Just another day at work.

Sted- En boghandel i gågaden
Omgivelser- Store reoler med bøger, en disk og et par kunder. Det er vel overflødigt at nævne, at Izobell også er til stede.
Vejr- Solen skinner, men det er en smule køligt
Tid- Klokken er cirka 16

Det var endnu en gang blevet eftermiddag i byen Terre. I dag var Izobell på arbejde. Det havde hun været siden klokken 8 samme morgen. Hun stod bag disken og kedede sig bravt. De enkelte kunder, som havde bevæget sig ind i butikken, var ikke nogen, som havde brug for hjælp. Så på dét punkt kunne hun ikke hjælpe dem.
Lige nu, talte hun næsten bare timerne til hun havde fri. Det her var en af de længere arbejdsdage. Men ak ja, sådan nogle skulle man også have en gang imellem. Arbejdet i boghandelen var egentlig ikke så slemt. Nogle gange blev det bare ret kedeligt. Gange som denne. Gange, hvor man intet havde at lave.
Med et suk bevægede hun sig væk fra disken, og istedet hen imod en af kunderne. Damen så ud til at lede efter en bog, og det havde hun efterhånden gjort i et godt stykke tid nu. "Kan jeg hjælpe med noget?", spurgte Izobell venligt og kiggede på damen.
"Nej tak, jeg klarer den", lød svaret. Izobell sukkede lydløst. "Hvis du har brug for hjælp, så spørger du bare", sagde hun, inden hun igen bevægede sig væk fra damen. Hun havde ikke brug for hjælp. Allerede inden Izobell var gået hen imod kvinden, havde hun vidst, hvad svaret ville være. Lige denne dame kom ret tit, og hun spurgte aldrig efter hjælp. Izobell forstod det ikke. Hvis hun havde brug for hjælp, hvorfor i alverden spurgte hun så ikke bare om det?
Izobell nåede igen hen bag disken. Imens hun kiggede hen imod døren, førte hun hænderne op til det blonde hår, og begyndte at flette det. Bare for at fordrive tiden med et eller andet.

Zophia gik med faste og rolige skridt hen af gågaden i Terre, Hun havde været her en gang, måske to gange før, så det var stadig et rimeligt nyt sted for hende. Blikket blev fanget af en masse skilte hvor der stod hvad butikkerne hed "Boghandel.." Hviskede hun lavt op fra et skilt og stoppede blidt op og studerede stedet et øjeblik. Hun havde et kort øjeblik glemt hvad det var hun skulle, men kom hurtigt i tanke om hvad det var hun skulle igen. Have fat i en kogebog, Zophia håbede inderligt at der var en derinde som ville kunne hjælpe hende.

Klokken over døren ringede da hun roligt trådte ind af døren, det var ikke fordi det overraskede hende så meget men måske lidt. Hun så sig lidt rundt og lod blikket hvile på de forskellige bogreoler. Hun gik så stille op til disken, mens hun samtidig kørte en hånd gennem hendes blonde hår "Ehm.. Du skulle vel ikke vide hvor man kan finde en kogebog af en art?" Zophia var virkelig fortabt når hun var et sted med mange bøger, Hvorfor hed en Boghandel egentlig ikke bare et bibliotek?. Hun tænkte lidt over spørgsmålet i lidt tid og rettede så blikket op mod pigen, hun var virkelig køn. Ikke bare sådan hun er køn, men virkelig køn.
Zophia så mod uret, det kunne være hun bare skulle smutte igen eller ihvertfald vente med at gå til hun havde fundet den pokkers bog hun skulle bruge?.

Klokken over døren ringede. Et lille smil bredte sig på hendes læber. En kunde.. Endelig... Måske havde denne kunde brug for hjælp? Det havde hun, viste det sig.
Izobell trådte frem bag disken og slog lidt ud med armene. Som om hun omfattede hele butikken i bevægelsen. Et navneskilt var synlig på hendes trøje. 'Izobell Hope, butiksassistent', stod der. "Det er det jeg er her for", svarede hun med et lille smil. Pigen, som stod foran hende, så svagt bekendt ud. Et eller andet i Izobells baghoved rørte på sig. Et eller andet svagt. Som om det var lukket ned i en låst skuffe og nu hamrede løs for at slippe ud. Izobell valgte at lade det være, bare for en kort stund.
"Kogebøgerne er i den afdeling derovre", sagde hun, og pegede over imod nogle reoler. "Er det en speciel bog du leder efter? Eller er det bare kogebøger i det hele taget?", spurgte hun. Nu havde hun taget sin forretnings stemme i brug. Det var den hun brugte, når hun skulle hjælpe kunder med at finde forskellige bøger.
Izobell førte hånden op til sin ny lavede fletning og rørte let ved dens slutning. Selv syntes hun, at den var blevet meget god, men det var jo bare hendes mening. De blå øjne hvilede på pigen. Hun kunne ikke slippe tanken om, at hun kendte hende...

