Priestess of deception //Demetric

Stedet :: Gyderne i Terre
Tidspunktet :: Lige efter mørkets frembrud
Omgivelserne :: Få mennesker og skadedyr
Vejr :: Det er stjerneklart og en fuldmåne kan skimtes i horisonten

En stille vind fangede håret på den underligt udseende kvinde, en enkelt slangekrølle hang ved det ene øre mens resten var glat og sort som den mørkeste nat, der kom en let klirren fra hende på grund af det tingel tangel der hang på hendes kjole samt den metalskjorte hun havde på der knapt skjulte hendes velformede barm. Hun virkede ikke til at have svært ved at finde vej selvom hun havde et bind for øjnene der klart afslørede at hun var blind som de flagermus der fløj rundt lavt henover hendes hoved, i hendes bælte hang et kranie fra et menneske og dinglede lystigt for at skræmme mennesker og andre væk, det virkede da også efter hensigten eftersom at de få røvere der befandt sig i gyderne holdt sig på afstand når hun kom tæt nok på til de kunne se kraniet der var forvredet i en grimasse der ikke indgød til venlige bemærkninger. Kvinden virkede til bare at gå rundt på må og få mens hun kede sig, engang imellem stoppede hun og drejede hoved som om om hun lyttede til et eller andet hvorefter hun nikkede og drejede ned af en ny gyde. Sonja kede sig bravt mens hun gik rundt i gyderne, ikke engang røverne havde mod nok til at prøve at overfalde hende mere hvilket efterhånden betød at det var hende der var nød til at jage dem, men denslags sport var triviel og mindede for meget om det menneskerne gjorde ved dyr eller andre væsner når de fik chancen, hun stønnede og satte sig ned ved siden af en hjemløs der sad og spiste et eller andet han havde fundet i skraldespanden ved siden af, han så ikke ud til at være overrasket over hendes tilstedeværelse og rykkede enda en smule for at give hende plads på noget af det pap han sad på. Uden at veksle et ord rakte han et stykke sjovt lugtende kød som hun dog takkede nej til, den hjemløse rystede på hoved og fortsatte. Sonja sad og kiggede ud i natten hvor hun kunne høre hvordan en flok røvere overfaldt en kvinde i nærheden, hun gad ikke engang at rejse sig for at komme hende til hjælp, enhver der ikke kunne forsvare sig selv havde redt op til sig selv ved at komme ned i denne del af byen og fortjente på en måde at blive overfaldet, den hjemløse ved siden af hende så heller ikke ud til at ville komme kvindens fortvivlede råb til hjælp, men fortsatte med at fortære det som Sonja efter hånden havde lugtet sig frem til måtte være noget skinke af en art, men den hjemløses lugt skærmede også en del for hendes bestemmelse af hvad det måtte være. Larmen fra overfaldet døde hen og hurtige skridt kunne høres i den anden ende af den gyde Sonja og den hjemløse sad i, en fedladen røver der lynede sine bukser op var den første der kom ned af den smalle gade, Sonja kunne høre hans tunge vejrtrækning og lyden af hans bukser der blev lynet igen, det var ikke svært at gætte hvad overfaldet havde udviklet sig til, Sonja sukkede dybt, det så ud til at hun alligevel kom til at hygge sig i aften. to andre røvere der på samme måde lynede deres bukser kom frem fra mørket mens de grinede og larmede som et tordenvejr, den hjemløse havde stoppet med at spise, enten fordi han var færdig eller fordi han var nervøs, men det virkede til at han var frisk på at give røverne røvfuld hvis det var det der skulle til så Sonja rejste sig ud af respekt for den tavse man dog gjorde sig på samme måde klar til kamp. Den første af røverne råbte noget om at det så ud til at de kunne få dessert, denne bemærkning var vidst vendt mod Sonja fordi hun var meget udfordrende klædt, hun sukkede højt, *Mennesket er da det dyr der har den dårligste faresans*. Røverne begyndte at løbe mod hende mens de trak våben, den hjemløse trak på samme måde en lille kniv og virkede til at blive mere og mere nervøs, men Sonja havde som altid når hun blev sur et ansigt af sten, hun løftede den ene hånd op foran ansigtet og da røverne var mindre end 2 meter væk råbte hun med klar stemme på et sprog ingen havde hørt i flere hundrede år, røverne blev slynget bagud af en kraftig vind og derefter kastet højt op i luften. Sonja vendte sig om og smilede til den hjemløse, "tror ikke de laver mere ballade", i samme sekund hun havde sagt det landede de på jorden med tunge bump og ingen af dem rejste sig igen. Sonja forlod den hjemløse bag sig, han havde ikke sagt et ord og det virkede ikke til han ville sige noget, for Sonja var det en god ting, et tavst menneske var et menneske der ikke kunne sige noget dumt.

Lidt længere væk, henne i skyggerne fra et lille tag, stod en høj mand, vampyr hvis det bedre kunne give en forklaring på ham. Hans sorte øjne, som godt nok ikke var helt sorte, men noget tæt på, havde set hendes angreb, som dog ikke rigtigt var et angreb. Han trak let i mundvigen, og gjorde sig klar til at passere de arme mænd, der havde fået noget af en flyvetur igennem luften.
Da han kom ud, kunne man se mere end hans blege lyse hud, som ikke havde været i berøring af sollys i mange tusinde år. Hans øjne var rettet mod kvinden som havde en eller anden underlig kraft. Hans lange skridt førte ham hurtigt hen mod hende, og fik den lange sorte læder frakke til at flagre bag hende, samt det sorte, blanke hår, der skinned i lyset fra månen. Hans skridt førte ham med lidt ekstra fart hen mod kvinden. Der var intet af alt hendes diller daller der virkede frastødene på hende, nej, faktisk var det nærmere tiltrækkende på ham. En kvinde som bestemt ikke var som de andre? Han gik nærmer på på dem, da hun rejste sig op, og begyndte at gå. Han kiggede kort ned på den hjemløse og rynkede på næsen i afsky ved ved lugten der hang ved ham. Han gik forbi ham, og fortsatte sit fært mod kvinden foran ham. Han lod der blive ti meter i mellem dem, så han kunne se hendes reaktion. Hvis hun var et 'rigtig' væsen ville hun kunne mærke hans nærvær.
Han havde været i gyderne så mange gange, at folk begyndte at kende ham, og vide at man ikke skulle taget noget fra ham, da det ville gå ud over dem, og han havde efterladt flere døde, eller halv døde, da han nogle gange tog lidt at drikke, nu han var igang med at sætte dem på plads. Hans sko lavede ikke nogle lyde, ud over når sålerne lande på en sten, kom der en lav klik lyd, når sålerne gled hen af stenes rå overflade.
Hans øjne gled kort fra kvinden rundt omkring dem, hvor han kunne se hvordan gydens tyve holdt sig i mørket, og næsten flygtede da kvinden kom frem. Hun måtte have et eller andet, som gjorde dem skrækslagende. Kraniet? Han ville nok fnyse, hvis han havde tilladt sig selv det. Mennesker var så skøbelig og sårbare, der skulle ikke meget til at knække dem. Han var ofte blevet skuffet over dem. De troede de kunne bruge deres små våben, men alle andre racer, selv engle var dem langt overlegen på næsten alle måder, undtagen ondskab. Det var helt utrolig så onde mennesker kunne blive, men ofte lå deres frygt lige under overfladen, og hvis man snerrede lidt af dem flygtede de straks ned i et lille muse hul, og tittede kun op med snuden. Ofte var de fleste dyr dem også langt overlegen, hvis det kon an på en prøve, ville mennesket blive knust. Han smilede hånligt, og gik langsomt tætter på, mens kvindes aura nu langsomt nåde frem til hans fin følene næse. Animagus? Han kiggede undrende på hende. Hun lignede ikke en, og plejede de at have sådan en styrke i sig? Han var ikke sikker. Han pressede læberne sammen, og blev kun mere og mere forhippet på at finde ud af hvilke kvinde denne var. Hendes aura var tiltrækkende, og hendes magi så ud til at være stærk, så svag kunne hun ej være. Men hun var blind, som kunne betyde to ting, en svag kvinde, eller en endnu stærkere kvinde, da hendes andre sanser ofte var meget skarpere når folk var blinde. Han ville skyde på det sidste. Det var ligefør han glæde sig som et lille barn på at finde mere ud af denne kvinde. Hans fingre kriblede næsten for at gribe fat i hende, og stoppe hende, men han blev hvor han var, og håbede hun snart besluttede sig for at stoppe, ellers måtte han jo gøre noget.

