... hvor solen i vest går til roooo x3

Tid ~ Aften.
Vejr ~ Smuuuk solnedgang ^^.
Omgiveler ~ Knirkende gynger Oo'.
Sted ~ I udkanten, ved gyngerne.
___

Reiya lod sig forsigtigt vippe frem og tilbage på gyngerne, så der kom en svag knirkende lyd. Hun var ikke sikker på om mennesker ville kunne høre det, men hun hørt det i hvert fald. Hendes humør var på lavpunktet - hun var trist. Det var lang tid siden hun havde set Adam, og hun kendte ikke særlig godt andre. Kun Yuuki, og hun holdte sig til døds-engle-stederne. Dette var fyldt med en perfekt engle-stemning, alle de himmelske vibrationer. Et svagt smil glimtede hurtigt på hendes læber. Solnedgangen var smuk. Hun strøg noget af håret væk fra ansigtet.

Seth havde våget sig ud på de menneskelige kanter, nemlig legepladsen. Endelig havde han ikke nogen grund til at lade sig spadsere her ud, men hvad så, det var jo ikke en forbrydelse på nogen måde, og lidt andre steder skulle man jo, os selvom man muligvis ikke var meget for det, men det skete da vel at man stødte ind på nye personer, når man spadserede ud på felter man ikke havde været før. Hans blik gled rundt omkring for at tage tingene i øjesyn, det var endelig en ret effektiv legeplads, med et stort areal så de små kunne rende frem og tilbage fra det ene sted til det andet. Han smilede stille og kløede sig lidt i håret inden han begravede sin hånd ned i de sorte jeans han bar på sig. Som sædvanlig var Seth bare almindeligt påklædt i nogle dystre farver, det kunne han bedre lide, lige som ved andre folk der godt kunne lide de lyse og glade farver, men alle var jo ikke ens, om man så var menneske eller det de kaldte overnaturlige. Han mumlede lidt, og traskede hen til en lille bænk og satte sig, der var underligt stille syntes han også alligevel ikke da han kunne skimte en krikken i det fjerne, også var den faktisk helt tæt på. *Underligt…* tænkte han stille da han var sikker på han ikke havde set nogen herinde? Men hvad så, men kunne vel heller ikke altid være på den sikre side når man farede rundt inde i byen.

Reiya kastede sig ud i en lille forårssang, med hendes englestemme. Hun havde jo ikke regnet med at der ville komme nogle. Hun havde altid sunget som en engel, men nu hvor hun virkelig var en engel, var det som at høre på selve guderne. Hun knugede sine hænder, og lyttede til sig selv. Hun lukkede øjnene og skubbede sig lidt frem igen. Pludselig stoppede hun. Var der ikke lige en lyd?

// Du behøves ikke at skrive så meget .. Jeg skulle lige på WC x3

Han kunne dog hører nogle små stemmer i det fjerne og undrede sig lidt over hvor de mon kunne komme fra, det var da endelig utroligt sådan som hans sanser ikke gad ham i dag, hvad var der lige glat? Han mumlede lidt for sig og sukkede så, mens han lod en hånd glide igennem det halv lange hår der sad i en pjusket frisurer, dog var der noget voks i det så det kunne holde sin pjuskede frisurer. Han tænkte lidt, og lyttede til den lave stemme der sang igennem atmosfærerne, det var endelig underligt at han ikke havde lagt mærke til det noget før, at atmosfæren var så let, at det umuligt kunne have været en elver, menneske, dæmon, dværg, aspara, eller noget lignende i den sammenhæng, så det måtte vel betyde at det var en engel, da engles atomsfærer jo som regel plejede at være lette og en anelse køligere i temperaturen, og hvordan han kunne mærke den slags havde han ingen anelse om, det var bare en sjette sans der ligesom bare var der, ligesom med at han kunne tage elektriciteten fra genstande som havde alle mulige former for strøm i sig, han anede bare ikke hvorfor, men det var vel meget forskelligt fra person til person, og verden var jo ikke perfekt. Selv et menneske eller væsen der led af positivisme måtte sige at verden ikke var helt perfekt. Han mumlede lidt for sig og kiggede igen rundt da stemmen var ved at forstumme, han tog en indånding og åbnede munden “Hallo?” spurgte han i et mellem højt tonefald.

