No escape this time - Åbent Emne

//Fortsættelse på emnet "As I haunted you in life, I will continue now". Folk der deltager i dette emne, skal vide at kun Angelie kan se James Ericson. Og på ingen måder, kan Angelie gemmes fra James.//



Angelie's ord, havde blot fået James til at smile grumt, og stille klukke fra hans gemme. Angelie ville blot kunne høre hans ondskabsfulde klukken få minutter efter hun havde forladt teatret, og efter det, ville James være fuldstændig lydløs. Han ville lade hende vide, at ingen andre kunne se ham. At kun hun, tog del i hans eksistens. At hun ingen hjælp, kunne få af nogen. Ingen, kunne hjælpe hende ud af denne forbandelse, og ingen ville kunne hjælpe hende med at slippe denne gang. End ikke hende selv. Selv hvis hun fjernede den kæde han brugte som bolig, ville han stadig følge hende. Han var nu en del af hendes eksistens. Hendes kød. Hendes blod. Ja selv det fastlåste hjerte, der desperat forsøgte at holde ham ude. Han, var en del af hende. Og kun hende.

Han forholdt sig stille, imens han observerede hendes flugt. Som beregnet, flygtede hun ind i befolkningen. Det sted der havde været hælle for hende i fortiden. Der kunne han ikke altid behandle hende, som den han havde anset hende. En simpel slave, der fortjente en god lussing fra dag til dag, for at minde hende om hendes værd. Intet. Dette ville han få hende til at føle igen. Om hun ville det eller ej.
Da Angelie endeligt var nået til gågaden, fandt hun den iført ganske få mennesker, i forholden til den daglige trafik. Den mørke nat, holdt de fleste gemt i deres hjem, dog var der stadig de få natte ravne. Man kunne se en stor gruppe af unge væsner, blandinger af forskællige farlige kreature. Dog ville ingen gøre Angelie noget, da de fleste vidste hvem hun var. Hvilket blot var endnu mere perfect. Da hun ville se ingen hjælpe hende, på trods af hendes rang og hvad end befalinger hun kunne finde på, ville hun forstå hvilken situation hun var i. Hvor alene hun var.
En røg sky samlede sig foran en af de mandlige væsner, i den store gruppe, nettop som han antændte sin lighter, for at tænde sin egen cigaret. Røgen tog form som James igen, og han lænede sig en anelse imod manden, for at antænde sin egen cigaret, med hans lånte flamme. Manden reagerede ikke det mindste på James, og de tomme mørke øjne gled over på Angelie.
"Where are you going, little girl?" Sagde James højt, så Angelie ville kunne høre ham fra den anden ende af gaden som adskilte dem. Endnu engang, reagerede den store gruppe af væsner, ikke det mindste på James' råb, der ellers havde virket provokerende imod deres 'dronning'.
"I thought you got my message? You can't run away this time.. You can't even hide as the little kitten you are, and avoid me in the shadows." Råbte James igen, med en hånende stemme, inden han tog nogen skridt imod gadens kantsten.
"You've got aaall the little places in the world to hide. But no place will be enough. No place will keep you safe. This time! Theres no way, to escape my rage!" Råbte han hidsigt, så hans stemme rungede igennem natten. Endnu engang, ingen reaktion fra nogen andre. Langsomt begyndte han at bevæge sig over gaden, og lige igennem et par af væsner der passerede over den. De reagerede ikke, ikke engang som Angelie havde da han havde passeret igennem hende. Der kom ikke den kolde og klamme følelse for dem. Ingen reaktion.

