Vampyren er tilbage *Denise*

Sted-Denises kollegie værelse
Tid-cirka 10 om aften
Omgivelser-ehh..han er alene? O.o
Vejr-mørkt? ehh regner lidt?

Ciaren sad og kiggede lidt rundt i den lejlighed han befandt sig i, tingene så ikke du til at være de dyreste men dog ikke billige.
Gulvet gav ikke en lyd fra sig da han gik over det og satte sig lige så lydløst i sengen.
Det var måske ikke en særligt stor lejlighed men..duften af hende var overalt og fik et smil frem på ahns læber, det var et stykke tid siden han sidste havde set hende..siden han sidst havde været i Terre i det hele taget, det var nu ikke fordi ahn ahvde ændret sig særligt meget da det ikke var ham muligt.
Ciaren sukkede tungt, det var ikke altid en dans på røde roser at være vampyr, han havde fået drukket lidt meget blod denne nat hvilket gjorde at der ville gå et par nætter før han igen ville have en trang til at jage.
Der gik et par minutter hvor han bare sad på sengen og kiggede rundt før han rejste sig op for at sætte sig igen, han burde vel heller gå....det ville være..det bedste, men på den anden side..så ville han gerne sikkre sig at der ikke var sket hende noget i den tid han ahvde været væk, han vidste ikke om en vampyr havde været forbi og forvandlet hende eller noget andet væsen der hvileløst ahvde trasket rundt i Terres gader.
Det var grunden til at han blev-prøvede han at overbevise sig selv om.

Efter kort tid kunne der så høres en larm på trappen. Eller ikke en lamr men en lyd af sko der trampede op af trinene. Man kunne også nærmest høre at denne person ikke ligefrem havde den bedste balance mere. Fuld? Med sikkerhed. Der var jo fyldt med fylde unge her i disse kollegie værelse. Især en aften som denne. Så hvorfor skulle der ikke også være en her nu?
Håndtaget ind til Denise blev så trukket ned og døren blev roligt åbnet. Og i døråbningen kom denne smukke menneske pige frem. Stadig med det lange sorte hår omkring hendes ansigt og ned over hendes skuldre. Men hun så ikke fortumlet ud. Hun så heller ikke ud til at være det mindste påvirket af alkohol. Eller andet. Hun stoppede blot brat og stirrede ligefrem. Mod den person der nu sad på hendes seng. Den hun før havde haft i tankene at bare smide sig i. Hun var ikke iført den sædvanlige kjole samsætning denne aften. Eller nat? Hendes ben bare nøgne og kun lidt af lårene var dækket af et par sorte shorts. Hendes overkrop havde bare fået en simpel sort top der sad tæt til hendes kvindelige formede krop. Fødderne bare ingen sko.
De grå-blå øjne der var blevet omkredset af en sort streg som altid blev spærret op som ville hun ikke tro sine egne øjne. Hvad så hun? Jo hun så blot den person hun ikke havde set i godt og vel et halvt år. Eller mere. En masse følelser kom op i hende og det eneste der faktisk afslørede dette var den rødlige glød der dannede sig i hendes kinder. Svagt men lige tydelgt for ham. ".....hej" Mere kunne hun ikke få gennem de røde læber mens at hun langsomt lukkede døren bag sig uden at enten se væk fra ham eller vende sig om. Lod sig så læne lidt op ad døren. Havde endnu dette overraskende ansigts udtryk.

Den svage lyd af biler der kørte forbi ude på gaden blev overdøvet af en trampen, der virkede en smule ustabil som om personen ikke kunne finde ud af hvor fødderne skulle sættes for at finde det rigtige tsed, men lidt efter lidt virkede det til at gå godt nok og lyden af fodtrin stoppet og døren indtil det mørke rum han befandt sig i blev åbnet og bar en svag lys stråle fra lamperne ude på gangen med sig ind.
En pige med sort langt hår og næsten lige så lidt tøj som hun havde haft på alle de andre gang han havde set hende trådte ind. Hun så ikke meget forandret ud, måske bare en anelse ældre ud, hvilket måske skyldtes en hård dag, men om ikke andet lignede hun da sig selv, håret var ikke blevet farvet og tøjet..ja som han havde tænkt om det tidliger, var der ikke meget af det.
Han rejste sig op fra anden gang fra sengen og kiggede på hende med et skævt smil, hun virkede ikke bange for at se ham mere..overrasket, helt klart overrasket. Men det var vel heller ikke noget at undre sig over eftersom at hun nok ikke ville have forventet at finde en hun ikke havde set i omtrent et halvt år stå inde i hendes lejlighed.
"hej.." svarede han igen og lod være med at kommentere den røde farve hendes kinder havde på sig, selvom den dog fik et smil frem på hans egne læber, lidt sødt var det nu at hun sådan rødmede over det..selvom hendes farvel havde været ret følelses ladet.
"Endnu en fest?" spurgte han efter et par minutter for at bryde stilheden der havde sænket sig over rummet og tog et par langsomme skridt hen mod hende så det blev et mere menneskeligt tempo.

Wow. Det var virkelig ham. Ciaren. Den dreng der sammen med hende havde siddet bagest i klasse lokalet for over et år siden. Den dreng der nu var vampyr. Den vampyr der havde smagt hendes blod. Men også den vampyr der havde kunne gøre hendes blødsøden og vise følelser. Men kun for denne ene person.
Hans spørgsmål brød hendes overraskelses trance hun var kommet ind i. Hvor at tanker blot havde løbet rundt i hendes hoved som utæmmelige ulve. Hun blinkede kort med øjnene og så nu mere normalt med ham. Men dog blev hendes ene øjenbryn løftet undrnende. Endnu en fest? Hun havde da ikke plaget af gå til fester før for godt en måned siden. Så hvorfor 'endnu en fest'? "Ehm.. Jeg ville ikke ligefrem kalde det en fest. Men jo." Hun blev stående der lænet op ad dørens flade mens hun betragtede ham komme nærmere. Hun studerede ham. Ville scanne hver en ny detlje. Men han lignede sig selv. Eller hvad? Der var noget over ham. Måske var det mere smilet der nemmere kom frem på hans læber nu. Det var et næsten uimodståeligt smil han havde. Og hun kunne ikke lade være med selv at få sine mundviger bevæget op i et lille forsigtigt smil.
Hun lod sin ene bare fød strakte sig lige og kørte den blidt hen over gulvet foran sig. I en halvcirkel til den ente bag det andet ben. Hendes blik fulgte det men så så igen mod Ciaren. Derefter lod hun sine læber fugtes med tungespidsen. "Du..kom alligevel tilbage.." sagde hun så svagt. Men stadig højt nok for ham at kunne høre hende. Hun havde egentligt både troet og ikke troet det. Hvorfor havde hun egentligt kunne savne ham som hun havde gjort? Det var ikke noget hun normalt gjorde. Hun løftede sin hånd og kørte den gennem de bløde sorte lokker med en yndefyld bevægelse. Hvor var det dejligt at se ham igen. I person og ikke blot som et lille billede på klassefotoet der som altid havde stået på hendes skrivebord.

