Speciel emne - War.

Sted: Terre?
Tid og dato: Den 23 december, eftermiddag.
Vejr: Solen skinner, men det er bidende koldt.
Omgivelser: En masse mennesker der er ude og gøre de sidste jule indkøb.

Et bredt smil dannede sig på de rødmalede læber. Kvinden der stod med hendes basuka over ryggen og hendes to speciel lavede pistoler i hænderne. Lige nu, var hun sammen med nogle af specialstyrkens 'håndlanger' disse mennesker som var livvagter for dem som var specialstyrkens elitet livvagter, eller hvad man nu skulle sige de var, faktisk fandt hun det dybt tåbeligt at folk faktisk havde ansæt sådan nogle mænd som alligevel ikke hjalp en skid. Hun smed sin smøg væk fra sig, og begyndte langsomt at gå hen over gaden, mens hun kiggede lidt omkring "ALLE SMIDER SIG NED PÅ GADEN NU!!" skreg hun med en meget tøset og fin stemme, faktisk ville man slet ikke tro at folk som hende var med i militæret, men hun var trods alt en af de bedte. Hendes ravne sorte øjne kiggede sig lidt omkring, inden hun nikkede til mændene at de kunne komme ud af bilen, nu skulle der tages gisler, bare for at vise Di Morga, at nu var der krig. Et sadistisk smil bredte sig hen over hendes læber, som hun så hvordan fortvivlede kvinder og børn måtte kramme sig ind til hinanden, mens at mændene stillede sig oppustede foran dem, for at vise at de ikke gik frivilligt. Tåber! Hvad de ikke viste de gik ind til. Hun rystede lidt på hoved, og afsikrede hendes pistol, dette skulle nok blive sjovt.

//husk når vi kommer igang, ludoreglen! ^^//

En rødhåret engel, med to andre kom gående. Hendes vinger lyssede imod solen, som var kold i dag. Ikke en overraskelse. De to personer der gik ved siden af hende, var også engle. I stedet for hvide vinger som hende, havde det sorte. De havde begge masker på, og ingen af dem sagde et lyd. Asma kiggede rundt på de fortabte væsner. Hun bed sig hårdt på underlæben, mens hun langsom fyldtes med had. Nogle græd, andre skreg. Og for ikke at tale om den høje stemme som overdøvede de grædende væsner. Asma gjord en lille nok med hovedet. Hendes ledsager fløj op, og lod noget som lignede kniv dale ned. Asma greb de elegant, mens et smil bredte sig på hendes læber. Endelige kunne hun være til nytte i det her samfund. Hun gemte kvinden i sin brune bælte som forresten var udstyret med andre ting. Man skulle tro at det var simple menneske våbner, men man skulle aldrig tvivle med en engel. Ikke når de var i kamp i hvert fald. ”HOLD JER I RO! DER SKER INTET!” råbte hun tilbage, og håbede at den underlige stemme som gjord folk bange ville høre på hende?

Taia var på gaden. Hun var sammen med sin far og mor hun bliv forskræget over hvad der skete, i byen hendes far gjore sig kampklar og det smamen gjore hendes mor og hende selv. som Nightedemons var de ikke bange af sig og selv om at Taia, ikke var mere end 11 år var hun slet ikke bange hun gik frem i mod den kvinde som. Hade rådet at alle skulle smiede sig på jorden " du er ikke velkomme her forsvind, ellers kom du til skade mennske 2 sadge taia vredt. Hendes lysehår stod til alle side og så endnu mere vildt ud end nogen siden før, hendes far og mor kom hen til hende og så på kvinden taia slog ud efter hende(Joy)