Sonja havde lagt mærke til skikkelsen fra første sekund hun var trådt ind i gyderne, han havde stået i mørket og set hendes kræfter og hun havde overvejet om hun skulle have sendt en røver i armene på personen, men havde bestem sig for at hun ville lade ham følge lidt efter sig. hendes bare fødder lavede tæt på ingen lyd mens hun gik så den klikkende lyd fra hans sko var nemme at høre, han anede ikke hvad det var han indlod sig på hvis han ville slås, hun var mere end i stand til at slå igen hvis det var det der var krævet af hende og skulle han vise sig at være en hård fætter kunne hun altid trække sit es. Fra skæftet i hendes bælte trak hun den lille handske op og placerede den på hånden, den havde en klo på højre pegefinger der var lige så skarp som en kniv og var tilmed lavet i et specielt metal som dværgene havde efterlad i bjerget, det var let som en fjer og dødeligt som den værste sygdom, han håb om at overraske hende var slået fejl allerede inden han havde vidst hun var interessant, langsomt lod Sonja en ånd kravle igennem hendes krop og tage form som hende selv, næste gang hun drejede ned af en gyde og hendes forfølger ikke kunne se hende i et kort øjeblik skar hun sig i fingeren og smurte det på ånden som blev ved med at gå mens den lignede hende på en prik og nu lugtede på præcis samme måde som hende, hun gjorde luften omkring hende tom så hendes lugt ikke længere spredte sig og åndens var den eneste der kunne lugtes. Når hendes forfølger havde passeret hende ville hun spring ud og putte ham i kommandograb med kloen for halsen, det var sådan en dejlig måde at få folk til at snakke på, men det krævede jo at det skulle lykkes. Sonja gik med langsomme skridt og hendes velformede numse vuggede afsted, det ville være nemmere at lokke ham i nettet hvis han ikke tænkte så meget som han burde, hun lod som om hun kastede et blik bagud, men han måtte vel have set at hun var blind, ikke destro mindre ville han nok blive yderligere forvirret. Sonja passerede en container og drejede ned af gyden bag den, ånden fortsatte med at gå mens hun sprang ind i mørket og gjorde sig så usynlig som muligt, det ville værre for fedt til at tro på hvis det lykkedes.

Han fulgte efter hende, og blev, som hun havde spået, ganske overrasket over at hun kiggede bagud. Mon hun alligevel kunne se? Han sagde ikke noget, men lod sig blot følge efter hende. Han havde set hun for lidt tid siden gjorde et eller andet, som kunne tyde på at hun havde bemærket ham, men han var ikke sikker på dette, så han fulgte tavst efter hende uden at sige noget.
Han stoppede lyden af sine sko, ved at gå helt lydløst, og være meget omhyggelig med hvor han satte fødderne, dog kunne dette ikke ses, men han vidste altid hvor vær eneste lille sten, eller anden lille ting der kunne afsløre ham lå. Kvinden ville sikkert bemærke at der ikke kom nogle lyd bag ham.
Han havde ikke bemærket at der var sket noget underligt ved hende, og fortsatte nu efter ånden. Han havde ikke troede hendes kræfter rakte så langt, så selvfølgelig var han ikke beredt på at hun lavede en klon af sig selv. Så han gik godtroende videre, uden at tænke yderligere over at han ikke kunne høre et hjerte der bankhede. Han gik nogle få meter ned, da han bemærkede den tomme krop der nu gik foran ham. Der var noget galt, for kroppen havde intet hjerte, dette kunne ikke høres af ham, og han havde før kunne høre det ganske svagt, men han havde kunne kunne høre nogle ultra svage lyde af et hjerte der bankede, og nu var det væk? Han stoppede op, men det var måske for sent ...

Sonja så ham gå forbi, hun havde virkelig gjort sit bedste denne gang og nu var tiden inde til at han skulle møde hende, i et stort spring var hun over ham og holdt armen rundt om halsen på ham med kniven prikkende på hans strube. Sonja undrede sig i et øjeblik over at han var iskold og regnede så ud hvad han var, på trods af hendes lille seje nummer ville det være nytteløst, hun havde ikke noget af sølv på sig og hun vidste af erfaring at hendes klo ikke kunne dræbe en vampyr så hun slap ham og så meget irriteret ud, "Og nu havde jeg lige gået så langt for at lave så sej en finte og så skal du være en vampyr", hun sukkede dybt og tog kloen af, selv hvis han valgte at angribe ville hun sende vind mod ham og give sig selv nok tid til at lave sig om til hendes sande form. Sonja gik et par skridt bagud og så dybt forurettet på ham, "Hvorfor følger du efter mig? Har jeg ikke lige vist dig at jeg ikke kan lide røvere?", hun lød bestem, men hendes stemme var som altid blød og kvindelig og kunne nemt forveksles med sensuel, dog skulle han ikke begå den fejl at tro hun var interesseret. En stille vind løftede en smule af hendes hår væk fra ansigtet så han i et kort glimt ville kunne se hendes fejlfri og gudeskønne ansigt, det eneste der måske ville skræmme folk over hendes smukke ydre var faktummet at hun var blind, men den blindhed var kun i en vis forstand, hun kunne se energierne fra næsten alt levende dog med visse undtagelser så som vampyrene, hun placerede en hånd på hoften mens hun holdt en hånd ud foran sig på samme måde som hun havde gjort med røverne, "Jeg ønsker ikke at kæmpe med dig, men giver du mig intet andet valg skal jeg ved ånderne give dig kamp til stregen".