Ciaren lod sine gule øjne blive på hende, fulgte hendes yndefulde små bevægelser imens at han kom tætter på hende.
Selvom det var lang tid siden at han havde set hende, føltes det alligevel som om at det var bare for et par dage siden at hun havde stået og krammede ham på åben gade... det bare var et par dage siden han var rejst væk.
han ville gerne spørger hende hvordan hun hader det, om..hun ahvde lagt mærke til noget underligt, men han kunne ikke finde de rigtige ord, han..vidste ikke hvordan han skulle spørger hende om en så simpel ting.
Han nikkede stille til hendes svar angående festen, han vidste ikke hvorfor, men hans indtryk af hende var at hun gik til fest hver aften sammen med alle de andre, men det passede måske ikke..det var nu heller ikke fordi hun havde været meget sammen med de andre fra klassen den gang de begge havde været..mennesker. Ciaren kunne ikke skubbe trangen til at være menneske igen fra sig, men samtidig var ahn begyndt at nyde og acceptere sin skæbne med uddødelighed.
Ciaren satte blidt sine hænder på hver side a hendes hovede mod døren og kiggede ned på hende, "Det er sært.." sagde han stille, "Du ligner dig selv..meget" Måske var hans kommentar underlig og en smule dum, men det med ord havde aldrig lige været ham...på den anden side så var hun jo også den første pige han havde været hjemme hos..og så efter at han var død? jamen det var jo bare optur. han nikkede, "Jeg sagde jo jeg ville komme tilbage..på et eller andet tidspunkt" sagde han med et tøvende smil da han ikke vidst hvor meget han burde snakke om netop det, han vidste ikke hvor længe han kunne blive igen...vidste ikke om han overhovedet burde være taget tilbage bare for at se hende igen, høre hendes stemme.
"Ja det er sært ikke..den møde man savner andre..." sagde han stille og lagde ikke skjul på at han havde rodet i hendes hovedet, og før hun ville kunne nå at protestere spurgte han hende i en legesyg tone, "Har du en lighter? der er noget sejt jeg vil vise dig" han fjernede sig væk fra hende og døren og satte sig hurtigt hen i sengen igen.

Denise lod op på hans ansigt lige idet han havde fået sat sine hænder mod døren. Og stod der faktisk nogenlunde tæt på hende. Forførende tæt på for at hun skulle være ærlig. Men hun gjorde intet ved det. Blev blot stående som hun nu havde gjort siden hun havde opdaget hans tilværelse. Hvad lavede han egentligt her? På hendes væresle? I hendes hjem? Hvor havde han været? Og alt sådan noget løbe igen rundt i hendes hoved. Men det var som om at tingene som hvordan han havde det ar ting hun i for vejen havde fået svar på. Som havde hun haft ført hvad han havde følt. Dog kun meget svagt. Det havde været underligt i de øjeblikke hun havde oplevet den slags.
Hun skulle lige til at svare igen med at han virkelig bare skulle holde sig fra hendes tanker. Men hun nåede ikke længere end at skille sine læber ad før han kom med et spørgsmål til hende. En lighter? Dette undrede hende lidt i starten før hun hørte resten af hans sætning. Vise hende noget? Uh det lød spændende. Kunne han noget andet med sine evner. Havde han andre evner end at gøre hendes hoved til et stor rod og rydde op igen? Det havde han så måske åbenbart alligevel. Hun så lidt efter ham efter at have svaret med et nik. Måske lidt tøvende men hun kunne vel godt lede. Hun gik det sidste stykke ind forbi en komode i gangen. "Jeg tror jeg har en. Vent lidt her." Hun så en sidste gang på ham mens hun holdt sin ene hånd op som sgade hun stop.
Hun gik så ind ad en anden dør der nok førte ud til hendes badeværesle. Lidt underligt at hun ville finde en lighter der ville nogle tænke men hun kunne godt lide og tænde starinlys når hun var i bad. Så hvorfor ikke bare lade den ligge der ude. Hun rodede lidt rundt i en skuffe inden at hun fandt frem til den lille dicount lighter i rød.
Hun kom så endelig ud igen. "Jeg ved ikke hvor god den er længere.." sagde hun undskyldende mens hun selv undersøgte hvor meget lightergas der var i.

Ciaren kiggede lidt på hendes sorte hår med et smil imens at han minedes sine dage som menneske i klassen; de ahvde siddet ved siden af hinanden et stykke tid, og ja han ahvde da kigget på hende for det var jo ikke lige frem fordi hun ikke var smuk eller noget i den retning..han ahvde bare aldrig fået atget sig sammen til at sige særligt meget til hende..og det ahvde da heller ikke intresseret ham så meget eftersom at helst ville holde sig for sig selv-en ting han ville ønske han stadigt havde når det gjaldt Denise.
Han vidste godt at folk ikke brød sig om at andre kom ind i deres tanker..de fleste ville slet ikke dele deres tanker med nogen..dog kunne han gøre det uden at nogen ville få en anelse om det, alligevel havde han valgt at sige det til Denise..eller i hvert fald give hende et fingerpeg om at han havde kigget i hendes tanker.
Han nikkede kort uden et ord og blev stående hvor han var, i et spilt sekund var tanken der om at gå efter hende..bare for at..gå efter hende, men blev enig med sig selv i at det måske ville skræmme hende en smule og blev hvor han var.
Der gik lidt tid før hun igen kom ind. Den lighter huna hdve mellem fingrene så langt fra ud som en af de dyre, men mere edn af dem man kunne købe for en tiger nede i den lokale butik, men om ikke andet kunne det vel godt gå.
han rejste sig op og tog den forsigtigt ud af hænderne på hende, "der er nok tilbage" sagde han stille og kiggede på det lille sjat væske der flød rundt der inde. Efter et par hurtige forsøg fik han en flamme frem og kiggede på Denise lidt med et lidt udfordrende smil før han holdt lighteren frem for sig mellem to fingre og pegede på flammen med den anden hånd; flammen skiltes langsomt fra lighteren og fulgte hans hånd bevægelser for så at forsvinde da han lukkede hånden sammen. "meget praktisk til tider" sagde han sagte og lagde lighteren i sengen for at gå hen mod hende igen, "Sååe, hvordan har går det egentlig? sådan generelt?" spurgte han smilende og kiggede hende ind i øjne med et skævt smil.