En sort skiggelse stod på taget af en bygining og så militærbilerne komme rullende ind på red og række, den så hvordan der blev råbt af folk og hvordan det nemt kunne ende i en massakre uden lige, en skøn ting i dennes øjne. En kvinde sprang med det samme i øjnene på ham, hun måtte værre lederen af denne flok vanskabninger, havde det ikke været fordi hun var ved at bortføre Di Morgas befolkning ville han uden tvivl have opført sig på en anden måde overfor hende, men disse mennesker ville endag blive hans egndom så han kunne ikke lade hende tage dem. Skyggen bar meget fint tøj, næsten for fint, et sort-blankt jakkesæt med en hvid skjorte indenunder og et rødt silkeslips, i hans højre hånd bar han sin elskede stok, den var sort med en sølvfarvet knop på toppen. Der lød et lille bitte puff som han hamrede sin stok i jorden og forsvandt til et tag der var nærmere bilerne, med et smil satte han sig baghved en mur på taget og begyndte at lege med nogen marmor kugler som fik en lilla nyance *Velkommen til Terre Bitch!* tænkte han med et smil på læben og kastede marmorkuglerne over muren ned mod bilerne. Der gik et øjeblik og en af mændene fik øje på kuglerne, "Se... kom se jeg har fundet ædelstene!" hans råb fik nogen flere til at stimle sammen om kuglerne og i næste sekund eksploderede de i en kaskade af røg og alle regnebuens farver.

Lucas så det ske. De isblå øjne betragtede, en harme vagtes i hans indre, ganske vidst så havde han ingen følelser for indbyggerne. Men dette var HANS by, eller det ville det blive, han kunne ikke regerer en bunke pindebrænde. Så derfor, trådte han ud fra gyden. Han var som altid iklædt sorte pressefoldede bukser, hvid skjorte, sort vest og lige så sort blazer. Slipset var ikke så stramt som altid. Det kunne blive en ulempe. Håret var redt tilside, en smule mindre korrekt end de plejede. Det var gået stærkt.

Han tog et skridt, satte den sorte ibenholts stok ned imod jorden med et hårdt smæld. Betragtede som der blev taget gisler. Tænderne knagede imod hinanden. Da begyndte han at gå, stokken hamrende imod gadens fortorv med faste slag, som han tog endnu et skridt. Smilet blev breddere da han betragtede hvordan borgerne smed sig på jorden. Her stod han så, følte sig som en kæmpe blandt dem der lå på jorden. Så i et kort sekund forundrelsen i deres ansigter, soldaternes. Lucas stod helt stille og betragtede scenariet.

Efter et par sekunder, hævede han stokken og hamrede det så hårdt han kunne ned i jorden. Der lød et højt KLANK. Ignorerede chaoset omkring ham, og talte. "Opmærksomhed de damer!" hans stemme var høj og tydelig, og tydeligvist rettet imod soldaterne. Selvom der kun var en enkelt dame blandt dem. "Så er det ud! UD! UD SIGER JEG JER!" Hvis torden havde haft en stemme, så var dette den. "UD af min by!" Og som han sagde dette, priste han sig lykkelig for evnen fortitude. Ikke et menneskeskabt våben havde såret ham i hans tid som vampyr. Bortset fra sølv altså. 7.9.13.

de skrig, der slap de mange kvinder og børn, gav et ekko ned igennem gaden, der fik flere til at vende hovederne i chok, og forbløffelse. med frygtens lysene ud af øjnene. en krig var slut og en anden var begyndt.
mængden af mennesker begyndte at bevægede på sig, i modsatte retning af den vej, disse råb kom fra. nogle smed sig ned, med armene over hovedet. så deres ansigt var vendt imod den jord, de en dag ville ende i.
barnegråd, stemme og råb flød som musik med kulden. og i denne menneske mængde forholdte en person sig tavs. de mørkeblå øjne var vendt imod lederen af denne gruppe.. en blond kvinde ligesom hende selv.
en kvinde, hvis smil og sind, tyde på at hun ville kæmpe til sidste mand.
Eva, som den tavse kvinde hed, skyldte sig at trække sig ind til siden af den kolde mur. hun mærkede de skarpe mursten imod sin ryg, der var dække af en lang sort frakke i fineste kvalitet. for gang skyld var hun ubevæbnet. de eneste våben, hun ejede var de skygge, der skjulte sig bag hende. de mørke øjne vendte sig igen mod kvinden med
basuka. kæmpede denne kvinde for drøm eller et håb?

