I wont harm you Angelin //Privat//

Mørket havde sænket sig over Terre's havn og gjort den mere dyster end den allerede var når det var lyst. De gadelamper der burde havde lyst gaden op, var smadrede eller gået ud. Nogle skridt kunne høres få meter fra havnen, disse skridt til hørte en ung vampyr, der næsten lige var kommet til Terre for nogle dage siden og nu var det på tide han fik set byen. Han gik i et roligt tempo ned mod havnefronten, som ikke var noget at råbe hurra for. De mange ødelagte bygninger ødelagde havnen og gjorde den totalt ucharmerende, på både den ene og den anden måde, men der hvor han kom fra var han vandt til det. Da han kom ned til havnen ramte lugten af saltvand ham, hvilket fik ham til at gyse for hvis der var noget han hadede var det stanken af havet, men denne gang var der en anden lugt blandet sammen med den. Det var en lugt af blod, men ikke hvilken som helst slags blod, men engleblod, hvilket frembragte et skævt smil på hans blege læber " Måske.. Måske ikke?" sagde han stille til sig selv og så op fra jordens mørke asfalt, hvilket også var smadret. Han så op på nattehimlen, hvor fuldmånen stod højt og kastede et blåligt skær ned mod jorden, hvilket fik hans sorte hår til at se lettere blåt ud. Han var iført nogle sorte stramme jeans, en hvid t-shirt og en sort læderjakke der matchede fint til hans blege hud og hans sorte hår. Han kom endelig ned til kanten af havnen, hvor der var nogle få både der stod bundet til de få stolper der var " typisk mennesker og deres store både" sagde han vrissende og rystede kort på hovedet da han fik øje på en stor båd. Han fortsatte ned af havnen, duften af engleblod blev stærkere og stærkere, hvilket gjorde ham lettere forvirret og bange på samme tid, for hvis dette nu var en kvindelig engel der var ved at blive drukket af, skulle han så rede hende? Det ville bare virke underligt at en vampyr hjalp en døende engel, men sådan var han. Han fortsatte et stykke endnu og stoppede op idet han fik øje på en skikkelse længere nede, var dette denne engel? eller var det en der var her fordi personen forventede at han ville finde noget her nede som han måske kunne gøre fortræd? Lige nu havde denne vampyr ikke rigtig lyst til at finde ud af det og ventede derfor til at han var sikker på at det var den engel hvis duft han havde opfanget for lidt siden

”Skal, skal ikke..” Mumlede en kvindelig stemme. Der var stemmen kom fra, var lidt længere oppe på havnen, egentlig mere eller mindre et stykke fra havnen. Det sted hun var op vej op til, mindede om en kløft, hvor hun havde tænkt sig at kaste sig ud over. Ikke fordi hun havde lyst til at dø, men bare for at.. Bare for at hvad? Dette kunne måske også have noget at gøre med, at hun havde på fornemmelsen at hun blev forfulgt. Dette kunne jo nok snyde den ’forfølger’, som Angelin mente at hun havde lige i hælene.
Der gik ikke mange minutter før kvinden stod oppe ved skrænten, og kiggede ud over havet, som var længere nede. Dette skulle nok også give hende lidt spænding i livet, selvom hun havde nok af det i forvejen, men alt muligt.
Lige før Angelin ville have sprunget ned fra skrænten, for at komme tættere på havet, fik hun slået ud med hånden og rev sig på en busk eller en gren, som gik lavet en dyb flænge i hendes overarm. Smerten blev ved i længere tid, og tanken slog hende, at det måske kunne være en giftplante, som måske ville lamme hendes krop. Måske ville hun dø af det? Lugten af blod ramte hendes næse, og følelsen af at alt hun havde spist inden for det sidste døgn, var op vej op af hendes hals, var tæt på at være fuldendt. En klam fornemmelse gik gennem hendes krop, og endelig gav hun sig til at kigge ud over kløften igen.
Nu skulle det være. Hun ville ned til havet, og blot røre det med tæerne eller noget i den stil. Bare ned til havet, uden at bade i havet. Det kunne være fantastisk. Fornemmelsen af vandet mod de bare tær, havde hun ikke følt længe. Sådan var det bare at være hjemløs, og sådan var det bare at være en pige der svarede til seksten år, med den smukkeste hud og det smukkeste platinblonde hår, som tiltrak alt for mange vampyrer, hvilket ikke var særlig spændende for hende og hendes hals for den sags skyld.
Kort tid efter, bredte Angelin armene ud, og lod sig falde forover ud over kløften med høj fart. Der gik ikke længe, for et par fløjlsbløde vinger bredte sig ud bag hende, og fik den lette krop til at svæve i stedet for at styrte ned mod vandet. Heldigt at hendes vinger stadig virkede sådan nogle lunde, efter at de ikke havde været i brug i længere tid, pga. for lidt tid. Desuden havde de nærmest kun været brugt til beskyttelse.
Flere dråber fra hendes overarm, lod sig dryppe ud på de hvide vinger, og det ville nok ikke forsvinde igen, medmindre.. Nej. Det ville være for tungt for hende.
Kort tid efter, landede Angelin, en kvindelig engel på vandet. Kun hendes tær rørte det let kølige vand, hvor fuldmånen spejlede sig. Vingerne forsvandt lidt efter, og skjulte sig atter. Nu faldt hun i vandet med et plask, og hendes tøj blev gennemblødt.
Fuld af lykke, følte hun sig i vandet. Det var helt fantastisk!

