Newcoming //Speciel emne - war//

Sted: Sombre
Tid: 03.00
Vejr: Koldt og gråt
Dato: Den 23 December
Omgivelser: Ingen.. endnu

Den store sorte plet der i nogen tid havde været på himlen som et uidentificeret flyvende objekt var nu tættere Terres park og de rungende sus fra den vind-om-sig-smidende propel kastede storm over træernes øvre dele. De trykkende lyde fra motoren kom nærmere idet det store skrummel af en helikopter sænkede sig til blot to meter fra jordhøjte. Træernes grene lod sig kort skalpere da de kom for tæt på vingens radius. Opflået blev den tunge dør dertil og ud knejsede en rank skabning med et udsyn over parken, som havde hun allerede afpillet hver et stykke grus for uhellige væsener. Hun havde trukket det heldige lod denne gang.. Nu var det ikke kun de lovovertrædende, men også de modstrittende skændsler som hun kunne ryde af vejen. Hendes hår var sort som kul og hendes hud ganske lys, som en hveranden fransk kvinde så ud. Mørk og med et lidt for sødt ansigt til at have hendes profession. Hun bar en form for uniform med rødt hovedstykke og var ellers iklædt en kappelignende jakke der blev flået med af vinden. Lange nittebesatte gradsbørstige militærstøvler ødelagde det elegante der måtte ligge over hende som person og en lang tynd cigaret sad i mundvigen imens hun tog et langt sug deraf.
Hun satte af og landede sikkert på jorden.. støttede hænderne imod jorden inden hun atter rejste sig og takkede helikopteren af med et honnør. Den forsvandt imod siden og blev dækket af trætoppe på dens søgen på at finde et sted, hvor de yderligere tropper kunne sættes af uden opsigt. Nu skulle hun, Amelia, se omgivelserne an.

Noget bevægede sig i skyggerne, en let flimren, og et hvidt lys, der ville minde om en fuldmånes tavse skær. Der kom ingen lyd, end den fra helikopterens motor, ikke et fodtrin, ikke et åndedrag. Da helikopterens motor var udenfor hørevidde, blev omgivelserne komplet lydløse. Intet. Ingen lyde, blot den lette raslen i træernes blade når en let vind rørte på sig, og lod sin kolde tunge stryge hen over grenene, mens de forsøgte at rive dem fra hinanden. De nøgne, stive arme lod vinden omfavne sig, hvorimod ingen faldt af.
Det hvide lys blev stærkere, et par blodrøde øjne tittede frem mellem buskene, en blodplettet mund smilede.
Sinclares spøgelsestilstand var skyld i at hun ikke gik direkte til angreb på denne kvinde, da hun var blevet forvandlet fra sin normale daglige form, for blot få timer siden. Dog virkede hun nysgerrig. Ja, hun havde set mennesker før, men dette individ var helt tydeligt fra militæret, og hvad ville de dog med Di Morga en kold vinteraften som denne?
Da hun gled længere frem mod denne kvindelige person, forstærkedes lyset, som om selve hendes tankegang tændtes, og medbragte lyset i selve hendes væsen. Hun lod tungen køre over de endnu blodplettede læber, imens hun lod hånden stryge gennem det lange, løse ild-røde hår, som hun havde til fælles med resten af sin 'familie'.
Hun var dømt til hver midnat at vandre rundt i den krop, hun havde tilbragt sin død i. Kvalt af sit eget blod, der havde spildt ned på den nu afblegede skole uniform, og havde præget hendes elfenbenshvide hud med en dødelig rød farve. Hun havde ligget vågen i timevis, halvt død, halvt levende, mens giften af hendes egen fortvivlelse var sneget sig ind i hendes sind, og nu ville hun fremstå som værende halvt rådden, fyldt med stadig levende kryb og kravl, der havde suget hendes livsenergi ud af hende, og ladt hende ligge død på den kolde jord, præcis 7 år og 145 dage siden.
Lyset lyste med stadig stigende intensitet, og blev nu blandet med en lettere rødlig farve, som lyset af blodmåne.