Nathaniel stivnede midt i at hælde dampende kaffe op til en velklædt herre, da en kvindes klare stemme skar igennem det ellers rolige by-miljø og beordrede dem ned på jorden. Kaffen oversvømmede den hvide kaffekop og manden foran ham bandede da den varme drikkelse ramte det fine nystrøgede jakkesæt.
Nathaniel ignorerede kundens irriterende stemme der forlangte erstatning og fæstede hele sin opmærksomhed mod kvinden, der var iført militærtøj og bar rundt på en bazuka(!?)
"Shit!" svor han og smed alt hvad han havde i hænderne - dvs en skoldhed kaffekande og mandens kreditkort - og spænede ind bag disken og ud i personalerummet hvor hans sorte lange frakke hang på en metalbøjle. Han havde ikke tid til at skifte til noget andet end den sorte arbejdsskjorte der hørte til jobbet på cafén.
"Hvad fanden foregår der!?" mumlede han da han åbnede døren til personalerummet og trådte ud i kaos.

En fra militær, havde fanget en nonne. Han holdte hende stram og hev hende mod de andre "Undskyld mig. Men du ved godt det ikke høfligt at rage på en, man lige møder..?" sagde hun med en meget overrasket stemme. Hun prøvede ikke engang at komme fri. Næ. Faktisk, stod hun stille, imens hun blev trukket af sted på fortorvet. Hun sukkede da hun hørte damen der råbe. "HEY.. Jeg vil også være med" sagde hun med en dejligt drilsk stemme. Hun rettede hendes briller, imens militær manden så undrene på hende. Pludselig fløj en ben mod mandens hoved, så han fald omkuldt. Det var nonnens lange ben, som ramte ham. Han skulle til at rejse sig op, men denne nonne var for hurtigt. Hun holdte hans hoved med en hånd, pludselig blev han stiv og slap. Hun havde stoppet alt hans blodsystem. Hun så mod de andre "Så er det tid til at male byen rød.. Ik..?" spurgte hun med en drilsk tone..?

//sorry jeg ikke har svaret endnu.. jeg har lige nu nogle ret så personlige problemer der skal rettes op på, svare så hurtigt jeg kan når det er blevet ordnet!//

//Det er helt i orden Joy - gør ikke spor. RL er trods alt det vigtigste PS. håber problemerne løser sig for dig//

Et irriteret suk bannede sig igennem Joys strube da hun kiggede på de mange mennesker, ville de dog ikke bare følge med!? Fattede de ikke, dette var en leg? Hun kiggede på den lille pige som prøvede at slå hende, og fjernede sig hurtigt og elegant mens hun kiggede med irriteret øjne på den lille pige, hvad fanden bilte hun sig ind? De ejede dette sted, folk havde bare at følge med, eller dø. Hun vente øjne over alle de ting der skete, hun havde set ting der var værre, selvom det overraskede hende, hvad mon de brugte siden de kunne alt dette? Viste de allerede at de var påvej, og sat en masse udstyr op. Der kunne jo ikke være nogen realistisk tanke omkring hvordan at de opførte sig. Hun rystede lidt på hoved "SÅ ER DET NOK!! Frankrig ejer dette sted!! SÅ HVIS ikke alle makker ret skal jeg personligt sørger for at hængning bliver genført!! SÅ NU HOLDER I ALLE KÆFT OG FORHOLDER JER ROLIGT!!" trods for hendes mundering, med ned ringet trøje, stram nederdel, og højhælede sko, skulle man ikke undervudere hende, hun kunne skam mere end hvad man lige troede. Hun kiggede lidt over på mændene om at de bare kunne gå i gang, mens hun væssede af irritation. Dette var bare ikke den dag man skulle løbe om hjørner med hende.