Hendes øjne stirrede mod flammen. Så hvordan den bevægede sig væk selve lightere, som ellers havde tændt den, og hen i hans hånd. Hun stod virkelig og var helt facsineret over dette. Nok skræmte hans pludselige væsner hende men hun kunne ikke lade være med at betragte dem. Hun fik en lyst til at at bare række ud og berøre flammen. Bare prikke blidt til den. Men selvfølgelig var den lige så varm som hvis han ikke havde fjernet den. Og så nåede hun det ikke før han fik lukket sin hånd og på denne måde fik slukket flammen foran hende. Hun vågnede lidt op og man kunne vel skimme et svagt skuffende træk i hendes ansigt. Men det forsvandt igen da hun hørte hasn spørgsmål. Han spurgte ind til hende? Det fik vel et lille skjult smil frem.
"Det går..vel som de nu skal. Skolen er røv kedelig men mit sociale er pludselig blevet en hel del bedre.." Ved det sidste lød hun lettere forvirret. Som stod hun og undrede sig over hvordan hun nu havde 'forandret' sig. Før plagede hun jo blot at være stille og faktisk være ufattelig genert. Havde bare sat denne hårde facade op for at holde sig sikker. Ville ikke blive udsat for alt muligt følelsesmæssigt. Dog havde hun haft løftet dette over for denne fyr foran sig. Fra starten. Næsten da.
Siden af han gik hen mod hende og var kommet hen hvor han var godt en meter fra hende gik hun selv et skridt bag ud. Ikke fordi hun var bange. Overhoved ikke. Man kunne se på hende dette ikke bare andet end noget harmløst drilleri. Og hun smilede jo sådan set stadig. Hendes øjne var hele tiden rettet mod ham og til sidst endte det med at hun mødte hans blik. Så ham i øjnene. De nu gule øjne. Det var så her hun stoppede op. Hun fugtede roligt sine læber med tungespidsen inden hun skilte dem ad. "Hvad med dig? Hvordan har det gået??"

Hans blik gled endnu en gang rundt i rummet imens at han afventede hende svar.
Et smil bredte sig på hans læber da hun begyndte at forklare, "Selvom savner jeg at gå i skole..at kunne være blandt folk uden at ahve lydt til at..dræbe dem-bogstvaligtalt, at kunne....være normalt sammen med mennesker" han skød hjørne tænderne kort frem for at skjule dem igen bag sine læber.
"Sååe..mange nye venner?" spurgte han roligt imens at han satte fingrene mod hinanden en efter en, han vidste ikke rigtig om han brød sig om det, han kunne være en smuel egoistisk angående hans venner..bange for at miste dem til andre..selv om det dog aldrig havde været på den måde som han havde det nu. Skyldtes det hans forvandling til vampyr?
Det smil hun sendte ham idet at hun trak sig bagud, var ikke et skræmt smil, hun drillede ham. Ciaren kom til at grine en lav latter ad hende og tog et skridt hen mod hende i et forhåbentligt menneskeligt tempo.
"Det går godt nok...har mødt nogle intressante....væsner, kæmpet lidt" det sidste vidste han ikke hvorfor han sagde, der var jo ingen grund for hende at vide det...og alligevel...
Ciaren trak sine øjne væk fra hendes og kiggede skævt ned i gulvet, han brød sig bestemmt ikke om de følelser hun vækkede hos ham, for følelser gav for det meste blodtørst....i hvert fald den slags af dem.

Så kan ønskede at være menneske igen? At være i samme rang som hende. Være svag og det 'lette offer'. Hun forstod det ikke helt men så igen gjorde hun. Men hun missundede ham vel. En lille smule. Ville bare aldrig turde lade sig forvandle. Ville ikke kunne lide alle de ændringer hun skulle lave i sit liv. Det ville være for belastende for hende. Sådan var det i hvert for hende i sit hoved.
"Nej ikke rigtigt. De fleste er folk jeg ikke gider snakke med mere en eller to gange." Svarede hun så til hans spørgsmål. Hun var ikke den type der dannede venners om sådan. Hanhavde været en undtagelse på grund af hvem han var. Og hvordan han var. Overfor hende. Og i det hele taget. Hun havde nogle andre venner men havde ikke som sådan fået nogle nye. Ikke nogle hun kunne snakke med om alt. Der var dem hun kunne have det sjovt med men det var også det.
Hun lyttede interesseret til hvad han sagde. Kæmpet lidt? Han lignede ikke sådan en der gjorde den slags. Men man skulle heller ikke skue hunden på hårene. Det havde hun vist og selv fået at vide så tit. Hun nikkede blot til hans ord men hun blev så slået af en underlig lystende følelse da han så væk fra hende. Hun havde lidt svært ved at holde sig fra sin gerning og det lykkedes hende heller ikke. Hun fik hurtigt gået det sidste skridt hen til ham. Begge hendes hænder blev lagt blidt mod hans kinder omrking hans kæbe. Fik løftet og vendt hans ansigt mod hendes og inden at han ville kunne nå at gøre så meget havde hun rettet sig lidt op og presset sine bløde læber mod hans i et kys. Hendes øjne var lukket i og hun holdt det i et godt stykke tid. Tog sig ikke af om han ville have det eller ikke have det. Hun havde ikke kunne lade det gå forbi. Hun havde set sin chance. Og hvorfor hun ellers havde gjort det kunne både begrundes af alkoholen i hendes blod hvilket ikke var særlig meget. Men kunne også betyde andet. Noget hun havde ville afvise men som altid kom tilbage når hendes tanker løb mod ham.
Hun stoppede kysset og fjernede sine hænder for så at se lidt undskyldende mod ham. Men kun kort da hun egentligt så meget tilfreds ud. Ventede på hans reaktion.

