Vareulven og Vampyren (Baxie - Privat)

T: 01.00
S: Kirkegårdens gravsplads
V: ikke en sky på himlen. et flot halvmåne oplyser svagt natten, der er få lygter der oplyser kirkegården
O: gravsted og et par enkelte træer

Lazarus sad på en gravsten som han ofte gjorde. Han havde sin smukke røde frakke på og hans sorte bukser. Han havde ingen trøje på og eftersom hans frakke stod åben kunne man se hans veltrænede smukke hvide overkrop. Hans fejlfrie og smukke ansigt bar ingen tegn på følelse. Hans mørkerøde dyriske og dybe øjne betragtede den kvinde han holdt i udstrakt arm. Han havde leget med hende før han havde drænet hendes blod og dræbt hende. Lazarus kunne ikke lade være med at syntes mennesker som det han holdt i armen var kedelige. Der var ikke så meget leg i dem. Deres psyke var svag. Efter et par timers tortur ville deres hjerne ikke kunne mere og de ville blive sindssyge. Lazarus kunne lugte noget nu. Det var det han havde ventet på i så lang tid. Det var en vareulv han kunne lugte. Lazarus havde aldrig frygtet dem. Han var en Fuld Blods Vampyr og en af de stærkeste. Lazarus havde før besejret Vareulve. Selv når de var i fuld form. Dog ville Lazarus ikke dræbe Vareulve for tiden. Han skulle bruge dem. Som lydige slaver og kæledyr. Dog var en vareulv svær at tæmme. Han håbede på det var en kvindelig Vareulv der nærmede sig. Han ønskede det så inderligt. De var de sjoveste. Lazarus rejste sig og holdt stadigvæk kvinden i halsen med sin hånd imens hans farlige mørkerøde øjne kiggede i den retning han kunne lugte Vareulven.

Mudderet klistrede sig til støvlerne, forudsagt, at hun ikke sprang et par centimeter og landede på en gravsten. Det gjorde så forfærdeligt meget, når stenen var stærk nok til at holde de 36-37 kg. hun vejede, især fordi, at hun slap for at lave en masse unødigt baggrundsstøj.
Længere oppe sad et par veltilrettede minishorts, lyseblå, som morgenhimlens tidlige nuance.
En lang, blidt markeret, ærmeløs t-shirt stjal opmærksomheden fra de slet skjulte ben. Den var i en komplet beige, med en stor, flydende skrift. Hvad selve skriften var, kunne ikke engang designerne tyde, endda selvom de gerne ville.
Det hår, der slog sig om hendes lettere opmuntrende ansigt, blev kastet til siden af en venlig brise. Den kildede sig vejen hen af de let lyserøde kinder, forbi ørene og greb blidt nakkehårene. Øjnene var omringet af en stor, sort ring og fremsatte de tydeligt placerede iris, indhyllet i enten hvid, eller en sortbrunlig farve. Igen da hun landede på jorden og der blev skabt en ubehagelig, klistrende lyd fra fodsålerne, besluttede hun opstemt af ignorere det. Det var ikke besværet værd, hvis man alligevel faldt for hver andet spring mand tog, fra sten til sten. Tungen fugtede læberne, lavede en sær lyd, før al bevægelse standsede. Musklerne forblev uanstrengte og alt forstummede i mørkets omsluttende skyggehav. De lange skyggers arme rækte ud efter hende, henlagde alt undtaget ansigtet, i total sort farve. Noget var længere fremme. Baxie kneb skam øjnene sammen og lyttede til en let skramlen, en kort henlagt slæben og ja.. Hun kunne næsten hvordan et mystisk smil formede sig på den ukendtes læber. Et par korte snus og personen ville være afsløret...
"Haaah!" Hånden greb trøjen, hvor hjertet sad. Lungerne blev mast sammen i et kæmpemæssigt stød og al lyd fra hendes åbne gab, foreblev som en tynd gang støn. Den lugt var så sandelig genkendelig, ny.. Men genkendelig.
V... Vampyr! Den tanke slog hende, samme sekund, som lugten var blevet registreret. Samme sekund, som et ildsprudende lys faklede sig op inden i hende. Et brutalt lys, der krævede sin aftensmad. Sit offer.

Et flygtigt smil løb over hans løber i det han læste hendes tanker. Lazarus slap sit bytte som faldt livløst til jorden. Lazarus dyriske øjne lavede elevator blikket på Baxie. Lazarus trådte elegant frem mod hende. Det var nemt at se med hans langsomme og adrætte bevægelser at han var af nobel herkomst. Lugten der ville nå Boxie var ikke som andre Vampyr lugte. Det var stærkere. Meget stærkere, næsten så den sveg i næsen. Lazarus kørte en hånd langsomt igennem hans tilbagelænede hvide hår og sagde så med en blid og mystisk stemme ’’ Jeg er glad for du kun tænkte Vampyr.. Jeg hader at blive sat i samme bås som de svage og tynd blodede dyr ’’. Lazarus bukkede fint. Han havde gode manere. Lazarus lavede atter elevator blikket da han rejste sig igen ’’ Jeg er Kronprinsen over Italien.. Fuld Blods Vampyren Lazarus C. Chimera.. Mig en fornøjelse at møde sådan en.. hot lille sag som dig selv.. Vareulv ’’. Et smil gled hen over hans døde smukke læber igen ’’ Jeres slags plejer ikke at være så smukke.. Jeg er skam imponeret ’’. Lazarus prøvede at få øjenkontakt med hende. Det var nemt at føle han ikke var aggressivt indstillede. Dog virkede det på igen måde som om han var bange for Baxie. Det viste hans drilske blikke og hans langsomme bevægelser. Lazarus frydede sig over at det var en kvinde. Og at hun var så smuk var kun en god ting. Lazarus var bestemt imponeret over hendes fremtoning. Hvis ikke det var fordi han skulle bruge hende havde han helt sikkert ville nyde at torturere hende og gøre hende hans slave ved at nedbryde hendes psyke, ligesom han havde gjort det ved Angelie. Dette var skam en skam. Hvilken sjov han ellers kunne have haft det med det.

