Just me.. (Åbent)

T: Lige omkring 18:00 nærmere betegnet 17:57.
O: Kun meget få væsner.
S: Bibliothèque.
V: Køligt udenfor, og en smule vind.


Hazelin var for første gang i sin tid, i byen terre, søgt ind på biblioteket. Der var egentlig dejligt fredeligt, måske var det også fordi de fleste var hjemme og spise, eller taget i byen. Nogen fandt jo også deres mad i byen, på flere måder. Det var vel egentlig derfor hun var havnet her.. Fordi hun ikke ville være nogens mad, i hvert fald ikke i aften.
Den mørkeblå kjole der denne aften smøg sig om hendes velformede krop, gik til knæene og var løs fra livet og ned. Men den sad stramt om hendes barm, og havde kun små tynde stropper, men udover den, havde hun en sort cardigan. Og den sorte jakke, der nu var smidt over en stoleryg, på stolen ved siden af hende. Hun havde et par små sorte ballerinaer på fødderne, efter hendes mening var de noget af det mest behagelige fodtøj, man kunne anskaffe sig. Det lange blonde hår, bølgede løst ned af hendes ryg, og sluttede ved lænden. Hun havde ikke noget make-up på denne aften, det sagde hende faktisk ikke noget. Men igen, en aspara var også meget naturligt smuk, og de fleste behøvede ikke en gang make-up.
Hun havde sat sig i en sofa der stod foran en lille hyggelig pejs, og sad nu med en bog i hånden. En bog om en masse forskellige mørke væsner, af en eller anden grund havde hun altid fundet dem spændende. Men denne aften gjorde det hende ubehageligt til mode. Hun tog sig kort til panden, og mærkede svimmelheden. Den forbistrede svimmelhed, der kom inden hun blev blind. Og ganske rigtigt, kort efter var det havblå øjne slørede og alt var sort om hende. Med et suk lukkede hun bogen, og lukkede øjnene.

Nu var det hele op til ham. Kunne han overleve at arbejde på et bibliotek i fem dage om ugen? Det lød slet ikke så slemt som han sikkert gjorde det til, men en store læsehest kunne man ikke ligefrem kalde ham, og egentlig ville han gerne have et andet job, men så kunne man vende det hele om, og spørge hvorfor fanden han havde søgt i første omgang. Et skævt smil fandt frem til hans læber, før han flyttede blikket mod kvinden bag skrivebordet der havde rejst sig op, og gik hen foran ham. "Tak for snakken Jonathan, du må jo endelig sige til hvis det er et job du ønsker, der er åbent for dig." Jonathan rejste sig op, og klemte let kvindens hånd. "Jeg vil lige gå hjem og vende det med mig selv." De slap hinanden, og han vendte sig mod den kraftige trædør der var udgangen ud til det store bibliotek.
På vej ud af døren kiggede han ned på sit armbåndsur og skød et bryn op i panden af overraskelse. Var klokken så mange?! Han måtte se at få noget af spise. Han kiggede hurtigt rundt, og kunne konstatere at biblioteket var efterladt, eller sådan så det ud hvor han var. Han gik hurtigt ned af et par lange bogreols gange før han nåde ud til en større gang hvor der var nogle mindre små gange ud til nogle sofaer og hygge kroge. Det første væsen han fandt, var en bibliotekar der satte bøger op, mindre interessant. Det næste han så, var noget der fik ham til at stoppe op af overraskelse. Han stirrede undrende på kvinden med halvblå øjne, der så helt forkert ud i Jonathans øjne. Der var masser af spørgsmål til hende. Han nåde at spørge sig selv tre fire gange om hun var blind, mens han blot stirrede på hende. Det lykkes ham dog til sidst, at gribe sig selv i det, og flytte blikket væk, så han ikke lignede en dum idiot som han ofte hurtigt kom til.

Hazelin sukkede for sig selv, og lagde bogen ved sin side. Normalt ville hun have sat den på plads, men det kunne hun ikke nu. Lige nu anede hun ikke engang hvordan hun skulle finde hjem igen. Forhåbentlig kunne hun få sig selv under kontrol, så hun kunne se igen. Helst så snart det overhovedet kunne lade sig gøre. Hun kunne jo umuligt vove sig udenfor nu, så ville hun da med garanti blive overfaldet.
Langsomt rejste hun sig, og prøvede at se stedet for sit indre blik, det gik nu ikke så godt, så allerede på vej hen til sin jakke og taske, knaldede hun benet ind i et bord. En lavmælt banden kunne høres fra hende. Måske var der ikke en gang nogen der kunne høre hende, forhåbentlig, var hun helt alene.
Men alligevel… fik hun pludselig en mærkelig følelse af at nogen kiggede på hende, hun slog et lavt klik med tungen, og lyttede. Ganske rigtigt, der stod helt klart en et stykke fra hende. Et grin undslap hendes læber, hvor måtte det se komisk ud for ham, eller hende. Hvem det nu end var. Normalt når man mødte en blind person, var de vant til det, og kunne sagtens klare tingene selv. Men fordi hendes kom og gik i mærkelige situationer, var det umuligt at vænne sig til.
En spinkel bleg hånd begyndte at famle efter jakken på stolen, og derefter tasken som stod på gulvet. Men hun kunne af en mærkelig grund ikke finde frem til den. Med et opgivende suk, smed hun sig på gulvet, og blev siddende der for en stund. Lukkede øjnene, fokuserede, tænkte.. Man måtte kunne stoppe det, det måtte forsvinde.. Bare for denne ene gang. Men desværre lykkedes det hende ikke. Det var nemlig også sådan, at jo mere hun prøvede, desto sværere blev det. Hun havde ellers også haft planer om at spise et sted, men det så ud til hun skulle bruge en del tid på biblioteket endnu.