Han ville være sprunget op af forskrækkelse hvis det ikke havde været fordi der pludselig hang en dame på hans ryg, og pressede et eller andet metal mod hans strube. Han skulle lige til at sende hende ind i en mur, da hun selv hoppede af, og begyndte nu at skælde ham ud! Fordi han var vampyr?! "Jeg beklager meget ..." Han slog let ud med armene, og havde helt glemt hendes klon. Han kiggede på hende, med et rolig blik, og var glad for han ikke fik revet halsen op, selvom han ikke kunne se hvordan hendes lille våben kunne gøre dette. "Du vakte min interesse." Hvilke jo var ganske sandt. En af de få ting han var ærlig med, ellers var han som normalt fuld af løgn, og var ikke en man skulle kaste sin tillid til, hvis man ikke havde et godt forhold til ham, eller man gerne ville stikkes i ryggen.
Han lod blikket glide op, og så lidt ned af hendes perfekte krop, og ansigt. Stadig tiltrækkende trods hun lige havde prøvet at dræbe ham, men det vidste bare at hun ikke lod sig slå ud, eller flygte i panik, hvilke han blot bare bedre kunne lide. "Lad mig lige på pege, at det var dig der angreb mig, så jeg har ikke sagt et ord om at angribe dig." Hans blik lå der hvor hendes øjne ville være, hvis man kunne se dem, og hvis de da var der. Han fejede noget hår væk fra ansigtet i en hurtig håndbevægelse. Han kiggede lidt ned på hende, mens han ikke helt vidste hvad han skulle gøre. "Du siger ånder?" Han kiggede undrende på hende. "Må jeg få en uddybelse?" Kunne hun styre ånder, så var det måske derfor hun var så stærk. Han havde aldrig hørt om nogle der kunne, men hvis man kunne, måtte man ganske enkelt være meget stærk. "Skal vi ikke finde et andet sted end her?" Han slog let ud med hånden, mod gyden som ikke så videre køn ud. "Det lugter frygtelig."

Sonja trak på skudrende og pillede lidt ved den slangekrølle der hang ved hendes øre mens hun så en smule forlegen ud "Det har de ret i, jeg kunne ikke ane hvad de ville, men på de anden side kunne jeg ikke ane om du var endnu en røver der ville forgribe sig på mig". Hun bevægede sig tættere på ham så der kun var en meter mellem dem, hun kunne ikke holde et lille smil tilbage, "Men det var et fedt trick... og nu jeg kan se de er vampyr er jeg ekstra stolt, din art plejer at være gode til at se igennem mine tricks... Men hvor er mine manere, jeg er Sonja La Villette, dronning af bjergene", hun smilede høfligt og nejede for ham, "Må man spørge om deres navn eller foretrækker de at jeg lader være med at tiltale dem og går min vej?", det var et oprigtigt spørgsmål, hun havde kendt et par vampyre i hendes levetid og de havde ikke altid haft det lige godt med at blive overfaldet på den måde hun overfusede dem når hun blev overrasket eller bange. Sonja trods hendes blindhed fornemmede at han lavede elevator blikket på hende og det havde hun som sådan heller ikke noget imod, han skulle bare ikke prøve på at tvinge hende til noget hun ikke selv indlod sig på. Hun bevægede sig tættere på ham på ham da han spurgte ind til ånderne, det var en fryd for hendes øre for der var ikke meget i denne verden hun havde mere styr på, "En uddybelse? hmm... Jeg kan kontrollere de ånder der er i luften omkring dig, det er dem som laver vind, andre kan styre ild eller vand, men luft er forløbi min niche, men jeg forsøger da at udvide mine evner. En ånd er et væsen der passer den niche den er lavet i og vil beskytte den med livet, det samme gælder den person der styre dem", hun sendte ham et smil der var svært at tolke mens hun passerede og vidste at han som mand ikke ville kunne holde øjnene fra hende, "Hvis de ønsker det, så lad os da gå... de behager mig så de må vælge hvor vi skal hen".

Han kiggede på hende, og sukkede næsten lydløst. "Hvis jeg vidste du ville gøre det, ville jeg sikkert vide at du ville springe på mig, men da du ej gav hverken tegn eller ord om dit overfald, så jeg dig ikke som en større trussel, og du skal ikke tage det personligt, men jeg ser dig stadig ikke som nogle trussel." Han smilede kølig, dog uden en antydning af ondskab, eller bagtanke, det kunne han jo ikke give hende, når hun sådan undskyldte, og kastede sit navn i hoved på ham. Han kunne tydeligt høre at hun da bestemt var opdraget til de finer folk, eller så havde hun lært sig selv det, men Demetric nød det dog i fulde drag, og trak igen lidt i mundvigen. "Demetric, og mig en ære at møde dem Miss La Villette." Fortsatte han høflige tone. Han nikkede kort til hendes beskrivelse af hendes evne, før han kort nikkede. "Lyder meget interessandt."
Da hun godtog hans ide om at de skulle smutte, smilede han igen, og begyndte at gå ned af gyden, men stoppede så op, ved tanken om hun var blind. "Sig hvis jeg skal hjælpe dig ..." Normalt tilbød han ikke sin hjælp til nogle, han fortrak normalt at se folk lide, men da denne La Villette virkede yderst interessandt kunne han vel lige så godt ofre sin hjælp, og give hende et godt indtryk af sig selv, trods det var helt igennem falsk.
Normalt var han aldrig så høflig og hjælpsom, men det kunne måske komme ham til gode en senere gang. Om hun ville afslå eller ej, lå i det uvisse, men han stod nu stadig og ventede på en reaktion, imens han kiggede på hendes stolte krop, der ikke så ud til at have lidt nogle form for tab ved at være blind. Det så ud til blot at gøre hende mere stolt og stærk, ind hvis hun havde synet. En underlig følelse af en slags ærbødighed over for hende kom op i ham. Han pressede lidt tænderne sammen, og skubbede dette væk hårdt og brutalt. Han vidste han ville kunne vinde over hende, men om det var på en helt fair måde, var der jo ingen der sagde det ville blive.