Håndens greb forblev stramt, ubetynget af sin lette rysten. Det mørke, hungrende blik flakkede fra overkroppen, til hovedet. Fra læbernes forsigtige bevægelser, igen overkroppen. For en sidste gang gik den fra overkroppen, til de glubske, rolige øjne. Der var noget over hans øjne, der stilnede ilden lidt af, og alligevel føltes det, som om, at han pustede til gløderne. Hun rykkede den frie hånd op til kinden, begyndte med neglespidserne at kradse. En tåbelig, men yderst effektiv, måde, at fjerne opmærksomheden fra det nervøse blik i de tågetykke øjne. Hvert sekund blev de overtrukket med fjerne og tætte skygger, formørkede hele tiden det flygtelige synsdrag.
Benene begyndte at skifte skødesløst, kunne ikke bestemme hvem, der havde æren af at være stolpen. Det ben, der skulle holde resten af vægten, så hun ikke smadrede direkte sidelæns imod mudderet og blev opslugt i snavs. Hun kneb irriteret øjnene sammen og fik en delvis kvalme over hans stemme. Den var alt for kold, til at have retten over disse ord, med komplet perfektisme. Ikke ligesom hans krop, hvilket absolut var mere end guf for øjet. Normale mennesker ville straks ønske at hoppe i kanen med denne mystiske, dragende fyr. Hans sikkert silkebløde, iskolde hud. De smukke, fejlfrie detaljer og glidende sving i det ydre. Alt omkring ham var perfekt... Alt, alt for perfekt for hendes smag.
Selvom at han smigrede, blev hun ikke den mindste smule forlegen. Der kom intet smil, læberne bevægede sig kun længere og længere nedad. Intet spor af glæde, generthed eller andre positive følelser, strømmede igennem fingre, hud, kød, sener, blodårer og knogler. Efter noget tid tog hun sig endelig sammen, trods sin stigende modstand, til overhovedet at ville kendes ved dette forstyrrende, dårligt lugtende, smukke, veldannede, utroligt fristende væsen.. Åh gud hvor han dog var køn og hvor ville hun gerne ville blive glad for de ord, han kom med. Men noget sagde bare, at han ikke var andet end fup og fidus. Alt for god, til at være sand. Alt for skøn, til at være den rigtige. Lidt for dejlig, til at andet end væmmelse flød i blodet.
Alt dette, takket være varulvens virus...
Den dumme virus!

Lazarus kiggede på Baxie og smilede en smule. Han stoppede med at gå tættere på. Han vidste hun ville blive påvirket af den lugt han afgav. Især fordi den var meget stærkere en normale Vampyrers lugt. Lazarus satte sine arme bag sin ryg og kiggede på hende med et dybt blik. Lazarus sagde med sin blide mystiske stemme ’’ Rolig nu smukke Vareulv.. jeg vil ikke til at bryde med dig ’’. Lazarus slikkede sig sensuelt om læberne ’’ Selv om det ville være sjovt ’’. Lazarus blik kørte op og ned af hende igen ’’ Ser du.. Jeg har faktisk et forslag til dig, smukke.. Jeg vil overtage tronen af Di Morga.. Og jeg for brug for Vareulve his jeg skal klare det.. Det vil også være noget i det for dig.. Der vil være territorier som vil blive tildelt her hvis i hjælper mig ’’. Lazarus slikkede sig om munden og prøvede at få øjenkontant med hende og se hende dybt i hendes øjne. Et drilsk smil kom frem på hans læber ’’ Fortæl mig, smukke.. Hvad skal jeg gøre for at tæmme dig ’’. Lazarus smilede igen og kørte langsomt sin hånd gennem hans hvide hår. Han bevægede sig på en langsom sensuel måde. Dog bevægede han sig ikke for tæt på hende. Lazarus koncentrerede sig om at læse hendes tanker. Han ville vide præcis hvad denne Vareulv tænkte. Hvis hun havde tænkt sig at angribe ham ville hun få sig en slem overraskelse, det var også derfor Lazarus ikke var bange. Hans evner var perfekte til at kæmpe imod Vareulve.

Imens at støvlerne fik fremstammet en klirrende lyd, kæmpende imod mudderets klistrefingre, bed hun sig blidt i underlæben. Hendes øjne blev knebet delvist sammen, på trods af hvad hun ønskede at gøre. Hendes bevægelser gik imod alle ønsker, så snart vampyren talte. Det var en sukkersød tale i hendes øre, så foruroligende bedøvende... Hun ønskede bare at kunne smile, overlade alt til ham og følge tåbeligt efter, som en eller anden fortabt hundehvalp. Men sådan blev det ikke, da det dykkende smil gik i stå.
"D.. Du regner da ik.. Ikke med at j-jeg følger en v.. Vampyr... som dig, vel?" Bare denne sætning fik hjertet til at slå over i 5 stød per milisekund. Sveden rendte langs halsen og fik den til at klø og prikke vildt og frådigt, som om kødet nærmest gik i opløsning. Tandkødet flåede i sig selv, ville tvinge tænderne til at gøre sig lange, ikke som en vampyrs, men overalt så tandbiddet ville stemme overens med en ulvs, og alligevel, noget helt andet.
Ved at trykke neglene imod taljens hud og kød, mase læberne imod tænderne og åbne øjnene halvt, lykkedes det hende, at fremstamme en pivende, svagt kvækkende sætning.
"Tæmme?.. Pusling dog... Jeg er utæmmelig" Hun sukkede befriet, da sætningen kom ud med mere selvtillid, end hun følte hun faktisk besad.

Lazarus grinede en smule. Hans grin var som en engel der sang. Han havde en utrolig blod stemme. Dog viste hans dyriske øjne at han ikke var en blid person og slet ingen engel. Lazarus sagde med sin blide stemme ’’ Jamen smukke Vareulv.. At arbejde for mig vil skabe mere magt til din race.. Ikke nok med det.. i vil få jeres egne jagt marker hor Vampyrer ikke kommer ind.. Kan du ikke se det ville være en god ting.. Ikke nok med det.. Det ville også kunne lindre på hadet mellem vores racer.. Hvis du kan kontrollere dit had.. Så er alle muligheder åbne ’’. Lazarus slikkede sig om munden og blinkede sensuelt med det ene øje ’’ Alle muligheder ’’. Lazarus kiggede da han kunne se hun langsomt begyndte at forvandle en smule. Lazarus sukkede en smule og rystede blidt på hovedet ’’ Jamen.. Smukke Vareulv.. Din menneske form er meget bedre.. Du er så smuk og sexede.. Når en Vampyr siger det.. Så er det et stort kompliment ’’. Lazarus kørte igen sin hånd gennem sit hår. Han førte en finger over sine læber og kyssede den. Så rakte han den over imod hende og smilede til hende. Hvis det lykkes for ham ville han berøre hendes læber blidt med sin finger og så trække sig et par skridt tilbage og afvente hendes reaktion. Lazarus smilede sensuelt igen ’’ tro mig.. Jeg kan jo prøve at tæmme dig.. Igen og igen.. Så mange gange der skal til, smukke Vareulv ’’. Lazarus blinkede med den ene øje igen.