Han nikkede lidt for at vise sin interesse for det hun sagde før et skævt smil kom frem på hans læber, "Hmmm, måske burde du får nogle flere venner..for helt ærligt, du hænger lige nu ud med en død person.." selvom ans ord var ment som en joke, kunne han alliegvel ikke alde være med at..tænke over det, måske en da gå så langt som at blive lidt trist; Alt inde i ham var jo dødt, hjertede bankede ikke, alt var sat på pause for evigt. Men Denise, hun var så levende som man kunne være, bankende hjerte, blod i årene, varme i kroppen.
"En undstagelse" hviskede han utydeligt til sig selv, endnu en gang havde hendes tanker lokket ham og uden den mindste besvær var hans tanker sneget sig ind i hendes for at..kigge lidt. Ciaren ahvde opdaget at det var en hel del nemmere at se folks tanker efter at ahve drukket deres blod..dog var det ham endnu umuligt når det gjaldt andre vampyre og væsner.
Han kunne mærke hendes fingre ved hans ansigt, lod hende dreje hans hovede, lod hende..kysse ham.
Der var ikke gået længe før Ciarens mere ukontroleret selv havde overtaget og deltog villigt i det kys hun havde startet, hans hjørne tænder var skudt frem og havde lavet et lille hul i hendes underlæbe hvor fra en svag stråle af blod mødte hans mund, han turde ikke rykke sig væk fra hende..turde ikke lade kysset blive ved, og alligevel slevom hans atnker var sådan lagde han den ene hånd på hendes lænd imens at den anden så ud til at være i smerte midt ude i luften.
Ciaren sukkede lettet idet at hun stoppede kysset og rykkede sig væk fra ham, han slikkede hurtigt blodet væk fra sin underlæbe og sank flovt blikket ned i gulvet for at kigge op på hende igen med et skævt smil.
"Denise..." startede han stille i en stemme der lød modvillig, "Lige meget hvor fandens meget jeg vil være sammen med dig..være den der faktisk kan kysse dig hver dag uden risiko for at skade dig...det vil aldrig kunne være mig du har det sådan sammen med, jeg er for...for meget et monster" han strøg hende tøvende over håret før han forsatte, "Jeg er så helvedes meget vild med dig, jeg er..ked af at jeg ikke fik sagt det til dig da jeg..levede"

Denise kunne med det samme mærke da ahsn ene hugtand skar et lille hul på hendes læbe. Men det stoppede hende ikke fra at kysse ham. Fik hende ikke til at gå væk fra ham. Hun følte lidt efter lidt hvordan han blev mere og mere anspændt og hvordan han nærmest så lykkelig ud for at hun stoppede deres læber fra at blive mod hinanden. Hun forstod vel det var hans lyst og trang der voksede under det. Ikke for godt men det gjorde ikke at hun ville slippe det hele bare på grund af det.
Hun førte sin ene hånd op og tørrede den smule blod der var tilbage på hendes læber men da hun så hørte hans ord stivnede hun brat. Så ikke helt ud til at ville høre det han sagde. Men hun var nød til det. Det var han følelser. Hun hørte det hele og det gik hele igennem hende og satte sig fast. Men det sidste, den sidste sætning rungede som et ekko i hendes hoved. Det fik hende til at vågne op og hun så direkte op på ham. Sank en mindre klump og fik så skilt sine læber ad. "Je-Jeg...Du skader mig ikke ved at væe hos mig men ved ikke at være det." lød hendes stemme så lidt svagt mens hun så ned i gulvet. Hendes sorte hår faldt ned og dækkede hendes ansigt og lagde en skygge for hendes øjne. "Du er ikke mere monster end mig." Det var i hvert fald sådan som hun så det.
Igen efter en lille pause og efter hun havde fugtet læberne så hun atter op på Ciaren. Hun havde dette lille forsigtige smil på men hendes øjne var blanke som prøvede hun at holde tåre tilbage. Eller noget. "Jeg kendte ikke mine følelser den gang du var i live. Men nu ved jeg at jeg har det største crush på dig. Og du aner ikke hvor meget jeg er ligeglad med hvad du er." Hun kunne ikke tro hun faktisk stod og sagde den slags. Ordene var fremmed for hende men hun følte ikke det var forkert når det var til ham. Et kort grin kom fra hende. Ikke ligefrem ægte men heller ikke falsk. Mere bare som et fnis lignende 'ha'.

Ciaren rystede svagt på hovedet, "Denise forhelvede" det var som om at han var bød til at bande for at få sine ord til at lyde rigtigt..komme du sådan som han ville have dem, "Find en der ikke får lyst til at dræbe dig" sagde han nærmest bedene. Ciaren brøs sig bestemmt ikke om den situation hun havde sat ham i..han selv havde sat sig i. Det værste ved det hele var at han vidste at han nok ikke selv ville kunne holde sig fra hende; hvis hun fandt en kæreste ville han blive jaloux, hvis han blev hos hende ville risikoen for at dræbe hende være der, hvis... Ciaren sukkede lydløst og lagde blidt armene om hende.
"Har du stadigt den pakke med det kors i jeg gav dig da je skred?" spurgte han stille og forsatte næsten uden pause, "har du fundet ud af havd det skal bruges til? hvis ikke så.." han tøvede lidt, "Så sæt det mod mig hver gang jeg skal til at skade dig. Det er min betingelse for at jeg bliver hos dig"
Ciaren fjede med en let bevægelse hendes hår væk fra ansigtet, "jeg er meget mere monstor end du går og tror" sagde han i en kølig stemme og satte tøvende sine læber mod hendes i et hurtigt kys, en tante kys som flere ville kalde det. Han vidste ikke om han ville turde kysse hende på nogen anden måde.
Et suk kom endnu en gang fra hans kolde læber, "Denise...du må ikke isge sådanna ting til mig, til en vampyr...jeg er død forhelvede og alligevel kan du vække sådan nogen forbanede følelser i mig" sagde han og uden rigtigt at tænke over sine handlinger pressede hende op ad væggen et stykke bag hende. "Hvis jeg bliver...kan jeg ikke love noget som helst. Kan ikke love at jeg ikke kysser dig, kan ikke love jeg overhovedet kysser eller taler til dig, og kan helt sikkert ikke love at jeg ikke bider dig" Nu vidste hun hvad hendes valg ville give hende, lige meget m hun så ville have ham som kæreste eller som ven.