Sonja kunne ikke lade være med at smile til ham, han var spændende, ikke en hun ville stole for meget på, men ikke destro mindre spændende, hun gik helt hen til ham så hendes barm næsten rørte hans brystkasse, "Hvis jeg ikke er en trussel, hvad er jeg så i dine seende øjne Mr Demetric", hun lagde bevidst meget lidt tryk i ordene så det nærmest blev en lav hvisken, han ville uden tvivl ikke være en man havde lyst til at have imod sig, men på den anden side havde hun jo heller ikke røbet halvdelen af sine krafter for ham, det var bare en forsmag til hvis det skulle ende i kamp, men det håbede hun ikke på mere, vampyrer var sådan nogen fenomenale væsner at være sammen med, men de var ofte falske og havde ikke den samme følelse af loyalitet som mange andre, men til gengæld var der mange andre ting ved dem som gjorde mere end op for den lille brist. Hun kunne ikke lade være med at føle sig undervurderet af ham og hun brød sig ikke om det, men på den anden side virkede han heller ikke til at vide hvilket ben han rigtigt skulle stå på for han tilbød at hjælpe hende selvom hun lige havde vist at hun var mere end i stand til at lokke ham i en fælde uden at kunne se en hånd for sig, dog smilede hun mens hun gik forbi ham og med vilje lod en hånd glide over hans bryst før hun holdt den ud foran sig som om de skulle til at danse så han kunne føre hende afsted, "Hvis de ville være så venlig takker jeg da for deres tilbud", hun afventede at hendes hånd ville blive grebet og hun skulle blive ført afsted. Demetric virkede god nok, men som sagt skulle man aldrig stole for meget på en vampyr og slet ikke en der ikke startedemed at presentere sig selv da det var hendes oplevelse at de ofte var meget forfængelige og smukke, hun kunne ikke holde et lille smil væk ved det sidste, men kom til sig selv og holdt stadig hånden fremme mod ham, "Må jeg være så fræk at spørge til deres klan? De virker ikke som en jeg kender og de fleste klaner i Di Morga er efterhånden beskrevet i mine bøger", hendes stemme beholdt den uforudsigelige tone der både var venlig og måske enda lidt mere, det var bare i Sonjas natur at være på den måde og hun kunne ikke lade være, det havde formentlig noget at gøre med at hun tilbragte forfærdeligt meget tid for sig selv.

Han tog blidt i hendes hånd, og hørte hende med sine lange hurtige skridt igennem gyderne, så hvis hun ville følge efter ham, måtte hun sætte farten op, og få lidt fart på. "Jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde det ... noget midt imellem alt muligt." Blev dog hans svar til sidst, da han greb hårde fast om hendes hånd, og førte hende ud til en stor larmende vej, som han trak hende over, for blot at komme til nogle flere mørklagte gyder. "Klan?" Brummede han, stadig med de raske skridt, der førte dem igennem gyderne, med et sikkert mål. "Klan tilhøre jeg nok ikke, der var ikke så meget orden i tingende der hvor jeg kom fra, der var det overlevelse der talte, tilhørsforhold kom først langt nede af listen." Han havde hurtigt lært ved Di Morga var et den-stærkeste-vinder by, hvilke han straks elskede, og det var også derfor han ikke direkte hade Malalek, men dog heller ej elskede denne magtgale dæmon. Dog var det heller ikke dæmonens magt glade jeg, der virkede frastødende på ham, men blot det at han over hoved ikke havde styr på det land han reagerede. Demetric var sikker på at hvis vampyrene fik magten ville de gå meget nemmere, for de fleste ville jo stå sammen, men vampyren Lucifer vil nok begræde hans kære vens fald fra tronen. Et hånligt smil gled over læberne. Han ville gerne selv have den ære, at smide Malakel på proten, eller bare at dræbe ham, det ville være en af de bedre nydelser, men det var jo ikke noget man bare gjorde. En skam, men man skulle fange Di Morgas 'herre' et sted udenfor sit kæmpe slot.
Da de var kommet udenfor gyderne, trak han Sonja med hen til en mørk kro, der lå gemt væk, så de fleste ikke ville kunne se den, hvis man ikke kendte den. Man kunne tydeligt mærke lugten fra vampyr og dæmoner, men dog var det ikke noget at påpege, da det ofte var ny udklækket vampyr eller dæmoner, der ingen forstand på magt og blod havde. Han ledte Sonja igennem stanken, videre op af en trappe, og endte så i en anden kro, dog var stanken af dæmon og vampyr langt fra så stærk, og det så også langt mere hyggeligt ud, end kroen de før havde gået igennem, som havde været mørk, og kold. Her var stole og borde lavet af de samme slags træ, væggene var hvidkalket, eller det havde de været i sin tid, nu var de gamle og snusset. På få borde stod der nogle lys så man kunne se, men da Demetric havde et perfekt syn, og Sonja slet ikke kunne se, valgte han et bord der henlå i næsten total mørke. Han placerede Sonja på en stol, og kiggede kort på hende. "Noget du vil have?" Han satte sig ned på stolen ved siden af hende, og med en høj skrabende lyd, trak sin stol ind, så han kunne hvile sine albuer på bordet.

Da han rørte hendes hånd kunne hun med det samme fokusere energi igennem ham og få et nogenlunde billede af hvordan hans ansigt så ud, han var køn som alle andre af hans slags og det lille smil der havde været på hendes læber blev ikke mindre, men snarre en smugle større. Sonja lod sig blindt følge efter Demetric, dog tog han hårdere fat i hendes hånd en hun brød sig om og hun klemte tilbage med overraskende stor kraft for at fortælle ham at det var for meget, "Jeg er da ked af de har det på den måde, for de fleste andre vampyrer er familien det eneste der binder dem til dette sted, de jeg kender bliver her kun fordi resten af deres familie og venner bliver her", hun lod til at være godtroende, men bedere end de fleste andre kendte hun til magtkampe og lysten til at sidde med magt, det var hendes lille passion endag at flytte magten til hendes fordel, om det så var fordi hun selv sad på tronen eller om hun kunne være et aktiv for den der sad på tronen kunne være ligemeget, målet gjorde alle midler til noget man kunne tillade. Med et blev det hele lyst for hendes indre blik og lyden af biler omkring hende skræmte hende fra vid og sans, hun havde lyst til at gå i den anden retning, men blev slæbt efter Demetric, der var ikke meget i denne verden hun frygtede, men biler var en af dem, de producerede forfærdelige mængder energi der blændede hendes indre blik og larmen gjorde det umuligt at pejle sig væk, havde hun selv forvildet sig ud på sådan et sted ville hun være prisgivet og nær panik, men til alt held slæbte han hende videre væk fra vejen igen dog viste hendes høje puls og tunge vejrtrækning at hun lige havde oplevet noget hun bestem ikke kunne lide. Ånden der levede i Sonja og skænkede hende hendes lange liv var i vildrede, ting der kom mod den i høj fart gjorde den utryg op på den måde kæmpede den for at komme ud fra dens partner, dette gjorde at Sonjas kræfter for en kort stund var ubrugelige, men som de kom væk fra vejen og videre hen til den snuskede kro hvor hun med det samme kunne lugte og føle dæmoners nærvær, hun hadede disse væsner, de var intet værd og kunne ikke beskrives som andet end forfærdelige dyr der burde udryddes systematisk, men tiden var ikke til det nu og på den anden side var der en interessante vampyr hun hellere ville snakke med end at dræbe nyudklækkede dæmoner, lugten var ubeskrivelig og Sonja var ikke sikker på om hun skulle hade den eller elske den fordi den var så unik. Da hun blev placeret ved bordet og hørte den skrabende lyd af en stol der blev skubbet ind kunne hun stadig ikke lade være med at smile til Demetric, "Jäger bombe hvis det er noget du kan finde og du svarede ikke på mit spørgsmål... hvis jeg ikke er en trussel, hvad er jeg så?",den stærke alkoholiske drik var noget hun var fladet pladask for og selvom hun ikke ville indrømme det skulle der ikke meget til før hun blev godt stiv, hun slikkede sine læber og havde hoved drejet så det næsten virkede som om hun så i hans øjne, "Hyggeligt lille sted du kender"