Uden at tænke over det, fremskød hun let sit bryst, der langsomt udvidede sig. Blikket blev ikke drevet væk fra hans, nervøse, flakkende og aldeles skrøbelige. Lidt ligesom resten af hende, både i det indre, såvel, som ydre. Som en uberørt havbund, slog hendes vrede væk, bortført af et enkelt vindpust. Alle tegn på endeløs prikken, ubehagelig kløen, ignorant kradsen og drivende sved, forsvandt sporløst.
Hun var stum. Armene hang slapt ned af kroppen og læberne dírrede, havde intet at sige. Øjnene var både meget tågede, men også en del vakse. De spærrede sig op og begge iris stirrede lige forbløffet, på den sensuelt forføriske vampyr. Det var svært at sige hvilken af de to tanker, der fyldte mest i hendes hoved.
På den ene side...
Han er vampyr! Skal udslettes... Selvom.. Det ville være synd med den krop....
Hun rystede svagt på hovedet og kneb irriteret øjnene sammen, skuede endnu engang imod hans øjne. Selvom det sveg og gav hende lyst til at rykke sig nærmere, enten for at slå eller omfavne, stod hun komplet stille og betragtede ham kun. Det eneste, der havde følelsen af liv, var hendes hår, der svang sig om ansigtet og skuldrene. Kælet af den kuldegysende blæst.
På den anden side...
Magten... Hvis jeg tog imod den.. Ville jeg måske endda.. Blive... Føren af den hær.. Hæren af varulve. Hæren over mennesker og engle, asparaer og alle de andre.. Udover..... Vampyrene. Fred? Ja fred.. Fred er godt.. Og skidt. Uden krig, har vi ingen sjov. Med krig.. Er der lemlæstelse... Mit hoved.. Åh gud mit stakkels ømme hoved.
Hun måtte trykke begge håndrygge imod panden, for at tænke på andet, end den smertefulde dungren, der spredte sig omkring hendes kranie. Det føltes bestemt, som om, at der var en revne, klar til at flække sig yderligere.
Hun så op, bemærkede hvordan hans hår yndede det perfekte ansigt, der blev ved med at komme med sine små, omsorgsfulde kommentarer. Det var uudholdeligt, da måneskinnet badede hende i et blåt skær, alt imens hun stod i en kirkegård. Ikke alene. Ikke sammen med nogle.
Hverken ensom eller i selskab.

Lazarus bemærkede at hun ikke reagerede på hans berøring. Lazarus gik over og lagde sine arme omkring hende. Lazarus satte sine læber op til hendes øre og hviskede sensuelt i hendes øre efter han havde læst hendes tanker ’’ Der vil blive en masse lemlæstelse og krig.. Jeg regner med at Vareulvene skal være mine jægere og jagte oprørerne.. Krigen vil fortsætte men Vareulvene vil få magt ’’. Lazarus førte en hånd ned af hendes kind ’’ med dig ved min side vil vi skabe noget nyt.. Noget vildt.. Ikke nok med det.. Noget sexede og magtfuldt.. En Vareulv og en Vampyr.. Tænk over det.. Jeg ved du har svært ved at holde dit blik fra mig allerede nu.. Tænk over fremtiden.. Tænk over hvordan det ville være når jeg tæmmer dig.. over og over igen ’’. Lazarus fjernede sit hoved og trådte et par skridt tilbage. Lazarus slikkede sig om munden og kiggede om og ned af Baxie. Lazarus virkede meget forførende i hans være måde. Dog prøvede han også at lokke hende med hans ord om magt. Lazarus var en ond og mystisk Vampyr. Der var ikke mange der fik sådan et tilbud. Men nu var han heller ikke nogen normal Fuld Blods. Han var faktisk kronprinsen af Italien. Denne viden ville være normal for folk fra Italien. Dog var Di Morga jo i Frankrig. Lazarus stod og betragtede hende og gav hende et sensuelt og lokkende blik.

Hun gøs og spærrede øjnene helt op. Han.. Han havde ligget sine arme om hende i et kram.
Et kuldegysende, uhyggesfremkaldende, mareridtsabsoberende, vanvidssugende, fatamorgana-lignende, surrealistisk kram. Et kram, der fik kroppen til at skælve og halsen til at snøre sig sammen, til en rusten gang snoreværk. Fingrene både sitrede og var anspændte, idet han begyndte at tale. Han kunne tale, uden at få svar. Uden at blive forstyrret af andet, end hendes sværtslebne hosten.
Læberne blev fugtet, pressede sig utålmodigt imod hinanden og hun afventede hans slutsætning. Det afgørende ord, inden han ville stoppe sin åh så lækre talestrøm. Imens snakken stadig gik på, nærmest overtog hele hendes psykiske væsen og var på nippet til at slå skjoldet fra, faldt øjenlågene i. Hun kunne mærke hans stemme krybe sig nærmere og nærmere imod hendes forstand, blev mere åben for at godtage hans nærvær, selvom noget dybt inde i hende, stadig hamrede imod døren, for at komme fri. Lod de perfekt muskulerede arme beskytte hende og hans læber være så ufatteligt nære, men sammentidigt, så langt fra. Det sved direkte ind i hendes galoperende hjerte, at han ikke bare holdt sin kæft og kyssede hende direkte hvor hun ville have det. Ikke på øret, skulderen eller nogle andre steder, end de evigt pirrelige læber. De bævede under presset. Et tungt, helt igennem ubærligt pres, ikke at opfylde sine egne selvviske behov.
Hun kunne have svoret på at have hørt et tordenskrald, da armene fjernede sig fra hende og han endnu brød, den nærmest hypnotiske trance, som hans kram havde efterladt sig. Det var syet ind i hendes forstand. Den smerte, det gav, da han gjorde sig fri af hende. Hun ville skide på om tankerne var ynkelige, med den trængsel, der fulgte hendes stadigt voksende behov for nærvær. For ham.
"Bvv.v..v..v..." Uden rigtig at fatte, hvad hun selv fremmumlede, kriblede det overalt i hende. Øjnene løb en smule i vand, men den slatne mængde tårer, blev hurtigt fjernet af den ene håndryg. På ingen måde ville hun lade ham overtage hende så let!
Hvis det da ikke allerede var lykkedes... Hun var i tvivl.