Gaden, eller.. Nu var hun faktisk kommet helt hen til Gågaden i Terre, hvor nattemennesker var at finde rundt i forskellige afkroge. Tanken om at hun ikke var alene, gjorde hende endnu mere tryg, end hun havde været i teatret, hvor der ikke havde været nogle. En ulempe på nuværende tidspunkt var selvfølgelig, at hun heller ikke kunne undgå kommentarer, bemærkninger eller blikke. Hun var herskerens forlovede, hende der altid stod ved Zanes side, selv hvis hun ikke var enig med ham, støttede hun op om de ting han befalede, krævede eller gav folket.
Fødderne bevægede sig hastigt, men lydløst hen over brostenene, som prydede vejen, imens hun holdt om sig selv, stadig med ryggen rank, og et blik, der kiggede lige frem, selvom intet passerede hendes årvågenhed, end ikke den mindre gruppe af unge mennesker til højre for hende, som hun netop skulle til at passere.
Bare lyden af lighteren, som klikkede metallisk, da vedkommende tændte denne, fik hende til at stivne, beredt på at få dolket en kniv ind imellem skulderbladene, som om han allerede stod og åndede hende i nakken, men det var jo bare tvangstanker. Han ville ikke kunne gøre hende noget ude blandt andre.. De ville jo kunne se det... mærke det.. Stoppe ham på en eller anden måde.
Stemmen rungede igennem hendes hoved, hans råb, som blev rettet imod hende, og i første omgang forsøgte Angelie udelukkende at overhøre ham, i troen om at de andre ville kunne se, og høre hans talemåde, og måske.. Reagere bare en anelse på det, med et blik, et grin, et gisp..
Intet skete, og hans næste sætning blev vendt imod hende, som Angelie lige havde passeret gruppen, og hans råb skar hende helt ind til knoglerne.. Hun blev vred, oprevet og skuffet over at der ingen reaktioner var omkring hende, som om han slet ikke eksisterede for dem, men hun kunne jo se ham stå lige der! med sit smørrede smil i fjæset, og den klamme cigaret i hånden.. Han var der jo!
Hun drejede hastigt om på hælen, efter at være stoppet op, for derefter at lade knyttede næver glide ned langs hendes sider. "Why can't you just leave me the hell alone, Eric!" Skreg hun tilbage, uden at tænke over hvordan ordene gav ekko fra en lille gyde til venstre for hende, så de blev hængede et ganske kort sekund efter hun havde sagt dem, for derefter at dø ud.
Som man næsten kunne forvente, reagerede gruppen på hendes eget råb, men Angelies blik var rettet direkte imod Ericson, med et hadefyldt, sindsoprivende blik (Hvilket ville være vendt mod personen med lighteren for andre, eftersom ingen andre kan se Ericson). Gruppen sendte underlige blikke afsted mod Angelie, og hun var sikker på der blev hvisket noget, som hun ikke ville høre, nægtede at lytte efter, eftersom Ericson igen talte i samme øjeblik.. Hun skulle nok slippe afsted, og væk.. Hun kunne ikke fungere med et spøgelse om halsen på den måde.
"Hvad glor I på!?" svarede hun i stedet for gruppen, for derefter at sende Ericson endnu et vredt blik, og dreje rundt på fodballen og vende ryggen til ham og gruppen.
"You can't hang around my feet forever! I will get rid of you.. somehow".. Hun satte sig i bevægelse, langsomt, mens hun fornemmede hvordan blikke blev vendt imod Angelie.. Blikke, der fortalte at hun ikke måtte være helt normal.. Eller det var i hvert fald sådan det føltes, eftersom der ikke var så mange i gaden at de ville kunne nedstirre hende fra hvert et lille hjørne i byen.