//Sorry, har det bare med at skrive meget ^^'

Reiya tav, og strakte sig i en meget katte-agtig bevægelse, hvorefter hun gabte stort. Hun tørrede gabe-tårene ud af øjnene, og hørte så det høje 'Hallo'. Hun lavede store øjne, og så sig omkring. Hun startede med, ikke rigtigt at kunne se noget. Hun kunne ikke rigtigt lige se hvor stemme kom fra, og hun så sig omkring igen. Hun var nær hoppet op i luften af bare forskrækkelse. Hun lagde mærket til en skikkelse i solnedgangen. "He.. Hej?"

Seth så en kvinde skikkelse længere henne af legepladsen, han fugtede sin underlæbe lidt, og hævede det ene bryn mens han prøvede at tage hende i betragtning i det halv oplyste område. “Hey…” sagde han så lidt mere venligt da han kunne se at hun var blevet forskrækket, hvilket ikke var meningen men hvad, man kunne jo ikke sådan spole tiden tilbage og se om man kunne gøre det bedre end som det var før, hvis man kunne det, ville det vel være meget fedt, selvom at i de fleste tegnefilm vidste de altid at hvis man gjorde noget forkert ændrede det på fremtiden, hvilket han syntes var noget vås. Han smilede stille og gik hen til personen der sad henne ved gyngerne og overvejede lidt om han skulle række hende hånden, “Seth…” sagde han så og smilede venligt til hende, underligt nok sagde han aldrig sit efternavn, hvorfor vidste han ikke han mente vel nok bare at det ikke var nødvendigt et eller andet sted, men det var nu forskelligt sådan som man så det.

Det tog Reiya nogle få sekunder at tage sig sammen, men så smilede hun bredt til ham. "Reiya. Hyggeligt at møde dig Seth." Hun stak hænderne i lommerne, og betragtede ham. Han virkede ikke som et væsen hun før havde set. Men hun var også utrolig ung, havde hun været engel i et år. Hun havde jo lige mødt Yuuki som havde været engel i over 200 år. Tanken gjorde hende igen pinlig berørt. Hun så på ham, og prøvede at regne ud hvad han var.

Han smilede stille og nikkede kort til hendes svar “I lige måde, Reiya.” sagde han og tænkte lidt, han tog plads ved siden af hende på den anden gynge og kiggede lidt rundt, imens nogle tanker om hvad han skulle sige fløj igennem hans hoved, “Så hvad bringer dig her hen?” spurgte han stille og kiggede på hende igen eftersom det jo var hende han snakkede med og det var jo også utrolig uhøfligt at kigge den anden vej når man snakkede med en person, så han kiggede altid på dem han talte med, selvfølgelig var der stunder hvor han kiggede væk for at tage ting i øjesyn selvom han allerede havde gjort det, men han gjorde det ganske enkelt fordi han ikke ville virke som en der stirrede og ikke havde andet at kigge på, det kunne nemlig godt få folk til at føle sig utilpasse.

Reiya smilede, og knugede sine fingre. Han virkede jordnær, venlig og en som man kunne snakke med længe. Men hun viste jo ingenting. Hun rodede op i sit korte, mørke hår. "Jeg kom lige forbi. Jeg... Jeg kan godt lide solnedgange. Prøv at mærk vibrationerne. Det er dem som tiltrækker mig." Hun så på solen, og smilede som en mor til sit barn.