Zophia lod et lille skævt smil slippe forbi hendes læber dog mest for at gengælde, denne Izobell's smil. Izobell..? Hun havde hørt det navn før! Det var hun sikker på. Men hvor?. Det var næsten lige før hun fik helt ondt i hovedet at at tænke over det. Hun holdte blikket på hende i lidt tid mens hun stod i hendes egen verden "Izobell.." Mumlede hun samtidig med at hun hviskede det.

Hun blinkede let med øjnene for at vende tilbage til den virkelige verden og lyttede så roligt til hendes stemme og svarede "Jeg kan ikke huske hvad den hedder.. men den hedder et eller andet med 100-noget" Hun trak en smule nervøst på skulderne men hun lod en lille kort latter passere hendes mundvige
"Årh.. og undskyld, jeg hedder Zophia." Hun følte ligsom bare for at sige hvad det var hun ved, det var ikke særlig behageligt at snakke med en man ikke engang kendte navnet på. Det havde hun prøvet for alt for mange gange før. Zophia rettede lidt på hendes trøje som hun havde på for at være sikker på at den sad som den skulle.
Hun tillod sig selv at vende tilbage til spørgsmålet om hvem denne Izobell var og om hun kendte hende?.

Izobell smilede blidt. "Et eller andet med 100-noget?", spurgte hun og bevægede sig så hen imod de reoler, hun havde peget på lige før. Hun valgte at ignorere det lidt nervøse, som var over pigen. Da pigen så sagde sit navn, stoppede Izobell brat op. Hvis hun gik bag Izobell, ville hun støde lige ind i hende. "Zophia?", mumlede hun lavt. Det var underligt...
Izobell vendte sig langsomt om imod hende. "Zophia Jensen?", spurgte hun tøvende. Hvis ikke hun tog fejl, kendte hun Zophia. Kendte hende ret godt, skulle hun selv mene. Den Zophia hun tænkte på, var en gammel veninde. En fra den by, hun selv var vokset op i.
Izobell havde lagt hovedet let på skrå og betragtede nu Zophia. Hvis det virkelig var hende, havde de bare så meget, der skulle indhentes. Hvor lang tid siden var det lige, hun havde set Zophia? Alt for længe skulle hun da mene...

Zophia nikkede blidt og fulgte så roligt efter hende med blikket rettet en smule mod gulvet. Da Izobell stoppede op nåede hun lige at stoppe sig selv op inden hun ville gå ind i hende, Hun kunne ikke lade vær med at smile, Der var kun en der omtalte hende Zopia Jensen og det var Izobell, De fleste plejede endten bare at sige Zophia eller hele hendes navn, som hun syntes var rimelig langt..
"Jah, Det er mig.." Sagde hun måske en smule for højt. Det var den Izobell hun kendte, Eller havde kendt men nu kendte igen.
Det var hundrede år siden de sidst havde set hinanden og ikke mindst snakket med hinanden, og nu var de endelig flyttet til samme by, Det var et helt fantastisk. Zophia lænede sig mod hende og gav hende et langt og varmt kram "Hvor har jeg savnet mig" Mumlede hun stille og lukkede så øjnene i et kort øjeblik.
Hun vidste ikke rigtigt om hun skulle tro om det her var en drøm eller om det virkelig var virkelighed, hun tog chancen og gættede på virkelighed. Hun trak sig roligt tilbage fra hende og lod så det stille smil forsvinde.

