Stay away from me!

En høj knirken fra låget på en container kunne høres gennem den halvmørke gyde, som kun blev oplyst af månen. En skikkelse trak sig op af ved hjælp af sine armmuskler, hvorefter personen stillede sig op på kanten af den grønne container og hoppede så ned, for at lande på den våde jord overflade. En dreng kunne man se. Både på holdningen og den beskidte påklædning han besad. De mørkegrønne posebukser som dækkede hans tynde ben var revnet flere steder og var næsten blevet helt sorte af alt skidtet. Drengen snøftede og lod hånden køre ned under næsen, hvorefter han lod den samme hånd glide igennem sit fedtede, sorte hår. Lige så snart man så ham, ville man nok med det samme tænke ”fattig”, men det var jo ikke rigtig hans skyld, at verden var så åndssvag, vel? Det var nok også derfor han gemte sig i en møg-container...eller også var det på grund af det, at han troede at han på den måde ikke blev smittet af alle de møg-mennesker som rendte rundt og var åndssvage! Han havde ingen penge, så han måtte holde sig i live på andre måder, uhumske eller ej... han var alligevel vant til det. Han tog en dyb indånding, for at udskifte den dårlige luft i sine lunger med noget bedre, før han trådte en smule ud fra den gyde han havde befundet sig i. Så til begge sider, for at være sikker på at der ikke kom nogen, for derefter stille at begynde at gå, som var dette bare en hel almindelig dag, i en hel almindelig møg-by. Nu han tænkte over det, brugte han vidst ordet "møg" for meget, der måtte vel være noget godt i byen....noget positivt, for én gangs skyld? Han stoppede op foran en bænk som var henlagt i mørket, hvor han placerede sig, for bare at sidde og se ud i luften... prøvede at tænke på noget positivt.

De fleste var taget hjem, da det ikke længere var sikkert at være ude på gaden når mærket faldt hen over byen. Dog var gaderne ikke helt tomme, en ung dreng på de 18 år kom ud fra et supermarked, som var ved at lukke. I hænderne holde han en pose fyld med alt det han skulle bruge for at lave aftensmad. Nao, som drengen hed, var iført en sort hættetrøje og nogle normale bukser, samt høretelefoner der afspillede højt musik. Nao lignede et menneske, vis man så bort fra de mælkehvide øjne. Han var en blanding imellem et menneske og en engel, men selvom at han kende til alle de racer der gemte sig iblandt mennesket, kende han ikke til hans egen engle halvdel.
På hans vej hjem, kom han forbi en bænk hvor der sad en ung dreng. Han så fattig ud, men det var ikke rigtig noget som Naoya kategoriserede folk i. Fattig eller ej gjorder ikke rigtig en forskel i hans hovede. I De sekunder at Nao studerede drengen med øjnene, holde han ikke øje med vejen og ende med at snuble over sine egne ben så alt maden fra posen faldt ud. "av" ømmede han sig og tog sig kort til hovedet som han slog i faldet. Det var typisk, han var unormal uheldig og ende altid med at komme tilskade.

Towa lod sine grønne øjne hurtigt suse ned på en dreng som så ud til at være faldet. Idiot. Kunne han ikke engang holde sig oppe? Og nu havde han ellers siddet og tænkt, for en gangs skyld. Hvordan var han egentligt endt i denne her idiotiske by, med alle de idioter? ”Sig mig, er du virkelig så dum, at du ikke engang kan stå op selv?” Et selvsikkert smil gled hen over Towas fyldige, blege læber og i hans øjne kunne man spotte et underligt vildt glimt, som en teenager der stod sammen med sin 'bande' og råbte efter alle der gik forbi. Hån, var det han kom længest ved, siden han ikke havde noget styrke, eller energi i den spinkle krop han besad. Han havde det sjovt nok okay med det hele. Det kunne være værrere. ”Ved du godt at du afbrudte mine tanker?” Han lænede sig fremad og satte albuerne mod sine knæ for at holde sig oppe, mens han fortsat nedstirrede drengen på jorden. Skråt op med den åndsvage grammatik, han kunne ikke være mere ligeglad! Den unge mand havde tabt sine ting. Dette ville være en oplagt mulighed for at få noget godt at spise for en gangs skyld, men han ville først se hvilken person det var han talte til. Tænk nu hvis han faktisk var interresant!

