Små bevægelser - Dakota

Tid: Eftermiddag
Sted: Skovens dyb
Vejr: Der er vindstille og svag sol
Omgivelser: Træer, dyr og Angelie

Angelie bevægede sig langsomt igennem skovbunden, mens hun lod blikket glide rundt omkring hende. Hun havde faktisk kun haft underlige hemmelige møder, og dårlige erfaringer med dette sted, og alligevel blev hun ved med at opsøge skoven. Hun havde dog også en mistanke om hvorfor. Angelie havde en eller anden form for trang til at opsøge problemer, men dette var dog ikke hendes formål denne eftermiddag.
I hælene på hende vandrede en ulveunge.. Den var snehvid og med blå øjne ligesom hende selv. Eftersom Angelie havde været tidligere animagus, dengang hun havde været i live, elskede dyrene stadig at tilbringe tiden sammen med hende, og for at være ærlig så holdte hun også meget af, at være sammen med dyrene når det kom til stykket.
Solens stråler nåede ikke helt ned igennem skoven, og faktisk var det kun meget få steder, hvor man stadig kunne se stien, som man befandt sig på. Angelie kendte dog stedet godt, og derfor vidste hun, at ikke langt fremme ville der komme et åbent område.. En lysning, hvor der var plantet frodigt græs, som man med lethed kunne gemme sig i.

Solen skinnede svagt og vinden mærkedes til at være stille. En dreng på de omkring 17 år vandrede rundt inde i skoven, imens at han fortrak sine mundvige i et stort smil, selvom han var blind, og ikke kunne se, hans øjne var helt hvide, men selvom han var ramt af blindhed var han altid glad og i godt humør, altid med et smil på læben, han så positivt på livet. Utroligt af sådan en dreng kunne være glad hele tiden, selvom han blot ikke kunne se noget. Det irriterede ham nogen gange, men han måtte bare leve med det, der var ingen vej udenom, og han accepterede det skam også på visse områder. Han vidste ikke hvordan hans hår sad, det sad bare naturligt og satte sig som det gjorde og havde lysten til det. Noget af hans hår havde lilla farve i sig. Resten sort. Han havde sorte all stars sko på, sorte tætsiddende bukser, og havde nittebælte på hængende omkring hoften samt to kæder som hang lyst bag på ved hans bukser, en langærmet trøje og et halsbånd rundt omkring halsen, som han altid havde på sig, det var meget simpelt og sort og havde et kors til som vedhæng, et meget smukt og unikt smykke. Drengen hed Dakota Chevalier. Han gik lidt usikkert med de skridt han tog, af og til mistede han balancen. Og vadet over mod et træ som han mærkede, da hans hænder ramte stammen, han lænede sig en smule op af det. ”Hm.. det er lang tid siden at jeg har fået et glimt af naturen”, og sagde det mest for sig selv, meget stille og lavt. Så ingen kunne høre ham, hvis nogen skulle være i nærheden af ham. Dakota savnede lidt at være i Spanien. Sit hjemland hvor han oprindeligt kom fra og han kunne stadig noget af hans sprog, fransk. Et specielt.. men alligevel også et smukt sprog. Han klamrede sig en anelse til træet, da han blev noget usikker og var en smule bange, hans hud var en anelse brun, han hadet at se andre være for bleg i huden, det passede ikke til nogen, man kom til at ligne et form for spøgelse eller et lig. Så man nærmede sig døden. Det var lang tid siden at han sidst havde snakket med nogen fra han blev blind, da folk altid blev bange og løb deres vej, de var bange for det anderledes. Dakota vidste ikke hvor han skulle begive sig hen, han havde intet sted at bo, tanken strejfede ham at han bare skulle blive hvor han var? Faktisk vidste han ikke præcist hvor han var, han vidste bare at han stod ved et træ.