Lidt efter, kom Zophias bekræftelse. Det var altså hende. Zophia Jensen. Pigen med det lange navn. Det var ikke fordi Izobell ikke kendte Zophias mellemnavn, hun sagde det bare ikke. Havde aldrig sagt det.
Det kom ikke som den store overraskelse, da Zophia lagde armene om hende i et kram. Izobell gengældte det med glæde. Det var så lang tid siden hun havde set Zophia. Tænk at møde hende her!
"Jeg kan da kun sige i lige måde", svarede Izobell smilende. "Hvad i alverden bringer dig til Terre?", spurgte hun, da de igen havde sluppet hinanden. Det føltes ikke helt rigtigt at Zoph var her. Det her møde, havde da bare reddet Izobells dag, så det sagde spar 2! Hendes blik søgte hen til det nærmeste ur. Nu var der ikke så lang tid til chefen slap hende fri, og lod hende gå hjem.

Det var ved at være et godt stykke tid siden at Zophia havde været så glad for at se en enkelt person. Bell, var som en søster for hende da de var mindre.. men så var de nærmest røget fra hinanden og mistet kontakten også fandt hun nye venner men nu havde hun fundet hende igen!. Det var fantastisk.
"Det fordi.." Hun lod en håbløst suk slippe ud gennem hendes læber "Christian har fået et arbejde i byen.. også er han ude og kigge på en lejlighed hvor han skal bo, også fik jeg lov til at komme med, men jeg regner med tage hjem igen om en uges tid" Hun undlod at fortælle delen om at de havde mistet deres forældre for nogle år siden. "Men hvad med dig? Hvad laver du her? Også endda i en boghandel?" Zophia havde ikke forventet at møde Ixobell i en boghandel, Det havde overrasket hende en smule.

Imens Izobell spaendt ventede paa at hoere svaret, valgte hun at betragte Zoph. Det foeltes som en evighed siden hun sidst havde set hende, men saa alligevel ikke. Hun var blevet koennere siden sidst. Ifoelge Izobells mening, havde Zoph dog altid vaeret koen. Hun spekulerede lidt paa, om hun havde faaet nye venner? Izobell vidste jo godt, hvor genert Zoph kunne vaere.
Saa kom svaret og hev hendd ud af tankerne. Izobell kiggede let spoergende paa veninden foran sig. Var Christian ogsaa i byen? Og havde han ligefrem faaet arbejde? Det overraskede hende lidt, selvom det nok ikke burde. ”Hvad?”, spurgte hun. ”Det faar du ikke lov til”. At hun snakkede om Zophias hjemrejse, var ikke til at overhoere.
Saa snakkede Zophia videre. Et smil bredte sig hurtigt paa hendes laeber, da hun hoerte spoergsmaalene. ”Det var mange spoergsmaal”, sagde hun drillende. ”Jeg bor i Terre, i en fin lejlighed. Og saa arbejder jeg i den her boghandel”, hun slog ud med armene, som proevede hun at inddrage hele butikken i bevaegelsen.
En tanke begyndte at tage form i hendes hoved. Hun havde absolut ikke taenkt sig, at lade sin veninde tage hjem igen. I hvert fald ikke saa hurtigt. Maaske var der plads i lejligheden til en mere? Tanken valgte hun at holde for sig selv. Indtil videre..

"Lad os sige at han vil prøve at få et job her et sted" Prøvede hun ar forklare, hvilket hun nu syntes gik meget godt. Zophia trak let på skulderne "Jamen jeg kan ikke blive ved jeg at bo hos Christian, han har også et liv der skal leves uden mig" Mens hun talte gjorde hun nogle bevægelser med armene og til sidst lod hun uroligt sin hånd køre gennem hendes hår "Og jeg ved ikke hvor jeg ellers skal bo henne udover hvor jeg bor nu" Hun lod øjnene lukke i bare i et kort øjeblik for at slappe af igen. Det var stadig nyt for hende at skulle leve uden hendes storebror også langt væk fra hinanden.
Tavsheden tog stille over noget tid, Hun vidste ikke hvad hun rigtigt skulle sige så blikket fangede Bell, Zophia elskede virkelig hendes øjne.. så blå. Hun ville gøre alt for selv at have sådan nogle.
"Men har du så bare været her.. lige siden sidst jeg så dig?" Hendes stemme var stille men hun vil sagtens kunne høre hende.