Nao kom hurtig over dem korte smerte fra faldet og rettede blikket imod drengen som tilsyneladende ikke var særlig..venlig? eller hvad men kalde det. Først havde Nao lyst til at svare igen ved at råbe af drengen. Han havde jo tros alt havde et meget kort temperament selvom man ikke kunne se det. Det løb nok i blodet, da alle i hans familie også havde et kort temperament ligesom ham selv. Det var nok grunden til at flyttede hjemmefra da han havde chancen. Men helt fri fra familien blev han dog ikke, han boede sammen med hans storebror.
"Alle er vel uheldige engang imellem" sagde Nao med en utrolig rolig stemme og rejste sig op. Han gik hen og samlede posen op, heldigvis var det kun halvdelen, som var faldet ud. Så det tog ikke særlig lang tid at få samlet de ting som han havde tabt.
De mælkehvide øjne faldt igen på drengen "Det må du da undskylde, men som sagt, alle kan være uheldige og det var jo ikke fordi at jeg havde lyst til at falde" forklarede han og smilte venligt. "hvad laver du her ude? " spurte Nao og undrede sig, der var mange ødelagte bygninger som man kunne søge ly i for natten. Selvfølgelig var det ikke sikkert da det tit blev brugt som et tilflugts sted for bande medlemmer i denne by.

//sry =.= mangler virkelig krea, men jeg håber at det er okay //

"Det er vel ikke mit problem om hvem der er uheldige?" Han satte hænderne om på baghovedet og lænede sig tilbage mod bænkens ryglæn, da han fik fandens ondt i ryggen af at sidde lænet frem. Han betragtede den unge mand, idet han fik rejst sig op og samlet alle sine ting sammen. Og... nú var chancen for det letteste røveri væk, surt. Towa havde dog stadig dét vilde glimt i øjet, og det drengede smil på læberne. "Det kunne da godt være at du faldt med vilje. For at jeg skulle se på dig, så du fik en smule opmærksomhed..." smilet blev størrere.. "...Det eneste du fik ud af det var at se dum ud, bare så du ved det." Han grinte et rigtigt 'heh'-agtigt grin, hvorefter han satte hænderne ned på bænkens overflade og skubbede sig op så han stod op på den og så ned på den unge mand. Han stillede sig derefter op på bænkens armlæn og spredte armene ud til hver side, for at holde balancen. "Egentlig, kommer det ikke dig ved, hvad jeg la-...uh!" Sætningen stoppede midt i det hele, da han var gledet ned fra den åndsvage ting, og lå nu på jorden med armene ud til hver side. Så meget for at vise sig lidt. Det var ikke noget værrere end at ende sådan.

//Krea-svigt..... du smitter! Men jeg tilgiver dig! OwO//

//Sorry =.= jeg ville ikke smitte, men jeg er glad for at du tilgiver mig xD //

Han havde vel ret. Det ragede ham ikke hvem der var uheldige og hvem som ikke var. Det gik ikke længe før at Nao så Towas drengede blik som om at han havde en lumsk ide. Måske var det om maden? Vis han ville havde noget burde han bare spørger, men det ville nok aldrig ske. En drengs værdighed kan jo være meget stor. Naoya ville i hver fald ikke kunne gøre det, han ville nok stjæle det vis han ikke havde noget valg. Så lidt kunne han vel godt forstå Towa. Han satte posen på bænken så at Towa enlig havde fri mulighed for at stjæle posen. Han havde jo nok mere brug for maden end ham selv. "urg, jeg har købt alt for meget " sagde han og tog hånden op højre skulder som gjorder ondt. Dette var ikke løgn, posen var tung på grund af alle de vare som han havde købt og enlig ikke havde brug for.
Opmærksomhed? Det havde han fået alt for meget af. Han ville selvfølgelig ikke blive ignoreret, men han havde ikke et opmærksomheds behov. Pludselig rejste Towa op og stilte sig op på bænkens armlæn for at kunne virke lidt mere magtfuld. Og selvfølgelig også for at se ned på Nao. *Hvad er det nu han minder mig om?.. Hmm en hund? nej mere en kat som prøvede at puster sig op* tænkte han og kunne sagtens forstille sig den lille kat der prøvede at virkelig mere magtfuld. Der var de i hver fald modsætninger, Nao var mere en hund. En rolig hund som ikke gjorder noget med mindre at man bed først.
De små tanker som katte og hunde blev afbrudt da Towa lige pludselig begyndte at miste balancen. Af normal reaktion prøvede Nao af gribe ham men han var for langsomt og det ende med at Towa faldt ned fra bænken og direkte ned foran hans føder. "er du okay!?" spurte Nao, og kunne dårlig nok høre hans egne tanker da hans indre stemme grinte. Han kæmpede for ikke at smile eller grine, men det så virkelig sjovt ud. Towa, den lille killing, havde jo prøvede at puste sig op, men var i stedet faldet ned fra bænken. "Se alle kan være uheldige, det har ikke noget med opmærksomhed at gøre " sagde han med et varmt smil og rakte hånden ned til Towa for at hjælpe ham op igen.