Lazarus kiggede på hvordan hun reagerede. Et smil flød flygtigt over hans læber. Lazarus gik helt tæt op af Baxie og strøg blidt og sensuelt sin hånd over hendes kind hvor tårerne var løbet ned. Hans hånd var kold, men meget blød. Det var som at få kold silke ned af sin kind. Lazarus førte blidt sin anden hånd om bagved hendes hoved, ved hendes nakke og pressede det ind mod hans brystkasse. Den var også kold og intet bankende hjerteslag til at berolige hende med. Lazarus kørte blidt en igennem hendes hår på en sensuel måde. Han stod helt tæt op af hende. Der var ingen luft mellem dem. Lazarus sagde med en næsten hviskende stemme ’’ Du kan være rolig med mig, smukke.. Jeg skal nok passe på dig.. Jeg vil dulme den vrede du føler for min slags.. Du kan være helt rolig ’’. Der var noget beroligende over den måde han talte på. Lazarus lod en hånd blidt glide op og ned af hendes ryg i en beroligende rytme. Lazarus smilede og kiggede ned på hende da han jo nok var lidt højre end hende. Hans mørkerøde dyriske øjne betragtede hende med det kolde mystiske blik med den drømmeagtige dybde. Lazarus sagde igen med denne sensuelle blide stemme ’’ Kom med mig.. Så vil jeg vise dig en verden af nydelse.. glæde.. magt.. Jeg vil vise dig alt hvad dit hjerte begærer.. Kom med mig smukke vareulv og dit liv vil få en helt ny mening ’’. Lazarus vidste dette var sandt. Det var også derfor der lå den magt bag hans ord som der lå. Han var en charmerende Vampyr ud over alle grænser. Hans charme var kun toppet af hans intelligens og hans ondskab. Lazarus blev stående med hende så tæt op af sig og blev ved med at stryge hendes ryg bidt og sensuelt imens han afventede et svar var den smukke Vareulv der næsten virkede til at være i trance.

Baxie strittede ikke imod. Hun lod ham gøre hvad han gjorde, selv da hun næsten kunne føle sin egen ånde, imod hans brystkasse. Den kulde han afgav, var på samme plan, som stod hun og blev kælet af et lig.
Det var som om den enkelte tanke, ødelagde alle hendes seksuelle, lidenskabelige stræbelser. Hånden, der blev kørt op og ned af hendes ryg, afgav endnu engang kun væmmelse i hende. Det ord, der før havde fyldt hendes tvangstanker, blev kun set på med tomme, krakkelerede øjne.
Hvad skal jeg med magt.. Med et nyt liv? Hun kneb irriteret øjnene sammen og en let, frustreret brummen afbrød den førhen lidenskabelige omgivelse, de skabte.
Hvis man havde været tilskuer, havde de været et forelsket nyfundet par, omgivet af gravstene, uhyggelige skygger og en flot, inflekterende måne. Så smuk, så frygtingydende...
Hun tog sig sammen, lod sig stadig synke en klump, inden hun ville tænke, hvad hun absolut ikke kunne sige. Ikke uden, at andre ord kom ud.. For eksempel, et meget stort, tryglende ja.
Jeg sys du skal tage hjem og snave en af dine døde tjenerinder.. Det tror jeg, du ville være rigtig god til.. Jeg behøver INTET nyt liv, jeg har nok i mit nuværende. Blodsuger

Lazarus smilede da han læste hende tanker. Nu var han stort set ligeglad med hun lige havde provokerede ham. Faktisk gjorde det ham ikke spor. Normalt ville han have dræbt hende uden at blinke for at komme med sådan nogle ord. Dog kendte han nu hendes virkelig svar. Lazarus stoppede med at stryge hende ned af ryggen og lagde begge sine arme omkring hende. Lazarus grinede svagt. Hans grin var behageligt og blidt. Dog var det med en forførende klang. Lazarus ville ikke fortælle han kunne læse hendes tanker. Nej han ville bruge dette til at forføre hende yderligere. Lazarus sagde med en forførende klang i sin stemme ’’ Jeg kan se ind i din sjæl.. Ind i din smukke sjæl der kun bliver æret af dit smukke ydre.. For ikke at nævne de bløde fyldige og dejlige læber din smukke mund besidder.. Jeg kan se i din sjæl at du i virkeligheden ønsker dette.. Du ønsker at jeg giver dig alt dette ’’. Lazarus lænede langsomt sit hoved ned til hendes øre og bed blidt og sensuelt i det og hviskede så med en forbudt klang i hans stemme ’’ Jeg ved du ønsker jeg skal tæmme dig.. Du hungrer efter mig.. Efter min ondskab.. Efter det forbudte ’’. Lazarus lod spidsen af hans tunge blidt snitte hendes øreflip i det han langsomt trak sit hoved tilbage. Han kiggede på hende igen med hans forførende og lokkende blik. Lazarus slikkede sig atter om læberne med den tunge der lige havde blidt berørt hende. Lazarus havde brug for hende. Han ville have hende med sig. Hun var perfekt for ham.