”Er du sikker på at det her er en god idé?” En usikker stemme blandede sig med andre unges ivrige snak. De var fuldkomne ligeglade med hvem der ville lytte til deres samtale, da de fleste enten var godt berusede eller blot i højt humør. Den eneste der ikke var i det humør, var dem af personerne der holdte sig for sig selv. Hun havde en rød plastik-kop i hånden, hun hele tiden var ved at tabe. Alkohollen havde ikke påvirket hende endnu, og egentlig ville hun bare gerne hjem. Hun gik i en gruppe med unge, hvor kun én af dem, lod til at bemærke hendes tilstedeværelse. Kimmie.
”Ja da. Selvfølgelig. Det hele skal nok gå.” Kimie trak kvinden med sig, op til dem der dannede fortrop. Hvor de var på vej hen, var ingen vist klar over. Dog kunne folk efterhånden godt gætte sig til, at de lige så en del andre, ville finde sig en plet på gågaden, hvor de kunne slå sig ned, fulde sig og få en hyggelig aften ud af det. Cholé var bare den eneste af disse unge mennesker, der virkede til at være ret så negativ omkring lige dette emne.
Kimmie havde stadig fat om håndledet på hende, selvom de for længst var komme op på siden af de fyre som tydeligvist var mest fulde. ”Kimmie.. Slip mig..” De få ord der kun ud fra hendes mund, var lavmælde og hvæsende, men der var ingen tegn på at hendes håndled ville blive sluppet med det samme. ”Årh, så slap da af, Cholé. Nyd det nu mens du er ung. Du lever jo ikke for evigt!” Ingen lod til at bemærke deres lille skænderi, hvilket tydeligvis passede dem begge bedst.
Cholé løsrev sig fra sin tydeligvis fulde veninde, smed plastik-glasset fra sig, men nåede ikke langt væk fra gruppen af unge eller den berusede veninde, før hun stødte på en mand der gik lidt længer væk fra de andre. Han var ældre end hende og stank langt væk af sprut. Stanken gjorde hende både dårlig og gav hende en følelse af at hun skulle brække sig. ”Hey, hvor tror du at du skulle hen..?” Hans klamme og stærke arme låste sig fast om hendes krop, tvang hende ind mod sig og han forsøgte at kysse hende. Den stærke lugt af alkohol blev værre, jo tættere hans mund nærmede sig hendes og i sidste øjeblik, nåede hun at reagere.
Tanken af alkohol havde gjort hende ør, som om hun selv var ved at blive fuld, men det lykkedes hende alligevel at stemme begge håndflader mod hans brystkasse og skubbe ham så langt væk fra sig som muligt. Det resulterede i at han faldt bag over og brækkede sig. Cholé vendte ansigtet i væmmelse og fik igen følelsen af at hun skulle kaste op, da stanken af bræk og alkohol blandede sig. Hun måtte væk fra det her.
Længere væk, længere inde mod gågaden, hørte hun noget der mindede om en irriteret kvinde, der skreg af et eller andet… Men på engelsk? Det vækkede interesse i hende og de gyldne øjne og de gode øre, lyttede og så efter kilden til dette udbrud. Cholé så sit snit til at bruge sin Animagus-form til noget, og kort tid efter hun havde tænkt denne tanke, sad der en majestætisk sneugle, der hvor den brunhårede kvinde havde for få sekunder siden.
Efter at have fløjet rundt i komplet forvirring, fandt hun sig et sted at sidde. På en tagrande, hvor hun kunne studere folk. Hun så veninde Kimmie gå lidt længer væk, skide fuld sammen med de fyre. En af dem klistrede sig hele tiden op af hende, og der var slet ingen tvivl om hvad han ville. Men det var ikke kun det hun kunne se. En gruppe af andre unge og en kvinde, havde hun også udsyn til. Hun hørte hende igen, denne gang på Fransk og derefter Engelsk igen. Der var ingen tvivl om at det var den kvinde hun havde hørt før.
Den hvide ugle fløj ned på gadeplan, vraltede lidt rundt der nede, før den fandt sig et sted, hvor der var udsyn til alt. Hvad mon hende kvinden havde råbt og skreget af lige før? Men vigtigere… Hun virkede så bekendt. Hun havde hørt folk snakke om hende, men fandt aldrig ud af hvem hun var. Så.. Hvem var hun og hvad råbte hun af?

Ericson's irritation blev dulmet af hendes, lettere underholden udfald, og det vrede blik, blev til en lystig klukken, i det Angelie vendte sig for at fortsætte væk.
"Why? Why... Can't I leave you alone? Ohoo, don't play innocent now, little Angel! I 'can't' leave you alone, because you smothered me! You suffacated me!" Ericsons fødder forsvandt igen, for at blive erstattet med røg hvorefter han fløj om foran Angelie igen, for at stoppe hendes flugt. Hans hånd skød imod hendes strube, og lod sine fingre stramme omkring hendes hals. Det eneste andre ville se, var en Angelie der stoppede op, men hun ville tro hun så, og følte det helle. Hans stærke hånd, pressende imod hendes strube, for kun lige nettop at tillade hende nok ilt.
"You tightened that filthy chain of yours, so wickedly around my neck, that you broke! It!" Skreg han i hovedet på Angelie, som hans greb strammedes, og hans anden næve knyttedes i en truende opvisning ved hans side.
"And I can, and will, hang around your feet, as if I! Was your f..." Ericson stoppede sig selv, da han hørte den lave mumlen fra folkende han havde stået blandt før. Hans læber bredtes til et ondskabsfuldt smil, og hans greb løsnedes. Ingen andre kunne se ham. Præcis som Signet havde lovet ham. Angelie var alene med ham. Og der var intet andre kunne gøre, for at redde hende. Helt alene, med fortidens spøgelser.

