The Key?(Åbent :I)

Tid: 14:23
Sted: Supermarkedet
Omgivelser: Folk der køber ind
Vejr: Overskyet...

Robby sad i kassen og bippede vare ind. Det var blevet en rutine nu. Tage varen, køre den over scanneren, og videre på rullebåndet. En gang imellem var der selvfølgelig fejl med maskinen, men det fiksede hans personale altid. Han sad lidt uden noget at lave, og pillede ved sit badge på brystet hvor der stod hans navn, da han hørte en lyd og så sine bilnøgler ryge på gulvet. Han skulle lige til at samle dem op da der kom flere kunder.

En enkel pakke af noget der godt kunne minde om nogle helt nomale rosinkiks med noget hvid chokolade overtrag blev så roligt smidt på det sorte gummibånd der førte varene hen til kassen. Natalie stod lidt og så det køre der hen ad før at hun så fik taget sig sammen til at stikke sin ene hånd ned i sin baglomme for at få fat i de pange hun nu skulle bruge til at betale for den pakke kiks hun havde valgt. Hun stod ikke utælmodigt til men hun så mere bvare ud til at være lidt ligegyldigt med de fleste ting om sig. Hun var ike ligefrem sulten men det havde hendes 'søster' blevet og da hendes 'forældre' ikke var hjemme og hun var for doven til selv at købe det var Natalie sådan set nød til at købe det her. Da det var hendes tur lagde hun bare uden et ord og uden en mine der kunne ligne et smil sine pange i den lille skøl der lå til at lægge sine småpenge i og derfor hjælpe medarbejderne lidt. 2Jeg behøver ikke kvittering.." lod hendes stemme kort før at hun gik videre..

Robin kom gående i supermarkedet. Det var ikke noget hun var så tit, men da hun lige havde flytet ind i sin gamle lejlighed, behøvede den en kærlig hånd hist og pist og var derfor gået herhen.
Duften af mennesker sværmede omkring hende. Hendes hals brændte i ny og næ, da der nu en gang passede et menneske. Men det var nødvendigt, egentlig.
Robin fik fat i nogle rengøringsartikler, tre styks og gik op til kassen - hvor der også sad et menneske - ikke helt overraskende. Hun lagde varerne op på båndet og ventede til at hun kunne betale. Hvor var menenskenes samfund dog... planlagt på en utrolig irriterende måde.
Robin rettede hurtigt på sit hår, lod det falde ned langs hendes ryg. Duften af fyren ved kassen foran hende fik hendes til at stikke hænderne ned i lommen, helt diskret. Det krævede alliegevel en del.
Robin kiggede på fyren foran hende. Hans hår var sort og hun smilte venligt. Hendes hud var bleg, hendes tøj helt sort og læberne var svagt røde. Ved sådan nogle indkøbesture, måtte hun koncentrere sig godt og grundigt for at holde fokus på, at hendes øjne ikke fik den oprindelige røde farve. Så nu var de bare helt grå, klare, utrolig detaljerede. Godt det ikke var hende der sad foran kassen - hun kune se på fyren, at han havde siddet der længe.