Adam...
Hvad i alverden havde han, med denne sag at gøre? Hvorfor begyndte hun at tænke på kundskabens træ? På slangen, med dens hvislende smukke stemme? På, at hun ligenu var eva, og han, slangen, der skulle lokke hende? Det føltes helt mærkeligt, men hjemligt, når han sådan holdte armene om hendes svage, skrøbelige krop. Som var hun af glas, og hvis han strammede for hårdt, ville hun kun forblive som glasskår i huden. Et gammelt skrummel, uden yderligere funktion, end det, der allerede var blevet udnyttet. Adam. Hvis han kom i skikkelse af noget som helst, havde skæbnen virkelig yndet sin ironi for fulde sejl. Det var hun i det mindste sikker på, ikke ligesom med sin beslutsomhed. Den stod stadig som et tyndt lag silke, klar til at vende sig under vindens, i dette tilfælde, Lazarus' pres.
"NEEJ!!" Begge øjne var lukket i et masende tryk, læberne var skilte, for at kunne udstøde ordet med extra hårdhed og hele kroppen dukkede sig, knæene bøjet, for at slippe ud af grebet, fra denne vampyr.
"Endnu engang; Nej! Jeg skal ikke nyde noget som helst af at være din lille tæppetisser, der bare render efter dig, som en eller anden hundehvalp! Gudhjælpemig hvis jeg nogensinde, og jeg mener virkelig nogensinde, skulle falde så dybt. Virkelig." Baxie var trådt et par skridt bagud, da kroppen endnu engang havde rejst sig i sin fulde, ranke størrelse. Armene hang slapt ned af siderne, selvom kroppen slet ikke var afslappet eller i behagelig tilstand. Øjnene var åbnet og så på ham med en dyb hadefuld nuance. De strålede nærmest af et dybt had, der endnu engang brølede sig vejen igennem den spinkle kvindekrop. Hun stak tungen ud og afslørede et ansigt, der var fyldt til randen med væmmelse og afsky. Afsky for ham. Væmmelse af de tanker, hun havde været fyldt med.
"Fy føj, siger jeg fandme lige!" Hun rystede på hovedet, måske for at smide det ret så nye minde ud, selvom det ikke hjalp en disse. Med den smule mod, flammen i hende havde foræret, så hun direkte imod hvor hans øjne gerne skulle være, for at sætte prikken over i'et.
"Og hvad enten om du kan se i hele mit livs-aura eller så'en noget, så glem for helvede da ikke, at jeg slet ikke kan UDSTÅ din race.. Jeg ved ikke hvorfor, men du giver mig seriøst den sygeste kvalme! Bvadr!" Hun stak en finger i den helt åbne mund, med tungen udenfor og det ene øje lukket, bare for at understrege sine sidste ord.
Sandt nok, han var ikke lige Drømmeprinsen.
Snarere Djævelen i smukke klæder.

Lazarus kunne ikke lade være med at smile. Han havde læst hendes tanker. Han vidste hvad hun i virkeligheden følte. Det var noget han ikke ville fortælle hende han kunne. Lazarus kiggede atter op og ned af Baxie. Han bed sig let i sin underlæbe ’’ Undskyld jeg siger det.. Men jeg må indrømme jeg har svært ved at holde mig fra dig, smukke.. Jeg længes efter at vores læber rører hinandens. Blot for et sekund. Du er som det første snefnug der overhovedet falder når vinteren kommer. Hvilken dejlig skønhed du dog er.. Bare et sekund.. Ingen vil nogensinde finde ud af det.. Jeg ved det du siger ikke passer.. Jeg har set i din sjæl du ønsker det samme.. et kys.. det er alt jeg kræver ’’. Lazarus vidste at denne mulighed var enestående. Hvis han kunne få Baxie på sin side ville hun kunne bruge sexede charme som et våben mod hans fjender. Ikke nok med det, hendes blod havde han brug for. Sandheden var at han faktisk ville beskytte hende med alt hans magt. Hun var perfekt. Han måtte have hende med sig. Lige meget hvad. Lazarus stillede sig et enkelt skridt fra Baxie. Han kiggede hende dybt i øjnene ’’ Jeg sværger.. Jeg vil beskytte dig med hele mit væsen.. Slut dig til mig.. Rejs med mig hvor jeg rejser.. Del mine glæder og min sorg.. Med dig ved min side vil vi blive uovervindelige.. Selv hvis du finder ud af du ikke vil have mig.. Selv om jeg har set i din sjæl du længtes efter mig.. Så er det fint.. Du kan være med hvem end du ønsker.. Du kan elske hvem end du vil.. Alle vil komme under min beskyttelse.. Alt jeg ønsker er dig ved min side.. Jeg sværger.. Så vel som mit navn er Lazarus Castius Chimera.. Kronprinsen af Italien og arving til Chimera Klanen ’’. Lazarus rakte en hånd frem ’’ Hjælp mig… Og jeg hjælper dig.. Ikke nok med det.. Jeg vil træne dig ’’. Lazarus slikkede sig sensuelt om munden og bed sig let i underlæben frækt ’’ Og tæmme dig hvis det er det der skal til ’’. Lazarus blinkede til hende.

Hun måtte lige synke en klump, for ellers ville hun endnu engang være faldet for hans nærvær, der fik kroppen til at sitre i spænding. Det var ikke kun hans dødelige charme, udenlandske og exentriske stemme og de øjne. Åh gud, for dem kunne hun falde for enhver, men det var en vampyr, der arvede dem. Derfor måtte hun bide sig i læben, for ikke at fremstamme et meget klodset ja, hvilket ville få hende til at miste sig selv helt. Lade alle brikker falde til gulvet og bare lade sig lede. Men med sin smule beslutsomhed, som flammen endnu havde i sinde at afgive, rystede hun på hovedet.
"J-jeg behøver skam hverken din beskyttelse, at vide du er arving eller.. Dit.." Hun måtte slå sig i brystet for at fremhoste det, hun i virkeligheden ønskede at sige.
"Hrmm.. Dit kys" Det sidste blev kun udstødt i et kvalt støn og host, hvilket lød meget, meget sært. Så snart det var sagt knaldede hun håndryggen imod panden og bandede inde i sig selv.
Hvorfor kunne hun ikke bare sig det sidste, ligeså roligt som før?! Skulle han absolut ødelægge det hele, med sin elendigt flotte charme?..
Dumme, ignorante, blodsugende, casanova... Men... Han ville blive en dejlig ven. Han kender vidst til min sorg, mit blod, min virus. Måske en dag, kan han få den ud af mig... Kurere mig!
Hun løftede sit flakkende blik fra deres sko, til hans øjne. Endnu engang følte hun sig både fortabt og i fuldt udspring. Som at sidde og stirre i en væg, mens man også havde taget springet, til sit bungy jump. Hun begyndte at mærke, hvordan det gjorde ondt i kraniet, ved ørene. Det kom bare som en let prikken, så en mild kløen og nu gjorde det ondt, som blev hun hamret med en nål. Jo mere han snakkede, des mere ville ørene have opmærksomhed, som de ganske vidst også fik. Hun lod som om, at hun hørte efter, alt imens begge hænder fandt frem til ørene. Det blev ved med at dungre, slørede alle sanser og selv hans stemme blev lettere bedøvet.
Du behøver ikke ham. Ssssssslet ikke... Hvorfor ssssskulle han give dig besssskyttelse..? Jeg væder med, at du kun er en dukke, i hansssss foragtelige ssssssspil
Den stemme... Nej, hun kendte den ikke. Men den var hård, kontant og lidt rungende i sine s'er.. Den lød ikke fra ørene, udefra eller noget. Den kom fra hendes hjerne, hendes center.. Hele hendes sjæl. Men der var noget, der fik hende til at takke denne stemme, alt imens hænderne fjernede sig fra ørene og endnu engang valgte, at hænge slapt ned.
"Jeg behøver intet af dit, trods alt, eftersom jeg ikke vil give dig mit. Hvad det end er du så ynkværdigt leder efter" Det var som om stemmen havde genfundet sin barske side tilbage. Den var nådesløs, direkte og hendes.
Kun hendes.