Izobell nikkede. Hun forstod. Haabede inderligt, at det ville lykkes for Christian. Hun havde altid syntes godt om ham. Han havde altid vaeret venlig overfor hende, og saa var hans udseende jo heller ikke ligefrem vaerst.
Zoph talte videre, og fortalte hvorfor hun ikke kunne blive. Fandme nej. Zophia skulle blive. Det blev hun bare noed til. Tanken om at veninden igen skulle rejse, gjorde hende helt trist. Den samme tanke fra foer, syntes at vokse. Den skubbede naermest alt andet vaek og fyldte det hele. *Hun kan bo hos mig...*, taenkte hun og bed sig svagt i laeben. Det virkede som en fin idè. Der burde vaere plads nok til dem begge. De kom nok bare til at vaere ret taette. Izobell skulle lige til at aabne munden for at dele sine tanker med Zoph, da hun igen talte. Izobell lod hende tale faerdig og tiltede hovedet lidt til den ene side. ”Jeg er naesten lige flyttet til byen”, svarede hun. ”Saa nej. Mor, Max og Jess er stadigvaek derhjemme. Jeg taenkte bae, at jeg havde brug for en ny start”, hun trak let paa skuldrene. Dog havde hun efterladt alt der paa nogen maade var velkendt, men det var ogsaa hele idèen med en ny start.

Zophia var glad for at Christian havde valgt det 'gode' frem for det 'onde' og nu havde tænkt sig at prøve at få et job, også leve livet fuldt ud, Hun lod igen blikket falde ned i gulvet, Hvordan skulle hun nogensinde kunne klare at leve uden ham. Det var som tiden var gået i stå mens de stod der og snakkede, Faktisk havde Zophia forstyrret Bell mens hun arbejdede.. hvem ved? Det kunne være der kom en der manglede hjælp til at finde en kogebog eller lignende eller bare havde et spørgsmål til hende?. Hun kunne ikke lade vær med at smile da hun fik tanken i hovedet. Hun så lidt mod en af bog reolerne og lod det holde en pause.
Max, Jess og hendes mor? hvor var det godt at høre deres navne igen "Har de det godt?" Spurgte hun tøvende og lod blikket hvile lidt på Bell, hun blinkede et par gange med øjnene og vendte tilbage i hendes egen verden, hvor spørgsmålene kom et efter et, selvom der egentlig ikke rigtigt var nogle føltes det var som en masse, Hvorfor skulle hun lige pludselig have så meget at tænke på?

Det var som om Izobell pludselig huskede noget. Hun tog fat om Zophias haandled og trak hende efter sig ned imod nogle reoler. Hendes skridt var afslappede og lette. Saa slap Izobell grebet om Zophias haandled og gik hen til reolen foran dem. Hun lod en af de slanke fingre foelge bogryggene, som soegte hun efter noget. ”Her er den”, sagde hun triumferende og trak en bog ned fra hylden. 'Sushi paa 100 maader', var titlen. Det var muligvis den bog Zophia havde ledt efter. “Erdetden her bog du ledte efter?”, spurgte hun og rakte bogen frem imod Zoph. Hun kunne godt huske, at Zophia havde naevnt, at hun ikke kunne huske titlen, men nogle gange hjalp det jo at se omslaget. Det gjorde det maaske ogsaa denne gang? Izobell slap bogen da hun var sikker paa, at pigen havde fat i den.
Zophias mund bevaegede sig og der kom da ogsaa ord ud af munden paa hende. Izobell bed sig let i laeben. Langtfra haardt nok til at lave hul paa det bloede koed. Det var faktisk et stykke tid siden hun havde snakket med sin mor. Og lillebror. Og lillesoester. Det gav hende lidt daarlig samvittighed at taenke paa. “De har det fint”, sagde hun stille. Det havde de i hvert fald sidste gang hun havde snakket med dem. Den detalje undlod hun at fortaelle.

Zophia's latter slap ud i et kort øjeblik. Hun nikkede roligt "Ja, Det der den!" Sagde hun og tog roligt imod bogen, *Fisk.. hvordan kan man spise fisk?* Hun rystede blidt på hovedet og så ned på bogen igen, det var ikke fordi hun selv skulle bruge den men hun havde lovet Chris at købe lidt ind for ham mens hun var her.
"Det lyder godt, Du må hilse dem når du ser dem eller snakker med dem igen" Mumlede hun roligt og sendte hende et blidt smil. Måske skulle hun til at komme vidre, så hun kunne få fat i de sidste ting hun manglede da hun helst ville slippe for at gøre det om aftenen. Hun rettede blikket ned mod hendes ur, som var blå med noget glimmer noget. "Hvornår har du fri?" Kom det så pludseligt fra hende, Hun så op på Bell igen.
// Srry.. Krea svigt .. D-:

Izobell smilede roligt. Hun havde haft ret. Den bog med sushi var også ved at blive populær. De måtte snart bestille nogle flere hjem. Hun huskede sig selv på, at fortælle det til chefen, inden hun gik.
Et enkelt nik undslap hende, da Zoph havde snakket færdig. Nu fik hun helt lyst til at ringe hjem til sin mor, bare for at høre hvordan det gik for dem. Det gik op for hende, at hun egentlig savnede Max og Jess, ret så meget. Moderen savnede hun også.
Izobell vendte om og begyndte at gå hen imod kassen. Bogen skulle jo betales, for ellers ville det være tyveri. Hun var godt klar over, at Zophia ikke havde tænkt sig at stjæle den, så hun var ikke specielt urolig for, at det skete. Da hun nåede hen til kassen, hev hun en lille nøgle frem, som hun stak ind i siden på kasse apparatet. Da den havde siddet der i et par sekunder, trak hun den ud igen. Det var tændt. Det med nøglen var blot en sikkerheds anordning, som skulle være med til at forhindre tyverier. Med erfarne fingre, slog hun bogen ind på maskinen. En pris kom frem, på det lille elektroniske skilt, vendt væk fra Izobell.
Ret hurtigt, fik hun liret prisen af, igen med forretnings stemmen. Det var vel en vane gik hun ud fra.
"Hvornår jeg har fri?", spurgte hun. Det var sjovt. Hun havde tænkt lige det samme. "Forhåbentlig om ikke så lang tid", tilføjede hun med et smil. Når Zophia havde betalt for bogen, havde hun tænkt sig at gå ud i baglokalet, ud hvor hun vidste chefen altid sad. Hun havde tænkt sig at spørge ham, om det var okay med ham, hvis hun tog hjem. Hvis han svarede ja, så var alt jo fint. Hvis han svarede nej, var hun tvunget til at blive.

Zophia fandt roligt nogle penge frem så hun kunne få betalt bogen og rakte dem så til Izobell hvor hun smilede blidt. Om hun skulle stjæle den? Nej aldrig i livet om hun nogensinde ville stjæle en bog, hvis man gør det.. så mangler man altså et liv et eller andet sted blev hun enig med sig selv men hun samtidig var skuffet over sig selv bare over at få tanken i hovedet om det, Hvis hun havde været derhjemme havde hun slået sig selv. Hun skulle aldrig nogensinde blive kriminel, aldrig, nej glem det.
"Okay" Hun vidste ikke rigtigt hvad hun mere skulle svare til det. Måske lød det en smule som om at hun var ligeglad? Det håbede hun ikke "Skal du noget når du har fri" Der formede sig et smil på hendes læber mens hun rettede blikket mod Bell igen. Hvor var hun glad for at se hende igen, det var helt vildt så meget hun havde savnet hende, og det var nærmest stadig ikke gået op for hende at hun stod og snakkede med hende lige nu, selvom hun vidste at det var hende.

Izobell lukkede fingrene sammen om pengene. Hun talte dem, mere af vane end noget andet. Desuden var det påkrævet at hun gjorde det. Hvis chefen opdagede at hun undlod at gøre det, ville han flippe ud på hende. Det havde hun prøvet et par gange før. Helt klart ikke noget hun ville anbefale.
Hun lagde pengene ned i kasseapparatet. En summende lyd kunne høres, da en bon blev printet ud. Izobell rakte den til Zophia. "Her", sagde hun med et smil.
"Næh... Det skal jeg ikke", sagde hun roligt. Måske var nu et godt tidspunkt at spørge, eller var det bedre at vente? "Zoph?", spurgte hun, men fortrød så. "Nej bare glem det, jeg har glemt hvad jeg ville sige", sagde hun lidt efter.
Igen søgte de blå øjne hen til uret, som hang på en væg, ikke så langt væk. "Jeg har fri lige om lidt", sagde hun stille. "2 sekunder", mumlede hun og forsvandt ind igennem en dør. Igennem døren kunne høres dæmpede stemmer, men det var umuligt at skelne ordene fra hinanden.
Efter et lille stykke tid, kom Izobell tilbage. En lidt ældre mand fulgte efter hende. Han så ud til at være omkring de 40.
Izobell vendte sig om imod ham. "Tak chef", sagde hun med et smil. "Vi ses i morgen".
Han brummede et eller andet, og stillede sig så hen til kasseapparatet. Izobell vendte sig om for at gå, men stoppede midt i bevægelsen. "Åh! Vi skal forresten have bestilt nogle flere af 'Sushi på 100 måder', der er næsten ikke flere", sagde hun med et smil. Chefen nikkede.
Igen vendte Izobell sig om, helt denne gang. Hun sendte Zophia et smil, og tog så blidt fat i hendes hånd. Den hånd som ikke holdt fast i en bog.
"Nu har jeg fri", sagde hun med et glad smil og begyndte så at gå hen imod døren. Med Zophia trækkende efter sig.