Duften af blod kærtegnede hans næse som en blid musik i ørerne, et skævt smil kom frem på hans læber inden han rejste sig op og kiggede udover havet og rystede kort på hovedet " Hvorfor lige dig Anya?" sagde han stille og tørrede en tåre væk som faldt ned af hans kind, hvilket var ret usansyneligt ved en vampyr, for det siges de ikke kunne græde, men det kunne de godt, han kunne ihvertfald.

Han opfangede en lyd, som om der var en der faldt i vandet, men hvor kom lyden fra? Han kunne nemlig ikke se nogle andre væsner nogle steder, men han havde uden tvivl tænkt sig at finde ud af hvem, eller nærmere hvad det var. Han lod sit blik glide over på den person der sad nede ved havnen, der var et eller andet dystert over denne person og Emanuel vidste ikke om han skulle gå fordi ham, det kunne jo være en vampyrjæger, hvilket han ikke ville risikere. Han besluttede sig alligevel for at gå over mod denne person og tættere på den kløft der var nede ved havnen " måske skulle man gå der op og kigge?" sagde han stille og nikkede kort idet han passerede denne person, der sad ved kajen " Unge mand.. Hvis du går der op falder du ned.. Du dør og alle vil være ligeglade" sagde personen og vendte sig om mod Emanuel der havde stoppet op og vendt sit blik mod denne fremmede " Hør her... Jeg ved ikke hvem du tror du er, men 1 ting er sikkert... Du skal ikke komme og belærer mig om..." han stoppede idet den fremmede fjernede kappen fra sit ansigt " Emi?" sagde han stille og rynkede på næsen " Emanuel.. Gå ikke der op.. Det var der Anya sprang fra" sagde kvinden og gik over mod ham " Ti stille! Du ved udemærket godt at Anya ikke kunne finde på det Emi" vrissede han og skubbede kvinden væk fra sig og fortsatte op mod kløften. Da han kom der op så han udover havet og rystede kort på hovedet da han så en kvinde nede i vandet og tog en dyb indåndning " engel.. Og hun er såret.. GIFTPLANTEN!" lod det forfærdet fra ham idet han sprang ned af kløften og ned i vandet et stykke bag kvinden