Pakken? Ja den havde hun. Hun havde åbnet den en gang og ellers bare ladet den ligge på hendes sengebord. Hvad hun nu skulle gøre med den? Hun havde en fornemmelse. Og hun havde ret. Han ville have hun skulle udsætte ham for en smerte eller ubehag hvis han kom for tæt på. Det kunne han ikke. Ikke nogensinde. Hun ville aldrig kunne få sig selv til at trække det frem og rettet mod ham. Som en eller anden morder. Så kunne hun jo lige så godt have sølvkæder hængende over alt og træpæle liggende i bunker i skabet. Men det var hans betingelse? Hun kunne ikke lide den.
Denise så op på ham da han igen snakkede til hende. Hun kunne ikke nå at sige så meget til hans ord før han fik lukket munden på hende med hans korte tante kys. Men det gav hende virkelig blot lyst til at kysse ham igen. Mere passioneret. Og ikke bare stoppe sådan.
Hun lukkede sine øjne lidt i da han pressede hende op ad muren og et stod gik gennem hendes ryg over den hårde flade. Hun så så dog op på ham igen. "OM DU ER DØD ELLER EJ KAN IKKE ÆNDRE NOGET!! DU STÅR JO HER FORHELVED. SNAKKER TIL MIG!" Hun havde ikke haft andre måder at få tingene frem uden at skulle råbe dem ad ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige for at lade ham blive. Hun ville ikke kunne holde sig fra ham. Ville have svært ved det. Han vækkede følelser i hende men han tændte også en del i hende. Noget der gjord at hun ikke ville acceptere hans nej. Hans afvisninger. Hun vidste ikke om han havde det på samme måde.
Hun løftede sine hænder og lagde den først fladt mod Ciarens brystkasse inden at hun lukkede dem omkring hans bluse. Træk lidt i ham og så bestemt ham i øjnene. "Du er ikke fair. Blot fordi du har evnen til at dræbe en person men en person du har disse følelser for og som gengælder dem så flugter du. Du lader chancer gå forbi dig fordi du ser dig selv om det monster du ikke engang er." Hun tog en dyb indånding og sukkede roligt mens hun igen slap ham og lod sine hænder hænge ned langs siden. Lænede sig selv mre mod væggen. "Jeg ser dig ikke som et monster. Jeg ser dig som den du er. Du vil altid blive den dreng jeg kunne låne et viskelæder af. Du vil altid være den dreng der gav mig følelsen af at være til for mig." Hun kørte en hånd gennem sine egne sorte lokker og sank igen en klump. Snakkede for meget. Ville måske få noget forkert ud som ville ødelægge det hele. Skete jo af og til for hende.

Han vidste ikke om hun havde fundet ud af korsets præcise egenskab mod vampyre..men om ikke andet ville hun sikkert komme til det hvis at han skulle blive hos hende.
Ciaren var næsten sikker på at de ikke ville se meget til hinanden, om dagen skulle hun i skole arbejde og alt det der hørte til at have et liv der ventede på en. Mens at han selv skulle sidde i lejligheden og...ja det måtte han lige finde ud af. Han kiggede lidt på hende for at få stoppet sin tanke strøm og et bekymret blik kom frem i hans øjne. Hun kunne umuligt mene at han ikke skadede hende ved at være hos hende..lige nu, lige nu lignede hun i hvert fald ikke en der så ud til at have det hunrede procent godt.
Ciaren mærkede noget støv ryge ned fra toppen af væggen og ryge ned over dem ved deres sammenstød med den, hans fingre borede sig ind imellem beton pladerne som de var lavet af og efter lod nogle huller.
Hendes ord irriterde ham, hun fattede ikke hvad han i virkeligheden var....hun var ikke længere bange for HVAD han kunne gøre mod hende på få sekunder...mod hendes familie, venner....byen.
"Det kan godt være jeg gør det Denise" sagde han og prøvede at kontrollere sin stemme imens at øjne var presset sammen, "Men det ændre jo ikke noget. Hvis jeg lige nu bare lænede mig lidt frem kunne jeg dræbe dig..og..det kan godt være jeg ikke gør det lige nu..men måske en anden dag hvor jeg ikke har drukket blod før jeg kom eller..." Ciaren sukkede tungt, "Denise dit blod det...det tiltrækker mig, jeg bliver tiltrukket af pigers blod i højere grad end drenges, og det gør at det er sjældent at jeg stopper igen" Han åbnede modvilligt øjne og så på hende, kunne se hver enkelt lille detalje i hendes ansigt, hendes tøj...hendes tanker, han vidste hendes tanker.
Han kiggede hende ind i øjne, åbnede munden for at protestere, men det blev hurtigt lukket igen. For første gang i lang tid vidste han ikke hvad han skulle sige til hende. Hun havde jo ret...han flygtede fra hende, men var det ikke bedre end at dræbe hende? forvandle hende? Det var i hvert fald hvad han selv var overbevist om. "Jeg er praktisk talt en morder, ville du også se sådan på mig hvis jeg endnu havde været menneske og rendte rundt og dræbte mennesker? Jeg kunne jo lige så godt bare få blod fra hospitalet eller fra døende mennesker...men jeg kan bedre lide det helt frisk, du..du er ikke den der sidder et eller andet mørkt sted og tømmer et barn eller en mand for blod for selv at kunne overleve" Ciaren tøvede lidt før han lagde sine hænder mod hendes skuldre, "Denise jeg..." Hvordan skulle han slutte den sætning? han vidste jo ikke engang hvad han skulle gøre lige nu, flygte, blive, gå ud i sollys....kysse hende.
Men ingen af de ting skete, istedet åbnede han munden igen og sagde, "Denise du vækker nogle følelser i mig som jeg ikke er lige stolt af alle sammen. Lyst, forelskelse, blodtørst og mere lyst" det sidste var tilføjet med et svagt skævt smil som ikke mange ville lægge mærke til.