Ericson fjernede sit greb helt om Angelie's hals, og greb da fadt i hendes skulder i stedet, og forsøgte at dreje hende omkring, for at tvinge blikket tilbage på gruppen hun havde råbt af.
"See? What does that sound like? Do you remember? How people used to talk behind your back? Pathetic.. Miserable.. Weak.. So they will again.. They d not care about your problems, even though your now the queen... How does that make you feel, my dear little Angel?" Spurgte han, med en lettere blid stemme, i forholden til den rasende stemme der var blevet udvist før.
"Now.. They call you a crazy person. A lunatic? Will you stand for that? Being called this, for the rest of your days.. There will be no escape from me. No escape this time. And your aall alone with me. In our ilttle world.. Together.. No one else can tread. Yet you... You still walk the streets of Terre, amongst the common public. Seeing you. As the crazy.. Wicked person, you really are... Give in to my Master, and this could change.." Hans stemme blev næsten til en hvisken til sidst, og da han stilnede sine ord, begyndte han langsomt at svæve baglæns, imens grebbet om hendes arm løsnedes for så at stryge hans fingre over hendes kjoles ærme, og endnu engang forsvandt Ericson for hendes øjne og øre, og efterlod hendes iblandt den forivrede, hadende flok af væsner.

Hun lod øjnene blive lukkede, for derefter at tage en dyb indånding, som for at berolige sig selv, inden hun genoptog sine skridt, væk fra mængden af unge, og endnu vigtigere.. Væk fra ham! Hun hørte hvordan han svarede på hendes spørgsmål, som egentlig mere var ment som en ordre til at han skulle skride, et retorisk spørgsmål, som egentlig ikke krævede et svar.
Hun bemærkede ham først, da han var foran hende, og havde krævet ud og holdt fast om halsen på hende, hvilket automatisk skabte kvælningsfornemmelsen i hendes sind. Hun kunne 'mærke' hvordan hun måtte gribe fat omkring hans fremstrakte hånd med hendes egne, og forsøge at tvinge hans fingre væk fra nærheden af hendes hals. Samtidig måtte hun hæve sig på tæerne, for at skabe den rigtige vinkel for mindst ubehag ved situationen, hvilket med sikkerhed måtte se forkert eller underligt ud fra sidelinjen.
"Let go of m.." Hendes sætning blev afbrudt, da hans hånd hævede sig ved siden af hende, og fik hende til at fremtvinge et næsten uhørligt klynk, ved tanken om at han ville udføre de samme forestillinger på hende, som førhen, og hun krøb sig en anelse sammen, og blev krumrygget, imens hun så vidt muligt forsøgte at skjule ansigtet, så han i det mindste ikke ville ramme det..
Men forventningen om slaget hang ved.. Selv efter han havde sluppet hende, og et øjeblik var hun helt confus over ikke at blive ramte, for han havde da aldrig misset? Men det gav jo mening, for han havde slet ikke slået ud efter hende.. bare sluppet grebet, hvorefter hun blev stående, ganske kort, og bakkede automatisk lidt væk fra ham, tilbage mod gruppen, imens hun også kunne høre de mumlende ord derfra.