Jonathan flyttede sit blik tilbage til kvinden, da han hørte lyden af noget der stødte ind i noget. Han blev endnu mere forvirret af at se hvordan hun famlede rundt i blinde i et forsøg på at finde noget som var uden for hans synsfelt. Han tøvede kort, før han gik nærmere i et forsøg på at komme den arme kvinde til hjælp. Overraskelserne var tydeligvis ikke overrasket, det lykkes hende i hvert fald at overraske ham igen, da hun pludselig begyndte at grine, som om hun fandt det hele komisk. Jonathan kunne ikke rigtig se hvor det sjove var henne, men hendes latter smittede af, og fik ham kort til at smile. Endnu en overraskelse kom da hun pludselig kastede sig ned på jorden.
Han var stoppet på sin lille tur hen mod kvinden, men da hun ikke syntes at flytte sig, gik han nærmere, så han til sidst stod lige foran hende. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" Det var naturligt for Jonathan at hjælpe folk, uanset om hvilke race de var. Nu var det heller ikke fordi han havde den helt store forstand på andre væsner end animaguser. Faktisk kendte han ikke andre, men han havde på fornemmelsen at hans race ikke var den eneste, der var nogle spøjse mennesker i denne by, det kunne de ikke skjule selvom de forsøgte.
Jonathan vendte sig rundt, og fik øje på en taske og en frakke. Det var sikkert det kvinden havde søgt. Han trak jakken ned fra stoleryggen og rakte den hen til kvinden, hvorefter jakken kom. "Er der noget galt med dine øjne?" Det var sikker uforskammet at spørge om det, men spørgsmålet var kommet ud før han nåde at stoppe det. Hun virkede ikke til at være en der var 'vantil' at være blind, ikke sådan som hun famlede sig rundt, så der var sikkert noget galt med hendes øjne.
Jonathan kunne ikke rigtig forstå hvordan kvinden havde båret sig ad med at komme til biblioteket hvis hun havde svært ved at se. Måske havde hun mistet sine kontaktlinser. Hun skulle godt nok have en kraftig styrke hvis hun så så dårligt. Kunne man overhoved få det i briller? Spindet af tanker blev mere og mere forvirrende jo længere tid han fik lov til at sidde tænke. Af en eller anden grund var det et emne der startede mange tanker, overraskende mange, men nu var der også en del overraskelser, så hvorfor ikke endnu flere?

Hazelin rettede hovedet en anelse op imod lyden af skridt der kom mod hende, det var nok den person hun havde bemærket et stykke fra hende. Så var spørgsmålet bare om denne havde tænkt sig at gøre hende ondt, håne hende, eller hjælpe hende. Men forhåbentlig det sidste, for hun følte sig godt nok fortabt lige nu. Han stoppede op foran hende, det kunne hun tydeligt mærke, allerede nu var de andre sanser skærpet. Og hun kunne tydeligt mærke varmen fra ham, som havde hun siddet foran pejsen i flere timer.
Han snakkede, ja nu havde hun fundet ud af det var en ham, ikke så gammel efter stemmen at dømme, nok omkring hendes egen alder. Det virkede lidt mærkeligt ikke at kunne se ham, mens han snakkede. “Jo tark.. Lidt hjælp ville være dejligt” sukkede hun opgivende og rejste sig ganske langsomt igen. Hun bed sig i læben, og gned sine øjne. Okay så denne fyr var venlig. Ingen grund til at være bange, ikke lige nu i hvert fald. Efter et par minutter i tavshed, mærkede hun endnu en gang svimmelheden. Denne gang kom synet heldigvis tilbage, og de havblå øjne fik igen deres intense glød tilbage.
Han spurgte om noget igen, og hun tog imod sin jakke og sin taske, et svagt smil kom frem på hendes læber, og hun så ham nu i øjnene. Han så egentlig pæn ud, det var dejligt at kunne sætte ansigt på ham allerede nu. Så hun ikke følte sig dum, hvis han en dag genkendte hende, og hun ikke genkendte ham. “Jaa. Det er en forbandelse.. Så når jeg bliver utryg.. Nervøs.. Bange.. Alt sådan noget, så forsvinder mit syn.. Mine magiske evner bliver bedre, og det gør de andre sanser også men.. Jeg kan ikke gøre noget ved det” sukkede hun og tog sin jakke på.
“Det var ikke dig jeg grinte af.. Det var situationen.. Du måtte have syntes jeg så komisk ud, rendte rundt her i blinde og gik ind i ting..” sagde hun med et stille grin og lod hovedet glide på skrå. Hun rakte hånden frem. “Når nu jeg har ydmyget mig selv, må jeg hellere præsentere mig: jeg hedder Hazelin Silver” smilte hun venligt, og så på ham. Han virkede stadig venlig, og det at han ikke havde hånet hende, havde også gjort hun ikke var helt så utryg mere.

Jonathan var endnu ikke sluppet for overraskelserne. De regnede ned over ham. Da han rejste sig op igen, måtte han igen til at bekæmpe et overrasket udtryk i ansigtet, da kvindens øjne pludselig så ud til at kunne se, det var i hvert fald blevet mere skarpe i farven, samtidig med at de virkede mere fokuseret. Det var tydeligt at se hans forvirring, der dog dampede en smugle af, da hun begyndte at forklare hvad grunden var, men alligevel var der noget i hans hoved, der sikke passede. "Hvordan kan du være bange, utryg eller nervøs på et bibliotek?" Det var efter Jonathans mening noget af det mest fredelige sted man kunne befinde sig.
Da hun fortsatte med at forklare grunden til hun grinte, nikkede han, men valgte ikke at give yderlig kommentar til det. Han kunne ikke se hvad han skulle svare, så han valgte at lade være, og blot lytte. Vandfaldet fortsatte med at snakke, men nu over i et helt andet emne. "Nathan." Jonathan trykkede eftertænksomt Hazels hånd, mens hans hoved havde fundet et nyt emne at tænke over.
Kvinden, eller den unge kvinde var åbenbart ikke helt normal, men det var de færreste i denne by der var det efter Jonathans mening. Hvis hun mente at have magiske dele af sig selv, var hun enten en der troede på det overnaturlige og gik rundt og råbte og skrig om hvor magisk hun var, eller også så var hun magisk. Da hun ikke lød som det første, gik han ud fra at være nummer to, så han sprang ud i det.
"Du skal da være glad for at du bliver blind ..." Det fungerede ikke helt på samme måde for Jonathan, men at blive forskrækket, slemt forskrækket, var noget han hade, for hvis det ikke var en behagelig overraskelse sad der for det meste en lille uldtot i hans sted. Det skete ikke så tit, men det var dog langt mere irriterende end at blive blind, eller det troede han. Der forblev man i sin egen form, frem for at finde sig selv meget tæt på gulvet pludselig.