Idet at noget støv faldt ned over dem kom et mindre nys fra hende. Fortalte denne menneskelige handling at ens næse blev irriteret af støv eller andet. Dog var det ikke noget hun selv ligefrem tænkte over. Hun ignorede også bare sit nys og så igen mod ham.
Så hendes blod var tiltrækkende. Hun forstod det nok var svært for ham et holde sig fra det. Ligemeget hvor meget blod han havde drukket. En vampyr med tørst kunne ikke mættes. Var det ikke sådan det var? "Du stoppede ved mig. Og jeg ved at din kontrol er stærkere end din ukontrol. Ellers ville jeg ikke stå her. Nok tog du blod fra mig den aften men det var blot fordi min krop ikke forstod hvad der skete og reagerede kraftigt." Hun vidste ikke helt hvorfor hun sagde det. Men det var jo sådan det var. Det havde været derfor hun havde faldet om og mistet bevistheden. Hun løftede sin ene hånd op mod sin hals og lod blidt sine fingerspidser kærtegne de to små ar hun endnu havde fra hans bid. Det var egentligt noget hun ikke ønskede hun kom af med.
"Nok er du en morder, men et ord vil ikke kunne ændre alting." Ja nok så var han en morder. Men så ville hun være vild med en morder. Forelske sig i morder. Være sammen med en morder. Hun forstod også at hun ville være en morder hvis hun var det samme som man. Men det ville mere ses som noget normalt. Folk faldt død om hver dag. Unge som gamle. Frisk blod var bedst. Hun forstod det han havde fortalt hende.
Hun stivnede lidt under hans ord om følelser. Hun lod sit blik søge ned i gulvet mens at hendes ene fod blev lagt op ad muren bag hende. Igen dækkede hendes sorte hår hendes kønne ansigt. "Du er ikke stolt af dine følelser?" Det kom meget svagt fra hende som talte hun til sig selv. Hun ville ikke tro det. Han kunne ikke lide disse følelser.
"Ciaren?" Kom det så fra hende lidt efter og ende bevægede hun sig lidt. Men det var mere en håndbevægelse der gjorde at hun fjernede noget af det sort hår fra sin hals og nakke. Så ikke på ham men strakte lidt hals så den var mere blottet. "Drik.." Hun vidste ikke helt hvorfor at hun sagde og gjorde dette. Hun ville vel prøve det igen. Lade ham. Vise ham hendes respekt og hvordan hun egentlig stolede på ham. Hun stod nu bare og ventede. Som hun havde gjort i det sidste halve år. Som hun havde gjort i stort set hele hendes liv.
Hun vidste samtidig at hun ville være den første til at dø. Ville være den der voksede op og blev ældre og ældre af alder og udseende. Men det stoppede hende stadig. Hun tog ikke bare hans nej som det var.

"Kun fordi jeg næsten lige ahvde fået bldo der..det vil ikke være muligt for mig hver gang..der vil altid være en dag hvor jeg måske ikke har fået blod nok eller overhovedet ikke har dræbt nogen og så vil du være den der er tættest på"
Sagde han og prøvede så vidst som muligt at holde øjenkontakten.
Han mærkede det prikke svagt i hjørne tænderne ved tanken om blod, om hvordan hendes blod havde smagt den aften..men også den skrækkelige følelse bag efter da det var gået op for ham hvad han ahvde gjort..og da hun lå på jorden afkræftet.
Hendes stemme lød igen tydeligt i ahns øre, hendes snak om at et ord ikke ville ændre alt...men, det gjorde det jo, hvis man blev psykisk syg var det, det ord folk blev bange for..hvis man blev kaldt en morder..var det , det man var dømt til at være. Han brød sig ikke meget om at hun ikke var bange for ham mere..hun var ihvertfald ikke bange for ham på samme måde som det første eller andet møde. Han minedes kort deres kys for bare få minutter siden, det burde ikke være sket, lige meget om han ahvde kunnet lide det eller ej, for det eneste der kunne føre med sig var lysten til blod.
Ciaren nikkede, "ja..jeg er ikke stolt over dem, det er ikke meningen at jeg skal forelske mig i et mennekse, have lyst til at kysse hende, gå i seng med hende..snakke med hende....det er meningen at" han tøvede lidt "At jeg bare skal dræbe hende" Det måtte være tydeligt få hende nu at han bestemmt ikke ville dræbe hende, men om ikke andet var det en ting der ikke kunne udelukkes ville ske.
Hendes handling fik ham til at bakke svagt ud, men tørsten efter blod var stærkere end viljen til at gå sin vej, og det var ikke gået mange sekunder før han stod med kroppen presset op ad hendes og borede tænderne igennem de fine lagde hud der gemte på blodet. han mærkede det varme let klistrede blod løbe over hans læber og ned i halsen, hans arme holdt hende fast så det ville være umuligt få hende at flygte og den svage berusende følelse blodet gav med sig fik ham til at blive ved med at drikke i sin tørts efter blod, selvom han dog inderst inde vidste at han var nød til at stoppe hvis at hun ikke skulle dø.

Hvorfor kunne kan ikke bare acceptere sine følelser. Hvorfor mente han ikke han skulle gøre noget af det bare fordi han nu var en dræber. En blodsuger. Bare fordi han ikke var menneske mere. Fortjente han så pludselig ikke kærlighed mere. Nærhed og måske tryghed. Ville han ikke føle den slags mere? "Hvorfo.."
Hendes ord stoppede brat idet hun følte hans krop blive presset mod hendes. Og hvordan hun kunne mærke hans tænder bryde gennem hendes hud. Det gjorde ondt. Men hun skreg ikke. Det var mere som et klende gisp der kom fra hende. Og hendes krop havde været som havde stød kørte denne den. Hun så så som stivnet uden at turde bevæge sig. En frugt for at dø lå der og ville aldrig komme væk. Men hun ville ikke få ham til at stoppe. Ikke endnu.
Efter lidt tid følte hun sig slap og hendes krop slappede også mere af. Hendes arme blev langsomt løftet og lagt omkring hans nakke uden at kunne gøre det sværere for Ciaren af bide og drikke. Mere for at kunne holde sig oppe. Et svagt støn kom fra hende. Hans bid havde forstørret hendes lyst til ham og for nogle gav denne smerte en form for nydelse. Hun lagde sit hoved mod hans skulder. Gemte sit ansigt mod hans hals mens at hun endnu træk vejret tungt. Hun rystede og det var utroligt at hun endnu var ved bevistheden.
Blodet forsatte med at løbe. En dråbe fandt sin vej ned forbi hendes kraveben og hun kunne mærke hvordan at blodet langsomt blev tømt for hendes krop. Selvom at hjertet bankede som en sindssyg for at pumpe nok blod ud til de manglende blodåre. Hendes tag om hans nakke blev strammet lidt og hends øjne blev klemt i. Hun ville forblive vågen. Hun ville ikke bare tillade sig selv at gå ud igen. Hendes hoved sagde stop og det rungede kraftigt. Gav hende hovedpine. Men hendes hjerte sadge det modsatte. "Je...Jeg.." Mere kunne hun ikke få ud gennem de dybe vejrtrækninger. Vidste jo heller ikke hvad hun skulle sige. Ikke før hun fik skilt dem ad igen. "Hvorfor.." Igen. Ikke mere end et ord.