Angelie trak vejret dybt mens hun hørte hvordan hendes skridt langsomt gav genlyd i skovbunden. Hun var som altid barfodet, eftersom hun foretrak at gå rundt på den måde, selvom det til tider blev en anelse koldt om vinteren. Men hvad.. Forfrysninger var trods alt ikke noget hun kunne få længere, og i sin tid som animagus, havde hun jo altid bare kunnet forvandle sig ind til en pelsklædt skikkelse, så varmen aldrig var alt for langt væk.
Kort bed hun sig i underlæben, mens hun let lod blikket glide rundt omkring hende, for at finde ud af hvor hun helt præcist befandt sig. Et legende smil gled dog hurtigt over de blege læber, da hendes blik faldt på den hvide ulveunge bag hende, inden hun igen bevægede sig nogle få meter fremad.
Noget pressede dog hurtigt på i hendes bevidsthed, efter hun var kommet hen til en anden del af skoven.. Følelsen i huden fortalte Angelie at hun ikke var alene. Men det var heller intet væsen. Hun mærkede intet unaturligt i huden, som hun altid gjorde når det var et andet væsen. Undrende vendte hun blikket en anelse mod højre, inden hun stoppede brat op. Hun havde hurtigt fået øje på drengen, som stod og støttede sig op ad et træ. Undrende kneb hun øjnene en anelse sammen, mens hun betragtede ham stå der, som om han ville falde hvis han slap træet. Hun mærkede nu den sygelige trang glide over hende. Trangen der fortalte at hun havde lyst til at lege med et andet levende væsen. Faktisk var det jo kun mennesker og andre væsner, som lignede dem, som hun legede med. Dyr var noget af det, som hun holdt mest af i hele verden.
Ulveungen bag hende bevægede sig langsomt ig roligt over mod drengen, og Angelie kiggede nøgternt efter den, mens hun rystede en anelse opgivende på hovedet. Hun satte sig selv i bevægelse, og det rødbrune hår bølgede kort efter hende, mens hun nærmede sig den yngre dreng. De isblå øjne var ufravendt mod ham, som en løve på jagt efter sit bytte.

"Hvem der?" kom det fra Dakota da han kunne høre fodspor, han var usikker om det var en person som var til stede, eller to.. eller måske flere, han kunne ikke finde ud af det fordi han ikke kunne se med sine egne øjne. Han vendte sit blik hen mod den retning hvor han mente at han hørte nogle fodspor, imens at han bed sig let i underlæben og havde følelsen af at han ville gemme sig væk.. mere eller mindre kravle om bag træet, så ingen kunne se ham. Dakota valgte i stedet at glide sig ned at sidde på sin røv, med ryggen lænet op af stammen på træet. Et suk gled fra hans læber, mens at han lod sine hvide øjne glide ned af sig selv, lod sine øjne hvile der, imens at han trak vejret roligt, eller det prøvede han på, han vidste jo ikke om hvem der var til stede? Det kunne være et farligt menneske, som ville prøve på at skade ham? Eller torturere ham? En masse tanker gled igennem hans hoved, "Hvem er her?" spurgte han, næsten gentagende fra sidst. Han lagde sine arme om sig selv, Dakota ville bare ønske at han kunne se, specielt naturen omkring sig og de omgivelser han befandt sig i. Nogen gange kunne han ikke magte det at være blind.

Smilet, som allerede prydede Angelies blege læber, blev en kende bredere, da hun så hvordan drengen kiggede i vildelse efter hende. Så han var ikke i stand til at se? Hun fortsatte dog ufortrødent frem mod ham, uden så meget som at give sig tid til at svare ham. Det var næsten for let. Blind, forsvarsløs.. Menneske. Hun mærkede dog den sadistiske trang forsvinde langsomt fra hende. Hun havde aldrig været interesseret i at skade svage mennesker, og denne dreng var helt sikkert svag. Svagere end noget, som hun ville bruge sin tid på, men der fandtes andre lege. Hun elskede lege når det kom til stykket.
Hendes blik var vendt mod drengen, som nu gled ned at sidde, mens hun selv ikke var langt fra ham længere. Ulveungen var også stoppet op foran ham, og betragtede drengen med levende interesse igennem de blå øjne.
Angelies fodtrin kunne stadig høres, og hun stoppede først op, da hun stod helt tæt på denne dreng. Hurtigt gled hun ned på hug, så deres øjne var i den samme højde, mens hun langsomt lod hovedet glide en anelse på skrå. Igen hørte hun det samme spørgsmål. Hvem var hun. Smilet spillede drillende over hendes læber, mens hendes isblå øjne lyste af den samme koldhed, der altid lå over hende. Hun havde trods alt heller ikke noget blod i kroppen til at varme hende, ligesom andre væsner og mennesker.
"Hvad laver du herude?" Spurgte hun lavmælt.. Så lavt at det praktisk talt kun var en hvisken. Hendes ansigt var så tæt på hans, at han højst sandsynligt ville kunne mærke hendes iskolde ånde mod hans ansigt.