Lazarus kunne næsten fysisk mærke hendes lyst til ham. Det var en dejlig følelse for ham. Han nød virkelig dette. Det var ikke tit han mødte folk med sådan et umætteligt begær. Han vidste at ikke nok med han havde brug for hende, så ville han faktisk også nyde hendes selskab. Lazarus kørte en hånd gennem sit hår. Hans blik prøvede at se dybt ind i hendes øjne. Som prøvede at han at se ind til hendes nøgne sjæl. Lazarus slikkede sig igen om munden og bed sig i underlæben. Hans blik faldt ned på hendes læber. Lazarus gik tættere på og satte blidt sin bløde og kolde finger på hende underlæbe. Lazarus sagde sensuelt ’’ Du ved du har lyst.. når du først har gjort det.. så vil du ikke kunne stoppe.. Hvilken dejlige læber.. som en rød rose der lige er sprunget ud.. Du er inderligt smuk.. Som en smuk sommer eng aldrig berørt af mennesket.. så perfekt ’’. Lazarus fjernede sin finger igen ’’ Du har ret.. Jeg vil være din ven.. Jeg har brug for dig.. Og jeg kan give dig hvad du har brug for.. Tro mig.. Jeg vil være loyal overfor dig.. jeg vil altid have brug for dig, så jeg vil aldrig få en grund til ikke at være det.. Ikke nok med det.. Men ’’. Lazarus slikkede sig om munden ’’ vi får lov til at være ’’. Lazarus trådte helt op af hende og satte sine læber til hendes øre og hviskede meget sensuelt ’’ tæt på hinanden.. så tit.. så meget ’’. Lazarus lød blidt hans læber berører hendes øre i det han trådte et skridt tilbage igen. Han mente faktisk det med han ikke ville forråde hende. Han havde brug for hende. Hun var klog, smuk og en Vareulv. Lige hvad han manglede.

Og endnu engang var det lykkedes ham, vampyren Lazarus, at slå stemmens magt ihjel. Hun kunne ikke gøre andet end at tøve, lytte og sitre. Neglene flåede sig igennem håndfladernes tynde hudstykke, brutalt og uden at tænke videre over det. Selv da det stak som nåle, stoppede de ikke med at trykke sig dybere ind. Øjnene var slået sammen, med munden lettere åbnet, så sanserne blev forøget.
Hun kunne tydeligt mærke den mørke væske, klatrer sig langsomt ned af hænderne, forbi de smalle fingre og dryppe. Hun kunne sagtens høre, da blodet ramte jorden med et minimalt smæld, hvoraf selve væsken ville slå ud til siderne. Kulden omkring dem blev slået væk, nærmest som lå der et magisk kraftfelt omkring dem. Kun bemærket af kulden og vinden, men også Baxie. Især Baxie.
Benene blev til géle under hende, de sitrede og hun var på nippet til at tro, at de bølgede som et knogleløst bundt stof. Resten af kroppen ligeledes, så ud til, at ville besvime, falde bagud og bare ligge i det afsindigt groteskt lugtende mudder, måske endda forevigt.
"Je... A... Erh..." Øjnene blev åbnet, men lignede ikke sig selv længere. De glimtede som et par nypudsede sorte diamanter. De var blanke og skinnende, udtrykte kun meget lidt følelse, men med stor handlekraft. Hun følte længsel. Allerbagerst i øjnenes sjæl, ønskede hun at den mystiske stemme ville komme igen. Kommandere og overtale hende til fornuft. Men det var fjernt, nærmest håbløst at finde frem.
Hun måtte hurtigt stille den ene hånd foran underlivet, som af en eller anden grund, brændte så forfærdeligt. Ikke på en ubehagelig måde dog. Slet ikke.
"... J.... Ja" Nu havde hun sagt det, og hvad der ville komme ud af denne idiotiske handling, var hun ligenu fuldstændig ligeglad med. Hun ville bare mærke de læber, og det skulle helst være lige nu og lige her! I månens lys. På en fortabt kirkegård. Alene og sammen. Mættet af intet andet, end døde ønsker og sensuelle toner.

Lazarus kunne se hvordan det havde lykkes for ham at vinde Baxie over på hans side. Det havde ikke været let. Overhovedet ikke. Hun havde virkelig kæmpet imod. Det var til at forstå. Hun var en stærk, klog vareulv. Da hun kom med sit søde forvirrede ja, der smilede Lazarus. Han satte sine læber helt hen til Baxies så de næsten rørte hinandens ’’ du skal jo bevise du mener det ’’. Lazarus slikkede sig om munden og førte blidt og sensuelt en finger over hendes læber. Lazarus begyndte at gå imens han sagde ’’ Kom så.. Jeg skal vise dig til nye hjem ’’. Lazarus kiggede over sin skulder og bed sig let i underlæben ’’ Så kan jeg også begynde på at tæmme dig.. ikke sandt ’’. Lazarus blinkede til Baxie. Lazarus var faktisk glad. Baxie var perfekt i hans plan. Han vidste dette var starten på noget godt. Baxie skulle ikke kun være hans Bodyguard. Hun skulle også være der når han lagde sine planer. Faktisk skulle hun være med ham over alt. Hun var hans egen kræftkilde. Dette var starten på et fantastisk partnerskab. Med hendes evner og blod og hans tankegang ville de kunne overtage Di Morga på ingen tid. Lazarus nød faktisk at Baxie hungrede så meget efter ham. Hun var dog meget tilbageholdende. Det var kun godt. Så kunne han drille hende som han lige havde gjort ved næsten af kysse hende. Lazarus førte hende over til hans store hus, ja næsten slot ved Kirkegården. Han åbnede døren til det overdådige og smukke palæ. Forhallen var smuk med en guld lysekrone der hang ned og let oplyste stedet. Lazarus tog Baxie i hånden og førte hende ind i stuen. Der stod en trone og et par stole foran en smuk pejs. Lazarus satte sig i tronen og klappede sit lår og kiggede frækt på Baxie. Hele huset var fyldt med kunst og ældgamle stilfulde ting. Selve huset var inspireret af 1800tals impressionisme. Dette stilrene og smukke sted passede helt klart til Lazarus forførende charme.

