. Jeg bor ikke særlig lagt her fra.” Hun lavede en venlig gestus for at få ham med sig og kørte efterfølgende en hånd ind over sin fletning for at få den kastet hen over sin ene skulder. Hendes hår var lige langt nok til at den blev liggende der. ”Her er så fredeligt. Her er altid så dejlig stille lige i det her kvarter her om aftenen. Det er mest om morgenen, hvor alle skal på arbejde og i skole at her kan blive lidt kaotisk. Men ellers er her enormt dejligt.” Hvorfor hun fortalte alt det her anede hun ikke og det ragede hende en bønnespire. Hun kunne lide stedet og hun nød at folk viste det. Hun så endda også helt drømmende ud i ansigtet som hun så mod himlen med det søde smil. At se sneen dale var beroligende. Hun ville ønske det sneede hele året rundt.

Han grinede let af hende da hun rakte tunge, han vidste godt at hun var nogle år yngre end ham både af sind og af hjerte, selvom han nu kun var sølle 26 år, så var det jo stadig en smule ældre hende, men det holde ham nu ikke tilbage og han rakte ligeledes tunge af hende imens hans læber fløj op i et smil der blev efterfulgt af et lille grin: "Tossede pige" sagde han og lod en hånd køre igennem sit halv lange hår imens han smilede roligt til hende. Hun havde et venligt væsen og han var glad for at hun var blevet som hun var, det ville væære synd hvis hun var blevet ændret til et ondt væsen når hendes sjæl var så mild og venlig.

Noah sukkede stille: "Jeg forstår dig godt" sagde han og syntes da hellr ikke altid det var rart at slå folk ihjel: "Men jeg slår dem jo ikke ihjel, jeg afhenter deres sjæle når det er tid til at de forlader jorden" sagde han stille: "Hvis jeg ikke gjorde det ville de ende som spørgelser eller måske som dæmoner, men istedet så løfter jeg dem til himmelsk og sender dem ind i lyset hvor de høre til" sagde Noah stille og håbede at hun forstod at der var forskel på at slå folk ihjel også hvad det var han præcist lavede: "Polen?" grinede han let. "Ikke ligefrem et sted jeg tror ret mange har som førstevalg" smilede han roligt, de fleste han havde spurgt ville til Spanien eller USA eller andre varme lande med kultur.

Han smilede stille til hende, hun var venlig og hun fik ham til at føle sig så uretfærdigt godt tilpas: "Fair" smilede han da hun sagde hun ikke boede så langt herfra: "Jeg er virkeligt glad for at jeg fik lov til at besøge dig og se at du havde det godt" sagde han roligt og skuede i mod hende imens de vandrede hjem i mod den institution hun boede på: "Hvad har du så en lejlighed, et værelse eller hvordan?" spurgte han en smule nysgerrigt og lagde hovedet kort på skrå imens han skuede til hende. Hendes skønhed var ikke til at tage fejl af og han havde ret så svært ved at holde øjnene fra hende selvom han hele tiden slog sig selv over fingrende, ihvertfald inde i sit eget hoved, for at kigge på hende på den måde.

For sådan var han ikke, og sådan var hun heller ikke. End Of Story.

”Ja.. Tro du på hvad du siger.” mumlede hun meget svagt. Og hun prøvede virkelig at få det gjort så lavt at det kun var hende selv der rigtig kunne høre det. Hun havde ikke løjet da han havde spurgt indtil hvordan hun havde det. Hun havde det fint. Lige i det øjeblik i hvert fald. Men meget muligt ikke i det lange omfang. Som så mange andre her i Di Morga kunne hun ikke gå igennem gaderne uden at blive lagt mærke til på grund af de overnaturlige træk ved hende. Og det havde i det hele taget bragt problemer med sig. Problemer hun ikke kunne tale om med nogen. Og det vidste hun. Ikke engang Shayne. Bare tanken om hvor skræmt han ville blive. Det havde siddet fast at den menneskedreng i hvert fald aldrig kunne komme til at kende hendes sande form. Hun gøs lidt ved tanken samtidig med at det løb hende koldt ned af ryggen. Som havde en eller anden lige hældt et glas isnende koldt vand ned over hende.
Autumn blev hurtigt trukket ud af sit noget forvirrende tankespind og måske lidt for hurtigt så hun mod Noah. Afslørede meget muligt sin uopmærksomhed. ”Hvad?” Hun skulle lige have lidt tid til at opfange hvad han rent faktisk havde sagt. ”Åh. Jeg vil ikke kalde det for en lejlighed. Det er egentlig bare et okay stort værelse og så med et almindeligt privat badeværelse. Køkkenet er fælles. Men det sjælendt at jeg sidder og spiser med de andre. Jeg er aldrig sulten.” Det var sandt. Hun spiste ikke specielt meget mens andre så på. Og så var der jo den forbandede allergi som dem på institutionen ikke rigtig tog sig så meget af.

"Der har vi det!" Meget ivrigt begyndte hun at pege mod en okay stor bygning. Den forholdte sig i en etage og lignede mest en spejderhytte ved første øjekast. Indtil man fandt ud af den faktisk blot var en betonklods. ”Beloved ’Sankt Founchê’.” Man kunne nok godt høre at hun stadig havde problemer med at udtale navnet. Hun var jo trods alt ikke franskmand. Hun så pludselig meget munter ud. Bare ved synet af hendes hjem. Hendes smil var vokset en hel del og mindede meget om det varme smil der havde siddet lige i starten af deres møde. Hun begyndte at sætte farten lidt op. Hun kunne ikke vente med at komme indenfor i varmen. Også selvom at hun ikke følte kulden som et menneske.
”Pas på!” udbrød hun så pludselig. Meget hurtigt kom hun ned og sidde på hug hvor efter i samme sekund som en snebold flyvende lige over hovedet på hende. Hun burde have set det komme. Hun op igen op og stå. Så der imod hvor snekuglen var kommet fra og over skulderen hen mod det nærmeste træ der havde fået en ordentlig hvid plet af sne. Hvor var hun glad for den ikke havde ramt hende. For anden gan så hun efter den lille folk ældre drenge på to mand flygtede. "Watch it, jerks!!” råbte hun af dem men stoppede brat sit råberi og med det samme mod Noah med et undskyldende blik. ”Sorry..”