Hazelin lod en hånd løbe gennem sit lange blonde hår. Stille trak hun på skuldrene, og gik hen til sofaen hvor bogen hun havde læst i. “Normalt læser jeg om mørke væsner.. Og det påvirker mig ellers ikke, men lige i dag da jeg nåede til vampyre, ja så.. Blev jeg åbenbart utryg ved det” sukkede hun og himlede med øjnene af sig selv. Hun følte sig en anelse dum, men nogle gange syntes hun at blindheden kom lidt hurtigere end andre,. Det havde også været tilfældet i dag,.
Et smil hvilede på hendes læber, idet han sagde sig navn, og trykkede hendes hånd. Hun gav hans hånd et blidt klem, og slap den. “Nathan.. Det navn kan jeg godt li” sagde hun tænkende, og hvilede ryggen mod bordet. Det var mærkelig at møde andre end ældre mennesker på biblioteket, hun havde altid hørt det kun var ældre mennesker eller væsner der var sådan nogle steder. Men måske var det kun et rygte? For efter hendes mening så han da ikke gammel ud. Ville det være for meget at spørge ham, måske.. Men på den anden side havde hun ikke noget at miste ved det.
Hun lyttede idet han begyndte at snakke igen, og smilte lidt for sig selv. “Glad for at blive blind?.. Det er jeg ikke helt sikker på at jeg kan.. Det da okay, men.. det er bare svært fordi det kommer og går så pludseligt” sukkede hun og trak på skuldrene. En anelse svævende gik hun hen og satte bogen på plads. Hendes bevægelser var altid en smule svævende, nogle ville endda måske sige drømmende, men det var ikke noget hun rigtigt tænkte over.
“Hvad laver du egentlig på biblioteket Nathan?” spurgte hun efter en stund i tavshed, og lod hovedet glide en anelse på skrå. Han så ikke ud til at være påvirket over den magiske evner der lå om alle asparaer. Nemlig at få alle til at blive forelsket i dem, hun havde efterhånden fundet ud af, at hvis hun ønskede de blev forelsket i hende, virkede det meget stærkere, men det havde hun ikke lyst til. Det var op til folk at vælge deres følelser, det skulle hendes magi ikke tvinge nedover dem. Det var egentlig rart at han ikke så helt forgabt på hende.

Jonathan grinede kort og nikkede bekræftende. "Der skal godt nok sikkert mere til, men det er yderst ubehageligt at blive en lille hvid uldtot på få sekunder. Det føltes lidt som at falde, og det værste er at man ikke kan snakke bagefter." Forklarede han, mens han stak hænderne ned i bukselommerne og kort trak skuldrende op, før han lod dem falde ned igen. "Jeg havde af en eller anden grund sendt en job ansøgning her til, jeg ved ikke rigtig hvad der skete." Han grinede kort, mens han lod blikket glide hen over bogreolerne. Han skulle aldrig have gjort det, han endte med at få den nipset bibliotekar på nakken.
"Hvorfor læste du egentlig om vampyrer?" Vampyrer var af en eller anden grund pludselig blevet meget kendt, især blandt teenager piger der gik og drømte om deres perfekte Edward. Så var der også en halv million andre historier om vampyrer, men uanset hvor tiltrækkende de lød, troede Jonathan ikke på nogle af dem, han var ikke engang sikker på at de overhoved fandtes.
"Nu lukker vi, så i bedes forlade biblioteket." Jonathan snurrede rundt, og kiggede på en bibliotekar der betragtede dem med et let skeptisk blik som om de havde gjort noget. Ikke overraskende fandt Jonathan det ikke specielt behageligt, dog fik han klistret et kunstigt smil på læberne og nikkede. Bibliotekaren stod endnu et par sekunder og kiggede på dem, før hun snurrede rundt, og forlod de unge mennesker med hurtige lange skridt. Det så ud som om hun havde travlt, som om hun skulle nå noget. En ubehagelig følelse spredte sig i Jonathan, men han slog den væk, og vendte sig om mod Hazel. "Nå, men hyggeligt at møde dig." Det kunstige smil blev ægte et kor sekund før det forsvandt fra hans læber, og han vendte sig om for at gå.

Hazelin grinte for sig selv, idet han begyndte at snakke om, at blive en lille hvid kanin. Han måtte næsten være en animagus så, den race havde hun heller aldrig mødt før, det var lidt sjovt. Hun elskede at møde andre væsner, det var så spændende for hende. Måske var det ligeså meget fordi hun kun havde kendt til asparaer, og derfor havde hun aldrig hørt noget om de andre racer. “Virkelig? Ja det må da have været en fejl” grinte hun idet han fortalt, at han havde søgt om job her, det var faktisk en anelse synd for ham.
“Uhm.. Jeg har mødt en vampyr her for et stykke tid siden, og det undrede mig bare, at han ikke prøvede at bide mig.. Jeg ved ikke så meget om andre racer, så jeg ville se om der stod noget om det” hun trak lidt undskyldende på skuldrene. De-Arnett havde bare fascineret hende, fordi han var så venlig.. Men han havde jo også sagt at hun var uvurderlig for ham, fordi hun var en vand aspara. Ikke at hun helt forstod den del, men hvis han bare lod være med at bide hende, var hun glad.
Hazelin’s blå øjne blev fanget af bibliotekaren, der pludselig stod for enden af gangen. Hun virkede på en eller anden måde lidt uhyggelig, og Hazel havde faktisk intet imod at de var nød til at gå nu. Hun bed sig usikkert i læben, og så på Nathan, han virkede også til at have det på samme måde : nemlig at hende bibliotekaren, virkede meget mærkelig. “Jaa i lige måde Nathan, vi må nok hellere se at komme af sted” sagde hun let, og tog sin taske over skulderen. Hun smilte venligt til ham, og begyndte at gå mod døren sammen med ham. Hun nåede udenfor sammen med ham, og så kort ned af den mørke gade. Tænk at det allerede var så mørkt, det ville blive en lang tur hjem igen, men før eller siden skulle hun jo hjem.
Ud af skyggerne kom en gruppe folk pludselig frem, hun genkendte dem ikke, men de så ikke videre rare ud. Idet hun vendte sig rundt for at gå mod byen, gik det op for hende at der var en del flere end først antaget. Tøvende så hun mod Nathan, for at se om han stadig stod der. “Jeg går ikke ud fra de er dine venner?” spurgte hun med et forsigtigt smil.

Så var dét spørgsmål ude af verden. Der fandtes altså nogle, hvis Hazel talte sandt. Jonathan fordøjede kort oplysningen mens han gik ned af gangen, et par skridt efter Hazel. Der var kun en udgang fra biblioteket, så hvorfor ikke bare følge med med det samme, frem for at stå og ende med at få den ubehagelige bibliotekar på nakken igen.
Et frisk vindpust slog imod dem da de nåde udenfor. Det var ganske behageligt og afslappende, mere end Jonathan først lige havde troet, men alt det afslappede og rolige blev brat stoppede, da de pludselig syntes at blive centrum for at mødested. Hans blik dansede hurtigt hen over de mennesker der pludselig var kommet frem, før han vendte sig om mod Hazel. "Det tror jeg næppe."
Jonathan var ikke typen der blev så let nervøs, men det hele syntes meget forkert i hans hoved, hvilke gav tydelige tegn ved hans håndflader der begyndte at blive fugtige, mens adrenalinen begyndte at tage fart. En kort tøven og derefter handling. "Kom med ..." jonathan drejede om på hælen, og gik skråt ned af trapperne fra biblioteket, for at undgå de mørke skikkelser der syntes at samle sig. Det ville være ganske fint, hvis det ikke var fordi de alle syntes at skulle samme vej som dem, ud af den samme vej ved hegnet der var omkring parkeringspladsen.
Pludselig skar en høj piften igennem luften. "Hey Hazel, kan vi ikke lige snakke med dig?" Jonathan stoppede op, og kiggede mod kilden der var en mand iklædt mørkt tøj som alle de andre. Han så heller ikke synderlig behagelig ud. Måske var Hazel ikke den han først havde troet hun var? Han flyttede sit blik hen mod hende med et undersøgende blik for at finde ud af hvordan hun valgte at reagere. Hvis hun uden tøven valgte at gå hen til manden, måtte Jonathan havde troet forkert om hende. Hun lignede ikke typen der ville være sammen med de 'slemme' drenge, men han kunne heller ikke se hvorfor hun ikke skulle kunne være det. Var sådan nogle typer ikke mestre i at lave illustrationer og manipulere med folk?