en lille sikkels gik i parken. Det var nightedemon Taia på 11 år hun var måske lille men ikke bange af sig, hun hade hørt at der var blive krig og nu ville hun hjælpe til. med at redde Di morga fra fjenden hun stille sig lig foran kvinden som, hun slet ikke så ud til at være bange for overhovedt ikke hun fnøs bare af hende. og så meget vred ud " lad Di morga være i fred vi vil ikke væee inder, jeres land mere så forsvind " sagde Taia vis kvinde ikke ville gå. skulle taia nok får hende til det. hun var ikke Nightdemons kongens datte for ingen ting, Hun stod klar til angreb vis kvinde skulle angribe hende

Amelia bevægede sig stille igennem parken og stoppede da op da en lille tøs kom frem fra skjul. Hun hævede stille et øjenbryn og betragtede denne dumdristige lille tingest. Patetisk. Var det virkelig alt som Di Morga havde at byde på? Et bredt 'heh' smil prydede Amelias læber idet hun betragtede denne lille pige. "Skrid tøs. Gå hjem og tud. Jeg leger ikke mød børn." Hun gik lige forbi tøsen uden at sende hende så meget som et enkelt blik mere. Flabet unge.. Hvorfor skulle hun tage sig af sådan en? Hun gik videre og trak samtidig en revolver op fra hylsteret, der var påsat hendes højre lår Den måtte klare det indtil helikopteren kom tilbage med hendes våbenration.

//Taia. Dine evner er ikke acceptable. Du må kun ha to. Ret det - Ahngel//

Malcom var i et fantastisk humør, kampe var brudt ud i hele byen og hans krafter steg og steg i takt med at uskyldige og kæmpene til lige blev nedlagt af hinanden, han holdt selv en lille pause fra at myrde soldater og andre mulige fjender da han så en helikopter lande i byens park. *dether må undersøges*, han hamrede sin stok i fortovet og forsvnadt i en søjle af flammer og dukkede op igen et stykke fra hvor helikopteren havde landet. Han børstede sit overfine jakkesæt af og gik det sidste stykke i retning af der hvor helikopteren havde landet, han fik hurtigt øje på en kvinde i millitær tøj der stod og svinede en ånd eller pige til, et smil bredte sig over hans snævre mund og hans horn voksede langsomt ud af panden på ham samtidsig med han fik sin røde hudfarve og de gule katteøjne. Med et knald teleporterede han sig om baghved militærkvinden, "Undskyld mig... men din slags er ikke velkommen her, må jeg bede dig om at kalde din helikopter tilbage og forsvinde fra området straks ellers vil du blive fjerne med magt", et smil var over hans læber og han virkede på ingen måde truende, han håbede så inderligt hun ville gøre modstand.

"I så fald vil du lege med mig" Stemmen var klar, som var Lucas klar til at gå døden i møde med denne stemme, og hvis du spurgte ham, så var han også. Ingen, skulle tage hans by fra ham. Ingen, end ikke hans eget folk, hans var fransk, født fransk og død fransk. Men ingen, ingen skulle tage Di morga fra ham, når han var så tæt på at have overtaget. Specielt ikke en kvinde.

Lucas var som altid iklædt et fint sort jakkesæt. Men i dag havde han bragt en spadserstok med. Ibenholt, og med et hoved af sølv, hvor den venstre hånd hvilede. Et våben, mere end noget andet. Lucas hår var mere uregerligt end normalt, dog stadig frisseret og redt i en sideskilning, men denne var knap så lige, og en del mindre silkefin end den plejede. Det var ikke sådan når man skulle ud af døren på under 5 sekunder. Så havde man knap tid til at finde ud af HVOR man skulle hen.

Lucas hævede et øjenbryn. "De må undskylde deres velkomst. Men det lader ikke til at den mand bag dem, ikke behandler dem som han bør? Løb væk dæmon, de voksne taler"

Sinclares smil blev bredere. Et barn ville ikke kunne løse noget som dette. Der skulle en større opstandelse til at få disse mennesker væk fra Di Morga. Alt hvad dette lands befolkning behøvede at finde ud af var; Hvad.