// Skal lige spise ^^

Han nikkede stille og smilede skævt til det hun sagde, ja det var vel nok rigtigt det hun sagde, og faktisk var det tit at han nogen gange kunne mærke hvordan selve jorden vibrerede sig, hvordan den vendte rundt om sig selv, mens den samtidig drejede rundt om solen, som drejede rundt om jorden. Det var faktisk meget indviklet sådan at skulle kunne skelne mellem hvad der drejede rundt om hvad, men man lærte det da til sidst og det kunne vel nok være en meget ubrugelige viden, men, men, den var nu ret nyttig til tider. Han tænkte lidt over det, og faldt i en kort stund ind i sin egen verden med tanker som kunne opfattes lige som planeterne, de drejede rundt om noget mens de drejede rundt om sig selv. Han vente dog hurtigt tilbage til denne verden hvor han sad og snakkede med hende og ikke i en fjern galakse. “Ja, det er en behagelig følelse…” korstenterede han hende, med et lille nik og et svagt skævt smil.

Hun smilede og følte næsten at hun kunne fortælle ham alt. "Og ved nymåne og fuldmåne kan jeg også mærke månen vibrationer. Sådan er det. Engle er knyttet til rummet, mere end planeter. Det er svært at forklere." Hun havde det som om hun var ved at begynde at knævre, noget hun gjorde tit. Hun havde det med at bare snakke om sig selv, og så komme til at såre, eller irritere hendes snakke-partner. Hun så på ham, for at være sikker på at han ikke var blevet nogle af delene, men det lod ikke til at han var blevet krænket. "Og stjernerne. Stjernerne er de døde."

Han tænkte lidt over det og nikkede stille, “Hmm det kommer jo så meget an på hvad man tror, personligt tror jeg på at stjerner er forskellige galakser ude i universet, men det er jo så forskelligt, og kommer en del an på hvad man har hørt og sådan..” smilede han venligt og tænkte lidt over det, for ham virkede det forkert at sige at når en person døde så kom der en ny stjerne, når stjerner var lavet af støv som cirkulerede rundt om sig selv ligesom jorden havde gjort i sin tid, da den endnu ikke havde været nogen planet, men tanken var da smuk i sig selv, at man mente at en person blev til en stjerne når man døde. “Men det er skam en meget fin tanke…” måtte han give hende ret i, og sagde det vel os for ikke at skulle irritere hende på nogen form. Stille gyngede han lidt frem og tilbage ved at bevæge benene, hans blik kiggede op på himlen hvor nogle enkelte stjerne var ved at tage plads, nogen klarer end andre.

"Du har nok ret," sagde hun sørgmodigt. Bare fordi tanken var så sød, troede hun med det samme at den var rigtig. Hun var engel. Hvad kunne hun gøre? Sådan var hun bare. Hun var utrolig godtroende og troede vist nok også på feer. Men når der fantes engle og vampyrere burde der vel også finde feer? Hun smilede til ham, og så på solen som næsten var gået ned. Vibrationerne tog stille af, men nu blev de langsomt ersattet af nogle mere stille og mere gådefulde natte-vibrationer.

Han trak på skuldrende, og tænkte over det, “Selvom man har levet omkring de 200 år, behøver man ikke at have ret, der sker jo tider hvor man tager lidt fejl.” sagde han roligt og smilede til hende. Han tog hende lidt i betragtning for at finde ud af hvordan hun så ud, hvilke træk hun lavede og så videre. Men han holdte dog efter lidt tid op da det ikke var pænt sådan at stirre på folk, endda folk man knap nok kendte, så det var måske lidt bedre at holde sig tilbage fra det også bare tage det roligt. Han kiggede op på himlen igen og betragtede de mange lys der skinnede på den, folk sagde de var flere millioner af lysår væk, men de virkede ellers så tætte på, at man bare kunne række hånden op til dem, og så lukke den inde i en lille grotte og putte den ned i lommen som en souvenir, som man kunne beholde for evigt og aldrig smide væk. Han sukkede stille, ikke et suk som betød at han var træt eller kede sig, bare et lidt drømmende og tænkende suk.

"Men din teori lyder bare meget mere logisk." hun så på ham, og sendte ham et ganske trist smil. Var det bare noget hun bildte sig ind, eller stirrede han på hende. Så havde hun heldigvis en god undskyldning til at stirre tilbage. Hun knugede sine hænder, og betragtede ham, lidt ligesom han havde betragtet hende. "Hvilke... ra... væsen er du enligt?" spurgte hun nysgerigt. "Du minder om en elver, men der er noget mere over dig." Hun lagde hovedet på skrå, og betragtede ham, som om det stod i hans pande.