De næste ord, som han udtalte, fik Angelie til at vende blikket tilbage mod gruppen, og lade hovedet glide på skrå, med et næsten trist og bekymret blik. Måske var der noget om hvad han sagde. De var ligeglade, sådan ville det altid være, så længe de bare havde deres bysteder, hyggekroge og beskyttelse mod de farligere væsner, som levede i byen, dem der nægtede at adlyde og leve efter lovene.
Det hjalp heller ikke, at han bragte fortiden ind i det.. "People never said that about me.. People didn't even knew me then" hviskede hun lavt, så gruppen ikke ville høre det, inden hun langsomt tog skridt, et.. to.. tre skridt hen imod gruppen, for så at.. betragte dem, se hvordan de hviskede omkring hende, bagtalte..

Hun lod sig falde ned på knæ, imens han talte igen, for så at lytte.. Ude af stand til at spærre af for hans stemme, imens hun mærkede hvordan de kolde brosten skar imod hendes knæ.
Nej.. Hun ville ikke finde sig i det, men hun havde ikke andre muligheder.. Hun skulle opretholde forstanden, og lade sig styre af impulsive handlinger. Det kunne hun ikke tillade sig længere, ikke ligesom før i tiden. Der var alt for meget på spil, alt for meget, som kunne blive vendt imod hende og klanen.
De næste ord han talte, om hvordan de levede i deres egen verden, hvordan hun viste sin sindsyge over for befolkningen, fik Angelie til at gribe hårdt fast om en sten ved siden af hende, for derefter at vride kroppen halvvejs rundt, og næsten desperat kaste den imod Ericson. Stenen ville ramme ham, hvis han ikke flyttede sig, eller lod den glide igennem ham. Hvis det sidste skete, og stenen ikke blev afværget, ville den derfor flyve videre og direkte imod Cholé, som sad i sin animagusform.. Hende ville den ramme, hvis hun heller ikke flyttede sig eller afværgede den på anden måde, selvom det ikke havde været i Angelies intention..
"I will never even talk with your socalled.. master, Eric.. Just.." Hun holdt en kort pause, imens hun tillod sig selv at komme på benene, for så at vende sig helt om imod ham. Man ville ikke kunne se det på afstand, men diskret i Angelie højre øjenkrog, var der en svag våd fornemmelse, som fortalte, at en tåre var igang med at presse sig igennem den lille åbbning imellem øjenæblet og huden. ".. Just.. Le.."
Igen nåede hun ikke at sige mere, før hun mærkede at hans strøg fingrene over hendes ærme, for så at bakke væk.. og.. forsvinde, efterlade hende.. som så ofte før, og selvom det var ønsket, kunne hun ikke lade være med at føle sig skidt tilpas, efterladt og forvirret ved hele situationen..