Pludselig begyndte Angelins arm at gøre med ondt end den normalt ville gøre, når hun havde revet sig på et eller andet. Faktisk følte det lidt som om hendes arm ville forbløde. Som om det ikke ville stoppe med at bløde. Det føltes nu også som om der var begyndt at gå huld andre steder på hende krop. Tænk hvis det faktisk havde været en giftplante som havde revet hende? Måske kunne hun dø af det?
Panisk kom Angelin på vingerne igen, og var nu fuldkommen over vandet. Hurtigt tog hun sig en hastig flyvetur, for at få tøjet en smule tørt, og hørte nu et højlydt plask bag hende, som chokerede hende utrolig meget. Faktisk var hun ved af dø af forskrækkelse, da der ellers havde været utrolig stille.
Flere og flere kræfter begyndte at sive ud af Angelin, og pludselig kunne hendes vinger ikke holde hende oppe længere. Hun faldt med vandt igen, og besvimede, hvilket førte til at hun sank længere og længere ned i vandet igen. Hvis ikke der skete noget, hvis ikke hun blev redet eller noget i den stil, ville hun drukne, og så ville hendes liv atter være slut.
Dette ville så være anden gang hun døde, og en druknedød ville ikke være særlig fantastisk, selvom det var meget normalt for deprimerede teenagere. Der var blot et problem. Angelin var inderst inde ingen teenager og hun var i den grad heller ikke deprimeret. Eller var hun? I så fald, ville hun ikke drukne sig selv, og det havde ikke været grunden til at hun kastede sig ud over.
Egentlig havde det hele bare været for at afprøve vingerne igen, efter at de ikke havde været i brug længe. Hvis der var noget hun var deprimeret over, var det en virkelig gammel sag, som havde noget med hendes død at gøre, hvilket aldrig var særlig sjovt at tale om.
Længere og længer ned sank Angelin, og pludselig havde hun ikke mere luft, og blev bevidstløs. Det var slut nu, og det vidste hun også godt. Døden ventede på hende, og den ville sikkert også tage godt imod hende en gang til.
Men Angelin ønskede ikke at dø. Hun ville ikke dø, og især ikke nu, så hellere et helt andet tidspunkt. Så ville hun hellere skydes ned på åben gade, men ikke her. Hun ville ikke drukne. Hun ville faktisk bare ikke dø en gang til.
Angelins sjæl græd, og var lige så stille på vej op mod overfladen, for at komme væk fra verden. Snart ville hun ikke stå til at rede.


//Kreasvigt:[//

Han dykkede ned under vandet idet han så hun begyndte at synke til bunds " nej... nej!" vrissede han og fik hende op til overfladen, men det var forsent, hun trak ikke vejret længere. Han svømmede ind til land og begyndte at yde førstehjælp på hende, 30 tryk, to indblæsninger, hvilket burde virke på hende, det virkede på alle. Han fortsatte indtil han ikke kunne mere og ventede og derefter fortsatte igen. Han ville blive synder knust, hvis flere væsner skulle dø, fordi han var for langsom, det var det der skete med " Anya.. " lød det fra ham * hvad var det!?* tænkte han og rystede på hovedet. Denne engle tøs mindede ham om hans elskede Anya, som døde for mange år siden. Et skævt og nervøst smil kom frem på hans blege læber idet han igen gav hende 30 tryk og 2 indblæsninger, han kunne se at hun var begyndt at få sin normale farve igen, hvilket var et godt tegn så han fortsatte indtil hun ville hoste vandet op af hendes lunger. Han lod blikket glide ned af hendes krop og fik øje på riften " Giftplanten" sagde han og lagde munden ned mod såret og begyndte at suge giften ud af hendes arm og for hver gang han fik giften ind i munden spyttede han det ud på jorden. Han kunne ikke få mere ud nu og så op på hende med et blidt smil idet han følte hun var ved at komme til live igen

Jo længere tid der gik, jo længere væk svævede Angelins sjæl, hvilket kun gjorde det hele værre. Der var snart ikke mere liv i hende, og hun ville synke til bunds, men der var nogle der greb fat i hende, og trak hende med sig ind til brædden.
Men det var forsent. Angelins hjerte slog ikke rigtig længere, kun meget svagt, hendes krop gjorde ondt og hun kunne ikke reagere længere. Hun måtte jo være død, siden hun intet kunne længere.
Det var simpelthen slut, men? Hvordan kunne hun så føle læber mod sine som tydeligvis forsøgte at få liv i hende, og regnmæssige tryk på hendes brystkasse. Det føltes underligt, men det måtte virke, for livet sivede lige så stille tilbage i hendes krop.
Ikke lang tid gik der, før Angelin begyndte at hoste en hel masse vand op, som hun sikkert havde fået ned i lungerne, på vej længere og længere ned i vandet.
Ved hendes side sad en mand, som hun ikke kendte. Det var nok ham der havde reddet hende op af vandet, og det var sikkert også ans læber hun havde følt mod sine. Et eneste hun huskede ved dem, var at de havde været utrolig kolde, som personen der havde kysset hende, havde været frosset ned eller lignend.
Efter et stykke tid, begyndte hun at få sine sanser tilbage, og hun foldede begge vinger ud. Den venstre smertede utrolig meget, og hun udstødte et lille hulk. Både af smerte, men også af lykke, pga. At hun faktisk stadig levede. Kort tid havde hun været i tvivl om hun vild komen tilbage til livet igen, men det var hun jo, hvilket hun værtsatte utrolig meget.
Det var tydeligt at manden som sad ved hendes side, var ham der havde hjulpet hende op af vandt og forsøgt at genoplive hende. Han fortjænede helt klart et kys, og derfor kyssede hun ham midt på munden.