Hun rystede let på hovedet, og svævede væk da en anden mandsling udfordrede kvinden. Hun ville ikke melde sig ind i en krig der ikke angik hende.

//Sorry kort post ^^'
Out. //

Amelia stoppede atter op.. Parken syntes pludselig at være fyldt med uhellige stinkende væsener. Hun betragtede den ene freak til den anden med et hævet øjenbryn imens hun atter sugede en halv smøg i sig. Hun lod fingrene stjæle den hvorefter hun skød den væk med et smølfespark. "Gee.. Man går sig en tur og pludselig er alle så fjendtlige?" En kold morskab lå i hendes stemme. "Jamen.. jeg kan osse lege med." Hendes brune øjne sendte et gyldent lyn fra sig i det dunkle lys af ren hårdkogt morskab. "HVAD FANDEN STÅR I OG HÆNGER FOR?!" skreg hun da op og satte hænderne i hofterne imens hendes anden hånd fangede revolver nummer to. "PRÆSENTER GEVÆR, GENTLEMEN!"
Ud fra buske dukkede soldater frem, alle placerende sig bag væsenerne med store maskinpistoler imod dem. Amelia fnøs. "Dovne idioter kan godt forsyne d´sig selv med våben, men ikke tage mit legetøj med? .. Tsk." Hun gav et legende honnør fra sig til de ubehøvlede gæster inden samtlige soldater åbnede ild imod dem. Hun var klar over at det nok ikke ville gøre det af med dem, derfor måtte hun ha fat i det tungere skyts.
Hun stak i et løb da våbnene blev affyret.. imod byen i en ret så høj fart, selvom træer og grene gik lidt i vejen. Hun hvæste kort og slog armen foran sig for at fjerne en stor gren.
"Ikke engang en smøg kan man yde i fred."

//Rækkefølge: Mig, Sinclare, Taia, Malcom, Lucas//

Taia vare rasen. Du skal ikke tale sådan til mig. Jeg er en nightdemon og jeg er ikke bngae for et mennske som dig, du er af den svager slag her i byen så jeg siger det kun en gang til .FORSVIND ELLER DØD "sadge Taia nu var hun først vred hun diret af bare vrede, sådan en kvinde kunne ikke skræme hende eller noget. For hun var nemlig ikke nem at skræmme mere efter hun nær var blive kørt ned, først gang hun var alene i byen efter skole

//Taia det her er sidste advarsel. Ret dine evner inden dit næste oplæg eller du blir overflødiggjort i emnet//

Malcom så en anden fintklædt herre komme imod dem, han brød sig vidst lige så lidt om deres nye gæster som han selv gjorde, en dejig ting, det betød af han ikke var alene omat slås med hende og de soldater der lå i buskene bagved dem. Han fik dog et chok da hun kaldte dem frem og hun gav dem ordre til at skyde, han sendte den anden mand et kort nik som viste han ville tage sig af soldaterne, en lille pige stod samtidig og truede militær kvinden, han havde ikke meget til overs for kvinder der prøvede at være though. Larmen fra geværene begyndte og i det samme knaldede han stokken i jorden og dukked op i en flammesøjle bagved et par af soldaterne, hans blik var ondt og han nød hvert et sekundt af hans kamp mod disse ubetydelige væsner. Han hamrede stokken ned i hoved på den første soldat så det splintrede og blodet fløj ud over det hele, de to andre der stod hved siden af ham prøvede at nå at vende sig om men det var forsent, den ene fik brækket nakken og den anden blev med utrolig kraft kastet efter nogen andre soldater som kom løbene. Han råbte højt og forpustet til den anden mand "Så fang hende dog.... det er hende der styre dem!". Han fortsatte sit blodige opgør med soldatern, det ene skrig efter det andet blev hørt samtidig med at der blev tykt i luften af en krudtlugt.