Han trak på skuldrende og tænkte over det, “Hmm… der er tusind hvis af teorier omkring universet, det er bare med at finde den rigtige, men der vil vel altid være tvivl blandt folk…” han smilede stille og kiggede rundt mens han tænkte, “Jeg er Lys elver…” besvarede han hendes spørgsmål da hun havde spurgt, hvilket bare kom ret så automatisk fra hans mund af, fordi folk plejede at spørger meget om den slags, og selvfølgelig svarede han, da det som for det meste bare kom som en ren refleks. “Hvad med dig, er du ikke engel?” spurgte han roligt og kiggede på hende med et skævt smil, og kløede sig lidt på kinden som han nu havde fået barberet her for nogle timer siden, inden han var smuttet af sted på arbejde hos et rigt ægtepar, han var jo portrætmaler, så han fik gode penge for det, og det tog ham ikke lang tid med pensel og blyant.

"En Lys elver siger du? Det har jeg aldrig hørt før?" Hun så på ham, med et svagt smil. Så smilede hun til ham igen, og rodede op i sit hår. "Jeg er bare en helt almindelig engel, som er et dødt menneske, som bare er blevet ren sjæl nu." Hun smilede stort, som om det var en virkelig stor ting.

Han smilede stille, “Lys elver ser ud ligesom mig, de har ikke tegn og lilla hud lige som de mørke elvere, og så har de os lys magi hvis man kan sige det på den måde.” forklarede han og smilede roligt til hende, det var ret at kunne fortælle folk noget om en selv, noget som man selv vidste med stor vished, og ikke behøvede at blive rettet i, “Ligesom der findes dødsengle og almindelige engle.” han tænkte over det, og lod det så blive liggende så hun lige kunne tænke det igennem det nyttede jo ikke at han plaprede løs om noget hun ikke kendte til som sådan, og var sikkert nødvendigt for hende lige at få en lille bid af gangen, så man lige kunne få et overblik over hvad der var hvad. Han smilede dog skævt og kløede sig lidt i håret, "Ren og ren, der findes vel almindelige engle som misbruger deres 'udødelighed' hvis man kan sige det sådan..." sagde han roligt.

Hun så på jorden, der hvor solen næsten var helt væk. "Tja, jeg kender heller ikke så mange elvere, men jeg ved at du har ret." Bare han nævnede samehængen mellem engle og dødsengle viste hun med det samme hvad han mente med det. Så så hun på ham, med et lidt mere nysgerigt blik. "Men hvad mener du med at "misbruge" sin udødelighed?" Man kunne sagtens hørte hendes gåseøjne omkring misbruge.

Han tænkte lidt over det, "Hm nogle engle, ses som at være fredelige og ikke kan finde på at gøre en flue fortræd, end ikke en bakterie..." Han trak kort på skuldrende, det var vel en normal ting hvis man kunne sige det sådan, ikke alle var helt rene i blodet, ikke engang ham selv, og ja, nogle engle misbrugte deres udødelighed, nogen mere end andre da, men det var da forskelligt, man kunne vel os tage en del af det de gjorde, som hævn, da de nu havde fået chancen for at udbrede sine hævnerige tanker, nogen mod dem der bragte dem til denne døde sjæl som bare kunne leve blandt de levende, og andre mod dem der gjorde ens liv til et helvede. Han tænkte lidt over det mens han kiggede ud i luften som om der var en mikroskopisk genstand i den som kun han kunne tyde, lidt efter lidt rystede han på hovedet og kiggede nu på hende med et stille smil, “Men det betyder selvfølgelig ikke at det kun er engle der gør den slags, jeg mener nok alle racer gør det fra tid til enden… det kan ikke helt undgås…” sagde han stille og opmuntrende.

Der gik stadig et stykke tid før hun forstod det. Hun så på ham, og så uforstående ud. "Så.. du mener.." Hun stivnede, og så ned på sine negle, ret hurtigt. Hun bed sig i læben, og skulle lige døje det han havde sagt. "Hævn??" hun rynkede panden. Hna havde ret. Hvorfor havde hun ikke tænkt på det nået før? Hun havde bare ikke været sur over at blive til en engel, så hun havde slet ikke tænkt på at hævne sin død...