//Undskyld hvis det er for kort, men det er skrevet fra min mobil:3//

Han så på hende med et smil idet hun vågnede og hostede vandet op, det virkede rent faktisk, han havde lige reddet hende, hvilket han ikke fortrød. Da hun slog sine vinger ud og kom med et hulk så han på hendes vinge og rystede på hovedet " du burde passe bedre på" sagde han med et blidt smil på læben og tog blidt fast i hendes vinge " den er ikke brækket, men du har fået et voldsomt slag mod den" sagde han og slippede igen hendes vinge. Idet han mærkede hendes læber mod sine lukkede han kort øjnene og kyssede hende blidt tilbage " Hvad skulle det til for? var det fordi jeg har reddet dig?" sagde han med et smil og lod sin højre hånd komme op til hendes kind og lagde hendes hoved på skrå " Ow det er ikke godt" sagde han og så på de to mærker hun havde på halsen, som var fra en anden vampyr Hvor længe er det siden?" spurgte han og lod en finger køre hen over mærket idet han bed sig kort i underlæben. Det burde han ikke have gjort, for han mærkede hvordan hendes varme og kostbare engleblod flød rundt i hendes årer, lige til at sætte tænderne i, men han gjorde det ikke, for det ville være spind af sådan en skønhed hun havde.

//Helt iorden ^^ min er heller ikke i top o.o//

Efter kysset lod Angelin en hånd glide over den ene vinge, som nærmest brændte af smerte, som hun ikke rigtig forstod. Aldrig i sit lange liv havde hun oplevet at brække eller forstue noget, så fordan det føltes, var hun ikke klar over. Derfor tænkte hun at det kunne være alt fra et slag til at hele hendes vinge var brækket. Dog lød det ikke sensyneligt, men den havde nok fået et slag som manden sagde. Angelin nikkede blot, da han spurgte hvad det skulle til for. Hun var ham evig taknemlig, men hun kunne virkelig intet sige, da hende stemme var alt for meget i chok, til at den overhovedet ville reagere på at hun forsøgte at sige noget.
Det underlig som Angelin lige nu lå på, eller rettere sad på, da hun mere eller mindre havde sat sig op da hun kyssede ham, bestod af lidt grovere sand, og det passede egentlig meget godt, nu hvor hendes stemme ikke rigtig gad. Forsigtigt vendte hun blikket ned mod sandet, og begyndte at skrive: 'Det er efterhånden en uges tid siden.. Du skulle have set mig for en måned siden.. Forresten. Hvad er dit navn?'
Selvom han måske ikke kunne forstå hvorfor hun skrev det ned, ville han nok finde ud af det meget snart, da hun havde på fornemmelsen at han helt klart ville spørge hende om det.
Det var nu egentlig også lidt underligt.

Han smilte blidt til hende i det han så hendes blide smil da hun begyndte at tegne i sandet så han efter hvad hun skrev " Mit navn er Emanuel, hvad er dit?" sagde han stille og så på hende med et svagt smil. Han kunne godt forstå at hun var i chok, det ville han også være, efter det faldt og at hendes vinge var skadet og hun var så tæt på at drukne. Hans smil forsvandt da personen fra havnekajen kom ned til broen " Em.. EM!! Kom væk fra hende, du kan ikke tåle hendes slags.. De forfører dig og tvinger dig til at drikke deres blod!" lød det fra Emi " Ti stille" sagde han og løftede englen op i sine arme " Lad os finde et andet sted hvor vi kan være alene" sagde han og begyndte og gå længere ned af strandkanten

//beklager længden >_