De enkelte ord der kom ud fra hendes mund var nok til at få Ciaren stoppet, han vidste allerde at han ahvde drukket for meget af hendes blod.
Den svage smag af det alcohol hun havde haft i sig hang nu i hans muund fra blodet imens at han kiggede på hende.
hans arme var rundt om hendes skuldre, bange for at give slip hvis hun faldt.
"Denise! din idiotiske tøs!" hvæsede han vredt af hende, selvom han nu var mere sur på sig selv end hende, "Du kan dø af det der forhelvede da også!" han vidste ikke hvor meget af det han sagde hun hørte, vidste ikke hvor meget ved bevidst hed hun var..vidste bare at hvis hun havde brug for det gav han hende hans blod..denne gang ville selv han ikke kunne nå til hospitalet med hende. "Denise forhelvede" sagde han denne gang hviskende og rev et stykke af sin bluse af og lagde det ved hendes nakke for at standse blødningen. Hun var en idiot, udsatte sig selv for fare, vidste hun ikke at hvis hun døde på grund af ham ville han leve med det på sin samvitighed hele sit liv igen så meget som hvis at han gjorde hende til vampyr!? Ingen af delende ville være rare for ham. "Denise.." sagde han stille, men forhåbentligt højt nok til at hun kunne høre ham, "tag det forbanede kors og sæt det mod min krop" det var mere end ordre og en bøn en noget andet, "lige nu!" sagde han straks efter højere, selvom han var bekymret for hende så ville han ikke have at hun gjorde det igen....han vidste endnu ikke om det han havde gjort ville dræbe hende.

Man kunne med det samme både se og mærke at hendes krop nu slappede af igen. Lige netop som han havde trukket sine tænder ud af hendes hud og efterlod igen disse to dybe sår i hendes hals. Hun hørte skam hans ord. Men hun tog sig ikke desideret af dem. Kunne bare ikke lade være med at smile over så meget han nu begyndte at skælde hende ud. Det morede hende pludseligt. Hun vidste dette havde været farligt for hende. Hun havde ikke haft i tankerne at han ville stoppe eller ikke. Havde blot håbet.
Der var egentligt ret underligt at hun ikke havde faldet sammen endnu eller besvimmet af blodmanglen. Det kunne måske være hans sput der havde forvildet sig ind gennem sårene når hans drak. Eller noget andet. Et eller andet.
Denise begyndte at slippe sit greb omkring hans hals men så kunne en svag latter så høres. Hendes. Hun grinte ikke så tit men hun kunne gøre det her i denne situation. "De-Det.. Det kilder." lød det fra hende. Hun vidst ikke helt hvorfor. Men hun havde det som om hendes krop blev kildet.
Hun træk sit hoved lidt tilbage så deres ansigter var lige udenfor hinandens. Hun smilede stadig en smule. Det var så her hun endnu fik presset sine læber mod hans men skubbere ham samtidig med sin krop. Bagud for ham og frem for hende. Hun stoppede ikke bare sådan ikke til sengen kom i vejen. Endte faktisk med de gerne landede på de bløde madrasser.
Hun stoppede sit kys og rettede sig bedre op. Sad på ham. Så ned på ham. Hendes vejrtrækniger var stadig tunge men hun så ikke ud til at være døende. Lidt bleg. "Jeg spider det fucking kors gennem brystet på dig hvis du kalder mig idiot igen.."

Ciaren kiggede letter forundret på hende da hun ikke faldt sammen og ikke reagerede på det han sagde, han ahvde forventet at hun måske ville være skræmt igen, men nej..hun grinede lige frem.
"kilder?" gentog han undrende og kiggede lidt på de to huller ved hendes nakke der endnu var blottet, tanken om at hun var ved at blive vampyr strejfede kort hans hjerne..men hvis det virkeligt var sandt ville hendes forvandling for at blive vampyr blive smerte fuld...så ville han være nød til at være hos hende de dage det stod på men....kunne han det?
Han rystede tanken af sig igen, hun kunne umuligt være ved at blive en vampyr med mindre en havde delt dens blod med hende.
Ciaren blev endnu mere forundret da hun langt fra virkede til at være afkræftet og lod hende skubbe ahm bagud..selvom det dog mere føltes som når en let vind ramte ham, men han ville nødig gå hende imod..ikke indtil han vidste hvad der var galt med hende.
Et par skridt hen over gulvet hvor det let knirkede og der efter væltede han bag over ned på en maddras med hende. Noget var helt galt efter hans hovede..det var dog nok mere det at han faktisk nød at ligge sådan med hende der bekymrede ham mest i øjeblikket.
En svag latter undslap hans læber, "Så ville jeg nyde at det var dig der gjorde det Denise" sagde han alvorligt, men det alvorlige blev hurtigt til bekymring, "Denise der er noget jeg vil have dig til at gøre.." sagde han stille imens at han lod sin fingre negl rive hul på hans hud; en dyb flænge kom frem i hans arm hvor fra det mørke blod langsomt pipplede frem.

