Speciel emne-War.. when will it end?

En rød håret engel kom gående med en flok børn. Deres tog var flænset midt over, og de var kom mager og ben. Asmas øjne var langt væk vågne. Hun så sørgmodigt på dem, mens et par stykker græd. Asma holdte på den mindste af børnene. Ikke ældre end par måneder. ”Så børn. I er i sikkerhed her. Vi hviler os, også fortsætter vi eller” Asma satte sig træet ned, mens de andre børn rykkede sig tæt på hinanden og holdte hinanden i hænderne. ”Det koldt hva'?” smilede Asma, for at skyde humøret oppe. Ingen svarede hende. Hun sukkede og så på den sorte himmel. Hun kørte en hånd gennem sit røde hår, mens hun skimmede stedet de nu var. Ikke fordi det interesserede hende, men det lignede et sted det havde været før. ”Krigen slutter vel snart. I skal ikke være bange. Det er der ingen grund til, når jeg passer på jer” sagde Asma stille, og så på de sultne børn. De var godt nok ikke særlig mange. Syv børn og den lille Asma bar rundt på. ”Vi vinder”

Chez åbnede hurtigt hans gyldne øjne ved lyder af skridt fra mange personer. Af normal reaktion rakte han ud efter sniperen og kiggede ned fra taget af den høje bygning. Han ånede lettet op da han så at det bare var et par børn og en ung kvinde, som kom gående. Først vidste han ikke helt om han skulle lade dem være eller hjælpe dem , da nogle af børnene var sorget. Ikke slemt sorget men nok til at få den til at græde. "jeg ville ikke gå den vej vis jeg var jer" råbte han ned til dem. Vis de fortsatte den vej ville de støde ind i den franske hær, de var jo overalt. Det var svært at se hans ansigt fra den sorte hat som matchede hans sorte hår.

Asma tyssede stille til børnene som frøs af kulde og dem der var lidt såret. Hun sukkede og forbandede sig selv for det. Hun skulle til at gå videre, inden hun hørte en stemme.. oppe fra tagne? Asma kiggede op, forberedt på det værste, men opdagede kun en dreng. Hun var dog ikke sikker. ”Vi kan knap gå, herre. De her børn var på rende til at dø. De har mistet deres forældre og jeg er deres 'reder'” Asma lød træt, vel viden at det var hun også. ”Jeg vil bare føre dem i sikkerhed og derefter hjælpe de andre!” Asma råbte tilbage for at være sikker på at han hørte hende. Hun gik dog ikke videre. Lag den mindste barn på hendes trøje, mens hun selv tørrede sveden fra sin pande af. Asma plejede at lyse op, men i dag var hun hel fra den. Hendes venstre hånd havde fået sig en lang ar, mens de stadig blødte fra den. ”Vi sidder i den, herre”

Han fik færten af hende *en engel?* tænkte han og lyttede til det hun sagde. Hun var deres frelser, eller reder som ville føre dem i sikkerhed. "sikkerhed?" mumlede han til sig selv og tænkte over om der overhovedet var et sikkert sted i denne by. De franske soldater ville ikke tænke videre over at dræbe hende og de små børn.
"Der er en butik henne ved næste hjørne " råbte Chez ned til dem. Han tænkte at de nok var sultene
En duft af blod blev mere og mere dominerene. Han kunne lugte at Asmamix bløde, og det irriterede ham en del. Han var jo tros alt en vampyr. Chez valgte at gå ned af bygningen og hen til dem, han havde ikke taget hans våben med, han havde kun ne første hjælps kasse i hånden "den kan du vel bruge?" spurte han

Asmas blik blev på en måde sløret. Hun rystede på hovedet, mens hendes øjne søgte drengens. Hun holdte om sin blødende arm, mens hun gik frem imod drengen for at tage imod førstehjælpekassen. Hun smilede skævt, men uden glød i øjnene. Børnene havde valgt at sætte sig ned, og betragtede Asma som nærmest havde svært ved at gå helt over til drengen. Hun træk vejret dybt, og lige da hun snittede kassen, faldt hun om. Hun rystede over kroppen, mens hendes hånd holdte om den blødende arm. ”Hj-hjælp... børn..ene” sagde hun stille, mens hun kæmpede imod smerten da med 'et væltede over hende. Hun havde løst til at takke ham. Takke at han overhovede gad at tale med hende, men hun kunne ikke fokusere på andet end smerten i armen. ”Undskyld...” Asma lukkede øjnene i, mens blodet dryppede ned på jorden.