... hvor solen i vest går til roooo x3

Han nikkede stille endnu en gang, og måtte snart til at stoppe med at det, det var jo sikkert ret irriterende at se på, “Det er jeg ked af at hører…” sagde han stille og rynkede brynene, mens han kiggede lidt væk, men kiggede så tilbage på hende igen, han så hendes blik og forstod ikke helt hvad hun mente med det, “Er du… okay?” spurgte han så stille, hun kunne jo bare sige det hvis det var hun havde brug for hjælp, eller var det det hun havde brug for, det var lidt svært at vide da der var to atmosfærer inde i hinanden, den ene glade mens den anden side var trist og en smule tilbageholdende, han rømmede sig lidt inden han satte gang i sagen og gned kort sine hænder mod hinanden “Du skal bare sige til hvis du har brug for hjælp…” sagde han så endelig og smilede venligt til hende.

Hun rodede op i sit hår, og tog en dyb indånding. Det med engle og dæmoner - helt seriøst faktisk - var bare så mærkeligt for hende. Hun havde knapt været engel i et år, og følte sig bare slet ikke som sig selv. Hun kunne alle mulige nye ting, og... alt ved det her hurlum hej, gjorde hende bare så forvirret. Hun kunne slet ikke forestille sig, at hun faktisk var død. Hun havde altid regnet med at man kom i himlen hvis man var god, og ned i helleved hvis man var ond. Hun havde jo ikke tænkt mere over det, for hun havde ikke regnet med at dø så ung. "Tja, det virker bare mærkeligt det hele du ved." mumede hun.