Han smilede stille og trak på skuldrende kort, “Men det betyder selvfølgelig ikke at du skal gøre det…” sagde han så hurtigt, inden hun fik for gode idéer med det han havde sagt. Han gyngede lidt videre og kiggede frem for sig mens han tænkte over det de lige havde snakket om, for ham kom det naturligt for ham at sige sandheden og give viden, selvom han dog ikke var meget for at lide af en form for sandedes evne i sig, da han ikke var den der var god til at lyve, og sagde stort set hele tiden sandheden, men tjo det hændte i små tilfælde at han lige kunne presse en lille hvid løj igennem, sådan en som hurtigt blev til sandhed igen efter nogle dage, for eksempel til gaver og den salgs, hvis ens modtager havde gættet det man havde købt så kunne han lige fordreje sandheden om til noget helt andet, måske det han havde tænkt sig at købe før han havde set det andet som han nu havde købt, sådanne løgne kunne han godt komme med, ellers ville han bare være på bar bund og sige sin mening lige ud hvis folk spurgte. Han kiggede lidt rundt endnu en gang og kiggede så tilbage på hende, “Alle kan begå hævngerrige tanker, men det sker ofte når man er jaloux og mener man os burde have det en anden person har, også begår man en form for hævn på personen, men det er ikke rigtig noget man tænker over når man først er i gang med sin plan, man tænker først rigtig meget over det bag efter…” sagde han stille og kiggede på hende med et varmt smil.

//Vil lige smutte, er tilbage en gang senere i aften, ved ikke helt hvad tid, men nok inden klokken 00:00 cirka. ^^

Hendes negle var lige pludselig blevet meget intressante. "Tja, det var nu ikke lige fordi jeg havde lyst til at hævne mig... Jeg er ikke særlig ked af det jeg er blevet." Hun så flygtigt på ham, som om han kunne hjælpe hende med noget. Hun så forpint ned igen. Det var næsten lidt for mærkeligt at tænke på at skulle hævne sig på ... hende? Hun så på ham igen, og sendte ham så et lystigt smil. "Nej, jeg vil ikke hævne mig. Det havde jeg slet ikke tænkt på."

Han nikkede stille og smilede skævt, “Det er nu meget godt, hvad skal verden endelig bruger hævnerige tanker til?” sagde han mest til sig selv og mumlede så noget utydeligt, han trak så lidt på skuldrende og kiggede på hende med skævt smil, “Men hvordan blev du så til det du er i dag?” spurgte han forsigtigt, da det ikke altid var sådan at folk var lige så gode at tale om deres baggrunde, nogen brød sig slet ikke om det, fordi det måske var for hårdt for dem, og de ikke kunne klarer presset ved at tænke tilbage på den tid hvor de sagde farvel til det endelig liv, og forsatte hen til en evig søvngænger, som hele tiden forblev i den samme krop dag ud og dag ind. Men på den anden side måtte tanken vel være fed nok, sådan at kunne bevarer sin ungdom, selv var elver racen utrolig lang tid om at ældes, men det skete da, en gang i de 600-800 år sådan cirka, men han måtte da indrømme at man nåede at opleve en masse, men på den anden side hvis man nu ikke ville opleve så meget igen, og heller ville have et kort liv, i det tilfælde et menneske liv, ville det nok være et problem.

Reiya smilede skævt til ham, og så på sine negle igen, hvorefter hun igen begyndte at gynge svagt. "Tja, jeg boede også her da jeg var menneske. Jeg havde en sambo, og wupti. Så var hun en vampyr.." Hun trak på skuldrene, og smilede, selvom hun ikke så på ham. Hun ville aller helst ikke tale i detaljer. "Tja, hun var new born, og kunne selvfølgelig ikke andet end at ... tja, drikke mit blod." Hun så flygtigt på ham, med det der hjælp-miig!-blik igen.