Cholé sad lige så stille og kiggede godt på hendes omgivelser, med de store gyldne øjne, der opfangede hver en lille detalje der var at finde på et sted som gågaden. Dog var hendes opmærksomhed tydeligt oftest vendt hen mod den kvinde, der virkede til at være påvirket af et eller andet. Generede af et eller andet, som hun kun kunne se, eller var det mon hendes fantasi? Det var ikke til at vide, med mindre man kunne være i kvindens sko og føle det hun følte. Dog var der ingen tvivl om, at det hun gjorde, ikke var noget hun ville gøre uden en grund til det. Desuden så det også ret så underligt ud, det der skete ikke så langt fra hende.
Stemmer hørtes igen, de samme som hun havde hørt for ikke mange minutter siden, snakke i munden på hinanden og hende. Fulde, unge mennesker, der ikke vidste hvad de skulle gøre af deres liv på en aften som denne. Det var en synd og skam, at de valgte at drikke sig så berusede på en helt normal aften, som dette jo egentlig var. De gyldne øjne opfangede en person hun kendte ret godt. Det korte, måske lidt for lyse hår, var tydeligt blandt de andres. Hun lignede ærligtalt lidt af en luder og opførte sig også lidt sådan. Hun nærmest klistrede sig op af den mand ved siden af hende, der var mindst lige så fuld.
Cholé rystede en smule på sine fjer, vel og mærke af ubehag. Tænk af hende der over, der gik og nærmest klæbede sig fast til den nærmeste mand, faktisk var hendes veninde. Uglen fastholdt blikket mod Kimmie og dem der var tæt ved hende lidt endnu, men måtte vende blikket væk, for derefter at kigge tilbage mod den anden kvinde der stod lidt længere fra hende. Den kvinde der heldigvis var grunden til at hun var smuttet fra det ynkelige selvskab hun var havnet i.
Før Cholé nåede at opfange det, hvilket var ret usædvanligt, så hun en sten flyve gennem luften, på vej hen mod sig. Hun havde faktisk ikke opfanget noget af hvad der var sket omkring hende, bortset fra den gruppe af unge, som hun selv havde været en del af, der lystigt og højlydt gik og snakkede, mens de forsvandt ned af en anden sidegade. Gad hvide hvor mange der var faldet fra, siden hun selv var forsvundet…
Sneuglen, der normalt ville være fløjet for længest, vidste ikke hvad hun skulle stille op. Flyve, flytte sig eller gentage sin form som menneske? I hvert fald måtte hun handle hurtigt, med mindre hun altså ønskede at blive ramt af den sten, der med ret så høj fart, var på vej mod hende. Alle disse tanker blev tænkt på meget kort tid, og det lykkedes hende endelig at flytte sig, et halvt sekund før det ville have været for sent. Hun kunne lige se det for sig, og det ville ikke være bestemt kønt.
Roligt og som om det var fuldkommen normalt, vraltede den hvide, majestætiske sneugle hen mod kvinden der lod til at så ret fortabt ud, men hun var ikke den eneste. En mand, der synes at være bekendt for hende, viste sig at have fået samme tanke som hun selv. Cholé studerede manden, hun syntes at have set før og kvinden der ærligtalt måtte blive omtalt som var hun idiot eller havde problemer med sin fantasi. Selv kunne Cholé ikke forstå, hvorfor hun for få minutter siden, havde hørt den gruppe af unge, hvor manden var gået fra, snakke om hvor vidt hun var blevet gal. Der var da tydelig vis et eller andet der plagede hende. Stadig med de to personer som mål, vraltede hun roligt mens hendes skjulte ører af og til opfangede en lille lyd. De gyldne øjne var rettet direkte mod målet, som var hun på jagt efter bytte, dog blev ret rettet lidt til siderne, for at holde øjne med om flere flyvende sten skulle være i nærheden.
Først da Cholé stod lige ved siden af personerne, besluttede hun sig for at skifte form. Det kunne selvfølgelig være risikabelt, da der ville være øjenvidner som sikkert ville føle sig chokeret over det de så. Men befolkningen i Terre måtte da snart være van til alle de mærkelige ting der skete omkring dem. Folk blev myrdet, forsvandt på mystisk vis, kunne gro vinger eller fremkalde de fire elementer. Folk burde ikke blive chokeret over at en ugle forvandlede sig til menneske. De burde blive mere chokeret over at der var en sneugle midt i byen.
I stedet for den prægtige ugle, stod Cholé der nu i egen person, få skridt foran dem begge uden at sige så meget som et ord. Hun ventede stadig på en reaktion fra alle omkring sig, men den lod ikke til at komme. ”Hey. Er.. Er du okay?” Normalt ville hun ikke gøre det som hun gjorde nu. Gå hen til en fremmed uden noget andet på hjertet end at vide om personen var okay. Hun havde aldrig gjort noget lignende.
Stadig vidste hun ikke helt med sikkerhed hvem kvinden var, men manden kunne hun genkende ret godt.