Dakota vendte sit blik mod skikkelsen, som tydeligvis var en kvinde, da han hørte nogen snakke til ham, det kunne høres på stemmen at det var en kvinde, selvom han ikke kunne se, vendte han opmærksomheden mod hende, "Udforsker Vie La Mort, hvis det ikke kan være mere præcis end det", sagde han med en blid stemme, mens at han mærkede hendes ånde, gættede sig frem til at hun var en anelse tæt på ham. Dakota førte langsomt sin ene hånd op mod hendes ansigt, hvor han mærkede hendes kind, forsigtigt og stille begyndte han at udforske hendes ansigt, da han ville vide hvordan hun så ud, hans fingre gled ned mod hendes læber og videre over til hendes anden kind, som han aede lidt før at han kørte sine fingre op mod hendes pande og derfra ned til hendes næse, på den måde blev han ved med at udforske hendes ansigt. Selvom det ikke altid hjalp ham med at finde ud af det at han brugte den metode at udforske nogen på. "Og.. hvad laver du her?" spurgte han stille af ren nysgerrighed, og et lille smil dukkede frem på hans læber, han undrede sig over at hun var gået hen til ham uden at fortsætte, de fleste folk som fik øje på ham ville bare have gået videre efter at de fandt ud af at han var blind.

Angelie hørte hans forklaring, mens hun langsomt hævede det ene øjenbryn. Så han var bare ude for at udforske stedet. Diskret himlede hun let med øjnene. Nogle mennesker var virkelig ikke for kloge. Vidste de ikke hvilken fare der lå under hver en sten i dette land. Ingen, ikke engang hende selv kunne vide sig sikker i denne by.
Hendes tankespind stoppede dog hurtigt, da hun mærkede en varm hånd blive lagt mod hendes kind, og af ren overraskelse spærrede hun øjnene vidt op, mens en refleks fik hende til at trække hovedet til sig, og uden for hans rækkevidde. Hun havde aldrig brudt sig om, at fremmede rørte ved hende, men okay.. Han havde vel ikke andre måder at gøre det på, eftersom han var blind. Det bekræftede de hvide øjne, og Angelie kiggede kort på dem, inden hun bed sig hårdt i underlæben, og lod sit ansigt møde hans hånd endnu engang. *Tag dig sammen kvindemenneske* Tænkte hun irriteret til sig selv, efter hun havde reageret på den måde.
Hun mærkede med lethed hvordan de varme fingre gled over hendes ansigt, og Angelie holdt med vilje vejret under hele processen, for ikke at komme med et klagende udbrud, som om hans fingre brændte huller i hendes hud. Det var kun sådan det føltes i hendes hoved, fordi hun hadede berøringer så meget, og hun kunne vel godt ignorere den en smule, for at lade denne person vide hvem hun rent faktisk var.
Han var godt nok ikke bange af sig.. Eller også følte han sig lidt for tryg i hendes selskab. Hvad lavede hun herude? Jo det var vel egentlig et godt spørgsmål nu hvor hun tænkte over det. "Jeg leder efter små drenge, som er alt for godtroende, som jeg kan tage med hjem til min samling" svarede hun langsomt, og med en neutral stemme, som ikke udstrålede den mindste form for ironi eller morskab. Nej hun var skam dybt alvorlig med den sætning, selvom det ikke havde været hendes plan i første omgang, og som sagt, så elskede hun virkelig at lege. Hun sad helt stille, mens hun ventede på en reaktion fra ham, som kunne indikere noget frygt. Hun elskede når folk begyndte at svede koldsved, fordi de var skræmt. Selv lugten af frygt kunne ophidse hende på måder, som ville være uforståelige for andre end hende selv.