Hazelin skævede rundt på de mange folk, et kort øjeblik troede hun at Nathan havde tænkt sig at smutte, men det kunne man vel heller ikke fortænke ham i, hvad nu hvis de var ude efter ham?. Men nej, han tog fat i hende og begyndte at hive hende med sig, langsomt fulgte hun med, men det varede ikke længe før de endnu en gang var omringet af dem alle.
Hazelin stivnede for en stund, idet en høj piften skar gennem luften, hun tøvede længe inden hun så om mod fyren der havde piftet af hende, og nu ville snakke med hende. Hun vidste godt hvem han var, og også hvorfor han var der. Alligevel havde hun håbet at de ikke ville finde hende denne gang, hun holdt sådan af stedet, men nu var det ikke andet, end et spørgsmål om tid, før de fandt hende et andet sted i byen. Svagt bed hun sig i læben, og skævede mod Nathan. Hendes eneste mål lige nu, var nok mest at han ikke kom noget til, og slet ikke pågrund af hende.
Langsomt slap hun Nathans arm, som hun ellers havde holdt fast i for at kunne følge med ham. “Hvad laver i her Thomas?” spurgte hun stille, selvom hun inderst inde godt vidste hvad de ville. Thomas var hendes bror, ham og hendes far havde valgt den mand hun skulle giftes med, som det altid havde været gjort i hendes hjemby.
Thomas som den kutteklædt mand og hendes bror hed, gik lidt frem mod hende, “Vi skulle jo finde dig før eller siden, så nu skal du med hjem.. Se hvor mange vi er, du kan ikke gøre noget, og det kan din ven heller ikke” grinte han hånligt og tog den del af kutten, der dækkede hans ansigt ned. Han lignede Hazel på øjenfarve og hårfarve, men hans træk var meget hårdere og ikke så harmoniske som hende,. “Jeg skal ingen steder Thomas.. Jeg tager aldrig tilbage, og selvom i får mig nu, skal jeg nok stikke af igen” hvislede hun roligt, og bed sig i læben. Den eneste grund til hun ville følge med dem nu, var for at Nathan ikke fik problemer på halsen.

Jonathan forblev tavs imens Hazel førte samtalen med denne mand hun åbenbart kendte. Han vidste ikke rigtig helt hvad han skulle gøre eller sige, men han kunne i det mindste konstatere at de ikke ligefrem virkede som perle venner. Thomas og hans venner syntes heller ikke rigtig til at se specielt hyggelige ud, han var ikke ligefrem nogle hyggeonkel, men det skulle man også være en del ældre for at blive.
Kort overvejede Jonathan at spørge hvad de snakkede om, men han droppede tanken før den rigtig var blevet til mere. Det ville være direkte dumt at gøre det, så han forholdte sig tavs og fulgte med i samtalen så godt som det var ham muligt. Det var ikke specielt svært at forstå hvad de snakkede om, men grunden forstod han endnu ikke, men fandt heller ikke rigtig ud af det.
En af de andre kutteklædte mænd skubbede til Jonathan, som var uforberedt og var lige ved at miste balancen. Manden greb fat i Hazels ene arm med et fast greb og begyndte at trække i hende, for at få hende over til en bil der stod i den modsatte ende af parkeringspladsen. Hvis hun forsøgte at gøre modstand ville der straks komme en af de andre og hjælpe den første med at få løftet den genstridige kvinde hen mod bilen.
Jonathan anede ikke hvad han skulle stille op med sig selv, men kom til sidst frem til at han havde to valg, enten kunne han se om han kunne kom med op i bilen, eller også skulle han se at komme væk. Det sidste trak mest i ham, men alligevel endte det ikke med at blive hans valg. Han blev stående mens de mørk klædte væsner forsvandt med Hazel i deres midte, til han forvandle sig til den lille uldtot.
Overraskende hurtigt løb kaninen hen mod bilen, hvor de fik Hazel ind og sidde på bagsædet. Med livet på spil, hoppede den lille kanin ind mellem fødderne på mændene, hen til bilen, hvor han sprang ind af den ene dør der stod åben, og gemte sig væk under førersædet. Han håbede mørket i bilen var nok til at dække over den hvide pæls, men han var langt fra sikker på at det var tilfælde.
Han krummede sig sammen, og lå stille til han kunne være sikker på at det var forsvarligt at stikke hoved frem, hvis ikke der var en der havde sat sig ved siden af Hazel.

Hazelin gispede idet en af mændene hev fat i hende, hun stampede ham over foden hvilket indløste en lussing fra hans side af, og mens hun for en stund ømmede sig, kom en anden til og hun blev ført mod bilen. Hun opgav at kæmpe imod, det ville være bedst for de fleste at hun bare fulgte med uden diskussion. Og hun havde ikke lyst til at der skulle ske noget med Nathan, hun kendte ham knapt, og han skulle ikke komme noget til.
Hun sænkede blikket mens hun fulgte med hen til bilen, og blev sat ind på bagsædet. Dog satte der sig ingen ved siden af hende, fordi hun havde ry for at kunne manipulere med mænd, hvis hun fik chancen for det. Med et suk lod hun de blå øjne glide ud i mørket ved biblioteket, bare Nathan var kommet væk, hun håbede inderligt ikke at der var sket ham noget,.
Han var ikke til at se, så forhåbentlig var han stukket af. Let bed hun sig i læben, og så op på Thomas i bakspejlet, da han var den der kørte bilen. “Jeg gifter mig ikke med ham, uanset hvad i så gør” sagde hun konstaterende. Thomas grinte roligt og rystede lidt på hovedet. “Du kender straffen for at stikke af, og mon ikke din kommende mand bliver lykkelig for at se dig igen? Han skal nok lære dig hvor din plads er.. Et par uger uden kontakt til vandet skulle være rigeligt” smilte han roligt. Hazelin trak benene op til sig, idet bilen begyndte at køre. Hun bed sig hårdt i læben, og vidste han havde ret.. Som vandaspara tiltrak vandet hende, og hvis der gik mere end et par dage uden havet, blev hun syg.
Pludselig fik hun øje på en lille hvid uldtot, hun lod hovedet glide undrende på skrå, og smilte så en anelse, en lille hvid kanin. Var det ikke det Nathan havde sagt han var?.. Langsomt rakte hun ned og tog ham op på skødet. Hun strøg fingrene gennem hans bløde pels, og sukkede lidt. “Du burde ikke gøre det her” hviskede hun ganske lavt, så kun han hørte det
Der gik en times tid før de nåede en lille havneby, der mest af alt mindede om en middelalder by. Hun satte forsigtigt Nathan ned under forsædet, og steg ud da de åbnede døren. Thomas var hurtigt henne og havde fat i hendes arm, for at være sikker på hun ikke tog flugten udover havet. “Ham og vores far venter dig i jeres kommende hus” smilte Thomas roligt,. Hazel skævede mod den lille hvide kanin, inden hun fulgte med.