Zophia tog roligt i mod det lille papir som Izobell rakte hende, hun sendte hende endnu engang et af de smil hun havde. Hun lod blikket falde ned på bogen, Der var fisk.. Sushi.. alt muligt på forsiden, Hvad skulle Christian med sådan en bog, Ja, han elskede fisk mere end nogen anden hun kendte men at lige frem at købe en bog om det.. virkede mærkeligt.
"Jeg tænkte på om eh.. Du ikke kunne vise mig lidt rundt her omkring?" Hun vidste ikke rigtigt lige hvad hun ellers skulle sige, men et eller andet blev det for hun ville virkelig gerne tilbringe noget til med Bell det var så langtid siden de havde grinet og hygget sig sammen, hun havde savnet det ingen tvivl om det. Zophia's blik fulgte hende mens hun gik gennem en dør og kom tilbage med en efter sig, hun kunne ikke lade vær med at små grine da hun sagde det med bogen. Den lød så mærkelig og hvorfor var der så mange der ville have fat i den. De måtte virkelig være glad for fisk her i byen.
Zophia gik hurtigt efter Bell og ud af døren. Hun stoppede op da de var kommet lidt ud på gaden "Hvor skal vi gå hen?" Spurgte hun så roligt og så rundt på de forskellige butikker der lå lige efter hinanden, Zophia syntes ikke at det var fordi at byen var så stor men alligevel havde de en masse butikker.. underligt.. Et smil formede sig hurtigt på hendes læber da hun igen rettede blikket mod Izobell..

Izobell sendte Zoph et smil, da hun spurgte hvor de skulle hen. Inden hun svarede, gled hendes blik ned langs gaagaden. Den sorte taske hun havde i haanden, bevaegede sig en smule. Heldigvis havde hun husket at tage den med sig. Det var der hendes noegler laa. Baade dem til bilen og hendes lejlighed. Der laa ogsaa en pung med kontanter.
“Jeg havde taenkt mig at vise dig Terre”, sagde hun, stadig med smilet paa sine laeber. Hvis det altsaa var okay med Zoph. Hun ville ikke tvinge hende til noget, hun ikke havde lyst til. Medmindre det var yderst noedvendigt selvfoelgelig.

"Lyder Fantastisk" Svarede hun glad og sendte hende et smil. Hun Tog huritgt fat i Izobell's hånd og trak hende med gennem gaderne uden rigtigt at vide hvor hun var på vej hen, det føltes bare så rigtigt at begynde at gå et sted hen, For man skulle jo starte et eller andet sted henne?
Hun stoppede op. Måske var det ikke så en god idé hun bare havde gået sin egen retning, for hun havde ingen anelse om hvor i alverden hun var henne nu "Jeg tror det er bedst at du fører an" Sagde hun drillende og sendte hende igen et roligt smil.

Izobell smilede skævt, da Zophia begyndte at trække hende med sig. Hun sagde ikke noget, men fulgte bare med. Hun gneb læberne sammen til en tynd streg, så grinet ikke slap ud. De blå øjne kiggede på de butikker de kom forbi, i et forsøg på at bevare overblikket over, hvor de var henne. Så stoppede Zophia op og Izobell gjorde det samme.
“Tror du?”, svarede hun med et drillende smil. Zoph havde tydeligvis ingen anelse om, hvor de var henne nu. Det havde Izobell heldigvis. Hun tog fat i Zophias hånd og begyndte at gå ned af en anden gade. “Nu viser jeg dig Terre”, sagde hun med et smil og kiggede kort over på Zophia. Derefter fortsatte hun med at gå, for at vise sin barndoms veninde byen Terre.
//Out