"T-til.. din samling?" spurgte han mens at han var forvirret over det som hun havde sagt, at have en samling af små drenge som var alt for godtroende? Han trak svagt på skulderen, mens at han mærkede at hun trak sig lidt væk da han udforskede hendes ansigt, hans smil blev større da han fik lov til at fortsætte med at røre ved hendes ansigt, Dakota kunne også godt forstå at det måtte være nervepirrende. Han fjernede sin hånd da han mente at han havde fået et indblik om hvordan hendes ansigt var bygget sammen. "Men.. jeg tror ikke lige frem at jeg er noget for din samling.." sagde han stille og bed sig diskret i underlæben, imens at han stadig lod sine hvide øjne hvile på hende.
"Og.. en pige som dig kunne vel ikke finde på at gøre nogen fortræd?" smilede han skævt, måske var han svag, men han lod sig ikke være bange af sig. Han var ikke den type som bare flygtede med det samme. Men han ville også lige høre om hvad hun mente med hendes samling af små drenge. Tanken havde strejfet ham om det kunne være noget seksuelt. Også igen. Hvis det var det, så kunne han ikke se hvorfor at hun ville vælge ham til sin samling. "Held og lykke med din.. samling så da.." fniste han lavmælt, inden at han fugtede sine let fyldige læber.

Langsomt gled hendes ene øjenbryn i vejret, da han åbenbart ikke havde forstået hendes ord. Jo meningen kunne vel også være tvetydig nu hvor hun egentlig tænkte over det. Faktisk havde hun ikke nogen samling af små drenge. Normalt spildte hun ikke engang sin tid på den slags, eftersom de var alt for umodne, og intet vidste om livets gøremål eller gerninger. Ligesom et barn, der troede at alt handlede om godhed og enhjørninge, ligesom i eventyrbøgerne.. Men de ville alle blive klogere.. Han ville blive klogere.
"Du er lige hvad der mangler i min samling" svarede hun lavt igen, da han havde snakket om den. Hun bemærkede det lille twist af opgivelse, som om han ikke mente, at han var noget værd, og Angelie mærkede en svag følelse af afsky glide op igennem sig. Alle var noget værd! I hendes øjne var der ingen og intet som kunne undværes i denne verden. Moder natur havde skabt dem sådan for et højere formål, som hverken mennesker eller væsner ville lære at forstå fuldt ud.
"Du skal ikke skue bogen på omslaget" bemærkede hun, da han havde snakket om en pige som hende. Skindet kunne med lethed bedrage.. Det vidste hun vist bedre end nogen anden i denne verden efterhånden. Hun havde set det alt for mange gange, til selv at lade sig narre af det igen.
Hun mærkede dog hvordan spørgsmål pressede sig på inden i hende. Spørgsmål som hun ønskede at få besvaret, men alligevel var der noget inden i hende, som sagde, at hun ikke burde spørge. Hendes.. stædighed måske? Hun var kold og kynisk af natur, men det betød dog ikke, at hun ikke vidste hvordan man skaffede sig venner. Hun foretrak dog at leve for sig selv, med kun få væsner omkring sig, hvilket hun da også gjorde. Angelie havde for mange fjender i denne by, til at hun kunne føle sig tryg på sine venners vegne. Kom de noget til ville hun nok aldrig tilgive sig selv.
"Jo tak.. Det skal nok gå en og blive en fin samling en dag" svarede hun stadig med den neutrale stemme, inden hun lod sig glide helt ned, så hun endte med at sidde på jorden, stadig med blikket hvile mod ham.

"Hm" sagde han stille og hævede det ene bryn, "Tja.. kender dig jo heller ikke til at vide om du er ond eller god.. også alligevel så ved jeg at alle har en ond side i sig et eller andet sted" sagde han og nikkede svagt, inden at han tøvede en smule. "Hvad vil du med den samling så?" spurgte han og lagde sit hoved på skrå, mens at han hørte at hun satte sig helt ned på jorden. "Hvis jeg må spørge om det?", han smilede svagt, Dakota var faktisk en smule nysgerrig for at vide noget mere omkring det. Men selvfølgelig hvis hun ikke ville snakke om det, så ville han acceptere det. "Der er et andet væsen tilstede.. end dig ikke?" spurgte han kort tid efter, fordi han havde før hørt at der ikke kun lød fodspor fra hende, der var en mere med.. men han vidste ikke om det var sandt eller om det også kunne være et menneske. Hans høresans var ikke så god og perfekt igen. *Ellers så tager jeg sikkert fejl* tænkte han og undslap et lydløst suk, imens at han bare ventede på hvad pigen ville svare til alle hans spørgsmål, "Og forresten.. Dakota", han havde fuldkommen glemt at præsentere sig og han vidste jo heller ikke hendes navn. Han ville blive noget trist hvis at deres navn ikke kom på tale inden at de gik hver til sit.