Da der ikke var nogle der satte sig ved siden af Hazel, tog Jonathan modet til sig, og stak snuden ud, hvor efter hele hoved kom lidt efter. Hans mærke øjne ledte efter hans, men før han vidste af det, løftede hun ham op i skødet. Det var længere tid siden han sidst havde været en kanin, og at blive løftet var stadig en overraskelse. Han sprællede med poterne, til de igen kom ned på noget solidt, hvor han lage sig til rette med de hvide hoved på poterne, og med ørerne rettet frem. Han snusede ud i luften, mens han tilfreds nød hendes hænder der løb igennem hans pæls.
Han måtte være endt med af falde i søvn, for han vågnede med et spjæt da 'jorden' under ham pludselig forsvandt. Da han fandt ud af hvad der skete, sprang han ind under sædet og ventede til Hazel var ude, før han sprang ud efter hende. Det var med nød og næppe at han ikke fik den lille hvide hale i klemme, men han fik den med sig ind under bilen, hvor han sad og fulgte Hazel med øjne.
Da de var kommet et stykke hen, tog Jonathan bene på nakken, og spænede af sted, hen mod en busk, hvor han kunne holde øje med de to væsner der gik op mod et større hus. De skulle sikkert ind, så han kunne lige så godt finde en vej ind med det samme, og samtidig finde ud af om han skulle springe for livet for at komme væk for eventuelle hunde.
Han fandt en bag låge til haven, som han maste sig igennem, eller forsøgte. Hoved og forbene gik fint, men det blev straks mere kritisk da han hang og ikke kunne få sine bagben med sig. Han sprællede med alle fire poter, hvilke til sidst hjalp ham over på den anden side, hvor han straks flygtede ind i den nærmeste busk. Da han var kommet ind, hoppede han lidt rundt for at finde en måde at komme ind i huset, hvilke var ganske nemt. Et køkkenvindue stod åbent. Han sprang op, og sikrede sig at der ikke var nogle der befandt sig der inde, før han sprang lige ned i en kasserolle. En hår landing, men han kom ud igen før køkkenpigen kom ned og tændte lyset. "De har fået tøsen hjem, lav noget the og kaffe!" Råbte hun mens hun trådte hen for at få lavet noget varmt vand.
Jonathan fandt endelig trappen, som han begyndte at hoppe op af. Det var en længere tur end han havde forventet, men endelig kom han op i entreen hvor han skyndte sig at gemme sig væk så godt som han nu kunne.

Hazelin fulgte kun modvilligt med ind i huset, og blev placeret på en stol. Hun så kort rundt i huset, og prøvede at vurdere chancerne for at stikke af. Måske hvis hun bare løb derudaf, ville de blive så forbavsede at de ikke nåede at fange hende?.. Og dog.. Der var en meget spinkel chance for døren stod åben, og de sek hun ville bruge på at hive i den, kunne være nok tid, til at hun blev fanget igen. Et svagt smil hvilede på hendes læber, i det hun tænkte på Nathan.. Bare de små møgunger holdt sig fra ham, men han kunne nok godt klare sig selv.
Kort efter kom en ældre herre og en ung fyr ind, fyren var nok omkring de 25, men lignede ikke ligefrem en venlig sjæl. Den ældre herre der var hendes far, så mindst ligeså ubehagelig ud som hendes bror. “Så fandt de dig endelig.. Din lille tøjte, jeg høre du var sammen med en fyr? Er det alt du har lavet.. Hygget dig med andre mænd end din forlovede?” hvislede hendes far bryskt og satte sig overfor hende. “Han er ikke min forlovede.. Jeg gifter mig aldrig med ham” svarede hun vredt og rejste sig, men blev hurtigt sat ned af den unge mand. Som viste sig at være hendes forlovede.
Faren vinkede en anden hen til dem, som kom og tog hende med sig, hun vred sig for at slippe fri, men han klemte hårdere og hårdere om hendes arm for at hun skulle stoppe. Manden fulgte hende ned forbi køkkenpigen, og Hazelin blev skubbet ind i et mørkt kælderrum. “Så kigger vi til dig om et par dage, så har du nok skiftet mening” grinte maden og trampede ovenpå igen.
Hun lod en spinkel hånd glide gennem det lange blonde hår, og satte sig op af den fugtige mur. Natten ville snart falde på, og nøglerne til rummet hun sad i, hang ude på væggen, men for langt væk til at hun kunne nå dem. Hun sukkede igen og trak benene op til sig, måske skulle hun bare gøre det.. Gifte sig med ham.. Men hverdagen sammen med ham, ville byde på for mange onde ting. Voldtægt, bank, ydmygelser.. Det hele ville hun skulle leve med og til hvilken nytte. Men sagde hun fra ville hun blive pisket foran alle byens beboer. Og de ville grine og huje af hende.. Det var ikke første gang hun havde prøvet det. Men måske var hun så heldig at kunne snyde dem, og stikke af inden brylluppet.

Hvis det var muligt for Jonathan at komme ind i stuen havde han gjort det, men det var for risikabelt, så han blev i sit gemmested i gangen, hvor han ventede på at der ville ske noget. Da der endelig skete noget vågnede han til live, og mavede sig ud, så han kunne følge med. Da han så hvor Hazel og hendes ledsager var på vej hen, var han lige ved at råbe højt og hoppe i jorden hvis det havde været muligt. Nu havde han kæmpet sig alt den vej op af trapperne, og nu skulle han bare ned igen?! Trods det var træls, begyndte han alligevel at hoppe ned, dog var det betydelig langsommere end de to væsner på to fødder der hurtigt var ude for hans synsfelt. Han nåde knap at komme ned, før døren til køkkenet blev åbnet, og Hazels ledsager kom ud.
Jonathan stivnede på for enden af trappen, og forsøgte at gøre sig så lille som muligt, hvilke dog slet ikke var nødvendigt, da manden syntes at være optaget af alt andet end trappen. Da manden var på vej op af trapperne, sprang kaninen ind i køkkenet, hvor den forsøgte at fange Hazels duft der ledte ham hen til den låste dør. Da Jonathan havde sikret sig at der ikke var nogle i køkkenet, skiftede han igen form. Menneskeformen var langt bedre end den lille kompakte form som kanin, selvom den var meget praktisk til tider. Da han igen kunne stå oprejst greb han ud efter nøglerne, og låste døren op, smuttede ind. "Hvem var han?" Jonathan gjorde en let gestus mod døren, før han satte sig ned ved siden af den blonde kvinde.
Jonathan var stadig ikke helt med på hvad det hele handlede om, men Hazel ville det ikke, men det var tydeligvis svært for hende at gøre modstand. Kvindeundertrykkelse var det eneste han lige kunne kom frem til, mon det var tvangs ægteskab? Det skete jo tit, dog havde han ikke lige forstillet sig det skete så tæt på ham, men han levede jo også ofte i sin egen lille bobbel af penge og rigdom, samt masser af luksus. "Er du egentlig okay?"