Han kiggede på hende, uden helt at vide hvad han først skulle gøre, så det blev hendes drik der blev bestilt, med et lille vink til tjeneren, der kom hen, Demetric fortalte hvad Sonja ønskede, og han blev derefter vinkede afsted med et lille vift med hans blege, lidt feminine hånd. Han vendte sig om mod hende. "Hvis jeg skulle kæmpe med dig, på rigtig måde, ville jeg kunne se dig som en modstander, men da jeg ikke er en person der lever op til regler, ud over 'den stærkeste vinder.' så plejer jeg at ende kampen med et brag." Hvilke skulle tages bogstaveligt, da han endt med at 'skyde' sine modstander ned. Hans øjne lå lidt på Sonja. "Såå ... en modstander ja, men taber, da jeg aldrig spiller efter spillets regler." Han kunne lige så godt have sagt at han syntes hun var langt bedre end en trussel, eller nærmere en herre, men hvis han sagde det, ville det ikke gøre nogle forskæl, for så meget løgn der var i dette kunne uden problemer høres, og det gav bare ekstra indtryk af hvor meget man skulle stole på ham. Så bare før at lyde en smugle ærlig. Dog blev denne ærlighed knust, af en stor løgn, da han besvarede hendes spørgsmål. "Jeg kommer her af og til ..." Nej, han kom der ALDRIG. Der skete ikke noget interessandt, og man kunne sidde i time vis og bare glo ud i luften, men han havde valgt dette sted denne nat, fordi han fandt dette som det rigtige sted, hvor de kunne snakke i ro og mag, uden at blive forstyrret af alverdens snak og larm omkring dem.
"Men du siger du er dronning over bjergene? Hvilke? Dem der ligger uden for Di Morga? Bor du der?" Ja, han kunne vel lige så godt give hende alle spørgsmålende på en gang, så måtte hun jo sammensætte det til et svar han forhåbentligt forstod, bare lidt af. Han kiggede på hende, med hagen placeret mellem hænderne. Tjeneren kom lidt efter hen med Sonjas drik, som han stillede foran hende, og forsvandt igen, inden Demetric kunne nå at vifte ham væk.

Sonja så forventningsfuldt på den lille drink med den meget potense styrke, det var tid til at drikke sig en kæp i øret, med et snuptag drak hun hele det sorte og dårligt flydende indhold, det smagte forfærdeligt og de fleste ville have lyst til at brække sig efter sådan en modbydelig drink, men ikke Sonja der med det samme vinkede bartenderen tilbage så hun kunne få nogen flere, mens hun sad og ventede på at hendes hoved skulle tage skade kunne hun svare på det som Demetric spurgte om, "Du taler vel for diselv, og du har forstået spillet regler fuldt ud i dette land, det er imponerende. Som du selv siger er det den stærkeste der fortjener at vinde, men bag den stærkeste står der vel nogen og hjælper med at blive stærk", hun prikkede sig på næsen. En hel bakke med med stærk alkohol blev sat foran hende og hun betalt med en guldmønt inden hun gav sig i kast med sprutten, hendes hjerne blev langsomt mere sløret efter bare to glas mere, hendes adfærd blev mere og mere åben som hun blev mere og mere fuld, "Ja jeg er dronningen af Bjergene, Kender du Un Minuer... Menuir... whatever, det er der min trone er placeret samt en masse af de andre ting jeg sætter pris på". Sonja vidste hun var ved at blive fuld og lod for nu resten af sprutten stå på bordet, hun lagde en hånd på hans lår og virkede stadig klar nok i hoved selvom hun selv kunne mærke at hun var ved at være lidt for meget nede af vejen mod at være for meget, men hun var ligeglad, det var så sjældent hun fik chancen for at snakke med nogen at hun ville nyde det når hun gjorde. Hun lænede sig tættere på ham mens hun slikkede sig om læberne for at få den sidste smag af sprut væk, han havde så smuk sagt at den stærkeste vinder og intet var mere rigtigt, men mænds hjerner var ofte ikke rettet på at en kvinde kunne besidde magten bedere end de kunne og Sonja var ikke i tvivl om at Demetric ikke havde tænk på at hun sikkert også jagtede magt på samme måde som ham, men for Sonja gjaldt det om andet end at spille med musklerne, man kunne opnå magt på så mange andre måder end hvis man kæmpede. Sonja lænede sig tættere på ham mens hun langsomt kørte en hånd ned af hans ben, "Sig mig Demetric... hvad bragte dig ud i gyderne og hvad var det der fangede deres opmærksomhed ved mig?", Sonja vidste allerede vad det var ved ham hun havde kunne lide, det var den måde han gerne ville være hård på, men alligevel havde valgt at hjælp hende på trods af at han ikke kendte hende, hun var bestem ikke sentimental, men det var ikke til at stå for når en mand udviste manere og passion for magt på samme måde som hende.