Lucas trak vejret dybt ind. Lukkede øjnene. Huskede, huskede tilbage på tiden i militæret, huskede på ham selv som befalingsmand, og de kommandoer han i tidens løb havde givet. Denne handlekraft tvang han nu igennem hver celle af hans krop. Som vampyr, var det fantastiske, at alt man kunne da man var i live. Kunne man som vampyr, ti fold. Derfor, typisk dem der var stærke i live, kunne smadre huse i deres uliv. Lucas, havde levet sit liv med at give kommandoer, og i ulivet var disse komanndoer så kraftfulde at de gik direkte til diverse nervecentre, og enhver måtte adlyde. Om end kun i et par sekunder... Men han havde kun mødt en person der kunne ryste det af dig efter få sekunder. Malakel.

"STANDS!"[ Råbte han, hans stemme rungende af autoritet, som et tordenskrald fra hans mund. Han stirrede på hende, hvor langt væk var hun... 100 meter? 200? Deromkring! Han satte i et løb efter hende. Håbede at hans kommando havde en form for effekt. Håbede? Hah, hun var IKKE Malakel, selvfølgelig var hun standset! Den venstre hånd tog fat om stokkens midte, klar til at slå, i sekundet han var nær hende, mellemskulderbladene ville den side. Stokken blev trukket tilbage. Fløj gennem luften.

Amelia fortsatte i spurt uden egentlig at se sig tilbage efter sine mænd. De vidste hvad der var gået med til. Idiote.. Livssvage personligheder uden børn og familie.. for ikke at tale om fanatikere eller bare dem der gerne ville være underlagt en smuk kvinde. Mænd.. Svage. Amelia smilede for sig selv inden hun parerede en stor sten der lå i vejen. Hun stødtede hånden derimod og lod sig glide ned på den anden side uden besvær. Da skulle hun atter til at sætte i spurgt da en rungen ramte hende som et tordenskrald. Med et føltes det som om hendes hjerte var sat i en skruetvinge og nægtede at lade hende flytte sig af en grund der ikke kunne defineres. Hun tav et meget kort øjeblik, hvorefter hun vendte sig halvt om, opdagede vampyren i hendes retning. Hun smilede da. Selvfølgelig. Blodsugere og deres tankespind, men næ nej! Denne her kom ikke ind og rode i hendes hoved. Med et klik fastlåste hun et sølvfarvet magasin i den ene revolvers åbning og rettede den imod vampyrens ansigt med en bevægelse der nok ville være ganske nær dennes. Hun trykkede på triggeren og udtalte bittert: "Hola, bitch." inden hun førte to skud sølvkugler afsted imod denne. Hun havde læst på lektien. Krudt og kugler af jern var intet imod disse udøde.. Hun ærgede sig bare over at hendes UV magasin stadig befandt sig i byen.

Taia undgik med nød og næb. At blive ramt at skuden hun viste ikke hvad hun skulle gøre hun var ikke klar, endnu til at slogs i mod voksen mennske og væsner hun var bare et barn. Men et særlig barn hun hade skyggerne ig kørkes gave i sig og , det lod hun op sluge nogen soldater men ikke ret længe for de var får stærke for hende endnu. Hun var fanget og kunne ikke komme væk i det smamen mærke hun, sin fryget tag over for hende hun ryste og kunne ikke styre sig

Malcom hyggede sig med de sidste af soldaterne der havde brugt al deres ammunition og nu bad til deres gud om at blive skånet fra at blive sendt i helvede af denne djævel... bah gud, der var ingen gud, ihvertfald ikke her. Malcom gjorde kort process og rev hovederne af dem en efter en, hvilken dejelig måde at hygge sig på en torsdag aften, han tørrede sin stok af for blod og begav sig i den retning som kvinden havde løbet da en øresønderrivende kommando kom gennem luften og fik ham il at standse med det samme uden at tænke over hvorfor, det måtte have noget at gøre med den anden mand, han måtte have en eller anden form for tankekontrol når han koncentrede sig, ikke at det spillede en rolle han kunne komme rundt uden at bevæge benene alligevel. Malcom hamrede stokken i den bløde jord og dukkede op mellem den anden mand og kvinden i samme senkund som hun affyrede sin revolver, en frygtelig smerte brændte igennem to små huller i venstre skulder, skudene var uden tvivl tiltænk den anden mand men da malcom var højere havde skudene sat sig i hans skulder. Malcom faldt på knæ og tog sig til skulderen hvor tykt sort blod strømmede ud.