Han smilede let da hun forklarede om hvor hun boede: "Det lyder da også ganske hyggeligt" sagde han, han boede jo selv i en stor lejlighed inde i Terre som han havde boet i i mange år efterhånden i de år hvor han havde 'ferie' og han nød bare at kunne slappe af med sig selv og sidde og se TV dagen lang hvis det var dét han havde lyst til: "Hvorfor?" spurgte han da hun sagde hun ikke spiste meget, mon hun havde fået depression eller noget andet over hendes skikkelse? Det måtte vel være et chok at gå rundt og tro at man var menneske også pludseligt opdage at tingene slet ikke var som de så ud. Det ville da ihvertfald have gjort selv Noah chokeret.

Noah betragtede bygningen af de nåede frem og kunne ikke lade være med at grine lidt af hendes udtale: "Fransk" sagde han drikkende og rullede med øjnene, han kunne jo godt nok tale flydende fransk men det var bestemt ikke hans første sprog og han følte sig mere tilpas på Engelsk.

Da hun råbte at han skulle dukke sig gjorde han det ikke, han blev blot stående og kiggede efter hvad det præcist var han skulle være på vagt overfor da han så snebolden komme flyvende forbi han øre og ramme taget bag dem: "Hvem var det?" spurgte han da hun havde råbt efter dem og han betragtede hende med et undrende blik: "Og du skal ikke undskylde" smilede han let og gik så længere i mod den høje bygning: "Hvordan fandt du ud af at du ikke var menneske?" spurgte han nysgerrigt og betragtede hende stille imens de gik.

Autumn strakte kort ryggen og så en smule forundret mod Noah. ”Hvem det var?” Hun rettede så, med det samme blik, sin opmærksomhed i den retning drengene var løbet. Og så tilbage til englen. ”Jeg tror nok det var Claude og Jean. De bor også her men er stort set aldrig hjemme før meget sent. De er en smule ældre end mig vil jeg nok mene men de opfører sig altid som et par børn der ikke ved bedre. De er måske lidt efter os andre her men de mener nok ingen skade.” forklarede hun ham forsigtigt. Hun havde kendt dem siden hun var flyttet her til. De var som nutidens Fred og George Weasley.
Det andet spørgsmål blev hun ikke rigtig overrasket over. Hun havde set det komme. Men alligevel kom det bag på hende at han faktisk vovede gå der hen. Hun var skrøbelig når det kom til ændringerne i hendes liv. Hvis hun ikke vidste bedre ville hun tro hun gik grund med autistiske kendetegn. Især den måde med hendes irritable tempometer og stærke humørsvingninger. Hun svarede ham ikke med det samme. Holdt bare sin mund lukket og begyndte stille at gå hen mod hoveddøren efter at have viftet med hånden for at få ham til at følge med.

Der var dejlig varmt da de endelig kom indenfor og døren var blevet lukket. I den afdeling de befandt sig i lignede mest af alt bare en lang gang med en masse døre. Eller rettere sagt frem døre. To på hver sin side og så en sidste helt nede for enden. ”Hvordan jeg fandt ud af det..” mumlede hun en smule og fik et tænkende udtryk i det kønne ansigt. ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Udover at en person fortalte mig det. Jeg troede ham selvfølgelig ikke i starten men efterfølgende kom der beviser og jeg måtte give efter.” Det chok hun havde fået på grund af alt det der var sket havde hun været meget tæt på at bryde sammen. Det var latterligt at tænke på nu. Men når hun nu tænker over det så var hendes liv blevet fyldt lidt ud med folk der rent faktisk ville hende det godt. Og som ville hjælpe.
Hun trak elastiken ud af sin fletning og efter at fået flettet den ud kørte hun begge sine hænder gennem det nu fyldige og bølgende hår. Hun ruskede lidt i det for at få de sidste snefnug ud af det og for at give lidt mere luft til sin hovedbund. Hun lød det derefter bare falde ned langs ryggen hvor man kunne se den sande længde og hvordan de lyse spidser først stoppede ved hendes talje. Flisen blev også taget af og hængt fint op på en knage lige ved siden af døren. Nu kunne man bedre se hendes krops udvikling. Lige fra den tilpasse barm og smalle talje.
”Kom. Min ’lejlighed’ er lige her inde.” Autumn bevægede sig muntert det lille stykke hen til den nærmeste dør til venstre som hun også meget hurtigt fik åbnet. Det lignede mest bare en etværelseslejlighed. Der stod en dobbeltseng på ad den ene væg og et almindeligt fladskærms tv var blevet placeret lige foran. Det lille bord tv’et stod på var fyldt med forskellige spil og dvd’er og lige ved siden af stod en playstation. Ellers stod der et skrivebord med alt muligt ragelse, dog var det ikke rodet. En cykel sammen med et slidt skatebord stod op ad væggen lige ved siden af døren og ellers var der blot en bogreol og alt muligt andet. Væggen, som sengen var stilt op ad, var fyldt ud med forskellige fotografier. De fleste bestod af hende og en dreng på hendes alder og ellers var der af familie og tilfældige ting. ”Velkommen til mit hjem.”