James havde klukket lavmeldt af det desperate sten kast. Hun troede stadigt at hun kunne gøre ham noget. At der var en udvej. Men nej. Ikke denne gang. Denne gang, havde han ikke kun magten på et menneskeligt basis. Nu havde han magt, på en måde han aldrig havde troet muligt. Han var tilbage, og forlod ikke jorden før han var tilfreds. Før han så en ny Angelie. Eller rettet sagt, den gamle.
Ericson observerede den nye Angelie, med et bredt smil. Han var den helt rette til dette. Det var en figur som James, der kunne bryde den stærke herskerinde. Den kvinde, der nu skulle være et forbillede for landet. Forlovet med deres hersker. Stærk i egen karakter. Nu på knæ, i en mindre folkemængde af natteravne. Ynkelig og fortabt. Eller i deres tanker, sindsforvirret. James kunne ikke forestille sig, at Angelie havde været interesseret i hvad andre tænkte før hen. Men blev hun nød til nu, med hendes nye post. Folk skulle se op til hende. Ikke ned.
James' opmærksomhed fra sit usynlige leje, lige foran Angelie, blev rettet imod flokken af unge mennesker, hvis øjne nu virkede klistret imod Angelie. Hans smil bredte sig endnu engang og han fnøs stile, uden at lade Angelie høre det. Det var ham der styrede den verden Angelie og han befandt sig i, og det var ham der bestemte hvad hun skulle høre fra ham. Han havde magten. Præcis som han havde haft en gang.
James' øjne blev knebet sammen af en ung herre, der begyndte at bevæge sig imod Angelie, med faste skridt. Det var tydeligt han ikke havde ondt i sinde. Måske nærmere det modsatte. De sammen knebet øjne og faste ansigt, løsnede sig til et bredt smil, inden de flyttede sig ned imod Angelie. Hjælp var hvad hun havde brug for. Så han endeligt kunne vise, hvor hjælpeløs hun var. Ingen kunne slippe hende fri fra hans og Signet's greb.

James svævede en smule til siden, da Lionheart var kommet helt tæt på, og lod sine øjne løbe op og ned af ham. Han virkede for 'perfect' til at være menneske. Og hvis han var, var han alt det James havde hadet dengang han levede. Han ville ønske han kunne gøre skade på den unge mand, men det var kun Angelie og hendes fantasy han kunne berøre. James svævede om bag Lionheart da han gik på hug, og landede på jorden da røgen blev til fødder. Igen blev han synlig for Angelie, og lagde hovedet en anelse på skrå, imens han lod øjnene glide frem og tilbage imellem Angelie og ham. Han rejste en cigaret og sin lighter imod læberne, da Lionheart's ord kom frem. Han smilede bredt, og rystede langsomt på hovedet.
"Yeah.. Let him help.. Let the pretty young Lad help you out. So he can see, it's a lost cause.. So he can see how craazy you are.. How deranged their new 'queeen' has gotten. They wont see me.. Wont hear me.. It's only.. You. And I." Sagde han lavmeldt, og smilede bredt. Hans opmærksomhed blev da rettet imod den ny ankommende kvinde. Han klukkede lavt en enkelt gang, da hun også lød til at ville hjælpe, og gik i stedet over imod hende, imens han tog en dyb inhalering af sin cigaret.
"What a pretty young thing.. Hm." Han gik op ved siden af Cholé og lod sine øjne betragte hende, langt mere grundigt end de havde gjort ved Lionheart.
"Hmm, she reminds me of you.. Back then. Wonder if she'd be just as pathetic in a relationship?" Sagde han med et bredt smil, og lo kort og hånligt. De hårde øjne gled ned imod Angelie igen, imens endnu en inhalering blev taget, for at lade en røgsky blive blæst imod Angelie.
"So.. Little Angel.. Are you okay?" Spurgte han, imens hovedet gled på skrå, og læberne bredte et nedladende smil.
"Or.. Are you as crazy as they all think. She's certainly thinking it." Sagde han, og nikkede imod den anden unge kvinde. Hans skridt ledte ham imod Lionheart, og han lagde en hånd på hans skulder, imens han også gik på hug foran hende. Hånden imod hans skulder var også imagionær for Angelie, og Lionheart ville ikke kunne mærke det.
"And so is this bloke. They just want to score some extra points. To seem 'nice' in the eyes of their new. Pathetic. Miserable Queen." Han lænede sig fremad imens han snakkede, så hans ansigt sluttede tættere ved Angelie's.
"Choose your words wicely.. Princess." Hviskede han, smildte bredt og forsvandt så langsomt igen. Hvis Angelie havde slået ud efter ham, ville hun ikke have ramt noget, og endnu engang lod han hende alene med Di Morga's natteravne.