Hazelin kunne pludselig fornemme noget uden for døren, og de havblå øjne gled op på den, hun bed sig tøvende i læben. Bare de ikke allerede var tilbage, på den anden side, havde de aldrig været særligt længe om at beslutte sig, hvis der endelig skulle komme nogen hun ikke brød sig om. Hun ville i hvert fald ikke virke svag overfor vedkommende der kom ind, så kunne hun ligeså godt give op, og bare gøre som alle andre kvinder i byen. Være en slave for en mand, der kun så hende som et redskab. Men da døren blev låst op, og åbnet, smilte hun ganske svagt “Nathan.. Jeg troede du var smuttet for længst” mumlede hun mildt.
Hazelin lyttede til hans spørgsmål og smilte lidt forsigtigt, hun pillede ved en tot af det lange blonde hår. “Det er den fyr som min far og bror har valgt jeg skal giftes med’s bror.. Han hader mig næsten mere end alle de andre, men også kun næsten” sukkede hun og holdt om sine ben. Hun hadede sådan alle i byen, for der var ingen der gjorde noget ved det, kvinderne fandt sig i at blive behandlet som skidt, men ikke hende. Hun ville ikke.
Han spurgte om hun var okay.. Okay.. Nej det var hun vel ikke.. Men hun kunne ikke finde ud af om han virkelig ville vide det. På den anden side, var han taget med, uden at kende hende, bare for at hjælpe hende. “Neij.. Jeg er ikke rigtigt okay.. Her i byen er det normalt at mændene i familie vælger en ægtemand til kvinderne.. Nægter man at gifte sig med den de har valg, bliver de offentligt ydmyget, hvilket består i pisk ude midt i byen.. Straffen for at stikke af, er mindst ligeså slem.” sukkede hun opgivende, og så på ham. Smilte lidt forsigtigt. “Men tark fordi du fulgte med, forhåbentlig kan vi smutte mens alle sover” sagde hun tænkende og så rundt. “Jeg har siden jeg stak af, levet i et faldefærdigt hus, fordi jeg ikke turde få et job af fare for de fandt mig.. Men det gjorde de jo alligevel” hun trak på skuldrene og så ham i øjnene.

Jonathan kunne ikke skjule sin overraskelse og foragt ved at høre hvad Hazel fortalte. Selvom det ikke var hamder blev undertrygt, havde han altid respekteret kvinder. Uden dem var mænd jo intet, plus de var nødvendige hvis man skulle videreføre sin slægt. En mand og kvinde var født i symbiose med hinanden, de skulle kunne leve sammen, ellers kunne mennesket ikke blive på toppen af fødekæden. "Man skulle tro vi levede i middelalderen." Mumlede Jonathan lavt, mens han skævede ud af døren, som han lidt efter rejste sig op for at lukke.
Hazels ide med at komme væk når det blev mørkt lød som en god ide, men hvad skulle de stille op hvis der kom nogle? Så måtte han vel bare komme ud, hænge nøglen op, og gemme sig et sted i køkkenet til der var fri bane igen. Han skulle jo helst kunne få hende ud når mørket kom, ellers var der ikke meget idé i at være fulgt efter. Det hele havde pludselig udviklede sig i en retning Jonathan ikke var så vild med Hazel var en sød nok pige, det var ikke hende der var problemet. Det var hendes familie nærmere.
Jonathan havde igen placeret sig ved siden af Hazel, hvor han havde lagt hoved tilbage, op mod den kølige mur. "Hvorfor er du ikke flyttet til et andet land?" Han drejede hoved mod hende, og mødte hendes øjne som han kort undersøgte, før han igen drejede hoved væk, og kiggede op mod loftet. "Du kunne muligvis også have skiftet person?" Forslog han, mens han omhyggeligt undersøgte loftet. Hvis han ikke tog meget fejl, vil mørket snart falde på, og de kunne komme væk, hvilke han håbede, for han havde ikke ligefrem lyst til at tilbringe en nat i et mørkt koldt værelse.

“Den her by er nærmest stadig i middelalderen.. Og det egentlig okay, hvis ikke det var for at alle mænd her, er så underlige” mumlede hun let og trak stille på skuldrene. Han havde ret.. De var meget gammeldags i denne by.. Og det var slet ikke hende, hun hadede de lange kjoler og håret der skulle sidde i en knold. Hun elskede at være så fri som muligt, det lå i hendes natur. Hun elskede at være impulsiv og overraske sig selv.
“Måske.. Kunne vi fake min død.. Hvad hvis vi fandt på et eller andet hvor jeg falder ud fra klippen over havet.. Så kommer jeg ikke noget til men de tror det.. Også kan vi mødes nede på stranden? Jeg vil bare gerne af med dem.. Jeg vil bare gerne leve i fred.. Som jeg vil og ikke som de vil.. Vil du hjælpe mig Nathan? Jeg kan ikke gøre det alene.. Og du virker smaddersød jeg vil ikke have du tog hertil for at se mig blive tvunget ud i ting” sagde hun mildt, og tog langsomt hans hænder, hun holdt dem tæt og rejste sig idet han gjorde det.
“Jeg er ikke flyttet længere væk fordi.. Jamen jeg havnede i byen terre og der følte jeg mig hjemme.. Og jeg ville ikke ændre navn og sådan, fordi så ville de alligevel vinde, så ville jeg udgive mig for noget jeg ikke er” sagde hun ganske lavt og så ham i øjnene. Det lød måske dumt, men sådan var det bare.. Hun ville ikke give dem lov til det, hun var den hun var, og det ville hun altid være. “Tark fordi du fulgte efter.. Jeg ville have troet du stak af men.. Det gjorde du ikke.. Hvorfor gjorde du ikke det?” spurgte hun forbavset og lod en hånd kørte en tot hår om bag øret. Han virkede venlig, hun kunne faktisk ret godt li ham allerede.