Han kiggede på hende, og ville egentligt snakke videre, i deres første emne, men Sonja virkede ikke til at ville, men hun fortrak tydeligt at få noget væske ned, og da han ikke ville stoppe hende, lod han hende ævle løs, om sin trone. Han smilede svagt, og havde en ide om hvad hendes ide var. Han havde bestemt ikke noget imod at bruge natten sammen med hende, hvad den så indebar. "Min grund til at jeg er sammen med dig er dit udseende ..." hvilke ikke var helt løgn, kun halvt. Han kiggede på hendes hånd, men fjernede den ikke, hvis den ville ligge der havde han ikke nogle problemere i det.
"Hvad er din plan med alle de ... drikke?" Han pegede kort på de glas hun havde drukket af, og derefter på dem hun ikke havde drukket fra.
Han vidste ikke hvordan det smagte, og han ville heller ikke prøve det, da han ikke havde rørt menneskeliget mad, eller drikkevare lige siden han blev skabt, så han kunne ikke huske smagen af det meste mad, hvis han kunne huske maden af noget mad. Han stønnede lavt, og rode lidt rundt i håret, før han lænede sig ind over bordet, og tig en af glassende, som han studerede indgående. væsken så tyk ud, og så ikke ligefrem indbydende ud, men det kunne vel være det smagte bedre end det så ud til at gøre.
"Hvad skal vi lave? Jeg har ikke noget at lave hele natten, så jeg er åbent over for alt." Han smilede kort.
//Sorry det korte svar//

Sonja smilede og drak videre, hendes hjerne blev mere og mere sløre, hvilket gav plads til at hun kunne udfolde sig mere normalt end hun plejede, med en let hånd fjernede hun det bind hun havde om hoved så de mælehvide øjne der ikke kunne se en pind kom til syne, det var ofte noget der skræmte andre, men hun regnede med at Demetric ikke var så sart. Hun blev ved med at stryge ham op af benet mens hun langsomt lænede sig tættere på ham, "Planen med dem? de skal da drikkes, med mindre der er andet du hellere vil lave?", hun lod legesygt en tunge glide henover hendes læber, det smagte forfærdeligt som kold tjære, men det gav hende en rus som hun havde svært ved at finde på en anden måde, medmindre hun gik i meditation hvor det kunne tage flere døgn at opnå klarhed og glæde som et følge. Sonja greb et nyt glas og bundede det inden hun vendte tilbage til at have ansigtet mod Demetric, hun lænede sig så tæt på at hendes mund næsten rørte hans øre mens hun hviskede næsen uhørligt, "Jamen hvad ønsker du at lave Mr Demetric... Jeg er heller ikke en der holder mig tilbage", hun lavede et lille smæld med tunge mens hun langsomt ført hånden længere op på han lår så hun næsten rørte ham mellem benene. Sonja elskede dennleg det var at lege med mænd og hvis det skulle vise sig at føre til mere end det kunne hun ikke brokke sig, han var jo ikke grim, det havde hun allerede slået fast gennem den måde han snakkede på og så det billede hun havde skabt af ham igennem energierne, hun vidste hun var fuld, men det gjorde hende i forhold til andre ikke dårligere i stand til at tage beslutninger, hun havde bare en lille rus der gjorde det nemmere at snakke og som forstærkede hendes indre blik.

Han kiggede lidt på hendes blinde øjne, som faktisk var meget kønne af ikke at kunne se noget. Han slikkede sig ledt over munden, da han hørte hendes plan om at drikke. Mon hun vidste hvad han lage i dette ord? Et rovdyrs smil gled over hans læber. Han kiggede på hende mens han lod sin tunge glide over tænderne. Han dyre smil blev langsomt breder, da hun hviskede ind i hans øre, hvilke var dejligt, tiltrækkende. Han mærkede hendes fine hånd glide op af hans ben, mens han forsigtigt lod en fingere glide ned over hendes kind, og gled over hendes læber, ned mod hendes hals. Han lod sin hånd glide ned af hendes hals, mens han mærkede hendes dejlige duft, og blodet der lå lige under overfladen. Han kiggede kort ned på hendes hals, før hans blik igen gled op. "Ikke så meget Miss. La Villette, hvad ønsker De?" Han lod en hånd glide ned af hendes ryg, og hev hendes over på sit skød i en let hurtig bevægelse. Han lod en hånd ligge sig på hendes lår, og kiggede på hende. Han vippede stolen tilbage, så den stod og balancerede på to ben. Han lod sin tunge glide kort over sine læber, som halvt skjulte hans hugtænder, der langsomt var kommet frem ved den søde duft af hendes blod. Normalt var animagus blod ikke så tiltrækkende på ham, men det var hendes, hvorfor var han ikke sikker på.
"Hvilke slags drikke har du i tankerne?" Han kiggede på hende, og skulle lige være sikker på at hun vidste hvad han betegnede med 'at drikke'. Han smilede skummelet. Han greb fat i hendes lille hårlok, og lod en fingere glide igennem den.

Han lugtede... fantastisk og den måde han snakkede på var intet mindre end noget der kunne bringe hende rundt på en måde hun ikke kunne forklare, ingen tvivl om det var vampyrens charme der spillede ind og legede med hendes sanser, men hun kunne ikke sige hun var imod det, han var jo en smuk en af slagsen og desuden havde hun ikke været sammen med nogen i lang tid, det eneste hun var urolig for var om han lagde for meget i det hun gjorde og ville blive med hende for det var der ikke en chance for at hun gad. Hun kom med et lille tilfreds hvin da han flyttede hende op på sine lår og lod en hånd ligge på hendes lår, hun lænede sig helt ind til ham så hendes velformede barm næsten var helt oppe i hans hage, hun fortsatte med den samme stemme som før mens hun lagde munden helt op til hans øre så hendes læber rørte det, svaret på hans spørgsmål var simpelt, men det var sjovere at danse om den varme grød "Det tror jeg godt du ved", derpå slikkede hun ham langsomt med spidsen af sin tunge op af halsen og gav ham til sidst et lille love bite i øreflippen. Hans kolde hånd på hendes lår og den finger han lod glide hen over hendes kind fik hende let til at gyse, "Jeg gør mig det lidt mere... komfortabelt", hun knipsede med venstre hånd og langsomt begyndte hendes kjole at trække sig sammen til den i stedet blev et par tætsiddende læderlignende bukser med huller omkring hofterne (Som på avatar kjole) samt hele vejen ned langs siden af lårene ned til fødderne som for øvrigt var bare, hun smilede stort til ham, jo mere hud jo gladere blev mænd som regel og hun kunne på den anden side også sige det var sådan hun havde det, hun tog med en blid hånd fat i hans og førte den ned over hullerne så hun skiftevis kunne mærke dem og ikke mærke dem, det var så dejligt at det var svært at beskrive.