Hun ventede i stilhed, mens hun lod ham komme af med alle sine ord og spørgsmål. Imens legede hun med tanken om rent faktisk at starte sig en samling. Det ville i hvert fald gå hen og blive nyttigt på enten det ene punkt eller det andet. Der ville dog ikke komme noget seksuelt på tale. Hun var ikke en pige, som lå i lag med alle og enhver, som hun mødte den første dag. Der skulle noget mere til, noget mystisk og dominerende.
"Min samling" startede hun langsomt, inden hun kort lod en hånd glide igennem håret, for at trække det væk fra hendes ansigt, inden hun kort vendte blikket mod et tilfældigt sted i skoven. "skal bruges til at sørge for, at jeg ikke keder mig" tilføjede hun lidt efter, inden endnu et køligt og lettere sadistisk smil gled over hendes læber. Hun havde virkelig forandret sig siden den dag hun døde. Men det var først nu at det var begyndt at gå op for hende, hvor meget det rent faktisk var. Hendes tanker begyndte igen at lege let bag hendes pande, mens hun vendte blikket tilbage mod drengen, som åbenbart havde stillet et nyt spørgsmål. Eller det var vel nærmere en konstatering. "Nej jeg er ikke alene" svarede hun automatisk, inden hun rakte hånden ud, og lod den glide igennem ulveungens pels. Hun vidste ikke hvorfor, men i de sidste dage, havde denne unge fuldt hende overalt, og Angelie havde valgt at tage den til sig. "Min firbenede ven er her også" Hun fortalte dog ikke hvad for en forbenet ven hun havde med, eftersom mange følte sig skræmt over historierne som gik på ulvene. De fleste af dem var dog skrøner, uden den mindste stejf af sandhed.
Dakota.. Hun tyggede let på navnet, mens hun opmærksomt betragtede ham endnu engang, for at vedlægge sig enhver detalje omkring denne dreng. Hun ønskede trods alt ikke at glemme et ansigt, når hun allerede havde mødt vedkommende en gang. "Angelie" præsenterede hun sig selv efter lidt tid, inden hun nikkede let af ren refleks, selvom hun vidste, at Dakota nok ikke var i stand til at se det.

Dakota hævede det ene bryn til det hun sagde omkring hendes samling med små drenge; 'skal bruges til at sørge for at jeg ikke keder mig'. Han undslap derefter en lille latter, "Hvis det er sådan noget i gør lidt af her i Vie La Mort, må jeg sige at det er underlige og mærkværdige metoder i bruger!" sagde han stille, men bestemt efterfulgt af et nik. Bekræftelse på at han mente det som han sagde. Efter at hun svarede på hans spørgsmål med at hun ikke var alene, så bed han sig let i underlæben, "Ehm.. forklar venligst hvad for et slags firben det er?", han undrede sig over hvorfor at hun brugte det ord overfor det væsen som fulgte efter hende. Dakota lod sine hvide øjne hvile på hende, imens at han gentog hendes navn; "Angelie..", han vendte sit tomme blik op mod himlen, "Et flot navn du har" sagde han så og fugtede let sine læber. Et gab undslap fra hans læber, "Hvor lang tid har du været i Vie La Mort?" spurgte han så nysgerrigt, hun havde sikkert været på stedet i rigtig lang tid.

Undrende lod hun hovedet glide en anelse på skrå. Så han fandt det åbenbart morsomt. Det var dog ikke en del af hendes plan, og hun opgav derfor at genoptage samtalen om samlingen. Hun var en enspænder, og kunne med lethed bruge tiden alene, uden at skulle have andre til at hjælpe hende af med kedsomheden. Desuden havde hun jo mere end rigeligt at lave, når hun skulle sidde på biblioteket flere timer om dagen, for at finde både den ene, og den anden løsning.
"Min firbenede ven er, er såmænd bare en ulv" svarede hun roligt og afslappet, mens hun stadig strøg hånden igennem dens pels. Kun dyr kunne få Angelie til at virke rolig, og næsten venlig. Hvis ikke det havde været for ulven, ville denne dreng såmænd allerede sidde fastspændt til træet, mens hun ville skære små fine rifter i hans hud.
Flot navn. Angelie havde altid fundet navnet ironisk. Angel, var hun ikke ligefrem, men det ville hendes forældre vel have at hun var blevet i sin tid. Hun var faktisk meget langt fra at være en engel. "Tak" Ordet gled over hendes læber, uden at rumme nogen form for fylde eller glæde ved hans ord. Hun havde nu altid ment, at man skulle have et navn, som passede til ens personlighed. Måske var hun lidt blød på visse punkter, men det var kun ganske få, og nogle som andre aldrig ville opdage.. Eller hun håbede at andre aldrig ville opdage dem.
"Jeg har vel været her i godt og vel halvandet år efterhånden" svarede hun langsomt, efter hun havde regnet sig frem til det. Det var vist rigtig nok. Hun havde været død i et års tid, og før det, havde hun været levende i omkring et halvt år. "Jeg går ud fra du næsten lige er flyttet til"