//tik tak o.o.. nogen der vil svare?//

//må jeg da godt svare igen uden de andre er her?//

//yeah så spring de to første over ^^//

Malcom sukkede let og lyttede til mændenes skrig, hans små kinetiske bomber havde gjordt det de skulle: skabe kaos i fjendens gelleder. Malcom sukkede igen og tog en dyb indånding inden han hoppede ned fra taget og begyndte at gå til angreb på de sårede og forvirrede soldater, der lød hyl og skrig overalt omkring ham da de fik øje på den 2,5 meter høje djævel, nogen blev sågar så bange at de faldt på knæ og begyndte at be til gud om frelse mens andre tissede i bukserne eller begyndte at løbe. Malcom nød hvert et øjeblik, han stormede frem mod en soldat der stadig havde sit våben og var kold nok til at begynde at skyde efter ham, med et snuptag fik Malcom fat i ham og kastede ham således efter den kvinde der stod et godt stykke længere fremme og råbte kommandoer til soldaterne, heldigvis havde hun ryggen til og ville formentlig ikke opdage hans lille luftbårne velkomstgave. Malcom var i midlertid nød til at gå tilbage til kampen mod soldaterne da de begyndte at skyde efter ham så han så aldrig om han ramte hende, han sprang frem og brugte en soldat som skjold mens han løb løb over mod den gruppe der skød på ham, *mennesker er kke rigtig kloge, de burde da vide at jeg ikke er så let at slå ihjel* han smågrinede således da han nåede frem til soldaterne og begyndte at brække deres knogler med hans stok, Malcom endte med at stå over de sårede soldater med et par skudhuller i armene og et enkelt i den ene fod, der løb tykt sort blod ud som begyndte at ætse jorden den landede på. Malcom lod vandet løbe ned af sine tænder og begyndte således at æde soldaterne, andre soldater kunne kun høre lyden af brøl og en lyd af tøj og kød der blev revet fra hinanden sammen med en masse skrig.

//Jeg var godt nok en af dem der blev sprunget over, men kan jeg stadig skrive ind?//

//Selvfølgelig :) Så kommer du bare efter Malcom. Du er stadig velkommen.//

//Danke :D//

Asma som bar på den skinnende kniv om livet, så just ikke for glad ud. Hun havde nu ikke i sinde om at bruge den, men alle de skrigende mennesker og de bomber der lød, fik hende mere til at tænke på kniven. Asma kastede sit blik imod solen, mens hendes 'kammerater' fløj ned til hende. En høj mand med maske på og sorte vinger, rakte et barn imod Asma. Barnet græd, mens den ene knæ blødte. ”Find de andre. Jeg tager mig af det” Asma gav et nik, mens hun skulede ti blodet. Hun rev noget af hendes hvide trøje af, mens hun band det om banets knæ. Selvom det nok ikke standsede blodet, så vil det da standse lidt af det. Asma satte sig på hug, mens hun stille holdte barnet. Hvorfor al den krig? Hvorfor kunne man bare ikke sætte sig ned med en kop kaffe, og tale om det? ”SÅ TI' DOG STILLE KVINDE!” skreg Asma højt tilbage, til den kvindelig stemme. Den stemme fremkaldte raseri imod hende. Forbandet! Men det underlig var, at Asma kunne høre det gennem al den her støj. Bomber, og mennesker som led. ”Kælling!” snerrede Asma, mens hun smed sin trøje, så hun kun havde en lille sort T-shirt på. Hun lod barnet lægge sig på den, mens hun tog en elastik frem og bandt det om hendes lange røde hår. Hun bar allerede i forvejen intet. Hun havde kun røde shorts med kors på og den sorte T-shirt, og ingen sko. Asma fløjtede og en af de maskerede fløj ned. ”Ben. Bliv hos ham!” kommanderede Asma. Den maskerede ved navnet Ben nikkede, og tog barnet op og fløj af sted. Asma rejste sig op, mens hun smilede skævt. ”Så er de os imod dem”

//kan jeg også stadig nå at skrive ind? :)//

//du skriver bare Eva :)//

//tak :D//

det sket pludselig for meget, til at at hendes sanser kunne nå at følge med. en ung blond mand, der enten led af dumhed eller mod, trådte frem foran kvinde med det lange lyse håret og de rødmalede læber, og råbte noget med at dette var hans by! hvordan det enten tilfald ham? for hvad hun havde hørt af rygter, skulle denne by, tilfalde en ækel halv dæmon, der ejede noget værdifuld, som hun skulle bruge.
ikke denne unge mand, der bar en svagt lugt af vampyr over sig. men selvom man var velklædt kunne man vel stadig lide af dumhed?
Eva drejede hovedet i den modsatte retning, i langsom bevægelse, der fik mørket til at bølge igennem det blonde hår, som kærtegnede skyggerne det kort.
i den modsatte ende mødte hendes blik mennesker, der lå langs de hård brosten.
hvor de enten bedte for deres liv, eller hvor de prøvede at gøre sig så anonyme som mulige, for et sted troede de vel i deres naive tilstand, at de kunne undgå denne krig, ved at gøre sig små. denne krig som der var begyndt tag sin begyndelse eller som allerede var igang. Eva lagde sine slanke arme over kors med en diskret bevægelse, før hun langsom lod skyggerne trænge tydeligere frem, uden at deres egentlig omriset kunne ses. hun gjorde det kun for at falde mere i de omgivelser, der omkring hende. for en observer den scene, der spillede sig foran hende.
for alt i alt lovede det her noget, som var værd at bruge sin tid og energi på.