Han kiggede kort tænksomt ud i luften, før han vendte sig tilbage mod hende med et lille smil på læberne, dog besvarede han ikke hendes spørgsmål, men kiggede blot på hende, med et lille listigt smil om læberne. Hendes tunge var underlig, men dejlige at have glidende op af halsen, og prikken over i'et var selvfølgelig det lille love bite. Han kiggede først undrende på hende, da hun snakkede om at gøre det mere komfortabelt, men smilede så stort da han så hvad hun havde gang i. Han kiggede på hende, uden at afsløre det mindste om hvilke tanker der flød rundt inde i hoved på ham.
Han overvejede om han skulle lade fællen klappe i nu, men han betvivlede ikke at hun nok ville blive siddende længere tid, og han nok ville kunne få hende til at vise yderligere hvis han blot ventede. Et dyrisk smil gled på hans læber, og denne gang lå dig meget mere bag det, end de smil han havde givet hende før. Hvis hun havde kunne læse hans tanker, ville hun have kunne mærke en god gammeldags vampyr ondskab gemt i smilet. Han lod hendes hånd føre hans ned af hendes ben, så han skiftevis kunne mærke hendes hud og derefter stoffet. Han smilede endnu mere, og lod hende føre hånden, mens han blidt låste sin arm fast omkring livet på hende, dog lå dig ikke yderligere i denne handling, end blot handlingen.
han kiggede rundt i kroen, som var så godt som menneske tom, dog med nogle få siddende omkring. Han fik langsomt lyst til at lege, med hvad vidste han ikke, men han ville lege. Han lod blikket glide igennem lokalet, og imens hans blik gled over flaskerne bag bar disken sprang de i luften, så glasset fløj igennem luften, og væsken sprang ud som om det var bylter der var gået huld på.

Det begyndte at irritere hende en smule at han ikke bare rev hende rundt, nu havde hun mere end vist ham at hun var med på numre, men hvis han ikke snart greb til kunne hun også sagtens gøre det, men for nu skulle han da have chancen for at nå at redde den. Sonja blev ved med at sidde og ege med hans bukser og kørte nu bevidst hånden ned mellem hans ben mens hun blev ved med at smile til ham, det var umuligt at se det var falskt og uden nogen form for dybte. Hun tog fat i i den arm han havde lagt om livet på hende og begyndte at stryge den som hun gjorde med den anden imellem hans ben, hendes intensioner var soleklare, men alligevel virkede det ikke helt som om han var med på legen. Sonja skulle til at sige noget da en stribe flasker bag hende begyndte at springe på må og få, det var ikke svært at regne ud vad der skete og hun kunne høre hvordan andre stole skrabede mod gulvet og lyden af fødder der i god ro og orden kom væk i en fart så de var helt alene tilbage i rummet, hun smilede listigt og tog hånden hun havde placeret i hans skød væk, hun lod den glide hen over hans brystkasse op under halsen og stoppede under hagen hvor hun med en finger drejede hans ansigt så det vendte mod hende. hun havde sit hoved så tæt på hans at deres læber næsten mødtes og hun kunne næsten smage den kulde der kom fra ham, "Man skulle næsten tro du prøvede at imponere mig", hun snakkede stadig meget lavt og forførende til ham som om han var det frækkeste på jorden, mænd var overraskende nemme at forføre, men hun havde lagt så meget i det nu at hun selv havde en smule lyst der boplede under overfladen og ventede på at blive tændt.

Han kiggede på hende, dog ikke af egen vilje, selvom han nok ville have gjort det hvis hun ikke havde tvunget hans ansigt til at vende sig. Han smilede kort. "Dog ikke, det er ikke min stærke side - mest fordi jeg aldrig rigtigt gør det." Han smilede lumsk, og lod en hånd glide ned i hendes buksekandt. Han vendte hende hurtigt om, så hun sad med bene på hver side af hans, og med hendes fine bagdel placeret på hans lår.
Han kiggede på hende, med med et kort tænksomt blik. "Var det din plan at gøre det her?" Han lod overraskelsen ligge i stemmen, men dog var den stadig rolig. Han kiggede rundt, og kom frem til at det måtte hun bestemme, for ham gjorde det intet. Han lod en hånd glide op af hendes hals, støj hurtigt en tommelfinger over hendes flotte læber, hvor hans hænder så endte omme i hendes varme bløde nakke. Han trak hende let ned, så deres læber næsten rørte hinanden. "Nå, min tøs, hvad er planen." Han kendte jo godt hvad hovedparten i hendes ide var, men hvor - det var klart en gåde for ham. Han vidste jo ikke hvor hun fortrak det. Han selv kunne gøre det de fleste steder. Han små grinte og kiggede rundt i lokalet, som nu var helt og aldeles tomt, så de havde det hele for dem selv. "Damerne bestemmer." Hans øjne gled kort over hendes tomme øjne. Hun så ud til helt fint kunne navigere rundt uden disse øjne, hvilke jo kun gjorde det nemmere for ham, eller for dem. Han ville slet ikke kunne se sig i denne situation hvis ikke det var fordi at hun uden problemer kunne navigere som en anden GPS med et indbygget kort.

Sonja smilede stadig lumsk til ham og kom med et lille forsigtigt støn da han drejede hende rundt så hun sad med et ben på hver side af hans lår med ryggen mod ham og hendes bagdel placeret meget tæt på hans maddom, hendes ukuelige smil fortsatte mens han lod en hund glide ned til hendes buksekandt, hun krængede ryggen en smule så hendes hoved lå på hans skulder. hun kunne mærke hans finger løbe over hende og hvordan hun selv blev mere og mere varm, dog mistede hun ikke kontrollen selvom det efterhånden måtte virke sådan på ham, "Hvilken plan? Jeg planlægger aldrig noget, det lader jeg den store ånd gøre for mig", hendes stemme var stadig blød dog med noget mere kraft end før siden de nu var alene i rummet og hun ikke behøvede at være bange for at andre storsnudede gæster skulle stikke næsen for langt frem. Da han kaldte hende tøs blev hun gal og havde et kort øjeblik lyst til at rejse sig og give ham en lussing for så at forsvinde væk, hun var ikke en tøs, hun var dronning af bjergene og han havde bare at indrette sig efter hvem hun var, med en let snærrende stemme sagde hun, "Forstå mig ret, jeg er ikke din tøs og vil aldrig blive det, jeg er dronning af bjergene og det har du bedere at huske min gode vampyr", der var ikke for meget ondt i hendes stemme, men det var bedstemt nok til at man ville fatte budskabet, men denne lille reprimande skulle ikke ødelægge det der nu alligevel var sat igang mellem dem. Sonja tog fat i den hånd han havde nede ved buksekanten og skubbede den ned så den kom under hendes bukser så han ville kunne mærke den glatte hud, imens lagde hun sin højre arm bag hans hals og lod ham se at hendes hjørnetænder heller ikke var helt normale da de var filede til skarpe rovdyrlignende hugtænder, hun slikkede ham på halsen inden hun gav ham et lovebite mere.