Towa lå i et øjeblik og stirrede fortabt op i den mørke himmel, hvor der allerede var begyndt at komme et par utydelige stjerner frem. Han kunne mærke sit hjerte banke over det store chok han havde fået af faldet, og han håbede for Fanden da at det ikke bankede så hurtigt at det blev hørt. Efter et par sekunder, som virkede som en evighed, satte han sig op med et forvirret og nærmest bange ansigtsudtryk, men det varede dog ikke længe før en rød farve bredte sig i hans ellers blege ansigt og han begyndte aggresivt at sparke efter bænken. ”Den fucking møg bænk!” Råbte han højlydt, så dén ene person som befandt sig på gaden, udover Towa og ham den anden, vendte sig om for at se efter hvem der havde råbt. ”Hvad sker der lige for den!? Og nej, jeg er da for Fanden ikke okay, er du dum, eller hvad?” Towa så op på Naoya med så vredt et ansigt, at det nok kunne have slået en hvilken som helst person ihjel. Han sparkede vredt til bænken et par gange mere, imens den unge mand talte. Møg. Dét var simpelthen bare løgn, at det skulle ende sådan! ”Jeg er ikke uheldig! Det skulle ikke undre mig, at du spændte ben for mig, eller skubbede mig ned, bare for at gøre mig til grin! Og du skal ikke engang tænke på at røre mig, din fucking sugemalle! Jeg kan sgu godt selv komme op, hvad tror du jeg er? En lille tøs, som ikke engang kan passe på sig selv!?” Han slog Naoyas hånd væk, med en hurtig og hård bevægelse med sig egen, hvorefter han satte hænderne mod jorden og fik sig selv op med kluntede bevægelser. Han tænkte ikke engang på at børste jorden væk fra sit tøj, det var allerede beskidt, så hvorfor skulle han? Han lænede sig helt tæt på Naoya, så deres næser næsten rørte hinanden. Han stirrede stift ind i hans øjne, med sine egne store, grønne og meget truende, hvorefter han lavt hviskede; ”Og hvis du bare så meget som tænker på at grine så slår jeg dig Fandme ihjel! Forstået?”

//undskyld tiden xD //

Det var virkelig en overraskelse, at få set det bange ansigts udtryk på Towa. Nao følte at han havde set en helt ny side af ham, hvilke gjorder ham lidt glad indvendig? Ja der skulle enlig utrolig lidt for at gøre Nao glad men så også utrolig meget for at gøre ham bange. Towa rejste sig op og sparkede til bænken imens at han råbte 'møg bænk' eller noget ligene. Han havde tydeligvis et kort temperament.
"Skubbet dig ned? hvordan ville det kunne lade sig gøre? jeg stod en meter væk fra dig" protesterede Nao og sukkede dybt. Hvad havde han gjord for at få Towa til at blive sur på ham? Han ville nu enlig ikke gøre Towa sur, eller irriteret. Enlig ville han bare gerne snakke roligt til ham eller blive venner med ham? Men han så ikke rigtig ud til at kunne lide Nao specielt meget. Han tog hånden til sig da Towa skubbede den væk. "Er du kommet til skade?" spurte Nao lavt da Towa sagde at han ikke var okay. Han gættede på at Towa nok bare igen ville råbe af ham. Men han spurte nu alligevel.

*Og hvis du bare så meget som tænker på at grine så slår jeg dig Fandme ihjel! Forstået* de var ikke faretruende for Nao som Towa fik det til at lyde. Men nu havde Nao fået nok. "Hør her! vis du har et problem med mig så sig det! Jeg prøver kun at være venlig imod dig og så siger du alt det her lord til mig?!" sagde eller rettere råbte Nao. Intet af det han sagde var faretruende eller hårdt. Men han sagde jo bare hvad han tænkte, og at han havde fået nok, selvom at han ikke rigtig troede at ordene ville nå ind til Towa. Han havde jo hans egne grunde til at være som han er. "jeg griner værgen eller laver sjov med folk som kommer tilskade, jeg vil kun hjælpe dem. Vis jeg har sagt eller gjord noget som har fået dig til at frastøde mig må du undskylde, men hellere sig det lige ud end at giv mig trusseler " sagde Nao mere roligt denne gang og tog hånden op til hovedet. Han havde fået hovendepine og det hjalp ikke at tænke på hvor mange tæsk han ville få når han kom hjem. Der var jo alkohol i huset.