Lucas trak svagt på øjenbrynet. Det var blot en smule mærkeligt. Men mere tøvede han heller ikke. Stokken, eftersom den ikke var stoppet, nu hvor Malcolm tog skudet der var tiltænkt ham. Lucas sagde ikke et eneste ord. Spændte blot enhver muskel i hans krop. Lagde ekstra kraft i. Sigtede efter det bløde punkt mellem skulderbladene.

Et svagt sting af melidenhed kom fra ham. Malcolm, han havde taget det der var tiltænkt ham, og Lucas var sikker på, at han ville være mere end bare almindeligt såret hvis den kugle havde ramt ham. Overvejede kort hvor meget han burde gøre ved dæmonen? Burde han rykke ham fra hinanden? Drikke ham tør for blod og derved modtage hvad end der måtte være i ham af kræfter? Men nej. Hvis Lucas regnede med at holde bæst og menneske adskilt, så måtte man ikke lade sig opsluge af en enkelt lyst til magt. Hvad havde fået ham til det? Hvad havde fået dæmonen til at tage hans kugle? Alle disse tanker fløj igennem hans hoved, men dette fik ham dog ikke til at koncentrere sig mindre om opgaven.

Objekt A, kollision med punkt B. Med højst mulig fart.
Hvor svært var det?
Et sus af luft....

Et dunk, eller var det fantom respons?

Hjertet havde rent faktisk taget en rytme til sig, som Amelia ikke var meget bekendt med. Stress. Hendes ben ville atter ikke løsrive sig fra hvad møgvampyren havde kastet over hende. hendes pistol endnu rettet imod de to, hvor den ene havde taget skuddet fra hendes egentlige måde. Hvor belastende. Mage til elskelige handlinger skulle man lede længe efter.
Et kynisk smil kom fra Amelias mund imens de mørke øjne stadig var spændte og alt for observerende. De trak og hendes fødder blev atter til noget bevægeligt.. Langsomt. Hun sigtede fortsat på dem indtil hun mærkede følelsen vende tilbage. Da fyrede hun, imod Malcom, sin skulder imod hans solar plexus imens han ømmede sig for at skubbe ham tilbage, imod vampyren. Hun var stærk, taget et menneske i betragtning og sikkert stærk nok til at vælte en om kuld hvis denne ikke havde brugt al fokus på sårene. Da ville hun vende sig brat og stikke i et løb igen.. en smule kluntet først da hendes fødder atter var medtaget. Hun forbandede dem. Pokker stå i magiske fordele!

Malcom ømmede sig og holdt hans venstre hånd som press på hans blødende skulder *Satans... det var sgu ikke meningen dether*, han nåede lige at tænke tanken før kvinden kom bragende ind i hans brystkasse så hårdt hun kunne. Malcom bevægede sig næsten ikke, for hende måtte det værre som at tackle en betonvæg, Malcom hostede et par gange og genvandt langsomt luften, *dumme menneske, jeg er højere og tunger for ikke at tale om skabt af svovl og pimpsten*. Malcom kiggede på kvinden der havde prøvet at vælte hans godt 2.5 meter høje krop hved at give ham en skulder i brystkassen... Malcom bojede sig ned mod kvinden og brølede hende lige ind i hoved så spyt og en kraftig lugt af svovl blev slynget ud af munden på ham, hans blod susede igenne kroppen og han kunne mærke han var hved at miste kontrollen fuldstændig. Malcom slyngede sin arm mod kvinden med en styrke der kunne have dræbt en ko på stedet.

Lucas stoppede. Det var håb. Svagt håb ulmede. "Fortæl dem alle... Terre... er MIN by... Forsvind så menskling!" Lucas spyttede efter hende. Efter hendes ansigt. Hvorefter han vendte sig og gik. Gik ganske roligt fra kamppladsen.

//out, undskyld//