//Sorry, jeg slet ikke har svaret -.- Havde tralvt i dag. Men håber jeg kom nå at komme på.. Men hvis jeg ikke svare nu. SÅ svare jeg i morgen -.-

Lucas lagde hovedet en anelse på skrå, betragtede scenariet. Ja, han hørte skrigene, både fra de faldne soldater som Malcolm var igang med at rykke i stykker, og så naturligvis fra det overfaldende. Lucas tog et skridt frem. Endnu et, gik med faste skridt imod damen.

Noget, et svagt dunk fik ham dog til at standse, noget havde boret sig ind i hans håndryg på den højre hånd. En kugle. Lucas læber skiltes i et smil. Ikke sølv. Det tog ham ikke mere end et kort sekund at børste kuglen væk. Med et smil, der antydede at dette var ingenting. Nå ja, det var ingenting, han kunne tage en umådelig mængde af slag, og kunne næsten kun skades af sølv. Men hvis fjenden troede han havde mægtige kræfter, udover hans dominans, så var der vel intet forgjort i det? Derfor reagerede Lucas ikke, fuldstændigt ligegyldigt, søgende at skabe illusionen af magt omkring ham. Det lykkedes. Efter de første fire - fem kugler var børtstet af ham. Som var de de ingenting, fortsatte han sin rolige gang imod kvinden med Bazookaen, der udviste en vis form for autoritet.

Noget glimtede ud af øjenkrogen, et glimt af sølv. En enkelt sølvkugle var blevet affyret, og det tog Lucas et mikro sekund at opfatte at det var et uheld, men stadig, hele hans magt udstråling ville falde sammen hvis han blødte. Blot det mindste.

Foden blev sat hårdt imod jorden mens den anden blev ført bagom, gørende hans fremskridt en anelse langsommere, hvilket resulterede i at sølvglimtet fløj foran næsen på ham.

Et smil gled over hans læber. Han havde aldrig rigtigt været en danser.

"Min kære ven" Hans stemme var ganske rolig, nu hvor han stod måske 2-0,5 meter fra kvinden. "Hvilken del af min: "Ud af min by" Er du du har svært ved at forstå?"[ Han lod stokkens hoved hamre imod hans håndflade, igen og igen. Ikke hårdt. Men stadig truende nok til at han håbede på at blive taget seriøst.

Folk kunne skrige så meget de ville af hende, hun ville ikke føle sig mindre truet af dem alle sammen. Idioter, hvem troede de, de alle var? Folk der kunne bestemme over det hun stod for, over den franske krone, nu havde hun aldrig. Hun boblede af raseri, og måtte tænke sig om to gange før at hun talte, før at hun gjorde nogen form for handling, for ikke at handle overilet, som hun var kendt for at gøre. Hvis hendes far ville lægge mærke til at hun havde handlet uansvarligt, ville hun få noget at en skideballe, og hun gad ikke trosse den øverst kommanderene general, og bestemt ikke hendes far, måske den eneste hun nogen sinde ville blive bange for, når det kom til stykket.

Hun kiggede over på den rødhåret rapkæftede tøs, som troede at skrige tilbage til hende, gjorde det bedre, gjorde at hun stoppede. Et smil bredte sig hen over hendes læber, og hun kiggede ned på manden der kom tættere på, dette gjorde hende dog ikke særlig meget. Og hoppede ned fra det bord hun havde stået på og gik hen imod manden og stirrede ham ind i øjnene "Jeg er ikke.. din 'ven..'" sagde hun meget neutralt og hævede det ene øjenbryn "og hvilken del af, 'dette er ikke din by' forstår du ikke? Måske du skulle få tjekket ørelægen for svækkelse af din hørelse.." hun kneb langsomt øjnene sammen og gjorde en håndbevægelse om, at hendes mænd skulle stille sig i position, som hurtigt blev gjort. Hun rettede blikket mod manden lucas igen, og vente øjne af ham, inden hun drejede hurtigt rundt på hælen for at gå hen og stille sig sammen med mændende.