”Det kan jo godt være at du var én af de dér møg-mennesker som kan puste et-eller-andet møg-magisk-vind på mig, ikke...bare fordi de er dumme og åndsvage!? Sådan... alfe-fe-agtigt!” Han stirrede irriteret og vildt på ham og trådte et skridt fremad for at sætte hagen højt og lægge armene over kors, næsten or at vise at han var størrere end ham, selvom han ikke var. Hvorfor behøvede han overhovede at forklare det til ham? De kendte jo overhovede ikke hindanden! Han var bare en gut, som var gået forbi med en masse mad og spillet sej ved at puste til ham med sit magiske-alfe-pust! ”Jeg er da Fandme ikke kommet til skade! Jeg er ikke én eller anden skolepige, som græder bare hun ser lidt blod!” Han vendte sig til siden, for ikke at se på ham, eller måske ville han bare være mere provokerende end han allerede var, hvilket sikkert var det mest sandsynlige.
Da den unge mand hævede stemmen og begyndte at råbe, stirrede Towa bare på ham. Hans øjne blev et smule størrere og han åbnede munden en lille smule, nok på grund af den lille forskrækkelse han fik da manden gik amok. Towa tog en dyb indånding gennem næsen, mens den røde farve dukkede op i hele hans ansigt. Ikke fordi han var blevet pinligt berørt på nogen måde, men det hele havde steget ham til hovedet. ”Lad være med at råbe af mig! Og jeg giver dig ikke 'trussler' jeg... advare dig bare, om at du ikke skal grine af mig!” Den høre tone var tilbage, og igen tog han et skridt frem mod ham, for at puste sig mere op, selvom det nok ikke virkede så godt... der var nok ikke nogen der blev bange for ham, lige med det samme. Igen blev armene lagt over kors, og han vendte sig væk, idet han lavt mumlede; ”...Møg-sugemalle.”

"jeg er et normalt menneske, jeg kan ikke gøre sådan noget. Det er kun vampyrer, dæmoner eller de andre væsner som gemmer sig iblandt mennesket " Nao viste at han måske lød lidt skød. Der var jo mange som ikke troede på alt den snak om overnaturlige væsner, men Nao troede fuldt og fast på det. Han havde jo selv set de mest mærkværdige ting da de fleste af hans venner ikke var mennesker. Nao var jo højere end drenge, så det hjalp ikke så meget da han prøvede at virkede højere og mere dominerende. Det eneste Nao kunne var at give et kraftigt stød, han var jo som sagt en blanding imellem et menneske og en engel hvilke han ikke viste.
Et utroligt dybt suk kom fra ham, først sagde han at han ikke er okay og så når Nao spørg siger han at han ikke er kommet til skade. Kan han bestemme sig? "Jeg tror ikke at du er en anden skolepige, jeg spurte jo bare af ren venlighed " forklarede Nao og ville ikke hæve stemmen. Han var allerede blevet hæs, han var jo ikke van til at hæve stemmen som før.

Nao svarede ikke, vis han ville råbe, så råbte han. Det skulle drengen ikke bestemme. Men Nao gav ham bare ret da han ikke ville starte en ny diskussion. Dog var der noget som undrede ham "sugemalle?" gentog Nao og man kunne se at han var forvirret.

”Jeg er sgu da ligeglad med hvad du er, og hvd Fanden der gemmer sig 'blandt menneskene'!” Lød det fra ham, mindre spydigt end før, men dog stadig utroligt provokerende og rap-kæftet. Ikke at han kunne lade være med at lyde sådan. Han havde altid haft den typiske 'jeg-er-bedre-end-dig' facade over sig, siden det var noget han blev nød til, for at klare sig blandt andre væsner og mennesker. Han havde egentlig ikke stødt på så mange af de 'overnaturlige væsner' som manden lige havde nævnt. Men de fleste ligenede vel normale mennesker... ellers ville han godt nok have været busted for længe siden. Towa løftede hovedet en anelse og så op på ham med et af sine; 'what-ever'-blik, hvorefter han, dum som han var, åbnede munden igen; ”Ved du hvad? Hvis du havde været venlig ville du ha' hjulpet mig op, i stedet for bare at sidde og glo på mig: ”Duuuh, er du okaaaay?” Han prøvede at efterligne mandens stemme, ved at komme med en dyb 'idiot' stemme, mens han satte pegefingeren på hagen og gjorde sig skæløjet.

Towa rettede ryggen og stod kun og stirrede på manden med armene over kors. Tsk! Hvem troede han egentlig at han var? Og at spørge om sådan noget! ”Har du et problem med sugemaller? Hvad har de nogensinde gjort dig, siden du er sådan efter dem, hva'!?” Towa pegede anklagende på ham mens han stirrede op og ned af ham, med et intenst blik.

//Kæft hvor er jeg bare god til at huske emner... Goldstar!!! Og jeg undskylder for stavefejl ;D//