Han var væk.. Og alligevel var det ligeså slemt som når han var der. Selvom man ikke skulle tro det, var Angelie svundet tilbage i sine teenageår.. Oprør, forvirring, ubeslutsomhed, der kom væltende ind over ethvert normalt ungt menneske eller væsen. Det var sådan de år forløb, og der var en grund til, at ingen havde lydt til at genleve dem igen og igen.. Men det var netop hvad hun blev tvunget til nu. Hun blev tvunget ud i at huske den tid med Eric, den tid hvor hun boede hos sin familie i England.. Gad vide om de nogensinde havde fundet ud af, at det var hende, som havde dræbt ham? Ingen var kommet efter hende, men Di Morga var vel heller ikke et land man bare sådan lige kom til.. Det var lille, og let at overse på kortet.. Hvis det overhovedet lå på et kort.

Stemmer bragte hende tilbage til den tomme verden, hvor hun befandt sig.. Hun hørte først en mandlig, eller nærmere en drengs, eftersom hun ikke ville tillade sig at kalde så ungt et væsen, for en mand. Skønt han let kunne være flere hundrede år gammel, gjorde perfektheden, at hun ikke ville se ham på sådan et plan.
De halvfugtige øjne vendte sig langsomt mod denne dreng, som knælede ned ved siden af hende.. Spurgte om hun var okay.. Lignede hun en der var okay måske? Var det ikke tydeligt nok for ham.. Måske hun skulle skære det ind i øjenæblet på vedkommende, så han ville se ordene hele tiden. Hun var absolut ikke 'okay'. Eric hjemsøgte hende..
Alt dette havde hun lyst til at skrige ind i hovedet på denne knægt, og hun skulle også lige til at gøre det, da en anden stemme trådte ind. En pigestemme.. Igen fra et væsen, som ikke virkede til at være synderlig gammel. De virkede så rene og uskyldige.. De kunne umuligt have set hvordan Di Morga, hvordan livet virkelig kunne være, hvor meget smerte det indebar. Det var forunderligt hvad et individ var i stand til at klare, når man blev sat i de mest desperate situationer..
Pigens ord var druknet i alle disse tanker, og de våde øjne vendte sig over mod hende, imens hun nu igen hørte Eric tale til hende.. Han havde vel aldrig nogensinde tænkt sig at holde sit ord om bare at forsvinde helt ud af hendes liv.
Selvom han talte, forkuserede Angelies blik på pigen, mens hovedet gled en anelse på skrå. Lige indtil Eric stillede sig over til hende og talte.. Ordene fik Angelie til at føle sig.. berørt, såret.. ramt. At han på den måde var i stand til at erstatte hende, ved blot at se på et andet væsen. Skønt hun ikke behøvede at frygte det, da han jo ikke kunne ses af dem, så var hun alligevel en anelse.. jaloux, en reaktion, som hun ikke kunne undertrykke, selvom hun aldrig ville være sammen med Eric.. Men tanken om at andre ville.. Var mindst lige så slem.
"Eric.. Don't even think about it!" Ordene kom over hendes læber som et ynkeligt klynk, der fortalte at hun ikke ville have det, blandet med at pigen ikke fortjente sådan en skæbne.

hans næste ord, fik hendes blik til at vende tilbage mod Ericson, imens han nærmede sig hende.. Ordene ramte som en forhammer, og hun vidste at chancen for at det var sandt, var for stor til at hun kunne overse den. Uden at sige noget, lod hun blikket glide imellem de to personer, som havde givet hende opmærksomhed, en opmærksomhed hun slet ikke ønskede.
Langsomt, kravlede hun op på benene, helt op og stå, imens hun stillede sig over ved siden af Eric, så hun kunne kigge på dem begge på en gang..
"Han har ret.." hviskede hun, og kneb øjnene en anelse sammen. "Det er det eneste I tænker på.. Selvisk, egoistisk.. Men jeg falder ikke for det" ordene flød over hendes læber helt monotome, uden følelser, selvom øjnene stadig var lige så våde som før, men selv de var tomme at kigge på. "Jeg vil ikke give point på den måde!"
Angelie drejede derefter om på hælen, og satte sig i bevægelse, som en skygge, der flød i et med nat, væk fra de unge mennesker, uden egentlig at bemærke, at Eric for svundet ind i ingenting igen.