Sin nye kone (Zelia=privat)

//jo da du bestemmer^^

2 uger senere...


Zelia gik rundt i huset og pakkede nogle af de sidste ting ned i kasser. De skulle jo snart flytte ud i det nye hus. Hun stod i køkkenet og pakkede nogle tallerkener som hun havde arvet engang. Hun sukkede let og smilte. Hun lod fingerene glide ned over tallerknen. Hun rystede leende på hovedt af sig selv og lagde tallerknen ind i noget avis papir og lagde det ned i en papkasse. Derefter rakte hun op efter endnu en tallerken i skabet og da hun tog den sidste ud af skabet og pakket den ned lagde hun en hånd på hendes voksende mave. Hun nussede hendes mave og smilte stille for sig selv.

En mørk skikkelse listede sig om bag hende hvor han lagde armene om hendes mave og nussede den blidt "hej min elskede" hviskede han roligt "alt er klar solen er snart nede så kan vi gå" hviskede han roligt og kyssede hendes nakke blidt

Zelia smilte og lagde hovedt tilbage og kyssede ham på kæben med lukkede øjne. "Godt... jeg kan næsten ikke vente..." sagde hun spændt og vendte sig om mod ham og kyssede ham op og ned af halsen. Hun lagde armne om ham og kiggede ham i øjne. "Jeg glæder mig vildt meget til starten på vores helt nye liv... med nyt hus og gift og barn... det bliver helt perfekt." hviskede hun stille og krammede ham.

//tjek det nye emne ud^^

Han smilede stort "skat bare vi to er sammen er vores liv perfekt og alt det andet gør det bare endnu bedre" hviskede han roligt og kyssede hendes kind "jeg elsker dig skat jeg vil give dig hvad som helst jeg ville ofre mit eget liv for dig og vores barn" hviskede han

//Har læst det... men er i tvilv om hun skal komme og blande sig...//


Zelia smilte stille til ham. Hun kyssede ham kort og viklede sig ud af hans favntag. Hun lagde nogle ting ned i kassen og lukkede den. Zelia kunne mærke et opstød var på vej. Hun gik hurtigt hen til vasken og tog noget vand i munden og spyttede det ud igen. Hun vendte sig om mod ham. "Undskyld... opstød..." sagde hun og så ned i gulvet. Hun gik flovt hen og tog hans hånd. Hun lagde panden mod hans bryst. "Det er altså for klamt, alt det jeg har spist eller drukket kommer op igen... Adrr... vær glad for det ikke er dig" det sidste sagde hun meget lavt og hun sukkede stille.

Han smilede "man må tage en bid af det sure æble skat tænk lige på hvad det er det ender med" sagde han og lagde en hånd på hendes mave og nussede den blidt med et smil mens han så på hende og sukkede lidt "jeg elsker dig skat men er du nu helt sikker på dette tænk hvad du skal igennem" sagde han

Zelia sukkede fustreret og trak sig væk fra ham. "Ja jeg ved det... og det gør det ikke nemmere at du minder mig om det..." hun lukkede øjne og prøvede at koncentrere sig. "Lige føles det som om du prøver at få mig til at skifte menning." sagde hun og lo slev om hun lignede en der græd. "Jeg er fast besluttet Killer... det mit valg og jeg har valgt... Men som du selv lige har sagt: man må tage en bid af det sure æble" sagde hun og citerede ham. "Kom lidt sukker i skeen hvis din medicin er suur, medicin er suur, medicin er suur, kom lidt sukker i skeen hvis din medicin er sur, det gør smagen dejlig sød" sagde hun som var et citat fra marry poppins.

Han lagde armene om hende igen "nej jeg prøver ikke at overtale dig min elskede men jeg vil ikke have du lider" sagde han trist mens han havde armene om hende og hev hende helt ind til ham og kyssede hendes hovedbund "jeg elsker dig skat det ved du og jeg hader se dig lide"

Zelia vendte sig om mod ham og kærtegnede hans kind. "Man må yde for at nyde." hviskede hun og kyssede ham på kinden. Hun trak sig væk fra ham og vendte sig om imod papkassen. Hun lukkede den og sukkede stille. Hun vendte sig om imod Killer med at smil. "Bærer du den, så vi kan se at komme afsted?" spurgte hun og smilte stadig halvt.

Han smilede og tog kassen op "er der noget galt skat" spurgte han roligt med et smil og lagde en arm om hende mens han smilede og ventede på at høre hvad hun sagde mens han så på hende roligt før han løftede hende op og løb af sted ind i en hule i bjerget og videre længere og længere ind indtil de kom til et hulrum midt i det hele med et lille hul i loftet af bjerget der var masser af nogle af de mest vidunderlige natblomster og midt i det hele var deres hus "sådan skat" sagde han og satte hende ned

Zelia smilte til ham og tog kassen fra ham og stalte den på jorden. Hun lagde stille armne om halsen på ham og kyssede ham en gang på munden. "Der er skam intet galt" hviskede hun og kyssede ham på kæben. Hun åndede let ud på hans kæbe/hals og så ham i øjne.
"Jeg ville nu mere mene at alt var perfekt" hviskede hun. Hun grinte og puffede drillende til ham og løb hen over græs arealet med nat blomsterne og så sig tilbage efter ham med et smil og hun lagde hovedt tilbage og lo. hun håbede på at han ville hoppe med på den og 'lege' med hende.