Jonathan sad lidt og stirrede på Hazel da hun sagde at de kunne fake hendes død sammen. Hvordan skulle de dog bære sig af med det? Han tøvede, og kiggede kort væk, før han kiggede ned på deres hænder. "Hvordan skulle jeg kunne hjælpe dig?" Der var ingen tvivl for ham, at han gerne ville hjælpe, han vidste bare ikke hvordan han skulle gøre det. "Kunne vi ikke finde på noget andet end den klippe." Et tænksomt udtryk gled over hans ansigt, før han rettede sig op da han kom på en ide. "Hvad med at jeg bliver din morder?" Det virkede knap så farligt som klippe udspring eller hvilke idé hun havde i hoved.
Da Hazel fortsatte med at snakke, lyttede han tavst efter, til hun gav ham tid til at svare på spørgsmålet. Jonathan overvejede det kort, før han svarede hende. "Der kommer aldrig noget godt ud af det, når man bliver tunget et sted hen man ikke vil." Kort søgte han hendes øjne for at sikre sig at hun forstod, før han trak sine hænder til sig.
"Men." Jonathan havde rettet sig op, og lod hurtigt en hånd glide igennem hans hår. "Hvad nu hvis vi bare flygter. Det kan være de finder dig, og så er det vel bedre at være i live, eller ... det ved jeg faktisk ikke." Jonathan prøvede at hitte ud af hans tanker, men opgav det efter nogle få minutter. Det var med vilje han havde sagt vi. Han følte lidt han var forpligtet til at få Hazel væk, men han havde heller ikke noget imod det, han syntes Hazel var en sød pige, og han havde intet imod at bruge noget mere tid sammen med hende.
"Det er også meget lettere at flygte, frem for at stille en døds scene op." Lokkede han, og lænede sig en smugle frem, så han kunne placere hagen på sine knæ mens han kiggede afventende på Hazel. Det var selvfølgelig hende der skulle bestemme. Uanset hvilke valg hun valgte ville han hjælpe hende.

Hazelin så ham i øjnene, og lov hovedet glide på skrå. Hun vidste ikke rigtigt om han syntes hun var svag.. Irriterende måske. Fordi at hun nu havde sørget for at han fik problemer. Det var ikke hendes mening. Men han havde jo selv fulgt efter, så strengt taget var det ikke rigtigt hendes skyld. Hun var ret så smigret over at han ville hjælpe hende.
“Men de ved hvor jeg bor nu.. Jeg har ikke råd til at flytte nogen andre steder hen” sukkede hun og rettede lidt på sin trøje. Hun sukkede lidt og satte sig på det kolde gulv. Mørket var faldet på, og folk var gået til ro, så hvis de skulle stikke af, var det nok ved at være nu. Hun vidste godt det lød mærkeligt, men hvis de nu troede hun var død så ville det være meget nemmere.. Hun kunne slippe for at være bange for det hele.
Stille rejste hun sig, og sukkede lidt, hun gik tænkende rundt for sig selv. Og pillede ved sit lange blonde hår. Vidste ikke helt hvad hun skulle vælge, på den ene side ville hun helst ikke overnatte i det klamme rum, men på den anden side ville det være rart at slippe for frygten. “Det ville oz være nemmere bare at give efter ikke” mumlede hun lavt. Men rystede så på hovedet. “Lad oz gå nu så, mens alle sover, då er der en chance for at vi kan nå tilbage inden de opdager det.. Hvis vi låser døren igen” sagde hun tænkende og nikkede lidt til ham. Han havde ret, de måtte hellere nøjes med bare at stikke af.
Hun så ud i køkkenet der heldigvis var tomt, og tog ham med gennem bagdøren, gemte sig bag et træ, og så rundt i mørket, der lod ikke til at være nogle udenfor, hvilket egentlig var en smule mærkeligt. “Kan du køre bil?” hviskede hun lavt og løb lydløst med ham hen til en masse biler. Folk i byen var så godtroende, så der v ar altid nøgler i alle biler.

Jonathan tænkte lidt over hendes bolig problem. Han kunne uden problemer hjælpe hende med bolig samt penge, men han var ikke sikker på om hun ville tage imod tilbuddet. "Jeg vil kunne hjælpe dig med bolig problemet hvis jeg må." Hun kunne benægte ham at hjælpe, hvilke han ville acceptere hvis hun gjorde, men hvis hun gav ham lov, ville der næsten ikke væren nogle grænser for hvad han kunne give hende. Det var ikke helt slemt med en rig far.
Da Hazel rejste sig, fulgte Jonathan efter. "Lad være med det, du har kun et liv." Hun havde selv sagt at hun ikke ville lade sig dominere af det mandlige køn, men nu sagde hun det modsatte. Han forstod ikke hvorfor det skulle være lettere at give efter, det ville da være svære. Da hun skiftede emne, nikkede Jonathan ivrigt til idéen. At komme ud og bare flygte var også i hans øre det bedste, så han var mere end villig til at komme ud.
Da de begge være ude af 'fængslet' låste Jonathan døren, og hængte nøglen på plads, før han fulgte efter Hazel ud igennem bagdøren ud i en mørk have. Noget af den syntes bekendt fra da han var kanin, men en stor del af haven var ukendt, hvilke sikkert var på grund af mørket.
Da bil spørgsmålet kom, undrede Jonathan sig kort over spørgsmålet, men valgte at nikke frem for at spørge ind til emnet. "Det ville jeg mene." En ny overraskelse kom til ham, da han opdagede at bilerne var klar til at køre. Man behøvede ikke at lave indbrud eller gøre et stort nummer ud af det, man kunne bare sætte sig ind, og starte. Han greb fat i Hazels håndled, og trak hende med hen til en lille sort bil som han havde udset sig for at være den bedste. "Vi tager den her." Jonathan satte sig ind i bilen, og fandt nøglen der lå på sædet. Efter lidt famlen efter nøglehullet, fik han startet bilen og satte den i gear da Hazel havde sat sig ind.
"Jeg aner ikke hvor vi er henne, så du bliver nød til at guide mig." Jonathan bakkede bilen ud fra sin holdeplads, og svingede den ud på vejen hvor han gassede en smugle op, og kørte ned af en tilfældig vej til Hazel bad ham om at skifte retning.