Ånd? Han tænkte sig om lidt tid, men lod det ligge til en anden god gang, hvor han ville have mere til til at tænke dette igennem. Han smilede over hendes pludselige udbrud, over at hun ikke var hans tøs, men dronning. Gad vide om hun var således, eller om det var den knap så kønne væske de fik det til at bimle for hende. Han kiggede undrende på hende, da hun pressede hans hånd længere ned i hendes bukser. Så hun var dronning, men det var tilladt at rage rundt på hende? Underligt, men han havde slet ingen problemer i dette, da hendes hud jo bestemt ikke fejlede noget, og virkede yderst interessandt. Han smilede drævent for sig selv og nød hendes nyankommende tunge. Han kiggede på hende, da hun var færdig et kort øjeblik før han med hånden, der ikke var endt nede i hendes bukser, fejede hendes hår væk fra hendes hals, så den var blottet, og så aldeles indbydende ud, før han ganske let lod sin tunge glide op af hendes hals, op til hendes kæbe, hvor det endte i et kort lille kys. Han trak hende tilbage, så hun lå på ham, mens han lod sin tunge glide over hendes hals, op til hendes læber, som hans læber ganske kort berørte, før han kiggede på hende. "Du leger med ilden min dronning." Hans øjne havde et let rødligt skær, da hans tørst var vækket af hendes velduftende krop. "Men pas på du ikke fortsætter længere ind i løvens hule." Han smilede skævt, og lod sin hånd, der havde ved hendes bagdel, glide op, under hendes trøje, og ligge sig på hendes flade mave. Med den anden hånd, greb han blidt fat i hendes hage, så hun blev tvunget til at kigge på ham. Han kiggede ned på hende, og forventede næsten hun ville bede ham om at bide hende, men det ville hun ikke, det var sten sikkert, for det var kun sket én gang i alle de tusinde år han havde levet.

Sonja kunne mærke hans kolde hånd nede i mellem hendes ben, det var en følelse som hun troede hun havde glemt, men han førte den ikke videre ned hvilket skuffede hende meget eftersom hun havde regnet med at han ikke ville kunne holde fingrende væk mere, men hun blev snydt da han tog den væk. Hendes smil forsvandt et øjeblik i en irriteret grimasse der dog forsvandt med det samme da hun blev lagt ned på ham og han slikkede hende på halsen, det føltes så dejligt at det næsten begyndte at dunke i hendes tindinger, hun var efter den lille manøvre klar på at give sig selv til ham, dog ville hun ikke drømme om at lade ham bide hende og gjorde han kunne han godt glemme alt om at have en "hyggelig" aften med hende, men hendes tanker forblev ikke sorte for da han kyssede hende forsvandt den korte tilbageholdenhed igen, men hun nåede dog at stønne "Bid mig og jeg river en meget speciel ting af dig", hun sagde nærmest med et smil mens hun kunne mærke hvordan han lod den ene hånd der før havde været i hendes bukser glide op på hendes mave hvor han ville kunne mærke at hun var meget varm, hun kom med et lille klynk som dog lød utrolig frækt. Sonja vred sig en smule mens hun lå ned over ham og med en stemme der ikke kunne tolkes på anden måde end fræk sagde hun "Jeg vil hellere lege med noget andet", hun slikkede sig læberne mens han holdt fast i hendes kæbe og formodede at han havde hendes ansigt rettet mod hans, hun kunne ikke koncentrere sig nok til at hun kunne samle energierne til et ordenligt billede, hun lod forsigtigt en hånd glide ned mellem hans ben hvor hun med et fast tag tog fat i hans manddom. Sonja kyssede Demetric igen og begyndte langsomt at lade hånden glide op og ned for at mærke om der kom en reaktion eller om han var for gammel til at tingene virkede ordenligt hvilket i så fald ville gøre at interessen ville falde betydeligt for ham.

Han kiggede på hende, med et lille smil. "Ellers tak, jeg holder mig i selerne." Han smilede svagt, og kiggede på hende. Han smilede kort og kiggede på hende. Hans krop reagerede øjeblikkeligt på hendes berøring, som var benzin på et gammelt bål, der ellers havde været udbrændt. Han kiggede ned på hende, og sukkede næsten lydløst, før han let slap hendes hage. han skulle lige til at åbne munden, men slugte ordene igen. Det var nok den dårligste replik han nogen sinde, i hele sit liv var kommet på. 'Du ved hvilke knapper man skal trykke på ...' men den kunne også have lydt som; 'du ved hvad du skal trække i ...' hvilke han dog aldrig kunne få over sine læber.
Han holdt derfor blot sin mund, med sine underlige tanker og ord, og smilede blot, før han begravede sin anden hånd ned i hendes bukser, og sank dybere ned end før. "Musen vil lege?" Han smilede kort og kyssede hende igen, denne gang lidt mere kysset, og ikke som det kys før, der jo knap havde kunne kaldes et kys. Hans hånd trak let ned i hendes bukser, for at afgøre hvad hun ville gøre. Om hun ville give ham en lussing, eller blot blive mere tændt. Dog var der ikke så store chancer for det første, da hun jo selv havde lag op til det, og han da klart ville sige det var unfair hvis han fik sig en på kæben.

Sonja kunne ikke lade være med at smile over hans lille udtalelse, det var godt han vidste hvad der var bedst for ham, det ville være så synd hvis hun havde været nød til at forsvinde. Hun fik et overrasket blik trods de blinde øjne, der var helt bestem noget dernede som var værd at tage et nærmede kik på, hun lod hånden glide mere taktfast op og ned af hans bukseben mens hun stadig ramte det der lå indenunder og ventede på at komme ud i fri natur, "Jeg syntes du blev så forfærdeligt stille... har du tabt mælet overfor mig", hun gav ham et lille kys på halsen mens hun nu med den ene hånd begyndte at knappe hans bukser op, men hun nåede kun at få den ene til at hoppe frivilligt af inden han kyssede hende på læberne igen, denne gang var der næsten ægte passion i det hvilket hun fandt en smule mærkeligt da han ellers virkede som en meget falsk person der ikke ligefrem havde denslags følelser hele tiden. Sonjas tanker blev brutalt afbrudt da han noget brutalt og ikke så sexet stak en hånd ned i hendes bukser, havde det ikke været fordi hun selv var så tændt havde hun nikket ham en skalle, men alle kunne vel begå fejl og specielt hvis det havde været noget tid siden de sidst havde fået noget, for det virkede som om Demetric ikke helt turde føre tingene igennem, hans hånd var ihvertfald standset på et neutralt punkt inden han kom ned og rørte noget af det mere spændende, det eneste han ville mærke nu var bare glat hud. Sonja kom med et lille drillende suk inden hun blidt tog fat i hans hånd og førte den længere ned så hans fingre ville røre hende, hun kom med et lille støn og gik så tilbage til at knappe hans bukser op.