Han grinte og løb efter hende i menneske hastighed mens han grinte "HER KOMMER JEG SKAT" råbte han og løb efter hende med et stort smil mens han tænkte på at han virkelig elskede hende mens han grinte og syntes det var meget sjovt dette her

Zelia vendte sig om og løb imod ham med et smil. Hun satte af og hoppede på ham som om han var et bytte, og hun sørgede selfølgelig for at de væltede. Hun lo og nød at de kunne have det sjovt på denne måde. Hun nød at ligge der i natblomsterne sammen med ham og grine. "Pas på jeg ikke spiser dig!" hviskede hun med grinene stemme og bed ham blidt i halsen uden at bide hul. Hun vendte sig så hun sad på hans mave og holdte ham nede imens hun holdte fast i hans håndled så han ikke kunne slippe væk. "Hvad vil du så gøre nu?" sagde hun med et stort smil

Killer grinte han elskede dette så sjovt her havde hun ikke haft det i snart 14 år så han var glad for at kunne have det sådan her sjovt med hende mens han lå stille "jeg kunne komme fri skat men det vil jeg ikke jeg elsker at blive holdt nede af dig" sagde han smilende

Zelia kneb øjne sammen og strammede grebet om hans håndled. "Hvis jeg skal være lejemorder så skal jeg altså have træning, killer." hun sukkede og rystede på hovedt. "Vil du ikke nok bare prøve at give mig lidt modstand? ellers lære jeg det jo aldrig... og det nytter nok ikke noget at gå hen til chefen og sige: 'hej, jeg er killer-man's kone og jeg vil være lejemorder, jeg ved godt jeg er lille og er slap og jeg sikkert ikke kan finde ud af det, men jeg vil gerne.' " hun rystede igen på hovedt. "den tror jeg ikke liige holder helt" sagde hun med et smil

Han grinte og smilede lidt før hans øjne blev røde før de blev orange og så så de pludselig ud til at være i brand før han bare uden videre skubbede hende op så hun fløj op i luften "brug dit instinkt ligesom vis jeg var et offer" sagde han roligt og ventede

Zelia landede og lukkede øjne i koncentration. Hun trak vejret dybt og tænkte på ham som den gang hun så ham første gang. Endnu der ikke skulle rører hende eller komme for tæt på. Endnu en der skulle udrydes. Hun åbnede øjne og stirrede på ham. Hun tænkte hurtigt. "Må jeg bruge overraskelsets monomentet?" spurgte hun stift.

Killer grinte og tog en flaske frem og smurte blodet indvændigt fra flasken ud over hans tøj hvorefter Killer tog en stav frem "alt du har lyst til selv våben" sagde han roligt og ventede på at hun kom mod ham men før det kastede Killer en røgbombe på jorden men da røgen var væk stod han præcis samme sted

Zelia bed tænderne sammen og så hadefuldt på ham. "Gud hvor jeg dog hader dig nogle gange" sagde hun og indåndede lugten fra blodet. "Du skal lige præcis gøre dét" sagde hun og holdte vejert. Hun skulle til at trække det våben han havde givet hende, for omkring to uger siden, men stoppede op. Hun ville ikke skade ham så meget. Måske ville hun ikke kunne gennemføre det? Hvad hvis han 'kom til at' skade barnet. Hun stirrede på ham og rystede på hovedt og sank sammen. Hun rystede på hovedt af sig selv. "Jeg kan ikke." hviskede hun til sig selv, hun vidste ikke om det var højt nok til at han kunne høre det men hun var også ligeglad.

"rolig Zelia jeg skader dig ikke du kan heller ikke skade mig gør det" sagde han hårdt "vis du ikke kan skade mig så kan du ikke blive snigmorder" han sukkede han var ikke engang selv en god snigmorder mere han kunne ikke skade Zelia Zelia var hans svaghed

Zelia var stædig og så ikke på ham. "nej... men så må jeg vel bare gå derhjemme alene imens du er ude og arbejde!" sagde hun hårdt. "Jeg gør det ikke... jeg bryder mig ikke om at se dig, lige netop dig, som et bytte. Hvis det havde været en anden kunne jeg sikkert godt have gjort det." hun så op på ham med forvirrede men vrede øjne. "Hvorfor vil du tvinge mig til at gøre dig fortræd?" hviskede hun.

Han sukkede og gik til angreb mod Zelia men lige før at hans næve ramte hendes ansigt forsvandt han i røg og den rigtige kom frem fra et træ "det var en kopi skat jeg ville træne dig i at kæmpe ja men jeg ved godt du ikke ville skade mig desuden var det en test dine vampyr sanser burde have opdaget der var noget galt i det øjeblik røgskyen kom men at jeg stadig stod hvor jeg stod" han sukkede og så trist på hende "undskyld" hviskede han

Zelia så ondt på ham og rejste sig op. Hun vendte sig om og gik. "Du hjælper mig ikke Killer. Slet ikke." sagde hun og gik, fast besluttet på at finde vej ud derfra, væk fra huset. Hun var en smule vred, fornærmet og såret. Hun holdte hovedt oprejst og gik stadig imod udgangen i menneske tempo.



//Undskyld.. skulle endlig spise xD //

Han sukkede og satte sig trist ned før han skælvede og hulkede mens han så ned i jorden han havde lige såret hende og han kunne ikke klare det han fandt en bestemt blodrød kniv frem kendt som vampyr dræber kniven et snit og en vampyr ville dø