Hazelin blinkede drilsk til ham "godtroende landsby folk du ved" hviskede hun smilende da hun bemærkede en hvis undren i hans stemme over at bilerne ikke var låst og at nøglerne oven i købet sad i. Fødderne gled sikkert og nemt over jorden mens hun fulgte efter ham, hun vidste ikke helt om han havde en plan, men da han stoppede ved den lille sorte bil, og erklærede de tog den. Forstod hun det. Han måtte have udset sig netop denne bil, og den var egentlig også ganske pæn.
Hun satte sig ind på passagersædet, havde aldrig fået lært at køre bil, det var vel nok derfor det oftest tog hende lang tid at komme nogen steder hen. Langsomt så hun på ham, efter at have taget sele på. Hun var ret nervøs for at de skulle høre bilen og komme efter dem. Hun pillede lidt ved selen, og så ud af foruden da de kørte væk, mærkede hjertet hoppe lystigt derudaf. Det var længe siden hun havde oplevet så meget spænding.
Pludselig kom hun i tanke om noget han havde sagt, inden at de var løbet udenfor. Noget der havde gjort hende glad men også lidt nervøs, for hun ville ikke være i vejen for ham på nogen måde. "mente du det? Ville du virkelig gerne hjælpe mig endnu mere? Nathan jeg ved slet ikke hvordan jeg skulle kunne takke dig for det" sagde hun smilende og bed sig ganske svagt i læben. Hun så fremad igen og holdt øje med hvor de var henne. "drej til venstre ved næste vej" mumlede hun og så sig over skulderen, for lige at se om nogen fulgte efter dem. Men heldivis så det ud til at de var alene.
De blå øjne gled udover landskabet, og et svagt gys kom bag på hende, hun frøs. Men når alt kom til alt, frøs hun jo altid, så det var mærkeligt hun ikke var vant til det efterhånden. Diskret så hun tilbage på ham, tænk at deres første møde var endt så dramatisk, men hun var glad for han var der. Ville hellere end gerne have hjælp af ham med et sted at bo, men var nervøs for at det var hos ham, og hun så gik i vejen hele tiden.

Jonathan brugte normalt altid sele, men der var for mange tanker inde i hans hoved så alt der omhandlede sele og andre mindre vigtige ting lå gemt væk i bunken af tanker der skulle tænkes igennem. Han holdte sig på vejen i et mageligt tempo der til tider snittede fartgrænsen, mens ellers holdte han sig pænt under, mens gadelygterne susede forbi dem. Der kom ikke et ord fra hans side, før Hazel brød stilheden.
"Min far er aldrig hjemme, og det bliver i sidste ende lidt ensomt at tulle rundt for sig selv hele tiden. Jeg har ikke engang et job jeg skal passe da jeg har penge nok." Jonathan håbede det lød kedeligt i Hazels øre, for det var død kedeligt. Det var langt værre end at skulle have arbejde mente han. Selvfølgelig havde han aldrig prøvet at skulle tjene for føden, man det var noget han med glæde ville gøre. Han havde prøvet det andet, og syntes ikke ligefrem godt om det. De fleste ville nok elske det, men han hade det. Man ville altid have hvad man ikke havde, dog ikke i dette tilfælde for Jonathan. Han ville ikke have alle de penge mellem hænderne som han havde. "Jeg vil gerne hjælpe dig så længe det er mig muligt." Afsluttede han, og forblev derefter tavs.
Et kort nik indikerede at han havde forstået hendes forklaring af vejen, som han kort efter drejede ned af, mens han slog billygternes skær ned mod jorden, da der kom en modkørende bil. Der var sikkert en del der ville undre sig over hvorfor Jonathan pludselig var blevet så ivrig efter at hjælpe Hazel, men i hans hoved var forklaringen enkel og lige til. Han søgte en han kunne hjælpe, få tiden til at gå med, samtidig med at han fik en ven. Ikke en eller anden overfladisk ven, som man alligevel mistede kontakten til så snart man stoppede i skolen, eller på arbejdet, men en rigtig en, som man faktisk kunne kalde en ven.
Drenge venner var selvfølgelig noget Jonathan havde en del af, ligesom nogle pige venner, men de var alligevel ikke nok. Nogle ville måske kalde hybriden krævende, men han ønskede bare en han kunne stole på, og hvis det kunne blive Hazel var det intet problem. Hun virkede perfekt til opgaven, til trods for hendes gammeldags familie.
"Fortæl lidt om dig selv." Hvis Hazel ikke ville, var der ingen grund til at presse hende, men det virkede til at deres veje ikke skulle skilles den nærmeste tid, hvis han skulle hjælpe hende med bolig, så de kunne lige så godt starte fra en ende af. Det ville måske blive unødvendigt i slutningen, men så heller det, frem for mange pinlige tavse stunder fordi de ikke rigtig var kommet ind på livet af hinanden.

Hazelin så tænkende på ham, og lod hånden glide gennem sit lange hår, inden at hun forsigtigt lod hånden hvile mod hans skulder “Vil du ikke være sød at tage sele på?.. Jeg ved godt du ikke kender mig og alt det der, men sikkerhed først ved du” smilte hun venligt, og trak benene op til sig på sædet. Hun vidste ikke helt hvorfor hun bekymrede sig sådan for ham, men måske var det ikke så mærkeligt.. Han havde jo bekymret sig for hende.
Hun lyttede tænkende til ham, og bed sig hårdt i læben,. Hun vidste ikke helt hvorfor han havde sådan en virkning på hende, det var lidt som om hun ikke kunne finde ud af, om han var irriteret på hende, eller om han virkelig kunne li hendes selskab. Stille nikkede hun for sig selv, “Det lyder kedeligt.. Ville du virkelig gerne have selskab af mig?” spurgte hun forsigtigt,. Og lod hænderne hvile i sit skød. Stilheden om dem generede hende ikke,. Det var som om stilheden var okay.. De havde oplevet en masse den aften, og oplevelserne skal jo fordøjes på et tidspunkt.
Da de kørte ned af den næste vej, sad hun og kiggede lidt “Om et par km kommer der en vej til højre den skal vi ned af, også går der ikke så længe før der er et skilt til Terre” sagde hun og nikkede lidt for sig selv. Hun kunne underligt nok godt huske vejen tilbage, selvom hun aldrig rigtigt havde tænkt over den. Hun ville virkelig gerne have hans hjælp, men ville nødigt trænge sig på, og hun kunne jo ikke rigtigt give ham noget til gengæld. “Men… ville jeg så skulle bo hos dig?” spurgte hun efter et stykke tid, og så mod ham i mørket.
Han spurgte om hun ikke ville fortælle om sig selv, eller nærmere bad hende om det. Hun så smilende på ham, “Hm.. Jeg hedder Hazelin Silver, og.. Plejer at sige jeg er 20 år,. Jeg er en vand nymfe.. Eller aspara som de også hedder. Jeg elsker dyr men har ikke nogen.. Jeg er bange for mørke.. Og ikke så god til ild heller, men det bliver bedre og bedre.” sagde hun mildt. Og trak en anelse på skuldrene, det var svært at snakke på den måde om sig selv, men hun ville gerne gøre så han kunne li hende, så han ikke troede hun var mærkelig pågrund af sin familie. “Fortæl om dig selv Nathan?” spurgte hun og bed sig kort i læben. Hun ville ikke lyde for dum i hans øre. Fordi han havde gjort så meget allerede, og hun vidste endnu ikke helt hvorfor.