Denise så bare på ham mens han snakkede men hun undrede sig pludselig over hvad det var han ville have hende til at gøre. Det var her hun lod sit blik glide lidt ned mod hans hænder. Hun så hvordan at han blot med sin negl rev hul på sig selv. Eller skar nærmest bare gennem hans hud. Det var ikke noget hun ligefrem brød sig om. Hun fik det egentligt lidt dårligt at se det. Men hun vidste det ikke. Hendes ansigt og udstråling udsendte nærmest paniske spørgsmål om hvad han gjorde. Og hvorfor.
Hun så hvordan at hans blod nu kom sivende ud. Hun studerede hvordan at det hurtigt kom hen over kanten af hans arm og til sidst dryppede ned i hendes seng. Hun så efter at have stirret på blodet hurtigt op på Ciaren ansigt igen. Hendes øjne var spærret lidt op. Han ville vel ikke have hende til at...? Hun rystede nærmest på hovedet og sank en mindre klump. Hun ønskede ikke at skulle drikke fra ham. Hun havde det fint. Havde hun ikke? Hun var ikke væk i en eller anden ubevist drøm. Hun var helt vågen og hun havde kræfterne til at kunne sidde op som nu. Hun støttede sig godt nok endnu lidt til ham. Men var det ikke normalt?
"Ska-Skal jeg.." Hun kunne ikke engang får det ud af sig selv. Men han vidste vel hvad hun ville høre om. Men hun ville ikke kunne drikke det. Den metaliske smag var ikke noget hun af egen fri vilje ville bringe ned gennem hendes hals. Og bestemt ikke en eller andens. Han måtte vel tvinge det i hende hvis det var så vigtigt. Hun rettede sig ryg lidt mere og virkede som om at hun ville flygte et kort øjeblik. Men så slappede hun pludselig lidt mere af. Hendes skuldre faldt ned og hendes blik blev mere roligt. "Hvorfor?" Det var næsten som en hvisken men man ville sta´dig kunne høre det. Hun følte vel bare ikke hvorfor hun skulle. Hun var nok også e stædig pige. En pige som altid ville kunne overraske en. Hun havde jo ikke en frygt for blod men det var jo ikke ligefrem noget lækkert føde for et menneske som hende. Det var jo næsten kalibalisme. Selvom at han lige have drukket fra hende.

Ciaren kunne nærmest føle hende afsky og movillighed for hvad han havde gang i men stoppede alliegevel ikke. Han kiggede bare på hende, hun kunne umuligt have det godt..og alligevel ville bare en smule af hans blod umuligt kunne gøre hende til Vampyr.
Godt nok virkede hun til at være ved fuldbevidsthed og ikke svimel, det eneste der virkede til at være lidt i panik var vidst hendes tanker. Ciaren tog forsigtigt fat rundt om hendes kæbe med to fingre og kiggede på hende, "Du vil ikke blive forvandlet af det her..det er kun en smule du får, jeg kan ikke stole på at du har det fint" sagde han stille og lod sine fingre gled ned af hendes kæbe i en svag kærtegnelse før han skævede ned mod sin arm hvor såret var ved at hele igen langsomt.
CIaren nikkede og færdig gjorde hendes sætning, "drikke det..ja" han gjorde et hovede kast ned mod hans arm men kom så i tanke om noget som måske ville være en hel del bedre og mere aceptabel for hende.
Forsigtigt satte han neglen med den ene kind og rev hul og der efter den anden, det var ikke meget blod men lidt, han fik hurtigt sat læberne mod hendes i et håb om at dette ikke ville blive fundet lige så klamt for hende og udviklede tøvende kysset til at snav for at det faktisk ville være hende muligt at få blodet.

Denise forstod vel at hun skulle gøre det. Og måske kunne hun jo også bare gøre det. Bare for at få det overstået. Hun var da også lidt ynkelig sådan ikke at ville drikke det. Bare en smule. Men hun havde ikke denne hårde facade på sit max mere og hendes svagheder kom med det samme frem. Sammen med ting hun frygtede og ting hun foragtede. Men også hendes følelser og alt det shit. Dette var pludselig ikke så sjovt mere. Men sådan var det jo med hendes liv. Det var altid så uforudsigeligt. Men stadig gjorde det at hun elskede at leve det som hun gjorde.
Hun skulle vel lige til at gøre som han sagde men da var det han igen gjorde skade på sig selv. Ved at lave flænger på begge sine kinder. Hvad lavede han?!! Hun fandt vel ud af det hurtigt. For der gik ikke så lang tid før at ders læber var blebet forenet igen. Hun blev vel overrasket over det men efter noget tid slappede hun af og rev sig med. Da hun følte hans tunge snige sig ind i hendes mund lod hun sin egen komme ham let i møde. Det var her hun smagte blodet. Men hun stoppede ikke. Lod denne gang blot den røde væske sive langsomt ned i gennem hendes hals.
Hendes hænder blev lagt omkring hans nakke mens at hun ikke havde nogle stor interesse i at stoppe deres snaveri. Vendede sig langsomt til den metaliske smag og til sidst tænkte hun ikke helt over det. Udover at hun svagt var nød til at synke.
Efter noget tid stoppede hun så. Træk sine læber og tunge til sig selv. Men hendes ansigt var stadig ikke mere en 3 cenitmeter fra hans. Hvis ikke tættere. Hendes åndedræt var endnu tunge men ikke ligefrem forpustede. Hun hev heller ikke efter vejret. Det var mere bare som normal lyst. "Du..Du ville bare have mig til at drikke.." sagde hun svagt og hviskende. Hun smilede og man kunne se hun ikke ligefrem havde haft så meget imod det alligevel.

Han mærkede hendes arme om nakken på ham og fik en svag lyst til a presse sin krop tætter på hendes og bare blive liggende sådan.
Men sådan blev det ikke, for lidt efter lidt stoppede kysset og Ciaren sad bare og kiggede på Denise.
"Tjoo..altså jeg havde nok også en anden tanke med det, men ja..det var hovede sagen" sagde han let drillende imens at han kiggede på hende.
Han var dog en hel del bekymret for om hun havde fået for meget af hans blod. Sårene inde i munden og på armen var allerde helet og forsvundet så man aldrig skulle tro de havde været der. Men den nagende følelse der gav ham en lyst til at kysse hende igen, forføre hende...han g nu dybere i hans krop end for bare få minutter eller timer siden. Han havde allerde været hos hende en del tid, solen ville snart stå op i horisenten og tvinge ham i skjul imens at hun ville blive tvunget til at leve sit liv som om at alt var normalt og at der ikke gemte sig en vampyr i hendes hus.
Ciaren sukkede lydløst, "Jeg har kun en mening med det her" sagde han stille og lænede sig lidt ind mod hende, "Jeg vil bare have dig for mig selv...det har jeg altid villet...det eneste problem med det nu er at...det nu kan dræbe dig" Han kiggede lidt på de to prikker der var ved hendes nakke og kørte tungen langsomt hen over dem da den svage duft af blod stadig steg fra dem.