Dakota lyttede efter alt det som hun sagde og smilede imens, "Fascinerende.." mumlede han, med at hendes såkaldte firben var en ulv. Havde han ikke regnet med, da han ellers havde opfattet disse dyr at man ikke kunne komme i nærheden af dem. Men det havde han jo selv været i al den tid han havde snakket med Angelie. "Ja.. det er jeg.. hvilket også var en af grundene til at jeg var ved at udforske Vie La Mort... fordi jeg intet kender her... og det gør det mere besværligt når det er jeg er blind" sagde han stille og undslap et lydløst suk, "Og jeg aner ikke hvor jeg som sådan skal slå mig ned.. har intet sted at bo", idet at han trak på skulderen igen. "Men.. jeg kan så høre at du har været her i et godt stykke tid" smilede han imens at han lod sine hvide øjne hvile på hende. "Er der noget jeg bør vide... som jeg ikke ved?" spurgte han nysgerrigt, inden at han rettede sig og lænede sig mere op af stammen. Han lagde sine arme omkring sig, Dakota mærkede at han begyndte at fryse og han prøvede på at varme sig selv, uden rigtig at gøre mere ved det.

Hun lyttede til hans lange fortælling omkring hvad han foretog sig i byen, og kunne igen ikke lade være med at undre sig. Ejede den dreng ikke den mindste form for forsigtighed her i livet? Lydløst rystede hun opgivende på hovedet, mens hun lagde øre til hele hans forklaring.
"Well.. Du er .. " Hun stoppede sig selv ved ordet menneske, inden hun kort bed sig i underlæben. Han vidste nok ikke noget om de væsner, som levede i denne verden, og der var vel ingen grund til at fortælle om dem. Hun ville i hvert fald ikke være den som gjorde det. "ny.." Sagde hun istedet, inden hun igen holdte en lille pause. "Så faktisk er det eneste som du skal holde øje med, hvem du omgives.. Ikke alle i denne by er lige så åbentsindede som jeg er". Hun var dog ikke det mindste åbentsindet, men hun kunne heller ikke sætte noget bedre ord på det.
Det var de færreste, som ville lade så let et offer som ham, komme ustraffet igennem Terres byporte.
"Og ja.. Skoven er da også vældig interessant af udforske" tilføjede hun med et stejf af ironi i stemmen. Faktisk syntes hun selv, at skoven var ufattelig kedelig når det kom til stykket. Der skete sjældent noget, og den eneste grund til, at hun selv gik derud var på grund af dyrene.

Han nikkede svagt til det hun sagde, "Ja.. ny." sagde han stille og bed sig i læben, inden at et lydløst suk undslap fra hans læber, at være ny var på en måde irriterende også alligevel, var det skønt med at han kunne møde nye mennesker så han også samtidig kunne få nye venskaber. Det savnede han og håbede han på at han kunne få selvom han var blind. "Mhm.. ville bare ønske at jeg kunne se den.. ordentlig" mumlede han og rejste sig langsomt op mens at han stadig lænede sig mod træet. "Skal vel også lede efter et hjem.. kan ikke nytte noget af jeg bare går rundt og rundt.." sagde han med et lille grin og kiggede ned på hende med sine hvide øjne, han ville også ønske at han kunne se ulven som havde fulgt med hende, og som tydeligvis stadigvæk var til stede, uden at han kunne se den, imens at han også var blind, så ville han aldrig finde en kæreste. Og igen. Han var jo også lige flyttet til, men han havde alligevel aldrig mødt kærligheden. "Ehm.." mumlede han letter tænkende og fugtede sine let fyldige læber, "Tak fordi du gad at snakke med mig.." sagde han og sendte et charmerende smil. "Normalt.. ville folk altså gå videre, fordi jeg netop er blind"