Hun måtte virkelig trykke læberne sammen, for ikke at blive overvundet af den skuffelse, næsten-kysset havde påvist sig. Hun tav bare, lod fingrene kradse hinanden og benene ryste blidt, mindre skånsensløst, end før.
Så snart han så over skulderen, gippede hun svagt og alle muskler spændtes. Med hans flydende elegance over sine ord, blev hun næstne helt optaget af ryggen.
Perfekt bredde, perfekt højde. Perfekte skulderblade. Alt omkring denne mand, var ikke andet end perfekt. Kun, perfekt. Hverken smukt, overdådigt eller grusomt, men perfekt.
De begyndte at gå, og til hendes forbløffelse, ikke særlig langt. Lazarus' - deres- hjem, var næsten et eventyrslot. Et man kun så fra de gamle, mere storslåede tider. Der hvor enhver mand, var æren, stoltbærende. Hun spærrede øjnene op over denne overraskelse, og munden stod på vidt gab, så snart han havde åbnet den kæmpemæssige port.
Det var helt aldeles og komplet urrealistisk! Forhallen var det smukkeste, mest fantastiske syn, hun havde skuet. Lige på nær Lazarus, hvis hun selv skulle sige det.
Det glimtede fra loftet, hvor en aldeles smuk lampe hang, glitrende med sine mange diamanter og ædelstene. Gulvet lavede en blid, harmonisk tone for hvert skridt de tog, hånd i hånd. Han havde ihvertfald ikke løjet, da han havde sagt, at han ville gøre alt for at beskytte hende. Dette var jo et hus, i overklassens overklasse!
Men du ønsker jo ssssslet ikke det her.. Ssssig nej, vend om og gå lige hjem. Du ved det er tåbeligt. Det gør du. Stemmen var igen tilbage med sin tydelige, skarpe klang og bare uden den irriterende dunken i kraniet. Den var endnu stærkere før, ligesom om hvert sekund med Lazarus gjorde den stærkere, mere magtbar.
De kom ind til en pejs, med et par lækre gammeldags inspirerede stole og hun nænnede, trods hans klappen på låret og sit frække smil, at sætte sig på en af dem. Hendes mistillid til vampyren, var endnu ikke helt væk. Så let skulle han ikke regne med hende, slet ikke, selvom det var meget tæt på, at han vandt, sådan for alvor.

Lazarus kiggede på Baxie med hans lokkende blik. Han rejste sig op og skubbede hende blidt op af væggen. Han pressede sig op af hende og kiggede hende dybt ind i øjnene imens deres læber næsten rørtes sagde han blidt, sensuelt, forførende og ømt ’’ Du vil måske allerede have jeg starter med at tæmme dig… nu ’’. Lazarus satte sine hænder blidt på hendes hofter og bed sig i sin underlæbe. Hans blik faldt ved vilje så hun kunne se det ned mellem hendes kavalergang. Lazarus slap hendes hofter ved langsomt og blidt at lade hans hænder glide af hende. Lazarus trådte et skridt tilbage ’’ Du virker ikke til at stole på mig.. Der er noget du har misforstået.. Smukke Vareulv.. Du kan sagtens stole på mig.. Hvis ikke du kunne havde jeg dræbt dig for længst.. Det er mig der har brug for at stole på dig.. Når jeg til gengæld gør det.. Så vil du få alt hvad du ønsker ’’. Lazarus slikkede sig om munden ’’ Alt hvad du ønsker ’’. Lazarus smilede frækt og hans blik kørte op og ned af hende igen ’’ Hvordan nogen mand kan modstå dig er mig en gåde smukke.. Hvis det ikke er for vulgært sagt.. Jeg må allerede bede om forladelse for hvad jeg siger nu.. Men jeg kan ikke holde det tilbage.. Du giver mig lyst til ’’. Lazarus gik elegant over og hviskede i øre ’’ At rive alt din tøj af dig og gøre forbudte ting ved dig ’’. Lazarus slikkede blidt hedes øreflip og trådte tilbage. Han ville have Baxie på sin side. Hun var mere end perfekt. Men han måtte lokke hende med alt han havde. Hun virkede ikke til at falde for magt og rigdom. Hvilken bare var mere perfekt for så kunne hun ikke bestikkes når først hun var på hans side. Han forstod ikke hvorfor hun ikke kunne se dette var en god ting. Et fantastisk forslag.

Hun bed sig i læben, da han pressede dem begge imod væggen. Håret blev filtret imod den cremefarvede mur, sileblødt og alligevel tykt. Lyset der omsvøbte de to væsner, begge skabt af mørkets afgrundssjæl, blev endnu engang næsten forenet. Og alligevel, var der så langt fra hans guddommelige læbers trygge favn.
Hjertet hamrede med hundredefold, da mandehænderne slog sig imod hendes taljes sider. Det udsendte små stik og specielle følelser, en slags ulidelig aura af længsel og omsorg. Det store, prydende rum afgav et hjemligt og syndefærdigt ekko. Bare uden lyden.
Alle hans ord var korrekte. Hun stolede ikke helt på ham, men var klar til at gøre det. Hun ville for alt i verden gerne give slip på sit had, sit blændende had til ham. Til hvad han var. Hvorfor, kunne sådan set være fuldkommen ignorant, i denne situasion. Hvad der skete nu, var vigtigt! Hun lod ham tale færdig, sno hende om hans lille finger, med stemmen og forførelsen i bevægelserne. Især de sidste ord, fik kroppen til at svede lettere frustreret og kinderne til at stjæle al blodet i hende. Men på en eller anden sær måde, følte hun sig også ganske utilpas. Noget over alt dette var forkert, direkte forkert.
Vampyr... Du er ved at falde for en vampyr... En vampyr, der kun udnytter din kvindelighed. Din tendenssss til at falde for de helt forsssskruede typer. Men husk lige, hvem der advarede dig. Husk, hvorfor du var nød til at blive advaret. Husk det nu. Drypper blodet i den levende dødes tunge, taber du mere end væsken, men sjælen Stemmen afgav små, roterende billeder i hovedet. Billeder af faldende blod. Mørkt, klistret stads fra to livløse kroppe. Over de livløse, var en død og alligevel levende krop. En stærk krop. En svag krop, der nu var stærk. En krop, der kun kunne tilhøre...
"VAMPYR!"

Lazarus kiggede på Baxie. Han kunne se hvordan hun kæmpede mod sig selv. Han vidste dette hele tiden ville være et problem for hende. Hun var jo en Vareulv. Lazarus måtte overbevise hende helt. Lazarus vidste ikke om han kunne stole på hende. Lazarus smed sin frakke og trak sit sværd. Han holdt sværdet ud til Baxie. Han havde et seriøst blik i sine øjne. Han stod nu i bar overkrop med sværdspidsen mod sin brystkasse. Lazarus sagde blidt ’’ Hvilken større måde er der at vinde dig tillid på.. Jeg ville kunne til enhver tid dræbe dig.. Men nu ligger jeg mit liv i dine smukke hænder.. Jeg mener det når jeg siger jeg aldrig vil forråde dig.. Og hvis du spiller dine kort rigtigt.. Så får du alt hvad du drømmer om.. Alt ’’. Lazarus slikkede sig om munden. Han løftede sin hage og bredte sine arme ud. Dette var den eneste måde han i virkeligheden kunne vise hende han mente det. Imens han stod der ramte det svage skær fra pejsen hans hud. Det gav ham et gyldent skær der næsten fik ham til at se levende ud. Han stod der, kun med bukser på. Han kiggede på hende med et sensuelt blik. Hans øjne kørte fra hendes kavalergang til hendes øjne. Lazarus virkede ikke bange og han så mest af alt ud til at ville smide det sværd og gå tæt over til hende igen. dog gjorde han det ikke. Han sagde bare roligt ’’ bekæmp virussen.. Jeg vil hjælpe dig med at finde en kur når denne krig er over hvis det er det du kræver af mig.. næn din pris for at du vil slutte dig til mig.. nævn den og jeg vil give dig den ’’.

Hun måtte glippe et par gange med øjnene, stadig med en let rysten over hele kroppen, for at forstå hvad han gjorde. Sværdets skaft, der stod roligt i luften, havde for mening at spidde vampyren. Men kun, hvis hun tog det og hjalp den på vej igennem skind, kød og lunger. Men som uroligheden stadig lå tykt dækket over hendes tanker, hendes reaktionsvalg, forblev hun overrasket, stum og med hænderne samlet, på det blidt bævende skød.
Hun overvejede hans ord, selvom distraktionen med dens ufattelige sødme, gjorde det en anelse svært. Øjnene blev kun rettet på sværdets metalblad, der stadig glinsede sølv, udfordrede enhver øjeprydende genstand i palæet. Men som han også havde taget trøjen af, stod nu i bar overkrop, blev alt smidt på gulvet.
Munden bævede åbent, afslørede de hvide småskarpe tænder og en afslappet tunge, stadig hvor lidt spyt vælger at samle sig som en pyt, der hvor den bugtede sig lidt.
Et tilbud du ikke kan afsssslå... Hvisss du da er en komplet tåbe! Lad mig overtage den her sssituasssion.. Men. Jeg behøver mere kraft, mere had. Bekæmp din trang til hansss krop, ham. Og opfyld sssselv dine ønsker, uden andressss indblanden. Husssk det nu. Han er vampyr
Hun rystede svagt på hovedet. Ikke af Lazarus, ej heller stemmen, men sig selv. Hvis hun lyttede til Lazarus, var alle drømme opfyldt som i et fantastisk eventyr. Hvis hun lod stemmen overtage, hvad end den ville overtage, ville det stadig være i en andens hænder.
Inden hun kunne tænke videre, afbrød den dybe stemme hende med en svag og dog skarp klinge.
Jeg er dig. Det er dine hænder, men ogsssså mine. Du kan kun selv styre det her, ikke ham. Jeg hjælper dig, fordi jeg ER dig
Det gik op for hende, at stemmen -hende- havde ret. Selv ikke vampyren kunne give hende alt. Hans charme og overdådige hjem, havde intet med drømmene at gøre. Og som havde han lige læst hendes tanker, blev der sagt: "bekæmp virussen.. Jeg vil hjælpe dig med at finde en kur når denne krig er over hvis det er det du kræver af mig.. næn din pris for at du vil slutte dig til mig.. nævn den og jeg vil give dig den"
Det her var hidtil den sværeste situasion for hende hidtil, men tilgengæld, vidste hun også nu hvad rigtigt var at gøre. Hvad kun hun kunne gøre. Det eneste valg, med en nogenlunde lys fremtid. En rigtig fremtid.

Lazarus vidste dette var en satsning. Men han vidste hun ville få svært ved at dræbe ham med et enkelt stik. Dog var det stadigvæk et sats. Men det var et han ikke havde noget imod at tage. Lazarus måtte overbevise Baxie. Det var ikke tit Lazarus havde så rene intentioner som han havde overfor hende. Ikke nok med det, det var heller ikke tit Lazarus stod som han gjorde nu. Lazarus kiggede hende stadigvæk dybt i øjnene ’’ Bliver jeg konge.. Kan vi finde en kur.. Sammen.. Redde de Vareulve der vil være fri for Virussen..Ikke nok med det.. Din race ville få deres egne territorier.. Der er kun noget at vinde ved dette samarbejde.. Dig og mig.. Tænk over det.. Lige meget om du kæmper for det gode eller det onde.. Så er at slutte sig til mig det bedste valg.. Jeg tilbyder dig noget Malakel ikke kan ’’. Lazarus bed sig blidt i sin underlæbe og kiggede ned i hendes kavalergang og sagde forførende ’’ Jeg kan jo også tilbyde det noget på siden.. Hvis du forstår.. Jeg kunne vise dig en verden af begær og nydelse.. En verden af sensuel nydelse og lyst som jeg ved du hungre efter.. Jeg han mærke dit hjerte hamre.. Jeg kan se hvordan du er tændt.. Det er så sexede.. Smukke Vareulv.. Sænk sværdet og slut dig til mig.. Lad dette blive starten på noget.. Dejligt.. Lad mig forkæle.. Og kæle dig.. lad mig vise dig hvordan du i virkeligheden fortjener at blive behandlet ’’. Lazarus vidste at Baxie ville være det bedste valg som hans Bodyguard. Med hende ved hans side, havde Malakel ikke en chance. Om han ville holde sit løfte. Selvfølgelig ville han det. At vareulvene fik deres eget sted, hvad skulle der være galt i det. Lazarus så muligheder i alt. Det han snakkede om var skam sandt. Lige meget hvad. Så mente han det var hendes bedste valg. Han vidste at Virussen gjorde det svært for hende. Men han ville hjælpe hende igennem det.